Journalisten.dk har skrevet om vores manifest

Du har muligvis allerede set det hos Kim, men Journalisten.dk har i dag publiceret en artikel om vores manifest.

I artiklen taler Kim og jeg lidt om, hvorfor vi synes, det var på sin plads med et borgerjournalistisk manifest. Det bedste ved artiklen i mine øjne er nu, at Jens Jørgen Madsen slutter artiklen med Kims citat og en opfordring til debat/dialog:

Målet er nu, at alle andre journalister blander sig i debatten og kommer med indspark til manifestet.

»Når der bliver skabt nye rene borgerjournalistiske medier – hvilket der forhåbentligt vil komme mere af – så bør de også bekende sig til udmærkede dogmer om, at medierne skal være tilstræbt objektive og høre begge parter i en sag. Derfor ser jeg manifestet som en brobygning og et ‘Så Vågn Dog Op og Eksperimenter’ til mine kolleger i pressen,« siger Kim Elmose.

For mere information kan du læse mit oprindelige indlæg om manifestet.

Præsenterer: Det borgerjournalistiske manifest

Udviklingen går stærkt indenfor de nye medier i øjeblikket, og især indenfor brugergenereret indhold og borgerjournalistik er der sket store ting bare indenfor de seneste seks måneder.

Men hvor der ikke mangler forandringer, mangler der til gengæld en hel central definition af, hvad borgerjournalistik rent faktisk er. Derfor præsenterer vi (mig + Kim Elmose, Kenneth Ley Milling, Mads Kristensen og Lisbeth K. Larsen) nu det borgerjournalistiske manifest.

Manifestet opstod oprindelig som idé efter et møde, Mads indkaldte til, og som blev afholdt den 9. januar 2008.

Her snakkede vi frem og tilbage, og en klar konklusion var efter mødet var, at der netop mangler en præcis definition af, hvad borgerjournalistik er. Er det for eksempel nok at stille borgerne spørgsmål (fx gennem spørgeskemaer) eller skal de aktivt bidrage med indhold?

Du kan læse hele manifestet nedenfor, men inden du gør det, vil jeg lige præsentere dem, der sammen med mig står bag det.

Kim Elmose er i skrivende stund blogredaktør på Politiken, efter at have været netchef på Ingeniøren. Kim blogger fast på Mediehack og er makker med Kenneth og jeg på Online Minds.

Kenneth Ley Milling er webredaktør hos Update (tidligere Center for Journalistik og Efteruddannelse). Han blogger blandt andet på Kenley, Journalist 2.0 og Mobiljournalistik.dk og er også med i Online Minds med Kim og jeg.

Mads Kristensen, som lever på VadNu.com, arbejder som konsulent med nye medier. Mads blogger også på Journalisten.dk og på Mediawatch.dk.

Lisbeth K Larsen er friskuddannet journalist fra RUC, hvor hun skrev speciale i brugergenereret indhold med udgangspunkt i Ekstra Bladets nationen!.

Og så til manifestet:

* * * * * *

Det borgerjournalistiske manifest

Indledning
Et spøgelse går gennem redaktionsgangene – borgerjournalistikkens spøgelse. Mange kræfter i det gamle mediebillede har sluttet sig sammen til en klapjagt på dette spøgelse, mens andre søger at integrere det under andre former.

I det danske mediebillede mangler der en klar definition af begrebet ‘borgerjournalistik’.

I den ene lejr ser man borgerjournalistik som en oplagt mulighed for at lade borgerne komme til orde ved at gøre dem til deltagere i produktionen af medieindhold frem for passive forbrugere. I den anden lejr ser man borgerjournalistik som en mulighed for at bedrive undersøgelser og målrettet markedsføring.

Med denne tekst søger vi at bringe klarhed omkring, hvad det præcist indebærer at være et borgerjournalistisk medie med borgere som journalister.

