Flytter vi et sted hen efter Facebook? Jeg tror det ikke

Abelone Glahn har et interessant indlæg om Facebook, hvor hun fortæller, at der er »langt mellem snapsene« på Facebook for hende:

Så længe facebook ikke for alvor byder på en uundværlig funktion, er det faktisk nemmere og hurtigere og mindre distraherende at maile eller tale sammen !

Flytter vi fra Facebook?
Abelone spørger også, hvor vi rykker hen efter Facebook.

Jeg hører til dem, der tror, at der ikke kommer et skift fra Facebook til noget andet, som der har været et skift fra MySpace til Facebook – især her i Europa.

Jeg tror, at der især er to faktorer, der gør, at vi bliver på Facebook.

  1. Der er mange brugere, og (for mit vedkommende) alle ens venner er der
  2. Facebook Connect (som jeg tidligere har skrevet om), hvor man kan tage sine relationer med rundt på nettet

Den første faktor er lige til. På MySpace var det ikke alle mine venner, der var der. Blandt andet muligheden for at gøre sin profil direkte grim og det lidt bøvlede design og navigation har formentlig skræmt nogle mennesker væk.

Facebook Connect er noget, som bliver enormt interessant over det næste stykke tid. Det går kort fortalt ud på, at man kan tage sine relationer med rundt, og få sine handlinger på andre sites “feedet” over i Facebook, og finde sine Facebook-venner på andre websites. Ganske smart.

En pendant til Facebook Connect er OpenID, som er mere åbent, og alle kan blive udbyder af disse OpenID’er. Faktisk har både Microsoft og Google annonceret, at de vil udbyde OpenID’s.

Det, som Facebook Connect og OpenID er, at du kun skal huske ét login til de forskellige services, som du har “hooket” op med din Facebook-profil eller OpenID.

Når Facebook Connect bliver bredt mere ud, sker der det, at folk agerer på Facebook, uden at de er direkte inde på facebook.com. Altså lever Facebook og bliver holdt aktivt ved hjælp af de ting, som brugerne foretager sig på andre sider end Facebooks egen.

Altså fuldstændig ligesom musiksitet Last.fm, der lever af, at dets brugere hører musik og “scrobbler” det til deres profiler, så andre kan se, hvad de hører, og systemet kan udregne og anbefale andre kunstnere til brugerne.

Jeg har tidligere bidt mærke i, hvad det er, der gør Last.fm så smart – for mig, i hvert fald: Jeg kan holde liv i min Last.fm-profil ved at foretage mig ting, som jeg normalt ville gøre — høre musik.

Som Claus Dahl siger:

Technology you don’t have to use.

Altså, vi er på Facebook og holder vores venner up-to-date ved at gøre ting, som vi måske ville gøre alligevel, det foregår bare ikke på Facebook, men andre steder. En tæt integration mellem Last.fm synes, for mig, oplagt.

Al dette for blot at sige, at jeg ikke tror, der kommer til at ske et skift væk fra Facebook. På grund af Facebooks overskuelighed, features, brugerbase og Facebook Connect er der kæmpe entry barrierer på markedet for sociale netværk.

Det vil blandt andet betyde, at det er nemmere at integrere sit site/community med Facebook end at bygge sit eget. Så har Facebook en uundværlig funktion. Så kan man sige, at Facebook har vundet. Men det har de kun, fordi de (i øjeblikket i hvert fald) er verdens bedste til at gøre det, de gør: Relationer.

Facebook øger fokus på mikroblogging – nu med kommentarer på mobilsiden

Jeg har før sammenlignet mikroblogtjenesterne Twitter og Jaiku — med den konklusion at Jaiku er bedre end Twitter som samtale-medie — og jeg har også kigget på, om Facebooks statusopdateringer kan være en konkurrent til Twitter eller Jaiku.

Mens Jaiku (som er ejet af Google) så småt er ved at dø, der har været nogle grimme, langvarige systemnedbrud, fortsætter Facebook sin march ind på mikroblogmarkedet.

Nu er det muligt at kommentere på sine venners statusopdateringer via Facebooks mobilside — tidligere har man godt kunnet læse statusopdateringerne, men ikke kommentere på dem, som man kan på den “rigtige” Facebook.

