Borgerjournalistik: Et lokalt fænomen?

Der sker rigtig spændende ting i det danske og udenlandske mediebillede for tiden: Århus Vest har uddannet 12 borgerjournalister, JyskeVestkystens borgerjournalistik-projekt har fået kanon opbakning og OhMyNews vil starte en skole, der uddanner borgerjournalister (tak til Lasse Skjelmose for tippet!).

Ser man bort fra OhMyNews og fokuserer på det danske mediemarked lige nu, tegner der sig et billede, mere eller mindre klart. De steder, der for alvor rykker på borgerjournalistikken (med brugergenereret indhold, that is) er lokalaviser.

Grunden til, at der sker så meget og er så stor opbakning på lokalplan er uden tvivl, at lokalaviserne har sovet i timen i takt med, at der er opstået monopoler på de forskellige markeder for lokalnyheder landet over. Folk føler derfor ikke, at deres lokalavis er god nok, og nu står de pludselig med værktøjerne til selv at starte noget.

Men betyder det også, at borgerjournalistikken bedst egner sig til det lokale stof? Vil folk hellere bidrage med indhold (det være sig tekst, billeder, video, …), hvis det drejer sig om deres nærområde? Og er det i det hele taget ikke også lettere at administrere for dem, der sidder styrer/redigerer/prioriterer det indhold, som borgerjournalisterne leverer?

Jeg hælder personligt til et ja. Og jeg tror også, at indholdet vil blive bedre, hvis borgerjournalistikken foregår på lokalt plan, i stedet for nationalt.

Holdning kontra erfaring og ekspert på eget liv
Lad os tage Ekstra Bladets nationen!-projekt, hvor jeg er ansat (pt. som journalistisk projektleder) som eksempel:

Når vi spørger medlemmerne af nationen!-communitiet om noget (big media-versionen af borgerjournalistik 😉 ), så kommer folk med deres holdninger til dit og dat, der nu er oppe i tiden og skaber debat. Selvfølgelig gør de det, fordi det er det, de bliver bedt om, men også fordi det alt andet lige er lettere end noget andet at have en holdning til noget, og så aflevere den.

Men ville det ikke være federe, hvis folk i stedet fortalte om deres oplevelser, og hvad der rører sig i deres lokalområde, i stedet for at kommentere på (stor)politiske emner, som de måske ikke er i nær så tæt kontakt med? Jo, det mener jeg. Og alt andet lige passer disse fortællinger jo bedst ind i et lokalt borgermedie end et landsdækkende medie, hvor et kriterium gerne er, at historien skal vedrøre så mange danskere som muligt.

Det betyder ikke, at borgerjournalister ikke kan skrive landsdækkende historier, men som Marianne Hansen fra Update sagde til mødet om borgerjournalistik, så kan vi kun gøre folk til eksperter på deres eget liv — på det, de har oplevet og det, de beskæftiger sig med. Hvis vi prøver at gøre dem eksperter indenfor noget, de ikke ved noget om, så gør vi dem faktisk en bjørnetjeneste.

Jeg er så rørende enig. Spørgsmålet er så, om det netop er det, man forsøger med “de almindelige danskere”, når man beder om deres holdning til begivenheder/sager/tendenser, der er oppe i tiden.

Betyder det så, at landsdækkende borgerjournalistik er dødsdømt? Nej, det tror jeg ikke. Men jeg tror, at borgerjournalistisk rent kvalitativt set klarer sig bedre lokalt, i hvert fald som det ser ud nu. Og derfor må de store medier gøre op med den nuværende udvælgelsesproces, hvis de vil gribe virkelig fat om den spændende udvikling, som der sker lige nu omkring os.

Hvad mener du? Er der noget om snakken, eller kan borgerjournalistik snildt fungere på nationalt plan?

Trackback hos Information og Ekstra Bladet

Flere har skrevet om det (blandt andet Shevy.dk, Mads Kristensen, Spiri, Fiskeben.dk, Fra Sofaen, Blognyheder), men den danske blogsøgemaskine Overskrift.dk er gået i luften med deres såkaldte “blogsynergi”, som egentlig er trackback, i samarbejde med Information og nu også ekstrabladet.dk (disclaimer: hvor jeg sidder). Egentlig er selve trackback-boksen på Nationen-siden.

Trackback/blogsynergi-funktionen betyder blot, at når et blogindlæg linker til nyhedsmediets hjemmeside (information.dk/ekstrabladet.dk), så linker mediet automatisk tilbage, således at de to (blog og medie) altså linker til hinanden.

Information offentliggjorde deres i mandags, vores gik live i går onsdag, og Politikens blogredaktør, Kim Elmose, skriver, at de er på vej med noget lignende.

Det er jo spændende nyt og markerer et online mediemarked i forandring, som vi også lægger vægt på i intro-artiklen til funktionen.

