Opdateret: Cision vil undersøge, hvordan journalister bruger sociale medier

Cision logo

Er du journalister og bruger du sociale medier?

Så vil Cision gerne have dig til at udfylde et spørgeskema, hvor du fortæller lidt om, hvordan du bruger de sociale medier. Undersøgelsen er anonym.

Opdatering: Skriv til alexander.mason @ cision.com hvis du vil deltage i undersøgelsen.

Google lancerer Google Buzz – det handler om relevans

Google Buzz-logo

I løbet af de seneste dage har det svirret med rygter om, hvad det mon var, Google ville lancere i dag. Det hyppigste gæt lød på en Facebook-integration i Gmail.

Sådan gik det dog ikke helt, da Google i dag præsenterede Google Buzz.

Buzz går, kort fortalt ud på, at Google vil indsamle indhold, der er relevant for dig som bruger, og præsentere det for dig. Dette indhold er beskeder, du selv skriver, billeder fra Flickr eller Picasa eller tweets på Twitter.

Google Buzz vil kigge på dine relationer i Gmail (hvem du har e-mail’et og talt mest med via instant messaging (Google Talk)) og præsentere dig for indhold fra disse personer og indhold, som Buzz mener er interessant for dig, enten fordi det matcher dig, eller fordi flere af dine venner finder det interessant.

Samtidig kan du og andre Buzz-brugere selv skrive opdateringer, som foregår direkte i browseren på din computer eller telefon, indtil videre kun iPhone og Android-telefoner.

Nogle vil måske kalde dette en Twitter-konkurrent, men det er nok mere en tjeneste som FriendFeed, der aggregerer indhold fra brugernes diverse sites/tjenester, der får sig en stor konkurrent.

Indtil videre kan Google Buzz kun trække indhold fra Twitter og altså ikke poste til Twitter, hvilket er en skam. Der er, så vidt jeg kan forstå, heller ikke Facebook Connect-integration, hvilket betyder, at du ikke kan finde dine Facebook-venner (som for mit vedkommende er der, jeg nok har mest kontakt med mine venner) på Google Buzz.

Til gengæld har Google Buzz den klare fordel, at den viser dig indhold fra nettet, og ikke bare ét socialt netværk. Google vil gøre for sociale medier, hvad PageRank-algoritmen gjorde for hjemmesider. Det handler med andre ord om relevans.

Google Buzz er allerede nu tilgængeligt på buzz.google.com, så der er ingen grund til at lade være med at lege med det 🙂

Mere information:
Du kan se denne video (som jeg fandt på itworld.com), hvis du vil vide mere om Google Buzz:

Du bør også læse disse to indlæg om Google Buzz:

Opdatering @ 21:18:
Todd Jackson, Product Manager hos Google for Gmail og Google Buzz, har skrevet et indlæg om Google Buzz på den officielle Google-blog.
Opdatering @ 21:22:
Teknologi-bloggen TechCrunch har en række screenshots fra Google Buzz.
Opdatering @ 21:33:
På ReadWriteWeb skriver Frederic Lardinois om, hvorvidt Google Buzz kan klare sig, hvor FriendFeed ikke kunne. En okay analyse baseret på, hvad vi ved om Buzz indtil videre.
Opdatering @ 21:47:
Her kan du se den fulde udgave af videoen om Google Buzz:
Opdatering @ 23:05:
Og pludselig er “Google Buzz” ikke længere det mest populære “trending topic” (emne) på Twitter. Har Twitter fjernet det, fordi det er en potentiel konkurrent? (via @systemaddict)

Derfor skal jeg have en iPad (3G)

Foto: Engadget
Foto: Engadget

Ja, i går brød Apple-chefen Steve Jobs så tavsheden og bekræftede rygterne om en Apple tablet, der kommer til at bære navnet ‘iPad’. Allerede her på andendagen mangler det ikke på udsagn om, at iPad’en skuffer og ikke bliver nogen revolution.

