Suk, er man nu under mistanke for at være psykopat, hvis man ikke er på Facebook?

Jeg kan blive så træt. Tina Mellergaard (@tinamellergaard på Twitter) har gjort mig opmærksom på Mashable-artiklen ‘Not on Facebook? Employers, Psychiatrists May Think You’re a Psychopath’, som jeg endnu ikke havde set, skønt den er en uge gammel.

Hun sendte mig artiklen, fordi jeg ikke bruger Facebook (bare rolig, jeg er ikke psykopat – jeg ejer eksempelvis empati og skyldfølelse i rigelige mængder), og jeg kan ikke undgå at blive lidt harm.

Psykopat, siger du?
Lad os starte med at tage fat i begrebet ‘psykopat’. Mashable har taget det fra Daily Mails artikel ‘Is not joining Facebook a sign you’re a psychopath? Some employers and psychologists say staying away from social media is ’suspicious”. Originalkilden til historien er tyske Der Tagesspiegel, ‘Machen sich Facebook-Verweigerer verdächtig?’.

Intet sted i den tyske originalartikel kan jeg se ordet ‘psykopat’, på tysk ‘Psychopath’), til gengæld nævnes der ‘Psycholog’. Det eneste sted, der er omtalt psykopati er i en læserkommentar til artiklen. Og forfatteren til den kommentar er faktisk modstander af det, der fremføres i artiklen. Det er selvfølgelig muligt, at det har stået i artiklen, og så er blevet fjernet, det har jeg ikke umiddelbart kunnet efterprøve.

Men hvad der er sikkert er, at ordet ‘psychopath’, indgår i Daily Mails artikel. Men kun i overskriften. Det ligner altså mest af alt, at ordet skal fungere som blikfang. Det fuldstændig samme mønster følger Mashable. Det irriterer mig.

Breivik var ikke på Facebook, siger du?
I Mashable-artiklen nævnes/citeres, at Anders Behring Breivik ikke var på Facebook:

As the German magazine points out, both suspected Aurora theater gunman James Holmes and the Norwegian massacre shooter Anders Behring Breivik share an absence from Facebook. The publication went as far as to say that Facebook abstainers have reason to be suspected mass murderers.

Men læser man den danske Wikipedia-artikel om Breivik, står der følgende:

På sin Facebook-profil beskriver han sig selv som kristen og konservativ. Han har desuden tidligere gået på jagt og udøvet ekstremsport.

Som kilde til dét udsagn linkes der til Breiviks Facebook-profil, som i sagens natur ikke længere eksisterer – i hvert fald ikke for offentligheden. Der eksisterer billeder, der angiveligt er screenshots af Breiviks Facebook-profil.

Så han var altså på Facebook. Det er muligt, han ikke brugte sin Facebook-profil aktivt, det har jeg ingen anelse om. Breivik havde i øvrigt også en Twitter-profil, hvor der dog kun var skrevet én opdatering (tweet):

Foruden en Facebook-konto har han også en Twitter-konto, hvor han kun har skrevet en enkelt gang. Den 17. juli skrev han på engelsk: “En person med en tro svarer til kraften af 100.000, som kun har interesser.” (Kilde: Wikipedia)

Angående James Holmes skriver CBS den 20. juli:

It appears that the suspect Holmes is not on any social networks – at least not under his legal name. The picture of Holmes that has been painted is not much different than a typical, perhaps disenchanted college student.

Samme dag skriver The Huffington Post:

A spokeswoman with the Aurora Police Department told The Huffington Post she had “no idea” whether the shooting suspect James Holmes’ Facebook page had been dismantled.

Altså må det opsummeres til, at man ikke har kenskab til, at James Holmes skulle have en Facebook-side.

Folk, der ikke er på Facebook er mistænkelige, siger du?
Noget andet er den teori, der fremføres i alle artiklerne; nemlig at det, at man ikke er på Facebook, kan betragtes som værende en afviger. Det er naturligvis bonkers at påstå, at folk på Facebook er mulige massemordere eller psykopater. Det ikke at have en Facebook-profil kan muligvis bruges som indikator af, at en person er ensom eller ønsker at leve for sig selv. Men det behøver, det ikke være. Jeg omgiver mig med masser af mennesker uden at være på Facebook. En af mine venner har overhovedet ikke en profil, og har aldrig haft det, og han er også langt fra ensom.

