Sociale medier er ikke kun for børn

Edward O’Hara fra Jupiter Research, som jeg tidligere har hørt give oplæg omkring nettets fremtid (desintegrering af information, distribueret indhold etc.) har skrevet et kort, men stadig meget interessant indlæg omkring, at nogle mediebureauer tilsyneladende tror, at sociale medier er for børn og barnlige sjæle. Altså blandt andet steder som Facebook.

Somehow it is like the misconception that mostly young people SMS each other and we adults don’t. This is not the case. Social Media and SMS may have commenced life with the tweens and teens, but evidence now suggests that these social activities are becoming more mainstream. This is the first example of young people bringing their behaviour with them into adulthood, and not as psychologists would have us believe, shedding ‘childhood’ habits.

Flere og flere af mine venner er også begyndt at snakke om, at deres forældre er kommet på Facebook, og jeg har sågar hørt eksempler på folk på over 70 år, der er på Facebook!

Vi er med andre ord nået derhen, hvor vi må erkende, at vi ikke kan ignorere Facebook. Og må indse, at folk i alle aldre kan have gavn af et af de mest fascinerende sociale værktøjer nogensinde.

Distribueret indhold – statistikerens udfordring

Internettet er et fantastisk sted. Mange hjemmesider, mange mennesker — og masser af informationer.

Og den stadig stigende mængde af informationer betyder, at hvert eneste individ på nettet har mindre tid til hver enkel bid af information. Derfor kan det være svært at finde læsere/mennesker til lige præcis det, som man selv publicerer på nettet, måske på sin blog.

Derfor er man nødt til at repræsentere sit indhold der, hvor folk er. Altså at distribuere det ud. Lige for tiden er det sted sted uden tvivl Facebook.

Faktisk er Facebook så flinke ved os, at de har inkluderet en “Import”-feature, hvor man kan få Facebook til automatisk at trække for eksempel billeder (Flickr, Picasa), video (YouTube), favoritter/anbefalinger (delicious, Google Reader) og blogindlæg via RSS (hvad er RSS?).

Det betyder, at man kan få sine blogindlæg vist som “noter” på Facebook med alt inkluderet: links, billeder etc. Her kan man så oven i købet “tagge” personer, hvis nogle af ens venner er nævnt i indlægget/noten.

Hjælp, hvordan måler vi det?
Men der er en ulempe her. For som det er nu, så bliver mediernes (kvantitative) succes målt på brugertal og sidevisninger. Især brugertal. Efterhånden som distribueret indhold vinder frem, bliver det sværere og sværere for publicisterne/udgiverne at få indblik i, hvor mange personer, der læser/ser deres indhold på andre internetsider end deres egen.

Edward O’Hara fra Jupiter Research, som jeg hørte give et meget interessant oplæg til en konference for noget tid siden, taler om, at massepublikummet langsomt forsvinder, og at store dele af indholdet på internettet vil blive “desintegreret”, altså blive spredt ud over nettets forskellige kanaler.

Jeg er meget enig med ham, og her møder vi udfordringen: Hvordan får man statistik og indsigt i brugen af ens indhold andre steder? Jeg har ikke noget svar, men glæder mig til at følge udviklingen.