New York Post lukker sladdersite – 18 skal fyres

Lige en reminder om, at man skal afsøge markedet ordentligt, inden man lancerer sit site:

New York Post har set i øjnene, at man må lukke sladdersitet PageSix.com, skriver Gawker ifølge CNET News.

Forklaringen fra PageSix selv er »tough economic conditions«, men som CNET News rigtigt skriver, har det også meget at gøre med, at markedet ganske enkelt er mættet:

Denton also pointed out that PageSix.com’s traffic didn’t exactly take off. Here’s the thing: With behemoths like AOL’s TMZ.com, Sugar Publishing’s Popsugar, and the infamous Perez Hilton, online celebrity gossip is a completely saturated market.

Resultatet bliver, udover at sitet lukkes, at 18 nu tidligere ansatte skal finde noget andet at lave.

Jeg har tidligere advaret MetroXpress mod at gå ind på markedet for nyheder på nettet, og nu ser vi altså, hvad der sker, når der ikke er plads til flere spillere i et marked. De besøgende udebliver, annoncørerne får ikke nok visninger til at retfærdiggøre deres udgift til at annoncere på sitet, derved forsvinder en stor del af det økonomiske grundlag, og så er gode råd dyre.

Jeg tror personligt, at de kommende gevinster på nettet skal hentes i (hyper)lokalstoffet, for eksempel efter dette glimrende, amerikanske eksempel.

LoudounExtra.com har fat i den lange ende

Daniel Bergsagel, der er ansvarlig for ansvarlig for udvikling af nye medier hos Mediehuset Ingeniøren, og som jeg har haft den fornøjelse at møde et par gange, har skrevet en yderst interessant reportage fra sit besøg i USA hos holdet bag LoudounExtra.com.

Bag LoundounExtra står Washington Post og en af hjernerne bag LoundounExtra er Rob Curley, som alle mediepersoner, især i Danmark, bør lade sig inspirere af.

Databasen er hjertet
Curley, som jeg hørte, da han var i Danmark (på ITU) i sommeren 2007 (læs om et tidligere Curley-besøg i Danmark), er en varm fortaler for databaser. Man indtaster simpelthen bunkevis af information i en database, som man så sidenhen kan trække på og lave tjenester, som langt overgår konkurrenterne.

Daniel Bergsagel skriver blandt andet om, hvordan LoudounExtra-folkene har indtastet oplysninger om kirker, restauranter og skoler:

Tre måneder tog det at indtaste oplysninger om samtlige 700 kirker, 2000 restauranter og 250 skoler. Med hensyn til restauranterne fik praktikanterne oplyst åbningstider, hele menuen, noterede kødretter, vegetarretter, allergivenlige retter og en liste af andre svar på spørgsmål i de rette felter, så databasen blev relaterbar og søgbar.

Hvad angår skolerne er karaktergennemsnit noteret, interview med nøglepersoner på skolen er gennemført lige som skolerne blev gennemfotograferede – enkelte områder 360 grader.

Med en så stærk database kan de nu for eksempel lave oversigter over, hvor og hvornår beboerne i nærheden kan få noget mad, og hvad de kan købe. Det er en fantastisk måde at anskue information på.

Men hvor det er imponerende at se, hvad LoudounExtra-folkene kan byde på, er det mindst lige så interessant at observere den selvrealiseringsproces, Washington Post har været igennem for at komme frem til den konklusion, at man er nødt til at have hyperlokale sites til de forskellige bydele:

Avisen er stort set opbygget som Frederiksborg Amtsavis eller Roskilde Dagblad; en hovedsketion og en stribe lokalsider. Lokalsiderne er dog gennem årene blevet mindre og mindre “lokale”.

Det journalistiske fokus er ofte for “hovedstadsagtigt” og handler sjældent om, hvad der sker på den lokale skole, kirke eller nede på baren rundt om hjørnet. Alt i alt har Washington Post fået det problem at dens succes med storpolitiken har svækket avisen ude i de små byer rundt om hovedstaden.

Hyperlokaljournalistik i Danmark, tak
Her tror jeg, at man trække en parallel til lokalaviserne herhjemme. Bladdøden blandt de lokale medier har skabt nogle monopollignende tilstande rundt om i landet, hvor én avis sidder på et helt område, for eksempel sidder Lolland-Falsters Folketidende solidt på Falster (hvor jeg oprindeligt er fra) og Lolland.