De 11 teser

  1. Et borgerjournalistisk medie lytter lige så meget, som det spørger.
  2. Et borgerjournalistisk medie sætter den lokale dagsorden, fordi det tager udgangspunkt i borgerne selv.
  3. Et borgerjournalistisk medie definerer væsentlighed ud fra nærhed til borgernes liv og dagligdag.
  4. Et borgerjournalistisk medie er mere end spørgsmål og afstemninger.
  5. Et borgerjournalistisk medie er afhængig af artikler og indhold leveret af borgerne.
  6. Et borgerjournalistisk medie lader borgerne skildre begivenhederne, som de ser dem, men tilstræber sig objektivitet.
  7. Et borgerjournalistisk medie giver tilbage til det samfund, det er udsprunget af.
  8. Et borgerjournalistisk medie kan både være baseret på geografi og/eller emner/kategorier.
  9. Et borgerjournalistisk medie kan ikke forceres til at opstå, det skal opstå med udgangspunkt i deltagerne.
  10. Et borgerjournalistisk medie har plads til niche-journalistik
  11. Et borgerjournalistisk medie bekender sig til de klassiske journalistiske idealer med tilstræbt objektiv dækning af et emne, hvor alle parter søges hørt – og de journalistiske produkter ikke alle er subjektive indlæg i samfundsdebatten.

Underskrivere
Kim Elmose | Kenneth Ley Milling | Mads Kristensen | Lars K Jensen | Lisbeth K Larsen

* * * * * *

Du kan også læse manifestet her. Læs også Mads’ indlæg om manifestet på hans blog på Journalisten.dk.

The Economist: Trængte lokalaviser skal blive mere “intenst lokale”

I artiklen “On the brink” (som du muligvis har set blandt mine tips, som jeg deler med jer via del.icio.us) tager The Economist fat på det faldende oplag på det amerikanske avismarked.

En af pointerne i artiklen er:

Industry experts such as Lauren Rich Fine of Kent State University do not think that the Times is responding forcefully enough.

“Now is the time to beef up its business section,” she says.

Ms Fine also points out that although all newspapers are being buffeted by the internet, their ability to respond will probably depend on whether their audiences are national, metropolitan or local. The first category can afford to invest in distinctive international or business coverage, while the last can prosper by becoming “more intensely local”.

But she fears for the big metropolitan newspapers, which may find themselves trapped in the middle.

“More intensely local” kan, mere eller mindre, oversættes til “hyperlokal”, som er et begreb, som Rob Curley arbejder meget med. Altså at lokalstoffet bliver endnu mere lokalt og giver borgerne i området et sted, hvor de kan finde en masse informationer om deres lokalområde.

Du kan læse mere om Rob Curley her, hvor jeg linker til Daniel Bergsagels blogindlæg fra hans besøg hos netop Rob Curley.

Borgerne skriver avisen – ja, avisen..en trykt avis!
Rob Curley arbejder hovedsagligt med online- og mobiltjenester. Et andet eksempel er Mary Lou Foulton fra Bakersfield Californian. Her gør man det, at man ugentligt trykker en avis, finansieret af annoncer, med borgernes blogindlæg og artikler. Og det fungerer godt og kører rundt økonomisk.

Noget af det mest interessante ved Bakersfield-projektet er jo netop, at borgerne deltager på et onlineplan, og deres indhold resulterer i en gammeldags trykt avis, som bliver delt rundt — gratis, så vidt jeg husker.

Så ingen tvivl om, at Lauren Rich Fine har fat i det rigtige i The Economist-artiklen. En satsning på at blive “endnu mere lokal” betyder, at borgerne i et samfund føler sig tættere knyttet til deres lokalblad/avis. Det, kombineret med at de selv og deres venner/familie nu er repræsenteret i mediet, giver dem større købelyst, og så kan oplaget gå op.

Det samme kan, som jeg ser det, til en vis grad lade sig gøre med landsdækkende aviser, blot er det sværere at skabe et “fællesskab” omkring et medie, som det kan lade sig gøre med lokalmedier, som kan tage emner fra lokalmiljøet op.

Selvfølgelig kan et landsdækkende medie også tage et emne op, og de gør det næsten hver dag, men det er nu engang sværere at samle hele landet, end det er med et lokalområde.

Samtalen med borgerne kan, som med Bakersfield-eksemplet, sagtens foregå på nettet og give bonus på printsiden.

