Kan medierne lære noget af onlinespil-økonomien?

Reboot10 (i år med temaet “Free”) er nu ved at være nogle dage på afstand, og nogle tanker står klarere i hukommelsen end andre, og man kan så småt begynde at danne sig et overblik.

En ting, jeg hæftede mig ved var noget, som JP Rangaswami (som er CIO for British Telecom) talte om. Nemlig, at folk gerne vil betale penge, hvis der er nok “added value” – den helt store hurdle er så selvfølgelig at finde ud af, hvad folk derude ser som værdi.

Som eksempel nævnte han onlinespil, hvor det er gratis at deltage i spillet, mens udstyr (rustning, våben etc.) koster penge. Rigtige penge.

Vi har jo allerede hørt historierne om, hvor meget økonomisk og social kapital, der flyder i det nok mest omtalte onlinespil, World of Warcraft.

Det har fået mig til at tænke, om medierne (nok især onlinemedierne) kan lære noget her.

Altså at basispakken/adgangen er gratis, men hvis man vil opgradere og nå langt (og stå bedre overfor de andre), så betaler man. Og man betaler gerne, fordi merværdien svarer til udgiften, eller er måske bedre. Læs mere om modellen hos The Economist.

Tommelfingerreglen: Varen skal være pengene værd
Jeg er ikke nået frem til noget endnu (og jeg er næppe den eneste, der går og tænker i de baner), men det er et interessant tankeeksperiment.

Og så synes jeg også, det er rart at se, at brugerne derude rent faktisk er parate til at betale. Men merværdien skal være i top, og her tror jeg måske, at nogle onlinemedier halter. For hvorfor betale for at læse de samme Ritzau-telegrammer, som mange andre onlinemedier også bringer? Ergo må tiltaget starte hos mediet selv: Mere idéudvikling, mere kreativitet, mere originalitet.

Hvad tror du? Kan medierne lære noget af onlinespillene?

Internettet presser telefonbogens gule sider

De gule sider i telefonbøgerne, hvor man hurtigt kan finde en håndværker eller andet, man lige står og mangler har været en rigtig god forretning hvad angår annoncekroner.

Men det er ved at ændre sig, skriver The Economist.

Omend at det vil komme til at tage et godt stykke tid, står det klart: Internettet lægger solidt pres på de gule sider.

Hovedkonklusionerne i artiklen er:

  • I 2005 sagde 57 procent af europæerne i en undersøgelse, at de ville kigge i de gule sider, når de skulle have “goods and services”. I 2005 var det tal 51 procent, mens 24 procent sagde, at de ville gå på nettet. I 2005 var det tal 20 procent.
  • Et af de få gule sider-firmaer, der klarer sig godt på nettet er franske PagesJaunes. Her har man arbejdet aktivt med en internetstrategi – det har de andre ikke, siger PagesJaunes’ chef.
  • Folk vil have anmeldelser og høre om andres oplevelser. Det kan man ikke på de gule sider på grund af annoncekronerne, men på nettet ligger det derude og venter på at blive fundet.
  • Virksomheder kan til en vis grad slippe for at betale annoncekroner ved selv at have en god hjemmeside, som er nem at finde i søgemaskinerne.
  • De gule sider er dog stadig mere troværdige end det, Google tilbyder, og mange små firmaer vælger stadig at være tilstede i de trykte sider af frygt for at potentielle kunder ikke ser dem.

Det mest interessante her er, skønt konklusionen langt fra er ny, nummer tre og fire – nemlig at folk gerne vil høre om andres oplevelser med for eksempel en tømrer (det kan de gøre ved at snakke med deres venner og bekendte eller søge på nettet) – og at det gælder for virksomhederne om at gøre sig godt i søgeresultaterne.

Robert Scoble og Shel Israel tog dette op tilbage i 2006 i bogen “Naked Conversations (findes også hos Saxo), hvor deres klare anbefaling er, at virksomheder blogger. Argumenterne er simple:

  • Hvis du skriver en blog om dit fag, så vil folk lægge mærke til, at du har kompetence og viden indenfor dit fag
  • På en blog kan dine potentielle kunder komme i samtale med dig
  • Googles søgealgoritme elsker blogs – især fordi de opdateres hyppigt

Selvfølgelig kan man ikke direkte aflive de gule sider, men trenden er tydelig. Det er i hvert fald lang tid siden, jeg har søgt efter “goods and services” på De Gule Sider eller Krak – de har tabt til dem her, i hvert fald i forhold til mine behov.

The Economist redesigner hjemmesiden

Som abonnent på The Economist e-mail-nyhedsbreve er jeg blevet “inviteret” til at kigge på et preview af deres kommende redesignede hjemmeside. Du kan se et dump af siden her.

Nu er det svært at sige noget ud fra et billede af forsiden (man kan ikke se på artikelbasis), men umiddelbart synes jeg, det ser godt ud. Det ser ud til at designet forbliver rimelig rent og overskueligt. Meget i stil med det nye BBC News-design, som jeg er helt tosset med.