Disse monopollignende aviser har nu været nødt til at tage større emner op (godt nok langt fra i samme liga, som de politiske emner, som Washington Post har taget op), og det er gået udover det lokale stof.

I Århus ser vi borger- og græsrodsmediet aarhusvest.dk, mens man på JydskeVestkysten har været fremsynede nok til at lancere “Læserne skriver“, hvor “almindelige” borgere i de forskellige nærområder selv leverer indhold. (Du kan læse mere om JydskeVestkystens projekt på Journalist 2.0.)

Derfor tror jeg, at lokalmedierne, eller i hvert fald de større af dem, herhjemme med fordel kunne gå Washington Post og Rob Curley i bedene og lave hyperlokale sites for forskellige områder.

Og det skal altså ikke bare være sites med de sædvanlige historier fra det pågældende områder! Det skal virkelig være noget, som i detaljeringsgrad og indholdskvalitet overgår alt andet, der måtte være. For eksempel skriver Daniel Bergsagel, at Curley & co. kan tilbyde »den mest omfattede kalender-service om området«.

Så til lokalmedierne:

  1. Tænk stort
  2. Tænk lokalt, hyperlokalt
  3. Analysér lokalmarkedet
  4. Book flybilletten til USA og bliv inspireret lær!

Hvis ikke I gør det, vil de borger i lokalsamfundet, der er utilfredse med jeres dækning af netop deres lokalområde starte deres eget site. Tiden og omkostningerne er til det. Hvorfor i alverden skulle de vente på jer?

Og til alle, der måtte læse dette indlæg: Læs Bergsagels fantastiske indlæg fra USA, der sker ting og sager “over there”.

Hjælp: Hvad kan vi gøre ved konservatismen?

I mit indlæg “Debat: Er journalister for konservative?” fremførte jeg den påstand, at journalister går med skyklapper og er bange for at omfavne de nye muligheder og medier.

Læs også Søren Storm Hansens indlæg på dseneste.dk om, at konservative journalister langt fra er et nyt begreb.

I USA er de tilsyneladende noget længere. I hvert fald skriver Wired om en undersøgelse, der hvor journalisterne i hvert fald selv siger, at de har taget de nye medier til sig:

A separate survey found journalists are, to a large degree, embracing the changes being thrust upon them. A majority say they like doing blogs and that they appreciate reader feedback on their stories.

When they’re asked to do multimedia projects, most journalists find the experience enriching instead of feeling overworked, he said. The newsroom is increasingly being seen as the most experimental place in the business, the report found.

Her tyder det altså på, at journalisterne i stor grad omfavner de nye medier. En udvikling, vi stadig har til gode herhjemme.

Til indlægget fik jeg en del kommentarer, og tilkendegivelser, som giver mig ret. Nu hvor der så er et ret tydeligt tegn på, at der altså er en vis grad af konservatisme af konservatisme i journalistikken, er vi nødt til at spørge os selv, hvad vi kan gøre ved det.

Jeg har tidligere påpeget, at jeg synes, det er for galt, så lidt, der bliver undervist i internettet på Journalisthøjskolen, og i en kommentar til mit tidligere indlæg, nævnte Lisbeth K. Larsen, der er uddannet journalist fra RUC, at der der er afsat en dag til at undervise i netjournalistik. Én dag.

Lad os starte ved roden
Og jeg tror, det er her, vi skal starte. Ved uddannelsen. For det er her, og i praktikperioden, at de journaliststuderende bliver endeligt formet som journalister.

Man kunne jo starte med at tvinge de studerende til at læse en bog som for eksempel Dan Gillmors “We The Media” (der ovenikøbet kan hentes gratis). Bogen har efterhånden noget tid på bagen, men den fortæller ganske godt om den udvikling, der har været i medierne.

Herudover bør de studerende også følge en eller flere blogs, som følger udviklingen i medierne og tager den op til diskussion.

Og så måske få både de studerende og underviserne til at forstå, et netjournalistik er så meget mere end korte avisartikler. Man kunne jo spille på nettets forcer, hvoraf jeg kan nævne:

  • Mulighed for løbende opdatering
  • Forskellige artikler kan linkes sammen
  • Der kan linkes til eksterne kilder (hvorfor er medierne så bange for dette?
  • Her-og-nu-journalistik, først med det seneste
  • Langt bedre mulighed for brugergeneret indhold

Listen kunne fortsætte i det næsten uendelige. Alt for få er desværre klar over disse fordele ved nettet, og derfor får mediet ikke den berettigede prestige.

