Google lancerer Google Buzz – det handler om relevans

Google Buzz-logo

I løbet af de seneste dage har det svirret med rygter om, hvad det mon var, Google ville lancere i dag. Det hyppigste gæt lød på en Facebook-integration i Gmail.

Sådan gik det dog ikke helt, da Google i dag præsenterede Google Buzz.

Buzz går, kort fortalt ud på, at Google vil indsamle indhold, der er relevant for dig som bruger, og præsentere det for dig. Dette indhold er beskeder, du selv skriver, billeder fra Flickr eller Picasa eller tweets på Twitter.

Google Buzz vil kigge på dine relationer i Gmail (hvem du har e-mail’et og talt mest med via instant messaging (Google Talk)) og præsentere dig for indhold fra disse personer og indhold, som Buzz mener er interessant for dig, enten fordi det matcher dig, eller fordi flere af dine venner finder det interessant.

Samtidig kan du og andre Buzz-brugere selv skrive opdateringer, som foregår direkte i browseren på din computer eller telefon, indtil videre kun iPhone og Android-telefoner.

Nogle vil måske kalde dette en Twitter-konkurrent, men det er nok mere en tjeneste som FriendFeed, der aggregerer indhold fra brugernes diverse sites/tjenester, der får sig en stor konkurrent.

Indtil videre kan Google Buzz kun trække indhold fra Twitter og altså ikke poste til Twitter, hvilket er en skam. Der er, så vidt jeg kan forstå, heller ikke Facebook Connect-integration, hvilket betyder, at du ikke kan finde dine Facebook-venner (som for mit vedkommende er der, jeg nok har mest kontakt med mine venner) på Google Buzz.

Til gengæld har Google Buzz den klare fordel, at den viser dig indhold fra nettet, og ikke bare ét socialt netværk. Google vil gøre for sociale medier, hvad PageRank-algoritmen gjorde for hjemmesider. Det handler med andre ord om relevans.

Google Buzz er allerede nu tilgængeligt på buzz.google.com, så der er ingen grund til at lade være med at lege med det 🙂

Mere information:
Du kan se denne video (som jeg fandt på itworld.com), hvis du vil vide mere om Google Buzz:

Du bør også læse disse to indlæg om Google Buzz:

Opdatering @ 21:18:
Todd Jackson, Product Manager hos Google for Gmail og Google Buzz, har skrevet et indlæg om Google Buzz på den officielle Google-blog.
Opdatering @ 21:22:
Teknologi-bloggen TechCrunch har en række screenshots fra Google Buzz.
Opdatering @ 21:33:
På ReadWriteWeb skriver Frederic Lardinois om, hvorvidt Google Buzz kan klare sig, hvor FriendFeed ikke kunne. En okay analyse baseret på, hvad vi ved om Buzz indtil videre.
Opdatering @ 21:47:
Her kan du se den fulde udgave af videoen om Google Buzz:
Opdatering @ 23:05:
Og pludselig er “Google Buzz” ikke længere det mest populære “trending topic” (emne) på Twitter. Har Twitter fjernet det, fordi det er en potentiel konkurrent? (via @systemaddict)

“In reply to” er væk på Twitter – umuligt at se, hvad der bliver svaret på

Twitter er ikke verdens bedste værktøj til samtaler. Kommentarer til forskellige tweets (beskeder på Twitter) er ikke trådet, så det totale overblik får man aldrig.

Dog har man haft mulighed for at se, hvilken besked, der bliver svaret på, når man læser et tweet, som er et svar til et andet tweet.

Indtil nu. Twitter har nemlig fjernet den del, hvor der står “In reply to” efterfulgt af et brugernavn, som var et link til det tweet, som personen svarede på. Det vil sige, at alle tweets, som relaterer til noget, der står i et andet tweet, nu blot er enheder, der flyder rundt på Twitter uden, at brugerne kan se, hvad der bliver svaret/kommenteret på.

Twitter-brugerne er sure og forundrede over, hvor funktionen blev af. Twitter har intet annonceret, så måske er det en fejl, men der er intet meldt ud.

Bruger du Twitter i en tredjepartsapplikation, lader det dog til, at du kan tage den med ro, her er stadig meta-forbindelsen mellem original-tweet’et og svar-tweet’et.

Opdatering: De er tilbage!
Twitter har skrevet, at de har opdaget fejlen, og “in reply to” er nu tilbage på Twitter.com.

Ejer Facebook den sociale graf? Og er Google på vej væk fra sociale tjenester?

Foto: CoopératiqueI 2008 var et af de store slag om hvem, der ville komme til at “eje” den sociale graf, på engelsk ‘the social graph’, Facebook eller Google.

Den sociale graf er kort fortalt det netværk, vi alle udgør via sociale sites på nettet, som for eksempel netop Facebook. Tesen var, at hvem der end ejede denne graf ville have en ufattelig magt, fordi det ville blive her, vores relationer ville eksistere.

Læs artiklen →

Har de sociale medier mistet interessen for valget i Iran?

Hjemmesiden hashtags.org holder øje med de “hashtags”, der bliver brugt på Twitter, altså de ord, som Twitter-brugere tilknytter til deres “tweets” (beskeder på Twitter) for at vise, at de tilhører et bestemt emne.

For eksempel har de fleste tweets hashtagget “#iranelection“. Og aktiviteten for netop dette hashtag, var jeg lige inde og kigge på, og her kan man tydeligt se, at det går en vej, nedad:


Klik for at se billedet i original størrelse

#iranelection er stadig nummer seks under “trending topics” (listen over mest brugte udtryk på Twitter), men det er altså gået klart ned, efter et peak den 16. juni og et “efterskælv” den 23. juni.

Det er meget naturligt at se, at et emne mister interesse, og hashtags.org er blot endnu et værktøj til at bekræfte dette.

Via Google Trends, kan man også se, at søgninger på “Iran” bliver færre og færre:

google_trends_iran
Klik for at se Google Trends for "Iran"

Også på den danske blogsøgemaskine overskrift.dk kan man se, at Iran lige stå stille er ved at glide ud:

Alle tre grafer falder mere eller mindre sammen med, at en af de mest læste Twitterer fra Iran, “persiankiwi”, skrev sit pt. sidste tweet den 24. juni. Hans forsvinden fra Twitter har i alt fald ikke hjulpet iranerne med at få opmærksomhed på nettet.

Interessant er det her at se, at efterskælvet omkring den 23. juni var der, hvor der var højest aktivitet omkring Iran i den danske del af blogosfæren, vi var med andre ord lidt bagefter.

Men betyder det, at de sociale medier (og måske os alle generelt?) er ved at miste interessen for det, der foregår i Iran? #iranelection er stadig nummer seks på Twitter-listen, men har haft problemer med at få plads (også i de traditionelle medier) efter Michael Jacksons død, læs for eksempel dette tweet fra den 29. juni:

Mourn your Michael Jackson & stars, but return to us. We are still alive in Iran. #iranelection Have to go. #

Det lader dog ikke til, at folk er vendt tilbage, “Michael Jackson” er stadig trending topic nummer to på Twitter Search. Og på de danske medie-websites, min arbejdsplads inklusiv, er Iran gledet ud af forsiderne, formentlig efter samme mønster, som de tre grafer ovenfor tegner.

Og at se, hvordan de to landsdækkende TV-stationer herhjemme svælgede i Michael Jacksons begravelse med live-transmission begge steder, mens alle medier har ledt efter en “indgang” til at skrive flere og flere artikler om Michael Jackson i den tro, at det var det, der optog folk.

Jeg er stadig spændt på, hvad der foregår i Iran. Og så er det jo heldigt, at man kan omgå den journalistiske prioritering i fx vores Iran-tema 🙂

Newsweek til Facebook-fans: Hvor ofte skal vi opdateres vores status på Facebook?

You update your status too often. You’re fired, Newsweek!

Sådan lød kritikken af NewsweekFacebook (besøg Newsweek på Facebook), da de uploadede billedet “The Capitalist Manifesto“.

Og kritikeren var ikke alene, to andre stemte i:

Hvad gør man så? Jo, de fleste ville måske være ligeglade og fortsætte med at gøre det, man selv synes var rigtigt. Men ikke Newsweek. I dag, dagen efter kritikken, spurgte Newsweek nemlig deres Facebook-fans om, hvor tit de mener, at Newsweek bør opdatere deres status på Facebook. Det er der indtil videre kommet følgende ud af:

Som det kan ses, er der en del der foretrækker en opdatering fra Newsweek om dagen — eksempelvis ud fra devisen “hvad er den vigtigste ting, I på Newsweek har at fortælle mig i dag?”.

Jeg synes, det er flot gjort af Newsweek, mange i samme branche som Newsweek, og andre virksomheder, skyder med spredehagl, når det gælder om at publicere informationer på de sociale netværk. “Jo mere, jo bedre” synes at være idealet hos nogle.