Der nævnes tre ting, som har været i fokus i forbindelse med redesignet:

  • In-depth analysis of important events around the world is now showcased more prominently to highlight breaking news updates.
  • Centre column now features the most important editorial coverage, to help you get more out of The Economist online.
  • Navigation has been simplified to highlight our major editorial areas and we have added fly-out menus to give you direct access to all the key pages on the site.

Og The Economist skriver afsluttende om det nye design:

The new design is an evolution, not a revolution, though we hope you will agree that the changes will make your visits more enjoyable. So that the change does not come as too much of a surprise on Monday, we have created a brief tour.

Det nye economist.com er sat til at gå i luften på mandag den 12. maj.

The Economist: Trængte lokalaviser skal blive mere “intenst lokale”

I artiklen “On the brink” (som du muligvis har set blandt mine tips, som jeg deler med jer via del.icio.us) tager The Economist fat på det faldende oplag på det amerikanske avismarked.

En af pointerne i artiklen er:

Industry experts such as Lauren Rich Fine of Kent State University do not think that the Times is responding forcefully enough.

“Now is the time to beef up its business section,” she says.

Ms Fine also points out that although all newspapers are being buffeted by the internet, their ability to respond will probably depend on whether their audiences are national, metropolitan or local. The first category can afford to invest in distinctive international or business coverage, while the last can prosper by becoming “more intensely local”.

But she fears for the big metropolitan newspapers, which may find themselves trapped in the middle.

“More intensely local” kan, mere eller mindre, oversættes til “hyperlokal”, som er et begreb, som Rob Curley arbejder meget med. Altså at lokalstoffet bliver endnu mere lokalt og giver borgerne i området et sted, hvor de kan finde en masse informationer om deres lokalområde.

Du kan læse mere om Rob Curley her, hvor jeg linker til Daniel Bergsagels blogindlæg fra hans besøg hos netop Rob Curley.

Borgerne skriver avisen – ja, avisen..en trykt avis!
Rob Curley arbejder hovedsagligt med online- og mobiltjenester. Et andet eksempel er Mary Lou Foulton fra Bakersfield Californian. Her gør man det, at man ugentligt trykker en avis, finansieret af annoncer, med borgernes blogindlæg og artikler. Og det fungerer godt og kører rundt økonomisk.

Noget af det mest interessante ved Bakersfield-projektet er jo netop, at borgerne deltager på et onlineplan, og deres indhold resulterer i en gammeldags trykt avis, som bliver delt rundt — gratis, så vidt jeg husker.

Så ingen tvivl om, at Lauren Rich Fine har fat i det rigtige i The Economist-artiklen. En satsning på at blive “endnu mere lokal” betyder, at borgerne i et samfund føler sig tættere knyttet til deres lokalblad/avis. Det, kombineret med at de selv og deres venner/familie nu er repræsenteret i mediet, giver dem større købelyst, og så kan oplaget gå op.

Det samme kan, som jeg ser det, til en vis grad lade sig gøre med landsdækkende aviser, blot er det sværere at skabe et “fællesskab” omkring et medie, som det kan lade sig gøre med lokalmedier, som kan tage emner fra lokalmiljøet op.

Selvfølgelig kan et landsdækkende medie også tage et emne op, og de gør det næsten hver dag, men det er nu engang sværere at samle hele landet, end det er med et lokalområde.

Samtalen med borgerne kan, som med Bakersfield-eksemplet, sagtens foregå på nettet og give bonus på printsiden.

The Economist med kommentarfunktion

The Economist logoJeg ved ikke, hvor længe den har været tilgængelig, men i dag da jeg læste The Economists artikel om Microsofts bud på Yahoo opdagede jeg, at det nu er muligt at kommentere artiklerne på economist.com, og således har Microsoft-Yahoo-historien også en side med kommentarer.

Det er både en god og en dårlig ting, for det sender et signal om, at man hos The Economist tager sine læsere og deres synspunkter alvorligt. Dog er der samtidig også en risiko for, at der kommer nogle “mindre heldige” kommentarer, der trækker indholdet ned, som det for eksempel er sket et par gange for os på ekstrabladet.dk med vores kommentarfunktion (som bl.a. er mit ansvar som journalistisk projektmedarbejder på Nationen).

Kort og kontant regelsæt
Hvad jeg er mest imponeret over er imidlertid regelsættet. Vi sidder pt. og bakser med at få skrevet et ordentligt regelsæt, her har The Economist valgt blot at lave en mindre omgang tekst, som man kan få frem i en diskret popup-boks ved at klikke på “Review our comments policy”-linket. Her står der:

You are solely responsible for all content you post to the site. Libel, copyright and trade mark infringement, links to commercial websites, products, or sales materials, and offensive or threatening language are not permitted and may be removed based on our comments policy (for more information, please review our terms and conditions).

Your pen name will appear alongside any comments that you post.

Jeg glæder mig til at kunne læse kommentarer på economist.com-historierne, endnu er jeg ikke stødt på nogle ubrugelige eller mere eller mindre tåbelige kommentarer — spørgsmålet er så bare, hvor mange mennesker og hvor mange timer, The Economist har afsat til moderation af kommentarerne?