Debat: Er journalister for konservative?

Efter at have undervist i “web 2.0” på Journalisthøjskolen, udtrykker Ditte overfor mig undren over, hvorfor journalister, i dette tilfælde journaliststudernede, er så (generalisering forude) konservative og går med skyklapper, når det gælder nye medier, herunder også borgerjournalistik/brugerinddragelse.

Skønt jeg selv er journalist af uddannelse, må jeg erklære mig enig i hendes synspunkt. For ud fra hvad jeg selv har oplevet, og ud fra hvad andre fortæller mig, så er journalister utroligt dårlige til at favne nye muligheder og begive sig ud i andet end lige præcis det, de føler, at de er uddannede til.

Uden at skulle hænge nogen ud, kan jeg liste følgende “top 3”-undskyldninger, som journalister gerne disker op med:

1. Det er ikke det, jeg er uddannet til.
2. Det kan jeg ikke finde ud af.
3. Kan du ikke bare gøre det?

Og dette er altså ikke bare mit eget personlige korstog, jeg hører præcis det samme, når jeg taler med andre folk rundt omkring, der arbejder som/med journalister. Jeg har hørt, at det ikke engang behøver handle om nye medier, men måske bare om nye opgaver, før journalisterne (igen en generalisering, det ved jeg) forsøge at krybe uden om og klamre sig fast til det, de kender.

Den skrivende maskinstormer
Lad mig sætte det lidt (okay, meget) på spidsen: Hvis ikke nogle personer, eller udviklingen, havde tvunget journalister til at skrive til nettet, så havde vi stadig kun papiraviser.

For hvor smart er “det hersens internet” egentlig? Og hvorfor poste store summer i det, når man ved, at folk inderst inde helst vil læse avisen, også selvom de bare ikke selv ved det? Se bare på de første netaviser, hvor man parkerede ting, der ikke egnede sig mere til nettet end til en side i avisen.

Selvfølgelig er der masser af journalister derude, der er ganske udemærket med (mange meget mere end mig), men generelt tegner der sig altså dette billede af journalisten som en maskinstormer, der hellere vil bevare tingene som de er, eller var, for det kan man da i det mindste finde ud af.

På den ene side trækker jeg lidt på smilebåndet af det, men på den anden mere alvorlige side, kan jeg godt blive lidt bekymret.

For hvis ikke journalisterne bringer fornyelsen i mediebranchen, hvem gør så? Freeway? Google? Græsrodsmedier? Og når disse spillere begynder at rykke, så nytter det ikke noget at være for langt bagefter, fordi man har overbevist sig selv om noget, der ikke længere gælder.

Og det bekymrer mig endnu mere, når Ditte får den samme fornemmelse, når hun underviser på Journalisthøjskolen. Disse studerende, som hun har undervist har gået 3 semestre på skolen, for derefter at bruge 3 semestre på at være i praktik i den virkelige verden.

Og hvis de betragter netjournalistik som »B-journalistisk for dem, der ligesom ikke kan få et rigtigt job« (citat Ditte), så står vi altså med et ganske alvorligt problem. For hvor mange af de journalister, der bliver uddannet hvert evigt eneste år får job på aviser? Jeg kender ikke tallet, men jeg vil vove den påstand, at størstedelen lander i kommunikationsstillinger og/eller som skrivende til nettet.

Dertil kan man tilføje, at gratisavismarkedet, ifølge MediaWatch, har stabiliseret sig, og herfra går det formentlig kun én vej med oplaget og dermed antallet af stillinger: Nedad.

