Hvad kan bloggere og twittere lære af TV2 Wikigate?

Boy with megaphone

Måske kender du allerede til sagen omkring TV 2’s Go’ Morgen Danmark, der ville så tvivl om troværdigheden ved den danske Wikipedia — ellers er Dorte Tofts indlæg og Stefan Bøgh-Andersens tidlinje gode steder at starte.

Titlen på dette indlæg er et ordspil på Trine-Maria Kristensens indlæg “Hvad kan organisationer lære af TV2 Wikigate?.

Trine-Maria samler op på et møde, hun har arrangeret omkring lektierne fra sagen om TV 2 og Wikipedia. Men det henvender sig kun til organisationer – hvilket er meget naturligt, da Trine-Maria lever af at hjælpe og rådgive virksomheder indenfor de sociale medier i Social Square.

Jeg vil også mene, at bloggere og twittere (hvad kalder man folk på Twitter?) har noget at lære her.

For Stefans tidslinje bekræfter det, som vi allerede godt vidste. Blogosfæren (den del af internettet som udgøres af blogs) og Twitter deler samme store svaghed; Når en sag ruller bliver det til ét stort ekkokammer.

Alle skriver om sagen, men det er kun på et reporterende niveau, sagen bliver ikke ført videre. Folk skriver om, hvad der er sket og tilføjer så deres egen holdning, som, ikke overraskende, i dette tilfælde er anti-TV 2. Og så er det jo nemt at blive forarget, når en af værterne skærer alle over en kamp og kalder dem “Bibliotekar skolen“.

Hvem førte så historien videre? Jo, det gjorde et af de “gamle medier”: Journalisten.

Hvad var fremgangsmåden? Hvordan fik man historien videre? Jo, man greb knoglen og ringede til TV 2-redaktør Jes Schrøder. Uden at kunne sige det med 100 procent sikkerhed, så tror jeg ikke, at nogen af dem, der omtalte sagen på blogs og/eller Twitter overhovedet har forsøgt at kontakte TV 2.

I stedet har de, som skrevet ovenfor, skrevet om, hvad de har læst andre steder og tilføjet deres holdning til budskabet. Og da artiklen blev lagt på journalisten.dk, hvad skete der så? Jo, præcis det samme som tidligere: Bloggere og “twittere” henviste til artiklen og tilføjede deres egen holdning til Schrøders citater.

Det er muligt, at det er sådan blogs “skal” være, men det flytter ikke historierne nogen vegne.

De sociale medier gjorde sig kun gældende ét sted i denne sag: I starten. De opdagede sagen og skrev om det. Både i en artikel på Wikipedia og på blogs. Herfra blev “de traditionelle” så opmærksomme på sagen og rykkede på den.

Er det en konsolidering i mediebilledet, vi ser nu? At sociale medier og græsrødder finder historierne, mens medierne kører den sikkert hjem og bringer os og selve historien videre. Jeg tror det, og det er ikke nødvendigvis noget dårligt. Selve blog-mediet er rettet mod, at folk kan lufte deres egne holdninger, synspunkter og erfaringer.

Men det kan undre, at flere bloggere og twittere ikke har taget Jeff Jarvis’ ord til sig:

Cover what you do best. Link to the rest.

Hvorfor skrive et indlæg om en sag, hvis en anden blogger allerede har skrevet det, man selv mener? Hvorfor ikke bare linke til det indlæg, skrive at det er et godt indlæg, og at man er enig? Det ville gøre det hele meget mere overskueligt i disse informationstætte tider.

Photo by djfoobarmatt @ Flickr

TV2 ville så tvivl om Wikipedia – og det gik galt

Go’ Morgen Danmark har forsøgt at demonstrere, hvor nemt det er at redigere i artikler på Wikipedia (som også findes i en dansk version) og hvor utroværdigt, det er — men mislykkedes.

I stedet for at skrive et indlæg om det, vil jeg anbefale dig at læse Dorte Tofts glimrende indlæg om sagen, som opsummerer og konkluderer ganske fornuftigt.

(Tak til Stefan for tippet via Twitter)

Opdatering 18-05-2009 @ 10:26
TV 2 har nu bragt en berigtigelse. Læs mere hos Journalisten.