Så hvordan vi gjort kål på konservatismen blandt danske journalister? Tvang? Pisk og gulegod? Kom med jeres bud.

(Foto: Pixabay / Pexels)

Craigslist er ikke ansvarlig for annonceindhold

Det burde ikke kræve en tur foran en dommer, men det amerikanske website Craigslist er blevet frikendt ved “U.S. Seventh Circuit Court of Appeals” for ansvar i forhold til indholdet i nogle ulovlige annoncer på sitet, skriver Wall Street Journal.

(Hvis du vil læse den fulde artikel, skal du finde den via Google News — ellers har Reuters også historien)

Dette kan virke som en lille ting, men tag ikke fejl. For en del af denne afgørelse er også, at en hjemmesides indehaver ikke kan holdes ansvarlig for, hvad andre poster på siden. Det vedrører især blogs, brugergenererede medier og andre hjemmesider, hvor brugerne kan komme til orde. Der er da også glæde at spore:

“This is good news,” said Kurt Opsahl, staff attorney for the Electronic Frontier Foundation, a civil-liberties group focused on Internet issues. These types of protections for companies such as Craigslist “are essential to the operation of the Internet,” for the Internet to be “this great engine for speech and this platform for a variety of issues,” Mr. Opsahl said.

Reuters-artiklen forklarer sagens gerne meget præcist:

[…] a three-judge panel of the Seventh Circuit of the U.S. Court of Appeals on Friday found that Craigslist www.craigslist.org) is not the publisher of these ads, as a newspaper would be.

Instead, the Web site is more like an intermediary carrying information from one person to another and, therefore, not liable for its content, the panel said in a ruling that upholds a lower court decision.

The attorneys “cannot sue the messenger just because the message reveals a third party’s plan to engage in unlawful discrimination,” Judge Frank Easterbrook concluded.

Craigslist arbejder, som mange andre, med en model, der fungerer på den måde, at brugerne kan “tippe” indhold, som de mener strider med sidens regler. Og det er altså helt fint, har de nu rettens ord for.

Kim Elmose har tidligere skrevet et godt blogindlæg om ansvar på netmedier.

Politiken efterspørger projektleder med journalistisk baggrund

Jeg har tidligere skrevet om, at jeg tror, vi kommer til at se flere crossovers mellem journalistik og projektarbejde.

I dag har Politikens blogredaktør, og min makker på Online Minds, Kim Elmose sendt en jobopslag ud til DONA-listen — opslaget kommer fra Politiken, men det er Kim, der poster alle de jobopslag og/eller annoncer, der publiceres på listen af forskellige.

I jobopslaget søger Politiken en »projektleder til at stå i spidsen for en række af de projekter, der skal fastholde politiken.dk’s position som Danmarks stærkeste nyhedssite«. I opslaget står også følgende:

Vi forventer:

– at du har dokumenteret erfaring med styring af internet-projekter, herunder ledelse af teknisk stab.

– at du er fortrolig med internet-mediets muligheder, både teknisk og indholdsmæssigt.

– at du har erfaring med at arbejde i en medievirksomhed.

– at du har en baggrund indenfor journalistik og kommunikation og har flere års erfaring med projekter målrettet brugere af en indholds-tjeneste.

Især punkt nummer fire er interessant i denne sammenhæng. En projektleder med journalistisk og kommunikativ baggrund.

I mit blogindlæg tilbage i januar skrev jeg:

Personligt tror jeg, at flere og flere medier vil opdage, at journalistik ikke nødvendigvis behøver være begrænset til artikler, men også kan være services a la mashups, guide til det ene og det andet og så videre.

Derfor tror jeg også, at vi vil se flere “journalistiske projektmedarbejdere”, som får til opgave af udfylde det gabende hul mellem journalistik og teknik, som efterhånden er opstået.

Nu står der ikke noget konkret i jobopslaget om, at det er den vej, Politiken vil, men det ligger lidt i luften, når man skriver, at den nye projektleder vil få som ansvar »at konkretisere og udvikle projekter i samarbejde med redaktionen på politiken.dk og herefter realisere projekterne sammen med programmører og designere«.

Og netop det spiller jo smukt sammen med min pointe ovenfor, nemlig at udfylde hullet mellem journalistik og teknik.