Omfavn forandringerne
Mine erfaringer er, at man ikke kan tvinge noget ned i folk, heller ikke journalister. Så derfor er mine råd til journalister og journaliststuderende:

  • Lær at gøre andet end at skrive artikler
  • Lær internettet at kende bedre end din notesblok
  • Lær hvordan man bruger de stærke værktøjer, som blandt andet Google stiller til rådighed
  • Lær at blogge og lær at bruge din blog som et journalistisk redskab i stedet for som en dagbog

Og den måske vigtigste i disse tider med borgerjournalistik og brugergeneret indhold:

  • Indse at andre end dig og dine kolleger kan levere godt indhold

Men hvorfor i alverden er journalister så konservative og bange for forandring? Hvad kommer det til at betyde for fremtiden? Og er det lige sådan i andre brancher? Eller er det bare mig, der er alt for sortseende? Hvad mener du?

PS: Jeg skal selvfølgelig påpege, at jeg kender mange journalister, der ikke er konservative og maskinstormere. Derudover findes der andre journalister, der også er udemærket med. Så undskyld, hvis de føler sig trådt over tæerne 😉

Derudover er ovenstående mere et indlæg i debatten, end det er en sviner af journaliststanden. Bare lige, så det er på plads.

Arkitektfirma siger farvel til e-mails, og sociale medier indtager virksomhederne

I dag havde jeg den fornøjelse at være til Widepeek ’08-konferencen, som blev arrangeret af We Mind, tidligere Connecta.

Temaet til dette års Widepeek (som er det første, men ifølge Wemind overvejer man at lave det til en årlig begivenhed) var sociale medier som et værktøj for virksomheder. I den forbindelse var der en god række af oplægsholdere. Her har jeg kort opsummeret, hvad de talte om:

Lars Kolind
…tog os en tur “med op i helikopteren” og fortalte, hvorfor web 2.0-værktøjer, blandt andet sociale medier, passer godt til de nye krav til virksomheder, og at det mentale tankesæt i mange danske virksomheder er håbløst forældet.

Christian Lund
…fortalte om AOK, som er gået fra en web 1.0-virksomhed til ren web 2.0 (KBH360), for derefter at lande et sted i mellem de to. Han kunne blandt andet fortælle, at brugerne af AOK om få måneder kan bidrage på præcis lige fod med de journalister, der er ansat. Spændende tider.

Christian fortalte også, at en succes står på 3 grundpiller:

  • 1/3 journalistik, altså journalister, der bidrager med og redigerer indhold
  • 1/3 brugere, der bidrager med indhold
  • 1/3 annoncører, der bliver hørt

Cathie Heming
…fra Tryg-Vesta fortalte om sine erfaringer med en intern blog, som ikke var endt helt, som hun havde endt sig — men som hun dog stadig på ingen måde ville være uden. Bloggen endte mere som en generelt kommunikationsværktøj end en “ledelsesblog”, som hun oprindelig havde tænkt.

Hun lagde også vægt på, at det er utrolig vigtigt med forberedelse, når man vil starte en blog i sin virksomhed.

Peter Dunne
…fra SimCorp fortalte om, hvordan de har implementeret en wiki i deres virksomhed, som har kontorer over stort set hele verden, blandt andet København, New York, Ukraine og Australien. Peter havde nogle rigtig gode pointer, som jeg også kan bruge i mit daglige arbejde med vores wiki på Ekstra Bladet Net, og han kom også med aftenens (for midt vedkommende) pointe: Hvis du starter med en tom wiki, så ender du også med en tom wiki.

Peter var i det hele taget meget inspirerende og en sublim fortaler for wiki-værktøjet. SimCorp arbejder med MediaWiki-softwaren, som blandt andet Wikipedia (Dansk) også kører på, og som formentlig er den mest udbredte wiki-software. MediaWiki er open source og gratis.

Torben Klitgaard
…videnschef hos arkitektfirmaet Arkitema, fortalte hvordan de arbejder med vidensdeling internt i virksomheden. Enhver virksomhed eller organisation, der gerne vil blive bedre til vidensdeling, både hvad angår brugen af blogs og wiki’er, bør hurtigst muligt få Torben ud og fortælle om noget af det, de går og laver, det lød virkelig spændende!

For eksempel skal Arkitema nu til at arbejde med social netværksanalyse, hvilket må siges at være fremadsynet.

