Journalisthøjskolen slår til med seriøst program for online journalistik

Da jeg gik på Journalisthøjskolen (2003-2007), var mit bedste forløb multimedie på 7. semester, hvor vi blev undervist af Kristian Strøbech, som er den person på skolen, i hvert fald da jeg gik der, der er mest med på de nye medier.

Ved lidt af et tilfælde faldt jeg over programmet for undervisning i online-journalistik, og det ser anderledes ud, end da jeg gik der. På den gode måde.

Her er nogle udpluk fra programmet, som jeg finder interessante, og vigtige, for de journaliststuderende (fremhævningerne er mine og understreger ting, som jeg synes er især vigtige):

Start på workshop. Design og WordPress i uge 41 og 42. Vi gennemgår en række websider ud fra Krug’s trunktest (se side 85 i hans bog), skriv til Google search, er der linket ordentligt til egne/andre sider, samt en generel bedømmelse. Eb.dk, jp.dk, cnn, bbc, farmsubsidy, fishsubsidy, 3f.dk og en række mindre danske. Kom gerne med forslag til sider, vi skal se på. Vi besøger online-redaktion i Århus. Alle studerende anskaffer sig et domæne, vælger et tema og opretter egen hjemmeside med WordPress. Arbejde med portfolio. Diverse oplæg om netmedier.

[…]

Kristian Strøbech: Oplæg om godt webdesign og intro til WordPress.

[…]

Hjælp med WordPress ved Nils Mulvad, Kristian Strøbech og digitale livliner. Alle skal have oprettet deres WordPress-side mandag eftermiddag den 5. oktober. Feedback på analyseopgaven, der indgår i portfolio, der er det research-mæssige grundlag for det tema, som der skal laves hjemmesider om. Analyseopgave og andet indgår senere i en samlet aflevering af portfolio.

[…]

Alle afleverer en WordPress-hjemmeside med arkitektur og historier, hvor de har indtænkt søgemaskine-optimering og links.

[…]

Oplæg om crowdsourcing ved Mads Christensen. Alle er journalister i den nye verden. Og hvad er en professionel journalist så? Hvad er et medie og et massemedie på nettet? Vil denne form for nyhedsdækning udkonkurere traditionelle medier, simpelthen fordi den bygger på så mange flere mennesker og foregår hurtigere? Diskussion. Læs kapitel 3 i Shirky-bogen.

[…]

Oplæg ved Mads Christensen og diskussion om muligheder inden for nye medier i online landskabet – i konkurrence med de gamle. Når folk frivilligt og med de nye redskaber selv strukturerer oplysninger, hvad kan professionelle journalister og medier så tilføje. Vil der komme automatiserede tjenester til at skabe den struktur, som journalister/medier typisk har tilbudt tidligere? Vil en community hyre en journalist/redaktør? Hvordan skal nuværende medier ændre sig for at have en brugbar forretningsmodel? Læs kapitel 4 i Shirky-bogen.

[…]

Oplæg ved Mads Christensen og diskussion om nye sociale tjenester (især Twitter og det iranske valg). Er ubalancen i de enkelte brugeres adfærd et generelt fænomen/forudsætning for disse tjenester? Hvor opstår grænserne i den måde at samarbejde på (eller med andre ord, hvor er der brug for regler/redigering)? Hvad betyder de for hastighed og udbredelse af historier? Er der et mønster i, på hvilke sociale tjenester forskellige historier især vokser? Se artikel i Guardian. Læs kapitel 5 og 6 i Shirky-bogen.

[…]

Oplæg om datapræsentation ved Nils Mulvad. Diskussion.

[…]

Video, mapping, data og undersøgende journalistik på nettet i uge 45 og 46. Vi har teknisk hjælp og en række opgaver, der træner den praktiske brug af disse redskaber. Opgaverne skal afleveres som elementer i jeres tema-webside. Vejledere er Heine Jørgensen fra Ekstra-Bladet, Nils Mulvad, Kristian Strøbech og de digitale livliner. Der skal afleveres to videoer, og to kort.

[…]

Oplæg ved Heine Jørgensen om video på nettet. Hvordan indgår det som element på små og store netmedier. Hvad er den tekniske status? Hvor er vi på vej hen?

[…]

Fredag-lørdag den 6-7. november deltager de studerende i konferencen om undersøgende og car-journalistik i København. Hensigten er at se, hvordan undersøgende journalistik og data præsenteres på nettet – få de seneste input herfra.

[…]

Oplæg om mapping ved Nils Mulvad. x-point og Google-Maps.

[…]

Træning i mapping. Oplæg om interaktive grafikker (forsøg på at få amerikansk oplægsholder via skype).