Derfor er det så godt at se Newsweek spørge sine læsere. Lad det være et eksempel til efterlevelse.

Præsentation: Gamle medier på nye medier

I tirsdags, den 9. juni, havde jeg den udsøgte fornøjelse at få lov at holde et oplæg for et RUC-alumni, bestående af tidligere kommunikationsstuderede fra RUC.

Jeg var blevet bedt om at komme for at fortælle lidt om, hvordan vi på ekstrabladet.dk arbejder med sociale medier, og hvordan andre “gamle medier” kan bruge og agere i forhold til de nye medier.

I “the spirit of sharing” har jeg lagt min præsentation op, og du kan se den her.

Søges: Gode eksempler med “gammeldags” medier på nye medier

På tirsdag, den 9. juni, skal jeg holde et oplæg omkring hvordan vi “gamle medier” bruger (og kan/bør bruge) sociale medier. Her vil jeg gerne nævne en række eksempler, men jeg kan altid bruge flere, om ikke andet så for at udvide min horisont 🙂

Så derfor: Har du et fantastisk eksempel, så læg en kommentar herunder eller send mig en mail på lars@larskjensen.dk.

Jeg vil selvfølgelig helst have, du lægger en kommentar, så andre der læser med, også kan se det.

Hvad kan bloggere og twittere lære af TV2 Wikigate?

Boy with megaphone

Måske kender du allerede til sagen omkring TV 2’s Go’ Morgen Danmark, der ville så tvivl om troværdigheden ved den danske Wikipedia — ellers er Dorte Tofts indlæg og Stefan Bøgh-Andersens tidlinje gode steder at starte.

Titlen på dette indlæg er et ordspil på Trine-Maria Kristensens indlæg “Hvad kan organisationer lære af TV2 Wikigate?.

Trine-Maria samler op på et møde, hun har arrangeret omkring lektierne fra sagen om TV 2 og Wikipedia. Men det henvender sig kun til organisationer – hvilket er meget naturligt, da Trine-Maria lever af at hjælpe og rådgive virksomheder indenfor de sociale medier i Social Square.

Jeg vil også mene, at bloggere og twittere (hvad kalder man folk på Twitter?) har noget at lære her.

For Stefans tidslinje bekræfter det, som vi allerede godt vidste. Blogosfæren (den del af internettet som udgøres af blogs) og Twitter deler samme store svaghed; Når en sag ruller bliver det til ét stort ekkokammer.

Alle skriver om sagen, men det er kun på et reporterende niveau, sagen bliver ikke ført videre. Folk skriver om, hvad der er sket og tilføjer så deres egen holdning, som, ikke overraskende, i dette tilfælde er anti-TV 2. Og så er det jo nemt at blive forarget, når en af værterne skærer alle over en kamp og kalder dem “Bibliotekar skolen“.

Hvem førte så historien videre? Jo, det gjorde et af de “gamle medier”: Journalisten.

Hvad var fremgangsmåden? Hvordan fik man historien videre? Jo, man greb knoglen og ringede til TV 2-redaktør Jes Schrøder. Uden at kunne sige det med 100 procent sikkerhed, så tror jeg ikke, at nogen af dem, der omtalte sagen på blogs og/eller Twitter overhovedet har forsøgt at kontakte TV 2.

I stedet har de, som skrevet ovenfor, skrevet om, hvad de har læst andre steder og tilføjet deres holdning til budskabet. Og da artiklen blev lagt på journalisten.dk, hvad skete der så? Jo, præcis det samme som tidligere: Bloggere og “twittere” henviste til artiklen og tilføjede deres egen holdning til Schrøders citater.

Det er muligt, at det er sådan blogs “skal” være, men det flytter ikke historierne nogen vegne.

De sociale medier gjorde sig kun gældende ét sted i denne sag: I starten. De opdagede sagen og skrev om det. Både i en artikel på Wikipedia og på blogs. Herfra blev “de traditionelle” så opmærksomme på sagen og rykkede på den.

Er det en konsolidering i mediebilledet, vi ser nu? At sociale medier og græsrødder finder historierne, mens medierne kører den sikkert hjem og bringer os og selve historien videre. Jeg tror det, og det er ikke nødvendigvis noget dårligt. Selve blog-mediet er rettet mod, at folk kan lufte deres egne holdninger, synspunkter og erfaringer.

Men det kan undre, at flere bloggere og twittere ikke har taget Jeff Jarvis’ ord til sig:

Cover what you do best. Link to the rest.

