Information og Avisen.dk lune på Google News – det er jeg også

Hjemme igen efter en solid omgang FagFestival (som bare ikke er et godt ord, når man taler med gæster fra andre lande og slår over i det engelske sprog — ikke desto mindre stor tal til alle, der var der), ser jeg minsandten hos MediaWatch, at Avisen.dk og Information er klar til at sænke paraderne overfor en dansk Google News:

Dagbladet Informations chef for nye medier, Nikolai Thyssen, vil meget gerne byde Google News velkommen. Men tilnærmelserne er indtil videre strandet på de store mediers modstand eller nøl.

“Information er et af de medier, der har henvendt sig til Google og fra starten gerne ville være med. Jeg er ikke enig i Danske Dagblades Forenings (DDF) vurdering af, at det er problem i at Google News linker dybt (DDF har sagsøgt nyhedstjenesten Newsbooster for at linke ‘dybt’, altså direkte til artiklerne, frem for mediernes hovedsite, red.). Det er at have mistillid til internettet og at lukke sig uden for det og i stedet linke til hinanden.”

Det er efterhånden et stykke tid siden, Google News gik ind i Skandinavien – men altså ikke Danmark, formentlig på grund af modvilje fra mediehusene – hvilket jeg også har ytret skuffelse overStefan Bøgh-Andersen fra Overskrift.dk var heller ikke vild med det.

Jeg er, nu kan jeg kun tale på vegne af mig selv som privatperson, klar fortaler for en dansk Google News. Det vil give danskerne en god indgang til nyhedsoversigten, og det vil kunne blive guld værd for de medier, der ligger der.

Jubii har prøvet noget lignende med deres News.dk, som jeg desværre ikke rigtig synes lykkes, blandt andet mangler jeg mere specifikke RSS-feeds, så jeg kan overvåge for eksempel søgeord.

Men det er svært at sige, om Google News i Danmark ville kunne blive en succes, mit indtryk er, at danskerne er ret konservative medieforbrugere — se blot hvor længe gratisaviserne kunne leve på forretningsmodeller, der var mere eller mindre tvivlsomme.

Døm selv: Besøg den svenske og norske udgave.

Men friskt af Thyssen fra Information at melde ud!

The New York Times fortæller, hvad man skal holde øje med på valgaftenen

The New York Times, som har en høj stjerne hos mig, har i øjeblikket en rigtig fed interaktiv grafik på deres hjemmeside.

“What to watch for tonight” fortæller, hvad man skal holde øje med igennem valgaftenen og består af fire faneblade med fire tidspunkter, som er vigtige at holde øje med. En stemme forklarer, hvilke stater, man skal holde øje med, og stater illustreres med en video. Det kører bare alt sammen smurt.

Jeg har desværre ikke kunnet finde et link til grafikken, men ved at kigge lidt i kildekoden, burde det være muligt at indlejre den her. Det håber jeg, The New York Times vil tilgive mig:

Det er genialt arbejde.

Opdatering @ 13:58
BBC er også godt med, de har en guide til valgaftenen

Har Google dræbt Jaiku?

Er Jaiku død?

Jaiku er en mikroblogtjeneste, oprindelig finsk. I oktober 2007 blev Jaiku købt af Google — og siden er det sådan set gået ned ad bakke.

Jeg har tidligere skrevet om, at jeg synes, Jaiku er bedre til samtaler end Twitter. Det skyldes især Jaikus interface med kommentarer direkte under mikroblogindlægget. Der kan Twitter ikke være med.

Men det ændrer ikke på, at Jaiku er så godt som død. Det skyldes uden tvivl blandt andet en lang række af servernedbrud. Ironisk nok opstod de helt store udfald først efter, Google havde købt servicen. Nok noget de færreste ville have regnet med.

Men faktum er, at der er langt mindre trafik på Jaiku, end der var for bare fire uger siden, da vi diskuterede annoncer på blogs. Det gav en debat med 76 kommentarer. Mit spørgsmål om, hvorvidt Jaiku er død gav to.

