Dansk aviskrig har kostet islændinge 920 millioner kroner

Kenneth Ley Milling fra Update har tippet mig om dette blogindlæg om, at islændingene er på vej ud af de danske gratisaviser.

Læs indlægget og læg mærke til, hvad det har kostet islændingene at være spiller på det danske avismarked. Nu ser det imidlertid ud til, at festen er slut, og Island vågner til tømmermændene.

Jeg kan ikke lade være med at tænke over, hvor mange andre ting end aviser, man kunne have skabt for de penge.

Er Facebooks statusopdateringer en konkurrent til Twitter/Jaiku?

Samtale. Det er det, det hele handler om.Jeg har tidligere skrevet om, hvordan jeg synes, Jaiku er bedre til samtaler end Twitter.

Jaiku har imidlertid været nede siden torsdag/fredag (i dag er tirsdag..!), så jeg tvivler på, at Jaiku bliver nær så interessant, når det engang vender tilbage, da der formentlig vil være færre brugere at snakke med – medmindre Jaiku serverer den hellige gral eller det, der ligner.

Der findes sågar værktøjer derude, som kan hjælpe folk med at finde deres Jaiku-kontakter på Twitter, som Benjamin har gjort her.

Jeg er på det seneste begyndt at bruge Twitter mere og mere. Til trods for det tæt på elendige muligheder for en reel samtale, så er et værktøj som Twitter Search (tidligere Summize) med til at give en et fedt overblik.

Man kan for eksempel overvåge et bestemt ord eller en sætning, og det er smart.

Desværre er Twitter holdt op med at sende SMS’er fra UK-mobilnummeret, som er det, der blandt andet bruges her i Danmark. Det er ganske enkelt for dyrt.

Facebook som mikroblogging?
I løbet af de seneste måneder har jeg imidlertid opdaget noget interessant: Flere og flere af mine venner på Facebook (som vitterligt er mine venner, også i “det virkelige liv”) er begyndt at bruge Facebooks statusopdateringer til at fortælle om, hvad de går og laver og tænker over.

Det sjove er, at folk bruger det som mikroblogging, og mange af dem ville man aldrig kunne have hevet over på Twitter eller Jaiku. Hvorfor gør de det så på Facebook? Simpelt: Der er mange læsere, og (næsten) alle ens venner er der jo. Det giver mening.

Og da Facebook åbnede op for, at man kan kommentere på andres statuspdateringer, blev det for alvor spændende. Endnu er der ikke mange i min vennekreds, der gør det – men det er formentlig kun et spørgsmål om tid. Her er med andre ord virkelig lagt i ovnen til en samtale.

Der er dog bagsider ved “mikroblogging” via Facebook-statusopdateringer:

  • Samtalerne er ikke søgbare, det vil sige, man kan ikke finde andres samtaler
  • Samtalerne kan ikke overvåges – som man for eksempel kan med Twitter Search
  • Samtalerne har (så vidt jeg ved) ikke noget API, som man kan bruge til (for eksempel) at trække dem ud

Jeg kan sagtens se fornuften i, at statusopdateringerne er private (eller i hvert fald kan sættes til at være det), men det kunne være rart med en feature, hvor man kan vælge at nogle statusopdateringer skal være private, mens andre godt må være offentlige og invitere til en snak, der også kan involvere folk, man ikke nødvendigvis er forbundet med på Facebook.

Facebook har allerede gjort det muligt at skilte med sine statusopdateringer andre steder (for eksempel på sin blog) ved hjælp af Facebook badges, men her ryger alle statusopdateringer selvsagt ud.

Så hvis/når Facebook begynder at dyrke statusopdateringerne mere og mere og øge fokus på dén del af forretningen, tror jeg, at tjenester som Jaiku og Twitter vil få svært ved at argumentere for deres platform. Men lad os nu se.

