Klausuleringer giver ikke mening på nettet – med Ban Ki Moons tale på Københavns Universitet som eksempel

Foto: World Economic Forum“FN-generalsekretær Ban Ki-moons tale på Københavns Universitet. Klausuleret til 3/10-2009 kl. 17:30.”

Sådan hedder emnet på en mail, der ligger i indbakken på min arbejdsmail. E-mailen indeholder, surprise-surprise, den tale, som FNs generalsekretær Ban Ki Moon holdt på Københavns Universitet 3. oktober, altså i dag. Mailen er sendt fra United Nations Development Programme, altså FNs Udviklingsprogram.

Som det også fremgår af emnet, er historien klauseleret til 17.30 – det betyder, som jeg læser det, at man ikke må bruge/offentliggøre talen før 17.30.

Men det er komplet håbløst, for den er allerede på nettet. Man kan læse Ban Ki Moons tale på u-landsnyt.dk.

Jeg tog blot den første sætning i talen (“Copenhagen has been in my thoughts every day for the past two years”) og googlede den og – vupti – der var talen.

For mig understreger dette, at der ikke er nogen pointe i at klausere indhold og forsøge at holde det tilbage. Og Moons tale skal godt nok være usandsynlig kedelig for at nogen gider overholde den klausulering. Hvis han sagde noget spændende – ja, så skal det ud nu.

Så hvis du ikke kan vente: Læs talen på u-landsnyt.dk.

Foto: World Economic Forum

Hvornår er det okay at rette i online-artikler – og hvornår er det 1984?

Foto: ElbridgeGerryJeg har gjort det til en del af mit arbejde at give lidt feedback på nogle artikler fra ekstrabladet.dk til en journalist og en praktikant.

Den ene dag kommer jeg ind til praktikanten, hvor hun siger, at hun netop lige er i gang med at rette nogle af de ting, som jeg har påpeget under feedback’en. Jeg synes selvfølgelig, det er rart at se en dedikation (og tiltro) af en sådan grad, men det fik mig samtidig også til at tænke:

For hvor går grænsen for, hvor meget man kan tillade sig at redigere i artikler på nettet – især hvad angår artikler, der er en del af ‘den lange hale’, altså artikler der ikke længere er en del af nyhedsflowet, men blogger ligger på hylderne på websitet.

Ministeriet for Sandhed og deres version af sandheden
Et af kerneelementerne i George Orwells klassiske 1984-bog er Ministeriet for Sandheds arbejde med konstant at omskrive historien, så den passer til partiet og dets politik. Det indebærer blandt andet at fjerne gamle aviser og få trykt nye med et indhold, der passer partiet bedre.

Et arbejde, der fører til, at hovedpersonen Winston Smith opdigter ‘Kammerat Ogilvy‘.

Med internettet er det blevet endnu nemmere at rette i artikler, som man også kan læse om i The Economist ‘Intelligent Life’-magasin.

Dette er selvfølgelig en god ting, for det gør det lettere at rette fejl. Da man således sammenlignede Encyclopedia Britannica med Wikipedia, blev de fejl der blev opdaget på Wikipedia rettet næsten med det samme – en luksus som Britannica-folkene ikke havde.

Men jeg kan ikke lade være med at tænke, at det også åbner op for en glidebane, der går i retning af Ministeriet for Sandhed, og der skal vi ikke hen.

Et eksempel: Jeg synes for eksempel det er fint, når en kollega opdaterer en historie om et rådyr i et hegn (efter det blev påpeget på dseneste.dk), så artiklen starter med følgende:

OBS: Nogle informationer i denne artikel er senere blevet tilbagevist. For den mest præcise artikel i sagen, følg dette link: Bøf-Jensen offer for bagvaskelse

Det havde dog ikke været i orden, synes jeg, at omskrive artiklen fuldstændig – eller at gøre ingenting. For eksempel faldt jeg på et tidspunkt over en historie hos et dansk medie (jeg kan ikke huske hvilket) om en gruppevoldtægt, som en pige havde anmeldt. Voldtægten viste sig senere hen at være opdigtet, men det meldte artiklen ikke noget om.