Anbefaling: eJour om nichejournalistik på nettet

Onlinemagasinet eJour (der har til huse på Journalisthøjskolen sætter i det nye nummer (hvis man da kan tale om numre på nettet?) fokus på nichejournalistik på nettet.

Jeg har endnu ikke fået læst alle artiklerne igennem, det må jeg gøre i morgen, hvor det er helligdag, og der er godt med tid, men jeg er faldt over nogle interessante artikler, for eksempel “Bladene skyder knopper“, “Nicher er klemt af ulige vilkår” og “Nicher til borgerjournalistik“.

Nu du er i gang, kan du jo også læse artiklen “Nyhedsmedier dur ikke til form“, der indledes med ordene:

En ting er af lave journalistik, altså indhold. Noget helt andet er at præsentere det på en flot og brugbar måde, i en intuitivt rigtig, nem og tilgængelig form. Det er der ikke ret mange medier, der er gode til. Og det er fjollet, at de alle skal konkurrere om at lave det bedste, mest brugbare og flotteste netsted, når ikke særligt mange af dem vil lykkes med det alligevel.

God læsning.

Skulle vi ikke snart aflive brugeren? Og hvad skal han/hun så hedde?

Sjældent er der blevet snakket så meget om brugergenereret indhold, som der gør i øjeblikket.

Dels på grund af en leder i Journalisten, som har startet en debat, men også fordi store spillere som Ekstra Bladet (hvor jeg sidder) og TV2 er godt i gang med dette felt. Mads Kristensen har et blogindlæg om hypen.

Dette blogindlæg skal ikke handle om denne debat. Men om ordet. Ordet “brugergenereret”. Som i “brugergenereret indhold”. Det er jo totalt tvetydigt.

For hvordan kan en, der “genererer indhold”, altså bidrager, være en “bruger”?

Jeg bruger, ergo er jeg en bruger – jeg bidrager, ergo er jeg ?
En bruger er en, der “tager imod” og konsumerer en vare, som for eksempel en avis, hvad enten den er trykt på papir eller eksisterer på computerskærmen. Men i det sekund, der kan kommenteres eller vedkommende kan bidrage med indhold, hvad enten det er video, billeder eller sågar viden på tekst per e-mail, så ophører personen vel med at være en bruger? Det samme gælder, hvis vedkommende lægger video på YouTube eller billeder på Flickr, som medierne så senere bruger.

Tilbage i efteråret 2006, da vores multimediehold på Journalisthøjskolen havde fulgt AGF i en uge og produceret AGFokus-sitet (som vist er nede nu), var vi på besøg hos 3F, som siden præmierede vores arbejde med deres multimediepris.

Her holdt jeg et oplæg omkring teknikken bag AGFokus (WordPress + Flickr + YouTube og masser af kærlighed til open source), hvor jeg proklamerede, at brugeren er død. Det havde den sådan set været i et stykke tid allerede dengang. Det mener jeg stadig. For folk nøjes ikke med at “bruge” længere.

Alligevel hører vi det igen og igen: “Brugergenereret” indhold. Vi skal have “brugere”, så er alting godt. “Brugere” makes the world go around.

Men de er jo netop ikke brugere, det er hele pointen. De er bidragsydere. Folk, som medierne ikke kan klare sig uden. Ja. Let’s face it.

Men hvad er de så, hvis de ikke er brugere? I “Creative Man” fra 2004 bruger Instituttet for Fremtidsforskning begrebet “prosument”. Ordet er en sammentrækning af “producent” og “konsument”. Det beskriver jo ret godt, hvad vores gamle brugere er blevet til, men ordet vinder næppe indpas. Det samme gælder for “produser”, det får vi heller aldrig nogen til at sige.

Question: Så hvad skal vi kalde vores nye legekammerater?

MediaWatch-redaktør uenig med Journalisten-redaktør

Debatten fortsætter ovenpå den leder, som Journalistens redaktør, Jakob Elkjær, har skrevet.

Senest har MediaWatchs redaktør, Ole Nørskov (tidligere redaktør på Journalisten.dk) skrevet et blogindlæg som svar til Jakob Elkjær.