Det kan virke håbløst, at jeg føler behov for at skrive dette, i og med at påstanden i artiklerne er så håbløs, men det irriterer og skuffer mig, at både Mail Online og Mashable kaster sig frådende over det.

Læs denne bog, siger jeg
Og det fører mig videre til den sidste pointe, nemlig den tendens, at folk, der adskiller fra en nærmest vedtaget norm er at betragte som afvigere og i yderste konsekvens bør have en diagnose. Det er en problematik, der bliver behandlet så udemærket i bogen ‘Det diagnosticerede liv’. Fra forlagets omtale af bogen:

Snart sagt alle menneskelige livsproblemer betragtes i dag som behandlingskrævende. Afvigelser fra et stadigt snævrere normalområde bestemmes gennem diagnosticering og kræver medicinsk eller psykoterapeutisk behandling. Spørgsmålet er, om denne udvikling hjælper os, eller om den rent faktisk gør os mere sårbare og dårligere rustet til at klare de opgaver, som et moderne arbejds- og familieliv stiller os. ‘Det diagnosticerede liv’ stiller skarpt på disse tendenser og undersøger gennem kritiske analyser perspektiverne i den aktuelle udvikling.

Det drejer sig blandt andet om, at vi er gået fra den ætiologiske psykiatri (årsagslære, ‘hvorfor har vi det, som vi har det?’) til den diagnosticerende (fokus på symptomer) psykiatri. Påstande som dem, der er i de artikler, jeg har linket til, skal naturligvis tages med et gran salt, men jeg kan dog ikke undgå at tænke, at de er et trist billede på den samme tendens.

Og til de personer, der arbejder med rekruttering af nye medarbejdere og i deres snagen og evige jagt på ‘godbidder’ enten klager over, at folk ligger alt eller (som her) intet ud på nettet, og finder det mistænkeligt, når en person ikke er på Facebook – og til Emily Yoffe fra Slate, der advarer mod at date folk, der ikke har en Facebook profil:

Tag jer sammen.

Knud Romer: Facebook er en kræftsvulst på internettet

Forfatter Knud Romer er godt træt af Facebook og kalder det en kræftsvulst på internettet.

Her er et par uddrag fra artiklen:

»Det [Facebook] er et stort sort hul, der i dag sluger alt det indhold, som kunne være til glæde for resten af kloden. Alle dine links, tanker, opskrifter, musiknumre, projekter og viden er nu lukket inde, præcis som det var, før vi fik internettet, nemlig i din lille, rådne, sociale klub af venner, der alle er enige med dig. For mig er Facebook enden på internettet«.

[…]

»Du befinder dig i et primærnarcissistisk, psykotisk ekkorum af dig selv. Det hele er en fuldstændig selvidentisk reproduktion i en evig gentagelse af det samme. Det, som var hele meningen med internettet, nemlig de andre, de nye ideer og de andre synsvinkler, forsvinder til fordel for en fuldstændig forblændet identifikatorisk tilgang til virkeligheden. Der er ikke længere nogen, der kan vende din verden på hovedet eller ruinere din livsopfattelse, så du udvikler dig«.

[…]

»Facebook er blevet en social psykose. Mennesket er et flokdyr, og hele vores selvoplevelse, vores adfærd og viden om, hvad der er rigtigt og forkert, er socialt kommunikeret. Facebook driver dette ønske om at blive korrigeret af omgivelserne ad absurdum. Du kan hvert fucking sekund i døgnet blive bekræftet i, om du er sindssyg eller normalt«.

Jeg er – for en gang skyld – enig med manden. Omend er jeg mindre bombastisk.

Læs artiklen og bliv bekræftet, provokeret eller noget tredje.

Blogs er – stadigvæk – hot stuff i videnskabs-kredse

I går onsdag havde jeg den fornøjelse at være gæst ved konferencen ‘When Science Meets the Headlines‘, som Experimentarium var vært for.

Der var mange interesante oplæg på konferencen, der kiggede på spændingsfeltet mellem forskning, formidling af denne forskning og journalister. Der var bud på, hvad forskere og journalister kan/bør gøre for at komme hinanden nærmere samt besøg fra det britiske Science Media Centre, der egentlig er sit helt eget indlæg værdigt. Det må blive i den nærmeste fremtid.