Konkurrencen forbedrer produkterne

Jeg, personligt, har altid ment, at Politiken har været gode til at servere deres journalistik i andre former end som artikler, og det lader til, at der skal oprustes på den front. Og det glæder mig, især fordi det kommer til at skabe konkurrence i markedet for ikke-artikelbaseret journalistik. Og det vil jo alt andet lige give bedre produkter fra de forskellige spillere, som i sidste ende vil gavne alle.

Og hvis du sidder og tænker “Hov! Det lyder da lige som et job for mig!”, så kan du få mere at vide ved at maile Politikens digitale mediechef Michael Arreboe (som tidligere har påstået, at lyd på nettet er dødt — du må meget gerne forsøge at overbevise ham om noget andet) på michael.arreboe@pol.dk.

Ansøgningsfrist er tirsdag den 25. marts kl. 12 på chefredaktionen@pol.dk.

Debat: Er journalister for konservative?

Efter at have undervist i “web 2.0” på Journalisthøjskolen, udtrykker Ditte overfor mig undren over, hvorfor journalister, i dette tilfælde journaliststudernede, er så (generalisering forude) konservative og går med skyklapper, når det gælder nye medier, herunder også borgerjournalistik/brugerinddragelse.

Skønt jeg selv er journalist af uddannelse, må jeg erklære mig enig i hendes synspunkt. For ud fra hvad jeg selv har oplevet, og ud fra hvad andre fortæller mig, så er journalister utroligt dårlige til at favne nye muligheder og begive sig ud i andet end lige præcis det, de føler, at de er uddannede til.

Uden at skulle hænge nogen ud, kan jeg liste følgende “top 3”-undskyldninger, som journalister gerne disker op med:

1. Det er ikke det, jeg er uddannet til.
2. Det kan jeg ikke finde ud af.
3. Kan du ikke bare gøre det?

Og dette er altså ikke bare mit eget personlige korstog, jeg hører præcis det samme, når jeg taler med andre folk rundt omkring, der arbejder som/med journalister. Jeg har hørt, at det ikke engang behøver handle om nye medier, men måske bare om nye opgaver, før journalisterne (igen en generalisering, det ved jeg) forsøge at krybe uden om og klamre sig fast til det, de kender.

Den skrivende maskinstormer
Lad mig sætte det lidt (okay, meget) på spidsen: Hvis ikke nogle personer, eller udviklingen, havde tvunget journalister til at skrive til nettet, så havde vi stadig kun papiraviser.

For hvor smart er “det hersens internet” egentlig? Og hvorfor poste store summer i det, når man ved, at folk inderst inde helst vil læse avisen, også selvom de bare ikke selv ved det? Se bare på de første netaviser, hvor man parkerede ting, der ikke egnede sig mere til nettet end til en side i avisen.

Selvfølgelig er der masser af journalister derude, der er ganske udemærket med (mange meget mere end mig), men generelt tegner der sig altså dette billede af journalisten som en maskinstormer, der hellere vil bevare tingene som de er, eller var, for det kan man da i det mindste finde ud af.

På den ene side trækker jeg lidt på smilebåndet af det, men på den anden mere alvorlige side, kan jeg godt blive lidt bekymret.

For hvis ikke journalisterne bringer fornyelsen i mediebranchen, hvem gør så? Freeway? Google? Græsrodsmedier? Og når disse spillere begynder at rykke, så nytter det ikke noget at være for langt bagefter, fordi man har overbevist sig selv om noget, der ikke længere gælder.

Og det bekymrer mig endnu mere, når Ditte får den samme fornemmelse, når hun underviser på Journalisthøjskolen. Disse studerende, som hun har undervist har gået 3 semestre på skolen, for derefter at bruge 3 semestre på at være i praktik i den virkelige verden.

Og hvis de betragter netjournalistik som »B-journalistisk for dem, der ligesom ikke kan få et rigtigt job« (citat Ditte), så står vi altså med et ganske alvorligt problem. For hvor mange af de journalister, der bliver uddannet hvert evigt eneste år får job på aviser? Jeg kender ikke tallet, men jeg vil vove den påstand, at størstedelen lander i kommunikationsstillinger og/eller som skrivende til nettet.

Dertil kan man tilføje, at gratisavismarkedet, ifølge MediaWatch, har stabiliseret sig, og herfra går det formentlig kun én vej med oplaget og dermed antallet af stillinger: Nedad.