Det bliver spændende at se, om det får brugen af statusopdateringer (og kommentarer til dem) til at vokse yderligere — og spændende at se, hvad Google vil med Jaiku. Lige nu står det bare og er ved at vælte.

Twitter har en stor brugerskare og et vanvittigt stærkt værktøj i Twitter Search (tidligere Summize), hvor man kan overvåge ord eller sætninger, og Twitter udbyder nogle gode API’er, som gør det forholdvist nemt at skrive applikationer til Twitter, jeg bruger selv TwitterFox til at følge med i, hvad mine Twitter-venner foretager sig. Jaiku har intet af dette.

Så nu vil nok være et godt tidspunkt for Google at lægge sig i selen for at finde en plads til Jaiku. En integration med andre Google services, for eksempel Google Talk og Gmail, kunne måske være en idé?

Facebook-annoncer: Har Venstre i grunden gjort noget forkert?

Der har været en del skriverier om Venstres brug af Facebooks “social ads”-feature, blandt andet hos MediaWatch.

Social ads, sociale annoncer, fungerer på den måde, at indehaveren af en side/page (jeg har tidligere skrevet om Facebook Pages) kan lave annoncer for den side. Vælger man at bruge Facebooks social ads feature så vil dem, der ser annoncen blive præsenteret for en annonce for siden OG hvis en i deres vennekreds på Facebook er “fan” af siden, vil der være et billede af vedkommende og stå, at vedkommende er fan af siden.

Det er en feature, som andre annoncører også bruger på Facebook, blandt andet har jeg set social ads for “Blå Mænd“.

Venstre selv siger følgende:

“Vi har udnyttet den mulighed, som facebook har for at lave sociale annoncer. Jeg vil dog gerne slå fast, at vi ikke ønsker at hænge nogen ud eller vil udstille nogen for en forbindelse til Venstre eller Anders Fogh mod deres vilje,” siger Claus Horsted, der er politisk sekretær i Venstres Landsorganisation. (#)

Og det har de ganske ret i. Social ads er en feature i Facebook, som alle, der har en side/page kan bruge.

Uden tilladelse?
MediaWatch skriver:

Partiet Venstre bruger med billede og navns nævnelse danskere i sin markedsføring – men de har ikke givet deres tilladelse til det. (#)

Nu har jeg ikke været hele Facebook-regelbogen igennem, men jeg er ret sikker på, at Facebook har sørget for rykdækning til social ads. Det betyder (formentlig) at hvis folk føler, at de pludselig optræder i en annonce uden at vide det, så er det altså fordi, de ikke har læst regelsættet (godt nok).

Samtidig er Facebook ikke en dansk enhed (det eneste danske er den dansksprogede version), så derfor tvivler jeg på, hvor meget man får ud af det. Selvom nogle danskere, i dette tilfælde Venstre, bruger det til at markedsføre sig overfor andre danskere.

Set fra annoncørernes synspunkt er social ads en sand perle. Ikke nok med, at man får annonceret for sit produkt, så får man også målgruppens venner (såfremt de er fans af siden) til at give deres anbefaling med.

Og det er noget, der betyder noget for brugeren i sidste ende: At en i deres vennekreds er fan af noget, og dermed indirekte anbefaler det.

Betydningen af ordet “fan”
Et andet spørgsmål er også, om folk som David Trads ikke burde tænke sig lidt bedre om, når de agerer i den nye medieverden, som Facebook er med til at skabe:

“Jeg er også fan af Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal på nettet, så jeg dækker bredt. Årsagen er simpelthen, at jeg professionelt har ønsket at følge med i, hvordan partilederne bruger Facebook, siger David Trads. (#)

Nu kan man jo godt følge politikerne på Facebook uden at blive fan af dem (man kan jo for eksempel blot føje Facebook-siden til sine favoritter), og samtidig fremgår det også ret tydeligt, at man kommer til at figurere blandt de andre fans af et produkt, person eller noget helt tredje, når man klikker “Become a fan”.

Samtidig ligger der også noget i ordet fan, som jo betyder, at man bakker op om noget, som må få en til at tænke, om det nu også er det rigtige. For eksempel følger jeg da også politikernes brug af Facebook, men jeg ville aldrig blive fan af en politiker, hvis politik jeg ikke støtter op om.

