Mon Computerworld læser TechCrunch? De snupper i hvert fald deres overskrifter

En af de ting, jeg bryder mig mindst om er kopiering som følge af manglende kreativitet, altså når man plagierer andre.

Derfor ser jeg mig nødsaget til at dele dette rubrik-“sammenfald” med jer. Det lader til, at der bliver læst TechCrunch på Computerworld-redaktionen.

Computerworld-rubrik inspireret af TechCrunch
Klik for at se billedet i original størrelse

Det er vist ikke en videre original overskrift 🙂

Danske virksomheder har fået øjnene op for WordPress

Brug et dedikeret blog-CMS til at administrere blogs. Det er tommelfingerreglen i Computerworld-artiklen “WordPress sikrer dialogen i danske virksomheder“:

Middelfart Sparekasse anvender lige som mange andre virksomheder open source-systemet WordPress til blogs. Det egentlige CMS var ikke egnet til formålet. Og det er det sjældent, siger analytiker.

Computerworld samler 10 gode danske it-blogs

Jeg skriver ikke dette, fordi jeg er i blandt, men fordi der er ni andre gode blogs, som du også bør følge, hvis du ikke allerede gør det.

Se de 10 danske it-blogs, som Computerworld har samlet.

Computerworld åbner op for, at man kan foreslå endnu flere blogs, hvilket jeg kun kan anbefale.

Er it-avisernes lukning et kig ind i fremtiden?

Version2 logo

Via Kim Elmose ser jeg, at Ingeniørens it-magasin Version2 dropper papiravisen.

Det er interessant. Tidligere har it-avisen ComON solgt sin papiravis til Computerworld, og Computerworlds øverste redaktør i USA, mener jeg det var, har allerede meldt ud, at han ser dagens avis som talte.

Altså kort fortalt en noget konsekvent lukning af it-medier på tryk. Årsagen er, ifølge Version2, annoncemarkedet, men det er formentlig direkte afledt af, at især it-læsere hellere vil søge nyheder og viden på internettet.

Spørgsmålet er nu (1) hvor længe Computerworld holder på tryk, og (2) om det vi ser blandt it-aviserne er et kig ind i fremtiden for, hvad der kommer til at ske med det generelle mediebillede herhjemme.

I et stykke tid har man talt om, at annoncerne bevæger sig mod nettet, og hos os (Ekstra Bladet) arbejder man ud fra en prognose, der siger, at fordelingen i annoncekroner mellem papir og net vil være 50/50 om få år.

Med andre ord: Ja, det der sker med it-aviserne kan være en forsmag på, hvad der kommer til at ske. Printforretningen bliver valgt fra, og nettet bliver styrket. Omvendt kan man også argumentere for, at it-mediernes læsere er anderledes medievante end den “generelle” befolkning, som for eksempel de store medier og lokalmedierne appellerer til.

Uanset hvad, bliver det interessant at se, også hvad der sker indenfor it-medier. For hvis tesen om, at it-mediebranchen er “foran” skal holde, skal der snart komme noget unikt mobilindhold fra it-medierne 🙂

Computerworld vs. prioriteret indhold

Oprindeligt faldt jeg over en e-mail på DONA-maillisten om et nyt design hos Computerworld.dk — men så så jeg, at Kim Elmose har skrevet om det, så nu må jeg stå lidt i skyggen af ham…det går nok 🙂

Summa summarum: Computerworld går fra en ren kronologisk forside til en forside med prioriterede tophistorier, efter at have forladt en prioriteret forside til fordel for den kronologiske.

Akkurat som Elmose er jeg glad for at se, at der atter blive en journalistisk prioritering af indholdet — ellers kunne jeg jo lige så godt blot følge RSS-feedet, hvilket jeg så også gør 😉

Og det er jo en af de styrker, netmedierne har, der kan holde folk som mig fra helt at glide ind i en RSS-aggregeret verden: Journalistisk prioritering af historierne. Så jeg ved, at når jeg surfer ind på computerworld.dk, så er der valgt nogle historier, som redaktionen har fokus på og er “stolte af”. Som Kim skriver:

Det kan jeg så tage stilling til -og dernæst sammensætte min egen nyhedsdagsorden, men jeg besøger nyhedssites – traditionelle og græsrodsbaserede – for at få noget at vide af nogen, som har sat sig ind i det for mig. Det er deres service til mig – det er det, de sælger til mig.

Og det er det, som jeg efterspørger. Jeg følger ikke med i Computerworlds nyheder hver dag – og branchen for den sags skyld. Så når jeg kommer ind på Cw.dk, så må de gerne vælge for mig til en start: “Hey, Elmose – det her er de vigtigste nyheder lige nu i dag, som vi mener at du bør kende til”.