Omfavn forandringerne
Mine erfaringer er, at man ikke kan tvinge noget ned i folk, heller ikke journalister. Så derfor er mine råd til journalister og journaliststuderende:

  • Lær at gøre andet end at skrive artikler
  • Lær internettet at kende bedre end din notesblok
  • Lær hvordan man bruger de stærke værktøjer, som blandt andet Google stiller til rådighed
  • Lær at blogge og lær at bruge din blog som et journalistisk redskab i stedet for som en dagbog

Og den måske vigtigste i disse tider med borgerjournalistik og brugergeneret indhold:

  • Indse at andre end dig og dine kolleger kan levere godt indhold

Men hvorfor i alverden er journalister så konservative og bange for forandring? Hvad kommer det til at betyde for fremtiden? Og er det lige sådan i andre brancher? Eller er det bare mig, der er alt for sortseende? Hvad mener du?

PS: Jeg skal selvfølgelig påpege, at jeg kender mange journalister, der ikke er konservative og maskinstormere. Derudover findes der andre journalister, der også er udemærket med. Så undskyld, hvis de føler sig trådt over tæerne 😉

Derudover er ovenstående mere et indlæg i debatten, end det er en sviner af journaliststanden. Bare lige, så det er på plads.

Arkitektfirma siger farvel til e-mails, og sociale medier indtager virksomhederne

I dag havde jeg den fornøjelse at være til Widepeek ’08-konferencen, som blev arrangeret af We Mind, tidligere Connecta.

Temaet til dette års Widepeek (som er det første, men ifølge Wemind overvejer man at lave det til en årlig begivenhed) var sociale medier som et værktøj for virksomheder. I den forbindelse var der en god række af oplægsholdere. Her har jeg kort opsummeret, hvad de talte om:

Lars Kolind
…tog os en tur “med op i helikopteren” og fortalte, hvorfor web 2.0-værktøjer, blandt andet sociale medier, passer godt til de nye krav til virksomheder, og at det mentale tankesæt i mange danske virksomheder er håbløst forældet.

Christian Lund
…fortalte om AOK, som er gået fra en web 1.0-virksomhed til ren web 2.0 (KBH360), for derefter at lande et sted i mellem de to. Han kunne blandt andet fortælle, at brugerne af AOK om få måneder kan bidrage på præcis lige fod med de journalister, der er ansat. Spændende tider.

Christian fortalte også, at en succes står på 3 grundpiller:

  • 1/3 journalistik, altså journalister, der bidrager med og redigerer indhold
  • 1/3 brugere, der bidrager med indhold
  • 1/3 annoncører, der bliver hørt

Cathie Heming
…fra Tryg-Vesta fortalte om sine erfaringer med en intern blog, som ikke var endt helt, som hun havde endt sig — men som hun dog stadig på ingen måde ville være uden. Bloggen endte mere som en generelt kommunikationsværktøj end en “ledelsesblog”, som hun oprindelig havde tænkt.

Hun lagde også vægt på, at det er utrolig vigtigt med forberedelse, når man vil starte en blog i sin virksomhed.

Peter Dunne
…fra SimCorp fortalte om, hvordan de har implementeret en wiki i deres virksomhed, som har kontorer over stort set hele verden, blandt andet København, New York, Ukraine og Australien. Peter havde nogle rigtig gode pointer, som jeg også kan bruge i mit daglige arbejde med vores wiki på Ekstra Bladet Net, og han kom også med aftenens (for midt vedkommende) pointe: Hvis du starter med en tom wiki, så ender du også med en tom wiki.

Peter var i det hele taget meget inspirerende og en sublim fortaler for wiki-værktøjet. SimCorp arbejder med MediaWiki-softwaren, som blandt andet Wikipedia (Dansk) også kører på, og som formentlig er den mest udbredte wiki-software. MediaWiki er open source og gratis.

Torben Klitgaard
…videnschef hos arkitektfirmaet Arkitema, fortalte hvordan de arbejder med vidensdeling internt i virksomheden. Enhver virksomhed eller organisation, der gerne vil blive bedre til vidensdeling, både hvad angår brugen af blogs og wiki’er, bør hurtigst muligt få Torben ud og fortælle om noget af det, de går og laver, det lød virkelig spændende!

For eksempel skal Arkitema nu til at arbejde med social netværksanalyse, hvilket må siges at være fremadsynet.

