Hvornår mon det mobile internet slår igennem og bliver mainstream?

Folk, der kender mig vil muligvis have svært ved at forstår dette, men i feriedagene omkring jul og nytår har jeg faktisk ikke været meget i nærheden af en computer.

I stedet har jeg holdt mig opdateret på nyheder, blogindlæg og så videre samt håndteret e-mails, Facebook og (kalender)aftaler via mobiltelefonen. Jeg har den stort set altid i nærheden og jeg behøver ikke vente på, at den starter op eller at sætte mig hen foran skærmen, jeg skal blot hive fat i mobilen, og så kan jeg følge med der.

Det har jeg gjort primært via Opera Mini, som er en mobil udgave af den norske browser Opera.

Hvad er Opera Mini så?
Til de teknisk interesserede kan jeg fortælle, at kernen i Opera Mini er en serverfarm, der står hos Opera-folkene i Norge. Når man via Opera Mini på mobiltelefonen vil se en hjemmeside, bliver denne side først lagt på en server hos Opera, som pakker det ned, så dataene fylder mindre, og sender det til mobiltelefonen, hvor dataene bliver pakket ud, og derfor går det hurtigere og koster mindre i dataoverførsel — ikke at det betyder så meget, da jeg har flatrate på datatrafikken på min arbejdsmobil.

Derudover går Opera Mini også ind og tilretter siderne, så de ser fornuftige ud på skærmen på min mobil. Og det betyder, at det er utroligt nemt at navigere rundt på nettet fra mobiltelefonen, og når Facebook så oven i købet har lavet en mobilvenlig version af sitet, så bliver det ikke meget nemmere.

Derudover har jeg også brugt wap.tv-guiden.dk til tv-programmer og mobil.pol.dk samt mobil.eb.dk til at holde mig opdateret på nyheder — men med Opera Mini kan jeg uden problemer sagtens sidde og læse artikler på for eksempel The Economists hjemmeside og hos New York Times — og jeg kan tilmed abonnere via RSS.

Det betyder, at jeg ikke behøver surfe rundt på de forskellige hjemmesider med min mobiltelefon for at se, om der er sket noget nyt — jeg skal blot gå ind på Feeds-oversigten i Opera Mini, og så kan jeg derfra holde mig opdateret.

Brug mobilen som forbrugsmedhjælper
Jeg brugte også Opera Mini forleden, da jeg stod og kiggede efter interessante spil til min Nintendo Wii-spillekonsol. Som nogle nok ved, er det mere end svært at vurdere et spil ud fra indpakningen, så jeg greb til min mobil og læste nogle anmeldelser af de forskellige spil og endte med ikke at købe det spil, jeg egentlig havde udset mig, da de kritiserede styringen i spillet. Der sparede jeg mig selv for en del besvær.

Derudover bruger jeg Googles Gmail-applikation til mobiltelefoner, som gør det nemt at håndtere e-mails fra mobilen og Goosync til at synkroniserer frem og tilbage mellem min mobil og Google Calendar.

Værktøjerne er der — hvornår sker der noget?
Det lyder måske mægtig smart og imponerende, men det er faktisk alle værktøjer, som man ikke behøver have en Nokia smartphone i N-serien for at bruge. Både Opera Mini, Gmail-applikationen og Goosync understøtter et hav af mobiltelefoner.

Det betyder også, at mulighederne for at bruge det mobile internet (ikke mobile internet som 3’s EazyInternet, men internet på mobiltelefonen) faktisk allerede er derude, der er blot to hindringer:

  1. Folk ved det ikke
  2. Det er stadig rimelig dyrt, da udbyderne virker rimelig nærige med at yde flatrate på datatrafikken på mobiltelefonen

Jeg begyndte at bruge det mobile internet meget mere, da jeg fik flatrate på datatrafikken (og jeg satte også Opera til at vise billeder — en smart indstilling, hvis man vil spare penge er, at billeder ikke skal vises, de udgør de fleste kilobyte af den data, der skaloverføres), og jeg går ud fra, at andre også vil begynde at interessere sig for og bruge det mobile internet mere, hvis de ikke skal bekymre sig om, at det kommer til at koste kassen, når den næste regning kommer.

Men alt dette har fået mig til at tænke lidt over, hvornår det mon slår igennem. Jeg har lagt mærke til, at nogle af mine venner, som jeg ellers ikke vil beskrive som teknik-frontløbere, er begyndt at opdatere deres Facebook-profil fra mobiltelefonen. Så der sker altså noget.

Men det helt store spørgsmål er selvfølgelig, hvornår det mobile internet får sit store gennembrud og bliver mainstream. Det vil nok ikke blive lige så udbredt som internettet på computeren (det er trods alt nemmere at danne sig overblik på en skærm, der er 17+ tommer), men det må da for pokker snart ske.

Det mobile internet: Lad os tale indhold

Som du måske eller måske ikke er klar over, er der i disse dage mobilmesse i Barcelona, hvor Google Android er blevet vist frem.

En artikel på business.dk forklarer, at en af de helt store emner på mobilmessen er indhold på det mobile internet:

Internet på mobiltelefonen er blandt andet blevet interessant, fordi netop mobilt bredbånd allerede på nuværende tidspunkt er blevet en standardvare, selv om danskerne endnu mangler at tage det til sig. På Mobile World Congress-messen, har meget af opmærksomheden rettet sig mod spillere som Google, Yahoo og Facebook, selv om disse normalt ikke har været relevante i mobil-sammenhæng.

Der er vel næppe tvivl om, at der er mange store spillere, der i øjeblikket leder efter den hellige gral indenfor det mobile internet. Herhjemme har man/vi i JP/Politikens Hus en fælles mobil enhed, der sørger for at alle husets publikationer rykker på den mobile front.

Hvilken form for indhold?
Spørgsmålet er så bare, hvor fremtiden ligger. Er det via de mere eller mindre statiske (men samtidig overskuelige og hurtige at hente) sider, som vi kender nettet på mobilen nu? Eller kommer der mere “gods” på og flere features?

Jeg har set nogle eksempler på, hvordan man også kan kombinere mobiltelefonen og internettet, og det ser altså spændende ud. Og Facebook på mobilen? Det vil jeg da slet ikke afvise. Her vil folk også få en årsag til at have internettet i lommen, de kan altså fortælle deres onlinevenner, hvad de laver og uploade billeder og andet.

Jeg er i forvejen mere eller mindre afhængig af at have mobilen på internettet. Jeg tjekker dagligt min mail fra mobilen (via Opera Mini) og jeg følger også udvalgte RSS-feeds fra min N95.

Vi har for nylig fejret ekstrabladet.dk‘s 10 års jubilæum, hvem ved, om vi fejrer mobil.eb.dk om 10 år?