Det er et aldeles seriøst program og det ser ud til, at man har fået samlet et godt hold af mennesker, jeg går ud fra, at der menes Mads Kristensen (og ikke Christensen), da Mads tidligere har undervist på skolen. De studerende, der har været igennem et, eller flere, forløb som dette og er hastigt på vej mod arbejdsmarkedet, bør få nogle journalister derude til at ryste bare en anelse i bukserne – ganske som det skal være.

Det kan kun være bedre (online)journalister, der kommer ud af forløb som disse! Ros til skolen for det!

Og så optræder ordet “Flash” ikke et eneste sted i programmet. Det giver et ekstra plus i min bog 🙂

Linktip: Journalister skal have et personligt brand

Mindy McAdams har skrevet indlægget ‘Journalists must build a personal brand: 10 tips‘, som handler om, at journalister skal have et personligt brand – som selvfølgelig skal være ærligt.

Hun lister 10 tips, som man bør leve op til.

Læs hele Mindys indlæg »

MediaWatch skriver, at få danskere bruger Twitter – men er tallene nu også korrekte?

Man kunne jo snart starte en blog, der udelukkende beskæftigede sig med at gå journalisters research efter i kortene.

Kun 4 procent bruger Twitter“, skriver MediaWatch:

I maj har knap fire procent, eller cirka 143.000 af den voksne befolkning har været på Twitter. Til sammenligning har 53 procent af personer 15 år eller derover besøgt deres profil på Facebook i samme periode.

Det lyder jo interessant, og man vil gerne læse mere. Undersøgelsen må jo findes et sted, og måske journalisten linker til den? Nej:

Det er mediabureauet Mindshare, der har behandlet maj-tallene fra analysebureauet Gemius.

MediaWatch – stedet hvor man spørger, og ingen svarer
Så jeg lægger en kommentar, hvor jeg spørger, om der måske findes et link til undersøgelsen. Intet svar.

Jeg er ikke den eneste, der ligger inde med spørgsmål. Ricki Mae Melchior spørger om, hvordan trafikken er målt. Et meget, meget relevant spørgsmål.

Twitter fungerer nemlig på den måde, at man kan bruge twitter.com, men mange bruger forskellige programmer og applikationer til at bruge Twitter, da Twitter har et åbent API. Det betyder, at man kan lave applikationer, hvorfra man kan skrive til og læse på Twitter. Det er i sin essens altså ikke nødvendigt at bruge twitter.com.

Det står der ikke noget om i artiklen.

Det får Mads Kristensen til i sin kommentar (nummer 3 uden svar fra journalisten) at stille spørgsmålet:

Kan det virkelig passe, at Mindshare ikke er klar over, hvordan Twitter reelt fungerer via API’er og 3. parts applikationer, før de går ud og kommenterer på deres egen undersøgelse? Virker ikke helt gennemtænkt.

Og det venter vi så pænt på at få svar på. Det havde nu været rart, hvis journalisten bag artiklen, havde tjekket de tal og sat sig ind i, hvordan Twitter som tjeneste fungerer, så vedkommende kunne have spurgt dem, der står bag undersøgelsen.

Tilbage står blot, at fire procent af danskerne bruger Twitter. Men vi aner ikke, om det tal passer.

BT begejstres over anti-ældnings-molekylet ‘rapamycin’ – meeen, læs lige The Economist, inden du jubler

Ny pille giver dig 23 ekstra leveår“, skriver BT. Vi kan nu tage en pille (indeholdende molekylet ‘rapamycin’), som kan forlænge vores liv med 23 år. Eller hvad?

Nej, for der er kun udført forsøg på mus. BT har ellers talt med en dansk læge, Henning Kirk, som er umiddelbart begejstret, men samtidig maner til ro:

De nye forsøgsresultater tegner rigtig lovende og er absolut værd at gå videre med. Men det er vigtigt at bemærke, at der indtil nu kun er foretaget museforsøg med midlet. Man kan ikke drage helt sikre paralleller fra mus til mennesker.

[…]

Det er vigtigt stadig at slå koldt vand i blodet. Tingene er ikke helt så enkle, som vi ofte går og tror. Der er så mange ukendte faktorer, som indvirker på, om vi lever i længere eller kortere tid. Vi kender stadig ikke alle mellemregningerne. F.eks. ved vi ikke, om der er en indbygget grænse for, hvor længe vores hjerne kan fortsætte med at danne nye celler, eller hvor længe den kan kontrollere stress.

Men læser man BT’s artikel, kan man sidde med det indtryk, at når rapamycin (eller rapamysin, som BT kalder det), kommer i en variant til mennesker, så sluger man bare sådan en pille, og så er man kørende.

Nej, så simpelt er det ikke. The Economist har nemlig også skrevet om rapamycin i artiklen “Extending lifespan: Of mice and monkeys“, hvor man også skriver om forsøg med et forlænget liv via kostændringer.