Annoncer jeg kan bruge til noget
Personligt kan jeg faktisk godt lide Facebooks social ads, fordi de er det, som så mange andre annoncer ikke forstår at være: Vedkommende og relevante.

Hvis nu en rock-musiker beslutter at køre social ads for sig selv, og jeg kan se, at en af mine venner, som jeg synes hører god rockmusik, er fan af vedkommende – ja, så er der en fair chance for, at det også er noget for mig.

Det formår bannerannoncer, som de eksisterer på forsiden af for eksempelvis forsiden af nyhedssites nu, ikke. Faktisk irriterer de mig bare. De blinker, spiller lyd og har som regel ingen eller meget lidt relation for mig.

Så vil jeg da hellere have annoncer, som jeg kan relatere til. Og hvis man er fan er noget på Facebook, er det vel ikke noget, man vil skjule for vennerne?

Opdatering @ 18-10-2008 19:01:
Det er muligt at vælge, at man ikke vil optræde i de social ads, som ens Facebook-venner ser. Se i kommentarerne til dette indlæg hvordan.

CNN lancerer Facebook Connect-understøttelse

Jeg har tidligere skrevet om Facebook Connect (der blandt andet gør det muligt at tage sine Facebook-informationer og -relationer med rundt til andre sites og logge ind med sine Facebook-oplysninger andre steder), og nu er CNN klar med Facebook Connect-understøttelse:

Facebook users interested in finding their Facebook friends taking part in the post-debate debate are able to do so by logging in with their Facebook credentials. Facebook users can also share their comments in CNN’s The Forum with their Facebook friends.

Det er simpelthen for smart til, at man bør lade være.

Distribueret indhold – statistikerens udfordring

Internettet er et fantastisk sted. Mange hjemmesider, mange mennesker — og masser af informationer.

Og den stadig stigende mængde af informationer betyder, at hvert eneste individ på nettet har mindre tid til hver enkel bid af information. Derfor kan det være svært at finde læsere/mennesker til lige præcis det, som man selv publicerer på nettet, måske på sin blog.

Derfor er man nødt til at repræsentere sit indhold der, hvor folk er. Altså at distribuere det ud. Lige for tiden er det sted sted uden tvivl Facebook.

Faktisk er Facebook så flinke ved os, at de har inkluderet en “Import”-feature, hvor man kan få Facebook til automatisk at trække for eksempel billeder (Flickr, Picasa), video (YouTube), favoritter/anbefalinger (delicious, Google Reader) og blogindlæg via RSS (hvad er RSS?).

Det betyder, at man kan få sine blogindlæg vist som “noter” på Facebook med alt inkluderet: links, billeder etc. Her kan man så oven i købet “tagge” personer, hvis nogle af ens venner er nævnt i indlægget/noten.

Hjælp, hvordan måler vi det?
Men der er en ulempe her. For som det er nu, så bliver mediernes (kvantitative) succes målt på brugertal og sidevisninger. Især brugertal. Efterhånden som distribueret indhold vinder frem, bliver det sværere og sværere for publicisterne/udgiverne at få indblik i, hvor mange personer, der læser/ser deres indhold på andre internetsider end deres egen.

Edward O’Hara fra Jupiter Research, som jeg hørte give et meget interessant oplæg til en konference for noget tid siden, taler om, at massepublikummet langsomt forsvinder, og at store dele af indholdet på internettet vil blive “desintegreret”, altså blive spredt ud over nettets forskellige kanaler.

Jeg er meget enig med ham, og her møder vi udfordringen: Hvordan får man statistik og indsigt i brugen af ens indhold andre steder? Jeg har ikke noget svar, men glæder mig til at følge udviklingen.

Søg på nettet – fra Facebook

I dag så jeg noget nyt: I Facebook er det nu muligt at vælge, om man vil foretage sin søgning i Facebook eller på nettet. Eksempel:

Ifølge ‘The Industry Standard’ er det Microsoft’s Live-søgemaskine, der står for resultaterne.

Her har man dog observeret, at der er forskel på resultaterne, alt efter om man søger på Facebook eller på Live. Og det har sat tankerne i gang:

This seems to mean that Facebook is using its own ranking methodology on top of Live — likely using information that it has about you and your friends?

Jeg skal ikke kunne sige det, og jeg tvivler på, hvor mange, der vil søge på nettet fra Facebook. Måden søgeresultaterne bliver præsenteret på får mig ikke revet ud af min Google-brug.

