Medierne skal finde de gode bloggere i hele blogosfæren

Søren Storm Hansen har på sin blog (dseneste.dk) skrevet et blogindlæg om, at medierne skal finde de gode bloggere og blogindlæg i hele blogosfæren – og altså ikke bare på deres egne sites:

Et medie som avisen.dk kan på kort tid opbygge et løst netværk af bloggere fra hele nettet og få langt højere kvalitet, end de har på deres egen blogportal.

Jeg er meget enig med Søren: Hvorfor skal de gode bloggere (i min ordbog betyder “god”, at man er godt inde i det emne, man blogger om, og at man dermed taler med faglig tyngde – og skriver godt) forlade deres egen .dk-blog for at blogge hos et medie i en mere eller mindre “walled garden”?

Det er virkelig på tide, at vi på medierne begynde at kigge udenfor vores egen have og plugger ind i den globale samtale, som ligger derude på resten af internettet. Det er der i grunden ikke noget nyt i, men behovet bliver større for hver dag, der går.

Berlingske hopper på trackback-vognen

Jeg har tidligere skrevet om, hvordan vi og Information har trackback på artikler, ligesom Politiken også har – de har blot valgt svenske Twingly som leverandør, hvor de (vi) andre bruger den danske Overskrift.dk.

Sidenhen har også Ingeniørens it-magasin Version2 fået Overskrift.dk-trackback på artikler, og nu vil Berlingske også lege med, skriver Stefan fra Overskrift.dk på Overskrift.dk-bloggen.

Trackback er ganske enkelt en funktion, der betyder, at hvis en blogger linker til en artikel (og samtidig “pinger” den blogsøgemaskine, som mediet samarbejder med (altså Overskrift.dk eller Twingly) så linker artiklen automatisk tilbage til blogindlægget, så læseren af artiklen kan se, at der er skrevet mere om emnet andre steder.

Trackback-linket er både til gavn for mediet og for bloggerne. Bloggerne få mere trafik, og medier animerer bloggere til at linke til deres artikler, som alt andet lige giver mere trafik, som jo er det, der tæller i sidste ende.

Indrømmet, vores nuværende trackback-løsning (med en boks med links på Nationen-siden er ikke en optimal løsning, men vi arbejder på sagen.

Som jeg ser det, betyder det egentlig ikke så meget, hvilken blogsøgemaskine et medie vælger som leverandør, det vigtigste er, at man anerkender blogmediet og linker til indlæggene derude.

Overskrift.dk’s index runder 100.000 blogs

Stefan Bøgh-Andersen fra den danske blogsøgemaskine Overskrift.dk skriver i et blogindlæg, at der nu er mere end 100.000 blogs indekseret.

Som Stefan også selv skriver, skal tallet nok tages med et vist forbehold. Dels fordi mange af de 100.000 blogs ligger bumstille, men også fordi undersøgelser tidligere har vist, at en stor del af engelsktalende blogs faktisk er spamblogs.

Jeg kender dog ikke nogen procentsats for spamblogs blandt danske blogs, som jo er dem, Overskrift.dk indekserer.

Arkitektfirma siger farvel til e-mails, og sociale medier indtager virksomhederne

I dag havde jeg den fornøjelse at være til Widepeek ’08-konferencen, som blev arrangeret af We Mind, tidligere Connecta.

Temaet til dette års Widepeek (som er det første, men ifølge Wemind overvejer man at lave det til en årlig begivenhed) var sociale medier som et værktøj for virksomheder. I den forbindelse var der en god række af oplægsholdere. Her har jeg kort opsummeret, hvad de talte om:

Lars Kolind
…tog os en tur “med op i helikopteren” og fortalte, hvorfor web 2.0-værktøjer, blandt andet sociale medier, passer godt til de nye krav til virksomheder, og at det mentale tankesæt i mange danske virksomheder er håbløst forældet.

Christian Lund
…fortalte om AOK, som er gået fra en web 1.0-virksomhed til ren web 2.0 (KBH360), for derefter at lande et sted i mellem de to. Han kunne blandt andet fortælle, at brugerne af AOK om få måneder kan bidrage på præcis lige fod med de journalister, der er ansat. Spændende tider.

Christian fortalte også, at en succes står på 3 grundpiller:

  • 1/3 journalistik, altså journalister, der bidrager med og redigerer indhold
  • 1/3 brugere, der bidrager med indhold
  • 1/3 annoncører, der bliver hørt

Cathie Heming
…fra Tryg-Vesta fortalte om sine erfaringer med en intern blog, som ikke var endt helt, som hun havde endt sig — men som hun dog stadig på ingen måde ville være uden. Bloggen endte mere som en generelt kommunikationsværktøj end en “ledelsesblog”, som hun oprindelig havde tænkt.

Hun lagde også vægt på, at det er utrolig vigtigt med forberedelse, når man vil starte en blog i sin virksomhed.

Peter Dunne
…fra SimCorp fortalte om, hvordan de har implementeret en wiki i deres virksomhed, som har kontorer over stort set hele verden, blandt andet København, New York, Ukraine og Australien. Peter havde nogle rigtig gode pointer, som jeg også kan bruge i mit daglige arbejde med vores wiki på Ekstra Bladet Net, og han kom også med aftenens (for midt vedkommende) pointe: Hvis du starter med en tom wiki, så ender du også med en tom wiki.

Peter var i det hele taget meget inspirerende og en sublim fortaler for wiki-værktøjet. SimCorp arbejder med MediaWiki-softwaren, som blandt andet Wikipedia (Dansk) også kører på, og som formentlig er den mest udbredte wiki-software. MediaWiki er open source og gratis.