Konkurrence fra Facebook og Twitter
Ingen tvivl om, at den store konkurrent er Twitter (der lader til at have fået styr på deres tekniske vanskeligheder efter at have ofret nogle features), men Facebooks statusopdateringer er også blevet en alvorlig trussel, og det bliver nok ikke bedre for Jaiku, nu hvor man også kan kommentere hinandens Facebook statusopdateringer på mobilen.

Samtidig er der andre mere eller mindre succesrige services, blandt andet ReportingOn, der bedst kan beskrives som mikroblogging for journalister, hvor journalister kan skrive små beskeder om, hvad de skriver om/arbejder på lige nu.

Jeg bruger Google Talk til at følge alt, hvad mine Jaiku-kontakter (42 stk.) skriver, og jeg har kunnet se en markant nedgang i aktiviteten. Jeg tror, at den større brugerbase og aktivitet på steder som Twitter og Facebook lokker. Det gør det i hvert fald hos mig.

Jeg er ikke typen, der går derhen, hvor de andre går hen, bare fordi, det er der, der er flest – men det er trods alt bedre at have et publikum end at skrive ud i det blå. Og så har både Twittter og Facebook platforme, der sagtens kan konkurrere med Jaiku.

Det ser med andre ord sort ud for Jaiku, hvis ikke Google har et eller andet oppe i ærmet. Måske kan man forestille sig, at Google vil integrere Jaiku i andre services, men så er det et spørgsmål, om det ikke er ved at være for sent.

Flere Medieblogger-visninger i feedet end på medieblogger.dk

Så kom vi ud af oktober måned og jeg tænkte, at jeg for første gang lige ville lave lidt statistisk sammenligning mellem medieblogger.dk (i dette tilfælde beregnet med MyBlogLog og brugen af mit RSS-feed, som jeg bruger Feedburner til at få statistik på.

Anyways, her er tallene:

medieblogger.dk: 2.122 visninger
RSS-feedet: 2.531 visninger

Jamen hov, hvad var det? RSS-feedet har 400 flere visninger end selve siden. Det overraskede også mig, da folk, der klikker på links til bloggen i søgeresultater og andre blogindlæg lander på medieblogger.dk og ikke i mit RSS-feed.

Men det lader altså til, at hvis jeg vil forsøge at konkludere noget som helst på, hvordan I derude læser/bruger min blog, er jeg nødt til også at inddrage tallene for RSS-feedet. Hvilket er en god ting 🙂

Jeg har tidligere skrevet om, hvordan distribueret indhold bliver en udfordring for statistikken — og dette understreger blot dette.

For det er fint at have stærke statistikværktøjer som Google Analytics, men hvis flertallet af dine læsere følger dig med RSS, så får du ikke de tal med. Der skal du bruge FeedBurner — som Google har købt, så måske en integration er på vej?

Jeg blev i hvert fald overrasket at se fordelingen af sidevisninger.

Jeg skal for god ordens skyld lige påpege, at jeg har kodet denne blog således, at jeg ikke selv optræder i statistikken, når jeg klikker rundt på min egen blog. Det kan du også gøre, se her hvordan.

Mediesociolog anbefaler færre udgivelser

På journalisten.dk læser jeg en meget interessant anbefaling fra mediesociologen Ida Willig: Drop den daglige avis:

Den kradsende krise får mediesociolog Ida Willig til at opfordre aviserne til at overlade dag-til-dag-nyhederne til Internettet. I stedet skal betalingsaviserne satse på de klassiske avisgenrer og udkomme sjældnere.

Store internationale aviser vil fyre stakkevis af medarbejdere. Det samme kan ske i Danmark, og derfor opfordrer mediesociolog Ida Willig de nuværende dagblade til at lægge stilen helt om og i stedet satse på at blive få dages-aviser.

Jeg er helt enig. Tidligere har trendforsker Kirsten Povlsen også talt for en lavere udgivelsesfrekvens.

Det er helt oplagt. Jeg har længe gået og tænkt, at konceptet med færre udgivelser og at overlade den hardcore nyhedsdækning til netavisen må være oplagt for et medie som Politiken.

