The Economist lægger yderligere indhold bag betalingsmuren

MediaWeek skrev tilbage i starten af september, at The Economist ville begynde at kræve betaling for mere af web-indholdeteconomist.com.

Det ser ud til at ske nu. Jeg har lige fået følgende mail fra The Economist-folkene (mine fremhævelser):

Dear Reader,

I’d like to inform you about important changes at Economist.com.

Beginning October 13th, we will be limiting access to certain sections of our site to subscribers only. Over the past few years, Economist.com has become a hub for intelligent discussion, with news commentary, blogs and an award-winning debate series. We will continue to encourage both subscribers and non-subscribers to participate in those conversations. We will also enhance the experience we offer our most loyal readers by expanding our subscribers-only features.

Currently, all content published within the last year is free of charge. Soon, only articles and commentary published prior to the last 90 days will be accessible without a subscription. The print edition contents page, which offers a convenient way to browse articles and features from the latest issue of The Economist, will also be limited to subscribers only.

Through these complementary aspects of Economist.com, we will continue to foster intelligent discussion and debate, while enhancing the value we bring to our community of subscribers.

I hope you’ll continue to visit the site and enjoy all it has to offer.

Sincerely,

Ben Edwards, Publisher
Economist.com

På en gang kan jeg både forstå og ikke forstå The Economist. For der skal jo tjenes penge, men jeg hører til en af dem, der tror mere på link-økonomi, som MediaWatch skrev om 23. september.

Economist.com vil formentlig få færre sidevisninger, men muligvis flere penge i kassen. Men vil du for eksempel købe et abonnement på The Economist efter dette? Eller er det nemmere bare at læse en anden lignende publikation? The Economist har noget af verdens bedste indhold indenfor deres felt, så hvis nogen kan lykkes med dette, er det medierne i denne kaliber.

Uanset om man er enig eller ej, må man gå ud fra, at et magasin med dét navn bør vide en ting eller to om økonomi. Jeg er skeptisk overfor, om dette vil give flere penge og/eller kunder i butikken. Men det vil tiden vise.

Skal artikler være på nettet for overhovedet at eksistere?

Foto: Bull3t HughesVi kender vist alle historien om træet, der vælter i skoven, men som ingen kan høre.

Spørgsmålet er måske, om vi skal til at sige noget lignende om informationer, eksempelvis artikler:

Hvis en artikel kun bliver trykt i en fysisk udgave, men færre og færre køber denne udgivelse, betyder det så også, at artiklen, og de informationer den indeholder, langsomt, men sikkert, ophører med at eksistere?

Det, der fik mig til at tænke denne tanke var noget, jeg var ude for forleden dag. Jeg sad og læste en fremragende artikel i ‘Intelligent Life’-magasinet, som bliver udgivet af The Economist.

Artiklen handler om unge mennesker, der tager modafinil (Illustreret Videnskab skrev om dette tilbage i 2003) under deres studie på Cambridge. Dette lød interessant, synes jeg, og måske noget, som en af vores journalister kunne finde en dansk vinkel på.

Jeg ville gerne sende artiklen med det samme og gik derfor ind på moreintelligentlife.com, magasinets website, i håb om at finde artiklen. Men uden held.

Ergo har folkene bag valgt kun at trykke artiklen i magasinet. Jeg kan ikke engang læse så meget som et sølle uddrag online med beskeden om, at jeg skal hoste op, hvis jeg vil have hele herligheden. Man er med andre ord nødt til at smide 55 bananer for at få lov at læse artiklen.

Problematikker for informationssamfundet
Nu er problemet jo ikke større, end at jeg tager magasinet med på arbejde i morgen og viser til min kollega, men for hele informationssamfundet rejser det nogle problematikker:

  1. Læserne kan ikke se den originalartikel, eller uddrag af den, der citeres fra, skønt artiklen nævnes.
  2. Intelligent Life får ikke flere læsere af artiklen end dem, der køber/låner bladet – jeg ville ellers gerne sende dem en masse. Når dette nummer af magasinet bliver afløst af et andet, så er der i min optik ikke flere penge at hente på artiklen, og så skal den på nettet.
  3. Folk der går på nettet og søger efter informationer om modafinil (som jeg skyder på er måden, alle ville gøre det på) finder aldrig artiklen.
  4. Det er ikke muligt for journalisten at udelade en eller flere informationer, som er detaljer men dog vigtige, da læseren ikke kan få adgang til originalartiklen.
  5. Når alle kopierne af det trykte magasin er smidt ud/væk, findes artiklen kun på forfatterens computer og, forhåbentlig, i Intelligent Life digitale lager. På nettet ville den have væsentligt bedre chancer for overlevelse.

Alt sammen kunne være løst, hvis artiklen var at finde på det ellers allestedsnærværende internet. I stedet lever den et liv trykt på fysisk papir, som kun kan videredistribueres i strid med loven: Kopiering.

Mit argument vil derfor være, at jo flere artikler, der (også) findes online jo bedre. Det giver mening for alle: Originalmediet, det citerende medie og ikke mindst læserne.

Hvordan kommer Google ind i alt dette?
Det er meget nærliggende at nævne Googles bogprojekt Google Books, i et indlæg om offline kontra online indhold. Google vil med sit bogprojekt søge blandt andet at forhindre det, som jeg taler om i dette indlæg: At informationer, der kun findes i trykte udgaver uddør og forsvinder.

Det er meget svært for mig som onlinemenneske, og vidensbegærlig, at sige andet end at det er en rigtig god idé at digitalisere informationer, der ellers ville gå tabt. Det være sig alskens bøger til gode artikler i magasiner.

Det er dog ikke det samme, som at det skal være gratis. Vi opererer stadig med det gode gamle “free as in free speech, not free beer”. Men det er en helt anden snak :-)

Foto: Bull3t Hughes

The Economist nu også i Kindle-version

Mit yndlingsmagasin, The Economist, udkommer nu også i en Kindle-udgave, oplyser tidsskriftet i en e-mail.

Jeg tror også, at The Economist er et af de medier, hvor der er stort potentiale i en Kindle. The Economist har læsere over hele verden, er nogle af verdens absolut bedste til det de gør (baggrundshistorier), og har i den grad fundet deres plads i mediebilledet.

Hvad angår prisen, skriver The Economist følgende i e-mailen:

For $10.49 per month or $5.49 for a single weekly issue, readers in America can have The Economist delivered to their Kindle or Kindle DX the moment the print issue hits the news-stands.

Hvor er det dog hamrende ærgerligt, at man ikke kan købe Kindle i Danmark. Læs mere om Amazons Kindle på Wikipedia.

BT begejstres over anti-ældnings-molekylet ‘rapamycin’ – meeen, læs lige The Economist, inden du jubler

Ny pille giver dig 23 ekstra leveår“, skriver BT. Vi kan nu tage en pille (indeholdende molekylet ‘rapamycin’), som kan forlænge vores liv med 23 år. Eller hvad?

Nej, for der er kun udført forsøg på mus. BT har ellers talt med en dansk læge, Henning Kirk, som er umiddelbart begejstret, men samtidig maner til ro:

De nye forsøgsresultater tegner rigtig lovende og er absolut værd at gå videre med. Men det er vigtigt at bemærke, at der indtil nu kun er foretaget museforsøg med midlet. Man kan ikke drage helt sikre paralleller fra mus til mennesker.

[…]

Det er vigtigt stadig at slå koldt vand i blodet. Tingene er ikke helt så enkle, som vi ofte går og tror. Der er så mange ukendte faktorer, som indvirker på, om vi lever i længere eller kortere tid. Vi kender stadig ikke alle mellemregningerne. F.eks. ved vi ikke, om der er en indbygget grænse for, hvor længe vores hjerne kan fortsætte med at danne nye celler, eller hvor længe den kan kontrollere stress.

Men læser man BT’s artikel, kan man sidde med det indtryk, at når rapamycin (eller rapamysin, som BT kalder det), kommer i en variant til mennesker, så sluger man bare sådan en pille, og så er man kørende.

Nej, så simpelt er det ikke. The Economist har nemlig også skrevet om rapamycin i artiklen “Extending lifespan: Of mice and monkeys“, hvor man også skriver om forsøg med et forlænget liv via kostændringer.

Her står der i slutningen af artiklen at læse:

That is not to recommend people take doses of rapamycin. Its main medical use is to suppress the immune system, so anyone consuming it casually would open himself to serious infection.

Lige dén vinkel glemte BT. Så der er ganske vist udsyn til et håb om, at man en dag kan få en pille (eller andet medikament) baseret på rapamycin. Men der er vist lang vej endnu.

Hvad vigtigere er, så tyder det på, at man kan fremkalde samme reaktion ved kostændringer:

What is equally interesting is that both the TOR pathway [tilføjelse: det er rapamycin] and the one controlled by sirtuins [tilføjelse: det er kosten] are also affected by caloric restriction. It looks, in other words, as if the drug-based and diet-based approaches are acting in similar ways.

Det er i sandhed interessant – men det er som bekendt meget mere besværligt at gennemføre kostomlægninger end at tage en pille :-)

Hvor er det dog en storartet finesse ved internettet, at man lynhurtigt kan dobbelttjekke historier som denne og få hele sandheden med.

The Economist: Twitter slog CNN, men “old media” kom godt igen. Gik Twitter i selvsving?

Da urolighederne gik i gang i Iran efter valget, så sov store medier som CNN i timen. På Twitter blev alle tweets om CNN’s sløvhed døbt “#cnnfail”. Hvis du ikke er helt med på, hvad “cnnfail” betyder, kan du læse mere hos CNET.

Som jeg tidligere har skrevet, bragte Ingeniøren en leder om, hvordan Twitter har overhalet traditionelle medier.

Nu har The Economist også skrevet om sagen. Under overskriften “Twitter 1, CNN 0” skriver man om, hvordan store medier som CNN slet ikke formåede at følge med, da urolighederne i Iran brød ud:

ON SATURDAY June 13th, as protests began to flare on streets across Iran, 10.5m American TV-viewers naturally turned to CNN, a cable news channel founded in 1980. It was a vote of confidence in the traditional news media. Unfortunately, instead of protests many of them saw CNN’s veteran, Larry King, interviewing burly motorcycle-builders. The programme was a repeat.

Men som overskriften på dette indlæg afslører, så kom de gamle medier godt igen.

For a while it looked like a clear-cut victory of new media over old. Cable news channels, which had supplied wall-to-wall coverage of the disappearance of John F. Kennedy junior on another Saturday ten years ago, had neglected a big story. Yet old media recovered. Responding to what Tony Maddox, head of CNN International, delicately calls “real-time audience response”, the network ramped up its coverage of Iran. By June 16th Americans were getting decent reports, and even Mr King was paying attention to the story. In a back-handed compliment, the Iranian authorities cracked down harder on journalists.

Og så noget, som nogle Twitter-brugere måske vil blive provokeret af, men som jeg er enig med The Economist i:

Meanwhile the much-ballyhooed Twitter swiftly degraded into pointlessness. By deluging threads like Iranelection with cries of support for the protesters, Americans and Britons rendered the site almost useless as a source of information—something that Iran’s government had tried and failed to do. Even at its best the site gave a partial, one-sided view of events. Both Twitter and YouTube are hobbled as sources of news by their clumsy search engines.

For selvom Twitter fortsatte med at have de vigtige budskaber og billeder fra Iran, blev det sværere at følge med, da hele verden pludselig skulle skrive “#iranelection” (det hashtag, som alle fra Iran brugte) så snart deres tweet bare lugtede lidt af Iran eller uroligheder.

Kvalt i sin egen opmærksomhed
En af opfordringerne til Twitter-brugere lød, at man skulle ændre sit hjemland på Twitter-profilen til Iran og sætte sin tidszone til Teherans. Derved bliver det sværere for dem, der blokerer Twitter-brugere, der er “uheldige for regimet” at sortere igennem de mange tusinde tweets.

Ironisk nok er det det samme, der sker, når hele verden pludselig begynder at skrive “#iranelection”. Det bliver meget sværere for dem, der rent faktisk vil følge med i situationen at danne sig et overblik. Begivenheden blev så at sige kvalt i den opmærksomhed, der var blevet skabt.

Jeg er glad for søgemaskinen Twitter Search (som jeg kalder “hjertet i Twitter”), men jeg deler til dels The Economists kritik af søgemaskinen. For det er meget nemt at miste overblikket.

Samme mønster som i sagen om TV 2 og Wikipedia?
I et tidligere indlæg, “Hvad kan bloggere og twittere lære af TV2 Wikigate?” observerede jeg et scenarie indenfor “borgerindhold” og “de gamle medier”:

Er det en konsolidering i mediebilledet, vi ser nu? At sociale medier og græsrødder finder historierne, mens medierne kører den sikkert hjem og bringer os og selve historien videre. Jeg tror det, og det er ikke nødvendigvis noget dårligt.

Det er ikke lige så klart, som det var i eksemplet med sagen om TV 2 og Wikipedia, og hvad angår situationen i Iran kan “old media” ikke klare sig uden informationerne, der kommer ind via Twitter (da alle udenlandske journalister i Iran er smidt ud), men lidt det samme billede tegner sig:

De sociale medier og borgermedierne opdager en sag. De store, “gammaldaws” medier tager så sagen op, og borgermedierne, i dette tilfælde Twitter, bliver fanget i et ekkokammer, der ikke bringer sagen meget videre.

Jo, de vigtige mennesker var der stadig, men pludselig flød det med information, som egentlig var lige gyldig. Og så mister Twitter en del af sin styrke. Twitter Search er et stærkt værktøj, men det er ikke nogen Google.

The Economist bruger (også) Facebook til billeder

Den 18. maj skrev jeg om, hvordan The New York Times bruger Facebook til billeder. I dag ser jeg på min Facebook-forside, at mit yndlingsmagasin, også eksperimenterer i den retning:


Klik for at se billedet på Flickr

The new covers of The Economist are posted here first every week. View and comment on the new cover and leading article before the edition hits the newsstand.

Interessant, interessant. Læs i mit tidligere indlæg, hvorfor det kan være en god idé at lægge billeder på Facebook, hvor der ellers er ingen penge at tjene på dem.

The Economist skriver om avisernes/mediernes fremtid

Jeg har endnu ikke haft tid, og får det næppe i dag, derfor skriver jeg et indlæg om det, mens jeg husker at gøre det, at dybdelæse lederen og artiklen som The Economist har skrevet om nogle af de udfordringer og fremtidsmuligheder mediebranchen står overfor.

Lederen: The rebirth of news.

Artiklen: Tossed by a gale.

God fornøjelse og læselyst.

The Economist vs. Chris Anderson: Er der en forretningsmodel i at give indhold væk online?

19. marts udgav The Economist lederen “The end of the free lunch—again, hvor man gør status på de mange services på internettet anno 2009.

Argumentet i lederen er, at ligesom ved dotcom-boblen har vi i de seneste år været igennem en periode, hvor folkene bag diverse internettjenester atter har genvundet troen på, at man kan give sine ting væk på nettet for så at tjene penge på de mange brugere senere, fx via annoncer.

Men den holder ikke, argumenteres der i lederen:

Ultimately, though, every business needs revenues—and advertising, it transpires, is not going to provide enough. Free content and services were a beguiling idea. But the lesson of two internet bubbles is that somebody somewhere is going to have to pick up the tab for lunch.

Det er Chris Andersen, der er chefredaktør på teknologimagasinet Wired, uenig i. I løbet af i år udkommer hans bog “Free” (læs forløber-artiklen for bogen), som netop argumenter for, at der er en forretningsmodel i at give sine ting væk.

I et indlæg på sin Long Tail-blog med titlen “My Letter to the Economist” argumenterer han for sin sag:

First, where is your evidence that online advertising is a failing model? To be sure, the crisis has dramatically slowed its growth (like that of every other industry) but unlike most others, it’s still positive. The worst forecasts for the year that I’ve seen predict that it may drop by a few percent from last year’s record figure. That’s a lot better than the offline advertising market and hardly supports your hyperbolic claim that “the demise of a popular but unsustainable business model now seems inevitable.”

Second, there is more to free business models online than advertising. The big shift since the crisis has been the rise of “freemium” (free+premium) models, where products and services are offered in free basic and paid premium versions. Think Flickr and Flicker Pro (more storage), virtually all online games and even your own site (some free and some paid content).

Jeg synes, personligt, at både The Economist og hr. Anderson har gode pointer, og hvad enten man er enig med den ene eller den anden, eller blot interesseret i forretningsmodeller på nettet, bør man læse begge to.

The Economist havde 2,3 mio podcast-downloads i oktober

Jeg har godt lagt mærke til, at The Economist, som er mit absolutte yndlingsmagasin, er begyndt at podcaste, men jeg havde ingen idé om, at det gik så godt.

I november måneds udgave af “Publisher’s newsletter” fra The Economist står der:

If you haven’t listened to any of our podcasts yet, now is the time to try them. Last month, podcasts from The Economist were downloaded 2.3 million times. And this week, we’re ranking 13th in Apple’s US podcast list, putting us ahead of both Barack Obama’s official podcast and programmes offered by the BBC.

Imponerende.

Til sammenligning er DR’s De Sorte Spejdere, som formentlig er Danmarks mest hentede podcast — ifølge MediaWatch — blevet hentet over en million gange i løbet af de første første fem måneder i 2008.

Mandag Morgen vil have ny “netplatform”

I dag lå der i min indbakke en mail fra Ugebrevet Mandag Morgen med et link til et spørgeskema, hvor de beder om deres abonnenters syn på, hvad de kunne tænke sig på en ny hjemmeside:

Mandag Morgen er ved at udvikle en ny onlineplatform. I den forbindelse vil vi gerne have din feedback på, hvilke services du gerne ser stillet til rådighed på den nye platform.

Godt set at spørge læserne til råds, omend spørgeskemaet nu måske var lidt for langt til min smag, i hvert fald i forhold til de 5-8 minutter, de skriver, det tager at gennemføre :-)

Jeg kunne godt tænke mig, at Mandag Morgen gik i retning af The Economist, hvor der er rig mulighed for at læse artikler på nettet, både dem, der har været i bladet, men også dem, der kun bliver publiceret online.

Og samtidig med masser af links til sider, hvor man kan læse mere om emnet. Det er i hvert fald noget, jeg ville forvente af et medie som Mandag Morgen, som jeg har stor respekt for.

Jeg glæder mig i hvert fald til at se, hvad der kommer til at ske på ugebrevets nye platform på nettet.

Rapport: Aviser bør skæve til The Economist

Jeg har tidligere skrevet om The Economists succes, og nu konkluderer en ny rapport, at også aviserne kan lære af det ugentlige tidsskrift. Det skriver MediaWatch:

“Når The Economist er interessant for avisbranchen, er det fordi det ugentlige oplag på ti år er fordoblet til ca. 1,3 mio. eksemplarer, indtægterne er øget og fokus har været på konsistent produktudvikling. “Economist-ånden” er med på alle platforme. Alene på Facebook har de en brugergruppe med 14.000 aktive debattører, mens economist.com har 2,6 mio. besøgende pr. måned. Gennemsnitslæseren har været abonnent i 8,5 år.”

Af samme årsager er det ikke underligt, at aviserne har Economist som forbillede.

“Selvfølgelig skal en avis ikke være et magasin, men de kan lære af den konsistent fokus på marketing, at få de bedste medarbejdere, management, innovation og at samtænke kommerciel og redaktionel ledelse. Og ikke mindst den stærke redaktionelle platform, som hele tiden fornyes ”

Læs mere hos MediaWatch (kræver abonnement).

The Economist har succes – på papiret og på nettet

Som mere eller mindre fast læser af The Economist glæder det mig at læse, at de har succes – en succes, som aviserne skal til at lære af.

Ifølge Danske Dagblades Forening skyldes det branding:

Begrebet branding er kommet for at blive – også når det gælder aviser. Branding af et produkt eller en virksomhed skaber nemlig genkendelig, tryghed og troværdighed hos brugerne, og det øger samtidig identiteten hos medarbejder. Og det har ugemagasinet Economist forstået og taget til sig.

I løbet af de seneste ti år er The Economist blevet et af verdens få virkeligt globale mærker. Det har opnået loyalitet, indflydelse og respekt og omsætningen blev fordoblet fra 600.000 eksemplarer om ugen til mere end 1.3 millioner, alt imens economist.com har 2.6 millioner besøgende pr. måned. Driftsoverskuddet i 2007 var på 27 millioner pund (52,6 millioner dollars) på et salg på 205,5 millioner (400,7 millioner dollars).

Ingen tvivl om, at The Economist-folkene har været gode til at brande sig overfor læserne, men jeg tror i høj grad også, det har noget at gøre med, at The Economist befinder sig i en niche: Baggrundshistorier om store emner indenfor blandt andet politik, økonomi, erhvervslivet og teknologi. Og at være pokkers god til det.

Og nichemedier vil alt andet lige have lettere ved at brande sig overfor sine læsere end aviser/medier, der fungerer som mainstream/omnibus-medier, der forsøger at dække et hav af emner – et marked, der ikke mangler spillere i Danmark og ej heller på internettet.

Faktisk tror jeg fint, at der er plads til en The Economist i Danmark, der med en eller to udgivelser om ugen går bagom nyhederne og de store emner, der har været oppe at vende. Måske et marked, der kunne have interesse for Politiken?

Ingen tvivl om, at The Economist viser vejen, hvad angår succes som trykt medie. Og ja, det skal aviserne lære af.

Mit bud: Mere baggrund. Færre udgivelser. Bedre journalistik.

Men er det for tidligt for det danske marked?

Kan medierne lære noget af onlinespil-økonomien?

Reboot10 (i år med temaet “Free”) er nu ved at være nogle dage på afstand, og nogle tanker står klarere i hukommelsen end andre, og man kan så småt begynde at danne sig et overblik.

En ting, jeg hæftede mig ved var noget, som JP Rangaswami (som er CIO for British Telecom) talte om. Nemlig, at folk gerne vil betale penge, hvis der er nok “added value” – den helt store hurdle er så selvfølgelig at finde ud af, hvad folk derude ser som værdi.

Som eksempel nævnte han onlinespil, hvor det er gratis at deltage i spillet, mens udstyr (rustning, våben etc.) koster penge. Rigtige penge.

Vi har jo allerede hørt historierne om, hvor meget økonomisk og social kapital, der flyder i det nok mest omtalte onlinespil, World of Warcraft.

Det har fået mig til at tænke, om medierne (nok især onlinemedierne) kan lære noget her.

Altså at basispakken/adgangen er gratis, men hvis man vil opgradere og nå langt (og stå bedre overfor de andre), så betaler man. Og man betaler gerne, fordi merværdien svarer til udgiften, eller er måske bedre. Læs mere om modellen hos The Economist.

Tommelfingerreglen: Varen skal være pengene værd
Jeg er ikke nået frem til noget endnu (og jeg er næppe den eneste, der går og tænker i de baner), men det er et interessant tankeeksperiment.

Og så synes jeg også, det er rart at se, at brugerne derude rent faktisk er parate til at betale. Men merværdien skal være i top, og her tror jeg måske, at nogle onlinemedier halter. For hvorfor betale for at læse de samme Ritzau-telegrammer, som mange andre onlinemedier også bringer? Ergo må tiltaget starte hos mediet selv: Mere idéudvikling, mere kreativitet, mere originalitet.

