Papir er bedre tjent som pengesedler

Dette er et gæsteindlæg skrevet af Michael Winther-Rasmussen.

*

Aviser er blevet et dyrt bekendtskab, og der er god grund til at dagbladene bør se seriøst på deres forretningsmodel.

Udgifterne er massive og svære at minimere, mens indtægterne svinder ind. Det er faktisk blevet en rigtig dårlig forretning at lave aviser.

I USA har Moody, der blandt andet vurderer virksomheders kreditværdighed, valgt at advare investorer, der overvejer at putte penge i avisproduktion.

Der er simpelthen brug for et kritisk blik på hele branchen.

Moody peger i særdeleshed på det helt fundamentale problem, at kun en lille del af udgifterne er bundet i produktion af det redaktionelle indhold – altså selve kerneydelsen. Gennemsnitligt står den del af forretningen kun for 14 procent af udgifterne. 70 procent går til trykning, distribution og administration. De resterende 16 procent går til annoncesalg, der ligesom produktionen af indhold er helt afgørende for dagbladets eksistens.

Der er brug for nytænkning.

Det gælder også i Danmark. Nøjagtigt som i resten af den vestlige verden, er det trængselstid for bladhusene. Abonnenterne forsvinder, konkurrencen skærpes og annoncørerne holder på pengene.

Det er naivt at tro, at abonnenterne vil vende tilbage, og spørgsmålet er om ikke også annoncørerne har opdaget, at der er mere fornuft i at bruge pengene anderledes og i hvert fald i mindre omfang på de trykte medier.

Det er en rigtige tabersituation, der kun forværres de steder, hvor der også er en gæld at tage hensyn til.

Desværre ligger løsningen ikke lige for. Det er åbenlyst, at der skal fokuseres anderledes, og det vil være katastrofalt at sætte kniven ind i produktionen af indhold. Selvom det faktisk ofte er det der sker, når der skal spares. Det forringer produktet, der dermed bliver endnu sværere at sælge, hvorfor indtægterne falder. Til gengæld følger udgifterne til trykning, distribution og administration ikke med ned.

Det er altså på den største udgiftspost, at der skal kigges på. Man kunne tage springet, og satse alene på onlinemediet, hvorefter udgifterne ville blive markant formindsket. Onlinemediet er dog i sig selv ikke stort nok til at kunne agere indtægtsmotor for bladhusene.

Der er derfor god grund til at fastholde avisproduktionen, men det skal ske på nye betingelser.

Blandt løsningerne er at udlicitere opgaver, fordele udgifter på flere bladhuse og en reduktion i udgivelsesfrekvensen.

Det er klart, at der er konkurrencehensyn, der gør, at flere dagblade ikke vil kunne dele udgifter mellem sig udover de områder, hvor det allerede finder sted. Eksempelvis i forhold til udbringning af aviser, som det blandt andet er tilfældet i dag, hvor Bladkompagniet står for en betragtelig del af udbringningen. En klar gevinst for dagbladene, der ville stå med en uoverskuelig økonomisk udfordring, hvis de hver i sær selv skulle bringe aviserne ud.

Samarbejdet sker også på trykkesiden.

Gevinster er der i endnu højere grad at hente på samarbejde på tværs mellem medier, der ikke er i direkte konkurrence mellem hinanden. I særdeleshed geografisk. Genbrug af indhold, ensartet redigering af fællessider ligger lige for, men man skal formentligt gå endnu længere, hvis det rigtigt skal kunne mærkes på økonomien. Spørgsmålet er dog ikke hvor meget selvstændig styring over alle aspekter af avisproduktionen, som dagbladene vil holde fast i. Spørgsmålet er i virkeligheden, hvor meget de har råd til at holde fast i.

Det sidste store – og i virkeligheden ganske ømme punkt – som bladhusene skal se på, er udgivelsesfrekvensen. Skal avisen komme seks eller syv dage om ugen? Hvor afgørende er det. Og ikke i forhold til selvopfattelsen, for den tjener man ingen penge på, men i forhold til fastholdelse af læsere og annoncører. Det er trods alt dem, der skal betale.

Min påstand er, at flere lokale og regionale dagblade kunne reducere i udgivelserne. I første omgang kunne man droppe den ene ugedag, hvor der er en gratis, husstandsomdelt avis (i øvrigt ofte ejet og drevet af selvsamme bladhus).