Rapport: Aviser bør skæve til The Economist

Jeg har tidligere skrevet om The Economists succes, og nu konkluderer en ny rapport, at også aviserne kan lære af det ugentlige tidsskrift. Det skriver MediaWatch:

“Når The Economist er interessant for avisbranchen, er det fordi det ugentlige oplag på ti år er fordoblet til ca. 1,3 mio. eksemplarer, indtægterne er øget og fokus har været på konsistent produktudvikling. “Economist-ånden” er med på alle platforme. Alene på Facebook har de en brugergruppe med 14.000 aktive debattører, mens economist.com har 2,6 mio. besøgende pr. måned. Gennemsnitslæseren har været abonnent i 8,5 år.”

Af samme årsager er det ikke underligt, at aviserne har Economist som forbillede.

“Selvfølgelig skal en avis ikke være et magasin, men de kan lære af den konsistent fokus på marketing, at få de bedste medarbejdere, management, innovation og at samtænke kommerciel og redaktionel ledelse. Og ikke mindst den stærke redaktionelle platform, som hele tiden fornyes ”

Læs mere hos MediaWatch (kræver abonnement).

Er Cisions blogundersøgelse spredt som spam?

Som jeg skrev tidligere i dag har firmaet Cision sendt et spørgeskema ud per mail.

Årsagen er, at man vil undersøge mulighederne for at kombinere PR-arbejdet med blogosfæren.

Pudsigt er det nu, at Cision har bragt sig i lidt af en knibe i netop blogland. Claus Dahl (fra classy.dk) betragter nemlig den måde, som Cision har inviteret folk til undersøgelsen som spam. Set på Jaiku.

Som forsvar har Kristine Tolborg fra Cision skrevet følgende kommentar til mit tidligere indlæg:

Jamen, lad mig da fluks afvise, at der skulle være tale om spam. Vi har gennemgået en lang række af de mest linkede til danske blogs og sendt undersøgelsen ud til de bloggere, der har offentliggjort deres email-adresse. Vi har altså ikke sendt ud i blinde eller på suspekt vis tilranet os email-adresserne, hvis det er det, der antydes…

Som svar skriver Claus:

Det er forkert hvad du siger, Kristine.
Bulk email til mennesker der ikke på forhånd har sagt ja til at modtage den er spam.

Det er sagen fuldstændig uvedkommende hvordan i har fået fat i f.eks. min email adresse. Det påhviler ikke mig at holde den hemmelig, men jer at undlade at bruge den i masseforsendelser.

Hvis jeg orkede at melde jer til politiet er jeg ikke et sekund i tvivl om at I ville få en bøde, sådan er præcedens så vidt jeg er orienteret.

Interessant.

Videnskabsministeriet definerer spam som »uønsket e-mail«, og vi har sågar en minister, der har erklæret spam’en krig.

På Wikipedia defineres spam således:

Spamming is the abuse of electronic messaging systems to indiscriminately send unsolicited bulk messages.

Så er det så, hvad man mener med “indiscriminately” (vilkårligt). Claus, og andre går jeg ud fra, føler sig vilkårligt udvalgt, mens Cision formentlig vil påstå, at man ikke har valgt vilkårligt, da man har valgt e-mail-adresser på de blogs, der er mest linket til.

Der er åbent for fortolkninger, indtil en fagmand kommer med en afgørelse…

Undersøgelse: Kan blogs bruges til PR-formål

I dag lå der i min mailbox en invitation fra selskabet Cision, der tidligere har været ude med blogundersøgelser. Emnet på e-mailen er "Kan bloggen bruges til PR-formål?" og indeholder en invitation til at deltage i et spørgeskema om, ikke overraskende, blogs og PR.

Jeg synes det er godt, at emnet bliver taget op, og forhåbentlig vil PR-selskaber kigge resultaterne igennem, så de får en bedre føling med, hvordan man omgås bloggere, nemlig at det ikke altid er nok bare at sende en pressemeddelelse ud per mail.

Jeg har ikke umiddelbart kunne finde spørgeskemaet nogle steder på Cisions hjemmeside, så du får spørgsmålene her.