Jeg er meget enig med Ole, jeg kan især godt lide passagen:

Brugerne flygter fra de traditionelle medier. De flygter derhen, hvor de kan få deres nysgerrighed stillet. Allerede i dag producerer verdens ”brugere” så mange flere nyheder end de traditionelle medier, at der slet ikke er nogen sammenligning. De nyheder ligger bare ikke på dagbladenes eller tv-stationernes hjemmesider og de er ofte ikke skrevet efter den journalistiske nyhedstrekant – så journalister har måske svært ved at anerkende dem som nyheder.

“Derfor er det så befriende at lytte til professionelle mediefolk som Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, eller redaktør Peter Møller fra 1234.dk i dette nummer af Journalisten. De konstaterer, at det brugergenererede stof ikke kan stå alene, fordi det ikke har kvaliteten til det. Men selvfølgelig skal medierne lægge ørene til jorden og bruge mulighederne til at komme tættere på brugerne og dermed styrke den klassiske journalistik.
Så er vi da kommet et stort skridt væk fra det poetiske vrøvl.

Jakob Elkjær insisterer også i dette afsnit på at blande begreberne sammen. En ”demokratisk revolution” er tilsyneladende for ham ikke en rigtig demokratisk revolution, hvis den ikke finder sted hos Ekstra Bladet eller TV 2. For pokker – det er jo hele problemstillingen i en nøddeskal: Det er SVÆRT for de traditionelle medier at få del i den demokratiske revolution. Den har jo netop det iboende og vidunderlige karaktertræk, at den er decentral. Ekstra Bladet kan lige så lidt som Jakob Elkjær styre udviklingen på internettet.

Journalisten.dk har ikke trackback-funktion, så man kan ikke se, hvem der linker til lederen. Men du kan se nogle af dem på Google Blogsearch.

Brugergenereret eller brugergenererende?

For nogle dage siden sad jeg og læste et tekst omkring brugergenereret indhold. Et sted i teksten var der en slåfejl, således at der stod »det brugergenererende indhold« i stedet for »det brugergenerede indhold«.

Det var jo selvfølgelig en fejl, men det fik mig alligevel til at tænke over noget. For hvad er det egentlig, medierne helst vil have, når de arbejder med brugerinddragelse? Alt for tit hører jeg sætningen »det kunne også give mange brugere«, når der diskuteres hvilke tiltag der skal sættes i værk eller hvilke artikler, der skal skrives for at bringe brugerne i spil.

Men det er jo at anskue det helt forkert.

Jeg kan forstå, at man i starten vil have mange brugere for at nå kritisk masse. Men hvornår har man nok? Hvornår stopper man med at sige »det kunne også give mange brugere« for i stedet at sige »det kunne også bringe nogle gode vinkler i spil fra brugerne og gøre det fedt for dem at være med i netop dette community«?

I sidste ende handler det jo om kvalitet. Ikke kvantitet.

Update: Brugergenereret indhold kan løfte lokaljournalistikken

Den debat omkring brugergenereret indhold, som blev startet af Jakob Elkærs leder i Journalisten (start eventuelt her) fortsætter.

Senest har Peter From Jacobsen, der er journalist og fagmedarbejder ved Update (sammenslutningen af Center For Journalistik og Efteruddannelse og Den Journalistiske Efteruddannelse skrevet et debatindlæg på kommunikationsforum.

Peter lægger blandt andet, ligesom jeg selv, vægt på, at borgerjournalistik og brugergenereret indhold i almindelighed især kan komme lokaljournalistikken til gavn:

Jeg mener, at borgerjournalistik og brugernes aktive deltagelse i almindelighed har store perspektiver især i lokaljournalistikken. Hvis lokale medier skal løse opgaven at komme tættere på borgernes hverdagsliv og de emner, de er optaget af, er medierne ganske simpelt nødt til at involvere borgerne langt mere end tidligere.

Læs hele debatindlægget, hvor han også nævner tre konkrete borgerjournalistiske projekter, som Update følger.

Skal vi starte et medie?

En af pointerne i Wired-redaktøren Chris Andersons artikel “Free! Why $0.00 Is the Future of Business” er, at priser for drift på nettet, for eksempel lagerkapacitet og så videre, er gående mod nul, hvorfor det giver mening, at lade sine produkter være gratis.

