Vil ingen betale for noget på nettet? Jo, de vil da!

Hos ComON læser jeg en klumme med titlen "Læs at elske reklamer" af vores IT-direktør (i JP/Politikens Hus), Per Palmkvist Knudsen:

Der er én forretningsmodel, der dominerer internettet: Næsten alt skal finansieres vha annonce-indtægter. Årsag: Ingen vil betale for adgang til noget som helst på internettet. Uanset hvor høj kvaliteten er. Medmindre udbyderen har noget, ingen andre har, eller branchen er enige om at opkræve penge for adgang.

Korrekt, det er meget almindeligt at sige, at ingen vil betale for noget på internettet? Nej med et "hvis". Vil de så gerne betale for indhold?? Ja med et "men".

  1. Nej, folk vil ikke betale for indhold, hvis de kan få det andre steder.
  2. Ja, folk vil betale for indhold, hvis det er unikt indhold af høj kvalitet

Eksempler på steder, hvor folk gerne vil betale er for eksempel online spil (som jeg tidligere har skrevet om), og det går tilsyneladende også godt for The Economist.

Men hvad er det så, der gør, at folk ikke vil betale for noget på nogle af de sider, som Per (og jeg) arbejder med? Fordi de ikke er unikke nok. Fordi folk kan få det samme indhold andre steder, gratis. Hvor? På de andre omnibusmedier på nettet.

Jeg har sagt det før, men jeg siger det gerne igen: Jeg er overbevist om, at folk gerne vil betale for indhold på nettet, hvis det er unikt og tilhører sin egen niche, og selvfølgelig har den rette kvalitet. Det samme gælder aviserne. Groft sagt (jeg har ikke tallene lige ved hånden) så rasler omnibus-aviserne ned, mens nichemedierne enten har nogenlunde samme oplag eller kun et svagt fald. Derfor går det så godt for The Economist.

Og jeg kan da sagtens følge folks ræsonnement. »Hvorfor skal jeg betale for adgang til at læse de samme Ritzau-telegrammer, som de andre onlinemedier også bringer?« Det spørgsmål har vores online omnibusmedier stadig til gode at svare på.

MediaWatch: Analyserne koster
Jeg forestiller mig for eksempel, at bestemt artikler kræver betaling. Artikler, som er unikke og tilhører den niche, eller en af de nicher, som mediet opererer i. På MediaWatch kræver man betalt adgang for at læse analyser. Ifølge MediaWatch selv er det en »en positiv forretning«.

Hvad enten man kalder det niche eller »branding«, så er det det samme, der siges:

Find noget, som dit/jeres medie kan, som enten ingen andre gør, eller ingen andre gør bedre. Det kan man tage penge for – selvfølgelig forudsat at prisen står mål med produktet. Alt det andet må fortsat finansieres via annoncer – indtil en bedre forretningsplan (måske!) dukker op.

Foto: Lisa Risager (licens)

Kan medierne lære noget af onlinespil-økonomien?

Reboot10 (i år med temaet “Free”) er nu ved at være nogle dage på afstand, og nogle tanker står klarere i hukommelsen end andre, og man kan så småt begynde at danne sig et overblik.

En ting, jeg hæftede mig ved var noget, som JP Rangaswami (som er CIO for British Telecom) talte om. Nemlig, at folk gerne vil betale penge, hvis der er nok “added value” – den helt store hurdle er så selvfølgelig at finde ud af, hvad folk derude ser som værdi.

Som eksempel nævnte han onlinespil, hvor det er gratis at deltage i spillet, mens udstyr (rustning, våben etc.) koster penge. Rigtige penge.

Vi har jo allerede hørt historierne om, hvor meget økonomisk og social kapital, der flyder i det nok mest omtalte onlinespil, World of Warcraft.

Det har fået mig til at tænke, om medierne (nok især onlinemedierne) kan lære noget her.

Altså at basispakken/adgangen er gratis, men hvis man vil opgradere og nå langt (og stå bedre overfor de andre), så betaler man. Og man betaler gerne, fordi merværdien svarer til udgiften, eller er måske bedre. Læs mere om modellen hos The Economist.

Tommelfingerreglen: Varen skal være pengene værd
Jeg er ikke nået frem til noget endnu (og jeg er næppe den eneste, der går og tænker i de baner), men det er et interessant tankeeksperiment.

Og så synes jeg også, det er rart at se, at brugerne derude rent faktisk er parate til at betale. Men merværdien skal være i top, og her tror jeg måske, at nogle onlinemedier halter. For hvorfor betale for at læse de samme Ritzau-telegrammer, som mange andre onlinemedier også bringer? Ergo må tiltaget starte hos mediet selv: Mere idéudvikling, mere kreativitet, mere originalitet.

Hvad tror du? Kan medierne lære noget af onlinespillene?