Politiken-afstemning: Hver fjerde siger, de vil betale for journalistik på nettet

Hvis du ikke allerede har læst om Politikens planer om at indføre betaling på politiken.dk i slutningen af 2012, så start her: Politiken.dk indfører digitalt abonnement.

Læs derefter denne afstemning hos Politiken selv: ‘Vil du betale for journalistik på nettet?’

Nu er der selvfølgelig en del fejlkilder ved sådan en afstemning. Den er stillet på Politiken.dk (så ‘journalistik på nettet’ vil sikkert af mange blive opfattet som ‘Politiken.dk’), ‘journalistik på nettet’ er en meget bred definition, man udelukker nogle ved kun at spørge på nettet etc. etc. Læg hertil, at ‘betale’ også kan tolkes på forskellige måder – alt efter hvilken model, man vælger – og selvfølgelig hvor høj prisen bliver.

Men lad os nu sige, at der er en del gyldighed i afstemningen – der er trods alt blevet stemt mere end 2.000 gange, det må da tælle for noget.

Afstemningen viser, efter 2.057 stemmer, at 25 procent gerne vil betale for journalistik på nettet:

Det er jo et meget positivt tal, selvom jeg naturligvis ikke kan sige noget om, hvorvidt Politikens model løber rundt, hvis ‘blot’ hver fjerde betaler. Om ikke andet så tyder det da i hvert fald på, at der er en vis opmærksomhed om, at der findes kvalitetsjournalistik på nettet, som nogle gerne vil betale for. Og det er positivt.

Hvad angår Politikens konkrete eksempel, ved jeg ikke mere, end hvad de selv skriver. Noget, jeg umiddelbart undrer mig over er, at de angiveligt vil inkludere alle artikler i modellen – altså kan man også læse x antal almindelige nyhedsartikler, måske endda Ritzau-telegrammer, som der findes næsten uendelig mange af i det danske mediebillede. Og det er ikke sikkert, at hver fjerde vil betale for almene nyheder.

Forklaringen på denne model er, at Politiken har set, at det er sådan, The New York Times gør. Det er dog, uanset hvad Politiken selv mener, nok kun modellen, de har til fælles. The New York Times er et engelsksproget, globalt medie med et kolossalt brand og mange besøgende. Det danske mediemarked, og i endnu højere grad Politiken, er af en helt anden størrelse.

Politikens opgave er nu at vise, at de har tilstrækkeligt med interessant indhold til, at man går glip af noget, hvis man ikke køber et digitalt abonnement. Det er altså lidt den samme opgave, som Facebook har op til børsnoteringen; det gælder kort fortalt om at gøre sig til.

Prepare to be wooed.

Politiken har en god kronik af Olav Hergel, men jeg kan ikke læse den!

To kolleger har, uafhængigt af hinanden, spurgt mig, om jeg har læst Olav Hergels kronik i Politiken fra weekenden omkring den nuværende situation som den danske journalistik befinder sig i.

Problemer er bare, at jeg ikke kan læse kronikken, fordi jeg ikke abonnerer på Politikens papiravis, og fordi Politiken vil sælge aviser ved at slanke netavisen – så kronikken er ikke på nettet (det bekræfter en søgning på ‘hergel’ på politiken.dk).

Så kære Politiken-folk: Hvad skal jeg nu gøre? Ja, jeg har Infomedia-adgang, så jeg kan finde den der. Men det er jo ikke alle, der har det.

Jeg kan måske installere jeres iPad-app, men det ved I jo godt selv, at jeg ikke kommer til at gøre. Så meget for en enkel artikel, not gonna happen.

Jeg vil meget gerne læse Hergels kronik – måske endda betale penge for den, fordi to kolleger, har anbefalet den – og fordi den handler om noget, der også optager mig.

Hjælp mig, please :-)

Politiken vil sælge aviser ved at slanke netavisen

Du har måske læst journalisten.dk-artikel om, at ‘Politiken piller papiravisen ud af politiken.dk‘:

Politiken lukker ned for, at store baggrundshistorier, interviews og kronikker bliver givet gratis væk på nettet. »Vi vil gerne gøre avisen mere eksklusiv og styrke bladsalget,« siger chefredaktør Anne Mette Svane til Journalisten.dk.