En ting, jeg lagde mærke til på konferencen var snakken om blogs. Der er efterhånden langt imellem man hører ordet ‘blog’ efterhånden, i forhold til 2007, hvor alle (og jeg mener alle) skulle have en blog – eller, det var der i hvert fald nogen, der mente.

Siden hen er det gået lidt i sig selv. Alle (okay, ikke alle) er nu på Facebook og statusopdaterings-blogger og udlever behovet for at fortælle om hverdagen dér.

Tilbage til konferencen:

Videnskab er, som medier, en samtale
Anne Knudsen, der er chefredaktør og administrerende direktør for Weekendavisen, sagde, at “videnskab er en samtale”. Dem, der har læst The Cluetrain Manifesto fra 1999 tænker straks på den allerførste tese i manifestet:

Markets are conversations.

På konferencen talte Simon Heilesen, lektor ved Institut for Kommunikation, Virksomhed og Informationsteknologier på Roskilde Universitet, om at udviklingen i mediebilledet skaber “hurtige og fleksible publikationsformer” for forskerner, heriblandt blogs.

En anden fordel ved blogs er, ifølge Heilesen, den åbne debat, der er omkring blogs – altså når læserne og forfatteren til et indlæg debatterer på bloggen om det emne, som indlægget har taget op.

Her havde Peter Hyldgård, udviklingsansvarlig på Videnskab.dk, et konkret eksempel, nemlig en kronik (skrevet som et blogindlæg) af Søren Brier, der er professor ved Copenhagen Business School med titlen ‘Religion, videnskab, følelse og fornuft – kan de virke frugtbart sammen?‘.

Kronikken, fra marts i år, har trukket intet mindre end 413 kommentarer! Så har man altså fat i noget, der gør en forskel.

Peter Hyldgård kunne endvidere fortælle om Søren Briers erfaringer med indlægget. Nemlig, at det ikke var hans kolleger, der kommenterede. I stedet var det folk, han normalt ikke kom i kontakt med.

For de mennesker, der prækede blogs for tre-fire år under solen er der naturligvis meget lidt nyt under solen her – det ovenstående bekræfter blot, hvad der stod i blog-biblen dengang.

Men hvor blogs i det store hele ikke længere er værd at tale om, har kommunikationsformen tilsyneladende bidt sig fast. Så når Experimentarium taler om at lave et ‘Science Research Lab’, så anbefaler Peter Hyldgård dem at få fat i nogle gode bloggere.

Alt dette er naturligvis en kombination af, hvad det er, en blog kan, samt at der har været et behov i videnskabelige kredse for at kunne kommunikere mere direkte uden ‘forstyrrende’ elementer såsom kommunikationsfolk og journalister.

Åh nej – er sådan noget ikke farligt?
Der er dog en anden side, der er mindre begejstret for blogs. Her frygter man, at hvis folk kun læser blogs (hvis vi nu et kort øjeblik antager, at det overhovedet er realistisk), så vil folk kun læse de bloggere, som de er enige med, og så har vi ingen diskussion.

Det er selvfølgelig en pointe, men jeg tror ikke, scenariet er realistisk. Herudover tror jeg, at det allerede er sådan i en vis udstrækning. Altså at folk vælger at læse artikler, som man er enig i – her taler vi selvfølgelig fortrinsvis om opinionsstoffet.

Det lader altså til, at blogs langfra er forsvundet. I stedet har dialogmediet over dem alle brugt tiden til at finde sig et leje, hvor personer med noget på hjertet (og hjernen) kan bruge blogs til at kommunikere mere direkte med slutmodtageren. Og det er en god ting.

Skal Facebook have en vigtigt-knap?

Jeg har netop købt bogen ‘The Filter Bubble’ af Eli Pariser (han er på Twitter), som jeg blev opmærksom på efter at have læst anmeldelsen i The Economist.

Jeg har endnu ikke fået læst bogen, så nogen anmeldelse bliver dette ikke. Til gengæld fandt jeg et interview med forfatteren, som Liz Gannes fra All Things Digital (eller AllThingsD – jeg kan ikke rigtig finde ud af, hvornår de vil kaldes hvad) har lavet. Se interviewet her.