Ingen tvivl er der dog om, at dette er ment som en konkurrent til Google. Men om den kan konkurrere? Ja, det må tiden vise.

Opdatering @ 23:12:
Jeg har lige opdaget, at man ikke får muligheden for at søge på nettet, hvis man indtaster navnet på en af sine kontaktpersoner på Facebook. Det må være på vej, kan forestille mig mange, der vil søge efter, hvad der står om deres venner på nettet 🙂
Opdatering @ 23:17:
Benjamin Wendelboe fortæller mig via Twitter, at teknologibloggen TechCrunch også har skrevet som søgefunktionen.

Smagsdommerne og Facebook – let og lige til

Når jeg nu var efter decorate.dk for manglende integration/link med Facebook, så skal jeg huske at rose, når der er nogen, der bruger det klart største sociale netværk herhjemme ordentligt.

Det gør DR-programmet “Smagsdommerne“. Jeg skal selvfølgelig ikke kunne sige, om det er DR selv, der har lavet Facebook-gruppen for Smagsdommerne, men det fungerer — og det er nemt for mig som Smagsdommerne-seer.

Det er så let, at jeg (hvis jeg var DR) ville lave det for alle programmerne:

Man melder sig ind i gruppen, og så bliver man automatisk (der skal selvfølgelig sidde en i den anden ende og gøre det, men for brugeren er det automatisk) til den næste Smagsdommerne-udsendelse på DR2, som man har oprettet som “event” (begivenhed) på Facebook.

Læs om næste udsendelse
En ting er, at jeg kan tilmelde mig, og så kan mine Facebook-venner se, at Lars skal se Smagsdommerne, men det smarte er, at jeg kan læse mere om programmet. For inde på selve eventets side på Facebook kan jeg klikke mig videre til omtalen af programmet på dr.dk.

Det vil sige, at det lige pludselig er meget nemt for mig at finde ud af, hvad der kommer op at vende i den næste udgave af Smagsdommerne. Så hvis jeg gerne vil kunne være mere “med” i programmet, kan jeg jo tage ind og se de film og teaterstykker eller læse i de bøger, som bliver omtalt i programmet. Og så får man nu engang mere ud af programmet.

Så ros til DR (på gruppens side på Facebook lader der til at være en forbindelse til DR) for at bruge Facebook på en god måde. Og hvis jeg bruger Facebook Mobile, kan jeg faktisk læse om det næste Smagsdommerne-program på min mobil. Det er da smart.

Uha pas på – din kommende chef finder dig på Facebook!

Ugens løftede pegefinger kommer fra MetroXpress. De skriver, at din Facebook-profil kan koste dig dit job, eller i hvert fald et job, som du har søgt.

Det sker, hvis chefen finder dig på Facebook og ser uheldige billeder eller formuleringer.

Nu burde historien ikke være ny, for to-tre år siden var det MySpace, der blev skrevet den slags historie om, og personlige blogs har (selvfølgelig) også været oppe at vende.

Det er jo logik for høns (og mennesker!) at chefer, der skal ansætte en person til et job gerne vil vide noget mere om den person. Og hvor er der mere information om vedkommende end på Facebook?

Så ja, selvfølgelig skal man handle med fornuft på Facebook, som har udviklet sig til meget mere end bare et sted, hvor man deler billeder med vennerne og skriver sjove beskeder til hinanden om weekendens udskejelser etc.

Det er nemt at undgå
Men hvad MetroXpress glemmer at fortælle er, hvor nemt det er at holde sin profil lukket for andre end ens venner. Derved kan man undgå, at netop ens kommende chef kigger med, når man har været i byen, har leget Jackass eller andre ting, som unge, normale mennesker nu engang gør, men som bare ser så uheldigt ud på billeder og tekst for dem, der ikke var der.

Her er opskriften:

I Facebook skal du ind i dine “Privacy”-indstillinger. Klik på “Profile“. Ud for “profile” vælger du nu “Only friends”, og så er det kun dine venner, der kan se din profil. Andre må nøjes med, hvad du stiller til rådighed.