Der er allerede en god debat om det i gang på Twitter, men nogle gange er 140 tegn bare ikke nok, derfor lægger jeg også lige et indlæg på det her.

Det overrasker næppe læserne af Medieblogger, at jeg synes, Politiken har truffet et forkert valg. Jeg kan godt følge ræsonnementet: Det er indhold, der er dyrt at lave, og som vores avislæsere betaler for. Derfor skal det ikke bare lægge gratis på nettet.

Men løsningen er ikke at fjerne det fra Politiken.dk. Så rykker man blot det gode indhold over i papirets uvedkommenhed og mister et stort potentielt publikum til de gode artikler, der gør Politiken til Politiken.

Hvis man ønsker at tjene penge på direkte at sælge den gode journalistik til læserne, så synes jeg da i det mindste, det bør være muligt at købe en digital udgave af den artikel, jeg så ikke længere kan læse. Det betyder selvfølgelig også, at jeg skal gøres opmærksom på, at indholdet findes. Og her køber jeg ikke, at jeg kan abonnere på avisen på min iPad. Langt fra alle har en iPad, og jeg gider ikke skulle anskaffe indhold svarende til en hel avis bare for at læse én artikel. Ellers tak.

Jeg bliver ikke Politiken-abonnent bare fordi de fjerner noget af deres indhold fra politiken.dk. Der er tusind ting, jeg kan læse i stedet. Jeg er i gang med nogle rigtig gode bøger (og har flere på ’skal læse’-listen), jeg abonnerer på The Economist og Foreign Affairs – og der er masser af fantastiske artikler på nettet, jeg kan læse i stedet. Jeg skal bare søge på #longreads på Twitter, så er jeg et godt stykke ad vejen.

Jeg kommer ikke til at opleve et tab, fordi Politiken fjerner nogle artikler. Men de kommer måske til at opleve et tab i antal brugere fordi de vil sælge papir ved at levere et fattigere online-produkt. Det må tiden vise. Jeg vil selvfølgelig fortsætte med at bruge Politiken.dk – men Politiken-avislæser bliver jeg ikke.

Er Politikens Læs Også-links ved at tage overhånd?

Politiken.dk logo

Politiken.dk var et af de første (hvis ikke det første) medier herhjemme, der begyndte at linke systematisk til andre artikler om samme emne – hos dem selv. Min erfaring er, at Politiken.dk er langt dårligere til at linke, når det gælder om at linke til artikler hos andre onlinemedier, men det er en anden snak.

Jeg kan godt lide tanken om, at man binder sine artikler sammen via links og dermed gør det nemt for læseren at orientere sig om en sag og lignende. Men nu synes jeg, det er ved at tage overhånd for Politiken.dk.

Det er noget, jeg har observeret igennem det sidste stykke tid, og artiklen ‘Facebook-tjeneste kan afsløre om du pjækker‘ fik bægeret til at flyde over.

Artiklen handler om, at Facebooks nye ‘Facebook Places’-tjeneste (hvor man “checker ind” og dermed kan dele med sine venner hvor i den virkelige verden man er) kan misbruges. Det er, hvad det er.

Men lad os kigge på de links, som Politiken.dk mener er relevante i netop denne sammenhæng – for et krav til at have links, og så mange, midt inde i teksten må være, at de er relevante for netop det, læseren er i gang med at læse nu.

Her er, hvad der linkes til af relateret:

  • Data om hver femte Facebook-bruger lækket
  • Apple indrømmer overvågning af kunder
  • Facebook har rundet 500 millioner brugere
  • Facebook introducerer panikknap for unge
  • Hver tredje yngre kvinde tjekker Facebook når hun vågner

Med alt tydelighed er der bare blevet søgt på “Facebook” og “overvågning” (Apple-historien) og er der ellers blevet linket.

Men de historier, der linkes til, har jo intet andet at gøre med denne historie, end at de hander om Facebook. Faktisk synes jeg, den mest relevante historie er den om Apple, da han handler om samme emne som artiklen; overvågning.

Og helt ærligt, at Facebook har rundet 500 brugere, det er da ikke noget, man behøver score en ekstra sidevisning på, det skriver man da i en faktaboks!