Til det kan man jo starte med at sige, at dem, der har kaldt den revolutionerende (inden de vidste noget om den vel at mærke) er de samme, som nu siger det modsatte. Sådan er det med folk, der gerne vil høres. Derudover kan man lave en sammenligning med fodboldholdet Real Madrid. I sommerens transfervindue købte de stort ind og købte blandt andet Christiano Ronaldo fra Manchester United og Xabi Alonso fra Liverpool FC. De forskellige indkøb betyder, at Real Madrid på papiret nu har så vanvittigt stærkt et hold, at mange ser det som en skuffelse, at det ikke er dem, men FC Barcelona, der topper ligaen – og hver gang Real Madrid sætter point til er det helt forfærdeligt.

Anyways, nok med fodbold – tilbage til iPad’en. For jeg skal have en, når den kommer. Og det er der flere grunde til.

For det første fordi jeg ikke ser iPad’en som en direkte erstatning for min iPhone eller min bærbare computer, som nogen nok gerne vil gøre iPad’en til. Der, hvor iPad’en kan overtage rollen fra både min iPhone og computer er om aftenen eller morgenen, når jeg sidder og læser nyheder og andre artikler. Her kan jeg slippe for enten at skulle starte en computer op eller at skulle sidde og kigge på min iPhone-skærm, som alt andet lige er noget mindre end de 9.7″, som iPad kan præstere.

Så til artikellæsning, billedgallerier, videoer og lignende vil jeg klart bruge min kommende iPad.

Ingen Flash-understøttelse. Ja tak!
“Den understøtter ikke engang Flash”, lyder noget af kritikken. Det er jeg personligt glad for. For er der noget, der er hårdt for et batteri, så er det at levere strøm til en CPU-processer, der skal håndtere en Flash-præsentation. Det giver altså mere batterilevetid. Og det vil jeg hellere have end Flash. Samtidig betyder det også, at jeg går udenom Flash-bannere, som irriterer mig grænseløst. Ikke fordi de er bannere, men fordi de er tunge, tager tid at loade og alt for ofte siger lyd og spiller video uden at blive direkte og bevidst bedt om det. Dem kommer jeg ikke til at savne.

“Den kan jo ikke multi-taske”, lyder en anden kritik. Det kan min iPhone heller ikke, og det savner jeg ikke. Skiftene mellem applikationerne går tjept og igen er det også en gevinst for batteriet, at det ikke skal levere strøm til applikationer, der ligger og kører i baggrunden.

Tag nu for eksempel Nokias N86-telefon. Den lukker ikke bare applikationer og services, når man trykker på den røde knap. Næ nej, men skal trykke “Valg” og finde “Afslut” i menuen. Trykker du på den røde knap, lukker du godt nok programmet, men det bliver liggende i baggrunden, hvor det lige så stille ligger og sluger strøm. Single-tasking, som på en iPhone, fungerer godt for mig – jeg savner ikke at kunne have flere bolde i luften på en gang.

“Det er jo bare en forstørret iPhone”. Ja, både og. Det er en behagelig, håndholdt enhed hvor man blandt andet nemt kan surfe på nettet og gøre de “lettere” opgaver, som man vil bruge sin computer til. Derudover bruger iPad’en ePub-standarden (Wikipedia, som er en åben standard (ja, ÅBEN) for e-bøger. Altså et alternativ til Amazons lukkede Kindle-format.

Folkens, det handler om behov
Jeg skal kort fortalt have en iPad, fordi den rammer et behov hos mig. Har man ikke behov for at sidde med en tablet og være på nettet og hvad man nu ellers vil bruge en iPhone (og i lidt sjældnere tilfælde en bærbar) til, jamen så skal man måske bare ikke have en iPad. Bliver det som med iPhone, så er det noget, som mange vil anskaffe sig, når de har set en anden (formentlig i omgangskredsen) sidde med den og rent faktisk har set, hvad den kan, og hvordan den er at betjene. Det var sådan, jeg besluttede mig for at købe iPhone, og det fortryder jeg ikke en milliontedel af et sekund.