Han fortalte også noget meget interessant: Indenfor det pågældende projektnetværk i virksomheden, er det forbudt at sende e-mails og filer. I stedet skal al vidensdeling foregå via netværkets blog og wiki. Dermed samler man medarbejdernes viden og sikrer, at alle altid kan følge med i udviklingen. Interessant.

Per Ladegaard
…der er koncerndirektør i Nykredit fortalte om nogle af de ting, de foretager sig på nettet, blandt andet webdesk og deres “Dialog og weblogs”. Tjek også Nykredits Digg-inspirerede Tænk nyt, hvor man lader brugerne komme med og stemme om de nye idéer. Det er altså godt set!

Det lyder til, at Nykredit har fat i den lange ende, i hvert fald indenfor deres marked, og interessant var det, at projektet kom ovenfra — hvor man ellers ser de fleste projekter vedrørende sociale medier komme nedefra i virksomhederne.

Alt i alt fik jeg, selvom jeg kender en del til de værktøjer, der blev omtalt, en del med hjem, ikke mindst fra Peter Dunnes oplæg om, hvordan de havde arbejdet med at få implementeret deres wiki. Fælles for alle personerne var, at de havde belønnet medarbejdere og brugere for at bidrage.

Efter hvad jeg kunne læse på nogle af de 35 deltageres skilte var en del forskellige virksomheder repræsenterede. Det er godt, for det betyder, at de sociale medier er ved at vinde, måske allerede har vundet, indpas i de danske virksomheder. Og det er godt!

Så god fornøjelse med wiki’er, blogs og alle de andre sociale værktøjer derude! 🙂

Dog vil jeg godt lige understrege, at det er vigtigt, man får implementeret disse værktøjer rigtigt. For en blog er et fantastisk værktøj, hvis den bruges korrekt. Det siger selv selv, men det er vigtigt at sætte en tyk fed streg under: Sæt jer ind i, hvad de sociale medier præcis kan og udnyt så de muligheder, de giver jer.

Om forskellen på community og publikum

Mindy McAdams (hvis blog jeg følger i tykt og tyndt) har skrevet et blogindlæg om en ny bog, “Here Comes Everybody“, der med undertitlen “The Power of Organizing Without Organizations” blandt andet handler om virkningerne omkring sociale netværk.

I et blogindlæg kommer forfatteren, Clay Shirky, med nogle interessante pointer:

A good deal of user-generated content isn’t actually “content” at all, at least not in the sense of material designed for an audience. Instead, a lot of it is just part of a conversation.

Mainstream media has often missed this, because they are used to thinking of any group of people as an audience. Audience, though, is just one pattern a group can exist in; another is community.

Most amateur media unfolds in a community setting, and a community isn’t just a small audience; it has a social density, a pattern of users talking to one another, that audiences lack. An audience isn’t just a big community either; it’s more anonymous, with many fewer ties between users.

Blogindlægget tager også fat i en anden vigtig ting: Nemlig om noget rent faktisk kan kategoriseres som “brugergeneret indhold”, eller om det blot er del af en samtale. Kommentarer til artikler og blogindlæg vil jeg for eksempel ikke vurdere som brugergenereret indhold, medmindre en kommentar i sandhed berige artiklen/indlægget i en høj grad.

Én ting er i hvert fald sikker. Så snart jeg får mit nye VISA-Dankort (det nuværende er knækket, gyldigt til 2012 min bare!), bestiller jeg den bog.

Ny blog om skrivebordsløs journalistik

Update er i fuld gang med at indtage blogosfæren. I forvejen står de blandt andet bag Journalist 2.0 (som jeg ofte bruger til at holde mig opdateret på tensender indenfor journalistikken) og ProfFotograf.dk, og nu udvider de netrepertoiret med mobiljournalistik.dk.

Med taglinen “blog om skrivebordsløs journalistik” vil man tage fat på journalistik fra mobiltelefonen.