Hvis nogen fra Cision læser med: Alle spørgsmålene er multiple choice, altså checkboxe i stedet for radioknapper. Det må være en fejl.
Opdatering @ 14:11:
Jeg er via Jaiku blevet gjort opmærksom på, at Cisions fremgangsmåde muligvis kan karakteriseres som spam…interessant.
  1. Køn
    • Mand
    • Kvinde
  2. Alder
    • Under 20
    • 21-30
    • 31-40
    • 41-50
    • 51-60
    • Over 60
  3. Uddannelsesniveau
    • Ufaglært
    • Faglært
    • Kort videregående uddannelse
    • Mellemlang videregående uddannelse
    • Lang videregående uddannelse
    • Andet
  4. Erhverv
    • Privat ansat
    • Offentlig ansat
    • Studerende
    • Selvstændig
    • Uden arbejde
  5. Har du ledelsesansvar?
    • Ja
  6. Bopæl
    • Storkøbenhavn
    • Øvrige Region Hovedstaden
    • Region Sjælland
    • Region Syddanmark
    • Region Midtjylland
    • Region Nordjylland
    • Udlandet
  7. Hvor længe har du blogget?
    • Under 1 år
    • 1-2 år
    • 2-3 år
    • 3-5 år
    • Over 5 år
  8. Læser du andres blogs?
    • Hver dag
    • Ofte
    • Af og til
    • Sjældent
    • Aldrig
  9. Kommenterer du på andre blogs?
    • Hver dag
    • Ofte
    • Af og til
    • Sjældent
    • Aldrig
  10. Hvis en PR-medarbejder (fra en virksomhed eller et PR bureau) henvendte sig med forslag til et produkt eller emne, der ligger inden for det område, du typisk skriver om, ville du så overveje at skrive om det på din blog?
    • Ja
    • Nej
    • Ved ikke
  11. Har en PR-medarbejder nogensinde henvendt sig til dig for at få dig til at skrive om et specifikt produkt?
    • Ja
    • Nej
  12. Har du tilmeldt dig eller kunne du forestille dig at tilmelde dig tjenester, som formidler kontakt mellem PR bureauer og blogskribenter?
    • Ja
    • Nej
    • Ved ikke

    Hvor enig er du i følgende udsagn:

  13. Bloggere er journalister og bør behandles som sådan af PR-medarbejdere.
    • Enig
    • Uenig
    • Hverken enig eller uenig
  14. PR-medarbejdere bør henvende sig til bloggere på samme måde, som de gør til traditionelle medier.
    • Enig
    • Uenig
    • Hverken enig eller uenig
  15. En acceptabel måde at henvende sig til en større gruppe bloggere på er at sende en pressemeddelelse til dem pr. mail.
    • Enig
    • Uenig
    • Hverken enig eller uenig
  16. PR-medarbejdere gør generelt et godt forarbejde med at identificere bloggernes individuelle interesser og sende dem relevant information.
    • Enig
    • Uenig
    • Hverken enig eller uenig
  17. Det er i orden, at PR bureauer betaler eller på anden vis kompenserer bloggere for at skrive om PR bureauets kunder.
    • Enig
    • Uenig
    • Hverken enig eller uenig
  18. Hvis PR bureauer kompenserer bloggere for at skrive om bureauets kunder, er det op til bloggerne selv at beslutte, hvorvidt betalingen/kompensationen skal offentliggøres eller ej.
    • Enig
    • Uenig
    • Hverken enig eller uenig
  19. Det er i orden at reklamere for et produkt eller en virksomhed på sin blog uden at gøre opmærksom på, at man er blevet betalt for det.
    • Enig
    • Uenig
    • Hverken enig eller uenig

Verve Wireless vil redde aviserne ved at putte dem på mobilen

Oplagstallene for papiraviser har det seneste stykke tid kun gået én vej: Ned. Et firma ved navnet Verve Wireless (der netop har hentet 3 millioner dollars – svarende til lidt over 14 millioner kroner – fra The Associated Press) vil redde avishusene ved at få dem på mobiltelefonen, skriver New York Times.