Her står der i slutningen af artiklen at læse:

That is not to recommend people take doses of rapamycin. Its main medical use is to suppress the immune system, so anyone consuming it casually would open himself to serious infection.

Lige dén vinkel glemte BT. Så der er ganske vist udsyn til et håb om, at man en dag kan få en pille (eller andet medikament) baseret på rapamycin. Men der er vist lang vej endnu.

Hvad vigtigere er, så tyder det på, at man kan fremkalde samme reaktion ved kostændringer:

What is equally interesting is that both the TOR pathway [tilføjelse: det er rapamycin] and the one controlled by sirtuins [tilføjelse: det er kosten] are also affected by caloric restriction. It looks, in other words, as if the drug-based and diet-based approaches are acting in similar ways.

Det er i sandhed interessant – men det er som bekendt meget mere besværligt at gennemføre kostomlægninger end at tage en pille 🙂

Hvor er det dog en storartet finesse ved internettet, at man lynhurtigt kan dobbelttjekke historier som denne og få hele sandheden med.

Papir er bedre tjent som pengesedler

Dette er et gæsteindlæg skrevet af Michael Winther-Rasmussen.

*

Aviser er blevet et dyrt bekendtskab, og der er god grund til at dagbladene bør se seriøst på deres forretningsmodel.

Udgifterne er massive og svære at minimere, mens indtægterne svinder ind. Det er faktisk blevet en rigtig dårlig forretning at lave aviser.

I USA har Moody, der blandt andet vurderer virksomheders kreditværdighed, valgt at advare investorer, der overvejer at putte penge i avisproduktion.

Der er simpelthen brug for et kritisk blik på hele branchen.

Moody peger i særdeleshed på det helt fundamentale problem, at kun en lille del af udgifterne er bundet i produktion af det redaktionelle indhold – altså selve kerneydelsen. Gennemsnitligt står den del af forretningen kun for 14 procent af udgifterne. 70 procent går til trykning, distribution og administration. De resterende 16 procent går til annoncesalg, der ligesom produktionen af indhold er helt afgørende for dagbladets eksistens.

Der er brug for nytænkning.

Det gælder også i Danmark. Nøjagtigt som i resten af den vestlige verden, er det trængselstid for bladhusene. Abonnenterne forsvinder, konkurrencen skærpes og annoncørerne holder på pengene.

Det er naivt at tro, at abonnenterne vil vende tilbage, og spørgsmålet er om ikke også annoncørerne har opdaget, at der er mere fornuft i at bruge pengene anderledes og i hvert fald i mindre omfang på de trykte medier.

Det er en rigtige tabersituation, der kun forværres de steder, hvor der også er en gæld at tage hensyn til.

Desværre ligger løsningen ikke lige for. Det er åbenlyst, at der skal fokuseres anderledes, og det vil være katastrofalt at sætte kniven ind i produktionen af indhold. Selvom det faktisk ofte er det der sker, når der skal spares. Det forringer produktet, der dermed bliver endnu sværere at sælge, hvorfor indtægterne falder. Til gengæld følger udgifterne til trykning, distribution og administration ikke med ned.

Det er altså på den største udgiftspost, at der skal kigges på. Man kunne tage springet, og satse alene på onlinemediet, hvorefter udgifterne ville blive markant formindsket. Onlinemediet er dog i sig selv ikke stort nok til at kunne agere indtægtsmotor for bladhusene.

Der er derfor god grund til at fastholde avisproduktionen, men det skal ske på nye betingelser.

Blandt løsningerne er at udlicitere opgaver, fordele udgifter på flere bladhuse og en reduktion i udgivelsesfrekvensen.

Det er klart, at der er konkurrencehensyn, der gør, at flere dagblade ikke vil kunne dele udgifter mellem sig udover de områder, hvor det allerede finder sted. Eksempelvis i forhold til udbringning af aviser, som det blandt andet er tilfældet i dag, hvor Bladkompagniet står for en betragtelig del af udbringningen. En klar gevinst for dagbladene, der ville stå med en uoverskuelig økonomisk udfordring, hvis de hver i sær selv skulle bringe aviserne ud.

Samarbejdet sker også på trykkesiden.

Gevinster er der i endnu højere grad at hente på samarbejde på tværs mellem medier, der ikke er i direkte konkurrence mellem hinanden. I særdeleshed geografisk. Genbrug af indhold, ensartet redigering af fællessider ligger lige for, men man skal formentligt gå endnu længere, hvis det rigtigt skal kunne mærkes på økonomien. Spørgsmålet er dog ikke hvor meget selvstændig styring over alle aspekter af avisproduktionen, som dagbladene vil holde fast i. Spørgsmålet er i virkeligheden, hvor meget de har råd til at holde fast i.