Han fortalte også noget meget interessant: Indenfor det pågældende projektnetværk i virksomheden, er det forbudt at sende e-mails og filer. I stedet skal al vidensdeling foregå via netværkets blog og wiki. Dermed samler man medarbejdernes viden og sikrer, at alle altid kan følge med i udviklingen. Interessant.

Per Ladegaard
…der er koncerndirektør i Nykredit fortalte om nogle af de ting, de foretager sig på nettet, blandt andet webdesk og deres “Dialog og weblogs”. Tjek også Nykredits Digg-inspirerede Tænk nyt, hvor man lader brugerne komme med og stemme om de nye idéer. Det er altså godt set!

Det lyder til, at Nykredit har fat i den lange ende, i hvert fald indenfor deres marked, og interessant var det, at projektet kom ovenfra — hvor man ellers ser de fleste projekter vedrørende sociale medier komme nedefra i virksomhederne.

Alt i alt fik jeg, selvom jeg kender en del til de værktøjer, der blev omtalt, en del med hjem, ikke mindst fra Peter Dunnes oplæg om, hvordan de havde arbejdet med at få implementeret deres wiki. Fælles for alle personerne var, at de havde belønnet medarbejdere og brugere for at bidrage.

Efter hvad jeg kunne læse på nogle af de 35 deltageres skilte var en del forskellige virksomheder repræsenterede. Det er godt, for det betyder, at de sociale medier er ved at vinde, måske allerede har vundet, indpas i de danske virksomheder. Og det er godt!

Så god fornøjelse med wiki’er, blogs og alle de andre sociale værktøjer derude! 🙂

Dog vil jeg godt lige understrege, at det er vigtigt, man får implementeret disse værktøjer rigtigt. For en blog er et fantastisk værktøj, hvis den bruges korrekt. Det siger selv selv, men det er vigtigt at sætte en tyk fed streg under: Sæt jer ind i, hvad de sociale medier præcis kan og udnyt så de muligheder, de giver jer.

Om forskellen på community og publikum

Mindy McAdams (hvis blog jeg følger i tykt og tyndt) har skrevet et blogindlæg om en ny bog, “Here Comes Everybody“, der med undertitlen “The Power of Organizing Without Organizations” blandt andet handler om virkningerne omkring sociale netværk.

I et blogindlæg kommer forfatteren, Clay Shirky, med nogle interessante pointer:

A good deal of user-generated content isn’t actually “content” at all, at least not in the sense of material designed for an audience. Instead, a lot of it is just part of a conversation.

Mainstream media has often missed this, because they are used to thinking of any group of people as an audience. Audience, though, is just one pattern a group can exist in; another is community.

Most amateur media unfolds in a community setting, and a community isn’t just a small audience; it has a social density, a pattern of users talking to one another, that audiences lack. An audience isn’t just a big community either; it’s more anonymous, with many fewer ties between users.

Blogindlægget tager også fat i en anden vigtig ting: Nemlig om noget rent faktisk kan kategoriseres som “brugergeneret indhold”, eller om det blot er del af en samtale. Kommentarer til artikler og blogindlæg vil jeg for eksempel ikke vurdere som brugergenereret indhold, medmindre en kommentar i sandhed berige artiklen/indlægget i en høj grad.

Én ting er i hvert fald sikker. Så snart jeg får mit nye VISA-Dankort (det nuværende er knækket, gyldigt til 2012 min bare!), bestiller jeg den bog.

Ny blog om skrivebordsløs journalistik

Update er i fuld gang med at indtage blogosfæren. I forvejen står de blandt andet bag Journalist 2.0 (som jeg ofte bruger til at holde mig opdateret på tensender indenfor journalistikken) og ProfFotograf.dk, og nu udvider de netrepertoiret med mobiljournalistik.dk.

Med taglinen “blog om skrivebordsløs journalistik” vil man tage fat på journalistik fra mobiltelefonen.

Og det synes jeg er en vigtig måde at anskue det på. I stedet for at starte med “mobil 1.0” og bruge en-vejs kommunikation, kan vi lige så godt allerede nu kaste os ud i “mobil 2.0” (normalt er jeg ikke meget for versionering af medier, men lige gør jeg en hurtig undtagelse) og lade indholdet komme fra de mobile enheder.

Et værktøj, der kan få en central rolle i dette nye mediebillede er ShoZu (som jeg skylder René stor ros og tak for at have tippet mig om). Via ShoZu-applikationen, som du installerer på din mobiltelefon, kan du blandt andet uploade billeder til Flickr, videoer til YouTube og sågar også sende historier til BBC News.

