Her er mine værktøjer – hvad bruger du?

Som jeg skrev her for noget tid siden, har jeg været på Journalisthøjskolen for at fortælle om nye medier.

Hvad jeg havde tænkt mig at gøre i den forbindelse, men som jeg ikke fik gjort var at vise en side fra min præsentation. Der er ikke noget særligt over den, det er blot logoerne for de værktøjer, jeg bruger i mit arbejde som blogger, semi-journalist og interesseret i nye medier.

Jeg har valgt at publicere den her af to årsager. Dels fordi jeg af og til bliver spurgt om, hvilke værktøjer, jeg bruger (og umuligt kan nævne dem alle), og fordi jeg faktisk selv kan bruge sådan en oversigt til noget 🙂

Du kan klikke på billedet for at få en større version. Billedet inkluderer både software, webtjenester og hardware (mobil og kamera). Du kan også Se billedet med noter (med links til de forskellige services/ting).

Hvilke værktøjer bruger du som blogger/journalist?

Decorate.dk og de lukkede haver

Så gik community-sitet decorate.dk for design og boligindretning live. Projektet bliver kørt på koncernniveau i det hus, hvor jeg arbejder – men derfor kan jeg jo godt komme med min egen personlige holdning.

“Det der er en bærende annonce”
For det første, blev jeg forfærdet over designet. Som du kan se på billedet herunder (klik for større version), så ser det noget rodet ud:

Det viser sig så, at grunden til, at designet crasher er, at jeg har aktiveret en annonceblokering i min Firefox browser (jaja, jeg ved, det er dobbeltmoralsk, når min løn er afhængig af annoncekronerne, men jeg har vel ret til en god surfoplevelse uden heftige Flash-annoncer, der stensikkert crasher min browser?). Lukker jeg for blokeringen og genindlæser siden, så ser det fint ud.

Men hvordan kan det være, at designet braser sammen, blot fordi man udelukker topbanner-reklamen? Tjaeh, det kan måske skyldes en af de 390 fejl i kodningen, det er lykkedes at få klemt ned på de cirka 900 x 1800 pixels (2135 linjer), forsiden fylder.

Gratis…og dog
Følgende står at læse på “Ofte stillede spørgsmål”-siden på decorate.dk:

Hvad koster det at blive bruger?
Det er gratis at være bruger på siden.

Det passer dog ikke. For efter jeg har bekræftet min e-mail-adresse, bliver jeg bedt om at oplyse min privatadresse:

Du har nu bekræftet din e-mail-adresse og du er næsten færdig med din tilmelding. For at give dig fuld adgang til alle Decorate.dk’s fordele og funktioner, har vi brug for nedenstående oplysninger om dig. Navn, telefonnumre og adresse vil ikke blive vist uden din accept.

Udover at det er tarveligt at gemme det felt til efter e-mail-bekræftelsen, kan jeg ikke forstå, hvorfor de partout skal have min adresse. Så udleverer jeg (i min optik) for meget information om mig selv, og så er det ikke længere gratis. Jeg har to knapper at trykke på:

  1. Gem og gå til “Min side”
  2. Gør min profil personlig

Det er fuldstændig lige gyldigt, hvad jeg trykker, for lige meget hvad, får jeg røde krydser ud for adressefelterne. De skal udfyldes. Det vil jeg ikke, så jeg lukker vinduet, og så ved jeg ikke, hvordan jeg står listet i decorate.dk’s brugerdatabase.

Hvor er Facebook?
I en tid, hvor der er mere end 1.000.000 danske profiler, heraf 900.000 over 18 år, på Facebook (jeg har lige tjekket), er det i den grad risikabelt at forsøge at starte sit eget netværks-/community-site. Her vil det være en rigtig god idé at trække på Facebook.

Men det gør decorate.dk tilsyneladende ikke. Det ligner endnu en “walled garden”, altså en indelukket have, hvor de relationer og oplysninger man har dér bliver dér.

Facebook har ellers så småt lanceret Facebook Connect, som gør det muligt at trække sine Facebook-oplysninger og -relationer med rundt på andre sites.

Jeg har tidligere skrevet om Facebook Connect, og det virker oplagt her.

Nu kan decorate.dk af gode grunde ikke have en fuldstændig Facebook Connect-implementering klar (Facebook Connect er ikke lanceret endeligt endnu, men kører stadig på beta-stadiet, så vidt jeg ved), men der er ingen forbindelse mellem decorate.dk og Facebook, som det er nu.

Det til trods for, at der er en Facebook-side, hvor man kan blive fan af decorate.dk. En pudsig ting er, at der på Facebook-siden står, at decorate.dk blev grundlagt 1. januar 2007.

Indtil videre sker der ikke det store på Facebook-siden, der er installeret en “Super Wall”, hvor man kan skrive beskeder. Og det er lidt synd, for jeg mener, at Facebook-siden er en helt oplagt måde at få fat i dem, der interesserer sig for boligindretning og design.

Man kunne for eksempel “feede” de seneste blogindlæg og/eller nyheder på decorate.dk ind på Facebook-siden og på andre måder skabe forbindelse mellem de to. Man kan for eksempel bruge det til at få flere besøgende.

Det er ret simpelt, hvis der var link til Facebook-siden:

  1. En interesseret ser decorate.dk og synes, det er en god idé og side
  2. Han/hun ser linket til Facebook-siden og tænker, at han/hun godt vil vise sitet til sine venner, der deler de samme interesser
  3. På Facebook-siden klikker han/hun “Become a fan” og hans/hendes Facebook-venner kan nu se, at vedkommende er fan af decorate.dk
  4. De bliver måske nysgerrige og klikker sig ind på siden

Ping! Så kører det og ordet spredes i netværkene. Jeg har tidligere skrevet om Facebook Pages.

Derudover er der heller ikke “Share on Facebook”/”Del på Facebook”-knapper på decorate.dk, så man kan tilføje gode artikler/blogindlæg til sin Facebook-profil eller sende dem direkte til sine interesserede venner.

Konklusionen
De afsluttende ord efter min test af decorate.dk må være, at det er en rigtig god idé og formentlig også et marked, hvor der er plads til et community-site.

Men at man ikke bygger en bro imellem sitet og det sted, hvor der er så vanvittigt mange danskere er en skam – især fordi man virkelig kunne bruge Facebook som et værktøj til at vokse. Og når det link er accepteret, bliver det lettere for brugerne at komme igennem en Facebook Connect-integration, hvor de “indlemmer” deres decorate.dk-profil i deres Facebook-profil og fremover logger på med deres Facebook-oplysninger.

Det betyder også, at de af deres Facebook-venner, der også er på decorate.dk automatisk kan vises og der kan skabes relationer imellem dem. Det kunne være sejt at se på et sted som decorate.dk.

Til sidst ønsker jeg selvfølgelig decorate.dk god vind fremover og glæder mig til at se, hvordan det kommer til at gå.

Facebooks Pages er geniale

Det er formentlig et dalende antal danskere (medmindre de er musikere eller kreative på andre måder), der bruger MySpace mere, end de bruger Facebook.

Jeg kan personligt (selvom MySpace er et oplagt og godt sted at markedsføre min musik) bedst lide Facebook. Der var især to ting, der irriterede mig ved MySpace:

  1. De kaotiske profildesign (brugeren kan selv kopiere CSS-kode ind på sin profil og dermed ændre baggrundsfarver, placeringer af elementer etc) og musik, der automatisk går i gang med at spille.
  2. De “urene” netværk. Urene i den forstand, at folk (jeg selv inklusiv) tilføjer folk, som de ikke kender.

Grunden til at tilføje folk, man ikke kender, til sit netværk, kan for eksempel være, at man er fan af nogen (for eksempel er jeg “ven” med The Chemical Brothers på MySpace), eller at man vil markedsføre sin musik, eller hvad man nu har til “udstilling” på sin MySpace-profil.

Facebook har til gengæld noget ret genialt, der betyder, at man ikke behøver blive “venner” med sine idoler.Det hedder “Pages”, og går i al sin enkelthed ud på, at man finder det eller dem, man er fan er, og klikke “Become a fan”.

Dermed holder man sit netværk rent, hvilket er en af de ting, der er med til at gøre Facebook interessant som socialt netværk og fænomen.

Samtidig popper det op på hver Facebook-brugers forside, når en eller flere af deres venner, er blevet fan er noget. Herfra kan man også klikke “Become a fan”, således at det faktisk fungerer som en indirekte anbefaling.

Jeg har ofte opdaget, at nogle af mine venner er blvet fans af noget på Facebook, som jeg egentlig også er ret glad for, men bare ikke har tænkt over at lede efter på Facebook.

Tag det til det næste niveau
Endnu er Facebook Pages dog ikke meget mere værd end dette. Rigtig interessant bliver det først, når man kan trække meget mere på dataene for, hvem der er fans af hvad, og faktisk oprette netværk ud fra det.

