Jura forhindrer DR i at lave ordentlig embed på Pirat TV

Billede fra DRs Pirat TVTilbage i slutningen af juni i år var jeg lidt efter DRs Pirat-TV (efter at have læst dette indlæg af Søren Johannessen).

Det gik i alt sin enkelthed ud på, at embed-featuren i DR’s Pirat TV egentlig blot er et statisk billede fra videoklippet, som så linker til videoen tilbage på Pirat TV-siden.

Altså et stykke fra den embed-funktion, som kendes fra eksempelvis YouTube, hvor videoklippet kan afspilles direkte på den side, hvor det er indlejret.

I forbindelse med lanceringen 1. september i år kunne man imidlertid læse årsagen til dette på bloggen Flyvergrillen (der styres af ungdomsinternetredaktionen i DR) i indlægget ‘Sig goddag til Pirat TV‘:

Vi er et par steder (1, 2) blevet hånet for vores “fortolkning” af embed. Og det er delvist fair. For resultatet af embed-koden er blot at der kommer et Pirat TV-logo, en thumbnail fra klippet og klippets titel med et link tilbage til klippet på Pirat TV.

Men kritikken er også lidt unfair. For vi har ikke gjort som vi har gjort fordi vi er inkompetente. Vi kunne sagtens lave rigtig embedding. Men desværre har vi på nuværende tidspunkt ikke rettighederne til at embedde vores indhold eksternt (selvom vi her på redaktionen rigtigt gerne ville). DR tør – modsat YouTube og andre – ikke køre efter princippet “hellere tilgivelse end tilladelse”. Så der er lige nogle jurasoldater der skal udkæmpe en vigtig krig før vi kan få lov.

Til gengæld er vores embedkode forberedt til at embedde rigtig video den dag vi får lov. Så hermed en opfordring til alle om at bruge embedkoden allerede fra i dag af. Så dukker der flot video op på jeres sites den dag rettighederne er på plads.

Jeg kan fornemme – og forstå – deres frustration. Men ikke desto mindre synes jeg, at man i så fald bør lade være med at kalde det “embed”, da det er et ord og begreb, som folk forbinder med, at videoen kan afspilles på deres eget website.

Noget andet er, at jeg havde troet, at DR af alle steder kunne tillade afspilning af deres klip på andre websites på grund af licensmidlerne. Men jura kan åbenbart ødelægge alt, der kunne være bare tilnærmelsesvist sjovt og smart.

DR vil gerne lave YouTube – men kan ikke finde ud af det der “embed”

Søren Johannesen har skrevet indlægget “DR Pirat TVs underlige fortolkning af ordet embed“, som jeg lige vil anbefale dig at læse.

Det går i al sin enkelthed ud på, at DR har startet det såkaldte “Pirat TV“, blandt andet i et forsøg på at få fat i flere unge, og at man faktisk sammenligner Pirat TV med YouTube.

Forskellen på YouTube og Pirat TV er imidlertid til at få øje på: På YouTube kan du embedde/indlejre en video, så videoklippet kan afspilles på dit eget website eller din blog. Sådan fungerer det ikke. Der får du blot et billede af videoklippet. Dine læsere kan så klikke på det billede for at blive ført til Pirat TV for at se indslaget.

Læs hele Sørens indlæg.

Troldspejlet starter leksikon efter wiki-princippet

Har lige siddet og set DR’s Troldspejlet, som jeg aldrig bliver for gammel til, og hørte Jakob Stegelmann præsentere Troldspejlets leksikon “Trold-O-Pedia“, der er bygget op efter det Wikipedia-konceptet, hvor alle kan bidrage med indhold.

Trold-O-Pedia er lidt anderledes i den forstand, at man arbejder med to størrelser, universer og figurer. Man kan således vælge, om man vil oprette eller redigere en figur eller et univers. Ganske simpelt indrettet.

Vælger man for eksempel at oprette en ny figur, skal man udfylde en længere formular omkring figuren og blandt andet oplyse “Alter ego”, “Profession”, “Baggrund”, “Særlige kendetegn”, “Våben”, “Styrke”, “Svaghed”, “Venner”, “Fjender” etc. Den lange formular vil sikkert få nogle til at stå af, så det kunne være interessant at høre, hvad begrundelsen for dén fremgangsmåde er.