Når alt dette er sagt, så venter jeg dog den ekstra måned, så jeg kan få 3G-modellen. Jeg vil have en hurtig dataforbindelse, når jeg ikke er i nærheden af trådløst internet.

Musik-sitet last.fm laver årets top 40 baseret på brugerdata

Last.fm Best Of 2009 logo

Jeg kunne, og burde, skrive et blogindlæg, der udelukkende handler om musik-sitet/-community’et Last.fm og hvorfor, det bare er så fantastisk, og (efter Facebook) det sociale website, jeg bruger mest.

I stedet vil jeg skrive om en nyhed fra Last.fm – nemlig den, at de har lavet en top 40 over albumudgivelser fra det seneste år (1. oktober 2008 – 16. november 2009). Listen er ikke baseret på, hvad anmelderne har sagt. Nej, den er tværtimod baseret på, hvad brugerne af Last.fm (og dem er der mange af) har lyttet til i den periode.

Der er desværre ikke nogen listeoversigt, hvor man kan danne sig et overblik, men du kan starte fra nummer 40 (Little Boots) og klikke dig igennem.

En smart detalje, at man kan se, hvor meget man selv har lyttet til den pågældende kustner. Her er for eksempel den globale graf (blå) og min graf (rød) for The Prodigy, der ligger nummer 4 med deres ‘Invaders Must Die’-album (Wikipedia):

The Prodigy lytteaktivitet på Last.fm

Det er ikke svært at se, at albummet udkom i februar.

Sådan fungerer Last.fm
Alt denne data er kommet fra brugerne til Last.fm ved, at de blot har lyttet musik. Ikke noget med at opdatere en profil, skriver beskeder eller noget som helst. Last.fm fungerer nemlig på den måde, at man installerer et program, som så at sige “lytter med”, når man hører musik og lægger dette op på ens profil, kaldet “scrobbling”.

Egentlig gør programmet det, at det kigger på meta-dataene for nummeret: Kunstner, sangtitel, album etc. Når man er halvvejs gennem nummeret (hvis man ikke har ændret denne indstilling) bliver nummeret føjet til ens lytteliste. Simpelt.

Samtidig kan man også, når man synkroniserer sin iPod/iPhone “scrobble” lyttehistorikken fra den op til Last.fm.

Alt dette bruger Last.fm til at give brugeren masser af ting tilbage. Anbefalinger af musik (jeg har opdaget meget musik i det snart forgangne år via Last.fm), koncerter og brugere hvis bibliotek (lyttehistorie) minder om ens egen (når man besøger en anden brugers profilside fortæller Last.fm samtidig, hvor meget jeres musiksmag passer sammen). Og altså også til at lave en top 40 liste for det seneste år.

Det betyder også, at man kan se statistik for den, musik man lytter til. Hvis vi igen tager The Prodigy som eksempel, kan jeg se, hvilke The Prodigy-numre, jeg har lyttet mest til.

Så man skal blot fortsætte med at høre musik på sin computer/iPod/iPhone, så passer ens Last.fm-profil sig selv. Der er altså ingen “udgift” forbundet med det, udover at oprette en profil, installere programmet — og selvfølgelig at holde op med at høre musik på den gammeldags CD- eller pladeafspiller 🙂

Når det fungerer så lækkert, så kan man godt leve med, at det ikke lige er yndlingskunstneren, der topper listen. Læs mere om top 40-listen hos Last.fm.