Her forklarer han grundpræmissen i bogen; at personaliserings-filtre (som de kendes fra eksempelvis Amazon, Facebook og Google) ikke nødvendigvis er en god idé. Bevares, vi bliver præsenteret for indhold, som formentlig vil fange vores interesse, men vi ser ikke det, som bliver filtreret fra, vi kan ikke se, hvordan der bliver filtreret – og værre endnu: Vi har ikke mulighed for at ændre på filtrene.

Et forslag fra Pariser er blandt andet at give Facebook en ‘Vigtig’/’Important’-knap, hvorved brugerne kan markere, at dette indhold er vigtigt. Det kan eksempelvis være en artikel om, hvad der egentlig sker i Bahrain, som er ‘Important’, mens en opdatering om, at en eller anden står og vasker op nok ikke er så vigtig endda.

Og det synes jeg faktisk er en god idé. I det store hele, kan jeg sagtens forstå Eli Parisers grund-teori. Jeg er ikke lige enig i alle hans løsninger (jævnfør The Economist-artiklen), men jeg kan sagtens se, hvad han taler om – og det er også noget, vi bør bekymre os om, eller i hvert fald skænke en tanke:

Hvilke risici er der forbundet ved at filtrere i indhold/information på baggrund af folks egne interesser? Det skal vi være opmærksomme på.

Indtil videre kan du jo overveje, om det er en bog, du vil bruge noget af sommerferien på at læse.

Lad os da prøve: Farvel Facebook, hej Google+ (for en periode)

Som du måske ved, lancerede Google i sidste uge deres Google Plus (eller Google+ eller G+), og som du ved, hvis du læser denne blog, kan jeg rigtig godt lide Circles-tanken i Google+.

Derudover er notifications-delen og genvejstasterne også gode features – som jeg skrev på Twitter i går.

Hvis du ikke er helt opdateret på Google+ og mulighederne, synes jeg du skal læse dette indlæg af Rene Clausen Nielsen aka. @shevy. Renés indlæg ‘Strategi for Google+ Circles‘ bør du også læse.

Well, nu er der gået nogle dage, og jeg er faktisk blevet ret glad for Google+. Måske skyldes det, at der endnu ikke er mange brugere på (så der er mindre indhold at filtrere), men jeg har et bedre overblik – og så synes jeg, der er flere ting, som Google+ gør rigtigt fra start af.

Det skyldes nok også, at det er en af de oprindelige Macintosh-gutter, der har stået bag interaktions-designet.

For at teste Google+ og få det bedste indtryk af servicen og de forskellige features, synes jeg, man bør gøre som Cortés gjorde, da han erobrede Mexico:

In July 1519, his men took over Veracruz: by this act, Cortés dismissed the authority of the Governor of Cuba to place himself directly under the orders of Charles V. In order to eliminate any ideas of retreat, Cortés scuttled his ships.

Derfor besluttede jeg i fredags at tage “ferie” fra Facebook og i stedet bruge Google+, hvor jeg før brugte Facebook (okay, der har været små svipsere, fx når jeg skulle besvare folk og få dem inviteret til Google+). Den forsøgsperiode har jeg besluttet mig for at forlænge og se, hvordan det går.

Indtil videre har jeg ikke sat nogen deadline (dårlig idé, I know), men senere i forløbet vil jeg overveje, om jeg vil bruge Facebook igen. Det vil jeg jo nok, da jeg stadig har mange relationer og muligheder på/med Facebook, som Google+ endnu er uden.

Jeg er klar over, at hvis jeg virkelig ville brænde mine skibe for at forhindre en retræte (som Cortés gjorde det), skulle jeg helt slette min Facebook-profil. Men dels har jeg stadig meget på Facebook, og dels er der sites, hvor jeg kun logger ind via Facebook Connect.

Faktisk var Facebook Connect en af mine begrundelser for, at vi ikke flytter fra Facebook, da jeg skrev indlægget ‘Flytter vi et sted hen efter Facebook? Jeg tror det ikke‘ tilbage i november 2008. Nu må vi se, om den forudsigelse holder stik :-)

Hvad angår en iPhone- og iPad-app (Android-app’en er allerede ude), må vi vente på, at Apple vender tommeltotten opad. Når den kommer, vil Google+ være en endnu bedre oplevelse – i hvert fald for mig.

Jeg er i hvert fald parat til at give Google+ et ordentligt spin. Allerede nu kan jeg dog med stor sikkerhed konkludere, at jeg ikke orker at holde tre (store) sociale sites ved lige: Facebook, Google+ og Twitter. Én af dem må enten ud eller gå på deltid. Og Twitter bliver det ikke.