I artiklen The Web Shatters Focus, Rewires Brains argumenterer Nicholas Carr for, at det forstyrrer vores læsning, og hjerne, når der er links inde i den tekst, vi skal læse.

Jeg er ikke helt enig med Carr, for jeg synes links inde i teksten kan gå an, hvis de er relevante. Men det er de ikke i ovennævnte tilfælde. Jeg bliver faktisk forstyrret i min læsning af Politiken.dk-artikler og er stort set holdt op med at læse artikler deres IT-artikler, fordi der står 5-10 andre artikler og råber efter min opmærksomhed i takt med, at jeg læser artiklen igennem.

Det er rigtig fint at linke, men det kan også tage overhånd. Måske er det på tide, Politiken.dk revurderer deres link-politik?

PS: Og læs lige denne underrubrik fra ovennævnte Politiken.dk-historie:

Facebook har i nat lanceret en ny service, Places, der via din mobiltelefon fortæller alle vennerne, hvor du befinder dig.

Og læs så artiklen, der netop siger at ens placering ikke bliver vist til alle vennerne. Og læs indlægget ‘The Facebook Places Privacy Settings You Need To Know‘ på AllFacebook-bloggen:

While you may be fine with Facebook’s existing Places privacy settings, I know there are plenty of friends on Facebook who I don’t want to track my location. As such, I’ll probably end up creating a “Close Friends” friends list to limit access to my location information.

Ergo: Du kan bestemme, hvem af dine venner, der må se, hvor du er. (Der er dog en risiko forbundet ved, at ens venner kan “tagge” en, så det ser ud som om, man er steder, hvor man ikke er.)

Måske Politiken også skulle revurdere deres anti-Facebook-holdning?

Opdatering @ 11:12:
The New York Times’ Gadgetwise-blog har et godt indlæg om Facebook Places, hvor der står lidt mere om den feature, der tillader, at man kan “checke” venner ind:

[…] if you are at a location but have not checked in, Facebook friends at the same location can check you in themselves, because Facebook shows your location to friends at the same location, whether or not you have actively checked in. Facebook will notify you that you have been checked in, but only after the fact. You can undo the check-in, but wouldn’t you rather be prompted to ask if they can check you in before, not after it happens?

For at gentage eksemplet ovenfor: Så skal du altså rent faktisk være på stripklubben (og have Places slået til på din Facebook-applikation), før andre kan tjekke dig ind.

Facebook har også selv skrevet om Facebook Places.

Opdatering @ 12:55:
Her er den gal igen i artiklen ‘TDC solgte telefon proppet med private fotos, video og sms’er‘, hvor der linkes til:

  • TDC meldt til politiet for fejlagtig annoncering
  • Skybrud giver stadig problemer for YouSee- og TDC-kunder
  • TDC har det dyreste bredbånd

De links er komplet irrelevante for den pågældende historie.

 

Pepsi bruger Twitter – det gør Politiken og Forbrugerrådet til et alvorligt problem

Twitter logoDet er ikke nemt at være virksomhed og agere på og i forhold til de sociale medier.

Gør man intet, så har man kommunikationsfolk og brugere, der er sure over det. Og går man aktivt ud og bruger de sociale medier og integrerer sit website med disse services, så er det også et problem. Det i hvert fald det indtyk, man sidder med efter at have læst Politikens artikel ‘Twitter gør dig til en reklamesøjle‘.

Her føler man tilsyneladende, at man er kommet på sporet af en god historie: Mikroblogtjenesten Twitter er gratis, men men men, de beskeder (“tweets”), man skriver på Twitter kan bruges af andre på deres websites, for eksempel virksomheder:

Der er fri adgang for firmaer til at bruge hvad du skriver på Twitter til reklameformål, og det kan blive dyrt for brugeren, mener Forbrugerrådet.

[…]

Som så mange andre sociale medier koster det ikke penge at oprette en profil på Twitter. Men gratis er det alligevel ikke, og prisen kan være høj på det personlige plan.

Hallo, hvad sker der? I artiklen er eksemplet Pepsi, der trækker tweets ind, der indeholder “Pepsi”. Slikproducenten Skittles har gjort det samme på deres website. Med andre ord så tager virksomheden den snak der er om produkterne og placerer den på selve websitet. Det må beskrives som gennemskuelighed og, synes jeg, god stil.