I stedet for en avis hver dag, så udgive en “week edition” hver mandag og en “weekend edition” hver fredag/lørdag, som folk kan fordybe sig i over weekenden.

En ting, jeg lagde mærke til i The Christian Science Monitors nyligt annoncerede netsatsning (som jeg har skrevet om her) var, at de ikke dropper papirudgivelsen. De skærer den derimod ned fra fem dage om ugen til én dag om ugen. Så man stadig har et printpublikum, som kan læse de længere og mere dybdegående artikler, som det trykte magasin formentlig vil komme til at bestå af.

Når jeg tænker på netop Politiken, skyldes det blandt andet, at jeg synes, de er et af de bedste avismedier herhjemme, når det kommer til dybdeborende og baggrundsartikler. Derfor vil det falde naturligt, at have baggrundsartikler i et magasin, der udkommer to gange om ugen og måske indeholder et “wrap up” af, hvad der er sket i løbet af ugen, og skrevet om på nettet, som for eksempel The Economist gør.

En magasinudgivelse vil også betyde, at man kan bringe meget federe billeder, og folk kan nu engang meget nemmere kan sidde i bussen eller toget og læse et magasin end en broadsheet-avis.

Tøger Seidenfaden har tidligere forsøgt sig med at dedikere politiken.dk til nyhedsartikler og have baggrundsstof i avisen, men måske var det for tidligt?

Uanset hvad, så mener jeg, at der ligger en klar og logisk pointe i at gentænke udgivelsesfrekvensen, især når læser- og oplagstallene falder for de trykte aviser. Der er sket utrolig mange ting indenfor medieforbruget og udbuddet over hele verden i løbet af de seneste par år. Men aviserne har ikke rigtig formået at følge med. Det er det, der koster nu.

Som Chris O’Brien fra Next News Room skriver er der gode muligheder for at gentænke avisen:

The fundamental problem newspapers have today is with their product, not the journalism. We give readers one product, in one form, at one time. Increasingly, that product doesn’t fit the way they lead their lives, or consume their news and information. For years, these people have been telling us that they wish there was greater choice in the way they got the print edition. Why can’t I just get the sports section? Or the business section? Yet no one has really tried to tackle this issue head on.

Manden har jo ret.

Dagens citat

»Hvis man kan se kampene gratis på nettet, hvorfor skulle man så gide betale for at se de tv-kanaler, der reelt har rettighederne til at vise kampene? Hvis vi fører tankerækken helt til ende, så vil det jo i sidste ende komme til at betyde, at produktet mister sin værdi, og det går ud over både tv-kanalerne, rettighedshaverne og klubberne. Til sidst spørger fansene måske, hvorfor der ikke længere kommer gode spillere til deres klub, og svaret er så, at det er fordi, klubberne ikke har penge, fordi fansene ser holdets kampe på nettet.«

Christopher Stokes fra NetResult maler fanden på væggen på grund af ulovlig sport på nettet (#)

The Christian Science Monitor styrker fokus på nettet…meget!

Billede: 'believekevin' (Flickr)Min online-ven Jacob Christensen har tippet mig om historien om, at The Christian Science Monitor skifter fra papir til online i april 2009. The New York Times har også en artikel om det.

Kort fortalt handler det om, at The Christian Science Monitor har læst skriften på væggen — og forstået den. Læserne bruger internettet mere og mere, og køber færre og færre aviser. Og det kan mærkes på bundlinjen i regnskaberne. Det kan det især i krisetider, som den, den amerikanske økonomi befinder sig i lige nu.

Helt 100 procent online bliver The Christian Monitor nu ikke, da man fortsat vil udgive en søndagspublikation. Men det er interessant at læse de tanker, man har gjort sit:

This new, multiplatform strategy for the Monitor will “secure and enlarge the Monitor’s role in its second century,” said Mary Trammell, editor in chief of The Christian Science Publishing Society and a member of the Christian Science Board of Directors. Mrs. Trammell said that “journalism that seeks to bless humanity, not injure, and that shines light on the world’s challenges in an effort to seek solutions, is at the center of Mary Baker Eddy’s vision for the Monitor. The method of delivery and format are secondary” and need to be adjusted, given Mrs. Eddy’s call to keep the Monitor “abreast of the times.”