Jeg har, endnu, ikke bidraget med noget indhold, så jeg skal ikke kunne sige, om informationen kommer direkte på, men formulartilgangen tyder på, at nye oplysninger bliver gennemlæst, inden de bliver tilføjet til Trold-O-Pedia.

Brug det eksisterende eller byg nyt?
Det bliver for mig interessant at følge med i Trold-O-Pedia, for den rammer ned i noget, jeg selv går og spekulerer på. Skal man starte sit eget leksikon, eller bruge dem, der allerede eksisterer, for eksempel Wikipedia, og bygge ovenpå der?

Tag nu for eksempel Teenage Mutant Ninja Turtles, som fyldte meget i min barndom. Trold-O-Pedia har en side om dem. Men der er kun listet én af de fire Turtles-hovedpersoner, som figurer i Trold-O-Pedia-universet.

Den danske Wikipedia har også en side om “Turtles”, som vi bare kaldte dem dengang. Her er endnu mere information at hente for fans og nysgerrige. Og i luxus-afdelingen finder vi den engelske Wikipedia-side, med endnu mere information om serien, folkene bag etc.

Selvom Trold-O-Pedia er en rigtig god idé, kan jeg ikke lade være med at tænke, at det måske ikke er så oplagt at vælge at starte et nyt leksikon med tilhørende community. Hvis DR på en eller anden måde havde fået et “digitalt samarbejde” op at stå med Wikipedia, så begge fik gavn af bidragene, tror jeg alle interesserede havde fået et bedre resultat.

Men netop af denne grund bliver det interessant at se, hvordan det kommer til at gå Trold-O-Pedia i løbet af det næste halvandet år.

Smagsdommerne og Facebook – let og lige til

Når jeg nu var efter decorate.dk for manglende integration/link med Facebook, så skal jeg huske at rose, når der er nogen, der bruger det klart største sociale netværk herhjemme ordentligt.

Det gør DR-programmet “Smagsdommerne“. Jeg skal selvfølgelig ikke kunne sige, om det er DR selv, der har lavet Facebook-gruppen for Smagsdommerne, men det fungerer — og det er nemt for mig som Smagsdommerne-seer.

Det er så let, at jeg (hvis jeg var DR) ville lave det for alle programmerne:

Man melder sig ind i gruppen, og så bliver man automatisk (der skal selvfølgelig sidde en i den anden ende og gøre det, men for brugeren er det automatisk) til den næste Smagsdommerne-udsendelse på DR2, som man har oprettet som “event” (begivenhed) på Facebook.

Læs om næste udsendelse
En ting er, at jeg kan tilmelde mig, og så kan mine Facebook-venner se, at Lars skal se Smagsdommerne, men det smarte er, at jeg kan læse mere om programmet. For inde på selve eventets side på Facebook kan jeg klikke mig videre til omtalen af programmet på dr.dk.

Det vil sige, at det lige pludselig er meget nemt for mig at finde ud af, hvad der kommer op at vende i den næste udgave af Smagsdommerne. Så hvis jeg gerne vil kunne være mere “med” i programmet, kan jeg jo tage ind og se de film og teaterstykker eller læse i de bøger, som bliver omtalt i programmet. Og så får man nu engang mere ud af programmet.

Så ros til DR (på gruppens side på Facebook lader der til at være en forbindelse til DR) for at bruge Facebook på en god måde. Og hvis jeg bruger Facebook Mobile, kan jeg faktisk læse om det næste Smagsdommerne-program på min mobil. Det er da smart.

Av – dr.dk er nede – kører igen nu

Netop som jeg skulle til at forfatte et indlæg om DR2-programmet Smagsdommerne og Facebook (det må jeg gøre senere) ser jeg, at (tilsyneladende) hele dr.dk er nede.

Og jeg er ikke den eneste. Både René og Jesper har også lagt mærke til dr.dk’s fravær på internettet.

Så nej, det er ikke din internetforbindelse eller computer, den er gal med. Lad os ikke håbe, at der er sluppet vand ind i serverrummet, ligesom et pladearkiv tidligere på året blev oversvømmet.

Opdatering @ 15:18
dr.dk er nu oppe, men stadig med fejl.
Opdatering @ 15:50
Det lader nu til, at dr.dk er tilbage.
Opdatering @ 15:54
DR har selv skrevet en kort artikel om udfaldet, som åbenbart også berørte tekst-tv.
Opdatering @ 16:15
Det lader til, at DR har fjernet artiklen om udfaldet igen. Tak til Søren for at nævne det i en kommentar.