Vil du med til Kindle-salon?

Amazon Kindle

I blogindlægget ‘Kindle-salon om modtræk til truslen mod DK-bøger, aviser, sproget m.v. opfordrer Dorte Toft til, at vi i Danmark mødes for at snakke om mulighederne for Amazons Kindle.

Jeg tilslutter mig og bakker op om forslaget. Indtil videre er der ikke nogen dato, men du kan stemme på nogle nominerede datoer efter, hvornår du kan. Og det synes jeg, du skal gøre, hvis du er interesseret i Kindle og lignende produkter og udviklingen indenfor e-paper og e-readers.

Så: Læs Dortes indlæg og skriv dig på listen, hvis det er noget, du kunne finde på at deltage i.

Derfor elsker Dorte Toft internettet

Dorte ToftDorte Toft, der blev landskendt i forbindelse med afsløringen af Stein Bagger og IT Factory, nævner nu fem rigtig gode årsager til, at hun holder så meget af internettet.

Det gør hun i blogindlægget ‘Pli: 5 årsager til at elske nettet‘ på sin Bizzen-blog hos Berlingske Business:

  1. På nettet er det ikke bare god skik at kreditere andre, hvor de krediteres bør, det er også normen. Og man spreder glædeligt de gode ideer/tanker. At tage æren for andres ideer – at planke andre – er bare taberagtigt.
  2. På nettet er det god skik at hjælpe selv vildt fremmede, hvis de spørger om noget, man selv ved noget om. Er der nok personer, der følger ens Twitter- eller blog-strøm, spørger man selv yderst sjældent forgæves.
  3. På nettet kan man sende prøveballoner op, uden at blive til grin, hvis de fuser efter første kommentar. Og man får ikke blot fat i dem, man normalt lige vender ideerne med, og som nok for ofte vil synes, at ideerne holder.
  4. På nettet får man kontakt med mennesker, man måske aldrig ville have mødt, da man ikke færdes i samme kredse fysisk set (grundet aldersforskel, uddannelse, arbejde eller noget fjerde). En del af disse kontakter udvikler sig til rigtig gode bekendtskaber og i visse tilfælde også til genuine venskaber.
  5. På nettet får man en anskuelighedsundervisning i, hvor langt man når med at være mere åben over for kritik. Og man lærer selv at dosere sin kritik langt mere forsigtigt, hvilket man gang på gang bliver taknemmelig for. Der er jo sjældent brug for hård lud, mennesker imellem:-)

Listen er primært rettet mod den del af nettet, hvor Dorte stortrives, nemlig blandt tweets og blogindlæg.

Jeg synes, Dortes liste ser rigtig fornuftig ud, især punkt nummer fire er jeg meget enig i. Jeg har en lang række af interessante bekendtskaber, som jeg har fundet online – og der er mange, jeg aldrig har mødt personligt. Ikke desto mindre er der bare ting, jeg taler meget mere med disse personer om end folk, jeg har kendt i flere år.

Ganske enkelt fordi værktøjerne er der og gør det lettere end nogensinde før at finde folk, der deler ens interesse, uanset hvor vedkommende befinder sig.

TV2 ville så tvivl om Wikipedia – og det gik galt

Go’ Morgen Danmark har forsøgt at demonstrere, hvor nemt det er at redigere i artikler på Wikipedia (som også findes i en dansk version) og hvor utroværdigt, det er — men mislykkedes.

I stedet for at skrive et indlæg om det, vil jeg anbefale dig at læse Dorte Tofts glimrende indlæg om sagen, som opsummerer og konkluderer ganske fornuftigt.

(Tak til Stefan for tippet via Twitter)

Opdatering 18-05-2009 @ 10:26
TV 2 har nu bragt en berigtigelse. Læs mere hos Journalisten.

Dorte Toft får eJour-prisen

Onlinemagasinet eJour, der skriver om nye medier og holder til på Journalisthøjskolen i Århus, har annonceret vinderen af dette års eJour-pris: Det blev Dorte Toft, der fortjent fik prisen.

Prisen får Dorte Toft for sit vedholdende arbejde, og blogging, omkring Stein Bagger og IT Factory.

Udover artiklen om, at Dorte har fået prisen, er der også et interview med hende, hvor hun blandt andet taler om sin programmørbaggrund.

Stort tillykke til Dorte og helt rigtigt set af eJour-holdet!

Pseudochok: Erhversredaktører ser ikke blogs som erstatning for journalistik

Med lidt undren læser jeg Journalisten-artiklen “Erhvervsredaktører maner til blog-ro“:

Redaktørerne på JP Erhverv og Berlingske Business går sammen om at dæmpe den blog-begejstring, der har spredt sig efter Dorte Tofts blog om IT Factory. Det erstatter ikke journalistikken, lyder budskabet.

Hvem har nogensinde påstået, at blogs på noget tidspunkt vil erstatte journalistikken? Hvem har sagt, at journalister vil holde op med at skrive artikler og i stedet begynde at blogge. Ikke nogen, så vidt jeg ved, så d’herrer redaktører ser vist spøgelser på gangene, der ikke er der.

Argumentationen lyder blandt andet:

På baggrund af den seneste tids begejstring for Dorte Tofts IT-blog, virker indlægget som et lille træk i håndbremsen.

»Ja, det kan du godt sige. Jeg blogger selv og er begejstret for formen. Det er bare vigtigt at skelne mellem blog og journalistik, og jeg synes måske den seneste debat gør for lidt ud af den skelen,« siger Jens Christian Hansen, blandt andet med henvisning til et debatmøde i Foreningen for undersøgende journalistik.