Og det synes jeg er en vigtig måde at anskue det på. I stedet for at starte med “mobil 1.0” og bruge en-vejs kommunikation, kan vi lige så godt allerede nu kaste os ud i “mobil 2.0” (normalt er jeg ikke meget for versionering af medier, men lige gør jeg en hurtig undtagelse) og lade indholdet komme fra de mobile enheder.

Et værktøj, der kan få en central rolle i dette nye mediebillede er ShoZu (som jeg skylder René stor ros og tak for at have tippet mig om). Via ShoZu-applikationen, som du installerer på din mobiltelefon, kan du blandt andet uploade billeder til Flickr, videoer til YouTube og sågar også sende historier til BBC News.

Interessant kunne det jo derfor være, hvis danske medier gik med i ShoZu eller startede en dansk pendant. Altså en service, hvor folk ikke skal MMS’e billeder ind, men simpelthen uploader dem fra deres mobiltelefon, hvilket således vil blive gratis, hvis deres mobiltelefon understøtter trådløst netværk — og der er trådløst netværk i nærheden.

Men det er lidt en anden snak end det, som dette indlæg skulle handle om — mobiljournalistik, som jeg glæder mig til at følge.

I samme åndedrag kan det nævnes, at Google har lanceret en dansk mobilsøgeside. Spændende tider.

En formel for kvalitet på nettet?

En af fordelene ved internettet fremfor papiravisen er, at det er muligt at se meget præcis, hvor mange, der har læst en given historie.

Dette har dog, i mine øjne, taget overhånd, og vi er efterhånden derhenne, hvor vi sidestiller en historie, som er blevet læst/klikket på mange gange som en god historie. Men det er den nødvendigvis ikke.

De mange kliks kan jo for eksempel betyde, at overskriften er god (eller indeholder ord som “sex”, “chok” eller lignende) eller at billedet animerer folk til at klikke på historien. Det siger intet om, hvorvidt indholdet af artiklen rent faktisk er godt og falder i læsernes smag.

Ingredienser
Derfor forestiller jeg mig en formel, der gør det muligt at sige noget mere kvalificeret om, hvilke historier, der er gode. Umiddelbart vil jeg foreslå, at man inkluderer følgende i formlen:

  • Antal visninger (som nu)
  • Sessionstid (hvor længe har læserne i gennemsnit haft historien åben?)
  • Hvor mange gange er artiklen blevet videresendt?
  • Deltagelse (antal kommentarer og lignende)
  • Tidspunkt (antallet af potentielle læsere afhænger jo at tidspunktet på døgnet, derfor kan døgnet inddeles i zoner)
  • Artikellængde (sessionstid afhænger blandt andet af artiklens længde)

Nogle af parametrene hænger sammen, for eksempel skal antallet af læsere/visninger og antallet af kommentarer måske divideres med den tidszone, vi er i. Altså skal tidszonen omkring middag have et højere tal, således at det tal, der kommer ud er lavere. Det samme gælder for sessionstiden og længden af artiklen, formentlig målt i antal anslag (inklusiv mellemrum).

Hvordan formlen skal stilles op, og hvor meget de forskellige parametre skal veje i forhold til hinanden, vil jeg lade være op til folk, der har bedre forstand på det end mig.

Men jeg synes altså, at vi mangler et måleredskab for kvalitet (og ikke kvantitet) på nettet! Er jeg den eneste?

Bold.dk må ikke bruge brugernes dækning

Jeg har skrevet om det tidligere: Bold.dk ville bruge brugernes videoklip til at dække fodboldkampe.

Jeg skrev, at jeg var i tvivl om, at Bold.dk måtte gøre sådan. Og det må de heller ikke: Det er nemlig lovligt at dække kommercielle begivenheder gratis, skriver MediaWatch. Det samme siger Divisionsforeningen:

“Det går ikke. Det vil jo svare til, at man går i biografen med et kamera og lægger filmen gratis ud på nettet bagefter, siger Divisionsforeningen direktør Claus Thomsen til MediaWatch.