Men nej. For i Politiken-artiklen er det blevet lavet om til, at dine tweets kan bruges som reklamer. Vrøvl. For skriver du for eksempel “Pepsi sucks – give me a coke!”, så bliver det også vist. Klik på billedet i artiklen og læg mærke til det tweet, hvor en bruger faktisk skriver, og jeg citerer: “I love coke”.

Jeg kan slet ikke forstå, at Forbrugerrådet har behov for at gå ud og markere sig her, hvor man med alt synlighed ikke føler sig hjemme. Det er en integreret del af Twitter, at tweets kan trækkes ud. Vil man ikke spille med der, kan man under indstillinger sætte hak i “Protect my tweets” – en knap der har beskrivelsen:

Only let people whom I approve follow my tweets. If this is checked, you WILL NOT be on the public timeline. Tweets posted previously may still be publicly visible in some places.

Dette skriver man ikke noget om i artiklen.

Reklamesøjle?
Til gengæld bruger man ordet “reklamesøjle”. Er der overhovedet dækning for det? For betyder reklamesøjle ikke, at eksempelvis Pepsi ville skrive på DIN Twitter-profil med reklamer for dem selv? Og det er jo ikke det, der er tale om her.

Pepsi gør derimod folk fortalere for produktet Pepsi – forudsat at det, de har skrevet er positivt. Har de skrevet noget negativt om Pepsi, så har det den modsatte virkning. Det er reglerne i det spil, som Pepsi er trådt ind i.

Om artiklens vinkel skyldes en manglende viden om Twitter eller en modvilje mod tjenesten, skal jeg ikke kunne sige. Jeg vil blot håbe, at interesserede også ser dette indlæg og får hele historien med.

PS: Da jeg postede linket til Politiken-artiklen på Facebook, fik jeg følgende kommentarer:

Klassisk udslag af, at det som bekendt er meget nemmere at kritisere end at forstå? :-)
Trine-Maria Kristensen

Jeg tror der er en jurist i forbrugerrådet og en journalist på Politiken, der godt kunne bruge en krammer. Mon ikke det kunne få dem til at sige ‘EJ, hvor er det fedt at Twitter kan [indsæt hvadsomhelst fra de seneste 5 artikler om Twitter]!’
Asbjørn Poulsen

Abelone Glahn fremhæver mangler ved en MediaWatch-artikel om Facebook – men Politiken hopper direkte på limpinden

Jeg glæder mig til den dag, hvor alle journalister læser med de steder, hvor vi andre diskuterer journalistik og taler om (nye) medier. Men der går åbenbart lidt endnu.

Facebook taber opbakning” skrev MediaWatch den 30. juli (man skal være betalende abonnent for at kunne logge ind og læse den).

Artiklen handler om, at Facebook, ifølge Gemius-tal, som Mindshare har behandlet, siger, at de unge bruger Facebook mindre, muligvis i takt med, at forældre etc. er begyndt at komme på Facebook.

Det ved vi ikke, for MediaWatch linker (igen!) ikke til nogle tal eller til undersøgelsen.

Det får Abelone Glahn til at skrive indlægget “Facebook fjer bliver til fem høns, hvor hun blandt andet skriver:

Det virker lidt sært, at man (Mediawatch eller Gemius eller Mindshare – det fremgår ikke lige) ligefrem gisner om, hvorfor facebook bruget er faldet blandt de unge. Det ville være rigtig dejligt, hvis Mediawatch linkede til selve undersøgelsen, så man kunne læse belægget for udsagnet.

Især virker det langt ude, at man gisner om, at det skulle skyldes bedsteforældrens fremmarch. Så vidt jeg ved, er det stadig sådan på facebook, at man ikke kan tvinges til at være venner med hverken forældre eller bedsteforældre. Man skal aktivt connecte sig med dem, og det kan man jo bare lade være med, hvis man ikke vil være “venner med dem”!

[…]

Jeg ville jo tillade mig at gisne i en helt anden retning – maj måned er eksamensmåned, så mon ikke mange unge har været helt fornuftige og skåret facebookbrugen ned …

Iøvrigt vil jeg gerne gentage, hvad jeg tidligere har skrevet her:
Det viser sig, at rigtig mange af de helt unge er glade for, at deres forældre er med på facebook, for så føler de sig lidt sikrere end på ungdomsportaler, hvor der er risiko for falske profiler/pædofile mm. Sådanne er jo mere gennemskuelige på facebook, hvor flere kan få indblik i whereabouts.