Her synes jeg, man burde have opdateret artiklen efter eksemplet med rådyret.

Men det bliver nemt en glidebane. For eksempel er det farligt at begynde at rette i lederartikler og lignende, som eksempelvis kunne være skrevet før Irak-krigen (altså pre-19. marts 2003) og indeholde nogle ting, der viste sig ikke at passe.

Hvad synes du? Er det okay at rette i artikler på nettet? Og hvordan skal rettelserne i så fald indarbejdes – skal det tydeligt kunne ses, når der er blevet rettet/tilføjet noget? Og skal der være en bagatelgrænse?

Hvor er overblikket, når vi mikroblogger på Twitter?

Der er blevet skrevet mangt og meget om det: Blogs er på vej ud, fordi vi i stedet skriver små beskeder på eksempelvis Twitter.

At blogging går ned ad — det er mit klare indtryk, at det er gør det — er formentlig en kombination af, at nogle er rykket videre til medier som Twitter og Facebook (af flere forskellige årsager) samt, at blogs har fundet et leje. Dem, der ville se, hvad det var for en størrelse, har måske indset, at det ikke var dem eller slet og ret opgivet.

Ikke desto mindre er der dog én ting, jeg savner i og med, at folk blogger mindre og tweeter og mikroblogger mere: Overblikket. Lad os tage sommerens Reboot-konference som eksempel.

Et mindre hav af dem, jeg følger på Twitter var til konferencen. Men det var umuligt for mig, og andre der ikke var på konferencen, at danne sig et overblik. Det skyldtes flere ting:

  • 140 tegn er ofte ikke nok til at opsummere pointer fra et foredrag
  • Beskederne indeholdt abrupte indslag fra oplæg, som var totalt indforståede og gav ingen mening for folk, der ikke var til foredraget. Et eksempel, jeg fandt via en Google-søgning på hashtag’et fra Reboot #reboot11:

    #reboot11 solar oven build kit available.. Who wants to build it??(#)

  • Vi druknede i “På vej til #reboot11. Glæder mig.”-tweets. En bøn: Det er fint, du skal på Reboot, men du støjer, når du skriver noget så intetsigende. Skriv i stedet, hvad du skal høre om i løbet af dagen, så vi ved, om vi skal holde øje med dine tweets.
  • Der blevet tweet’et så meget fra Reboot, at det blev et ‘trending topic’ på Twitter – det betyder kort fortalt, at “#reboot11”-tagget var et af de mest brugte ord/vendinger på Twitter i de timer. Det betød, at en mindre styrke af spam-Twitter-konti og andre irriterende mennesker opdagede dette og så det som en oplagt mulighed til at drive trafik til deres Twitter-profiler eller de reklame-sites, som de linkede til. Med andre ord: Støj på kanalen.
  • Mængden. Der var mere kvantitet end kvalitet. Det virkede næsten som om, mange tweetede mere fordi de kunne, end de følte, at de burde.

Jeg kan ikke selv sige mig helt fri for ovenstående. Jeg var på Reboot #10 i 2008, hvor jeg også skrev en masse tweets — men det er først, når man sidder udenfor konferencen og følger med i, hvad der bliver skrevet, at man opdager, hvor lidt overblik man har.

De bedste indlæg jeg læste fra Reboot, var faktisk Kim Elmoses indlæg på hans Mediehack-blog (Disclaimer: Kim er formand for DONA, hvor jeg sidder i bestyrelsen samt god ven og tidligere kollega). Her var en person, der havde taget sig tid til at skrive mere end 140 tegn og skrive noget sammenhængende og opsummerende omkring nogle af de ting, han havde hørt om på Reboot. Dét gav mening, når man ikke kunne være der.

Jeg fandt hurtigt ud af, at det bedste sted at følge med i Reboot var på den danske blogsøgemaskine Overskrift.dk (Disclaimer: Jeg sidder i bestyrelse med Stefan Bøgh-Andersen fra Overskrift.dk i DONA). Jeg fik færre informationer, men de var langt bedre.