Systemet er enkelt. Avisproducenter kan oprette sider til mobiltelefoner og vælge selv at lægge lokale annoncer på eller lade Verve Wireless ligger landsdækkende annoncer på.

Verve Wireless udgiver pt. 4.000 aviser fra 140 udgivere. Kundekredsen huser blandt andet »Freedom Communications, the McClatchy Company and The New York Times Company’s Regional Media Group« og altså The Associated Press.

Håbet er, at annoncører vil betale mere for annoncer på mobilen end på nettet, men det ønske ser ikke ud til at blive opfyldt foreløbig. Ifølge eMarketer, der beskæftiger sig med forskning indenfor markedsføring, vil annoncører bruge 1,6 milliarder dollars (ca. 7,5 milliarder kroner) på mobilannoncer, mens der bruges 26 milliarder dollars (123,3 milliarder kroner), mere end 16 gange så meget, på nettet.

Aviserne skal med nu
Greg Sterling, der studerer det mobile internet for Opus Research, forklarer i artiklen, at det er vigtigt, at avishusene kommer med på det mobile internet nu:

It’s important and smart for newspapers to get out in front on the mobile phenomenon and not make the mistake they made in waiting too long to embrace the Internet.

Det er jo svært at være uenig med ham i. Heldigvis tyder mange ting jo på, at vi er forholdsvis godt med herhjemme, i hvert fald på det landsdækkende plan. Hvor godt lokalaviserne er repræsenteret på den mobile platform, har jeg umiddelbart ikke noget overblik over eller nogle tal for.

(Foto: Adrianna Calvo / Pexels)

Unge journalister smutter, hvis udviklingen går for langsomt

Hos JD Lasica ser jeg et blogindlæg om, at de unge journalister overvejer at smutte fra newsrooms, hvor udviklingen er for langsom.

Det er konklusionen af en undersøgelse af 10 newsrooms:

While a certain amount of turnover is expected and normal among the youngest practitioners of any craft — in pursuit of career advancement or reflecting a simple change of heart — these messages seemed different in both volume and intensity. A majority of younger journalists (age 29 and below) in nearly every pilot seemed to us to be saying, “We’re leaving because the changes we see as necessary aren’t happening fast enough.”

Spændende, men næppe vanvittigt overraskende. Undersøgelsen “All Eyes Forward” kan hentes som PDF (164 sider).

CSI-seere hjælper politiet

I den lidt mere kuriøse afdeling, det er dog fredag, læser jeg at en mand muligvis har prøvet at begå selvmord ved at kopiere CSI-serien, hvor en mand begår selvmord ved hjælp af en pistol og heliumballoner.

Interessant er det her, at politiet gik ud og fortalte om sagen og blev herefter kontaktet af CSI-seere:

Men efter at politiet gik frem i offentligheden med oplysninger om, at man havde fundet seks-syv hvide heliumballoner bundet til en pistol i en kaktus tæt på liget, myldrede det ind med tip om, at efterforskerne burde se nærmere på en episode af tv-serien ‘CSI’ fra 2003.

Hvis den holder, og manden har begået selvmord for at få udbetalt 3,65 millioner kroner til sin syge hustru, er det jo interessant at se, hvordan en gruppe mennesker kan hjælpe politiet, i dette tilfælde ved at følge en TV-serie.

Iransk lovforslag: Dødsstraf for blogging

Hos Reporters sans frontières/Reporters without borders/Journalister uden grænser læser jeg, at et iransk lovforslag kan betyde dødsdomme til online ulovligheder.

Det kan, ifølge organisationen, betyde en dødelig udgang for folk, der »promote corruption, prostitution or apostasy«, deriblandt også bloggere og website-redaktører, mener Reporters without borders.

Lovforslaget vækker, ikke overraskende, bekymring hos organisationen:

“This proposal is horrifying,” Reporters Without Borders said. “Iranian Internet users and bloggers already have to cope with very aggressive filtering policies. The passage of such a law, based on ill-defined concepts and giving judges a lot of room for interpretation, would have disastrous consequences for online freedom. We urge the parliament’s members to oppose this bill and instead to starting working on a moratorium on the death penalty.”