Jeg er meget enig med Abelone, også i, at eksamenerne kan spille ind, men ikke desto mindre bliver MediaWatch-artiklen ukritisk citeret i Politiken under den lidt bombastiske overskrift “Unge vender Facebook ryggen“. Vi taler altså kun om en tilbagegang blandt de 15-24-årige på 5 procent, så dækningen nu ligger på 70 procent, folkens.

I Politiken-artiklen bliver der ikke sat mange spørgsmålstegn ved tallene og årsagerne, faktisk ikke et eneste, så nu er der blot at vente og se, om andre “bider på”. Det ville ellers klæde en avis som Politiken at gå bare lidt mere kritisk til tal som disse.

Især når der i en kommentar fra Morten Bay til MediaWatch-artiklen står:

Jeg vil gerne lige se tallene for de unge igen for oktober. 5 procentpoint passer ret fint med det antal af unge, der måske ikke lige bruger så meget tid på Facebook, som de plejer på grund af noget, der hedder eksamen.

Derudover har Abelone Glahn og Mads Kristensen også lagt kommentarer, hvor de forklarer, at de hælder til eksamen som årsag.

Faktisk gør hverken MediaWatch eller Politiken en dyd ud af at forklare, hvordan tallene er beregnet. Det samme galdt, da MediaWatch skrev om tal for danskernes brug af Twitter. Her måtte Paw Saxgren fra Mindshare gøre det i en kommentar til MediaWatch-historien “Kun 4 procent bruger Twitter:

Netop mulighederne for feeds/ API’er og vel også framing af indhold giver os selvfølgelig nogle generelle metodemæssige udfordringer (og særligt på sigt, hvor indhold vil blive tilgået fra endnu flere platforme).

Twitters trafik opgøres i Gemius software panel. Gemius oplyser at den installerede software måler kald fra brugerens computer til et givent domæne. Jeg må dog være svar skyldig på hvorvidt dette inkluderer de ovenfor beskrevne scenarier.

I Mindshares optik handler det dog om eksponeringsmuligheder. Med mindre at annoncer kan placeres direkte i feed’et/ indholdet, er det derfor besøg på domænet, der er interessant.

Sidst er det vigtigt at bemærke at de fire procent vedrører brugere, der overhovedet har besøgt domænet twitter.com indenfor en måned. Selv hvis halvdelen af brugerne aldrig besøgte Twitter.com domænet (og Twitter dermed ville have 280.000 danske brugere), vil det stadig ikke ændre ved, at det fra et markedsføringsmæssigt perspektiv, vil være et nichemedie, og at medieomtalen i den kontekst har været uforholdsmæssig stor.

Det havde klædt MediaWatch-journalisten til den historie at få den forklaring med i artiklen.

Politikens Tjek hjælper dig med, hvordan du IKKE vælger den bedste browser

Sådan vælger du den bedste browser“, skriver Politikens Tjek 10 juli 2009.

Så tænker man som læser, at nu skal man læse en gennemgang af de forskellige browsere, hvor de bliver vægtet i forhold til hinanden og nogle af funktionerne bliver sat op i en tabel, så man kan danne sig et overblik.

Men nej, for artiklen indeholder kun meget overfladiske beskrivelser af de forskellige browsere, og Google Chrome, der er nævnt i faktaboksen, er ikke nævnt nederst i artiklen, hvor man linker til de pågældende browsere. Det er for sløset.

Faktisk findes der sådan en artikel, som jeg efterlyste (okay, helst efter mine krav er den ikke, men den går stadig an). Og faktisk linker Politikens Tjek-artikel til den. Men det er godt gemt.

Nederst i faktaboksen til højre står der nemlig:

Læs mere på www.pcworld.dk

Og klikker man på “www.pcworld.dk” kommer man ikke, som man måske skulle tro, til PC Worlds forside. Nej, man lander på artiklen Overblik: Her er den bedste browser for dig” — og her er faktisk links til for eksempel de tidligere problemer med Chrome-browseren, som også nævnes i Politikens Tjek-artikel.