For mig beviste det, at selvom Twitter er et hurtigt og mobilt praktisk medie, så er det ikke uden problemer. Jeg vil ikke være foruden at læse blogindlæg, hvor folk skriver længere og reflekterer dybere over de ting, de oplever eller mener.

Jeg siger ikke, at Twitter ikke kan bruges som reporter-værktøj fra konferencer. Men det kræver, at dem der “tweeter” spørger sig selv: Ville jeg forstå det her, hvis jeg ikke var her, eller er det bare for internt? Så er vi allerede nået et stykke.

Twitter er fint, men det er langt fra en schweizerkniv indenfor nye medier.

Mindy McAdams tester iPod Nano (med kamera) til videointerviews

Mindy McAdams, der underviser i journalistik i USA og har ‘Teaching Online Journalism‘-bloggen, som jeg kun kan anbefale, har testet den nye iPod Nano med videokamera for at se, hvordan den klarer sig i interview-situationer.

Hun er ikke begejstret for billedet, jeg synes nu kvaliteten er fair nok, men lyden er hun til gengæld begejstret for, og det kan jeg godt forstå. At dømme ud fra det videoklip, hun har lagt på bloggen, sidder der en okay mikrofon i det lille Apple-produkt.

Hvis jeg skulle vælge, ville jeg vælge det lidt dårligere billede mod den bedre lyd, da det altid er en udfordring at fange lyden korrekt, når man optager video. I en kommentar til indlægget nævnes Flip HD, som jeg (heller ikke) har nogen erfaringer med, men som giver en bedre billedkvalitet.

Problemer med at stoppe og at holde stille
Dog har hun lidt problemer med selve det tekniske i optagelserne:

The biggest problems I had were stopping the recording (it does not want to stop!) and keeping the Nano steady. I’m pretty well practiced at keeping a little Canon PowerShot steady, but this was a lot harder. Let me know if you think it’s too shaky.

Det bliver dog spændende at se, om vi kommer til at se endnu flere videointerviews, når en af de mest sælgende gadgets nu har fået videokamera.

Mark Jensen fortæller Ulla Snetoft Ødum en ting eller to om Twitter

Som en der bruger mikrotjenesten Twitter, både personligt og professionelt i forbindelse med mit arbejde, vil jeg lige rette lidt opmærksomhed i retning af min ven og bestyrelsesmakker i DONA, Mark Jensens indlæg ‘Åbent brev til Ulla Snetoft Ødum‘ om netop Twitter.

Marks indlæg er en reaktion på en kommentar, som Ulla Snetoft Ødum har lagt på K Forum til artiklen ‘Twitter: The second Second Life?‘.

Den Twitter-kritiske og…lad os sige “knapt så researchede” kommentar har følgende ordlyd:

Tak for god og tankevækkende artikel om Twitter. Må jeg bare som kynisk, skuffet og gnaven ex-twitter bruger sige, at du har så evigt ret i dine kommentarer om, at twitter fejler totalt på det sociale plan. Det er egen erfaring her, men ikke desto mindre et meget godt indblik i, hvorfor det går galt. Ingen bruger det! Det har overhovedet ikke fanget an i DK. Det er bare en tom skal og et mediehype der oven i købet har verdens dårligste brugerflade og er fyldt med latterligheder og fejl, der kan bringe selv den mest it-glade bruger i knæ. I tried – and it failed vil jeg sige herfra.

Jeg har officielt opgivet twitter i går, farvel twitter, med meget blandede følelser og slet irritation over, at det ingen bruger det. For det er et godt koncept og der er et stort potentiale, men intet netværk, intet forum, er bedre end sine brugere. Og brugerne er der ikke. Danskerne er nogle sløve padder. Klart det ikke fanger an, hvis man går derind glad og fro og forventningsfuld og opdager, at man snakker med sig selv. Alen lange dialoger med ens underjeg. Det bliver jo trættende i længden. Nu taler jeg om den sociale del af twitter, ikke den nyhedsopdaterende del, som jeg i øvrigt er skeptisk overfor – der findes vel andre kanaler til den slags.