Hvorfor skrive et indlæg om en sag, hvis en anden blogger allerede har skrevet det, man selv mener? Hvorfor ikke bare linke til det indlæg, skrive at det er et godt indlæg, og at man er enig? Det ville gøre det hele meget mere overskueligt i disse informationstætte tider.

Photo by djfoobarmatt @ Flickr

Google og frygten for kinesere – et eksempel på, når sociale medier kan besvare en undren

Tilbage i februar måned læste jeg hos Silicon Alley Insider om nogle mærkelige autoforslag, Google kom med, når man skrev “I am extremely”. Det første forslag var nemlig “I am extremely terrified of Chinese people”.

I dag ville jeg så tjekke, om det stadig er sådan. Og ja, det er det.

Google autoforslag...
Klik for at se billedet på Flickr

Og så undrer man sig jo. For er det en joke (Google-folkene er mere eller mindre kendte for at lægge forskellige jokes og referencer ind hist og her), eller er der en fornuftig grund? Og jo, det er der.

Google autoforslag baseres på, hvad folk googler efter. Google skriver selv:

As you type, Google Suggest communicates with Google and comes back with the suggestions we show. If you’re signed in to your Google Account and have Web History enabled, suggestions are drawn from searches you’ve done, searches done by users all over the world, sites in our search index, and ads in our advertising network. If you’re not signed in to your Google Account, no history-based suggestions are displayed

Er der for eksempel lige pludselig mange, der Googler på “Hvor er Mogens Amdi?”, ja så vil den dukke op som autoforslag, når du skriver “Hvor er”. Altså må der være mange, der har googlet “I Am Extremely Terrified Of Chinese People”. Hvorfor?

Læser man i kommentarerne til indlægget på Silicon Ally Insider, falder man hurtigt over svaret; et link til denne artikel på Christwire.org, som bærer overskriften, ja rigtigt gættet, “I Am Extremely Terrified Of Chinese People”.

Så det er altså artiklen på det kristne Christwire.org, der har fået folk til at google den specifikke sætning. Det svar lå også i en af kommentarerne hos Silicon Alley insider:

To echo Bryant above, Google is displaying this suggestion because of the uproar this article http://christwire.org/2009/02/i-am-extremely-terrified-of-chinese-people/ is causing.

Blot endnu et eksempel, at vi hurtigt kan få en forklaring, hvis vi snakker sammen og bruger de muligheder, der ligger i tovejs-medierne.

The New York Times bruger Facebook til billeder

En af lektierne hvad angår sociale medier, i hvert fald som jeg ser det, er at man er nødt til at være der, hvor folk er — for eksempel på sites som Facebook.

Hos The New York Times har de læst skriften på væggen, og bruger det sociale netværkssted til, blandt andet, billeder, se blot deres gallerier på Facebook. Til det seneste galleri, “U.S.: Recession Slows Migration From Mexico” har i skrivende stund 64 kommentarer, og dertil kommer 12 kommentarer til selve billederne, samt 260 “likes”, altså har 260 mennesker klikket “Like” ud for galleriet.

Jaaaaaaa, men hvor er pengene?
Og hvorfor skulle det så være en god idé at lægge sine billeder, eller nogle af dem i hvert fald, ud på et sted som Facebook, langt væk fra ens andre artikler og ikke mindst annoncekroner?

Jo, det som der sker er, at alle der er “fan” af The New York Times på Facebook bliver eksponeret for galleriet på deres Facebook-forside-feed — simpelthen fordi The New York Times-folkene “poster” galleriet på den “wall” som The New York Times-siden har. Og det ser sådan ud:

The New York Times poster billeder på Facebook
Klik for at se billedet på Flickr

Tjener man så penge på det? Nej, det gør man ikke. Men man eksponerer sit indhold overfor et publikum, for eksempel mig, som ellers ikke ville været kommet forbi nytimes.com for at kigge på billeder og andet indhold. Og det får man, hvis alt går vel, så gjort folk interesserede i.

Det vil altså sige, at man kan eksponere/”showcase” sit indhold ved at lægge noget af det ud på Facebook, hvor alle kan se det, og hvor man ikke øger tallet på bundlinjen med så meget som en rød øre. Til gengæld får man forhåbentlig flere besøgende på sit website og ikke mindst gjort folk opmærksomme på, at man har spændende indhold og derigennem få indflydelse og blive det, som folk snakker om, og får derigennem skabt noget “impact” – hvad enten det er på Facebook eller offline.

Men “impact” kan jo ikke måles, og så er det måske svært for nogle mediechefer at se gevinsten?