Cover what you do best. Link to the rest,” siger Jeff Jarvis. Hvis dette blev efterlevet, kunne Politiken blot have lavet en kort artikel, der linkede til PC World-artiklen og beskrev, at man her kunne finde den browser, der bedst passer ens behov.

Herved kunne Politikens have sparet sig selv for en artikel, der mest af alt fremstår som, ja, ubrugelig.

Jeg synes, det er påfaldende, hvor gode Politiken-journalisterne er blevet til at linke til deres egne artikler (og det er oprigtig ros!), men det kniber altså stadig når man skal linke “ud af butikken”.

Politiken har 250 artikeleksponeringer på forsiden – lidt i overkanten?

Politiken.dk har, så længe jeg kan huske, været kendt for at have en lang forside. I dag lagde jeg igen mærke til det, da jeg scrollede ned over forsiden. Og det fik mig lyst til at prøve noget, nemlig at tælle antallet af historier, som Politiken eksponerer på forsiden.

Det gælder både artikler på politiken.dk, men også tv-indslag og links til historier på partnersites. Dog ikke links til “statiske” sider, såsom sektionsforsider, temasider etc. Og så er der selvfølgelig gengangere, da den samme historie kan være eksponeret flere steder.

Optællingen er foretaget ved almindelig optælling, og kun ved én gennemtælling, så der er den første fejlkilde :-)

Anyways, min optælling viste, at Politiken eksponerer 250 historier på forsiden. Nu har jeg hverken PhD eller noget som helst andet inden for dette felt, men det må da siges, at være i overkanten af, hvad læserne kan overskue? Oven i de 250 kommer så alle de andre links, Politiken har på forsiden.

Jeg siger ikke, at Pollitiken er de værste, mens alle andre er dukse, for det er en generel tendens hos onlinemedier, at man forsøger at eksponere så meget indhold som muligt på forsiden. Men giver det reelt nogen effekt?

Eller ville man være meget bedre tjent med at have en meget mere nedbarberet forside, som folk rent faktisk kunne overskue – og så linke til alt sit andet indhold på en artikel-til-artikel basis?

Til de interesserede, kan jeg oplyse, at eksponeringerne fordeler sig således:

Sektion/område Artikeleksponeringer
Venstre spalte 16
Centerspalte 61
Højre spalte 59
Footer-blogs 20
Bundliste: Seneste nyt 15
Bundliste: Seneste nyt erhverv 7
Bundliste: Seneste nyt kultur 7
Bundliste: Seneste nyt internationalt 15
Bundliste: Seneste nyt tjek 10
Bundliste: Seneste nyt sport 10
Bundliste: Mest læste i går 15
Bundliste: Mest læste seneste uge 15
I alt 250

Det er især i den centrale spalte, hvor der er 61 eksponeringer, at jeg mister overblikket.

Ingeniørforeningen henter webredaktør fra Politiken

Politikens blogredaktør, og min gode ven, Kim Elmose har annonceret på sin Mediehack-blog og Twitter, at han per 1. marts har fået et nyt job: Webredaktør for Ingeniørforeningens website, ida.dk:

Jeg skal stå for udviklingen af sitet, koordinering af leveringen af indhold, coaching og undervisning af interne redaktører, der skal levere indhold til Ida.dk. Selvfølgelig skal jeg og mine fremtidige kolleger også undersøge, hvordan vi kan bruge sociale medier på sitet.

I første omgang vil jeg dog tage fat på at sikre, at web 1.0 –udgaven af Ida.dk er landet ordentligt, før vi begynder at lege med web 2.0 – værktøjer.

Kim Elmose er en af de bedste personer, IDA kan få til dette job — faktisk var det Kim, der fik mig sådan for alvor interesseret i, hvad der rent faktisk sker inden for nye medier, heriblandt blogging og andre former for tovejs-kommunikation. Så jeg skylder Kim det meste af det, jeg ved ;-)

Heldigvis lover Kim os, at han på ingen måde er færdig med blogs :-)

Stort tillykke til Kim og IDA herfra!