Med det samme kan du jo sætte “Photos tagged of You” til “Only me”. Så kan folk, der har adgang til din profil, ikke umiddelbart finde de billeder, hvor du optræder, og hvor andre har “tagget” dig i dem. De kan stadig finde billederne blandt dine venners billeder, men der er ikke direkte adgang til dem fra din profil.

Og til sidst: Husk, at det ikke kun er det, du skriver på Facebook, som folk kan finde. Alt hvad du publicerer på nettet, i offentlighed, kan findes og vil formentlig blive fundet af folk, der vil finde det. Tænk dig om.

Facebooks Pages er geniale

Det er formentlig et dalende antal danskere (medmindre de er musikere eller kreative på andre måder), der bruger MySpace mere, end de bruger Facebook.

Jeg kan personligt (selvom MySpace er et oplagt og godt sted at markedsføre min musik) bedst lide Facebook. Der var især to ting, der irriterede mig ved MySpace:

  1. De kaotiske profildesign (brugeren kan selv kopiere CSS-kode ind på sin profil og dermed ændre baggrundsfarver, placeringer af elementer etc) og musik, der automatisk går i gang med at spille.
  2. De “urene” netværk. Urene i den forstand, at folk (jeg selv inklusiv) tilføjer folk, som de ikke kender.

Grunden til at tilføje folk, man ikke kender, til sit netværk, kan for eksempel være, at man er fan af nogen (for eksempel er jeg “ven” med The Chemical Brothers på MySpace), eller at man vil markedsføre sin musik, eller hvad man nu har til “udstilling” på sin MySpace-profil.

Facebook har til gengæld noget ret genialt, der betyder, at man ikke behøver blive “venner” med sine idoler.Det hedder “Pages”, og går i al sin enkelthed ud på, at man finder det eller dem, man er fan er, og klikke “Become a fan”.

Dermed holder man sit netværk rent, hvilket er en af de ting, der er med til at gøre Facebook interessant som socialt netværk og fænomen.

Samtidig popper det op på hver Facebook-brugers forside, når en eller flere af deres venner, er blevet fan er noget. Herfra kan man også klikke “Become a fan”, således at det faktisk fungerer som en indirekte anbefaling.

Jeg har ofte opdaget, at nogle af mine venner er blvet fans af noget på Facebook, som jeg egentlig også er ret glad for, men bare ikke har tænkt over at lede efter på Facebook.

Tag det til det næste niveau
Endnu er Facebook Pages dog ikke meget mere værd end dette. Rigtig interessant bliver det først, når man kan trække meget mere på dataene for, hvem der er fans af hvad, og faktisk oprette netværk ud fra det.

For eksempel er der en god chance for, at jeg kan lide Fatboy Slim (i hvert fald det gamle), hvis jeg er fan af The Chemical Brothers. Hvis man tager denne viden og kombinerer den med data fra for eksempel den sociale musiktjeneste last.fm (som kender min musiksmag bedre end mig selv og kan anbefale mig musik, jeg ikke engang vidste, jeg kunne lide), så begynder vi at have nogle interessante applikationer.

Indtil videre er Facebook Pages mere et statement, hvor man kan vise sine venner, hvad man kan lide. Men forhåbentlig bliver det mere end det i fremtiden.

Er Facebooks statusopdateringer en konkurrent til Twitter/Jaiku?

Samtale. Det er det, det hele handler om.Jeg har tidligere skrevet om, hvordan jeg synes, Jaiku er bedre til samtaler end Twitter.

Jaiku har imidlertid været nede siden torsdag/fredag (i dag er tirsdag..!), så jeg tvivler på, at Jaiku bliver nær så interessant, når det engang vender tilbage, da der formentlig vil være færre brugere at snakke med – medmindre Jaiku serverer den hellige gral eller det, der ligner.

Der findes sågar værktøjer derude, som kan hjælpe folk med at finde deres Jaiku-kontakter på Twitter, som Benjamin har gjort her.

Jeg er på det seneste begyndt at bruge Twitter mere og mere. Til trods for det tæt på elendige muligheder for en reel samtale, så er et værktøj som Twitter Search (tidligere Summize) med til at give en et fedt overblik.

Man kan for eksempel overvåge et bestemt ord eller en sætning, og det er smart.

Desværre er Twitter holdt op med at sende SMS’er fra UK-mobilnummeret, som er det, der blandt andet bruges her i Danmark. Det er ganske enkelt for dyrt.