Og det fik mig til at tænke. For hvor meget kapital skal man egentlig hive op af lommen for at starte et medie i morgen. Eller nu? Lad os da kigge på det.

Lagerplads
Vi skal have noget plads at lege på. Og her er der virkelig meget at vælge imellem, når man gerne vil have masser af plads, for eksempel Site5 (der pt. tilbyder 1.500 gigabyte(!) plads for 3.50$ om måneden) eller danske Gigahost (der i øjeblikket vil have 20 kroner om måneden for 4,6 gigabyte – og størrelsen på lageret stiger).

Lad os vælge Gigahost. Det bliver altså 12 x 20 kroner for den første måned plus oprettelse på 100 kroner: 340 kroner.

Samtidig skal vi også have en URL. Hvis det er et .dk-domæne, så skal vi også betale til DK-hostmaster, og det koster cirka 100 kroner årligt.

Billeder
Hvis du skal starte et borger- og/eller lokalmedie, vil du formentlig gerne have folk til at indsende billeder. Du kan vælge at have dem liggende på dit webhotel, i dette tilfælde hos Gigahost, men det vil i virkeligheden være lidt dumt.

I stedet for skal vi bruge Flickr, hvor der i forvejen er en fantastisk struktur med gallerier (“sets”) og tagging. Plus at Flickr har masser af trafik og brugere, så du gør øger faktisk chancen for, at andre opdager billederne. Derfor slipper du for at skulle installere gallerisoftware etc.

Samtidig har Flickr også nogle udemærkede features såsom mobilupload, RSS-feeds etc.

Og det koster jo ikke dig noget, at dine bidragydere har en Flickr-konto (slet ikke hvis de kører efter den gratis udgave), men du skal jo også selv bidrage, og derfor skal du også have en Flickr-konto. Og for at kunne have mere end tre sets og få ubegrænset upload, skal du selvfølgelig have en Pro-konto. Det koster 25 dollars om året, svarende til (lige pt.) 118 kroner årligt.

Du kan jo så vælge, om du vil give Pro-konti til dine bedste, eller alle, bidragydere.

Video
Hvis du vil have video, er der især et navn, der popper op igen og igen: YouTube. Men der er mange spillere på markedet, og en tjeneste som Viddler ser interessant ud.

Men humlen er: Det er gratis.

Content Management System
Men vi skal jo også have noget, der kan vise alle de fine videoklip og billeder og de fede artikler, der kommer til at være på dit site.

Igen er der adskillige muligheder, både betalte og gratis, men i dette tilfælde ville det være en kæmpefejl ikke at vælge en af de gratis open source-muligheder, såsom WordPress og Drupal.

WordPress er vanvittigt nemt at gå til, så det vælger vi. Det koster 0 kroner.

Hvis du også vil have udvidelser (plugins) kan du rende ind i nogle, der koster penge, men risikoen er så uhyggeligt lille, jeg har ikke mødt et sådan endnu. Så udvidelse af WordPress: 0 kroner.

Design
Nu da vi har valgt WordPress, er der i tusindfold af temaer og udvidelser derude. På wpmagthemes.com kan du se eksempler på nogle fede magasintemaer til WordPress, og der er både gratis og betalte varianter.

Lad os sige, at vi flotter os og køber et af de dyreste temaer til 100 dollars. Det bliver i dansk valuta 471 kroner, men så er det til gengæld også fedt! 🙂

Så skal vi i gang!
Så er vi sådan set færdige med indkøbene til vores nye medie. Det blev alt i alt til 1.029 kroner, som du skal lægge på bordet for det første år.

Næste år skal du ikke betale oprettelse hos Gigahost, og WordPress-temaet er jo også betalt, så du kan trække 571 kroner fra og få 458 kroner om året.

Og det er jo peanuts, mine damer og herrer!

Så lad os sige, at en gruppe personer i et lokalområde gerne vil starte deres eget medie. Aldrig har det været billigere eller nemmere at gøre noget ved det.