Lidt hurtige tal for CNN’s live-dækning af Obamas indsættelse

Ifølge data fra CNN viste hjemmesiden flere end 21,3 millioner video-streams over en periode på ni timer frem til midt på eftermiddagen lokal tid. Obama blev taget i ed klokken 12.

Gennem hele valgdagen blev 5,3 millioner video-klip set. I den mest intensive periode viste CNN.com 1,3 millioner live-sendinger samtidig.

Politiken.dk: “Obama fik amerikanerne til at gå amok på nettet

Tak til Kim Elmose for tippet.

Skal du finde noget på politiken.dk? Så brug Google

Da jeg for et stykke tid siden var på besøg på Journalisthøjskolen for at tale om nye medier, skulle jeg vise et kort, som Politiken havde lavet.

Jeg kunne ikke finde kortet ved at søge på politiken.dk, og i stedet fandt jeg det ved at søge via Google.

Nu ville jeg lige teste, om søgefunktionen på Politikens netavis egentlig gør det, den skal. Prøv en søgning på “skyderier københavn” på politiken.dk:

Søgningen gav ingen resultater

Så prøver vi samme søgning på Google, denne gang med “site:politiken.dk” inkluderet for at indikere, at vi kun vil søge på politiken.dk:

Resultaterne 1 – 10 ud af ca. 1.230 fra politiken.dk for skyderier københavn.

Google er med andre ord langt bedre til at finde indhold på politiken.dk end Politikens egen søgemaskine. Det ville jeg måske lige notere mig, hvis jeg arbejdede med teknikken på politiken.dk.

DR’s Harddisken om Google News vs de danske dagblade

Hos Kim Elmose ser jeg, at DR’s Harddisken har taget fat på Google News.

Du kan blandt andet høre Googles danske chef, Peter Friis, tale om, at Google netop ikke kapitaliserer på de danske mediers indhold, men i stedet driver ny trafik til medierne, så de kan kapitalisere på det. Google tjener ikke penge på Google News, men det kan de danske medier komme til ved at få mere og bedre trafik.

Michael Arreboe fra politiken.dk medvirker også, hvor han siger, hvorfor Politiken ikke vil være med i en dansk Google News. Et argument er blandt andet, at Google skal bevise, at de kan drive trafik, og at Google skaber en platform, de kan kapitalisere på.

Lyt til udsendelsen her.

Kære Søren Dilling: Nej, Facebook har ikke lanceret en browser

Jeg kan næsten ikke tro det, men research er åbenbart nogle gange en by i Rusland. Således skriver Søren Dilling fra Politiken følgende i artiklen “Facebook spreder sine fangarme“:

Nu kan du snart se, hvem dine venner på Facebook er venner med på andre sociale netværk og se, hvad de foretager sig der.

Facebook har nemlig lanceret en browser, der kan hente data om dine venner, når de bevæger sig rundt på andre sociale netværk end Facebook, skriver bbc.uk

Nu kender jeg ikke herr Dilling, men min konklusion må være, at han ikke er helt med på, hvad Facebook Connect præcist er.

Men der er hjælp derude. For Wikipedia ved det:

Facebook Connect which was launched lately allows any website to connect to facebook to get user’s information, and friend list. This is a 2 way system where website can publish activity stories in facebook user’s news feed.

Og ja, det er, hvad Facebook er. Jeg har selv skrevet flere indlæg om Facebook Connect, som kommer frem, når man søger på Google.

Folkene bag har også selv skrevet om Facebook.

Grunden til, at Søren Dilling bruger ordet “browser” (som på dansk er et program, man bruger til at se internetsider med, fx Internet Explorer, Firefox eller Safari) er, at BBC News bruger ordet i den artikel, som Dilling citerer — men ikke linker til. Her står der:

Facebook rolls out site browser

Facebook has thrown the switch on a system that lets users browse other sites via the networking portal.

Called Connect, the system lets Facebook members use their login credentials to access other websites.

Søren Dilling skulle altså bare have læst artiklen ordentligt — og slået ordet “browse” op:

browse verbum <-s, -d, -d, browsing>
Oversættelser

Slå op [EDB] browse – Eleverne browsede efter billeder på nettet
Slå op (om bøger osv.) skimme – Hun skimmede hurtigt bogens indhold
(i forretninger) ose – De to piger cyklede ind til byen for at ose
(om køer, hjorte osv.) græsse – Landmanden lod køerne græsse på sin mark

Taget fra Ordbogen.com

Jeg må sige, at jeg finder det direkte pinligt, at vi kan have journalister, der skriver historier som disse og fuldstændig misforstår pointen.