Circles-tanken i Google Plus er en lille genistreg

Bemærk: Dette indlæg er primært målrettet til folk, der først lige nu er kommet på Google Plus, eller endnu ikke er kommet på. Hvis du kender Google Plus’ Circles-begreb allerede, er der ikke voldsomt meget nyt i dette indlæg :-)

 

I går fik jeg, som så mange andre, adgang til Google Plus. Jeg har endnu ikke brugt nok tid på G+ (lad os kalde det det for at virke smarte) til at kunne sige noget generelt om det – og vi er stadig meget langt fra at kunne besvare spørgsmålet: “Er det bedre end Facebook?”

Men hvad jeg kan (og gerne vil) skrive lidt om, er en af de centrale dele i Google Plus – nemlig Circles-tanken.

Circles går kort fortalt ud på, at du fordeler dine venner efter hvilken ‘type’ relation i har. Du er altså ikke blot ‘ven’ med en anden, du tager stilling til, hvor godt/hvordan, du kender vedkommende.

Som udgangspunkt har Google Plus følgende circles (du kan selv lave flere, naturligvis):

  1. Friends – altså venner
  2. Family – den giver vist sig selv
  3. Acquaintances – bekendte
  4. Following – altså folk du følger, ligesom på Twitter – eller med Pages på Facebook

Google Plus findes også på dansk, så vil cirklerne selvfølgelig have deres danske titler.

Grunden til, jeg synes, det er en genistreg er, at jeg gerne vil have orden i mine venner/bekendtskaber på sociale medier. Jeg gik i gang med at oprette lister på Facebook, men det var for besværligt. Med Google Plus er jeg mere eller mindre tvunget til at gøre det fra start af – og som belønning får jeg et mere struktureret og overskueligt netværk.

Og det betyder også, at jeg bedre kan målrette/filtrere mine egne opdateringer – samt de opdateringer jeg se på Google Plus. Det er nemt at skifte imellem de forskellige cirkler, når du er på forsiden af Google Plus.

På Facebook er (alt for) mange af mine bekendtskaber/venskaber ikke mere end en simpel relation. På Google Plus er der en klar skelnen imellem, hvor godt (i mangel af et bedre ord) jeg kender de forskellige. Og hvor godt de kender mig.

Som en kollega sagde til mig, er spørgsmålet nu blot, om brugerne så er strukturerede nok til at bruge disse circles – eller om grænserne bliver udvandet, og vi derved lander på én meget bred og meget løs definition på relationerne imellem os derinde. Det håber jeg ikke.

Google Plus har også nogle andre features, som jeg synes virker vældig interessante og gennemtænkte – men beskrivelser/bedømmelser af disse må følge på et senere tidspunkt.

Men jeg synes, du skal hoppe ind og prøve Google Plus. Det er den mest seriøst konkurrent (hvor jeg dog ikke bryder mig om det ord) til Facebook.

PS: Vi har også, lidt på forsøgsbasis indtil videre, fået Ekstra Bladet på Google Plus.

Diaspora – mere proces end produkt

Diaspora logo

Nu har jeg haft nogle få dage til at afprøve Diaspora, som nogle medier nok vil udråbe til “det næste Facebook”, “Facebook-afløser” og lignende.

Lad os lige starte med at slå en ting fast: Det er det ikke.

Det er et alternativ til Facebook for folk, der er bekymret for Facebooks privacy-/privatlivsindstillinger. Og så er det et halvfærdigt stykke arbejde, der burde være blevet holdt for lukkede døre året ud.

Det startede med, at jeg ikke kunne udføre tilmeldings-processen. Jeg havde en profil stående, som folk kunne tilføje som ven/kontakt (nogle gjorde det), men jeg kunne ikke lære tilmeldings-processen færdig og komme ind på selve Diaspora.

Nu er jeg så kommet ind og har været derinde i løbet af de seneste dage. Og der er kedeligt. Ingen skriver noget. Der sker ingenting. Det kan man selvfølgelig ikke bebrejde nogen, for hvem gider skrive noget et sted, hvor kun en brøkdel af eksempelvis de venner, man har på Facebook, er tilstede.