Det er en ret inspirerende måde at se det på: “The method of delivery is secondary”. Hvor er det dog rigtigt set!

Der er tre overordnede mål bag den nye, offensive webstrategi:

  1. En hjemmeside, der kan blive opdateret hele døgnet rundt, hele ugen, og leveret øjeblikkeligt, der vil fungere bedre end en udgivelse fem dage om ugen per post med forsinkelser.
  2. Fokus på det hurtigt voksende internet for nyheder i stedet for på de økonomisk ramte aviser.
  3. Fjernelsen af de store produktions- og distributionsomkostninger ved en daglig avis, vil gøre det muligt for The Christian Science Monitor at gå imod finansiel bæredygtighed, som understøtter avisens globale nyhedsressourcer.

Det er godt nok interessante tanker og mål, som lige er et stykke mere fremme i skoene, end de fleste andre aviser med en onlinestrategi.

Rigtig spændende bliver det for mig især, da jeg læser, at man vil linke til andre på nettet, der laver et lignende arbejde:

In addition to frequent updating with the latest news seven days a week, the plan is for the site to become a portal where editors will point visitors to other areas on the Web that are attempting journalism in the same spirit as the Monitor.

For nej, et medie har ikke sine læsere for sig selv. De surfer rundt på hele internettet, og så vil de udvise troværdighed overfor de sider, der viser dem de interessante steder — og vil, formentlig, vende tilbage dertil.

Derudover vil man også i en bedre dialog med læserne, men det kan næppe overraske nogen, at et medie kommer med den udmelding.

The Christian Science Monitor får de bedste ønsker herfra, det bliver spændende at se, hvordan det kommer til at spænde af.

The Guardian leverer hele historien i RSS-feedet

Via en Twitter-post fra Benjamin Wendelboe blev jeg opmærksom på en historie på ReadWriteWeb om, at The Guardien vil begynde at lægge hele artikelteksten med ud i RSS-feedet.

Det er meget ualmindeligt for et medie at gøre, da det nemlig betyder, at dem, der følger nyhedsstrømmen fra mediet, i dette tilfælde The Guardian, ikke længere behøver klikke sig ind på The Guardian-hjemmesiden for at læse en artikel – det kan de gøre direkte i deres feed-læser, for eksempel Google Reader.

The Guardian lader da også til at være de første:

In fact, the Google Reader team is reporting that The Guardian’s decision to move to full feeds makes it the “first major newspaper in the world” to offer its RSS content as full-text.

Jeg glæder mig personligt til at se, om det kan hænge sammen økonomisk. Jeg kan forestille mig, at The Guardian vil til at inkludere annoncer i deres RSS-feeds.

Medieforståelse – internettet ER et bredt medie

I morges da jeg sad og spiste morgenmad var jeg, som jeg altid er, lige en tur rundt på de danske kanalers tekst-tv for at se, hvad der er sket af nyheder siden sidst — og som jeg ikke har læst på mobilen.

TV 2 viser deres morgen-tv, og jeg er lige ved at skifte væk, da jeg ser Line Baun Danielsen går i gang med at interviewe en kvindelig blogger (Spacemermaid), der har udgivet endnu en bog baseret på sin blog, der handler om personlige refleksioner og dagsbogsagtige indlæg, en “tøseblog” om man vil 🙂 .

Anyway, det var ikke det interessante. Det interessante opstår, da Line Baun Danielsen spørger (citeret efter hukommelsen):

Hvordan føles det at få sine tanker udgivet ikke bare på bloggen, hvor det er for en begrænset skare, men i bogform, hvor alle kan læse med?

Det hæftede jeg mig ved. For hvis der er et medie, der ikke har en “begrænset skare”, så er det internettet og blogs, hvor alle kan læse med.

Og så slog det mig bare, at der formentlig er mange der går rundt med den opfattelse. At blogs er for et mindre publikum, mens det først for alvor når ud, når det bliver trykt. Uden tvivl et levn fra fordums tid, før nettet for alvor fik fat i danskerne.