Hvad med at smelte de to aviser tættere sammen. Drop betalingsavisen den ene dag og gøre indholdet i gratisudgaven lidt bedre (så der er endnu flere læsere og dermed annoncekroner at hente).

Der ligger i dag to forskellige redaktionelle fokus på betalingsavisen og den gratis avis, men er det den rette løsning?

Personligt trives jeg fint med gratisavisen alene, fordi den fortæller mig, hvad der skal ske fremadrettet (begivenheder den kommende uge) og bringer petitstof fra mit lokalområde. Min lokale betalingsavis fokuserer på ting, der er sket (og som jeg altså er gået glip af! Fedt) og dækker typisk et større områder, hvorfor det hyperlokale petitstof ikke er med.

Alt i alt er det gratis produkt bedre for mig end det betalte. Jeg er næppe den eneste, der har det på den måde.

Hvorfor ikke bringe de to udgivelser tættere på hinanden? Det kunne jo være, at der kom nye abonnenter til, hvis man smeltede medierne sammen, og lavede en gratis – lidt mere lokalfokuseret – udgivelse, der kom på gaden én gang om ugen. Den ville også kunne give læserne et indtryk af, hvad de kunne få, hvis de valgte at modtage avisen hver dag (mod betaling, naturligvis).

Under alle omstændigheder skal der ske noget. Tænkes alternativt og ikke mindst slagtes nogle hellige køer rundt omkring. Til gengæld er det meget vel dem, der rent faktisk gør det, der kommer sejrrigt ud i den anden ende.

Samtlige partnere forlader AidOnline

Så gik den ikke længere. “Nødhjælps-organisationer dropper Aidonline“, skriver Børsen.

Samtlige 12 nødhjælpsorganisationer, der indgik som partnere for det nystartede annonceprojekt Aidonline, har med øjeblikkelig virkning trukket sig fra samarbejdet. Det sker efter massivt pres fra medier og samarbejdspartnere.

Flere sponsorer har angiveligt truet de involverede nødhjælpsorganisationer med at trække stikket, hvis de ikke forlod Aidonline-projektet, og de trusler har man ikke kunne sidde overhørig.

Fra folkene bag lyder det dog, at AidOnline vil fortsætte og vil donere de penge, der samles til til velgørende formål.

BT blokerer for folk, der blokerer for annoncer

BT.dk vil nu ikke længere finde sig i, at folk besøger deres website (som formentlig som os er afhængig af annoncekroner) med en såkaldt “adblocker” installeret, der forhindrer annoncer på websites i at blive vist.

Besøger man BT’s website med en adblocker lander man på denne side og mødes af teksten:

Kære bruger

Vi kan se, at din computer har en adblocker installeret, som gør at vi
ikke kan vise dig vores annoncer på websitet.

Vi kan kun give dig gratis journalistisk kvalitetsindhold,
hvis vi har annoncer på vores websites, for de betaler i høj grad de
omkostninger, der er forbundet med at drive et website. Hvis
annoncerne bliver fjernet, forsvinder vores indtægtsgrundlag, og så
vil vi ikke kunne blive ved med at tilbyde dig gratis nyheder på
www.bt.dk

Hvis du afinstallerer adblockeren, er du naturligvis mere end
velkommen tilbage til vores website.

Har du spørgsmål eller kommentarer er du meget velkommen til at
kontakte os på btwebmaster@bt.dk

Med venlig hilsen

B.T.

Dette er ret interessant, og udspringer uden tvivl af alt den snak, der har været omkring AidOnline-sagen, der har betydet, at nogle mediechefer nu har fået øjnene op for, at man faktisk kan blokere for de personer, der enten vil blokere for ens annoncer eller vise nogle andre i stedet.

Men også interessant, at BT lukker for adgang for folk, der “snylter” på deres website, mens de sidder i en koncern der raskvæk kopierer andre menneskers arbejde.

Opdatering @ 15:56
Via Lisa Risagers screenshot kan jeg se, at berlingske.dk også har spærret for adgang med annonceblokering.

Her er, hvad AidOnline skulle have gjort

AidOnline-sagen kører endnu, mens vi venter en afgørelse. I mellemtiden er jeg kommet i tanke om en fremgangsmåde, som AidOnline kunne have valgt uden at støde samtlige annoncører og websites med annoncer.

For nogle år siden var der et program, jeg kan ikke huske navnet, som man kunne installere. Dette program betød, at man kiggede på annoncer i sin browser, altså direkte i browseren ikke på websites, mens man surfede.

Disse annoncer genererede så nogle penge, som man kunne få udbetalt (dengang betalte man minuttakst for at være på nettet), når man havde surfet nok til at have nået et bestemt beløb.

Denne metode påvirkede på ingen måde de websites, man besøgte (som AidOnline gør, da den erstatter eksisterende bannere med dem fra AidOnlines partnere), og alle kunne dermed være glade.

Det kan undre mig, at AidOnline ikke har valgt denne model, i stedet for at gå ind og erstatte bannere og derved pille ved indtjeningen hos de medier, som bestemmer over bannerpladsen og selv sidder og sælger bannere til præcis disse pladser.

Dem, der vil støtte disse organisationer digitalt kunne have en annonce for AidOnlines partnere kørende konstant i deres browser, som genererede penge til organisationen.

Aminos AidOnline-blokering rammer også AdBlock-brugere

Via et tweet fra Jesper Laugesen er jeg blevet opmærksom på, at Amino.dk har implementeret et AidOnline-kontrascript, der nægter brugere af AidOnline adgang til websitet.

Problemet er bare, at andre også bliver berørt. Aktiverer jeg adblocker’en i min Firefox, bliver jeg mødt af denne besked:


Klik for at se billedet på Flickr

Som Jesper Laugesen skriver: “Det er en farlig leg at prøve at blokere brugere”. Jeg tror ikke, at en blokering er det rette svar på AidOnline.

Aid TV gør grin med AidOnline

AidOnline fylder meget herhjemme lige nu (se blot Twitter og Overskrift.dk), og en parodi er der nu også blevet plads til: Aid TV.

Vi regner i øvrigt med, at vi inden længe kan lancere en lang række nye produkter. Det første vil komme til at hedde Aid-Glasses, som er et lille sæt briller, der erstatter alle reklamer i det offentlige rum (på busser, politikens lysavis o.a.) med vores reklamer. Så kan du støtte nødhjælpsorganisationerne bare ved at have et andet sæt briller på!

Et andet produkt, vi meget snart kommer med, kommer til at hedde Aid-Newspaper, som bliver et lille filter (ligner meget Aid-TV), som du skal lægge hen over alle avissider du læser. Det vil så fjerne alle annoncerne, og i stedet indsætte vores annoncer på pladsen!

SOS-Børnebyerne er ikke med i projektet, da de “har meldt ud, at de ikke støtter tyveri. Det forstår vi jo slet ikke!”.

Det er god humor, synes jeg. Jeg opdagede Aid TV via Jens Møller Nielsens tweet.

AidOnlines argumentation er…tvivlsom

Jeg har tidligere her på Medieblogger skrevet om AidOnline.

Under min surfen rundt på AidOnlines website faldt jeg over deres FAQ-sektion:

Er det lovligt?

Ja, det er helt lovligt. Du bestemmer selv hvilke reklamer du ønsker at se på, uanset om du ser fjernsyn, går på gaden eller bruger din computer. Der findes allerede mange utroligt populære værktøjer, der blokerer for reklamebannere på nettet. AidOnline fungerer efter samme princip, de erstatter blot det blokerede reklamebanner med et nyt.

Det er en argumentation, der ikke helt holder i min bog. “Du bestemmer selv, hvilke reklamer du ønsker at se på”? Betyder det så også, at jeg kan skrive til The Economist og fortælle dem, at jeg er ret træt af deres classifieds, og at jeg helst vil være fri for dem? Nej, ikke rigtig.

Aidonlines argument kører på, at ingen kan tvinge dig til at kigge på annoncer. Hvis du for eksempel kommer gående langs søerne i København, så er der ingen der med vold og magt må dreje dit hoved i retning af de store outdoor-reklamer og sige “Kig på reklamerne!”

Men der er forskel på at kigge på annoncer og så at blive præsenteret for dem. Du bestemmer ikke selv, hvilke annoncer, du bliver præsenteret for. Og det er det, der gælder i papirmedier og på nettet. I hvert fald sådan, som jeg ser det.

Faktisk er AidOnlines argumentation så letkøbt, at det får mig til at spekulere på, om vi her har at gøre med en dediceret forretning eller et mediestunt.

Skørt AidOnline-annoncekoncept nasser på netmediernes trafik

Med underkæben i gulvhøjde læser jeg om AidOnline-annonceprogrammet hos MediaWatch.

Det går i sin enkelthed ud på, at brugere kan installere et program, som så erstatter bannerannoncerne på de store websites, som for eksempel ekstrabladet.dk hvor jeg arbejder, og erstatter dem med annoncer for “velgørende organisationer”, som for eksempel Røde Kors, som jeg ellers altid har haft høje tanker om.

Altså sidder de og lukrerer på den trafik, som medierne genererer, uden at medierne kan notere et salg og indtjening. Det kan skabe en ond spiral, for det indhold, der trækker læserne til er skabt af mennesker, hvis løn (blandt andet) er betalt af annoncerne. Ikke af Røde Kors.

Min fornemmelse for, at Røde Kors måske har misforstået dette koncept blev manet i jorden med artiklen “Røde Kors: Netmedier må finde nye indtægter“.

Her siger fundraising-chef i Røde Kors, Kenneth Øhrberg, at bannerannoncer som koncept er på vej ned, og selvom de udgør “50 procent af mange internetmediers annonceomsætning”, er det jo ikke sikkert, at det er sådan om to år, er hans logiske slutning.

Jeg er ganske enkelt målløs.

Bannerannoncerne er også med til at betale min løn, og hvis dette tiltag vinder stort indpas, går medierne ned i indtægt og må til at kigge på spareplaner. Hvordan netmedierne skal tjene penge er jo netop nu et stort debatemne, som endnu ikke er besvaret.

Skuffet over Røde Kors
Og jeg står meget uforstående over for Røde Kors’ attitude. For mig svarer det til, at man forhindrer dem i at stemme dørklokker og sige “I må simpelthen bare finde en anden måde at tjene penge på, dørklokker er gammeldags”.

Og samtidig gå hen og rive den nærmeste Røde Kors-plakat ned og i stedet indsætte en reklame for eksempelvis Politiken.dk – eller hyre en række mennesker på trykkerierne til at klippe alle Røde Kors-annoncer ud og erstatte dem med annoncer for webmedier — ikke at det kan lade sig gøre, men princippet er det samme. Og det tror jeg egentlig heller ikke, at Røde Kors vil synes om.

Jeg er meget skuffet over Røde Kors, og jeg er ikke den eneste, eksempler: 1, 2, 3.

Surfing kan betyde liv og død
Besøger man aidonline.com, kan man se en annonce med følgende tekst:

“Din surfing på internettet kan betyde forskellen på liv og død for mennesker i nød”
– Anders Ladekarl, Generalsekretær, Dansk Røde Kors

Jeg betragter mig selv som meget næstekærlig, men det der er rimelig far-fetched.

Nu vil jeg læne mig tilbage, folde hænderne og håbe, at Røde Kors genfinder besindelsen og indser at det koncept, som de og 11 andre har sluttet sig til, er i strid med den sunde fornuft.

Samtidig opdager jeg lige, at der er en kontra-kampagne på vej: stop-aidonline.dk. Der ønskes god vind herfra.

Følg sagen:

Opdatering @ 10:58:
Jeg glemte at skrive om forretningsmodellen for AidOnline:

80 procent af Aidolines annonceindtægter ved brug af det nye computerprogrammet doneres til organisationerne, 20 procent går til drift af virksomheden. #

Opdatering @ 11:10:
Michael Keldsen, fra firewerx.dk, har også et indlæg med titlen “Aid Online stjæler penge fra hjemmesider og annoncører“.
Opdatering @ 11:24:
SOS-Børnebyerne har meldt ud, at de ikke deltager i AidOnline-kampagnen (via tweet fra Pierre Vendelboe).

Betaling for nyheder bliver en dyrt købt lektie

Dette er et gæsteindlæg skrevet af Michael Winther-Rasmussen.

*

Betaling for nyheder på internettet er igen blevet fundet frem som den redningskrans, der kan redde de danske mediehuse gennem den økonomiske krise.

Det kan meget vise sig at redningskransen er et møllehjul.

Ideen er hevet frem – igen – som et udtryk for manglende løsninger på de faldende indtægter. Det er i flere tilfælde også et udtryk for manglende indsigt.

Betaling for en generel nyhedsopdatering på internettet kommer ikke til at redde mediehusenes økonomi. Faktisk kommer det til at betyde det stik modsatte.

Rundt om i mediehusene er der en grundlæggende tro på, at produktet er så godt, at brugere gerne betaler for det. “Vores besøgstal stiger og stiger”, lyder argumentet.

Det stigende antal besøg kan ikke anfægtes. Det kan til gengæld troen på, at det vil fortsætte, selvom der kræves penge for produktet. I praksis vil betalingssites opleve en masseflugt. Først vil brugerne forsvinde og derefter følger annoncørerne.

Ved at bygge en betalingsmur om sit produkt, slår man ligeledes dørene op på vid gab for en eller flere konkurrenter.

Rundt omkring i landet sidder lokale og regionale medier med noget, der kunne minde om monopol på nyhedsformidlingen. Heri ligger en del af succesen. Selvsamme monopol ryger, når man indfører betaling for sin nyhedsformidling.

Godt nok vil man stadig have sin trykte avis, men den er der færre og færre, der læser. De brugere, der nu skal betale for at få deres nyheder, bliver således ikke konverteret til avislæsere. De klikker bare over til den konkurrent, der nu har udnyttet en pludselig chance for at etablere sig med gratis nyheder i udgivelsesområdet.

Det kræver en begrænset økonomisk investering at blive nyhedsformidler på internettet. Det er såmænd heller ikke så dyrt at sikre sig et indhold, der rent faktisk gør produktet interessant for annoncørerne og så begynder det for alvor at se sort ud for det eksisterende mediehus.

Opskriften er ganske simpel. Det nye onlinesite tilbyder indholdet gratis, der citeres fra de bedste historier i den gammelkendte, trykte avis og så fyldes der op med en håndfuld egenproducerede artikler, hvorefter man mere eller mindre har et bedre produkt end den trykte avis.

Løsningen er ikke at forbedre sit onlinesite og tage betaling for det. Gratiskonkurrenten køber sig således bare et onlineabonnement og citerer så bare derfra. Hermed kan brugerne stadig få de vigtigste og bedste nyheder gratis.

Løsningen er i stedet at optimere sit nyhedssite og fastholde det i en primært gratis udgave – kombineret med smarte, unikke tjenester og services, som det rent faktisk giver mening at betale for. Har man etableret sig som en stærk nyhedsformidler på internettet og har man allerede fat i brugerne, så har man også annoncørerne med sig. Det betyder, at man er flere skridt foran de eventuelle konkurrenter, der kunne overveje at melde sig ind i slaget om onlinebrugerne.

Det ændrer ikke på, at det er svært at tjene penge online. Men det er kun et spørgsmål om tid. Annoncørerne flytter fortsat penge fra print til online. Det er de nyhedssites med den stærkeste profil, der får gavn af pengene.

Det bliver ikke nyhedssites, hvor brugerne skal betale for at kigge med.

Dermed kan brugerbetaling meget vel betyde, at man i virkeligheden tisser i den redningsbåd, som på sigt skal holde mediehusene flydende.

Hvordan blev online-annoncer nogensinde billigere end print-annoncer? Og kan vi gøre noget ved det?

I lederartiklen “An iTunes moment?“, om elektroniske bøger, skriver The Economist, hvad vi egentlig godt ved:

The print media are in an awful state—and not just because advertising revenue always dives in recessions. Thanks to the rise of the internet, much of their business, notably classified ads, is migrating rapidly to the web. Meanwhile, most have failed to find a decent online business model. Giving news away on the internet, as most newspapers do, and selling online advertising alongside it, is not sustainable because the ad rates are so much lower online.

Alligevel har det fået mig til at tænke og undre mig. Især sætningen »Giving news away on the internet, as most newspapers do, and selling online advertising alongside it, is not sustainable because the ad rates are so much lower online«.

For hvordan var det lige, at onlineannoncer blev meget billigere (for annoncørerne) en printannoncer? Lad os opsummere nogle af styrkerne ved onlineannoncer, som printannoncerne ikke ejer.

  1. Dynamik – annoncerne kan hurtigt udskiftes
  2. Målrettede – annoncerne kan indrettes, så de kun vises for potentielle kunder (eller på geografi) i stedet for alle
  3. Ét klik væk – annoncen fører direkte til annoncørens hjemmeside, annoncøren kan endda lave en såkaldt “landing page”, hvor brugeren lander, når han/hun har klikket på annoncen
  4. Statistik – der er gode muligheder for at spore annoncens ydelse

Dette taget i betragtning bør det jo i den grad vække undren, at det er billigere for annoncørerne at få deres annoncer på mediernes websites end på deres papirsider, hvor man ingen, eller megen lille, chance har for at spore eller målrette.

Prisstrukturen har formentlig sit udspring i de dage, hvor medierne ikke tog internettet videre seriøst, og derfor behøvede man ikke forlange de store penge for bannerannoncer på internettet – den nærmere historier kender jeg dog ikke.

Hvad dog står klart for mig er, at den nuværende prisstruktur ikke rigtig giver nogen mening. Spørgsmålet er så bare, om medierne kan/bør, og tør, sige til annoncerne, at de har fået for meget for for lidt i de sidste 10 år, og at det nu er på tide at hæve prisen for at annoncere på internettet. Og så selvfølgelig minde dem om alle de goder, de får ved at annoncere på internettet.

Men måske er det for sent. Måske kan det løses ved at starte et nyt annoncesystem, der er endnu mere dynamisk baseret på viden om den enkelte bruger, fx via cookies (eks. baseret på brugerens færden på sitet) og lignende, der får vist siden.

Hvis The Economist-artiklen har ret, og at 100% annoncedrevne netmedier ikke kan løbe rundt, skal der i hvert fald ske et eller andet.

Børsen dedikerer forsiden til en annonce – er det at gå for langt?

Jeg har tidligere lagt mærke til det, og nu har Mikkel Westerkam gjort mig opmærksom på det. Når man skriver borsen.dk i sin internetbrowser, bliver man til at starte med mødt af en forside, der indeholder en kæmpe annonce og en liste over de seneste nyheder:


Klik på billedet for at se det i original størrelse

Den annonce måler imponerende 1080 x 680 pixels. Det er ret meget for en annonce. Statistikken for ekstrabladet.dk siger, at godt 31 procent af vores besøgende har en opløsning på 1024 x 768 pixels, hvilket er den mest populære. Top tre ser således ud:

  1. 1024 x 768 (30.62%)
  2. 1280 x 1024 (19.91%)
  3. 1280 x 800 (19.01%)

Altså bliver deres skærm optaget i stor stil af bilannoncen, hvilket formentlig også er meningen.

Internetreklamer er upopulære
Ironisk er det dog, at 3/4 undgår reklamer i TV, radio og på internettet, ifølge en svensk undersøgelse. I stedet fungerer annoncer på print meget bedre.

Derfor er det jo værd at spørge sig selv, hvor mange der klikker sig videre ind på borsen.dk. Nu følger jeg — heldigvis — Børsen via RSS-feeds, så jeg besøger sjældent deres forside. Jeg følger i stedet med fra min Google Reader og kan derfra klikke mig direkte ind på artiklerne.

Som jeg ser det, beviser annoncen, at netmedierne stadig mangler at finde “guldkalven” for at tjene penge online. Betalt indhold har fejlet, i hvert fald for de store medier, der producerer indhold, der minder for meget om de andres, og annoncer som denne, tror jeg altså ikke er vejen frem.

Hvad mener du? Er det okay, at Børsen sælger forsiden til en annoncør?

Opdatering @ 21:54:
Berlingske.dk har tidligere haft ret iøjefaldende annoncer for Vista, som Kim Elmose har skrevet om.

The Guardian leverer hele historien i RSS-feedet

Via en Twitter-post fra Benjamin Wendelboe blev jeg opmærksom på en historie på ReadWriteWeb om, at The Guardien vil begynde at lægge hele artikelteksten med ud i RSS-feedet.

Det er meget ualmindeligt for et medie at gøre, da det nemlig betyder, at dem, der følger nyhedsstrømmen fra mediet, i dette tilfælde The Guardian, ikke længere behøver klikke sig ind på The Guardian-hjemmesiden for at læse en artikel – det kan de gøre direkte i deres feed-læser, for eksempel Google Reader.

The Guardian lader da også til at være de første:

In fact, the Google Reader team is reporting that The Guardian’s decision to move to full feeds makes it the “first major newspaper in the world” to offer its RSS content as full-text.

Jeg glæder mig personligt til at se, om det kan hænge sammen økonomisk. Jeg kan forestille mig, at The Guardian vil til at inkludere annoncer i deres RSS-feeds.