For eksempel er der en god chance for, at jeg kan lide Fatboy Slim (i hvert fald det gamle), hvis jeg er fan af The Chemical Brothers. Hvis man tager denne viden og kombinerer den med data fra for eksempel den sociale musiktjeneste last.fm (som kender min musiksmag bedre end mig selv og kan anbefale mig musik, jeg ikke engang vidste, jeg kunne lide), så begynder vi at have nogle interessante applikationer.

Indtil videre er Facebook Pages mere et statement, hvor man kan vise sine venner, hvad man kan lide. Men forhåbentlig bliver det mere end det i fremtiden.

Dagens overdrevne overskrift: Afløseren for Facebook er klar

I noget, der ligner et rekordforsøg i at stramme overskrifter skriver journalisten.dk, at afløseren for Facebook er klar.

Say what?
Say what?

Facebook har noget nær kritisk masse, også her i Danmark (hvilket MySpace ikke fik, derfor forlod mange det igen), og derfor virker det mærkeligt at udråbe en afløser.

I artiklen citerer man Lisbeth Klastrup fra ITU, som jeg har den største respekt for – derfor undrede jeg mig over, at hun udråber en afløser for Facebook. Det gør hun nu heller ikke:

I dag klikker brugerne sig måske ind på både Facebook.com, Linkedin.com og Myspace for at opdatere deres profil. Fremover vil det sandsynligvis kun være nødvendigt at gå ind et enkelt sted for at sende og modtage informationer om sit netværk.

Skal vi blive enige om, at der er langt fra “afløseren for Facebook er klar” til “fremover vil det sandsynligvis kun være nødvendigt…”?

“Afløseren”, som artiklen handler om, er Googles Open Social, som er et fedt initiativ, som journalisten.dk skal have ros for at skrive om. Men nyt er det ikke. Googles blogindlæg, hvor man annoncerer Open Social er fra november 2007, altså for syv måneder siden. Derfor virker det mærkeligt at skrive, at afløseren “er klar”.

Seneste nyt er, at AOL som de seneste er gået med i samarbejdet (for noget tid siden gik Yahoo! med), men der bør stilles store spørgsmålstegn ved, om dette retfærdiggør begrebet “afløser”.

Jeg synes, det er ærgerligt, at Journalisten.dk i stedet for at skrive en grundig artikel om OpenSocial forsøger at sælge OpenSocial som en afløser for en megapopulær tjeneste.

De sociale netværk flytter, og vi er flyttemændene

Det især geniale ved OpenSocial er, at man kan trække data ud på mange sider – det sker ved hjælp af Google Friend Connect, som desværre ikke er i luften endnu, men som du kan læse mere om hos TechCrunch.

Det vil for eksempel sige, at folk kan relatere til hinanden og bruge deres personlige informationer etc. etc. på denne blog. Men her er Facebook også godt med. Facebook Connect, som heller ikke er gået i luften nu, er bestemt værd at holde øje med.

Men måske er det bare svært at få folk til at klikke ind på en artikel, der handler om, at de sociale netværk flytter ud på mange forskellige sider ved hjælp af API’er. Så er det trods alt nemmere at sige, at “her er noget, der afløser det, som i alle sammen bruger nu”.

Foto: AJU_photography / Flickr Creative Commons

kbh.dk åbner for testsluserne

kbh.dk, som finansieres af Københavns Kommune og forsøger at skabe »en socialt sammenhængende storby« og »københavnernes mødested – skabt af københavnerne selv« (og som jeg desværre ikke fik blogget om, da det gik i luften) åbner nu så småt op for at man kan begynde at teste det nye site. Det skriver kbh.dk-folkene i en mail:

Nu er den grundlæggende arkitektur for kbh.dk på plads, og vi begynder nu at brugerteste. I de kommende 14 dage vil vi i etaper invitere flere og flere af vores nysgerrige testbrugere til at flytte ind på kbh.dk. Du får direkte besked, når det bliver din tur.

I testperioden vil vi rette fejl og tilpasse brugergrænsefladen hurtigst muligt, men vi beder om overbærenhed, hvis vi ikke når det hele med det samme.

Du kan melde dig til beta-testen på (surprise-surprise) kbh.dk. Imidlertid kan alle (testere og ikke-testere) følge udviklingen på blog.kbh.dk.

Er medierne klar til Facebook Connect?

Som du måske ved, har Facebook annonceret Facebook Connect. Kort fortalt:

Facebook Connect is the next iteration of Facebook Platform that allows users to “connect” their Facebook identity, friends and privacy to any site. This will now enable third party websites to implement and offer even more features of Facebook Platform off of Facebook – similar to features available to third party applications today on Facebook.

Google har også annonceret deres “Google Friend Connect” [pressemeddelelse | mere info på TechCrunch], som ikke er ulig Facebook Connect.

Facebook har indtil videre nægtet Google adgang til Facebook-brugernes data (men det er en anden historie), så jeg vil i dette indlæg kun fokusere på Facebook Connect, da det trods alt er der, den største brugerbase eksisterer pt.

Facebook skaber forbindelsen
Det som Facebook vil med Facebook Connect (og Google med Google Friend Connect) er jo vanvittigt interessant. De vil gøre det muligt at gøre hjemmesider sociale ved at tilføje en stump kode.

I Facebook Connects tilfælde vil det for eksempel kunne betyde, at folk ville kunne logge ind og agere her på Medieblogger med deres Facebook-data. Det i sig selv er smart, men rigtig spændende bliver det først, hvis man forestiller sig et scenarie, hvor Facebook bruger sin viden om, hvem der nu for eksempel har kommenteret et indlæg her på Medieblogger og så skaber relationer mellem de mennesker på Facebook.

Det vil sige, at person X kan få en besked om, at person Y har ageret det og det sted, hvor person X også har været aktiv. Derfor er der en god chance for at, at de deler interesse og måske kan få gavn af at have en forbindelse.

Når forbindelsen så er skabt, kan man forestille sig, at man vil kunne følge sine netværkskontakter i deres gøren og laden, når de skriver blogindlæg, kommentarer eller deltager i debatfora. Her skal brugeren selvfølgelig have mulighed for at vælge, hvor meget der “feedes” over i Facebook.

Vil medierne slå til?
Facebook Connect er oplagt for onlinemedierne at kaste sig over. Dels fordi de, hvis ikke de allerede er det, bliver halvdesperate efter at få deres indhold på en platform som Facebook og eksponeret for et sådan publikum, som Facebook kan præsentere.

Edward O’Hara fra Jupiter Research (som jeg hørte tale fornylig – det må jeg lige lave et indlæg om på et andet tidspunkt 😉 ) taler om, at hjemmesider, som vi kender dem nu, vil blive opløst, og indholdet vil blive skræddersyet og sammensat i forhold til, hvad folk efterspørger.

Det kan jo for eksempel være, at mediernes artikler også bliver distribueret ind i Facebook, da massepublikummerne er ved at forsvinde og blive erstattet af en masse publikummer, som selv skræddersyer deres mediedagsorden.

Der hvor man kunne forestille sig, at medierne vil være stejle er, at dataene ligger hos Facebook, og at de vil være skeptiske overfor at lægge Facebook-kode på deres hjemmeside(r).

Det, mener jeg, er dog relative peanuts i forhold til, hvad Facebook Connect har at tilbyde, så jeg håber, at medierne tager fat og tør eksperimentere.

YouTube på dansk 5. plads

Ifølge nye tal fra Foreningen af Danske Internetmedier (FDIM), som denne gang også har inkluderet sites, der ikke er FDIM-medlemmer, kommer YouTube ind på en 5. plads på listen over antal brugere med 1,2 millioner brugere, skriver MediaWatch.

Dermed overhaler YouTube ekstrabladet.dk (hvor jeg sidder), som ellers normalt indtager 5. pladsen på FDIMs liste over deres medlemmer baseret på trafik.

Du kan se hele listen hos MediaWatch.

Tallene er en del af en undersøgelse, som du kan læse mere om hos FDIM. Derudover er min Jaiku-buddy Anders Bendix i skrivende stund tilstede til det arrangement, hvor FDIM præsenterer tallene, og du kan følge hans mikroreportage.

Arkitektfirma siger farvel til e-mails, og sociale medier indtager virksomhederne

I dag havde jeg den fornøjelse at være til Widepeek ’08-konferencen, som blev arrangeret af We Mind, tidligere Connecta.

Temaet til dette års Widepeek (som er det første, men ifølge Wemind overvejer man at lave det til en årlig begivenhed) var sociale medier som et værktøj for virksomheder. I den forbindelse var der en god række af oplægsholdere. Her har jeg kort opsummeret, hvad de talte om:

Lars Kolind
…tog os en tur “med op i helikopteren” og fortalte, hvorfor web 2.0-værktøjer, blandt andet sociale medier, passer godt til de nye krav til virksomheder, og at det mentale tankesæt i mange danske virksomheder er håbløst forældet.

