Nettet er fantastisk – on location-billeder fra danske film

Nettet er et sted med utrolig stor bredde. Faktisk enorm utrolig stor bredde. Og det er derfor, vi holder så meget af det.

I weekenden faldt jeg over olsenbande-homepage.de, som kort fortalt er en hjemmeside, hvor man har været rundt og tage billeder på forskellige lokationer, hvor handlingen i Olsen-banden-filmene har udspillet sig.

Man skal nok være mere end almindelig interesseret i Olsen-banden for at synes, at det er spændende, men jeg tog da mig selv i at genkalde nogle filmoplevelser fra barndommen og tænke “nå ja, det er der, hvor Egon…”.

For eksempel vidste jeg ikke, at det var Herlev Sygehus, der “spillede” Rigsregistraturen i “Olsen-banden går i krig”:

Herlev Sygehus - Rigsregistraturen i 'Olsen-banden går i krig'

Om ikke andet, så beviser hjemmesiden, at nettet har plads til alt – og at der findes utroligt godt researchede hjemmesider derude.

Inde på hjemmesiden kan du også vælge en række andre danske film. For eksempel bageren i Løgstørgade i “Poeten og Lillemor”:

Nu mangler vi bare en Olsen-banden-lokations-app til vores smartphones (eller med andre danske film) 🙂

Jeg kunne faktisk godt tænke mig, at man kunne finde informationer den anden vej rundt – altså at jeg valgte at område, og så fik vist hvilke filmscener, der var blevet optaget i nærheden.

Besøg olsenbande-homepage.de og vælg film i menuen til venstre.

Illustreret Videnskabs ‘Historie’ muligvis på vej med onlinearkiv

Som historieinteresseret læser jeg hvert nummer af Illustreret Videnskabs ‘Historie’. Men lige så godt som bladet er, lige så meget savner jeg noget godt indhold på bladets website, historiebladet.dk.

Det lader det imidlertid til, at der bliver rådet bod på i løbet af i år.

I det nye nummer har en læser nemlig spurgt, om de ligger inde med et indeks over indholdet i samtlige numre, hvortil redaktionen har svaret:

Vi er i færd med at relancere vores hjemmeside. Og inden året er omme, håber vi blandt mange andre nyskabelser at kunne præsentere et fuldt søgbart indeks for vores abonnenter.

Især det faktum, at indekset bliver fuldt søgbart glæder mig, da en god indeksering er livsnødvendige for onlineinformationer.

Ved at lægge artiklerne ud får ‘Historie’ også en interessant lang hale af gode artikler om vigtige begivenheder i historiens gang. Det bliver spændende at se, om de også vil bruge disse til at markedsføre sig overfor kommende abonnenter, sælge adgang til dem (via eksempelvis mikrobetaling) eller lade læsere købe et “online only”-abonnement.

Jeg havde overvejet at starte mit eget indeks, så jeg nemt kunne finde den historie, jeg havde lyst til at læse om, men det vil jeg nu indstille og vente og se, hvad folkene bag kommer med.

Online leksikon om Helsingør – ja, hvorfor ikke?

Stefan Bøgh-Andersen fra den danske blogsøgemaskine Overskrift.dk har skrevet et blogindlæg om Helsingør Leksikon:

Projektet er et samarbejde mellem Helsingør Kommunes Museer, Helsingør Kommunes Biblioteker og altså brugerne selv. Indtil videre er der skrevet 536 artikler om alt fra familer, bygninger, fortidsminder, gade og veje etc.

Helsingør Leksikon er, som titlen afslører, et leksikon om Helsingør. “Hvad er der så spændende ved det?” spørger du måske.

Jo, leksikonet er nemlig en wiki, hvilket vil sige, at det er muligt for andre at redigere artikler og tilføje nye. Som Stefan også skriver, er der sågar lavet et Google Maps-kort over skulpturer.

Spændende, spændende. Som historieinteresseret (jeg har tidligere blandt andet lavet et historisk kort over Nykøbing F, hvor jeg kommer fra — og har også gået med tanker i retning af en wiki for Falster, med alskens informationer, alt lige fra historiske fund til butikkernes åbningstider.

Så det er godt at se, at de har taget springet i Helsingør. Jeg ønsker dem det bedste held og lykke — og siger tak til Stefan fra Overskrift.dk for tippet.

En 15-årig tidsrejse i internettet

Kan du huske dengang, der ikke var noget internet? I onsdags blev vi i JP/Politikens hus i lidt over en time mindet om, hvordan det er uden internet og IP-telefoni.

Det fik mig til at tænke på et klip, jeg faldt over for nogle år siden. Klippet er et indslag fra et canadisk tv-program fra 1993, hvor man fortæller om “det såkaldte internet”, og hvad det helt præcist går ud på.

Du kan se klippet, som ikke er uden underholdningsværdi, herunder:

Især synes jeg forklaringen af emoticons er ret underholdende 🙂

Men selvom det er nemt at trække på smilebåndet over det 15 år gamle indslag, så er der alligevel nogle pointer fra klippet, som lever videre den dag i dag.

Det sociale element i internettet og samtalen mellem mennesker, som ellers aldrig ville have mødt hinanden og eksemplet med en fyr, der har lagt et domsudskrift ud på nettet — og at det derfor allerede er “derude” og spredt til andre, selvom retten forsøgte at stoppe det — er jo nogle af de ting, vi lovpriser ved internettet den dag i dag.

AT&T kigger i krystalkuglen
I denne forbindelse vil jeg lige dirigere dig i retning af denne AT&T-reklame fra 1993. AT&T har nok ikke haft voldsomt meget at gøre med udbredelsen af disse teknologier, men det er alligevel imponerende, hvor god forudsigelsen her:

Go’ weekend.

Alt Om Historie opfordrer historieinteresserede til at blogge

Da jeg er meget historieinteresseret læser jeg fast Illustreret Videnskabs Historie, og når jeg mener, der er noget god læsning i, køber jeg også Alt Om Historie.

Det gjorde jeg for eksempel denne gang, hvor forsidehistorien handler om Hitlers Generaler, med udgangspunkt i Guido Knopps bog “Hitlers Krigere“.

Da jeg bladrer bladet igennem falder jeg på side over en artikel med overskriften “Blog din historie”. Her opfordrer en vis Charlotte S H Jensen historieinteresserede til at dele deres interess med andre via en blog.

Skønt artiklen springer lidt i mellem at være meget forklarende og have mange fagudtryk, er den en ok intro til blogmediet, og gav mig næsten lyst til at selv at starte en historieblog 😉

Så godt at se, at man sagtens kan inkludere de nye medier, selvom man skriver om noget, der er sket – godt gået!

I artiklen er der også links til andre historieblogs: