Er nyheder overhovedet en vare?

Bemærk: Dette er en kladde, som jeg aldrig fik trykket ‘Udgiv’ på. Det gør jeg nu, da min pointe i indlægget ikke er blevet mindre relevant. Men hvis du synes, indlægget er lidt ‘ude af kontekst’, er det altså derfor.

Tilbage i oktobet skrev Jon Lund blogindlægget “Jeg – en betaler“, som et bidrag til den igangværende debat omkring betalingsapps.

I indlægget fortæller han om et magasin, som han betaler for at læse om på sin iPad. Det magasin hedder Wired og i en kommentar til Jons indlæg, skriver jeg, at jeg ikke synes, Wired kan bruges til sammenligninger, når vi taler om det danske marked for (betalte) apps.

Ikke desto mindre var der noget andet, der slog mig, mens jeg skrev kommentaren, og som jeg gerne vil samle lidt op på, her nogle måneder efter. Nemlig om nyheder overhovedet er en vare længere:

Nyheder er næsten ikke engang en vare længere, det er nærmere en strøm af informationer, som man kan “tappe” ind i hvor/hvornår, man vil – free of charge.

Jeg mener ikke, at nyheder er en vare, som folk (på lang sigt) vil betale penge for. Bevares, vi vil stadig sælge aviser en (formentlig) masse år endnu, men selve nyhederne – altså indholdet som selvstændig enhed – tror jeg, det bliver meget svært at forlange penge for. Når folk køber en avis, betaler de dels for det papir, den er trykt på (og for tryksværten) og for den lethed der er forbundet med at have noget på papir; det er nemt at tage med rundt og kan læses overalt.

I onlineverden er nyheder ikke noget, man vil betale for. Det er indhold/informationer, som bare “er der”, og man kan når som helst, man har tid, hurtigt kigge forbi sit yndlingswebsite for at se, om der er nogle nyheder ude i den store verden. En strøm af informationer, som man kan “tappe” ind i.

Sådan er hele markedet langt hen ad vejen indrettet, og derfor er nyheder på nettet langt de fleste steder gratis – da folk med meget stor sandsynlighed vil erstatte ét website med et andet, hvilket er utrolig nemt, da der er meget lave udgifter forbundet med at læse sine nyheder på website B i stedet for website A.

Derfor tror jeg, at man vil fejle, hvis man prøver at sælge noget til folk, som kun indeholder nyheder. De største/mest relevante af disse nyheder vil alligevel nå forbrugeren, da ingen har råd til at spærre de bedste historier inde bag en betalingsvæg og gå glip af den trafik, som gode artikler medfører for et website.

Hvad skal vi så tjene penge på?
I stedet for kun at fokusere på betaling for indhold (jeg tror godt, det kan lade sig gøre at tage betaling for noget indhold, og landets bedste hjerner er allerede på sagen), så synes jeg, at vi i mediebranchen (nyhedswebsites, aviser, magasiner etc.) bør fokusere på, hvordan vi kan skabe mere værdi for vores brugere.

For noget tid siden læste jeg bogen “Blue Ocean Strategy” (mere om det på Wikipedia), hvor det er en af hovedpointerne: Lad være med at måle dig i forhold til dine konkurrenter og sørg for at skabe mere værdi for dine kunder og din virksomhed i stedet!

Hvis man arbejdede på den måde, ville det for eksempel ikke betyde alverden, at TV 2 lancerede en gratis nyheds-applikation til smartphones, fordi man selv har/laver en app, der tilfører så meget værdi til brugerne, at de selvfølgelig skal have fat i den – også selvom den koster penge. Prissæt ting i forhold til, hvor meget værdi/indhold, der er tale om – i stedet for at gøre det ud fra hvor meget, man mener, man bør tjene lige netop dén del af markedet.

Problemet er, at alle udbyderne tilsyneladende tror, de skal konkurrere på det samme: Nyheder. Og det er samtidig der, hvor det er sværest at differentiere sig i det danske marked.

Oliver Reichenstein fra iA (Information Architects) har en rigtig god pointe omkring netop dette:

I am still highly critical of the idea to make money with content. People pay for service not information (unless it’s practical info). (#)

Det er hovedet på sømmet. Lad os i stedet fokusere på at bygge services, som folk har brug for (også selvom de ikke ved det endnu). Det oplagte er services, der bruger vores eksisterende indhold, men jeg synes ikke vi skal være bange for at lede efter blå oceaner.

Unge amerikanere er stadig vilde med papir, eller er de?

Når jeg støder på overskrifter som ‘Young Americans still like papers‘, så stopper jeg altid op og studser lidt.

Min forundring bliver ikke mindre, når jeg læser følgende:

Young people in the United States still like newspapers, according to a Harvard survey. Asked for their preferred source of political news, 49% of 18 to 29-year-olds – nicknamed the millennials – named papers.

The survey, by the Harvard University Institute of college students, hitting the 60% mark.

Harvard har også selv udsendt en pressemeddelelse (hent den som PDF) om undersøgelsen, hvor man skriver:

America’s 18 to 29 year olds look first to major national newspapers – followed by
“Facebook Friend” statuses – to track 2012 presidential campaign.

Major national newspapers, by far, were considered the most preferred sources for political news and information, with 49% of 18 to 29 year olds and 60% of four-year college students reporting that they are interested in receiving information from this source.

Regarding various new technologies and social media channels, interest was next greatest in friends who share using Facebook (36%), official campaign Facebook feeds (29%), partisan, political blogging websites (22%), text or mobile alerts (19%), friends who share using Twitter (16%) and official campaign Twitter feeds (16%).

Inden papirmafiaen nu hæver hænderne højt over hovedet og begynder at starte aviser målrettet til unge, så har Harvard-undersøgelsen en gevaldig svaghed, som står nævnt i det blogindlæg hos The Guardian, som jeg linkede til tidligere:

However, the poll does not differentiate between the print and online platforms (surely a bad flaw).

Altså gør man i undersøgelsen ikke forskel på net- og papir-aviser. Så nu står vi med en undersøgelse, der fortæller os noget, vi nok egentlig godt vidste i forvejen. Nemlig at de store udgivere står højt på listen over kilder til nyheder. Sådan tror jeg egentlig også, det er herhjemme. Det ville i hvert fald undre mig, hvis det var anderledes.

Men lad os nu se, om WAN kaster sig over denne undersøgelse…

Er den danske mediebranche i krise? Og er Holger et symptom?

I forgårs blev den 3-årige Holger fundet efter at have været væk i 24 timer. Hele det danske mediebillede lod mere eller mindre resten af verden være resten af verden og hejste Holger-flaget højt. For højt. Også internationalt slog Holger igennem, blandt andet hos CNN.

Historien om Holger er en god historie. Den har det hele: Et barn, der bliver væk. Timer med fortvivlelse og nervøse forældre. Og så bliver barnet fundet igen, og alt ender lykkeligt. Men det kammede over. Pludselig skulle vi også høre om dem, der fandt Holger. Om hvordan det føltes. Og i går, altså dagen efter den gode nyhed, havde TV Avisen endnu et indslag om Holger (man brugte det blandt andet som oplæg til Aftenshowet, der blev vist bagefter) og BT har haft en idolplakat(!) af Holger med i avisen. Det er for meget.

I går aftes havde Natholdet med Anders Breinholt valgt at fokusere på den overdrevne dækning af Holger og hans forsvinden.

Man kan selvfølgelig trække på skuldrene af, at en lille dreng kan få så meget opmærksomhed og så smile af den gode historie. Man kan også forsøge at se det hele lidt på afstand og prøve at forstå, hvad der sker – og hvor filmen knækkede.

Historien om Holger begyndte som en god historie. En rigtig god, tabloid historie. Men mange flere end de tabloide medier tog fat i historien. Men ingen af medierne vidste, hvornår man skulle stoppe – og det er nærliggende at trække paralleller til historien om de chilenske minearbejdere, der var fanget under jorden. Bevares, de to historier kan umiddelbart ikke sammenlignes, men basalt set fungerer de på samme plan: Det er en solstrålehistorie om noget, der kunne være endt så galt, men som endte så godt. Og begge historier blev stærkt overeksponerede. Både af de tabloide medier og medier, der ikke har Holger-historier blandt deres kernekompetencer.

Historien om Holger egner sig glimrende til et afsnit af ‘Rejseholdet’ eller en dokumentar i den bedste sendetid på DR. I stedet blev Holger brugt i større eller mindre grad som et gidsel i jagten på flere seere/læsere/klik, og det, der startede som en god historie endte som en lille dreng, der burde gå i seng. Og medierne bør reflektere og undersøge, hvordan Holger-historien kunne komme så vidt. Fra egentlig blot at være en historie om en dreng, der gik væk, fordi han var utilfreds med en jakke – til at være en landsdækkende historie om liv og død.

I dag blev det så til historien om, at hvis så mange frivillige ikke havde deltaget i jagten på Holger (hvilket ellers var en del af det smukke ved historien), så havde man fundet Holger på en time.

Spørgsmålet er så, om der er mere at udlede af dette end blot, at det tog overhånd. Er det et billede på et mediebillede, der har ændret sig? Havde en historie om Holger fyldt lige så meget for 10 år siden, hvor klik ikke var lige så meget Gud, som de er den dag i dag? Det er selvfølgelig svært, hvis ikke muligt, at sige.

Men det er ingen tvivl om, at historien om Holger er et symptom på det nye mediebillede, hvor personen er vigtigere end historien. Vi ser det blandt andet indenfor den politiske journalistik, hvor det næsten er blevet en sport at gå efter manden (m/k), og ikke bolden – og indenfor underholdningsjournalistikken, hvor folk bliver omtalt, blot de har været deltagere i et program, der sigter efter impulsive folk, der lader de grundige overvejelser være en by i Rusland og får drukket rigelige mængder alkohol eller foretaget andre udskejelser, som basalt set ikke burde interessere andre.

Man taler så meget om ‘amerikanske tilstande’, og at det altid kun er et spørgsmål om tid, før en amerikansk tendens (godt som skidt) krydser Atlanten og med tiden rammer de danske kyster. Hvis vi imiterer (eller, fortsætter med at imitere) det amerikanske mediebillede, så ender det galt.

Public broadcasting gør os klogere
The Daily Beast har skrevet om en undersøgelse foretaget af magasinet Newsweek. Man gav 1.000 amerikanere den amerikanske statsborgertest – 39% dumpede.

Blandt årsagerne nævnes det komplekse politiske system i USA, men også det amerikanske mediemarked nævnes som en årsag:

Another hitch is our reliance on market-driven programming rather than public broadcasting, which, according to the EJC [European Journal of Communication] study, “devotes more attention to public affairs and international news, and fosters greater knowledge in these areas.”

Danmark var også med i den nævnte undersøgelse, hvor vi klarer os bedre end amerikanerne. Det skal vi være glade for. Men vi skal også være bevidste om, at det er en position, som vi skal gøre noget for at bevare. Og det gør vi ikke ved hovedløst at jagte de historier, som giver flest klik og vurderer en succes ud fra, hvor mange klik/læsere/seere, den gav. Der mangler, stadig, en formel for kvalitet på nettet, der tager højde for mere end blot sidevisninger.

For der skal ikke herske nogen tvivl om, at der var masser af trafik at hente i Holger-sagen. Se blot denne graf (tak til Filip Wallberg).

Som medier skal vi være vores rolle bevidst. Vores rolle er mere end at fortælle om de semi-kendte mennesker, der skaber sig fjollede på TV og om, hvad Holger skulle have til aftensmad. Vi skal også tage vigtige emner op. Der er ikke nødvendigvis de store seer-/læser-/visningstal forbundet med det – men vi skal gøre det, fordi det er vigtigt.

Worst case scenario er, at vi ender som amerikanerne:

When Newsweek recently asked 1,000 U.S. citizens to take America’s official citizenship test, 29 percent couldn’t name the vice president. Seventy-three percent couldn’t correctly say why we fought the Cold War. Forty-four percent were unable to define the Bill of Rights. And 6 percent couldn’t even circle Independence Day on a calendar.

Vi er godt med, men 32 procent af os kan angiveligt ikke hitte ud af, hvad Taliban egentlig er:

Sixty-eight percent of Danes, 75 percent of Brits, and 76 percent of Finns could, for example, identify the Taliban, but only 58 percent of Americans managed to do the same—even though we’ve led the charge in Afghanistan.

Det kan vi måske leve med, men det er os, medierne, der skal sørge for, at folk ved den slags ting. Hvis vi ryster på hånden, har vi fejlet.

Den danske mediebranche tuder

I hjørnet af skolegården står en dreng og flæber. Han er ked af det, fordi de andre i skolegården ikke længere vil lege med ham. Tidligere var det ham, der bestemte, hvad der skulle leges i gården, men efter skolen fik internet ændrede alt sig, og drengen fik ikke fulgt med udviklingen.

Den dreng hedder ‘den danske mediebranche’.

Bevares, det er tyndt at lave paralleller fra en skolegård til det enorme marked derude, men med den seneste tids udmeldinger fra vores allesammens branche lå det bare lige for.

Skurken er, som det har været så mange gange før, dem der vover at tjene penge på vores indhold ved blot at være i nærheden af det. I øjeblikket hedder den skurk for det meste Apple.

Senest har Politiken skrevet artiklen ‘Apple anklages for ublu takster‘. Her udtaler en række chefer fra forskellige spillere i den danske mediebranche sig. Konklusionen er klar: Apples 30 procent cut er alt for meget. Det betyder, at mediehusene holder tilbage med at kaste penge efter satsninger på Apples iPad.

Lad os vende tilbage til skolegården. Hvad gjorde man, hvis de store drenge ikke ville lege med en? Man fandt andre ligesom en selv og så gav man sig til at lege med dem.

Den flig af iværksættergejst eller evne til at tilpasse sig eksisterer øjensynligt ikke i mediebranchen. Her vil man heller sætte sig over i hjørnet og tude eller sladre til læreren om, hvor tarvelige de andre er.

Det er jo ikke det faktum, at Apple tager 3 ud af 10 kroner, der virkelig bremser udviklingen. Dét der i sandhed bremser udviklingen er, at mediehusene har stirret sig blinde på noget, der næsten minder om den gode, gamle avis; apps. Folk betaler for indhold, man leverer en pakke, som man selv bestemmer over. Ikke mere løsrevethed som det kendes fra World Wide Web. Det lyder næsten for godt til at være sandt. Og det er det også.

Mediehusene er splittede. På den ene side kan de gå i seng med Apple, bruge Apples eksisterende og meget velfungerende app-struktur, hvor der er etablerede betalingsmodeller – eller lave applikationer, der kan køre i de mobile browsere (der understøtter HTML5), som kan virke på alle platforme.

Problemet er, at her er der ikke noget etableret, velfungerende betalingssystem, ligesom hos Apple. Så kunne man sætte sig ned og prøve at lave sit eget. Men nu har branchen forsøgt at finde et fælles betalingssystem siden 2001 – uden succes. Så hvorfor skulle det lykkes nu?

Ikke desto mindre er det det, der er brug for. Jeg har tidligere skrevet om, at medierne skal søge blå oceaner.

Apple er en privat virksomhed, der selv opstiller reglerne for deres ‘App Store’. Kan man ikke lide lugten i bageriet, må man begynde at bage sine egne brød.

Måske er det på tide, at den danske mediebranche tænder ovnen?

Ole Munk anmelder Twitters nye design, men misforstår vist noget

Twitter-fuglI hvert nummer af Journalisten anmelder Ole Munk (der er designkonsulent og grafisk formgiver, @ole_munk på Twitter) et website. I Journalisten nummer 17 (3. november 2010) er turen kommet til Twitters nye design, som blev rullet ud til alle brugere for ikke så lang tid siden.

Det sker i artiklen “Sangfuglen slår igen“.

Alt i alt er det en fin anmeldelse. Munk er rigtig glad for det nye Twitter design (faktisk rigtig glad), men der er vist nogle ting, han har misforstået. Hvis du har læst artiklen og ikke undret dig over noget, kan du med fordel læse videre her :-)

Ole Munk skriver:

Svagheder [det gamle design], der sammen med Twitters åbne kode skabte grobund for et mylder af “parasit-applikationer”, som tilbød andre – og ofte bedre – adgangsveje til Twitter-universet.

“Parasit-applikationer”? Det er et utroligt negativt ladet ord at bruge om noget, som Twitter faktisk selv tilskynder ved at stille kode til rådighed. Derved gør de det muligt for alle, der har lysten og kompetencen, til at lave sin egen Twitter-applikation – enten til computeren eller mobilen.

Der er altså tale alt andet end “parasitter”, men tjenester, der til tider har gjort Twitter bedre. For eksempel er “retweet”-begrebet ikke Twitters eget. Det var et fænomen, der startede, og som Twitter så har formaliseret ved at bygge sin egen retweet-funktionalitet.

Samarbejdsaftaler – skriv under her
Munk skriver videre:

Nye samarbejdsaftaler med blandt andet YouTube og Flickr betyder, at også lænkede fotos og video kan ses direkte i højrepanelet. En stor gevinst for brugeren, samtidig med at Twitter.com bliver mere interessant for annoncører, idet fremtidige besøg på sitet må formodes at vare længere.

Der er to ting galt her. For det første er der ikke tale om “samarbejdsaftaler” med tjenester som YouTube og Flickr. YouTube har for eksempel sit eget API (YouTube APIs and Tools hedder det), ligesom Twitter også har (læs mere om Twitters API). Flickr har også et API (Flickr API). Det gør det nemt at vise YouTube-videoer eller Flickr-billeder på andre sites – og det kræver ikke en “samarbejdsaftale”. Det var vist noget, man gjorde i den gamle verden :-)

Tip: Hvis du ikke ved, hvad et API er, kan Wikipedia hjælpe dig. Kort fortalt går det ud på, at du kan lave services/applikationer, der fungerer op imod/sammen med en anden service, for eksempel Twitter.

For det andet: Annoncer. Twitters Biz Stone (@biz på Twitter) har tidligere været ude og sige, at man ikke vil have decideret annoncering på Twitter.com:

The idea of taking money to run traditional banner ads on Twitter.com has always been low on our list of interesting ways to generate revenue. However, facilitating connections between businesses and individuals in meaningful and relevant ways is compelling. We’re going to leave the door open for exploration in this area.

Så ingen annoncer, men en facilitering af forbindelserne mellem virksomheder og privatpersoner.

Mobilt redesign og dansk SMS
Ole Munk slutter af med et PS:

PS: En tilsvarende forbedring af Twitters mobil-applikation lader vente på sig, ligesom det fortsat ikke er muligt at tweete fra Danmark uden at være online. Hvorfor vi på dette punkt halter bagefter for eksempel Saudi-Arabien, Sri Lanka og Sverige er et spørgsmål, jeg har kvidret højlydt og længe om, uden at få svar.

Da Twitter redesignede sin iPad til at understøtte nye features, blev der også rullet en opdatering ud til iPhone-applikationen. Denne opdatering indeholdt dog ikke de ting, der gør iPad-udgaven specielt, formentlig fordi de ingen mening giver på et så lille display, som iPhonen er udstyret med sammenlignet med iPaden.

Derudover kan det nævnes, at Twitter-applikationen (som oprindeligt hed Tweetie, inden den blev købt af Twitter) længe har givet en bedre Twitter-oplevelse end det gamle design på Twitter.com. Derfor er det måske en anelse i overkanten at forvente et lignende redesign af iPhone-app’en – især når den nu fungerer så glimrende.

At det ikke er muligt at SMS’e til et dansk nummer kender jeg ikke årsagen til – muligvis fordi det er for dyrt at have en sådan tjeneste kørende i Danmark, men der er nu godt nyt til herr Munk:

Good news !, if your country and carrier is not listed here you can use our UK based one-way long code to post messages to Twitter. Send your Tweets to : +447624800379. However, all subscribers using this code (even in the UK) may be charged international messages rates.

Derudover har Twitter også et mobilsite på m.twitter.com, som virker fint på alle mobiltelefoner.

Værsgo’ Ole :-)
…så må du leve med den internationale takst, hvis du vil SMS’e.

Medierne skal ikke lukke de gratis (mobil)websites, men tænke i blå oceaner

Foto: Aube insanité (Flickr)
Foto: Aube insanité (Flickr)

I en artikel på MediaWatch (“Anmeldelse: Apps mangler merværdi“) kigger Lars Kabel fra Update på de mobile apps fra Berlingske og JP/Politikens Hus (disclaimer: hvor jeg arbejder).

Artikel er formentlig bag MediaWatch’s egen betalingsvæg, men du behøver ikke ærgre dig, for det jeg vil kommentere i artiklen er følgende formulering:

Der er ingen vej uden om, at medievirksomhederne må stoppe med at forære et af deres fremtidige kerneprodukter – den aktualiserede og stramt redigerede digitale nyhedsformidling – gratis væk.

Denne forretningsmodel vil ikke kunne give ret høje indtægter. Medievirksomhederne må ganske enkelt lukke de gratis mobilsites ned, hvis de i fremtiden vil kunne sælge adgang til nyhedsflowet via apps til smartphones i større mængder og til højere priser.

Argumentet er, at brugeren (ifølge Kabel) ikke får tilstrækkelig “added value” (på dansk: merværdi) ved at betale for en af de omtalte apps, noget jeg ikke er uenig i. Men at løsningen er at lukke af for de gratis mobilsites? Det tror jeg, vil være en meget skidt idé.

»Åh nej altså – hvis vi dog bare havde taget penge fra starten af«
Nogle mediechefer/-personer herhjemme begræder i større eller mindre stilhed, at de tilbage i 1990erne gav sig til at lægge nyheder på nettet – gratis. Problemet med den holdning er bare, at det var det eneste rigtige at gøre. Hvis du ville have betaling for dit indhold – ja så fik du bare ikke nogen besøg. Og desuden var bannere en fin forretning dengang – som den muligvis også er nu, debatten er blevet for mudret til, at det fremgår tydeligt, hvor meget indtjening der i grunden er i bannerannoncerne.

Dette har ikke ændret sig, faktisk er der nu endnu flere gratis tilbud på nettet, som medierne allerede nu kæmper med om folks tid – selvom der er gratis adgang til vores websites. Tænk blot over noget af det, der på nettet er gratis:

  • Facebook
  • Twitter
  • Wikipedia
  • YouTube
  • Blogs
  • Fora
  • …og listen fortsætter og fortsætter

Jeg har altid ment, og mener stadig, at man skal kigge sin forretningsmodel igennem en ekstra gang, hvis den beror på, at man vil tage betaling for adgang til generisk indhold – såsom eksempelvis nyheder. Det gælder også på mobile sites. I sidste ende handler det om, hvorvidt man vil have trofaste betalende brugere til sit website (og det kræver altså unikt indhold), eller om man vil have så mange igennem butikken som muligt og så ellers eksponere dem for annoncer.

Lars Kabels forslag om at lukke af for de mobile websites er for længst passé. Alle de ovenstående ting fungerer fint på en smartphone. Derfor har Kabel også ret, når han tilføjer »[…] hvis de [medievirksomhederne] i fremtiden vil kunne sælge adgang til nyhedsflowet via apps til smartphones i større mængder og til højere priser.«

Men hvad skal medierne så? Jo, de skal noget så alvorligt og gennemgribende som at lede efter nye forretningsområder. Ikke ved at kigge på, hvad de laver nu og så søge at “tweake” det mere eller mindre i retning af noget, man har en antagelse om, at folk derude vil betale for. I sidste ende falder det tilbage på det samme indhold, som man forsøger at give den ene eller anden indpakning – og det gennemskuer brugerne, trust me.

De blå oceaners strategi
I stedet er der hjælp at hente i den nu fem år gamle bog “Blue Ocean Strategy“, der handler om, hvordan virksomheder skal prøve at lade være med hele tiden at måle sig op mod konkurrenterne og i stedet begynde at kigge på, hvad der giver værdi for deres kunder og for virksomheden selv.

Og det er det, der er allermest brug for i det danske mediebillede lige nu. Så kan det godt være, man ender med at tjene penge på noget helt andet, end hvad man havde regnet med. Det er sådan set pointen med Blue Ocean-tankegangen.

Så egentlig er Kabel og jeg nok enige. Nyheds-applikationerne skal (måske) være gratis (sålænge de blot giver adgang til eksisterende webindhold), og så skal vi i mediehusene i stedet ud og finde nye, spændende forretningsområder. Er vi klar til det?

Betalingsdiskussionen er en gammel traver, 9 års tidsrejse

2001: A Space Odyssey

I øjeblikket kører der i det danske mediemarked en debat om betaling. Skal man tage betaling for indhold? Hvad vil folk betale for? Hvad med mikrobetalinger?

Men diskussionen er langt fra ny.

Aah, mindes De dengang Internet var gratis og et Bolsche kostede en Öre?
Tilbage i 2001, den 15. oktober, skrev Berlingske Tidendes Jakob Skouboe i artiklen “Netbetaling kan blive en guldgrube for Danmark”:

Kan I huske, dengang Internet var gratis? Det vil nok blive et samtaleemne på linie med vejret og HTs uregelmæssigheder om nogle år. I hvert tilfælde hvis det står til en lang række af de store websteder herhjemme.

For med Ofir.dk som det foreløbigt sidste, så er de toneangivende websteder herhjemme ved at forsøge at tjene penge på nettet. Ofir har strikket en lille betalingsløsning sammen. Den går i al enkelhed ud på, at chattere på Ofirs hjemmeside kan betale mellem 100 og 300 kroner for at få beskyttet deres chatternavn på nettet.

Det lyder hamrende banalt, men Ofir ser det som forretning.

Som du nok ved gik det ikke så godt med Ofirs betalte chat, og Ofir er den dag i dag en jobdatabase.

Men citatet illustrerer glimrende, at det langt fra er første gang vi tager det gratis internet op til debat. Artiklen nævner også et panel, der har sat sig sammen for at finde bud på, hvordan der kan tjenes penge online. Panelet bestod af blandt andet af Jubii, Yahoo, TV2, Metropol (herunder Berlingske Tidende), Politiken, Jyllands-Posten, Ekstra Bladet, IDG (Computerworld), TDC Internet, Krak, Den Blå Avis, Københavns Fondsbørs, Aller, Fyens Stiftstidende og Post Danmark.

I det lidt morsomme hjørne kan følgende citat nævnes:

Panelet af de magtfulde websteder venter at være klar i løbet af dette år med mere konkrete måder til at få penge for deres tit meget dyre bestræbelser på at skabe kvalitet på nettet.

Metoderne kan blive en form for mikrobetaling, hvor man eksempelvis betaler et lille beløb for at læse en avisartikel på nettet. Betaler en krone for at modtage en mail med drømmebilen eller, mod ti kroner, får en SMS-besked på mobiltelefonen om en interessant person fra et dating-site på nettet, som passer til ens krav og er oplagt at ville hive med i biffen. Mulighederne er uendelige.

Allerede dengang spøgte mikrobetalinger altså i kulissen.

Det er ingen hemmelighed, at Berlingske-artiklen ikke fik ret i sin spådom, da det danske internet i allerhøjeste grad stadig er gratis her lige knapt 9 år efter artiklens deadline.

Thorborg: Dansk journalistik og kultur vil forsvinde fra nettet
I dommedagshjørnet finder vi Martin Thorborgs profeti fra 17. juni 2001:

Jeg er overbevist om, at om et år vil det danske Internet se meget anderledes ud end det gør i dag. Indhold som chat, e-mail, erotik og den slags vil der stadig være meget af, da det er meget billigt at producere denne type indhold . Men det seriøse, det journalistisk skrevne og redigerede – altså det stof, man kan stole på og fordybe sig i – vil forsvinde.

[…]

I andre lande vil der måske være mulighed for at drive reklamefinansierede modeller, men det er ganske enkelt udelukket i Danmark. Det er Danmark simpelt hen for småt et sprogområde til. Kun i lande som f.eks. Tyskland, Frankrig, England, Spanien og USA vil det være muligt at producere seriøst indhold, mens dansk journalistik og kultur vil forsvinde fra nettet.

Snyltere skal betale! Dengang som nu…
Dengang foreslog Thorborg faktisk, at teleselskaberne burde betale penge til indholdsleverandørerne ud fra logikken om, at det var deres skyld, at teleselskaberne havde nogen trafik på nettet:

»Antallet af danske hjemmesider falder nu. Vi kan se det blandt de mange tusinde danske sider, vi linker til, at der falder nogle fra hver dag. Grunden er, at det ikke kan betale sig for dem at være på nettet,« siger Martin Thorborg, en af grundlæggerne af det succesrige site, Jubii.dk.

Jubii har startet debatten med det kontroversielle forslag at spærre for adgangen for de teleselskabers kunder, hvis teleselskaberne ikke giver Jubii en del af selskabets overskud.

Lyder det sidste bekendt? Det burde det. For i april i år foreslog Socialdemokraternes medieordfører, han hedder Mogens Jensen, nemlig at omsætningen hos Google og andre søgemaskiner skulle pålægges en afgift. Hvorfor? Denne ComON-artikel har svaret:

Google skal betale for det indhold, som søgemaskinefirmaet tjener penge på.

[…]

Han mener, at Google og andre søgemaskiner bør betale for den information, som de tjener deres penge på og giver som eksempel, at Google har aftalt med forskellige organisationer at kompensere for indhold, som de bruger til nogle af firmaets tjenester, eksempelvis Google Books.

“Det er et forslag om en afgift på Google og andre søgemaskiners omsætning. Når man søger på Google, tjener de penge på indhold, som de ikke betaler for. Vi vil gerne have, at de skal bidrage til finansieringen af det, som de tjener penge på. Men vi vil først tage stilling til, om vi skal indføre afgiften, efter vi har fået en redegørelse,” siger Mogens Jensen.

Det ligger lige for at nynne dette nummer for sig selv:

The 9 year cycle
Ja, det er nemt at finde gamle artikler fra og pege på profetier fra dengang, der ikke holdt stik. Men jeg synes, det er pudsigt at vi her ni år senere har præcis den samme diskussion oppe at vende igen.