Somehow så kan danskeren ikke håndtere mere end 1 medie og når nu Facebook er hver danskers kæreste eje plus minus, så er det for meget at skulle opdatere flere steder. Hvilket det i princippet også er. Der må være grænser for ens egne selvreflektoriske og selviscenesættende evner. Det korte og det lange er, at det duer ikke. Twitter har tabt. Jeg giver det max max 6 mdr, så er den fugl så død som en stægt hanekylling på et spyd. Og jeg kan sige det med god samvittighed, for jeg ser tendensen. Jeg har selv ihærdigt prøvet nu i et godt stykke tid, twittet løs og lokket venner ind på uanstændige måder bare for at få gang i snakken. Intet skete. Man tilmelder sig og følger ikke op og her er vi tilbage til den anden pointe omkring brugerloyalitet, men ikke overraskende vil jeg sige. Se venedig og dø.

Hvis man så oven i det tillægger, at det er en utrolig dårlig platform, som hele tiden går ned og har haft så mange børnesygdomme, at man skulle tro intet var tilbage. Man kan ikke finde sine venner, søgefunktionen på venner via hotmail har ikke fungeret i laaang tid, og kan man ikke finde sine venner – end ikke, når man har fået deres absurde brugernavn på mail! – så er det jo håbløst. Den slags barrierer er alt alt for stor i en verden hvor alt ellers kan klares med et klik.

Så altså en platform der ikke fungerer efter hensigten kombineret med en mentalitet, der er så langsom og så lidt forandringsvillig, at en skildpadde ville gå hurtigere – i slow motion, så ser jeg bare ikke nogen fremtid for twitter. Men det er min mening. Og den er bitter. I tried. I really tried!

No more twitts. The twitt really is dead.

Det er denne kommentar Mark tager fat på og giver en kærlig behandling. Jeg vil egentlig ikke sige så meget om kommentaren, for jeg synes, Mark siger det ret godt.

Google-boss Eric Schmidt tror ikke på betaling for generelle nyheder

Foto: Gisela GiardinoI øjeblikket er der en masse snak omkring betaling af indhold på nettet, som også har sendt et ekko her til landet.

Mediemogulen Rupert Murdoch (Wikipedia), der ejer News Corporation (Wikipedia) og dermed en lang række medier, er en af de helt store fanebærere i betaling-for-indhold-lejren.

Nu bliver han modsagt af Eric Schmidt, der er CEO for intet mindre end Google:

»In general these models have not worked for general public consumption because there are enough free sources that the marginal value of paying is not justified based on the incremental value of quantity.«

[…]

»So my guess is for niche and specialist markets … it will be possible to do it but I think it is unlikely that you will be able to do it for all news.«

Jeg tror, ligesom Schmidt og mange andre, heller ikke på, at man kan tage betaling for generelle “main stream”-nyheder, og det er der da heller ikke tale om herhjemme. Men jeg forholder mig samtidig også kritisk til, om man overhovedet kan få folk til at betale for journalistisk indhold, man sælger jo stort set varen ubeset.

Men interessant at se Google melde sig ind i snakken.

Foto: Gisela Giardino

Linktip: New Scientist skriver om, hvordan mobile applikationer påvirker vores liv

Forleden dag skulle jeg med toget, og ingen togtur uden læsestof. Derfor købte jeg mig New Scientist, som jeg har læst sporadisk i før. Jeg købte primært bladet på grund af forsidehistorien “I, Phone”.

I bladet er der nemlig en glimrende artikel om mobile applikationer (med fokus på iPhone) og hvordan de påvirker vores liv.

Så hvis dette er noget, der interesserer dig, vil jeg kraftigt anbefale dig at læse artiklen.

Betyder VisitDenmarks flop, at vi omsider kan blive fri for virale film?

Du kender formentlig til sagen om en dansk kvinde, der var enlig mor og lagde et videoklip på YouTube, hvor hun spurgte efter faderen, der var fra udlandet, men som viste sig at være en viral markedsføringsvideo fra VisitDenmark. Stefan fra Overskrift.dk har lavet en tidslinje over forløbet.