Derudover har jeg svært ved at se Diasporas rolle. Jeg tvivler på, at privacy-bekymringer er nok til at give en anden platform succes – især når man kigger på, hvor meget Facebook har opbygget med venskaber, Facebook Connect, link-deling etc. Det er ikke noget, der rasler fra hinanden fra den ene dag til den anden.

Her er Diaspora en meget mere sandsynlig kandidat. Siden er langsom, der er ingen features udover at man kan skrive statusopdateringer (som andre kan kommentere på) og tilføje billeder – samt selvfølgelig finde andre, man kan tilføje.

Det spændende ved Diaspora er processen. At det er blevet skabt, fordi nogle er utilfreds med store, stygge Facebook og at udviklingen foregår åbent over hele verden. Men den sang har vi altså hørt før.

Hvad skal jeg med det?
Lige nu har jeg meget svært ved at se, hvad jeg skal bruge Diaspora til. Twitter og Facebook adskiller sig (både fra hinanden og fra de tilbud der var tidligere) markant, det har Diaspora pt. ikke udsigt til at gøre.

Lad os lave en parallel til browsermarkedet: Hvem vil lancere en browser, der kun kan vise websites og billeder, og tilmed er langsommere end de etablerede produkter? Ja, jeg ved, at Firefox startede som en nedbarberet udgave af Mozilla, men den havde stadig features et stykke udover det allermest basale – samt plugin-understøttelse.

Det er selvfølgelig svært at sidde og give noget så tyndt en tommelfinger op eller ned. For at Diaspora kan få succes skal der flere features og muligheder til, før first-moverne blot afskriver det som et mere eller mindre lige gyldigt hobby-projekt. Ellers ender det som Google Buzz eller Wave.

Det er godt med konkurrence, der holder alle parter oppe på dupperne. Lad os derfor håbe, at Diaspora en dag kan yde konkurrence.

Og kan folkene bag dog ikke i det mindste få taget sig sammen og købt ‘diaspora.com’-domænet, så man ikke kun har ‘joindiaspora.com’? Please.

Lidt mere om Facebook Open Graph-semantik på ekstrabladet.dk

Facebook logo

Ekstra Bladet Udvikling er ikke det værste sted at arbejde lige nu. I torsdags vandt Min Sag (som jeg har været projektleder på) Mediernes Internetpris i kategorien “Bedste brugerinddragelse” (det skrev Nationen-redaktionen en artikel om), og nu har vi lidt mere spændende at fortælle jer om :-)

Du har muligvis opdaget, at det på ekstrabladet.dk (hvor jeg arbejder) er muligt at klikke “Like”/”Synes godt om” til fodboldspillere ved VM i fodbold eller til bands, der skal spille på årets Roskilde Festival.

En af vores dygtige udviklere, Michael Friis (@friism på Twitter, friism.com på web) har nu skrevet et rigtig godt indlæg på vores bits.ekstrabladet.dk-blog om, hvad denne Facebook-integration går ud på, hvilke muligheder den giver – samt lidt om de overvejelser, vi gør os omkring fremtiden indenfor dette enormt spændende felt.

Læs Michael Friis’ indlæg om vores Facebook-integration på ekstrabladet.dk »

Google lader dig søge i din “sociale omgangskreds”

Kampen om “det sociale internet”, altså hvor vi levende mennesker kommunikerer med hinanden, fortsætter. De to store i arenaen hedder Facebook og Google.

Google lancerer Google Buzz, Facebook lancerer Open Graph og Social Plugins.

Nu ser det ud til, at Google har lanceret endnu en tjeneste. Det er muligt, den ikke er ny, men jeg har ikke set den før.

Det går i al sin enkelthed ud på, at der i bunden af søgeresultaterne er nogle resultater på samme søgning, men hvor der i stedet er søgt i din “social circle”, altså sociale omgangskreds på nettet.

Et eksempel er en søgning på “Further”. En ret generel søgning. Her får jeg en række resultater, blandt andet definitioner på ordet – men min sociale omgangskreds ved, hvad det er jeg søger:


Klik på billedet for at se det i original størrelse

“Further” er nemlig også titlen på det kommende album med The Chemical Brothers. Hemmeligheden er, at Google her søger på indhold fra de mennesker, jeg er forbundet med på nettet.

Klikker jeg på “My social circle”-linket, lander jeg på denne Google-side (kræver at du er logget ind), hvor jeg kan se en alfabetisk liste over de personer, der er i min sociale omgangskreds – samt hvilke websites, den søger på indhold fra, eksempelvis Facebook, Twitter, Google Reader, Flickr etc., men også personlige websites tages med i søgningen.

Interessant :-)

Opsamling: Dansk Journalistforbund har nu fået en Facebook-side

I tirsdags, den 9. marts, skrev jeg om, at Dansk Journalistforbund havde oprettet en personprofil på Facebook i stedet for en side (Page).

Det førte blandt andet til en kommentar fra Esben Ørberg, der er kommunikationschef i forbundet, på kommunikationsforum.dk-udgaven af mit indlæg:

DJ flytter fra gruppe til side
Kære Lars K. Jensen
Tak for skub. Vi er i gang. Med at flytte fra ‘Gruppe’ til ‘Side’. Gruppen giver forvirring og som professionel organisation skal vi naturligvis have en fanside med fans i stedet for en gruppe med medlemmer. Det får vi snart!

Efter noget tid blev jeg kontaktet af en fra forbundets kommunikationsgruppe og med lidt hjælp så gik det, så forbundet fik oprettet siden ‘Dansk Journalistforbund – medier & kommunikation‘.

Som du kan se på kommentarerne på Facebook-siden, er det ikke alle, der er enige med mig i, at en Facebook-side er det rigtige. Og det er en fin diskussion at få, for jeg kender en del, der har svært ved at skelne mellem forskelle og fordele ved sider kontra grupper på Facebook.

En dikussion om netop dette havde jeg også på kommunikationsforum-udgaven af indlægget.

Og, som det sidste, så gjorde en af mine venner mig opmærksom på (som kommentar til den Facebook-post, der linker til indlægget – ja, man skal tjekke over det hele), at det faktisk er imod Facebooks regler at bruge en personprofil til sin organisation. Og det er jo i sig selv et ret godt argument, for at oprette en gruppe eller, som i dette tilfælde, en side.

I mine kommentarer på kommunikationsforum kan du læse nogle af mine argumenter for at bruge en Facebook Page.

Dansk Journalistforbund er på Facebook – men med en personprofil?

Facebook er blevet the place to be, når det gælder om at være tilstede på de sociale medier. Det er der vist ingen tvivl om.

Facebook har blandt andet den fordel, at der er en profiltype til stort set alle, lige gyldig hvem man er, og hvilket formål man måtte have med at være på Facebook:

  1. Personprofiler til personer/mennesker
  2. Grupper til communities og lignende
  3. Pages/Sider til virksomheder og lignende

Derfor undrer det mig, at jeg fik en venne-invitation på Facebook fra Dansk Journalistforbund. Ja, forbundet har nemlig oprettet en personprofil (du kan se den her) i stedet for en gruppe eller, mere oplagt, oprettet en Facebook Page.

Jeg har tidligere skrevet om Facebook Pages (jeg har galt dem “geniale”), og jeg kan faktisk ikke forstå, at forbundet ikke har gjort det. Der er nogle problematikker ved den løsning, som forbundet har valgt på Facebook:

  • Hvem står bag? Okay, man kan nok regne ud, hvis man læser opdateringerne, at det rent faktisk er en fra forbundet, der er involveret, men vi kan ikke være helt sikker.
  • Du giver adgang til din profil. I forlængelse af det forrige punkt, så giver vi vedkommende, der har oprettet denne profil til Dansk Journalistforbund adgang til de dele af en profil, som vi kun vil vise til vores venner — selvfølgelig forudsat vi bliver venner med forbundet. Dermed giver vi adgang til en person, vi basalt set ikke aner, hvem er. Her er “fan”-relationen til en Facebook Page meget bedre for os som privatpersoner.
  • Det virker uprofessionelt. Måske er dette det, som de fleste vil lægge mærke til: Det signal, det sender. I min bog giver det ikke plusser, at man opretter et forbund for “alle der som ansatte eller freelancere skaber indhold til medierne med en journalistisk og/eller kreativ indfaldsvinkel” (kilde) som en personprofil på verdens største sociale netværk. Det virker knapt så professionelt.

Skulle der være en fra Dansk Journalistforbund, der læser med her, så kan du læse her, hvordan du opretter en Facebook Page. Og her kan du læse om fordelene ved at have en Page.