Bold.dk har herefter sagt, at man ikke vil omgå rettighederne.

Webcrawler – ny jobbeskrivelse?

Det er jo næppe nogen hemmelighed, at langt størstedelen af alverdens nyheder nu til dags bliver “breaket” på nettet. Men hvor det førhen stort set kun var medierne, der smed nyhederne på nettet, er det nu blevet nemmere for menigmand, især med de forskellige blogging-værktøjer, at publicere til nettet.

Et eksempel:

18:13 tikker der en sms ind på min mobil. Det er fra mikroblogtjenesten Jaiku, hvor Mads Kristensen skriver, at der er bombealarm på Høje Taastrup station.

Det er fem minutter før Politiken og endnu mere før Ekstra Bladet (hvor jeg arbejder) der “ejer breaking news på nettet“.

Hvordan kunne det lade sig gøre? Jo, Mads sad i toget og sendte en besked til Jaiku, hvor den ryger på med det samme og bliver sendt ud til de af Mads’ Jaiku-kontakter, der har valgt at blive holdt opdateret per mobil. Den hastighed kan selv ikke Ritzau slå.

Et andet eksempel er Villy Søvndals blogindlæg, som cirkulerede internt her i huset, før nyheden ramte Ritzau. Alligevel kommer Ritzau først.

Så en ting er, at nyhederne og/eller oplysningerne er derude. Noget andet er at få fat i dem. Her kunne jeg meget vel forestille mig en medarbejder, måske 100% dedikeret til opgaven, der “trawler” nettet igennem for nyheder og viderebringer dem til den redaktionelle stab. Man kunne kalde vedkommende for en “webtrawler” eller “webcrawler” (ordet er lånt herfra)?

Jeg tror, at især nyhedsmedierne kunne have gavn af at have mindst én medarbejder, der er ekstremt wired — i den forbindelse at vedkommende følger en hulens masse feeds, har forbindelser til “de rigtige personer” på nettet etc. — og kan adskille skidt fra kanel.

Ellers kan Markedsføring måske skrive næste gang, at “Brugerne ejer breaking news på nettet”?

Bold.dk: Undgå rettighedsproblemer, brug brugerne

Det er er interessant.

MediaWatch har en artikel om, at fodbold-sitet bold.dk vil til at lave et brugerunivers.

Og her ser bold.dk‘s direktør Denis Larsen en smart fidus. I stedet for at købe dyre rettigheder til at vise videoklip fra kampene, vil man i stedet lade brugerne uploade videoklip fra kampene.

Til spørgsmålet om, hvorvidt der er problemer med det, svarer han:

“Nej, for det er jo folk selv der har lavet og uploadet det”.

Det bliver spændende at se, om den holder “i retten”. For eksempel er det jo forbudt at filme til koncerter (selvom The Chemical Brothers er foregangsmænd på dette område og opfordrer deres koncertgængere til at uploade videoklip og billeder), men jeg skal ikke kunne sige, om dette også gælder for fodbold.

Måske er der forskel på, om der er fri eller betalt adgang til kampen?

Sikkert er det dog, at det er godt at se bold.dk tage brugerne seriøst og tænke over, hvordan man kan bruge dem mere aktivt.

Papiroplagstal: Det ser ikke godt ud

Som man kan læse hos MediaWatch, så bløder avisbranchen og starten på 2008 har været forfærdelig, i hvert fald hvad angår oplagstal — især for JP/Politikens Hus. Det viser seneste opgørelse fra Dansk Oplagskontrol.

MediaWatch har en liste over de aviser, der er gået mest tilbage i dagligt oplag:

  1. Politiken: -10.543 eksemplarer
  2. Jyllands-Posten: -9.070
  3. Ekstra Bladet: -8.024
  4. Nordjyske Stiftstidende: -6.725
  5. Berlingske Tidende: -5.743
  6. B.T.: -5.366
  7. Dagbladet: -4.286
  8. JydskeVestkysten: -3.578
  9. Sjællandske: -2.851
  10. Århus Stiftstidende: -2.776

Altså en samlet tilbagegang for JP/Politikens Hus på 27.637 aviser. Av.