Indholdsleverandørerne mener, at folk skal betale – de går faktisk under, hvis det ikke sker – og de andre store på markedet er bestemt ikke uden skyld. Google stjæler stadig annoncekroner, og Facebook er heller ikke for gode.

Når vi tager diskussionen igen nu, er det dog fordi noget har ændret sig i løbet af det sidste årti. Oplag. Det er gået stejlt ned ad bakke for papiroplaget, og dagbladene leder med lys og lygte efter den tabte indtægt på andre forretningsområder. Her er internettet oplagt, da man i forvejen har en stor repræsentation her.

Alligevel er jeg spændt på, om det samme sker igen: At ingen viser den reelle vilje og tager betaling for indhold, og at markedet affinder sig med det. Så kan vi sidde i 2019 og tage diskussionen igen. Jeg er parat.

Gad vide hvem der skal betale os penge til den tid? Måske Facebook, fordi det jo trods alt er vores indhold, som folk deler på Facebook og derved holder gang i netværket.

Stig Kirk Ørskov famler i blinde, når han skriver, at “web er dødt”.

Stig Kirk Ørskov er ansat som direktør i JP/Politikens Hus, den koncern, hvor jeg også er ansat. Jeg skal derfor understrege, at ordene og holdningerne herunder, som altid, er mine egne personlige og ikke repræsenterer hverken JP/Politikens Hus eller Ekstra Bladet.

En kollega har tippet mig om debatindlægget “Web er dødt – men internettet har fået nyt liv” på politiken.dk. Artiklen er skrevet af Stig Kirk Ørskov, der er direktør i JP/Politikens Hus.

I sit indlæg argumenterer Ørskov for, at internettets “åbne protokoller” og World Wide Web (den del af internettet, som vi “surfer” med vores browser) er på vej ud, mens det er lukkede universer som Facebook og Apple, der fører an. Der er så mange løse ender i det debatindlæg, at jeg simpelthen er nødt til at dedikere et indlæg til det.

For det første vil jeg gerne angribe formen. Politiken kalder det et debatindlæg (det er i hvert fald publiceret i politiken.dk’s debatsektion), men i virkeligheden er der tale om et destillat af Wired-artiklen “The Web Is Dead. Long Live the Internet“, der er skrevet af Wired-redaktøren Chris Anderson. Ørskov peger på ingen måde i retning af danske pendanter til “de store” og tilpasser ikke sine udsagn til det danske billede.

For det andet regner Ørskov Andersons argumenter og tal for gode varer:

Dødsdommen fældes af bladets chefredaktør, Chris Anderson. I årets nok vigtigste artikel om internettets udvikling dokumenterer han, hvordan tidens to hurtigst voksende digitale virksomheder, Facebook og Apple, repræsenterer et fundamentalt brud med den hidtidige brug af World Wide Web.

Lad os hæfte os ved ordet “dokumenterer”. Det har nemlig vist sig, at det er værd, at stille spørgsmålstegn ved Wireds måde at gøre trafikken op på.

Den 17. august (samme dag som Wired’s artikel udkom) skrev BoingBoing-bloggen (en af verdens suverænt mest læste blogs) indlægget “Is the web really dead?“.

Her kigger Rob Beschizza først på den graf, som Wired har præsenteret:

Wireds graf over internettrafikken

Det ser jo meget fint ud, vi ser tydeligt, at web’et er på vej tilbage. Men Wired’s graf er baseret på andelen af trafikken. BoingBoing laver i stedet en graf baseret på faktisk trafik:

BoingBoings graf over internettrafikken

Her ser vi, at world wide web har en markant fremgang, stadig.

Derudover stilles der på BoingBoing et relevant spørgsmål. Wired’s graf er nemlig gjort op efter trafikmængde – det vil sige, der måles i megabytes. Og holder det virkelig?

It’s also worth adding that bandwidth, though an interesting measure of the internet’s growth, isn’t so good for measuring consumption. It doesn’t map to time spent, work done, money invested, wealth yielded… Does 50MB of YouTube kitteh represent more meaningful growth than a 5MB Wired feature? And, as others point out in the comments, many of the new trends are still reliant on the web to work, especially social networking.

Altså: Ting, der fylder mere tæller mere i Wired’s optik. Det vil jo alt andet lige betyde, at videostreaming vil fylde kolossalt meget, da det fylder flere bits og bytes end tekst.

Hvad er hvad?
Men her stopper det ikke. For det er også værd at kigge på, hvordan Wired gør de forskellige områder op. Jon Lund, tidligere direktør for FDIM, skrev om Wired-artiklen på Twitter, og jeg skrev tilbage til ham, og her er hvad han svarede – interessant:

wired tweaker app-begrebet for at afsige deres www-dødsdom: youtube og skype-trafik regnes til apps i deres optik (#)

Aha – det vil altså sige, at YouTube ikke regnes med i statistikken for World Wide Web, selvom YouTube med garanti henter langt størstedelen af deres afspilninger og trafik via netop web.