WhoSampled.com vil samle oversigt over alle samplinger og cover-numre

WhoSampled logoDet er muligt, vi befinder os i periferien af emnebeskrivelsen “Nye medier og journalistik”, men i dag faldt jeg over det website, som jeg er nødt til at skrive lidt om 🙂

Det drejer sig om WhoSampled.com. Sitet går kort fortalt ud på følgende:

We’re building the ultimate database of sampled music and cover songs

Altså et website, hvor man får mulighed for at finde ud af, hvilke numre, der bliver samplet – og omvendt; hvilket nummer er det nu liiiige, der bruger det det riff fra det gamle rock-nummer, du lige har gravet frem? Uanset hvad, så vil WhoSampled gerne være din ven.

Det fungerer på den måde, at man eksempelvis søger en kunstner eller nummer frem og så (hvis det findes på sitet) klikker sig ind på det enkelte samples side. Her kan man høre både det oprindelige nummer og det samplende nummer samt — og her ligger guldet, synes jeg — se, hvornår I sangen der bliver henholdsvis samplet og brugt et sample. Fikst.

Jeg har lige siddet og kigget lidt på især to kunstnere, som jeg hører meget, og som jeg ved står i sampler til halsen, The Chemical Brothers og Fatboy Slim.

Og skønt de formentlig har brugt flere samples, end der er listet på WhoSampled, så er jeg alligevel på ingen måde blevet skuffet endnu.

Vidste du for eksempel at The Chemical Brothers på “Galvanize” sampler “Hadi Kedba Bayna (Just Tell Me the Truth)” af Najat Aatabou? Det gør du nu.

God fornøjelse med WhoSampled. Hvis du går op i musik, bliver du forhåbentlig mindst så glad for det, som jeg er.

Times vil indføre betaling for nyheder

Times Online logo

Ifølge The Guardian, så vil The Times indføre betaling for nyheder og andet indhold i foråret 2010.

Dermed når man den deadline, som chefen Rupert Murdoch (Times hører under Murdochs News Corp) satte, som hedder senest sommeren 2010.

Jeg har tidligere taget spørgsmålet op, om vi virkelig bør se op til Rupert Murdoch, men den mulighed har man (desværre?) ikke, når man er en del af imperiet.

Hos The Times arbejder man med en abonnementsmodel (fast beløb, fri adgang) og en 24 timers adgang. James Harding, der er redaktør på The Times, mener, at dette vil styrke båndet med de loyale læsere:

He said the Times would also enhance its relationship with its most loyal readers through home delivery and a reward programme through the recently launched Times+ membership venture.

“Historically, newspapers have treated their best customers worst and their worst customers best,” he said.

“We give the paper away to people who could not care less and we pay little or no attention to people who love it and read it every day.”

På teknologi-bloggen TechCrunch er der imidlertid meget lidt begejstring at spore for The Times’ idé i indlægget ‘Operation Failure: Times Plans To Charge For One-Day Access To Online News‘, hvor man især går efter 24 timers modellen (som i mine øjne også er håbløs):

[…] everyone realized by now that people tend to cherry pick news content online based on their time and specific interests, and that there was quite some agreement around the fact that people vote with their wallets when given more individual choice (e.g. evolution of music album sales vs. single track sales). If you could choose between paying per single song stream rather than spend your money on 24-hour access to an entire album, which would it be?

Even if you still go out and buy the news as printed on actual paper and subsequently read every single article in it, how many people are like you, you reckon? And if you wanna read everything and everyone a daily newspaper has to offer anyway, why not just, erm, continue to buy the newspaper instead of paying for time-limited access to the digital version of it? Because the advertising alongside articles in the latter case is more interactive?

Og så er banen ligesom kridtet op, inden The Times vil til at have penge for deres indhold. Det skal blive spændende at se, hvordan det kommer til at gå. Jeg kender ikke nok til det britiske mediebillede til at kunne komme med nogle vildt bevingede ord, men jeg kommer ikke umiddelbart til at savne The Times.

Så er spørgsmålet bare, hvor mange andre, der har det på samme måde.