Rob Curley, som praktisk talt laver af at lave lokalsites og undersites siger, at alle projekter skal have 18 måneder til at vise deres værd. Og vores lille gruppe af personer skal altså bare afsætte 1.487 kroner til mediets to første år.

Værsgo!

Lektor på Journalisthøjskolen: Vi skal bruge brugerne!

Normalt gør jeg det, når en sag, som jeg har skrevet om her udvikler sig, at jeg tilføjer det i “Opdatering”-feltet under artiklen.

Men i forbindelse med sagen om Journalisten, der gerne vil aflive testen om, at brugergenereret indhold kan have kvalitet kommer Kristian Strøbech der er lektor og leder af projektgruppen for Nye Medier på Journalisthøjskolen med en helt fantastisk kommentar.

Jeg var så heldig at blive undervist af Kristian Strøbech, da jeg havde multimedieforløbet på 7. semester på Journalisthøjskolen. Han er om nogen en mand, der har forstået, hvor medierne er på vej hen. Og den slags kan synes sjældne i uddannelsesmiljøet.

Du finder Strøbechs kommentar under lederen på Journalisten.dk. Læs den!

PS: Ole Nørskov, tidligere redaktør på Journalisten.dk (nu på MediaWatch), har også lagt en kommentar, som er en læsning værd. Den finder du på samme side.

Journalisten: Den demokratiske medierevolution er afblæst

Via Kim Elmoses korte sætninger på Twitter ser jeg, at Journalistens chefredaktør, Jakob Elkjær, har en leder, hvor han afliver den forandring, som brugernes indtræden på mediemarkedet (med sociale medier som blogs, YouTube etc.) skulle have skabt.

Mads Kristensen har ikke meget til overs for dét syn, og Kim Elmose og Ernst Poulsen har også være ude at markere.

Jeg vil da også gerne knytte et par ord på Elkjærs leder, som jeg vil anbefale, at du læser, inden du læser videre her.

Det overrasker jo nok de færreste, at jeg er meget uenig med Jakob Elkjær. Jeg er nemlig overbevist om, at brugerne (det kan vi jo egentlig ikke kalde dem længere) kommer til at bidrage med noget stort til mediebilledet.

Jakob Elkjær: »[…] YouTube genererer ikke nyheder af sig selv«.
Forkert. Nu skal jeg ikke kunne udtale mig om, hvad Jakob Elkjær bruger YouTube til, men han må da kunne huske historien om en studerende i Florida, der blev udsat for ekstensiv brug af “tasers” under et besøg af John Kerry:

Den historie startede på YouTube med, at en anden studerende uploadede den video, han havde optaget med sin mobiltelefon. De optagelser blev siden brugt i TV, og andre personer, der var tilstede uploadede senere også deres videoer til YouTube.

Der er tonsvis af eksempler på medier, der bruger YouTube, enten fordi det var der, videoen lå først, eller fordi der ligger videoklippet, som illustrerer lige præcis den historie, journalisten sidder med.

YouTube genererer historier hver dag. Det er bare ikke historier (hvorfor vil Elkjær kun tale om “nyheder” i forbindelse med YouTube? — det handler vel om historier?), som de danske journalister definerer dem.

Hvorfor ligger Face The Candidates (i forbindelse med det amerikanske valg) på et site, der ikke genererer nyheder, Jakob Elkjær?

Et andet brugerdrevet medie, hvor der bliver genereret nyheder: LiveLeak. Jeg har tidligere skrevet om LiveLeak, og det var på LiveLeak, at man som det første sted kunne se, at Saddam Husseins henrettelse slet ikke var foregået så stille og roligt, som myndighederne ellers påstod. Altså endnu en historie, som opstod på et brugerdrevet medie.

Hvad havde vi regnet med?
Elkjær skriver:

Derfor er det så befriende at lytte til professionelle mediefolk som Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, eller redaktør Peter Møller fra 1234.dk i dette nummer af Journalisten. De konstaterer, at det brugergenererede stof ikke kan stå alene, fordi det ikke har kvaliteten til det. Men selvfølgelig skal medierne lægge ørene til jorden og bruge mulighederne til at komme tættere på brugerne og dermed styrke den klassiske journalistik.

