En forretningsmodel uden pladeselskaber?

Dette indlæg er egentlig et resultat af, at jeg læste René Clausen Nielsens indlæg om lukningen af FabChannel, et website, hvor man kan se koncerter, og Jeff Howes Wired-artikel “Why the Music Industry Hates Guitar Hero“.

For selvom man godt kan forstå, at pladeselskaberne skal tjene penge, så ser det fra et forbrugersynspunkt udpræget meget ud som om, pladeselskaberne gerne vil stoppe alt, der har med musik at gøre, og som er sjovt. FabChannel, Guitar Hero, Rock Band etc.

Det har fået mig til at tænke, om man kan forestille sig et musikmarked uden pladeselskaber. Et marked, hvor kunstnerne markedsfører sig selv og selv står for salget, og derved en større profit af salget – af såvel musik som merchandise, og ikke som man forestiller sig hos Warner:

Warner has actually led the industry with a policy of signing bands to so-called 360 deals, in which artists give the label a cut of everything they sell, be it ringtones, merchandise, or concert tickets. (#)

Musikerne kunne gøre deres egen butik (som kunne sælge såvel MP3 som CD’er og vinyler) via en PayPal-løsning, og kunstnerne vil selv kunne bestemme sig for eventuelt at give enkelte numre fri — samt koncertoptagelser.

Det vil også betyde, at prisen for at bruge musikken i spil som fx Guitar Hero vil falde, da der er færre, der skal have bidder af kagen.

Hvis vi tager eksemplet med FabChannel, kan det jo tænkes, at det kan trække endnu flere mennesker til næste koncert, hvis de kan se den forrige på nettet og se, at et band er helt fantastisk på en scene — det kan også være det, der afgør, om man skal ind og se en koncert, hvis man er i tvivl. Det giver et lidt bedre indtryk end at sidde og lytte til lydbidder på diverse online musik-butikker eller MySpace.

Problemet i en verden uden pladeselskaber er distribution. Et pladeselskab som fx Warner har et enormt distributionssystem, der sikrer, at musikken når ud til butikhylderne — her er en distribution via internettet ganske enkelt ikke god nok. I hvert fald ikke endnu.

Til gengæld vil musikerne kunne slå sig sammen i såkaldte “collectives” (fx ud fra geografi eller genre) og hjælpe hinanden med at promovere musikken. Det kan ikke erstatte et major label som Warner, men det er en interessant model. Den mangler dog afprøvning af større kunstnere.

Indtil da kan man hente gratis og lovlig MP3-musik hos 7Digital, der er min favorit online-musikbutik. Oftest er det kun et eller to numre på et album, der er gratis, men det har flere gange i mit tilfælde gjort mig interesseret, og så har jeg købt hele albummet.

Interessant forslag fra Warner Music: Flatrate på copyright-indhold som forsøg

Med stor interesse læser jeg Computerworld-artiklen “Er indholds-licens et effektivt våben mod piraterne?. Den handler om et forslag, som Warner Music Group har fremstillet – at man betaler en fast månedlig ydelse, og så kan hente så meget copyright-beskyttet indhold, som man lyster.

Til at starte med vil man afprøve ordningen på 12 amerikanske universiteter inklusiv MIT, Stanford og Columbia.

Grundlæggende går udspillet ud på, at de studerende kan hente indhold fra fildelingstjenester som Limewire mod, at de eller universiteterne betaler en månedlig afgift, og universiteterne måler antallet af downloads per sang.

Til gengæld vil pladeselskabet ikke sagsøge de studerende for fildeling inden for universiteternes mure.

Ifølge artiklen møder forslaget politisk modstand herhjemme, hvor man ser det som en ekstra skat, og at man skal “betale for fremtidige synder på forhånd”.

Det er jeg ikke helt enig i, jeg synes flatrate-konceptet er interessant, og vi har jo flatrate på en lang række ting, blandt andet internet og (i nogle tilfælde) på mobiltelefoni, SMS’er og data på mobiltelefonen.

Så lad os se, hvad Warners forslag medfører. Jeg vil i hvert fald intet have imod at betale en fast pris for så at boltre mig i Warner Musics kataloger.

Det helt store spørgsmål er så bare, hvordan man vil forhindre, at indholdet bliver delt ulovligt videre…