Troldspejlet starter leksikon efter wiki-princippet

Har lige siddet og set DR’s Troldspejlet, som jeg aldrig bliver for gammel til, og hørte Jakob Stegelmann præsentere Troldspejlets leksikon “Trold-O-Pedia“, der er bygget op efter det Wikipedia-konceptet, hvor alle kan bidrage med indhold.

Trold-O-Pedia er lidt anderledes i den forstand, at man arbejder med to størrelser, universer og figurer. Man kan således vælge, om man vil oprette eller redigere en figur eller et univers. Ganske simpelt indrettet.

Vælger man for eksempel at oprette en ny figur, skal man udfylde en længere formular omkring figuren og blandt andet oplyse “Alter ego”, “Profession”, “Baggrund”, “Særlige kendetegn”, “Våben”, “Styrke”, “Svaghed”, “Venner”, “Fjender” etc. Den lange formular vil sikkert få nogle til at stå af, så det kunne være interessant at høre, hvad begrundelsen for dén fremgangsmåde er.

Jeg har, endnu, ikke bidraget med noget indhold, så jeg skal ikke kunne sige, om informationen kommer direkte på, men formulartilgangen tyder på, at nye oplysninger bliver gennemlæst, inden de bliver tilføjet til Trold-O-Pedia.

Brug det eksisterende eller byg nyt?
Det bliver for mig interessant at følge med i Trold-O-Pedia, for den rammer ned i noget, jeg selv går og spekulerer på. Skal man starte sit eget leksikon, eller bruge dem, der allerede eksisterer, for eksempel Wikipedia, og bygge ovenpå der?

Tag nu for eksempel Teenage Mutant Ninja Turtles, som fyldte meget i min barndom. Trold-O-Pedia har en side om dem. Men der er kun listet én af de fire Turtles-hovedpersoner, som figurer i Trold-O-Pedia-universet.

Den danske Wikipedia har også en side om “Turtles”, som vi bare kaldte dem dengang. Her er endnu mere information at hente for fans og nysgerrige. Og i luxus-afdelingen finder vi den engelske Wikipedia-side, med endnu mere information om serien, folkene bag etc.

Selvom Trold-O-Pedia er en rigtig god idé, kan jeg ikke lade være med at tænke, at det måske ikke er så oplagt at vælge at starte et nyt leksikon med tilhørende community. Hvis DR på en eller anden måde havde fået et “digitalt samarbejde” op at stå med Wikipedia, så begge fik gavn af bidragene, tror jeg alle interesserede havde fået et bedre resultat.

Men netop af denne grund bliver det interessant at se, hvordan det kommer til at gå Trold-O-Pedia i løbet af det næste halvandet år.

Skittles (desintegrerede) hjemmeside bruger sociale websites

Via et tweet fra min ven Aaron faldt jeg over Skittles.com, hjemmesiden for slikket, som mange af os nok har smagt.

Hjemmesiden er interessant i den forstand, at den inkorporerer sociale websites, blandt andet Flickr, Twitter (egentlig er det Twitter Search, Wikipedia og YouTube.

En anderledes måde at lave et website på: At indholdet ligger på allerede eksisterende websites, og at man derved har et desintegreret website.

Wikipedia viser sig – igen – som nyhedsformidler

I april 2007, lige da massakren på Virginia havde fundet sted, viste min gode ven Jeppe Kabell mig Wikipedia-artiklen om massakren, som var intet mindre end en komplet indgang til den tragiske begivenhed og sågar havde en imponerende tidslinje over hele forløbet.

Indholdet var, selvfølgelig, skabt af Wikipedia-brugere og viste Wikipedia fra en helt anden side end det leksikon, som vi kender det. Wikipedia var pludselig blevet til en nyhedstjeneste og et rigtig godt sted for journalister at starte til baggrundsresearchen.

Nu er det så sket igen. Denne gang i forbindelse med angrebene i Mumbai, som Dan Gillmor beretter:

Take a look at today’s Wikipedia entry on today’s Mumbai terrorist attacks — a comprehensive and valuable addition to the breaking news we’re getting from TV and other sources. There are two fundamental elements to note: the rapid updating and the long list of links at the bottom.

Og igen er det imponerende det, der bliver skabt her.

Der er en oversigt over de forskellige angreb — hvor, hvornår og hvilken form for angreb, der var tale om. Også her er der tidslinjer for angrebene, som gør det overskueligt at følge med i, hvad der egentlig er sket.