Google lancerer Google Buzz – det handler om relevans

Google Buzz-logo

I løbet af de seneste dage har det svirret med rygter om, hvad det mon var, Google ville lancere i dag. Det hyppigste gæt lød på en Facebook-integration i Gmail.

Sådan gik det dog ikke helt, da Google i dag præsenterede Google Buzz.

Buzz går, kort fortalt ud på, at Google vil indsamle indhold, der er relevant for dig som bruger, og præsentere det for dig. Dette indhold er beskeder, du selv skriver, billeder fra Flickr eller Picasa eller tweets på Twitter.

Google Buzz vil kigge på dine relationer i Gmail (hvem du har e-mail’et og talt mest med via instant messaging (Google Talk)) og præsentere dig for indhold fra disse personer og indhold, som Buzz mener er interessant for dig, enten fordi det matcher dig, eller fordi flere af dine venner finder det interessant.

Samtidig kan du og andre Buzz-brugere selv skrive opdateringer, som foregår direkte i browseren på din computer eller telefon, indtil videre kun iPhone og Android-telefoner.

Nogle vil måske kalde dette en Twitter-konkurrent, men det er nok mere en tjeneste som FriendFeed, der aggregerer indhold fra brugernes diverse sites/tjenester, der får sig en stor konkurrent.

Indtil videre kan Google Buzz kun trække indhold fra Twitter og altså ikke poste til Twitter, hvilket er en skam. Der er, så vidt jeg kan forstå, heller ikke Facebook Connect-integration, hvilket betyder, at du ikke kan finde dine Facebook-venner (som for mit vedkommende er der, jeg nok har mest kontakt med mine venner) på Google Buzz.

Til gengæld har Google Buzz den klare fordel, at den viser dig indhold fra nettet, og ikke bare ét socialt netværk. Google vil gøre for sociale medier, hvad PageRank-algoritmen gjorde for hjemmesider. Det handler med andre ord om relevans.

Google Buzz er allerede nu tilgængeligt på buzz.google.com, så der er ingen grund til at lade være med at lege med det :-)

Mere information:
Du kan se denne video (som jeg fandt på itworld.com), hvis du vil vide mere om Google Buzz:

Du bør også læse disse to indlæg om Google Buzz:

Opdatering @ 21:18:
Todd Jackson, Product Manager hos Google for Gmail og Google Buzz, har skrevet et indlæg om Google Buzz på den officielle Google-blog.
Opdatering @ 21:22:
Teknologi-bloggen TechCrunch har en række screenshots fra Google Buzz.
Opdatering @ 21:33:
På ReadWriteWeb skriver Frederic Lardinois om, hvorvidt Google Buzz kan klare sig, hvor FriendFeed ikke kunne. En okay analyse baseret på, hvad vi ved om Buzz indtil videre.
Opdatering @ 21:47:
Her kan du se den fulde udgave af videoen om Google Buzz:
Opdatering @ 23:05:
Og pludselig er “Google Buzz” ikke længere det mest populære “trending topic” (emne) på Twitter. Har Twitter fjernet det, fordi det er en potentiel konkurrent? (via @systemaddict)

“In reply to” er væk på Twitter – umuligt at se, hvad der bliver svaret på

Twitter er ikke verdens bedste værktøj til samtaler. Kommentarer til forskellige tweets (beskeder på Twitter) er ikke trådet, så det totale overblik får man aldrig.

Dog har man haft mulighed for at se, hvilken besked, der bliver svaret på, når man læser et tweet, som er et svar til et andet tweet.

Indtil nu. Twitter har nemlig fjernet den del, hvor der står “In reply to” efterfulgt af et brugernavn, som var et link til det tweet, som personen svarede på. Det vil sige, at alle tweets, som relaterer til noget, der står i et andet tweet, nu blot er enheder, der flyder rundt på Twitter uden, at brugerne kan se, hvad der bliver svaret/kommenteret på.

Twitter-brugerne er sure og forundrede over, hvor funktionen blev af. Twitter har intet annonceret, så måske er det en fejl, men der er intet meldt ud.

Bruger du Twitter i en tredjepartsapplikation, lader det dog til, at du kan tage den med ro, her er stadig meta-forbindelsen mellem original-tweet’et og svar-tweet’et.

Opdatering: De er tilbage!
Twitter har skrevet, at de har opdaget fejlen, og “in reply to” er nu tilbage på Twitter.com.