Her er Ørskov dog ikke færdig. Han fremfører dette vovede argument:

[…] verdens indholdsproducerende virksomheder [har] fundet ud af, at de ikke kan finansiere produktionen af kvalitetsindhold ved at gøre indholdet frit tilgængeligt på internettet.

Eh – okay? Hvem har fundet ud af det? Hvordan? Kan det have noget at gøre med, at mediernes indtil videre bedste bud på indtjening via frit indhold (det vil sige via annoncer) ligner den samme model som man brugte for 10 år siden ufatteligt meget?

Når jeg besøger for eksempel politiken.dk bliver jeg serveret for et hav af annoncer, jeg ikke har den ringeste interesse i. Eksempel: I artiklen “Wozniacki blæser videre” (altså en sportsartikel), ser jeg følgende annoncer:

  • Jobzonen
  • SAS
  • Apollo
  • Lastbiltransport.dk
  • Brandos (sko)
  • Estonian Air

Altså annoncer, der har intet at gøre med indholdet. Når man ikke engang kan præsentere annoncer, der relaterer til indholdet, hvad regner man så med? Det er det, Google kan, Ørskov. Det er derfor, de tjener masser af penge på annoncer. Det, og så at annoncerne ofte ikke blinker og larmer, men blot er tekst, som det menneskelige øje kan afkode.

(Tilføjelse: Store blinkende kampagne-annoncer kan være fine på forsiden – men når jeg er inde på en artikel, som omhandler et specifikt emne, skal annoncerne være relevante, før jeg så meget som overvejer at klikke på dem.)

Stig Kirk Ørskov fortsætter:

Især ikke når Google støvsuger markedet for annoncekroner og i modsætning til Apple ikke er villig til at dele indtjeningen med producenterne af det indhold, som i realiteten giver Google trafik – og indtjening.

Det må altså stå for mandens egen regning. Men faktum er, at hvis man placerer Google AdSense-annoncer på sit website, så får man altså en andel. Jeg ved ikke, hvor Ørskov har hørt andet henne.

Til slut smider Ørskov da også masken og afleverer sit egentlige budskab:

Mange vil begræde begrænsningen af det åbne internet. Til gengæld bliver det nu i højere grad muligt at gøre forretning på internettet. Hvilket med garanti vil få virksomhederne til at investere endnu mere i produktion af digitalt indhold.

Og det er der ingen grund til at begræde.

Så det handler altså om penge. Og her fandt Ørskov omsider en artikel, der støtter hans synspunkter. Så ignorerer vi lige, at den er blevet sablet ned af resten af internettet.

Og hvad er det, Ørskov vil? Vil han lave apps til iPhones? Det kan han jo ikke, for så går han ind på Apples præmisser og spiller 100% efter deres regler. Han kan selvfølgelig lave et særligt Politiken-program, som læserne skal installere på deres computere og telefoner for at læse hans avis? Altså ikke ulig hvad Berlingske gjorde med Ugen.dk – og det gik jo rigtig godt.

Opdatering @ 10:18:
Det er i øvrigt værd at lægge mærke til, at Ørskov nævner Facebook som eksempel, skønt Facebook i høj grad lever af netop World Wide Web. Bevares, Google-bot’en kan ikke komme ind og crawle folks profiler, hvis de er sat som lukkede. Man kan også lukke sin hjemmeside af for søgerobotter, det giver dog ingen mening at skjule sit ikke-personlige indhold (i politiken.dk’s tilfælde artikler) fra Google, da søgemaskinen driver trafik til indholdet.

Dog har politiken.dk dog alligevel haft lukket af for søgerobotter, tilbage i 2006. Sådan er det dog heldigvis ikke længere.

Og lad os huske på, at Facebook ikke tjener penge på sine brugere – det er gratis at oprette sig. Forestiller Ørskov sig et politiken.dk, hvor man skal logge ind for at læse artikler?

The New York Times søger praktikanter med journalistiske multimediekompetencer

New York Times logo

På Mindy McAdams’ blog opdagede jeg indlægget ‘New York Times seeks multimedia journalism interns. Mindy faldt over et opslag, hvor The New York Times efterspørger praktikanter med følgende egenskaber:

  • Front-end Interactive Designer: full skill-set of client-side technologies including HTML, CSS and JavaScript/Prototype. Experience with Ruby on Rails is a plus.
  • Motion Design Storyteller: working knowledge of AfterEffects and Photoshop in producing motiongraphics. Final Cut a plus. We are looking for someone to help grow the motion design side of storytelling. So applicant must have a strong sense of timing and narrative and have the ability to implement a variety of creative styles.
  • Interactive Flash Journalist: Advanced programming knowledge and experience in Flash and ActionScript 3. Experience with Photoshop and Illustrator is a plus.

Det er altså serious stuff at kræve at folk, der skal være med til at præge nyhedsstrømmen:

The program is intended to further develop the skills that would enable the intern to become a producer at NYTimes.com. Training on-site is essential in order to get a sense for what it is like to work in the newsroom. When a news story breaks, the intern will experience first hand how news judgments are made and how the plans for covering a story take shape.

Lad os håbe, at nogle danske newsrooms følger The New York Times’ eksempel.