Bogformen er jo meget mere begrænset end internettet, for eksempel er der jo et begrænset antal oplag og bøgerne koster penge, hvor det er gratis at følge bloggen online. Samtidig vil blogindlæggene også dukke op i søgeresultater, hvor en person vil komme mere eller mindre tilfældigt forbi — 37 procent af denne blogs trafik stammer (ifølge Google Analytics fra søgemaskiner.

Verden er dit publikum
Men det betyder samtidig også, at dem der udgiver indhold (i dette tilfælde bloggerne) skal være klar over, at de ikke kun skriver for deres venner, bekendte og hvem, der nu ellers følger bloggen fast.

Som udgangspunkt skriver man for hele verden (Google Translate understøtter dansk nu), når man publicerer på nettet, og derfor nytter det ikke bagefter at ærgre sig over, at man vist lige kom til at udlevere lidt for meget om sig selv.

Lokationsbaseret breaking news – er der et marked for det?

Her til aften har der været en brand i en boligblok i min hjemby, Nykøbing Falster. Det har ekstrabladet.dk og (selvfølgelig) folketidende.dk skrevet om. Folketidende har også et fotogalleri. Godt arbejde.

Sådan en nyhed er en stor nyhed og kvalificerer, ifølge min målestok, som “breaking news”. For lokalbefolkningen.

På ekstrabladet.dk har vi vores breaking news, som vi udsender som SMS og e-mail, og andre medier har også en breaking news tjeneste, for eksempel TV 2 og business.dk.

Folketidende.dk har — desværre, ser det ud til — ikke en breaking news SMS-service, men “kun” en mobiludgave af folketidende.dk.

Som hyperlokal-“guruen” Rob Curley siger (et eksempel, der passer rigtig godt her): Når folk kigger ud af vinduet og ser røgen, så skal de kunne gå ind på dit medie og se, hvad der ryger.

Det kunne de også i dette tilfælde. Men jeg vil gerne ændre lidt i Curleys citat og ændre det til:

Når folk kigger ud af vinduet og ser røgen, så skal de kunne kigge på deres mobiltelefon og se, hvad der ryger.

Her mener jeg ikke, at de skal kunne gå ind på en mobilvenlig internetside (det kan de jo allerede) – nej, der skal lægge en besked, der forklarer dem, at der er — i dette tilfælde — brand.

Dette er nemt nok for et medie som Folketidende, men en større udfordring for medier som os og TV 2 — og ikke mindst Berlingske, der gerne vil satse lokalt, som du kan læse i Kim Elmoses indlæg.

For vi vil gerne fortælle beboerne, at det brænder i Nykøbing Falster (blandt andet fordi de så skynder sig ind på ekstrabladet.dk så snart de har muligheden) — men der er ikke nogen grund til, at vi også fortæller det til dem, der bor i Haderslev.

En mulig løsning er her, at folk der ønsker lokaliserede breaking news fra os, kan oplyse os deres postnummer eller kommune, og så får de både “nation wide” breaking news (dem vi udsender nu) og lokaliserede breaking news, som omhandler deres område.

Her vil vi som publicisten så kunne vælge hvilke(n) kommune(r) eller område(r), der skal modtage en breaking news-SMS – hvis noget for eksempel relaterer til både Lolland og Falster (for at blive i den analogi), er der en logik i både at sende til beboere i Guldborgsund Kommune og Lolland Kommune.

Spørgsmålet her er så bare, om folk er tilpas nyhedshungrende til, at der er et marked for, at landsdækkende medier som os, TV 2 eller Berlingske begynder at udsende lokationsbestemte breaking news som SMS-beskeder?

Jeg tror det faktisk, og jeg tror, det vil kunne styrke mediernes brand (som i et brand) og omdømme i lokalområderne — og så skader det vel heller ikke med lidt konkurrence? 😉

Distribueret indhold – statistikerens udfordring

Internettet er et fantastisk sted. Mange hjemmesider, mange mennesker — og masser af informationer.