Torben Klitgaard
…videnschef hos arkitektfirmaet Arkitema, fortalte hvordan de arbejder med vidensdeling internt i virksomheden. Enhver virksomhed eller organisation, der gerne vil blive bedre til vidensdeling, både hvad angår brugen af blogs og wiki’er, bør hurtigst muligt få Torben ud og fortælle om noget af det, de går og laver, det lød virkelig spændende!

For eksempel skal Arkitema nu til at arbejde med social netværksanalyse, hvilket må siges at være fremadsynet.

Han fortalte også noget meget interessant: Indenfor det pågældende projektnetværk i virksomheden, er det forbudt at sende e-mails og filer. I stedet skal al vidensdeling foregå via netværkets blog og wiki. Dermed samler man medarbejdernes viden og sikrer, at alle altid kan følge med i udviklingen. Interessant.

Per Ladegaard
…der er koncerndirektør i Nykredit fortalte om nogle af de ting, de foretager sig på nettet, blandt andet webdesk og deres “Dialog og weblogs”. Tjek også Nykredits Digg-inspirerede Tænk nyt, hvor man lader brugerne komme med og stemme om de nye idéer. Det er altså godt set!

Det lyder til, at Nykredit har fat i den lange ende, i hvert fald indenfor deres marked, og interessant var det, at projektet kom ovenfra — hvor man ellers ser de fleste projekter vedrørende sociale medier komme nedefra i virksomhederne.

Alt i alt fik jeg, selvom jeg kender en del til de værktøjer, der blev omtalt, en del med hjem, ikke mindst fra Peter Dunnes oplæg om, hvordan de havde arbejdet med at få implementeret deres wiki. Fælles for alle personerne var, at de havde belønnet medarbejdere og brugere for at bidrage.

Efter hvad jeg kunne læse på nogle af de 35 deltageres skilte var en del forskellige virksomheder repræsenterede. Det er godt, for det betyder, at de sociale medier er ved at vinde, måske allerede har vundet, indpas i de danske virksomheder. Og det er godt!

Så god fornøjelse med wiki’er, blogs og alle de andre sociale værktøjer derude! 🙂

Dog vil jeg godt lige understrege, at det er vigtigt, man får implementeret disse værktøjer rigtigt. For en blog er et fantastisk værktøj, hvis den bruges korrekt. Det siger selv selv, men det er vigtigt at sætte en tyk fed streg under: Sæt jer ind i, hvad de sociale medier præcis kan og udnyt så de muligheder, de giver jer.

Politiken nu også med trackback på artikler

Politikens blogredaktør, Kim Elmose, skriver på sin Mediehack-blog, at Politiken nu også har trackbacks fra blogindlæg på artikler, ligesom også Information og vi har det.

Politiken har blot valgt en anden udbyder, nemlig svenske Twingly, hvor vi og Information bruger den danske blogsøgemaskine Overskrift.dk.

Du kan se eksempel på trackback-funktionen til denne artikel: Malou Aamund forlader Ny Alliance.

Tillykke til Kim og de andre med den nye funktion.

Opdatering:

Trackback hos Information og Ekstra Bladet

Flere har skrevet om det (blandt andet Shevy.dk, Mads Kristensen, Spiri, Fiskeben.dk, Fra Sofaen, Blognyheder), men den danske blogsøgemaskine Overskrift.dk er gået i luften med deres såkaldte “blogsynergi”, som egentlig er trackback, i samarbejde med Information og nu også ekstrabladet.dk (disclaimer: hvor jeg sidder). Egentlig er selve trackback-boksen på Nationen-siden.

Trackback/blogsynergi-funktionen betyder blot, at når et blogindlæg linker til nyhedsmediets hjemmeside (information.dk/ekstrabladet.dk), så linker mediet automatisk tilbage, således at de to (blog og medie) altså linker til hinanden.

Information offentliggjorde deres i mandags, vores gik live i går onsdag, og Politikens blogredaktør, Kim Elmose, skriver, at de er på vej med noget lignende.

Det er jo spændende nyt og markerer et online mediemarked i forandring, som vi også lægger vægt på i intro-artiklen til funktionen.

I hvert fald er det en kæmpestor anerkendelse af blogosfæren — og sammenholdt med det, der sker indenfor lokalmedierne må vi konkludere, at der sker en hel del lige nu og her! Vi har spændende tider forude, ingen tvivl om det.

Alt Om Historie opfordrer historieinteresserede til at blogge

Da jeg er meget historieinteresseret læser jeg fast Illustreret Videnskabs Historie, og når jeg mener, der er noget god læsning i, køber jeg også Alt Om Historie.

Det gjorde jeg for eksempel denne gang, hvor forsidehistorien handler om Hitlers Generaler, med udgangspunkt i Guido Knopps bog “Hitlers Krigere“.

Da jeg bladrer bladet igennem falder jeg på side over en artikel med overskriften “Blog din historie”. Her opfordrer en vis Charlotte S H Jensen historieinteresserede til at dele deres interess med andre via en blog.

Skønt artiklen springer lidt i mellem at være meget forklarende og have mange fagudtryk, er den en ok intro til blogmediet, og gav mig næsten lyst til at selv at starte en historieblog 😉

Så godt at se, at man sagtens kan inkludere de nye medier, selvom man skriver om noget, der er sket – godt gået!

I artiklen er der også links til andre historieblogs: