Vil ingen betale for noget på nettet? Jo, de vil da!

Hos ComON læser jeg en klumme med titlen "Læs at elske reklamer" af vores IT-direktør (i JP/Politikens Hus), Per Palmkvist Knudsen:

Der er én forretningsmodel, der dominerer internettet: Næsten alt skal finansieres vha annonce-indtægter. Årsag: Ingen vil betale for adgang til noget som helst på internettet. Uanset hvor høj kvaliteten er. Medmindre udbyderen har noget, ingen andre har, eller branchen er enige om at opkræve penge for adgang.

Korrekt, det er meget almindeligt at sige, at ingen vil betale for noget på internettet? Nej med et "hvis". Vil de så gerne betale for indhold?? Ja med et "men".

  1. Nej, folk vil ikke betale for indhold, hvis de kan få det andre steder.
  2. Ja, folk vil betale for indhold, hvis det er unikt indhold af høj kvalitet

Eksempler på steder, hvor folk gerne vil betale er for eksempel online spil (som jeg tidligere har skrevet om), og det går tilsyneladende også godt for The Economist.

Men hvad er det så, der gør, at folk ikke vil betale for noget på nogle af de sider, som Per (og jeg) arbejder med? Fordi de ikke er unikke nok. Fordi folk kan få det samme indhold andre steder, gratis. Hvor? På de andre omnibusmedier på nettet.

Jeg har sagt det før, men jeg siger det gerne igen: Jeg er overbevist om, at folk gerne vil betale for indhold på nettet, hvis det er unikt og tilhører sin egen niche, og selvfølgelig har den rette kvalitet. Det samme gælder aviserne. Groft sagt (jeg har ikke tallene lige ved hånden) så rasler omnibus-aviserne ned, mens nichemedierne enten har nogenlunde samme oplag eller kun et svagt fald. Derfor går det så godt for The Economist.

Og jeg kan da sagtens følge folks ræsonnement. »Hvorfor skal jeg betale for adgang til at læse de samme Ritzau-telegrammer, som de andre onlinemedier også bringer?« Det spørgsmål har vores online omnibusmedier stadig til gode at svare på.

MediaWatch: Analyserne koster
Jeg forestiller mig for eksempel, at bestemt artikler kræver betaling. Artikler, som er unikke og tilhører den niche, eller en af de nicher, som mediet opererer i. På MediaWatch kræver man betalt adgang for at læse analyser. Ifølge MediaWatch selv er det en »en positiv forretning«.

Hvad enten man kalder det niche eller »branding«, så er det det samme, der siges:

Find noget, som dit/jeres medie kan, som enten ingen andre gør, eller ingen andre gør bedre. Det kan man tage penge for – selvfølgelig forudsat at prisen står mål med produktet. Alt det andet må fortsat finansieres via annoncer – indtil en bedre forretningsplan (måske!) dukker op.

Foto: Lisa Risager (licens)

Kan medierne lære noget af onlinespil-økonomien?

Reboot10 (i år med temaet “Free”) er nu ved at være nogle dage på afstand, og nogle tanker står klarere i hukommelsen end andre, og man kan så småt begynde at danne sig et overblik.

En ting, jeg hæftede mig ved var noget, som JP Rangaswami (som er CIO for British Telecom) talte om. Nemlig, at folk gerne vil betale penge, hvis der er nok “added value” – den helt store hurdle er så selvfølgelig at finde ud af, hvad folk derude ser som værdi.

Som eksempel nævnte han onlinespil, hvor det er gratis at deltage i spillet, mens udstyr (rustning, våben etc.) koster penge. Rigtige penge.

Vi har jo allerede hørt historierne om, hvor meget økonomisk og social kapital, der flyder i det nok mest omtalte onlinespil, World of Warcraft.

Det har fået mig til at tænke, om medierne (nok især onlinemedierne) kan lære noget her.

Altså at basispakken/adgangen er gratis, men hvis man vil opgradere og nå langt (og stå bedre overfor de andre), så betaler man. Og man betaler gerne, fordi merværdien svarer til udgiften, eller er måske bedre. Læs mere om modellen hos The Economist.

Tommelfingerreglen: Varen skal være pengene værd
Jeg er ikke nået frem til noget endnu (og jeg er næppe den eneste, der går og tænker i de baner), men det er et interessant tankeeksperiment.

Og så synes jeg også, det er rart at se, at brugerne derude rent faktisk er parate til at betale. Men merværdien skal være i top, og her tror jeg måske, at nogle onlinemedier halter. For hvorfor betale for at læse de samme Ritzau-telegrammer, som mange andre onlinemedier også bringer? Ergo må tiltaget starte hos mediet selv: Mere idéudvikling, mere kreativitet, mere originalitet.

Hvad tror du? Kan medierne lære noget af onlinespillene?

Reboot10 er i gang

Jeg sidder i den store sal til Reboot-konferencen, version 10, hvor temaet er “Free”.

Du kan følge Reboot10 via Summize (der tracker Twitter), Google Blog Search og den danske blogsøgemaskine Overskrift.dk – og se billeder på Flickr.

Det trådløse internet her er lidt so-so, så forvent ikke live-blogging fra mine hænder 🙂

YouTube lancerer nyhedskanal

Spændende. YouTube lancerer en nyhedskanal, læser jeg på Journalisten.dk (tak til Jens Jørgen Madsen for tip på mail) – YouTube har også et blogindlæg om det:

The new media revolution has been changing the media landscape for several years now, and we’ve had a front row seat to the action here at YouTube. People around the world have been using YouTube to report on the events and issues affecting their lives, shedding light on stories that might otherwise not be told and offering new perspectives on events covered by the traditional media.

Den nye kanal hedder “Reporter”, og alle kan blive reportere. Du skal blot ændre din YouTube-profil til “reporter”:

If any of this sounds like you, simply go to the Channel Info page within My Account, click “Change channel type” and select “Reporter” from the pull-down menu. Soon, we’ll start surfacing Reporter channels on their very own browse page under the Channels tab, so it will be much easier to find news content on YouTube.

Jeg tror måske, at jeg vil oprette en ny “reporterprofil” på YouTube, da jeg simpelthen uploader for mange klip, som ingen værdi vil have for YouTube som nyhedsformidler 🙂

Skal konkurrere med CNN
Det bliver interessant at følge YouTube Reporter, der uden tvivl er en konkurrent til CNN’s iReport, som både Kim og jeg har skrevet om tidligere.

Jeg har umiddelbart ikke noget indtryk af, hvordan det går med iReport, men har ikke hørt det omtalt nogle steder som en dundrende succes. Så det bliver spændende at se, om YouTube kan få det til at hænge sammen med brugergenereret nyhedsformidling.

Hvis der er nogen, der kan, så må det da være YouTube.

Opdatering:

Præsenterer: Det borgerjournalistiske manifest

Udviklingen går stærkt indenfor de nye medier i øjeblikket, og især indenfor brugergenereret indhold og borgerjournalistik er der sket store ting bare indenfor de seneste seks måneder.

Men hvor der ikke mangler forandringer, mangler der til gengæld en hel central definition af, hvad borgerjournalistik rent faktisk er. Derfor præsenterer vi (mig + Kim Elmose, Kenneth Ley Milling, Mads Kristensen og Lisbeth K. Larsen) nu det borgerjournalistiske manifest.

Manifestet opstod oprindelig som idé efter et møde, Mads indkaldte til, og som blev afholdt den 9. januar 2008.

Her snakkede vi frem og tilbage, og en klar konklusion var efter mødet var, at der netop mangler en præcis definition af, hvad borgerjournalistik er. Er det for eksempel nok at stille borgerne spørgsmål (fx gennem spørgeskemaer) eller skal de aktivt bidrage med indhold?

Du kan læse hele manifestet nedenfor, men inden du gør det, vil jeg lige præsentere dem, der sammen med mig står bag det.

Kim Elmose er i skrivende stund blogredaktør på Politiken, efter at have været netchef på Ingeniøren. Kim blogger fast på Mediehack og er makker med Kenneth og jeg på Online Minds.

Kenneth Ley Milling er webredaktør hos Update (tidligere Center for Journalistik og Efteruddannelse). Han blogger blandt andet på Kenley, Journalist 2.0 og Mobiljournalistik.dk og er også med i Online Minds med Kim og jeg.

Mads Kristensen, som lever på VadNu.com, arbejder som konsulent med nye medier. Mads blogger også på Journalisten.dk og på Mediawatch.dk.

Lisbeth K Larsen er friskuddannet journalist fra RUC, hvor hun skrev speciale i brugergenereret indhold med udgangspunkt i Ekstra Bladets nationen!.

Og så til manifestet:

* * * * * *

Det borgerjournalistiske manifest

Indledning
Et spøgelse går gennem redaktionsgangene – borgerjournalistikkens spøgelse. Mange kræfter i det gamle mediebillede har sluttet sig sammen til en klapjagt på dette spøgelse, mens andre søger at integrere det under andre former.

I det danske mediebillede mangler der en klar definition af begrebet ‘borgerjournalistik’.

I den ene lejr ser man borgerjournalistik som en oplagt mulighed for at lade borgerne komme til orde ved at gøre dem til deltagere i produktionen af medieindhold frem for passive forbrugere. I den anden lejr ser man borgerjournalistik som en mulighed for at bedrive undersøgelser og målrettet markedsføring.

Med denne tekst søger vi at bringe klarhed omkring, hvad det præcist indebærer at være et borgerjournalistisk medie med borgere som journalister.

De 11 teser

  1. Et borgerjournalistisk medie lytter lige så meget, som det spørger.
  2. Et borgerjournalistisk medie sætter den lokale dagsorden, fordi det tager udgangspunkt i borgerne selv.
  3. Et borgerjournalistisk medie definerer væsentlighed ud fra nærhed til borgernes liv og dagligdag.
  4. Et borgerjournalistisk medie er mere end spørgsmål og afstemninger.
  5. Et borgerjournalistisk medie er afhængig af artikler og indhold leveret af borgerne.
  6. Et borgerjournalistisk medie lader borgerne skildre begivenhederne, som de ser dem, men tilstræber sig objektivitet.
  7. Et borgerjournalistisk medie giver tilbage til det samfund, det er udsprunget af.
  8. Et borgerjournalistisk medie kan både være baseret på geografi og/eller emner/kategorier.
  9. Et borgerjournalistisk medie kan ikke forceres til at opstå, det skal opstå med udgangspunkt i deltagerne.
  10. Et borgerjournalistisk medie har plads til niche-journalistik
  11. Et borgerjournalistisk medie bekender sig til de klassiske journalistiske idealer med tilstræbt objektiv dækning af et emne, hvor alle parter søges hørt – og de journalistiske produkter ikke alle er subjektive indlæg i samfundsdebatten.

Underskrivere
Kim Elmose | Kenneth Ley Milling | Mads Kristensen | Lars K Jensen | Lisbeth K Larsen

* * * * * *

Du kan også læse manifestet her. Læs også Mads’ indlæg om manifestet på hans blog på Journalisten.dk.

Twitter dur ikke til samtaler

Flere og flere taler om det, og flere og flere bruger det: Twitter.

De fleste beskriver Twitter som en mikroblogtjeneste, hvor man via sin mobiltelefon, browser eller instant messaging-klient (for eksempel Google Talk) for eksempel kan skrive, hvad man laver lige nu, eller hvilke tanker man gør sig, hvad enten det er om livet, sit arbejde, sin hobby eller noget helt fjerde.

Der er bare det ved det, at Twitter slet ikke er en mikroblogtjeneste. For en central del af begrebet “blog” er dialogen, og den har Twitter ikke.

Det har en tjeneste som Jaiku derimod. Her kan man kommentere på hinandens “mikroindlæg” (max. 140 tegn), og så kører samtalen. På Twitter kan man svare hinanden ved at skrive “@” efterfulgt af vedkommendesbrugernavn. Så hvis du for eksempel vil skrive et svar til mig, skal du skrive “@larskjensen: blah blah blah”.

Men den feature holder ikke. For hvis du nu vil svare på noget, jeg har skrevet, og jeg når et poste et nyt mikroindlæg, inden du får skrevet dit svar færdig, ja så tror Twitter, du henviser til mit seneste mikroindlæg, som i teorien kan omhandle noget helt andet. Og så går samtalen i stykker.

Jaiku har samtalen i centrum
På Jaiku er det mere logisk. Det fungerer fuldstændig som på en blog: Et indlæg øverst, og så kommer kommentarerne i kronologisk rækkefølge med de ældste først.

Jeg har hældt lidt af min frustration over Twitter ud på netop Jaiku (lige her), hvor du kan se, at der faktisk kører en samtale. Det ville aldrig kunne lade sig gøre på Twitter i en så overskuelig form.

Min ven og blogmakker på Online Minds, Kim Elmose skrev for noget tid siden en artikel om Jaiku og Twitter til “Magasin”-tillæget til Politiken. Og hvad gjorde Kim? Han efterlyste selvfølgelig pointer til sin artikel på Jaiku. Også det, kom der en snak ud af.

Heller ikke det ville kunne lade sig gøre. Kim ville have haft svært ved at samle op på alle svarene og det ville blive et virvar af mikroindlæg. På Jaiku ligger de pænt i rækkefølge efter hinanden.

Dit liv i ét feed
En anden ting Jaiku har er muligheden for at tilføje RSS-feeds. Det vil sige, at du automatisk kan tilføje feeds med for eksempel dine Flickr-billeder, dine del.icio.us-bogmærker, den musik du hører på last.fm, indlæg fra din(e) blog(s) og så videre og så videre. Kort sagt kandu tiføje alt, der har et RSS-feed.

Med andre ord kan din Jaiku-profil altså blive en form for “life feed”, som en anden Jaiku-bruger (navnet er desværre væk lige nu, sorry!) kaldte det. For eksempel har du et RSS-feed på Kims online liv her.

Hvad er det så, Twitter har, som gør, at det er det, de fleste snakker om og bruger? Publikum. Kvantitet. Og så at de var først.

Derudover hjælper det heller ikke Jaiku, at man stadig er på invitations-basis (det vil sige, man skal have en invitationskode for at kunne oprette sig (jeg har nogen, hvis det er)). Invitationerne blev introduceret da Jaiku blev købt af Google tilbage i oktober 2007.

Men hvor længe kan Twitter holde positionen som den største spiller på det marked? Der mangler i hvert fald et interface, der gør det nemmere og mere overskueligt at snakke med hinanden via Twitter.

For det er jo det, vi i bund og grund vil. Snakke.

The Economist: Trængte lokalaviser skal blive mere “intenst lokale”

I artiklen “On the brink” (som du muligvis har set blandt mine tips, som jeg deler med jer via del.icio.us) tager The Economist fat på det faldende oplag på det amerikanske avismarked.

En af pointerne i artiklen er:

Industry experts such as Lauren Rich Fine of Kent State University do not think that the Times is responding forcefully enough.

“Now is the time to beef up its business section,” she says.

Ms Fine also points out that although all newspapers are being buffeted by the internet, their ability to respond will probably depend on whether their audiences are national, metropolitan or local. The first category can afford to invest in distinctive international or business coverage, while the last can prosper by becoming “more intensely local”.

But she fears for the big metropolitan newspapers, which may find themselves trapped in the middle.

“More intensely local” kan, mere eller mindre, oversættes til “hyperlokal”, som er et begreb, som Rob Curley arbejder meget med. Altså at lokalstoffet bliver endnu mere lokalt og giver borgerne i området et sted, hvor de kan finde en masse informationer om deres lokalområde.

Du kan læse mere om Rob Curley her, hvor jeg linker til Daniel Bergsagels blogindlæg fra hans besøg hos netop Rob Curley.

Borgerne skriver avisen – ja, avisen..en trykt avis!
Rob Curley arbejder hovedsagligt med online- og mobiltjenester. Et andet eksempel er Mary Lou Foulton fra Bakersfield Californian. Her gør man det, at man ugentligt trykker en avis, finansieret af annoncer, med borgernes blogindlæg og artikler. Og det fungerer godt og kører rundt økonomisk.

Noget af det mest interessante ved Bakersfield-projektet er jo netop, at borgerne deltager på et onlineplan, og deres indhold resulterer i en gammeldags trykt avis, som bliver delt rundt — gratis, så vidt jeg husker.

Så ingen tvivl om, at Lauren Rich Fine har fat i det rigtige i The Economist-artiklen. En satsning på at blive “endnu mere lokal” betyder, at borgerne i et samfund føler sig tættere knyttet til deres lokalblad/avis. Det, kombineret med at de selv og deres venner/familie nu er repræsenteret i mediet, giver dem større købelyst, og så kan oplaget gå op.

Det samme kan, som jeg ser det, til en vis grad lade sig gøre med landsdækkende aviser, blot er det sværere at skabe et “fællesskab” omkring et medie, som det kan lade sig gøre med lokalmedier, som kan tage emner fra lokalmiljøet op.

Selvfølgelig kan et landsdækkende medie også tage et emne op, og de gør det næsten hver dag, men det er nu engang sværere at samle hele landet, end det er med et lokalområde.

Samtalen med borgerne kan, som med Bakersfield-eksemplet, sagtens foregå på nettet og give bonus på printsiden.

Skulle vi ikke snart aflive brugeren? Og hvad skal han/hun så hedde?

Sjældent er der blevet snakket så meget om brugergenereret indhold, som der gør i øjeblikket.

Dels på grund af en leder i Journalisten, som har startet en debat, men også fordi store spillere som Ekstra Bladet (hvor jeg sidder) og TV2 er godt i gang med dette felt. Mads Kristensen har et blogindlæg om hypen.

Dette blogindlæg skal ikke handle om denne debat. Men om ordet. Ordet “brugergenereret”. Som i “brugergenereret indhold”. Det er jo totalt tvetydigt.

For hvordan kan en, der “genererer indhold”, altså bidrager, være en “bruger”?

Jeg bruger, ergo er jeg en bruger – jeg bidrager, ergo er jeg ?
En bruger er en, der “tager imod” og konsumerer en vare, som for eksempel en avis, hvad enten den er trykt på papir eller eksisterer på computerskærmen. Men i det sekund, der kan kommenteres eller vedkommende kan bidrage med indhold, hvad enten det er video, billeder eller sågar viden på tekst per e-mail, så ophører personen vel med at være en bruger? Det samme gælder, hvis vedkommende lægger video på YouTube eller billeder på Flickr, som medierne så senere bruger.

Tilbage i efteråret 2006, da vores multimediehold på Journalisthøjskolen havde fulgt AGF i en uge og produceret AGFokus-sitet (som vist er nede nu), var vi på besøg hos 3F, som siden præmierede vores arbejde med deres multimediepris.

Her holdt jeg et oplæg omkring teknikken bag AGFokus (WordPress + Flickr + YouTube og masser af kærlighed til open source), hvor jeg proklamerede, at brugeren er død. Det havde den sådan set været i et stykke tid allerede dengang. Det mener jeg stadig. For folk nøjes ikke med at “bruge” længere.

Alligevel hører vi det igen og igen: “Brugergenereret” indhold. Vi skal have “brugere”, så er alting godt. “Brugere” makes the world go around.

Men de er jo netop ikke brugere, det er hele pointen. De er bidragsydere. Folk, som medierne ikke kan klare sig uden. Ja. Let’s face it.

Men hvad er de så, hvis de ikke er brugere? I “Creative Man” fra 2004 bruger Instituttet for Fremtidsforskning begrebet “prosument”. Ordet er en sammentrækning af “producent” og “konsument”. Det beskriver jo ret godt, hvad vores gamle brugere er blevet til, men ordet vinder næppe indpas. Det samme gælder for “produser”, det får vi heller aldrig nogen til at sige.

Question: Så hvad skal vi kalde vores nye legekammerater?

MediaWatch-redaktør uenig med Journalisten-redaktør

Debatten fortsætter ovenpå den leder, som Journalistens redaktør, Jakob Elkjær, har skrevet.

Senest har MediaWatchs redaktør, Ole Nørskov (tidligere redaktør på Journalisten.dk) skrevet et blogindlæg som svar til Jakob Elkjær.

Jeg er meget enig med Ole, jeg kan især godt lide passagen:

Brugerne flygter fra de traditionelle medier. De flygter derhen, hvor de kan få deres nysgerrighed stillet. Allerede i dag producerer verdens ”brugere” så mange flere nyheder end de traditionelle medier, at der slet ikke er nogen sammenligning. De nyheder ligger bare ikke på dagbladenes eller tv-stationernes hjemmesider og de er ofte ikke skrevet efter den journalistiske nyhedstrekant – så journalister har måske svært ved at anerkende dem som nyheder.

“Derfor er det så befriende at lytte til professionelle mediefolk som Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, eller redaktør Peter Møller fra 1234.dk i dette nummer af Journalisten. De konstaterer, at det brugergenererede stof ikke kan stå alene, fordi det ikke har kvaliteten til det. Men selvfølgelig skal medierne lægge ørene til jorden og bruge mulighederne til at komme tættere på brugerne og dermed styrke den klassiske journalistik.
Så er vi da kommet et stort skridt væk fra det poetiske vrøvl.

Jakob Elkjær insisterer også i dette afsnit på at blande begreberne sammen. En ”demokratisk revolution” er tilsyneladende for ham ikke en rigtig demokratisk revolution, hvis den ikke finder sted hos Ekstra Bladet eller TV 2. For pokker – det er jo hele problemstillingen i en nøddeskal: Det er SVÆRT for de traditionelle medier at få del i den demokratiske revolution. Den har jo netop det iboende og vidunderlige karaktertræk, at den er decentral. Ekstra Bladet kan lige så lidt som Jakob Elkjær styre udviklingen på internettet.

Journalisten.dk har ikke trackback-funktion, så man kan ikke se, hvem der linker til lederen. Men du kan se nogle af dem på Google Blogsearch.

Update: Brugergenereret indhold kan løfte lokaljournalistikken

Den debat omkring brugergenereret indhold, som blev startet af Jakob Elkærs leder i Journalisten (start eventuelt her) fortsætter.

Senest har Peter From Jacobsen, der er journalist og fagmedarbejder ved Update (sammenslutningen af Center For Journalistik og Efteruddannelse og Den Journalistiske Efteruddannelse skrevet et debatindlæg på kommunikationsforum.

Peter lægger blandt andet, ligesom jeg selv, vægt på, at borgerjournalistik og brugergenereret indhold i almindelighed især kan komme lokaljournalistikken til gavn:

Jeg mener, at borgerjournalistik og brugernes aktive deltagelse i almindelighed har store perspektiver især i lokaljournalistikken. Hvis lokale medier skal løse opgaven at komme tættere på borgernes hverdagsliv og de emner, de er optaget af, er medierne ganske simpelt nødt til at involvere borgerne langt mere end tidligere.

Læs hele debatindlægget, hvor han også nævner tre konkrete borgerjournalistiske projekter, som Update følger.

Skal vi starte et medie?

En af pointerne i Wired-redaktøren Chris Andersons artikel “Free! Why $0.00 Is the Future of Business” er, at priser for drift på nettet, for eksempel lagerkapacitet og så videre, er gående mod nul, hvorfor det giver mening, at lade sine produkter være gratis.

Og det fik mig til at tænke. For hvor meget kapital skal man egentlig hive op af lommen for at starte et medie i morgen. Eller nu? Lad os da kigge på det.

