Mød forfatteren til The Filter Bubble, Eli Pariser, i København 21. september

Den 21. september kan du til et arrangement hos Berlingske møde Eli Pariser (Wikipedia: Eli Pariser), der er manden bag bogen ‘The Filter Bubble’ (hjemmeside/blog / Wikipedia / find den på Amazon). Bogen, der blandt andet fik mig af Facebook.

Her er beskrivelsen af, hvad Pariser skal snakke om:

The Filter Bubble. Author and entrepreneur Eli Pariser delivers the keynote about what he sees as the consequences of personalization on Google, Facebook and other popular digital services which are taking over the role from traditional media when it comes to delivering the news. You can see a short version of his TED talk last year here.

Du kan også møde Alan Rusbridger, der er editor-in-chief hos The Guardian, og skal tale om »the centrality of a two-way relationship between journalists and their readers in the digital age and how the idea of Open Journalism has shaped the Guardian’s editorial strategy.«

Det bliver også til et besøg af Peter Barron, der er ‘head of public relations at Google for Britain, Ireland and the Benelux countries’ og tidligere ‘BBC editor’, og som skal tale om, hvordan »Google sees the future of media use, why Google is personalizing search and news, and what are the pros and cons from the Google perspective.«

I forbindelse med Google og personaliseringen af søgninger, kan du jo blandt andet læse om et af Googles seneste forsøg i den retning; Google Adds Personal Gmail Results Into Search’. Masser af privacy at diskutere der.

Læs mere om arrangementet og køb billet »

Vis mig din Facebook-profil, og jeg skal sige dig, hvad du deler

Information har en artikel (Vis mig din Facebook-profil, og jeg skal sige dig, hvem du er) om, at det vi deler/skriver/poster på Facebook siger ret meget om, hvem og hvordan vi er.

I artiklen siger Trine-Maria Kristensen (@trinemaria på Twitter) blandt andet:

Hvis man tager et samlet blik på, hvordan folk fremstår online, og hvordan de ser ud i virkeligheden, så vil online-personligheden, forudsat man har et vist aktivitetsniveau, vise et retvisende billede af, hvem man er. I de digitale netværk, hvor vi ikke er anonyme som for eksempel Facebook og Linkedin, er det svært at pynte på sandheden.

[…]

Det billede, der ligger af os på internettet, skaber vi, uden at vi ved af det. Vi skaber det, når vi trykker ’synes godt om’ på noget af det, vores venner har delt, eller når vi kommenterer en statusopdatering. Det er noget der bare sker, mens livet foregår.

Mjaeh. Det er vel til dels et filosofisk spørgsmål. Nogle vil måske fremføre det synspunkt, at eksempelvis Facebook udelukkende er pynt på sandheden, eller i hvert fald sandheden drejet i en retning, så det fremstår i en kontekst, som afsenderen selv er tilfreds med.

Det er en antagelse, at folk sanseløst klikker ‘Like’ og ‘Recommend’ og poster indhold og links på deres profiler – folk ved jo, at andre folk bruger disse informationer til at danne sig et billede af vedkommende.

Det er kort fortalt ‘iscenesættelse’, som samfundsforsker ved Aalborg Universitet, Johannes Andersen, også påpeger i artiklen:

»Vi adskiller alle meget klart, hvad der er det private, og hvad der er det offentlige. Men vi bruger også meget energi på at udstille noget af det private i det offentlige og laver på den måde en slags mellemscener. Det er det, der for eksempel sker på Facebook,« siger han.

Ifølge Johannes Andersen foregår der det, han kalder et selektivt identitetsarbejde, hvor man ser sig selv udefra og udvælger det, man vil have andre skal lægge mærke til.

»Det er selvfølgelig ens sande personlighed, man viser, men der er også en form for iscenesættelse i det. Det er begge dele samtidig.«

I sin bog ‘The Filter Bubble’ (som jeg formentlig aldrig bliver træt af at snakke om) taler Eli Pariser, at Google og netop Facebook har forskellige måder hvormed de danner sig indtryk af os på baggrund af, hvordan vi bruger deres tjenester.

Facebook kigger på, hvad du deler (og det er det, der kan ses af andre), mens Google ved hvad du klikker på og bruger det i stedet. Facebook ved for eksempel at du har delt artiklen om, hvor episk Mozarts Requiem egentlig er, mens Google ved, at du også har søgt efter eksempelvis ‘nik og jay’ og fundet noget, du kunne bruge – du klikkede i hvert fald på det.

Nu kan jeg af gode grunde ikke vide det, jeg kan kun tale for mig selv, men jeg vil gætte, at der er forskel (gående fra ‘minimal’ i nogle tilfælde til ‘enorm’ i andre) på, hvad vi deler (blandt andet fordi vi gerne vil vise andre, at vi har spændende interesser og ved interessante ting) og hvad vi rent faktisk klikker os ind på.

Bevares, en persons Facebook-profil kan da sige meget om vedkommende, men det er næppe hele sandheden. Det er sandheden, som vedkommende selv kan styre efter sit eget behov for personlig branding. Der er private ting, der forbliver private, og der er ting under overfladen, som også er den, vi er, men som vi ikke deler. Og det er vel også okay. Det er bare ærgerligt, hvis vi glemmer resten af isbjerget.

Facebook er blevet endnu mere navlepillende med det nye News Feed

Facebook logo

I disse dage ruller Facebook en opdatering af News Feed’et (det du ser på forsiden) ud. Facebook vil nu i endnu højere grad forsøge at vise dig det, du vil se – baseret på, hvad du tidligere har set.

Det er en herlig redundans og et farligt loop, man kan blive fanget i.

Tidligere satte jeg altid Facebook over til ‘Most recent’, både på facebook.com og i deres iPhone-app. Det er blevet sværere nu, fordi Facebook blander kronologien sammen med deres eget rankeringsystem.

Facebook har lavet en spørgsmål-svar-side til det nye News Feed.

Her er Facebooks egen forklaring af, hvordan den udvælger de posts, den mener er vigtige for dig:

We determine whether something is a top story based on lots of factors, including your relationship to the person who posted the story, how many comments and likes it got, what type of story it is, etc. For example, a friend’s status update that might not normally be a top story may become a top story after many other friends comment on it.

Altså; de folk, du kommunikerer meget med på Facebook, kommer du nu til at se mere til. The circle is complete.

Efter hvad jeg kan se, betyder det meget, at man alene har været inde på vedkommendes profil, der behøver ikke være en to-vejs-interaktion (kort fortalt vil ’stalkere’ se meget mere til dem, de stalker – og det må jo være meget rart for dem. Stalkerne, altså).

Og her er så svaret på mit spørgsmål om, hvor den kronologiske liste er blevet af:

What happened to Most Recent?
We’ve combined the Top News and Most Recent stories together in a single News Feed view.

If you see top stories first when you load your News Feed, simply scroll down to see the recent stories.

Hvis bare det var således. Hos mig er News feed’et på forsiden et misk-mask af kronologi og Facebooks udvalgte ‘top stories’ (i denne kontekst hedder de ‘Earlier today’. Endnu værre er det på iPhone-app’en, hvor disse ‘Earlier today’-posts kommer ind endnu tidligere.

Årsagen til, at Facebook gerne vil pushe deres rankeringsystem er naturligvis, at de ønsker, du skal se færre ting, du ikke vil se – og at de rigtig gerne vil sælge nogle annoncer, du gerne vil klikke på – og det er lettere, når de kender den kontekst du agerer i og de mennesker, du agerer mest med på Facebook.

Jeg kan egentlig godt forstå, at Facebook har en rankering (så jeg slipper for de ligegyldige posts), men jeg vil have muligheden for at vælge det fra og se den rene kronologi. For mig er det ideelle setup kombinationen af de to. Jeg kan bruge ‘top stories’ til at få et hurtigt overblik over, hvad der er lagt ud siden sidst – og så ellers skifte til den kronologiske visning.

Hvis du vi læse mere, vil jeg anbefale, at du læser The Filter Bubble af Eli Pariser. Nu vil jeg demonstrativt logge af Facebook og forblive logget af, indtil jeg atter selv kan blive herre over, hvordan jeg vil have opdateringerne vist.