Interessant kunne det jo derfor være, hvis danske medier gik med i ShoZu eller startede en dansk pendant. Altså en service, hvor folk ikke skal MMS’e billeder ind, men simpelthen uploader dem fra deres mobiltelefon, hvilket således vil blive gratis, hvis deres mobiltelefon understøtter trådløst netværk — og der er trådløst netværk i nærheden.

Men det er lidt en anden snak end det, som dette indlæg skulle handle om — mobiljournalistik, som jeg glæder mig til at følge.

I samme åndedrag kan det nævnes, at Google har lanceret en dansk mobilsøgeside. Spændende tider.

En formel for kvalitet på nettet?

En af fordelene ved internettet fremfor papiravisen er, at det er muligt at se meget præcis, hvor mange, der har læst en given historie.

Dette har dog, i mine øjne, taget overhånd, og vi er efterhånden derhenne, hvor vi sidestiller en historie, som er blevet læst/klikket på mange gange som en god historie. Men det er den nødvendigvis ikke.

De mange kliks kan jo for eksempel betyde, at overskriften er god (eller indeholder ord som “sex”, “chok” eller lignende) eller at billedet animerer folk til at klikke på historien. Det siger intet om, hvorvidt indholdet af artiklen rent faktisk er godt og falder i læsernes smag.

Ingredienser
Derfor forestiller jeg mig en formel, der gør det muligt at sige noget mere kvalificeret om, hvilke historier, der er gode. Umiddelbart vil jeg foreslå, at man inkluderer følgende i formlen:

  • Antal visninger (som nu)
  • Sessionstid (hvor længe har læserne i gennemsnit haft historien åben?)
  • Hvor mange gange er artiklen blevet videresendt?
  • Deltagelse (antal kommentarer og lignende)
  • Tidspunkt (antallet af potentielle læsere afhænger jo at tidspunktet på døgnet, derfor kan døgnet inddeles i zoner)
  • Artikellængde (sessionstid afhænger blandt andet af artiklens længde)

Nogle af parametrene hænger sammen, for eksempel skal antallet af læsere/visninger og antallet af kommentarer måske divideres med den tidszone, vi er i. Altså skal tidszonen omkring middag have et højere tal, således at det tal, der kommer ud er lavere. Det samme gælder for sessionstiden og længden af artiklen, formentlig målt i antal anslag (inklusiv mellemrum).

Hvordan formlen skal stilles op, og hvor meget de forskellige parametre skal veje i forhold til hinanden, vil jeg lade være op til folk, der har bedre forstand på det end mig.

Men jeg synes altså, at vi mangler et måleredskab for kvalitet (og ikke kvantitet) på nettet! Er jeg den eneste?

Bold.dk må ikke bruge brugernes dækning

Jeg har skrevet om det tidligere: Bold.dk ville bruge brugernes videoklip til at dække fodboldkampe.

Jeg skrev, at jeg var i tvivl om, at Bold.dk måtte gøre sådan. Og det må de heller ikke: Det er nemlig lovligt at dække kommercielle begivenheder gratis, skriver MediaWatch. Det samme siger Divisionsforeningen:

“Det går ikke. Det vil jo svare til, at man går i biografen med et kamera og lægger filmen gratis ud på nettet bagefter, siger Divisionsforeningen direktør Claus Thomsen til MediaWatch.

Bold.dk har herefter sagt, at man ikke vil omgå rettighederne.

Webcrawler – ny jobbeskrivelse?

Det er jo næppe nogen hemmelighed, at langt størstedelen af alverdens nyheder nu til dags bliver “breaket” på nettet. Men hvor det førhen stort set kun var medierne, der smed nyhederne på nettet, er det nu blevet nemmere for menigmand, især med de forskellige blogging-værktøjer, at publicere til nettet.

Et eksempel:

18:13 tikker der en sms ind på min mobil. Det er fra mikroblogtjenesten Jaiku, hvor Mads Kristensen skriver, at der er bombealarm på Høje Taastrup station.

Det er fem minutter før Politiken og endnu mere før Ekstra Bladet (hvor jeg arbejder) der “ejer breaking news på nettet“.

Hvordan kunne det lade sig gøre? Jo, Mads sad i toget og sendte en besked til Jaiku, hvor den ryger på med det samme og bliver sendt ud til de af Mads’ Jaiku-kontakter, der har valgt at blive holdt opdateret per mobil. Den hastighed kan selv ikke Ritzau slå.