“In reply to” er væk på Twitter – umuligt at se, hvad der bliver svaret på

Twitter er ikke verdens bedste værktøj til samtaler. Kommentarer til forskellige tweets (beskeder på Twitter) er ikke trådet, så det totale overblik får man aldrig.

Dog har man haft mulighed for at se, hvilken besked, der bliver svaret på, når man læser et tweet, som er et svar til et andet tweet.

Indtil nu. Twitter har nemlig fjernet den del, hvor der står “In reply to” efterfulgt af et brugernavn, som var et link til det tweet, som personen svarede på. Det vil sige, at alle tweets, som relaterer til noget, der står i et andet tweet, nu blot er enheder, der flyder rundt på Twitter uden, at brugerne kan se, hvad der bliver svaret/kommenteret på.

Twitter-brugerne er sure og forundrede over, hvor funktionen blev af. Twitter har intet annonceret, så måske er det en fejl, men der er intet meldt ud.

Bruger du Twitter i en tredjepartsapplikation, lader det dog til, at du kan tage den med ro, her er stadig meta-forbindelsen mellem original-tweet’et og svar-tweet’et.

Opdatering: De er tilbage!
Twitter har skrevet, at de har opdaget fejlen, og “in reply to” er nu tilbage på Twitter.com.

180 Grader laver et bud på en dansk Digg med brugerprioriteret forside

På Kim Elmoses Mediehack-blog faldt jeg over indlægget ‘180grader.dk overlader prioriteringen til læserne, og Kim linker også til Journalisten.dk-historien ‘180grader giver magten til brugerne‘.

Historien går, kort fortalt, ud på, at den liberale onlineavis 180grader.dk nu har ændret sin forside, så den ikke længere er redaktionelt prioriteret, men i stedet efter, hvor mange stemmer en historie har.

Dette bliver kombineret med en tids-faktor, forklares det, hvis man holder musen over tallet til venstre.

Interessant er det dog, at det ikke kun er 180grader.dk-historier, men historier fra hele det danske mediebillede, som der vises.

Til Journalisten.dk siger chefredaktør Ole Birk Olesen:

Nu er det i højere grad op til brugerne at linke ud til relevante historier i andre medier, og derfor kan vores medarbejder bruge sin tid på at lave selvstændigt 180grader-stof. Og for eksempel på udlandsstoffet vil vi måske opleve, at vi er hurtigere end danske medier, fordi vores brugere hurtigere fanger historierne og linker til dem.

Det er et interessant eksperiment, især med at få linket til andre mediers historier.

Jeg er dog spændt på, hvad det er for noget “selvstændigt 180grader-stof”, der er tale om. Jeg tror ikke, at 180grader.dk skal lave egentlige nyheder – et marked, der allerede er godt pakket.

Men et ønske om god vind med projektet herfra – altid spændende at se, når nogle går nye veje i mediebranchen.

Sammenlign Berlin-billeder under og efter muren hos The New York Times

The New York Times logo

En kollega har været så sød at sende mig et tip omkring The New York Times’ temaside om Berlin-muren, i anledning af 20 års jubilæet for murens fald.

Særlig interessant er de fem billeder, hvor man ved hjælp af en horisontal slider kan skifte mellem et billede fra 1989 og et taget af præcis det samme motiv i 2009.

Som historieinteresseret synes jeg, det er skægt at sidde og sammenligne de to billeder, og dels se, hvordan Berlin har forandret sig, men selvfølgelig mest af alt se, hvordan der ser ud nu, der hvor muren var.

Det er en flot måde at bruge billeder og historie i formidlingen af en historie og samtidig lade brugeren “trække og slippe” i stedet for blot at få to billeder af samme motiv serveret. Billederne er taget af

Man kan i øvrigt gøre det samme (horisontal slider, der skifter mellem to lag) med landkort hos Kort- og Matrikelstyrelsen ved at vælge “Historiske kort” ude til højre på forsiden og søge en adresse frem.