Lagerplads
Vi skal have noget plads at lege på. Og her er der virkelig meget at vælge imellem, når man gerne vil have masser af plads, for eksempel Site5 (der pt. tilbyder 1.500 gigabyte(!) plads for 3.50$ om måneden) eller danske Gigahost (der i øjeblikket vil have 20 kroner om måneden for 4,6 gigabyte – og størrelsen på lageret stiger).

Lad os vælge Gigahost. Det bliver altså 12 x 20 kroner for den første måned plus oprettelse på 100 kroner: 340 kroner.

Samtidig skal vi også have en URL. Hvis det er et .dk-domæne, så skal vi også betale til DK-hostmaster, og det koster cirka 100 kroner årligt.

Billeder
Hvis du skal starte et borger- og/eller lokalmedie, vil du formentlig gerne have folk til at indsende billeder. Du kan vælge at have dem liggende på dit webhotel, i dette tilfælde hos Gigahost, men det vil i virkeligheden være lidt dumt.

I stedet for skal vi bruge Flickr, hvor der i forvejen er en fantastisk struktur med gallerier (“sets”) og tagging. Plus at Flickr har masser af trafik og brugere, så du gør øger faktisk chancen for, at andre opdager billederne. Derfor slipper du for at skulle installere gallerisoftware etc.

Samtidig har Flickr også nogle udemærkede features såsom mobilupload, RSS-feeds etc.

Og det koster jo ikke dig noget, at dine bidragydere har en Flickr-konto (slet ikke hvis de kører efter den gratis udgave), men du skal jo også selv bidrage, og derfor skal du også have en Flickr-konto. Og for at kunne have mere end tre sets og få ubegrænset upload, skal du selvfølgelig have en Pro-konto. Det koster 25 dollars om året, svarende til (lige pt.) 118 kroner årligt.

Du kan jo så vælge, om du vil give Pro-konti til dine bedste, eller alle, bidragydere.

Video
Hvis du vil have video, er der især et navn, der popper op igen og igen: YouTube. Men der er mange spillere på markedet, og en tjeneste som Viddler ser interessant ud.

Men humlen er: Det er gratis.

Content Management System
Men vi skal jo også have noget, der kan vise alle de fine videoklip og billeder og de fede artikler, der kommer til at være på dit site.

Igen er der adskillige muligheder, både betalte og gratis, men i dette tilfælde ville det være en kæmpefejl ikke at vælge en af de gratis open source-muligheder, såsom WordPress og Drupal.

WordPress er vanvittigt nemt at gå til, så det vælger vi. Det koster 0 kroner.

Hvis du også vil have udvidelser (plugins) kan du rende ind i nogle, der koster penge, men risikoen er så uhyggeligt lille, jeg har ikke mødt et sådan endnu. Så udvidelse af WordPress: 0 kroner.

Design
Nu da vi har valgt WordPress, er der i tusindfold af temaer og udvidelser derude. På wpmagthemes.com kan du se eksempler på nogle fede magasintemaer til WordPress, og der er både gratis og betalte varianter.

Lad os sige, at vi flotter os og køber et af de dyreste temaer til 100 dollars. Det bliver i dansk valuta 471 kroner, men så er det til gengæld også fedt! 🙂

Så skal vi i gang!
Så er vi sådan set færdige med indkøbene til vores nye medie. Det blev alt i alt til 1.029 kroner, som du skal lægge på bordet for det første år.

Næste år skal du ikke betale oprettelse hos Gigahost, og WordPress-temaet er jo også betalt, så du kan trække 571 kroner fra og få 458 kroner om året.

Og det er jo peanuts, mine damer og herrer!

Så lad os sige, at en gruppe personer i et lokalområde gerne vil starte deres eget medie. Aldrig har det været billigere eller nemmere at gøre noget ved det.

Rob Curley, som praktisk talt laver af at lave lokalsites og undersites siger, at alle projekter skal have 18 måneder til at vise deres værd. Og vores lille gruppe af personer skal altså bare afsætte 1.487 kroner til mediets to første år.

Værsgo!