I et interview med MediaWatch forklarer Ekstra Bladets (hvor jeg arbejder) chefredaktør Poul Madsen, at faldet især skyldes gratisaviser:

“Der er sket det, at gratisaviserne har flyttet sig mere og mere væk fra at være husstandsomdelte, så der nu reelt er fire stærke trafikaviser. Og vi kan se, at vi slet ikke er ramt i de områder, hvor gratisaviserne ikke udkommer.”

Interessant er det i denne sammenhæng, at JP/Politikens Hus selv er repræsenteret i gravisaviskrigen, med 24 Timer, som har kostet mere end 300 millioner kroner indtil videre. Er JP/Politikens Hus så med til at grave graven for koncernens betalte medier? Det er én udlægning.

Uanset hvad, så er faktum, at gratisaviskrigen har kostet den danske dagbladsbranche 12 års overskud — og tilsyneladende en hulens masse læsere.

Så hvem står bedst i gratisaviskrigen?

24 Timer, hvis koncern mister oplag blandt andet på grund af gratisaviserne? Nyhedsavisen, der har fyret halvdelen af sin journalistiske stab? Eller Urban (som er blevet relanceret og har “problemer“) eller MetroXpress (som kom ud med “et flot overskud“)?

Værktøjer eller koncepter/struktur i undervisningen?

Der kører en interessant debat om, hvorvidt man skal bruge Dreamweaver i undervisningen af journalister (Mindy McAdams har også blogget om det).

Interessant i denne debat er dog dette blogindlæg af Mark Comerford, hvor han hellere vil tale underliggende struktur i stedet for værktøjer:

[…] the problem is not Dreamweaver per se but the way we tend to concentrate on particular pieces of software instead of the underlying structures the software addresses.

Han kalder det “red button”:

We teach Red Button classes. Take a monkey and teach him that pushing a big red button gets him a banana and you soon have a happy monkey.
After a while take him to a banana warehouse. Poor monkey goes hungry. No red button to push. Unhappy monkey.

What we all to often do is teach our students how to use a particular piece of software – which red button to press.
They then go out into the real world to discover that the company they have come to has a blue button. Unhappy student.

Og her kommer konklusionen:

We need to teach the underlying concepts, the logical structures, the why more than the how. What a Content Management System is and why it is. Once they understand that then it will be (relatively) easy for them to find the right button to push, or to explain to the button pusher what they need.

Jeg er meget enig. På Journalisthøjskolen blev vi undervist meget i værktøjer, for eksempel Flash (som jeg tidligere har blogget om). Selvfølgelig blev vi undervist i storytelling-teknikker, men vi fik ikke nogen undervisning i den underliggende struktur, for eksempel hvordan hjemmeside-dokumenter er opbygget.

Content Management Systemer fik vi ingen undervisning i, jeg valgte at lave mit projekt i WordPress (dansk) og vores AGFokus-nyhedssite (hvor vi fulgte AGF i en uge) var også i WordPress, fordi en anden studerende og jeg anbefalede det.

Ulovligt at offentliggøre overvågningsvideo?

På en blog kaldet “Jonas’ blog” læser jeg, at Datatilsynet har anmeldt en butiksindehaver for at offentliggøre videomateriale fra overvågningskameraer i butikken, der viser et indbrud samt overfald på personalet, på internettet.

Det skriver Nordjyske.dk, og de skriver også om, at manden har klaget over Datatilsynet.

Det er jo lidt en penibel sag, for som bloggeren Jonas også skriver, så bruger for eksempel TV2’s Station 2-program jo også overvågningsvideoer. Jeg kan forestille mig, at grunden til, at Datatilsynet har anmeldt manden er, at gaden udenfor butikken bliver filmet.

Men det er da et emne til diskussion…