Det sidste store – og i virkeligheden ganske ømme punkt – som bladhusene skal se på, er udgivelsesfrekvensen. Skal avisen komme seks eller syv dage om ugen? Hvor afgørende er det. Og ikke i forhold til selvopfattelsen, for den tjener man ingen penge på, men i forhold til fastholdelse af læsere og annoncører. Det er trods alt dem, der skal betale.

Min påstand er, at flere lokale og regionale dagblade kunne reducere i udgivelserne. I første omgang kunne man droppe den ene ugedag, hvor der er en gratis, husstandsomdelt avis (i øvrigt ofte ejet og drevet af selvsamme bladhus).

Hvad med at smelte de to aviser tættere sammen. Drop betalingsavisen den ene dag og gøre indholdet i gratisudgaven lidt bedre (så der er endnu flere læsere og dermed annoncekroner at hente).

Der ligger i dag to forskellige redaktionelle fokus på betalingsavisen og den gratis avis, men er det den rette løsning?

Personligt trives jeg fint med gratisavisen alene, fordi den fortæller mig, hvad der skal ske fremadrettet (begivenheder den kommende uge) og bringer petitstof fra mit lokalområde. Min lokale betalingsavis fokuserer på ting, der er sket (og som jeg altså er gået glip af! Fedt) og dækker typisk et større områder, hvorfor det hyperlokale petitstof ikke er med.

Alt i alt er det gratis produkt bedre for mig end det betalte. Jeg er næppe den eneste, der har det på den måde.

Hvorfor ikke bringe de to udgivelser tættere på hinanden? Det kunne jo være, at der kom nye abonnenter til, hvis man smeltede medierne sammen, og lavede en gratis – lidt mere lokalfokuseret – udgivelse, der kom på gaden én gang om ugen. Den ville også kunne give læserne et indtryk af, hvad de kunne få, hvis de valgte at modtage avisen hver dag (mod betaling, naturligvis).

Under alle omstændigheder skal der ske noget. Tænkes alternativt og ikke mindst slagtes nogle hellige køer rundt omkring. Til gengæld er det meget vel dem, der rent faktisk gør det, der kommer sejrrigt ud i den anden ende.

Virkeligheden 2.0

Dette er et gæsteindlæg skrevet af Michael Winther-Rasmussen.

*

Har du fået dig en Twitter-profil? Nå, men du er da på Facebook, ik’?

Nej. Det er faktisk ikke alle, der ude blandt journalister og mediefolk, der netværker online eller mikroblogger. Og det bør få alarmklokkerne til at ringe.

Ikke fordi Twitter eller Facebook er lyksaligheder i sig selv, men fordi det er der læserne/brugerne er, og derfor bør alle journalister naturligvis også være der. Skal medierne overleve, så kræver det, at de er vedkommende og nærværende. Og så bør man respektere, at en stor del af læserne/brugerne faktisk bruger en stigende del af deres dag på Facebook.

Giver Facebook bedre journalistik? Ikke nødvendigvis. Er Twitter afgørende for nyhedsformidlingen? Det kan den være.

Det er for så vidt heller ikke grunden til dette indlæg.

Det handler primært om at sikre, at man som journalist eller kommunikatør er opdateret. Ikke blot på begivenheder, men også på den virkelighed, som man skal agere i.

Det er faktisk ikke alle mediefolk, der er hoppet med på Facebook-bølgen. Endnu færre er på Twitter.

Forklaringerne er mange. Nogle vil pege på en generationskløft, andre på den kendsgerning, at man dårligt kan nå at sætte sig ind i et nyt internetfænomen, før det afløses af noget andet.

Begge dele er ikke gangbare undskyldninger. De er faglige selvmord.

Ja, Facebook og Twitter bliver helt sikkert afløst af noget nyt, der igen forsvinder til fordel for noget endnu mere smart. Men der er ofte tale om en evolutionær udvikling. Der bliver sjældent lavet revolutioner. Dermed er det langt nemmere at forstå de nye fænomener, hvis man allerede har været en del af forgængeren. Det er en betydeligt større omvæltning, hvis man vælger at springe mellemregningerne over.

Jeg har flere gange hørt beklagelsen om, at der bliver stillet for mange og nye krav til journalister. Til det må svaret lyde: Forestil dig det modsatte.

Og prøv så at overvej, hvorfor det egentligt var, at du blev journalist i første omgang.

Handlede det om at være en del af virkeligheden, nuet, skabe forståelse af den virkelighed, som læserne befandt sig i eller …?

Som en sidebemærkning skal nævnes Danmarks Journalisthøjskoles minimumkrav til studerende på grunduddannelsen. Det er et fingerpeg om de helt grundlæggende ting, der skal være på plads i værktøjskassen, hvis man skal kunne fungere som journalist i virkeligheden 2.0. Det er ikke nok at mestre det skrivetekniske, og det bør måske give grund til lidt selvransagelse rundt om blandt de rutinerede “skriverene” i de danske mediehuse…