Christian Lund
…fortalte om AOK, som er gået fra en web 1.0-virksomhed til ren web 2.0 (KBH360), for derefter at lande et sted i mellem de to. Han kunne blandt andet fortælle, at brugerne af AOK om få måneder kan bidrage på præcis lige fod med de journalister, der er ansat. Spændende tider.

Christian fortalte også, at en succes står på 3 grundpiller:

  • 1/3 journalistik, altså journalister, der bidrager med og redigerer indhold
  • 1/3 brugere, der bidrager med indhold
  • 1/3 annoncører, der bliver hørt

Cathie Heming
…fra Tryg-Vesta fortalte om sine erfaringer med en intern blog, som ikke var endt helt, som hun havde endt sig — men som hun dog stadig på ingen måde ville være uden. Bloggen endte mere som en generelt kommunikationsværktøj end en “ledelsesblog”, som hun oprindelig havde tænkt.

Hun lagde også vægt på, at det er utrolig vigtigt med forberedelse, når man vil starte en blog i sin virksomhed.

Peter Dunne
…fra SimCorp fortalte om, hvordan de har implementeret en wiki i deres virksomhed, som har kontorer over stort set hele verden, blandt andet København, New York, Ukraine og Australien. Peter havde nogle rigtig gode pointer, som jeg også kan bruge i mit daglige arbejde med vores wiki på Ekstra Bladet Net, og han kom også med aftenens (for midt vedkommende) pointe: Hvis du starter med en tom wiki, så ender du også med en tom wiki.

Peter var i det hele taget meget inspirerende og en sublim fortaler for wiki-værktøjet. SimCorp arbejder med MediaWiki-softwaren, som blandt andet Wikipedia (Dansk) også kører på, og som formentlig er den mest udbredte wiki-software. MediaWiki er open source og gratis.

Torben Klitgaard
…videnschef hos arkitektfirmaet Arkitema, fortalte hvordan de arbejder med vidensdeling internt i virksomheden. Enhver virksomhed eller organisation, der gerne vil blive bedre til vidensdeling, både hvad angår brugen af blogs og wiki’er, bør hurtigst muligt få Torben ud og fortælle om noget af det, de går og laver, det lød virkelig spændende!

For eksempel skal Arkitema nu til at arbejde med social netværksanalyse, hvilket må siges at være fremadsynet.

Han fortalte også noget meget interessant: Indenfor det pågældende projektnetværk i virksomheden, er det forbudt at sende e-mails og filer. I stedet skal al vidensdeling foregå via netværkets blog og wiki. Dermed samler man medarbejdernes viden og sikrer, at alle altid kan følge med i udviklingen. Interessant.

Per Ladegaard
…der er koncerndirektør i Nykredit fortalte om nogle af de ting, de foretager sig på nettet, blandt andet webdesk og deres “Dialog og weblogs”. Tjek også Nykredits Digg-inspirerede Tænk nyt, hvor man lader brugerne komme med og stemme om de nye idéer. Det er altså godt set!

Det lyder til, at Nykredit har fat i den lange ende, i hvert fald indenfor deres marked, og interessant var det, at projektet kom ovenfra — hvor man ellers ser de fleste projekter vedrørende sociale medier komme nedefra i virksomhederne.

Alt i alt fik jeg, selvom jeg kender en del til de værktøjer, der blev omtalt, en del med hjem, ikke mindst fra Peter Dunnes oplæg om, hvordan de havde arbejdet med at få implementeret deres wiki. Fælles for alle personerne var, at de havde belønnet medarbejdere og brugere for at bidrage.

Efter hvad jeg kunne læse på nogle af de 35 deltageres skilte var en del forskellige virksomheder repræsenterede. Det er godt, for det betyder, at de sociale medier er ved at vinde, måske allerede har vundet, indpas i de danske virksomheder. Og det er godt!

Så god fornøjelse med wiki’er, blogs og alle de andre sociale værktøjer derude! 🙂

Dog vil jeg godt lige understrege, at det er vigtigt, man får implementeret disse værktøjer rigtigt. For en blog er et fantastisk værktøj, hvis den bruges korrekt. Det siger selv selv, men det er vigtigt at sætte en tyk fed streg under: Sæt jer ind i, hvad de sociale medier præcis kan og udnyt så de muligheder, de giver jer.