Microsoft-FDIM-forklaringen: Microsoft-applikationer bliver inkluderet i FDIM-listen – Regelændring på vej

FDIM og Microsofts logoer

Faste læsere af denne blog har muligvis læst indlæggene ‘Microsoft overtager FDIMs liste‘ og ‘Et Microsoft-site fjernet fra FDIM-listen‘ om, hvordan Microsoft pludselig indtog flere pladser i toppen af FDIMs realtids-tal på realtime.fdim.dk – og hvordan den ene pludselig forsvandt igen.

Jeg har for lidt siden talt med Carsten Andreasen, der sidder som formand for FDIMs metodeudvalg og til dagligt arbejder i Danmarks Radio, omkring situationen.

Årsagen er, først og fremmest, at Microsoft gerne ville have nogle bedre tal (FDIM-tal i stedet for egne tal, da FDIM-tallene er officielle) at give til mediebureauerne.

live.messenger.dk
Forklaringen er for det første, at den side (‘live.messenger.dk’) der var på listen, og så blev fjernet igen, er Microsofts Messenger-applikation. Altså tal for de bannere, der er i Messenger, og som alle, der bruger programmet sikkert kender til.

Dette betyder dog, at man introducerer et program/applikation i en liste, der ellers kun inkluderer websites, og det var her, jeg ikke forstod, hvad der foregik.

Der bliver imidlertid lavet om på dette ved en ændring i FDIMs regelsæt, således at Messenger-applikationen også kan tælle med på listen. Ændringen skal godkendes af bestyrelsen og herefter i høring hos medlemmerne. Ifølge Carsten Andreasen burde ændringen være på plads i næste måned, altså december.

I den forbindelse omdøbes tjenesten fra ‘live.messenger.dk’ til ‘Windows Live Messenger’.

windowslive.dk
Hvad angår ‘windowslive.dk’, som i øjeblikket ligger nummer 1 og viderestiller til en underside på ‘microsoft.com’, så dækker den over alle Microsofts online-tjenester under Live-parablyen. Det er blandt andet:

  • Web Messenger (den browser-baserede messenger)
  • Hotmail
  • Skydrive
  • Billeder

At der står ‘windowslive.dk’ betyder ikke, at dette site har al den trafik, det er blot den side, der nævnes, da den “samler op” på de forskellige tjenester i parablyen, så at sige.

Dette bliver, ifølge Carsten Andreasen, kommunikeret ud i morgen torsdag, således at det fremgår tydeligt, hvad der er tale om her.

Et Microsoft-site fjernet fra FDIM-listen

FDIM logoI går skrev jeg om, at Microsoft havde overtaget FDIMs liste og sat sig på 3 placeringer i top 4 i realtids-listen på realtime.fdim.dk.

(Hvis du ikke er klar over det, så er FDIM-listen den officielle liste for websites popularitet i Danmark.)

Nu er et site, live.messenger.dk, så pludselig forsvundet fra listen. Hvilket egentlig giver meget god mening, eftersom Microsoft ikke ejer messenger.dk – det tilhører i stedet en englænder, der har sat sitet op med en række søgeordsbaserede annoncer, som han så tjener penge på, hvis nogen klikker.

Ikke desto mindre var det dette site, der i går aftes var det mest besøgte i Danmark ifølge FDIM. Men det er der altså ændret på nu, så sitet er pist væk fra listen.

På listen er stadig ‘windowslive.dk’, hvilket dog ikke giver meget mening, da det henviser til en side på microsoft.com. Som en kollega har forklaret mig, så er det formentlig ‘live.com’, der måles på (skønt, der altså står noget andet hos FDIM), hvilket også kan ses på Google Trends:

Tilbage står, stadig, spørgsmålet om, hvorvidt trafikken fra ‘live.com’ som site reelt trækker så meget trafik, eller om Microsoft-tjenester som Hotmail, Messenger (eksempelvis ‘MSN i dag’-vinduet, der popper op, når man logger på Messenger) etc. tæller med.