Nu var jeg til det debatmøde, der henvises til, og der fortalte Jens Christian Hansen, redaktør på Berlingske Business, henviser til, og der forklarede han, at han bruger sin blog til kommentarer. Kommentarer. Så er man, for nu at sige det lige ud, altså også selv ude om, hvis man får et snævert syn på blogmediet.

Læs blot indlægget/lederen “Hvad er der galt i TDC-toppen?“, der slutter af med:

Incitamentsordninger i sig selv er ikke af det onde. Dog bør der være en snæver kobling over til afkastet for selskabets andre interessegrupper; aktionærer, medarbejdere og kunder.

Altså blandt andet om TDC-kunderne er blevet mere tilfredse eller mere utilfredse. Hvad mener du?

For nu at sætte det lidt på spidsen, et klassisk tilfælde af “jeg siger lige en masse, og så kan I fortæller, hvad I mener om dét.” Prøv at fjerne “Hvad mener du?”-sætningen fra indlægget. Så har du en helt almindelig kommentar, som er klar til at blive printet i en af de store morgenaviser.

Men læs lige kommentarerne. Der ligger en del historier og venter. Utilfredse TDC-kunder, der siger tingene, som de mener, de er. Og endda en kommentar fra en tidligere TDC-ansat:

Jeg arbejdede som mellemleder i TDC i perioden hvor Alder overtog forretningen. Det virkede på mange måder som om Alder havde mange ambitioner, men ikke forstod at det er dumt som det første at begynde at skære i budgetter til salgsafdelingen når man ønsker højere salgstal. TDC er STADIG et gammelt monopol og min opfattelse var at der absolut INGEN stemning var for forandring og ny ledelse.

Hvis ikke ledelsen kommer den slags til livs, så bliver TDC den største underskudsforretning fondene nogensinde har gjort sig.

Jeg ser ikke Jens Christian Hansens navn optræde én eneste gang blandt kommentarerne. Ingen samtale mellem den, der skriver bloggen og dem, der læser den. Det er jo en forskel i forhold til Dorte Toft, der var og er aktiv i kommentarerne til og debatten om hendes indlæg. Og det har givet bonus.

Blog = 2 veje
Dorte Toft gjorde netop det, at hun brugte sin blog (på netop Berlingske Business, ironisk nok) til at grave videre i sagen og få kommentarer fra læsere, der gav uvurderlige oplysninger i sagen om IT Factory og Stein Bagger.

Altså hvor Dorte ikke blot skrev indlæg på bloggen men også læste, de kommentarer hun fik, og hun tog dem seriøst. Og så må man jo på Berlingske Business kigge indad og spørge sig selv om, hvorfor kilderne gik til Dorte Toft (som endte med at skrive om historien for Computerworld) og ikke til Business’ egne journalister. Vi havde det oppe at vende til debatmødet, hvor ordet “specialisering” blev nævnt mere end én gang…

Denne sag viser om noget, at blogmediet har andre styrker end blot at være et sted, hvor man lufter sine holdninger og/eller kommentarer, men en direkte kanal for journalistens reserach.

Dorte Toft selv har lagt en kommentar til artiklen på Journalisten.dk, som jeg vil råde dig til at læse. Og så vil jeg egentlig lade Dorte tale for sig selv i stedet for at gentage hende her.

Så nej, blogs erstatter ikke journalistikken. Men den supplerer den. Og den er pokkers god til det, hvis den bliver brugt på den rigtige måde.

Opdatering @ 23:33
Jeg havde slet ikke set, at Kim Elmose også har et indlæg om sagen.

Dorte Toft: Bloggeren der væltede IT Factory

Jeg har villet skrive dette indlæg, siden IT Factory kollapsede, men har ikke haft tiden, og nu er Kim Elmose og Trine-Maria Kristensen kommet mig i forkøbet 🙂

Det handler, som du måske har gætter ud fra overskriften, om Dorte Toft, der er journalist og blogger, og som har gravet i historien omkring IT Factory over en lang årrække. Læs Dortes eget indlæg om sagen: “IT Factory – with a little help from….

Det er prisværdigt, og samtidig er det inspirerende at se, hvordan Dorte har brugt bloggen som medie. Som Kim skriver:

Dorte Tofts brug af bloggen er det første tindrende klare eksempel på en journalist, som har brugt bloggen til at få – mestendels anonyme – kilder i tale om en historie til at underbygge hendes egen sunde fornuft; nemlig spørgsmålet : “Hvor er pengene?”.

Det er rigtigt, og det har ingen andre journalister rigtig formået. Man kan håbe, der kommer flere.

Men et stort tak til Dorte for det ihærdige stykke arbejde, hun har ydet og stadig yder – og for hendes forstående af medier — især de nye medier. Respekt.

Wall Street Journal ændrer reglerne: Gratis adgang

En interessant tendens skyller indover de store amerikanske medier i øjeblikket: Gratis adgang.

Mange af de store har opgivet den begrænsning, som betalt adgang skaber, muligvis på grund af, at folk alligevel kan finde informationerne og nyhederne på nettet alligevel, og nu følger Wall Street Journal, der har holdt betalingsskansen længe, også trop.

Det har Kim Elmose blogget lidt om på sin Mediehack blog, og der er også en artikel på Journalisten.dk om det.

Begrænsingen skal løftes, når Rupert Murdoch har gennemført overtagelsen af avisen.

Samtidig skriver Dorte Toft, at der også er planer om at lave gratis adgang via linkdelingstjenesten Digg.

Derfor hersker der, i hvert fald hos mig, lidt forvirring efter disse udmeldinger. Bliver der gratis adgang for alle til alt, eller kun via Digg.com? Eller kommer det i to etaper? Vi må vel bare vente og se.