Facebook som mikroblogging?
I løbet af de seneste måneder har jeg imidlertid opdaget noget interessant: Flere og flere af mine venner på Facebook (som vitterligt er mine venner, også i “det virkelige liv”) er begyndt at bruge Facebooks statusopdateringer til at fortælle om, hvad de går og laver og tænker over.

Det sjove er, at folk bruger det som mikroblogging, og mange af dem ville man aldrig kunne have hevet over på Twitter eller Jaiku. Hvorfor gør de det så på Facebook? Simpelt: Der er mange læsere, og (næsten) alle ens venner er der jo. Det giver mening.

Og da Facebook åbnede op for, at man kan kommentere på andres statuspdateringer, blev det for alvor spændende. Endnu er der ikke mange i min vennekreds, der gør det – men det er formentlig kun et spørgsmål om tid. Her er med andre ord virkelig lagt i ovnen til en samtale.

Der er dog bagsider ved “mikroblogging” via Facebook-statusopdateringer:

  • Samtalerne er ikke søgbare, det vil sige, man kan ikke finde andres samtaler
  • Samtalerne kan ikke overvåges – som man for eksempel kan med Twitter Search
  • Samtalerne har (så vidt jeg ved) ikke noget API, som man kan bruge til (for eksempel) at trække dem ud

Jeg kan sagtens se fornuften i, at statusopdateringerne er private (eller i hvert fald kan sættes til at være det), men det kunne være rart med en feature, hvor man kan vælge at nogle statusopdateringer skal være private, mens andre godt må være offentlige og invitere til en snak, der også kan involvere folk, man ikke nødvendigvis er forbundet med på Facebook.

Facebook har allerede gjort det muligt at skilte med sine statusopdateringer andre steder (for eksempel på sin blog) ved hjælp af Facebook badges, men her ryger alle statusopdateringer selvsagt ud.

Så hvis/når Facebook begynder at dyrke statusopdateringerne mere og mere og øge fokus på dén del af forretningen, tror jeg, at tjenester som Jaiku og Twitter vil få svært ved at argumentere for deres platform. Men lad os nu se.

Vi ser et skift mellem medieplatforme, ikke medieudbydere

(Bemærk: Hvis du i forvejen følger nyheder mere på nettet end i avisen og følger medieudviklingen, vil der ikke stå noget nyt i dette indlæg for dig.)

“Hvis vi bare laver en bedre avis, så kommer folk tilbage og begynder at købe aviser igen, og faldet i oplaget vil blive standset.”

Det er ud fra den slutning, at danske aviser i øjeblikket går og grubler og grubler over, hvordan de atter kan få gang i oplaget og – i sidste ende – tjene flere penge.

Den antagelse indeholder dog en fatal fejl. At man tilsyneladende tror, at det er de andre aviser (især gratisaviserne) der har snuppet læserne. Altså at de er flyttet til andre udbydere af samme form for indhold på samme platform, papiret.

Men sådan er det ikke. Folk skifter ikke fra avis til avis, men fra avis til nettet. De skifter platform, ikke udbyder. At nogle så formentlig skifter udbyder, mens de skifter platform (for eksempel fra Berlingske-aivsen til Politiken.dk) kan jo ikke udelukkes.

Indser man dette, er konklusionen klar:
Folk kommer ikke nødvendigvis tilbage, fordi vi laver bedre aviser. Det er muligt, at man kan trække gode læsertal ved at have gode historier at slå på, men det er kortvarigt.

Avisen får baghjul
Internettet er avisen langt overlegen på flere punkter, og det er folk ved at indse. Det er for eksempel muligheden for at sende links til artikler, at en artikel bliver liggende på samme adresse, at man kan komme direkte fra sin yndlingsblog til de artikler, der linkes til.

Nettet giver avisen endefuld på især to punkter: Hypertekst og hastighed.

Dette er langt fra nyt, men det er nu, det rammer bredt. De danske netaviser har oprustet så længe og er nået så langt, at de faktisk, i læsernes øjne, er fuldbyrdede konkurrenter til deres trykte kolleger. Og læserne vælger nettet, blandt andet på grund af hypertekst og hastighed:

“Jeg kan læse artiklen lige nu i denne fem minutter lange pause, og jeg kan på få sekunder sende den videre til dem, jeg tror, vil være interesserede”.

