Er de sociale platforme mon ved at indse, at ikke alt skal tælles?

Instagram og Twitter går begge med overvejelser om at skjule antallet af interaktioner, eksempelvis Likes. Det er – mildest talt – interessant.


Dette indlæg blev oprindeligt udgivet i seneste udgave af mit nyhedsbrev.

Abonner på Digital Ugerevy – så får du mine artikler med.


I en af historierne i denne uges Ugerevy kan du læse, at Instagram i en prototype tester at skjule antal Likes, et billede eller videoklip har fået.

“We want your followers to focus on what you share, not how many likes your posts get. During this test, only the person who shares a post will see the total number of likes it gets”, skriver Instagram ifølge TechCrunch.

Hos Twitter går de med lignende tanker. I en test-udgave af deres app skjuler de antallet af engagements (det vil sige retweets, likes og svar) bag et tryk. “This change is designed to make Twitter a little friendlier”skriver NBC News.

Brug tiden bedre

Det kan virke som en lille ting (og det er det måske også), men det er også en del af en tendens. I øjeblikket er der nemlig en interessant trend blandt især de sociale platforme, der handler om, at vi, brugerne, skal bruge vores tid bedre og generelt have en bedre wellbeing, når vi bruger platformene.

Det gør platformene selvfølgelig ikke bare, fordi de synes, vi allesammen bare er så dejlige og lige til at kramme – men fordi de seneste år har vist, hvordan det kan gå galt. Hvis det hele ender med at at handle om engagement (som det har gjort på især Facebook), så ender vi et sted, hvor folk gamer systemerne og algoritmerne, der i forvejen opprioriterer og fremhæver det indhold, der skaber flest reaktioner.

Men ikke nok med det. Det skaber skævvridning, deler brugerskaren og ødelægger i sidste ende brugeroplevelsen. Det betyder, at folk i værste fald holder op med at bruge platformen (Facebook oplever i øjeblikket et fald i brugen), mens annoncørerne helst vil lægge deres penge andre steder, hvor der er et større fokus på den brand safety, der er så vigtig for dem i de digitale universer.

De her tiltag (der endnu kun er på teststadiet) kommer naturligvis ikke til at vende bøtten den anden vej, men det er interessant, at platformene så småt er gået i gang med at teste det.

Tallene styrer samtalerne

Da jeg tilbage i 2013 læste ‘The Filter Bubble’ af Eli Pariser, var journalister hos The New York Times forbudt adgang til klikstatistikken. De kunne med andre ord ikke se, hvor mange visninger, deres egne artikler havde haft. Hvis de absolut ville have det tal, måtte de bestikke en systemansvarlig eller anden med de rette rettigheder.

Ræsonnementet var, at hvis redaktionen ikke kender kliktallene, så kommer deres samtaler om indhold og udvikling til at handle om noget andet; forhåbentlig kvalitet.

Der er helt sikkert også en slagside ved den tilgang – men det er lidt den retning, tingene går i. Bevares, i Instagrams test kan du stadig se, hvor mange Likes dit billede af solnedgangen har fået, og alle på Twitter kan stadig se antallet af retweets, bare de trykker på en knap. Men den umiddelbare begrænsning, der bliver lagt ind, kan sagtens have en effekt. Slut med at overveje, om man skal dele eller Like et billede, bare fordi så og så mange har gjort det tidligere.

Det gør det også usynligt for ens følgere, hvis nogle billeder får ekstremt få Likes i forhold til andre – og det er nok noget, de færreste er kede af at få skjult.

Igen: Uanset, hvordan det ender – og det kan være, det ender som et slag i luften, fordi platformene ikke har råd til den tilgang – så er og bliver det interessant, at de tester det. Det betyder, at hensynet til brugerne og den gode stemning (hallelujah) er kommet ud af lab-lokalerne og ud i reelle produkttestAnd that’s quite something.

Foto: Negatice Space / Pexels

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.