Jeg er ikke den, der læser flest aviser. Men jeg er efterhånden ved at have opbygget en række af abonnementer:
- The Economist (digitalt + print)
- The New York Times (digitalt)
- The Wall Street Journal (digitalt)
- Foreign Affairs (digitalt + print)
…og i mandags (for otte dage siden) føjede jeg så en ekstra udgivelse til listen, nemlig International Herald Tribune – den globale udgave af The New York Times – både digitalt og (endnu vigtigere) print.
Og hvorfor så et indlæg om det på en blog, der handler om journalistik og nye medier? Jo, fordi den avis lidt har fået mig til at føle mig som en Apple fanboy, der har fået en ny forbrugerelektronisk enhed, som jeg bare må fortælle om. Og fordi det handler om det mest vigtige for journalistik lige nu i denne brydningstid, nemlig kvalitet.
Grunden til, jeg valgte at abonnere på IHT er, at den giver mig noget, jeg savner i det generelle nyhedsbillede, og som The Economist og Foreign Affairs kun leverer henholdsvis en gang om ugen og en gang hver anden måned: Dybde og baggrund.
På nettet kan jeg meget let og rigtig mange steder læse, hvad der sker. Jeg kan også læse mange steder, hvorfor og hvordan, det skete. Men det har jeg ikke tid til. Jeg gider og orker ikke at sidde foran en skærm, der lyser mig i hovedet, mens jeg læser lange artikler. Og jeg gider ikke printe det, jeg skal læse. Her passer avismediet perfekt til mine behov.
Mindre aftenfjernsyn
Avisabonnementet har allerede haft en virkning på min informationsdøgnrytme. Jeg har indtil videre afsat tid hver aften til at bladre dagens avis igennem og læse det, som interesserer mig, og som jeg ikke har nået at læse i løbet af dagen. Det, at jeg har lovet mig selv det, har betydet, at jeg har måttet foretage nogle valg.
For det første ser jeg mindre fjernsyn. Og jeg savner det egentlig ikke. Det hele skal selvfølgelig ikke være seriøst, så jeg ser gerne en eller anden mere eller mindre ubegavet serie (eller et godt program, hvis et sådan er at finde på sendefladen) omkring den tid, hvor jeg spiser aftensmad. Men med mindre der ikke er noget virkelig godt i kassen, så slukker jeg og sætter mig med min avis.
Jeg nyder især at slukke for fjernsynet om mandagen, hvor der næsten er lige så mange reality-programmer i TV-programmet, som der er sokker i mit klædeskab. Jeg sidder i hvert fald og undrer mig over, om det er Linse og Gustav, tv-producenterne eller måske ligefrem en del af seerne, der er på afveje.
Det slukkede fjernsyn og den ro, det giver, skaber den fordybelse i stoffet, som jeg først nu har fundet ud af, at jeg savnede. Her sidder jeg og bliver klogere på situationen ude i verden og får indblik i baggrunden for mange af de ting, der sker rundt omkring, og som har strejfet mig i nyhedstrømmen.
Og så må vi ikke glemme indholdets kvalitet, der er i verdensklasse. Det er virkelig en fornøjelse at læse artikler fra verdens brændpunkter og om de ting, der påvirker eksempelvis økonomien, klimaet og forskellige samfund rundt omkring i verden, når det er så velskrevet og tør være så informationstungt. Ikke noget med at tale ned til læseren her.
Mindre aften-smartphone
Det betyder også, at jeg bruger meget mindre tid på at sidde og glo ned i en anden skærm, smartphonen. Ja, jeg kan læse artiklerne der, men jeg gider ikke læse det på et så lille display, hvor der samtidig ligger en computer bag, som betyder, at en række andre tilbud – her i blandt Twitter og world wide web – kun er få tryk væk.
På det seneste har jeg oplevet, hvad jeg vil kalde en Facebook-ificering af Twitter. Altså at folk i stadig stigende grad poster ting om dem selv; hvad de fik til aftensmad (selvfølgelig med billeder!), hvordan vejret er (igen med billeder) og hvad de laver lige nu (her er der også gerne billeder til). Forleden dag, var der sågar en, der skrev en opdatering om, hvor forkølet vedkommende var, og at snottet var lige ved at stå ud af hovedet. Tak.
Det lyder så bagstræberisk, men jeg savner dengang, det var det gode indhold, de fede tips og gode links, der dominerede min Twitter-strøm. Ja, jeg kan selv styre, hvem jeg følger, men dem der skriver om forkølelser og poster nok billeder til at kunne udfylde flere Bayeux-tapeter deler også gode ting. Måske savner jeg en redigeret udgave af Twitter, hvor en eller flere personer tager en journalistisk nyhedsvinkel på Twitter og sparer mig for alle hveragsopdateringerne.
Anyways, pausen/friheden fra telefonen betyder, at jeg har en dyb og selvforstærkende ro omkring stoffet i avisen, og det betyder også, at jeg bliver naturligt afslappet og træt, efterhånden som viserne på uret nærmer sig det tidspunkt, hvor min vågne tilstand skal glide til side og lade sig erstatte af den vigtige søvn.
En art konklusion
Så kort fortalt er jeg mildest talt meget begejstret for disse papirudgaver af vigtige og prioriterende informationer, der bliver leveret på en af de mest 'old school' måder, og det har virkelig overrasket mig, hvor dejligt det er at få afløb for sit vidensbegær på god, gammeldags manér.
Tænk sig at noget så godt kunne komme ud af at tage tempoet lidt ud af hverdagsaftenerne og lade den nok så smarte telefon være i fred og kun lade det være den påkrævede belysning og nødvendige hvidevarer, der får elmåleren til at snurre.