Ganske rigtigt kan vi, som Gillmor også skriver, ikke tillade os at stole blindt på Wikipedia, da det er muligt for tumpede personligheder at skrive løgne, som ikke er nået at blive fjernet inden vores besøg på Wikipedia, men ikke desto mindre er det her altså imponerende. Ganske enkelt imponerende.

Jeg kan hurtigt få et meget bedre overblik over Mumbai-episoderne ved at besøge Wikipedia, som er 100% brugergenereret, end ved at besøge et mediesite eller åbne en avis. Tænk over det.

Opdatering @ 20:55:

Kim Elmose har også et indlæg hvor han viser, hvordan Mumbai-episoderne kan følges via Twitter — hvor han linker til et indlæg af Amy Gahran, der tidligere har skrevet om, hvordan man kan følge angrebene i Mumbai via de sociale medier.

Opdatering @ 21:03:
Jeg ved ikke, hvordan jeg kunne glemme at nævne det, men det er også muligt at følge Mumbai-artiklen på Wikipedia via RSS ved at bruge denne URL.

Jeg har tidligere beskrevet, hvordan du får RSS ud af MediaWiki, som også Wikipedia kører på.

Sergey Brin (Google) troede ikke på Wikipedia – hvad kan medier lære af det?

Via Wired-redaktøren Chris Andersons blog, The Long Tail (opkaldt efter hans bog) ser jeg, at Googles medstifter Sergey Brin slet ikke troede på Wikipedia.

Men han tog fejl, og det indrømmer han i et videoklip, som du kan se på Chris’ blog.

Klippet er godt nok fra 2005, men det gør det på ingen måde uddateret. For humlen gælder nemlig stadig:

The lesson is that more is different. The Internet, by giving everybody access to a market of hundreds of millions of people, can work at participation rates that would be a disaster in the traditional world of non-zero marginal costs. YouTube works with just 0.1% of users uploading their own videos. Spammers can make a fortune with response rates of 0.00001%. (To give you some context, in my business of magazines, response rates of less than 2% on direct-mail subscription offers are considered a failure.)

This is the underlying logic of the Freemium business model, which uses the near-zero marginal cost of online distribution to reach the maximum possible audience, converting just a tiny fraction of them to paid users.

Og det er jo interessant. Og som Chris Anderson så rigtigt skriver, så har internettet for alvor åbnet op, så alle personer og organisationer kan nå det enormt store publikum, som internettet udgør.

Og her tror jeg, at medierne kan lære noget. Nemlig, at det ikke nødvendigvis handler om at få mange betalende kunder i butikken, men at det kan være nok at have en mindre procentdel, som er betalende kunder, hvis man altså har et stort nok publikum.

Det helt store debatemne er fortsat hvad, medierne kan tage penge for. Jeg tror ikke på artikler, som kræver betalt abonnement. I stedet tror jeg, medierne bør kigge på et medie som for eksempel fotodelings-sitet Flickr, som jeg tidligere har skrevet om.

Her er det gratis at være med. Alle kan oprette en profil på Flickr og uploade billeder – godt nok med begrænsninger. Men det er gratis.

Hvis man derimod vil mere med Flickr end bare at uploade lidt billeder og have disse features:

  • Unlimited photo uploads (20MB per photo)
  • Unlimited video uploads (90 seconds max)
  • Unlimited storage
  • Unlimited bandwidth
  • Unlimited photosets
  • Archiving of high-resolution original images
  • The ability to replace a photo
  • Post any of your photos or videos in up to 60 group pools
  • Ad-free browsing and sharing
  • View count and referrer statistics

…ja, så koster det 25 amerikanske dollars om året. Ikke dyrt, men hvis en tilpas stor procentdel af Flickr-brugerne vælger at blive betalende brugere, så har man en forretning. Og jo flere, der bruger Flickr jo mere bliver en procentdel værd.

Logik, ja, men det er sådan, det skal bygges op, hvis der skal tjenes penge: Merværdi. Ikke ved at tage noget fra dem, der er gratis, men ved at give dem, der betaler mere indhold og andre features.

Jeg tror på Flickr-modellen med at “lokke” gratis kunder i butikken med en gratis basispakke af god kvalitet (det er her, medierne står i dag). Vil folk have mere avancerede features (og et lille “Pro” efter deres navn, når de skriver kommentarer) og den ekstra merværdi – ja, så er det frem med kreditkortet.

Den helt store udfordring er så nu at finde ud af, hvad den merværdi skal bestå af for medierne.