Og hvad har vi på medierne så gjort for at få godt indhold? Bevares, TV2 har reklameret lidt i deres nyhedsudsendelser for, at man kan indsende sine videoklip, men får det folk derude til at gøre det? Tilsyneladende nej.

Lad os se det i øjnene: Danmark er langt bagefter lande som USA hvad angår medieudvikling, og herhjemme kan man altså ikke bare starte en tjeneste, og så læne sig tilbage i den tro, at der vil komme den ene Cavling-aspirant efter den anden sivende ind. Sådan fungerer det ikke.

Vi skal fortælle danskerne, hvorfor de skal sende deres lyd, video og billeder til os og give os tilladelse til at videreformidle det, som vi har lyst til. For det er jo reelt det, vi beder dem om.

Og hvad med et medie som Wikipedia, der jo er 100% brugerdrevet. Vil Jakob Elkjær mene, at det ikke fungerer? Kan artiklerne i Wikipedia heller ikke stå alene? Jo de kan så.

Brugermedier giver gode lokalmedier
Og hvad med lokalmedier? Der er jo opstået nogle kedelige monopoler blandt lokalaviserne rundt omkring, hvor kun de stærkeste har kunnet klare sig. Det vil sige, at der nu kun sidder én avis/blad på et område.

Her kan et borgerjournalistisk medie altså virkelig tilføre noget. Tag for eksempel Århus Vest, der er oprettet af brugere fra Århus Vest, hvor de selv dækker deres bydel.

Et borgerjournalistisk lokalmedie vil jo hver dag året rundt have en bredere og dybere dækning af lokalområdet, fordi det er baseret på de personer, der bor der, og ikke en eller anden journalist, som helst ikke vil forlade sin telefon, hvor han/hun tror, at historierne kan ringes hjem.

Enig, der er mange kommentarer på Nationen (hvor jeg pt. arbejder), der er under et acceptabelt niveau. Men hvorfor skal vi tale de store mediehuse, når vi taler borgerjournalistik?

Jeg er overbevist om, at borgerjournalistik hører meget bedre hjemme på et lokalt plan. Så tager borgerne stilling til ting, der ligger dem nær, og som de har forstand på (garanteret mere forstand på end så mange andre), i stedet for at de kommenterer på storpolitik og kriminalstatistikker.

Eksperter på eget liv
Marianne Hansen fra Update sagde det så rigtigt engang: »Vi skal passe på ikke at gøre folk til eksperter på andet end deres liv.« Og hvor er det rigtigt. Hvis vi beder borgerne om at tage stilling til store emner, som de egentlig ikke rigtig har forudsætning for at vide noget om, så skal man ikke spille overrasket, hvis man får noget, som man ikke umiddelbart ikke mener, man kan bruge til det helt store.

Lad folk bidrage med indhold og viden indenfor de emner, de rent faktisk har forstand på og/eller har oplevet. Ellers gør vi dem en kæmpe bjørnetjeneste.

Og skal vi på de store medier så ikke bare aftale med os selv, at vi skal blive bedre til at opfordre menneskerne derude i den virkelig verden til at tage fede billeder og skyde dokumenterende videoklip, som vi så eksponerer på en god måde?

For vi er sgu ikke gode nok til at lukke brugerne ind herhjemme. Og det er en af grundende til, at det står til, som det gør med borgerjournalistikken! Lad os komme videre og droppe konservatismen og selvforherligelsen og lukke andre mennesker ind. Vi journalister kan jo ikke vide alt.

Debat: Er journalister for konservative?

Efter at have undervist i “web 2.0” på Journalisthøjskolen, udtrykker Ditte overfor mig undren over, hvorfor journalister, i dette tilfælde journaliststudernede, er så (generalisering forude) konservative og går med skyklapper, når det gælder nye medier, herunder også borgerjournalistik/brugerinddragelse.

Skønt jeg selv er journalist af uddannelse, må jeg erklære mig enig i hendes synspunkt. For ud fra hvad jeg selv har oplevet, og ud fra hvad andre fortæller mig, så er journalister utroligt dårlige til at favne nye muligheder og begive sig ud i andet end lige præcis det, de føler, at de er uddannede til.