Og hvorfor er der sådan en “dommedag nu”-stemning (fangarme?) over artiklen? Facebook Connect åbner en masse nye døre for medierne. Jeg har selv givet nogle eksempler.

Så mit råd: Lad være med at læse den artikel på Politiken, den er simpelthen for upræcis. Læs i stedet BBC News’ artikel.

Tænker Politiken avistanker på nettet?

“Vi skal prøve at indarbejde virkemidler fra print til net. På avisen rydder man forsiden, men hvordan ser det ud på net? Lige nu mangler vi en værktøjskasse, som den forside-ansvarlige kan arbejde med. Elementer så brugerne kan se historiernes væsentlighed.”

Politikens digitale mediechef, Michael Arreboe, om den nye navigation på Politiken.dk (#)

Mediesociolog anbefaler færre udgivelser

På journalisten.dk læser jeg en meget interessant anbefaling fra mediesociologen Ida Willig: Drop den daglige avis:

Den kradsende krise får mediesociolog Ida Willig til at opfordre aviserne til at overlade dag-til-dag-nyhederne til Internettet. I stedet skal betalingsaviserne satse på de klassiske avisgenrer og udkomme sjældnere.

Store internationale aviser vil fyre stakkevis af medarbejdere. Det samme kan ske i Danmark, og derfor opfordrer mediesociolog Ida Willig de nuværende dagblade til at lægge stilen helt om og i stedet satse på at blive få dages-aviser.

Jeg er helt enig. Tidligere har trendforsker Kirsten Povlsen også talt for en lavere udgivelsesfrekvens.

Det er helt oplagt. Jeg har længe gået og tænkt, at konceptet med færre udgivelser og at overlade den hardcore nyhedsdækning til netavisen må være oplagt for et medie som Politiken.

I stedet for en avis hver dag, så udgive en “week edition” hver mandag og en “weekend edition” hver fredag/lørdag, som folk kan fordybe sig i over weekenden.

En ting, jeg lagde mærke til i The Christian Science Monitors nyligt annoncerede netsatsning (som jeg har skrevet om her) var, at de ikke dropper papirudgivelsen. De skærer den derimod ned fra fem dage om ugen til én dag om ugen. Så man stadig har et printpublikum, som kan læse de længere og mere dybdegående artikler, som det trykte magasin formentlig vil komme til at bestå af.

Når jeg tænker på netop Politiken, skyldes det blandt andet, at jeg synes, de er et af de bedste avismedier herhjemme, når det kommer til dybdeborende og baggrundsartikler. Derfor vil det falde naturligt, at have baggrundsartikler i et magasin, der udkommer to gange om ugen og måske indeholder et “wrap up” af, hvad der er sket i løbet af ugen, og skrevet om på nettet, som for eksempel The Economist gør.

En magasinudgivelse vil også betyde, at man kan bringe meget federe billeder, og folk kan nu engang meget nemmere kan sidde i bussen eller toget og læse et magasin end en broadsheet-avis.

Tøger Seidenfaden har tidligere forsøgt sig med at dedikere politiken.dk til nyhedsartikler og have baggrundsstof i avisen, men måske var det for tidligt?

Uanset hvad, så mener jeg, at der ligger en klar og logisk pointe i at gentænke udgivelsesfrekvensen, især når læser- og oplagstallene falder for de trykte aviser. Der er sket utrolig mange ting indenfor medieforbruget og udbuddet over hele verden i løbet af de seneste par år. Men aviserne har ikke rigtig formået at følge med. Det er det, der koster nu.

Som Chris O’Brien fra Next News Room skriver er der gode muligheder for at gentænke avisen:

The fundamental problem newspapers have today is with their product, not the journalism. We give readers one product, in one form, at one time. Increasingly, that product doesn’t fit the way they lead their lives, or consume their news and information. For years, these people have been telling us that they wish there was greater choice in the way they got the print edition. Why can’t I just get the sports section? Or the business section? Yet no one has really tried to tackle this issue head on.

Manden har jo ret.