I hvert fald er det en kæmpestor anerkendelse af blogosfæren — og sammenholdt med det, der sker indenfor lokalmedierne må vi konkludere, at der sker en hel del lige nu og her! Vi har spændende tider forude, ingen tvivl om det.

Say what? Storytelling uden Flash?

På sin Teaching Online Journalism-blog har Mindy McAdams et godt blogindlæg om storytelling med eller uden Flash:

There are things we can do now with CSS and JavaScript that work reliably across all modern browsers, things that back in the Dark Ages of Web design (about six years ago) could not be done — except with Flash. In spite of the advances, however, you’ll still see a lot of designs today (sites, stories, packages) that are 100 percent Flash — even though it is not necessary.

One simple reason for this — especially in journalism — is that there are very few people who are well-versed in both techniques.

Jeg kunne ikke være mere enig. Der er stadig alt for mange storytelling-sites derude, som bruger Flash, selvom man fint kunne gøre det samme i et mindre proprietært og browser- og brugervenligt format.

Flash har en lang række ulemper, som jeg ikke vil nævne her, som gjorde, at mine multimedieopgaver på Journalisthøjskolen blev lavet i WordPress (DK), fordi jeg ikke ville begrænses af Flash.

Men det store spørgsmål er jo: Hvorfor bliver disse sites stadig lavet i Flash? Og hvorfor er godt seks uger ud af et multimedieforløb på Journalisthøjskolen koncentreret omkring netop Flash, som er et mere eller mindre browserfjendtligt format, hvor produktionssoftwaren koster KASSEN? Det er mere tid, end der bruges på de andre værktøjer, for eksempel er der ingen undervisning i Content Management-systemer.

  • Er det fordi, Flash er det nemmeste?
  • Er det fordi, Flash er mere visuelt?
  • Eller er det fordi Flash er tradition? (vi plejer jo…)

Jeg kunne godt tænke mig at se et initiativ der vil sørge for, at vi får flere JavaScript/AJAX + CSS-drevne historiefortællinger på nettet.

Men måske er det steder som IT Universitetet, der skal føre an?

Tilføjelse:
SIMILE-projektets Timeline og Google Maps (og måske Google Calendar?) er gode eksempler på ikke-Flash-værktøjer til storytelling.

Et bud på 2008: Journalistik under forandring, projektjournalistik

Indrømmet, “journalistik under forandring” lyder lidt som en floskel, der kunne have været brugt de seneste fem år. Når jeg alligevel vælger at bruge den, er det fordi, jeg tror, vi kommer til at se en forandring i journalistikken i 2008. En stor forandring.

Personligt tror jeg, at flere og flere medier vil opdage, at journalistik ikke nødvendigvis behøver være begrænset til artikler, men også kan være services a la mashups, guide til det ene og det andet og så videre.

Derfor tror jeg også, at vi vil se flere “journalistiske projektmedarbejdere”, som får til opgave af udfylde det gabende hul mellem journalistik og teknik, som efterhånden er opstået.

Det der egentlig fik mig lidt til at tænke over det, var et jobopslag fra Metroxpress, der starter med denne sætning:

Brænder du for nyheder på nettet, og kan du spotte den skæve historie, som kommer til at ende øverst på ‘mest læste’-listen?

Sikken skam (og her vil jeg slet ikke gå ind i diskussionen om kvalitet kontra kvantitet).

Nej, for hvis Metroxpress for alvor vil ind på markedet for journalistisk på nettet, undrer det mig, at man vil gå efter nyheder på nettet. Online nyheder er et marked med enormt høje entry-barrierer og store spillere, og derfor kan man hurtigt ende med at sidde og copy-paste Ritzau-telegrammer blot for at følge med.

Mere interessant kunne det være, hvis Metroxpress i stedet satsede på indholdsdrevne tjenester, som for eksempel netop mashups eller interaktive guides/features.

Hvad angår nyheder på nettet, er der masser af kanaler, som folk kan bruge. Men tjenester, som de kan vende tilbage til og bruge flere gange mangler der. Uden at prale synes jeg vores rygekort er et godt eksempel på en service, hvor folk både bidrager og senere vender tilbage og bruger den igen.

Politiken har altid været et af landets bedste medier indenfor features på nettet, men det er som om, de ikke rigtig har grebet fat om værktøjerne på nettet, som er mere tilgængelige end nogensinde før. For eksempel statistik over antallet af trafikdræbte (2006, 2007), som blev serveret en smule klodset i en Flash-animation med nogle forvirrende mouse-over-effekter. Her kunne en Google Maps-løsning virke oplagt.

Summa summarum: Jeg er overbevist om, at der kommer mere journalistisk projektarbejde (skal vi kalde det projektjournalistik?), og jeg tror Metroxpress i længden vil blive glade for det, hvis de satsede på det allerede nu. Det gælder i øvrigt alle netmedier 🙂