Et andet eksempel er Villy Søvndals blogindlæg, som cirkulerede internt her i huset, før nyheden ramte Ritzau. Alligevel kommer Ritzau først.

Så en ting er, at nyhederne og/eller oplysningerne er derude. Noget andet er at få fat i dem. Her kunne jeg meget vel forestille mig en medarbejder, måske 100% dedikeret til opgaven, der “trawler” nettet igennem for nyheder og viderebringer dem til den redaktionelle stab. Man kunne kalde vedkommende for en “webtrawler” eller “webcrawler” (ordet er lånt herfra)?

Jeg tror, at især nyhedsmedierne kunne have gavn af at have mindst én medarbejder, der er ekstremt wired — i den forbindelse at vedkommende følger en hulens masse feeds, har forbindelser til “de rigtige personer” på nettet etc. — og kan adskille skidt fra kanel.

Ellers kan Markedsføring måske skrive næste gang, at “Brugerne ejer breaking news på nettet”?

Bold.dk: Undgå rettighedsproblemer, brug brugerne

Det er er interessant.

MediaWatch har en artikel om, at fodbold-sitet bold.dk vil til at lave et brugerunivers.

Og her ser bold.dk‘s direktør Denis Larsen en smart fidus. I stedet for at købe dyre rettigheder til at vise videoklip fra kampene, vil man i stedet lade brugerne uploade videoklip fra kampene.

Til spørgsmålet om, hvorvidt der er problemer med det, svarer han:

“Nej, for det er jo folk selv der har lavet og uploadet det”.

Det bliver spændende at se, om den holder “i retten”. For eksempel er det jo forbudt at filme til koncerter (selvom The Chemical Brothers er foregangsmænd på dette område og opfordrer deres koncertgængere til at uploade videoklip og billeder), men jeg skal ikke kunne sige, om dette også gælder for fodbold.

Måske er der forskel på, om der er fri eller betalt adgang til kampen?

Sikkert er det dog, at det er godt at se bold.dk tage brugerne seriøst og tænke over, hvordan man kan bruge dem mere aktivt.

Papiroplagstal: Det ser ikke godt ud

Som man kan læse hos MediaWatch, så bløder avisbranchen og starten på 2008 har været forfærdelig, i hvert fald hvad angår oplagstal — især for JP/Politikens Hus. Det viser seneste opgørelse fra Dansk Oplagskontrol.

MediaWatch har en liste over de aviser, der er gået mest tilbage i dagligt oplag:

  1. Politiken: -10.543 eksemplarer
  2. Jyllands-Posten: -9.070
  3. Ekstra Bladet: -8.024
  4. Nordjyske Stiftstidende: -6.725
  5. Berlingske Tidende: -5.743
  6. B.T.: -5.366
  7. Dagbladet: -4.286
  8. JydskeVestkysten: -3.578
  9. Sjællandske: -2.851
  10. Århus Stiftstidende: -2.776

Altså en samlet tilbagegang for JP/Politikens Hus på 27.637 aviser. Av.

I et interview med MediaWatch forklarer Ekstra Bladets (hvor jeg arbejder) chefredaktør Poul Madsen, at faldet især skyldes gratisaviser:

“Der er sket det, at gratisaviserne har flyttet sig mere og mere væk fra at være husstandsomdelte, så der nu reelt er fire stærke trafikaviser. Og vi kan se, at vi slet ikke er ramt i de områder, hvor gratisaviserne ikke udkommer.”

Interessant er det i denne sammenhæng, at JP/Politikens Hus selv er repræsenteret i gravisaviskrigen, med 24 Timer, som har kostet mere end 300 millioner kroner indtil videre. Er JP/Politikens Hus så med til at grave graven for koncernens betalte medier? Det er én udlægning.

Uanset hvad, så er faktum, at gratisaviskrigen har kostet den danske dagbladsbranche 12 års overskud — og tilsyneladende en hulens masse læsere.

Så hvem står bedst i gratisaviskrigen?

24 Timer, hvis koncern mister oplag blandt andet på grund af gratisaviserne? Nyhedsavisen, der har fyret halvdelen af sin journalistiske stab? Eller Urban (som er blevet relanceret og har “problemer“) eller MetroXpress (som kom ud med “et flot overskud“)?