Hvad tror du? Kan medierne lære noget af onlinespillene?

Internettet presser telefonbogens gule sider

De gule sider i telefonbøgerne, hvor man hurtigt kan finde en håndværker eller andet, man lige står og mangler har været en rigtig god forretning hvad angår annoncekroner.

Men det er ved at ændre sig, skriver The Economist.

Omend at det vil komme til at tage et godt stykke tid, står det klart: Internettet lægger solidt pres på de gule sider.

Hovedkonklusionerne i artiklen er:

  • I 2005 sagde 57 procent af europæerne i en undersøgelse, at de ville kigge i de gule sider, når de skulle have “goods and services”. I 2005 var det tal 51 procent, mens 24 procent sagde, at de ville gå på nettet. I 2005 var det tal 20 procent.
  • Et af de få gule sider-firmaer, der klarer sig godt på nettet er franske PagesJaunes. Her har man arbejdet aktivt med en internetstrategi – det har de andre ikke, siger PagesJaunes’ chef.
  • Folk vil have anmeldelser og høre om andres oplevelser. Det kan man ikke på de gule sider på grund af annoncekronerne, men på nettet ligger det derude og venter på at blive fundet.
  • Virksomheder kan til en vis grad slippe for at betale annoncekroner ved selv at have en god hjemmeside, som er nem at finde i søgemaskinerne.
  • De gule sider er dog stadig mere troværdige end det, Google tilbyder, og mange små firmaer vælger stadig at være tilstede i de trykte sider af frygt for at potentielle kunder ikke ser dem.

Det mest interessante her er, skønt konklusionen langt fra er ny, nummer tre og fire – nemlig at folk gerne vil høre om andres oplevelser med for eksempel en tømrer (det kan de gøre ved at snakke med deres venner og bekendte eller søge på nettet) – og at det gælder for virksomhederne om at gøre sig godt i søgeresultaterne.

Robert Scoble og Shel Israel tog dette op tilbage i 2006 i bogen “Naked Conversations (findes også hos Saxo), hvor deres klare anbefaling er, at virksomheder blogger. Argumenterne er simple:

  • Hvis du skriver en blog om dit fag, så vil folk lægge mærke til, at du har kompetence og viden indenfor dit fag
  • På en blog kan dine potentielle kunder komme i samtale med dig
  • Googles søgealgoritme elsker blogs – især fordi de opdateres hyppigt

Selvfølgelig kan man ikke direkte aflive de gule sider, men trenden er tydelig. Det er i hvert fald lang tid siden, jeg har søgt efter “goods and services” på De Gule Sider eller Krak – de har tabt til dem her, i hvert fald i forhold til mine behov.

The Economist redesigner hjemmesiden

Som abonnent på The Economist e-mail-nyhedsbreve er jeg blevet “inviteret” til at kigge på et preview af deres kommende redesignede hjemmeside. Du kan se et dump af siden her.

Nu er det svært at sige noget ud fra et billede af forsiden (man kan ikke se på artikelbasis), men umiddelbart synes jeg, det ser godt ud. Det ser ud til at designet forbliver rimelig rent og overskueligt. Meget i stil med det nye BBC News-design, som jeg er helt tosset med.

Der nævnes tre ting, som har været i fokus i forbindelse med redesignet:

  • In-depth analysis of important events around the world is now showcased more prominently to highlight breaking news updates.
  • Centre column now features the most important editorial coverage, to help you get more out of The Economist online.
  • Navigation has been simplified to highlight our major editorial areas and we have added fly-out menus to give you direct access to all the key pages on the site.

Og The Economist skriver afsluttende om det nye design:

The new design is an evolution, not a revolution, though we hope you will agree that the changes will make your visits more enjoyable. So that the change does not come as too much of a surprise on Monday, we have created a brief tour.

Det nye economist.com er sat til at gå i luften på mandag den 12. maj.