Jeg mindes engang, hvor virale film var noget man undrede sig over, grinede af og næsten så op til. Som for eksempel denne video om dynamitsurfing på søerne i København.

Siden da har de virale film taget over og blev for mange reklamefolk og -firmaer svaret på alt. Almindelige reklamer virker ikke? Vores dyre outdoor-annoncer virker ikke? Hvad gør vi? Ah ha! Virale film, det virker! For eksempel Microsoft, der bruger en vandrutsjebane til at reklamere for dem selv. Hvor er vi så henne?

Men spørgsmålet er, om de virale reklamer også virker i en post-VisitDenmark-verden. For mange danskere fulgte ‘Karen’ i hendes jagt på faderen til hendes barn og havde involveret en del følelser i dette. Da de så fik at vide, at det var intet andet end et mediestunt fra VisitDenmark blev deres undrener og medfølelse vendt til vrede mod og skuffelse over VisitDenmark.

Derfor er det i høj grad relevant at sætte spørgsmålstegn ved virale films virkning, for hvor mange gange gider folk involvere sig i noget for at finde ud af, at de er blevet taget ved næsten?

I det værste tilfælde kan sager som denne trække tæppet helt væk under den branche, som virale film efterhånden er blevet til. Så vidt tror jeg nu ikke det kommer, men der vil formentlig blive et ændret syn på virale film i befolkningen, og det vil blive afspejlet i branchen.

Jeg synes, virale film kan være ganske gode, men som alle andre markedsføringsredskaber og -budskaber skal de være gennemtænkte. Her kan jeg have min tvivl.

TV-Avisen mener, at Twitter og Facebook er færdige, fremtiden er videoblogging

Foto: Enrique DansJeg er altid nervøs, når et nyt medie bliver omtalt på landsdækkende TV-medier i deres bedste sendetid. Det bliver sjældent rigtig godt, fordi historien ofte er blevet strammet – måske for at Familien Danmark skal forstå, at her er virkelig noget interessant.

Det er muligt, at min frygt stammer tilbage fra 2006, hvor jeg så et indslag i en nyhedsudsendelse på landsdækkende tv om Second Life, som blev ophævet til noget af det bedste, der nogensinde var sket for firmaer på internettet.

Man havde et interview med en Grundfoss-ansat (mener jeg det var), der snakkede om, at man ville sælge pumper til nogle af de swimmingpools, der var i den virtuelle verden.

Det kræver ikke meget kritisk sans at regne ud, at det var ønsketænkning, men man bragte indslaget alligevel.

I forbindelse med urolighederne i Iran, var det mikroblogtjenesten Twitter, der var oppe at vende. Her havde man dog nogt af have det i, da man rent faktisk kunne vise, at dette værktøj blev brugt og gjorde en forskel.

Men i dag gik det så nedad igen. “Glem Facebook og Twitter”, lød budskabet i aftenens 21:00 TV-avis. Fremtiden hedder…trommehvirvel…videoblogging. Det “såkaldte vlogging”, som Kim Bildsøe Lassen forklarede de knapt så indviede.

Tilsæt til det et interview med en dansk kvinde videoblogger, der pralede af, at hun nogle gange havde over, og hold nu fast, 1.000 visninger. Mediet er YouTube, som vi ifølge TV-avisen nu skal til at fokusere på, glem Twitter og Facebook.

Nok referat, lad mig gennemgå, hvorfor jeg er uenig.