Jeg er på ingen måde nok inde i iransk lovgivning til at kunne sige noget om denne sag, men lad mig blot sige, at jeg også er bekymret. Hvis nogen skulle være i tvivl.

Vil ingen betale for noget på nettet? Jo, de vil da!

Hos ComON læser jeg en klumme med titlen "Læs at elske reklamer" af vores IT-direktør (i JP/Politikens Hus), Per Palmkvist Knudsen:

Der er én forretningsmodel, der dominerer internettet: Næsten alt skal finansieres vha annonce-indtægter. Årsag: Ingen vil betale for adgang til noget som helst på internettet. Uanset hvor høj kvaliteten er. Medmindre udbyderen har noget, ingen andre har, eller branchen er enige om at opkræve penge for adgang.

Korrekt, det er meget almindeligt at sige, at ingen vil betale for noget på internettet? Nej med et "hvis". Vil de så gerne betale for indhold?? Ja med et "men".

  1. Nej, folk vil ikke betale for indhold, hvis de kan få det andre steder.
  2. Ja, folk vil betale for indhold, hvis det er unikt indhold af høj kvalitet

Eksempler på steder, hvor folk gerne vil betale er for eksempel online spil (som jeg tidligere har skrevet om), og det går tilsyneladende også godt for The Economist.

Men hvad er det så, der gør, at folk ikke vil betale for noget på nogle af de sider, som Per (og jeg) arbejder med? Fordi de ikke er unikke nok. Fordi folk kan få det samme indhold andre steder, gratis. Hvor? På de andre omnibusmedier på nettet.

Jeg har sagt det før, men jeg siger det gerne igen: Jeg er overbevist om, at folk gerne vil betale for indhold på nettet, hvis det er unikt og tilhører sin egen niche, og selvfølgelig har den rette kvalitet. Det samme gælder aviserne. Groft sagt (jeg har ikke tallene lige ved hånden) så rasler omnibus-aviserne ned, mens nichemedierne enten har nogenlunde samme oplag eller kun et svagt fald. Derfor går det så godt for The Economist.

Og jeg kan da sagtens følge folks ræsonnement. »Hvorfor skal jeg betale for adgang til at læse de samme Ritzau-telegrammer, som de andre onlinemedier også bringer?« Det spørgsmål har vores online omnibusmedier stadig til gode at svare på.

MediaWatch: Analyserne koster
Jeg forestiller mig for eksempel, at bestemt artikler kræver betaling. Artikler, som er unikke og tilhører den niche, eller en af de nicher, som mediet opererer i. På MediaWatch kræver man betalt adgang for at læse analyser. Ifølge MediaWatch selv er det en »en positiv forretning«.

Hvad enten man kalder det niche eller »branding«, så er det det samme, der siges:

Find noget, som dit/jeres medie kan, som enten ingen andre gør, eller ingen andre gør bedre. Det kan man tage penge for – selvfølgelig forudsat at prisen står mål med produktet. Alt det andet må fortsat finansieres via annoncer – indtil en bedre forretningsplan (måske!) dukker op.

Foto: Lisa Risager (licens)

Analyse: Mobilt internet når kritisk masse

Ifølge en analyse foretaget af Nielsen Mobile, så har det mobile internet opnået kritisk masse i år skriver BBC News:

The US is the most tech savvy nation with nearly 40 million Americans – 16% of all US mobile users – using their handset to browse on the move.

The UK and then Italy come a close second and third in the 16 countries surveyed by the analyst firm.

Det er altså et fornuftigt marked, som iPhone 3G går ind i, og iPhone har uden tvivl også været med til at sætte fart på det mobile internet:

The firm found that 82% of iPhone owners access the mobile internet, “making them five times as likely to do so as the average mobile consumer”.

Ifølge undersøgelsen bruges mobilinternettet mest »to check email, visit social networks and carry out bank transactions«. I hvert fald er det rart at se det mobile internet tage fat for alvor.

Læs en rapport om undersøgelsen (PDF | 9 sider)