Og den stadig stigende mængde af informationer betyder, at hvert eneste individ på nettet har mindre tid til hver enkel bid af information. Derfor kan det være svært at finde læsere/mennesker til lige præcis det, som man selv publicerer på nettet, måske på sin blog.

Derfor er man nødt til at repræsentere sit indhold der, hvor folk er. Altså at distribuere det ud. Lige for tiden er det sted sted uden tvivl Facebook.

Faktisk er Facebook så flinke ved os, at de har inkluderet en “Import”-feature, hvor man kan få Facebook til automatisk at trække for eksempel billeder (Flickr, Picasa), video (YouTube), favoritter/anbefalinger (delicious, Google Reader) og blogindlæg via RSS (hvad er RSS?).

Det betyder, at man kan få sine blogindlæg vist som “noter” på Facebook med alt inkluderet: links, billeder etc. Her kan man så oven i købet “tagge” personer, hvis nogle af ens venner er nævnt i indlægget/noten.

Hjælp, hvordan måler vi det?
Men der er en ulempe her. For som det er nu, så bliver mediernes (kvantitative) succes målt på brugertal og sidevisninger. Især brugertal. Efterhånden som distribueret indhold vinder frem, bliver det sværere og sværere for publicisterne/udgiverne at få indblik i, hvor mange personer, der læser/ser deres indhold på andre internetsider end deres egen.

Edward O’Hara fra Jupiter Research, som jeg hørte give et meget interessant oplæg til en konference for noget tid siden, taler om, at massepublikummet langsomt forsvinder, og at store dele af indholdet på internettet vil blive “desintegreret”, altså blive spredt ud over nettets forskellige kanaler.

Jeg er meget enig med ham, og her møder vi udfordringen: Hvordan får man statistik og indsigt i brugen af ens indhold andre steder? Jeg har ikke noget svar, men glæder mig til at følge udviklingen.

Kan en IT-afdeling mikroblogge?

I morges da jeg ville tjekke arbejdsmailen fra mobilen, kunne jeg ikke logge ind. Jeg kunne godt se forsiden, men logge ind – nej.

Jeg prøvede senere fra min bærbare via vores web-interface til Exchange-serveren (Outlook Web Access kaldes det), men samme resultat.

Jeg stod nu med to problemer:

1) Jeg kunne (og kan) ikke logge på min arbejdsmail
2) Jeg anede ikke, hvad det skyldtes, og hvornår det ville komme til at køre igen

Jeg måtte skrive til Kim (som jo arbejder i samme hus) og spørge, om der var problemer. Han måtte så kigge på intranettet (som det kræver en særlig VPN-klient at få adgang til udefra) og kunne så fortælle mig, at der var problemer.

Men havde det ikke været nemmere, at vores IT-afdeling havde en lettilgængelig kommunikationskanal, hvor vi medarbejdere kan følge med og få besked, når der opstår problemer, og når de bliver rettet?

Navnet er blog. Mikroblog
Et godt medie kunne være en blog, men Twitter eller Jaiku synes perfekt. Begge er mikroblogmedier, hvor man har 140 tegn per besked. Tilpas til at fortælle, at der er problemer med mailsystemet.

Det rejser selvfølgelig et oplagt spørgsmål: Twitter er en åben kanal, er det smart at andre kan læse med? Hvis man ikke mener, det er det (selvom jeg nu tvivler på, at statusbeskeder er statshemmeligheder), kan man jo passende lave en blog.

I hvert fald noget, der kan tilgås udefra uden en særlig klient, som jeg ikke kan installere på min telefon. En stor del af de gange, jeg lige skal tjekke min mail hurtigt, sker det faktisk fra mobilen. Derfor ville det også være logisk, at jeg kunne få en systemstatus via mobilen – her har Twitter en særlig mobil udgave.

Jeg ved, at vores IT-direktør blogger, og tidligere har udtrykt interesse i mikroblogging, så mediet ligger ikke så fjernt 🙂

Men hvad mener du? Kan en IT-afdeling mikroblogge? Bør den?