  1. Videoblogging er langt fra noget nyt. Fænomenet har eksisteret lige så længe som YouTube, og der har med garanti også været videblogs før det.
  2. 1.000 visninger på en YouTube-video er ikke imponerende. Jeg er ked af at sige det, men det er det bare ikke.
  3. Dårlig research. Indslaget sluttede af med, at Kim Bildsøe Lassen sagde, at antallet af videoblogs stiger for hver dag. Det lyder saftsuseme ikke særlig troværdigt. Vokser det med en om dagen? Vi ved det ikke, for DR vil ikke give os tallene. DR har formentlig ikke tallene. Og det er vel ikke noget nyt, at der bliver flere videoblogs? Er stigningstallet på grafen steget eksplositvt i den seneste tid? Heller ikke det ved vi.
  4. Mere dårlig research. Ifølge indslaget kan de bedste videobloggere (i USA) leve af det. Er vi sikre på det? Der er skrevet mange historier om en svensk blogger, der tjente masser af penge. Men ups! Det gjorde hun så ikke alligevel. Med det in mente, stiller jeg mig skeptisk overfor, hvorvidt man kan leve af videoblogging. Især når vi taler danske forhold. 1.000 visninger giver i hvert fald ikke smør på brøddet.
  5. Glem Twitter og Facebook? Jeg tror, at kvinden der blev interviewet til indslaget poster hver eneste video, hun laver på Facebook. Jeg kan ikke vide det, men det er vel en fair antagelse? “Hej venner, så er der nyt på min videoblog, se mere her”. Det ville jeg i hvert fald gøre. Det samme kan være tilfælde med Twitter. Hvorfor skal der vinkles så stramt?

Det er muligt, som en af mine kolleger skrev til mig på Facebook, at der kommer til at ske noget indenfor videoblogging, nu hvor iPod’en også har fået videokamera. Men det er for tidligt at sige noget om endnu.

Men et indslag om, at det kan ske havde haft mere substans end TV-avisens antagelser (sådan fremstår det) om, at videoblogging er noget nyt og smart.

Foto: Enrique Dans

Google vælger åben e-bog-standard, konkurrence til Amazons Kindle-format

Hos Newz.dk læser jeg historien ‘Google vælger side i digital bog-kamp‘. Herfra linker de til Los Angeles Times-historien ‘Google Books embraces EPUB standard‘. Kort fortalt så har Google valgt side og valgt den åbne EPUB-standard.

Det er jo godt nyt for markedet for e-læsere, og det ville jo nok også have overrasket mere, hvis Google ikke havde tilsluttet sig den åbne standard.

Dette er dog knapt så godt nyt for Amazon, hvis e-læser Kindle bruger sin egen standard. Bedre for Kindlen bliver det ikke af, at Sony også støtter EPUB samt at EPUB har vundet stod udbredelse:

The standard is being applied to more than 1 million public domain books that Google has digitized. Aside from the Sony Reader, devices that can display EPUB books include the iPhone (using the Stanza application), Hanlin eReader, Cool-ER and the upcoming Plastic Logic device. (#)

Imens dette udspiller sig, kan vi danskere så blot gå og glæde os til, at vi rent faktisk får nogle af disse herligheder hjem til vores eget marked.

Ejer Facebook den sociale graf? Og er Google på vej væk fra sociale tjenester?

Foto: CoopératiqueI 2008 var et af de store slag om hvem, der ville komme til at “eje” den sociale graf, på engelsk ‘the social graph’, Facebook eller Google.

Den sociale graf er kort fortalt det netværk, vi alle udgør via sociale sites på nettet, som for eksempel netop Facebook. Tesen var, at hvem der end ejede denne graf ville have en ufattelig magt, fordi det ville blive her, vores relationer ville eksistere.

Læs artiklen →

Bad Lieutenant (ex-New Order) lancerer nyt nummer på MySpace

I gamle dage, før internettets udbredelse, var det forbeholdt radioerne at spille snigpremierer på kommende numre, hvor man som knægt sad flere timer i skrædderstilling foran radioen for at høre den nye single med ens yndlingsband.

Men så kom internettet, og det ændrede, blandt andet, dette. Nu bestemmer bandet selv. The Chemical Brothers og andre har tidligere gjort det, og nu gør Bad Lieutenant (der blandt andet består af tidligere New Order-medlemmer) det samme: De præsenterer deres kommende single på deres MySpace-profil.

Det betyder, at vi nu kan høre nummeret, når vi vil, vi kan sende linket til vores venner og ikke mindst kan vi høre nummeret igen og igen, og igen og igen, og igen og igen…

Lyt til ‘Sink Or Swim’ med Bad Lieutenant på deres MySpace-side.