Uden at skulle hænge nogen ud, kan jeg liste følgende “top 3”-undskyldninger, som journalister gerne disker op med:

1. Det er ikke det, jeg er uddannet til.
2. Det kan jeg ikke finde ud af.
3. Kan du ikke bare gøre det?

Og dette er altså ikke bare mit eget personlige korstog, jeg hører præcis det samme, når jeg taler med andre folk rundt omkring, der arbejder som/med journalister. Jeg har hørt, at det ikke engang behøver handle om nye medier, men måske bare om nye opgaver, før journalisterne (igen en generalisering, det ved jeg) forsøge at krybe uden om og klamre sig fast til det, de kender.

Den skrivende maskinstormer
Lad mig sætte det lidt (okay, meget) på spidsen: Hvis ikke nogle personer, eller udviklingen, havde tvunget journalister til at skrive til nettet, så havde vi stadig kun papiraviser.

For hvor smart er “det hersens internet” egentlig? Og hvorfor poste store summer i det, når man ved, at folk inderst inde helst vil læse avisen, også selvom de bare ikke selv ved det? Se bare på de første netaviser, hvor man parkerede ting, der ikke egnede sig mere til nettet end til en side i avisen.

Selvfølgelig er der masser af journalister derude, der er ganske udemærket med (mange meget mere end mig), men generelt tegner der sig altså dette billede af journalisten som en maskinstormer, der hellere vil bevare tingene som de er, eller var, for det kan man da i det mindste finde ud af.

På den ene side trækker jeg lidt på smilebåndet af det, men på den anden mere alvorlige side, kan jeg godt blive lidt bekymret.

For hvis ikke journalisterne bringer fornyelsen i mediebranchen, hvem gør så? Freeway? Google? Græsrodsmedier? Og når disse spillere begynder at rykke, så nytter det ikke noget at være for langt bagefter, fordi man har overbevist sig selv om noget, der ikke længere gælder.

Og det bekymrer mig endnu mere, når Ditte får den samme fornemmelse, når hun underviser på Journalisthøjskolen. Disse studerende, som hun har undervist har gået 3 semestre på skolen, for derefter at bruge 3 semestre på at være i praktik i den virkelige verden.

Og hvis de betragter netjournalistik som »B-journalistisk for dem, der ligesom ikke kan få et rigtigt job« (citat Ditte), så står vi altså med et ganske alvorligt problem. For hvor mange af de journalister, der bliver uddannet hvert evigt eneste år får job på aviser? Jeg kender ikke tallet, men jeg vil vove den påstand, at størstedelen lander i kommunikationsstillinger og/eller som skrivende til nettet.

Dertil kan man tilføje, at gratisavismarkedet, ifølge MediaWatch, har stabiliseret sig, og herfra går det formentlig kun én vej med oplaget og dermed antallet af stillinger: Nedad.

Omfavn forandringerne
Mine erfaringer er, at man ikke kan tvinge noget ned i folk, heller ikke journalister. Så derfor er mine råd til journalister og journaliststuderende:

  • Lær at gøre andet end at skrive artikler
  • Lær internettet at kende bedre end din notesblok
  • Lær hvordan man bruger de stærke værktøjer, som blandt andet Google stiller til rådighed
  • Lær at blogge og lær at bruge din blog som et journalistisk redskab i stedet for som en dagbog

Og den måske vigtigste i disse tider med borgerjournalistik og brugergeneret indhold:

  • Indse at andre end dig og dine kolleger kan levere godt indhold

Men hvorfor i alverden er journalister så konservative og bange for forandring? Hvad kommer det til at betyde for fremtiden? Og er det lige sådan i andre brancher? Eller er det bare mig, der er alt for sortseende? Hvad mener du?

PS: Jeg skal selvfølgelig påpege, at jeg kender mange journalister, der ikke er konservative og maskinstormere. Derudover findes der andre journalister, der også er udemærket med. Så undskyld, hvis de føler sig trådt over tæerne 😉

Derudover er ovenstående mere et indlæg i debatten, end det er en sviner af journaliststanden. Bare lige, så det er på plads.