Med papiravisen skal du enten overrække artiklen fysisk eller scanne artiklen ind, hvis du vil dele den. Og det er for besværligt.

På ekstrabladet.dk har du måske opdaget en “Bookmark”-knap. Her kan folk tilføje den pågældende artikel til for eksempel Facebook og del.icio.us.

Her viser statistikken, at der i gennemsnit hver dag i måneden bliver bookmark’et cirka 100 ekstrabladet.dk-artikler på de tjenester, primært Facebook og MSN Live. Det synes jeg er ret pænt, når man tager i betragtning, at funktionen aldrig er blevet beskrevet og ikke ligger det bedste sted i artikelskabelonen.

Så folk vil altså gerne enten dele artiklerne med deres venner eller have dem gemt som favoritter, de gerne vil kunne finde tilbage til.

Og på nettet er det nemt. Det kan gøres med få klik.

Samtidig er det også nemmere for journalister at binde en bestemt artikel sammen med ældre/samtidige artikler om samme emne, så læseren får et bedre overblik. På papir er man nødt til at referere tidligere artikler, som for eksempel “Som X skrev i sidste uge…”. På nettet er der kun et klik mellem de nuværende og den artiklen fra sidste uge.

På grund af alt det ovenstående og mange andre grunde, er netartikler mere indbydende og nemmere at have med at gøre end avisartikler. Og derfor fravælger folk papiravisen til fordel for netavisen.

Og derfor må man spørge sig selv, om folk overhovedet vil, eller kan, vende tilbage til avisen, når de har lavet skiftet til nettet. Jeg tvivler.

Dagens overdrevne overskrift: Afløseren for Facebook er klar

I noget, der ligner et rekordforsøg i at stramme overskrifter skriver journalisten.dk, at afløseren for Facebook er klar.

Say what?
Say what?

Facebook har noget nær kritisk masse, også her i Danmark (hvilket MySpace ikke fik, derfor forlod mange det igen), og derfor virker det mærkeligt at udråbe en afløser.

I artiklen citerer man Lisbeth Klastrup fra ITU, som jeg har den største respekt for – derfor undrede jeg mig over, at hun udråber en afløser for Facebook. Det gør hun nu heller ikke:

I dag klikker brugerne sig måske ind på både Facebook.com, Linkedin.com og Myspace for at opdatere deres profil. Fremover vil det sandsynligvis kun være nødvendigt at gå ind et enkelt sted for at sende og modtage informationer om sit netværk.

Skal vi blive enige om, at der er langt fra “afløseren for Facebook er klar” til “fremover vil det sandsynligvis kun være nødvendigt…”?

“Afløseren”, som artiklen handler om, er Googles Open Social, som er et fedt initiativ, som journalisten.dk skal have ros for at skrive om. Men nyt er det ikke. Googles blogindlæg, hvor man annoncerer Open Social er fra november 2007, altså for syv måneder siden. Derfor virker det mærkeligt at skrive, at afløseren “er klar”.

Seneste nyt er, at AOL som de seneste er gået med i samarbejdet (for noget tid siden gik Yahoo! med), men der bør stilles store spørgsmålstegn ved, om dette retfærdiggør begrebet “afløser”.

Jeg synes, det er ærgerligt, at Journalisten.dk i stedet for at skrive en grundig artikel om OpenSocial forsøger at sælge OpenSocial som en afløser for en megapopulær tjeneste.

De sociale netværk flytter, og vi er flyttemændene

Det især geniale ved OpenSocial er, at man kan trække data ud på mange sider – det sker ved hjælp af Google Friend Connect, som desværre ikke er i luften endnu, men som du kan læse mere om hos TechCrunch.

Det vil for eksempel sige, at folk kan relatere til hinanden og bruge deres personlige informationer etc. etc. på denne blog. Men her er Facebook også godt med. Facebook Connect, som heller ikke er gået i luften nu, er bestemt værd at holde øje med.

Men måske er det bare svært at få folk til at klikke ind på en artikel, der handler om, at de sociale netværk flytter ud på mange forskellige sider ved hjælp af API’er. Så er det trods alt nemmere at sige, at “her er noget, der afløser det, som i alle sammen bruger nu”.

Foto: AJU_photography / Flickr Creative Commons