Hvornår er det okay at rette i online-artikler – og hvornår er det 1984?

Foto: ElbridgeGerryJeg har gjort det til en del af mit arbejde at give lidt feedback på nogle artikler fra ekstrabladet.dk til en journalist og en praktikant.

Den ene dag kommer jeg ind til praktikanten, hvor hun siger, at hun netop lige er i gang med at rette nogle af de ting, som jeg har påpeget under feedback’en. Jeg synes selvfølgelig, det er rart at se en dedikation (og tiltro) af en sådan grad, men det fik mig samtidig også til at tænke:

For hvor går grænsen for, hvor meget man kan tillade sig at redigere i artikler på nettet – især hvad angår artikler, der er en del af ‘den lange hale’, altså artikler der ikke længere er en del af nyhedsflowet, men blogger ligger på hylderne på websitet.

Ministeriet for Sandhed og deres version af sandheden
Et af kerneelementerne i George Orwells klassiske 1984-bog er Ministeriet for Sandheds arbejde med konstant at omskrive historien, så den passer til partiet og dets politik. Det indebærer blandt andet at fjerne gamle aviser og få trykt nye med et indhold, der passer partiet bedre.

Et arbejde, der fører til, at hovedpersonen Winston Smith opdigter ‘Kammerat Ogilvy‘.

Med internettet er det blevet endnu nemmere at rette i artikler, som man også kan læse om i The Economist ‘Intelligent Life’-magasin.

Dette er selvfølgelig en god ting, for det gør det lettere at rette fejl. Da man således sammenlignede Encyclopedia Britannica med Wikipedia, blev de fejl der blev opdaget på Wikipedia rettet næsten med det samme – en luksus som Britannica-folkene ikke havde.

Men jeg kan ikke lade være med at tænke, at det også åbner op for en glidebane, der går i retning af Ministeriet for Sandhed, og der skal vi ikke hen.

Et eksempel: Jeg synes for eksempel det er fint, når en kollega opdaterer en historie om et rådyr i et hegn (efter det blev påpeget på dseneste.dk), så artiklen starter med følgende:

OBS: Nogle informationer i denne artikel er senere blevet tilbagevist. For den mest præcise artikel i sagen, følg dette link: Bøf-Jensen offer for bagvaskelse

Det havde dog ikke været i orden, synes jeg, at omskrive artiklen fuldstændig – eller at gøre ingenting. For eksempel faldt jeg på et tidspunkt over en historie hos et dansk medie (jeg kan ikke huske hvilket) om en gruppevoldtægt, som en pige havde anmeldt. Voldtægten viste sig senere hen at være opdigtet, men det meldte artiklen ikke noget om.

Her synes jeg, man burde have opdateret artiklen efter eksemplet med rådyret.

Men det bliver nemt en glidebane. For eksempel er det farligt at begynde at rette i lederartikler og lignende, som eksempelvis kunne være skrevet før Irak-krigen (altså pre-19. marts 2003) og indeholde nogle ting, der viste sig ikke at passe.

Hvad synes du? Er det okay at rette i artikler på nettet? Og hvordan skal rettelserne i så fald indarbejdes – skal det tydeligt kunne ses, når der er blevet rettet/tilføjet noget? Og skal der være en bagatelgrænse?

The New York Times tager panoramabilledet et skridt videre

En god grund til at købe aviser og/eller magasiner er billeder. Store flotte billeder. Aviserne sparer på trykomkostningerne, og det går udover billederne, så man efterhånden kun ser rigtig fede billeder i magasiner. National Geographic har for eksempel nogle imponerede billeder.

Og nu lader det imidlertid til, at billederne på nettet får et — tiltrængt — nøk i den rigtige retning.

På Journalisten.dk læser jeg om et panorama-foto taget under John McCains tale. Billedet kan ses her.

Klik på “Full Screen” i øverste venstre hjørne og lad det rive benene væk under dig.

Panorama-formatet er nu ikke helt så gennembrydende, som Journalisten får det til at lyde som. Flere ejendomsmæglere har brugt det til affotografering af lejligheder, og DR har også brugt teknologien, blandt andet til royal dåb (også af kirken) og nyhedsstudiet.

Billedet på New York Times overstiger dog de andre i kvalitet.

Journalisthøjskolen: Det er en gimmick
I artikel på Journalisten.dk udtaler leder for fotojournalistuddannelsen på Journalisthøjskolen, Søren Pagter sig. Han er imponeret, men kalder det en »gimmick«:

»Når først vi har set panoramabillederne nogle gange, kan de ikke bidrage med noget nyt,« siger Søren Pagter.

Konservatisme, når det er bedst. Jeg har tidligere brokket mig over konservatisme blandt journalister, og Pagters udtalelse er et meget godt billede på det.

Det minder om noget, som en konservativ medieperson kunne finde på at sige om Google Maps, inden det vandt indpas.

Jeg ser personligt panoramabilleder som et superlækkert format, der kan redde fotografernes værdighed på internettet, hvor alle kan uploade billeder og få dem brugt til historier.

Og så har panoramabillederne samme feature som Google Maps, som scorer højt hos brugerne: Træk og slip. Brugeren kan selv trække frem og tilbage og bestemme, hvordan og i hvilken rækkefølge, indholdet skal serveres.

Et drømmescenarie må være at kombinere Google Maps med panoramabilleder. Meeen, når vi først har set det nogle gange, kan det jo ikke bidrage med noget nyt, vel? :-)

Newspaq skal levere til Avisen.dk

Så er første hak for Nyhedsavisen på nettet, Avisen.dk i hak. Morten Wagner har valgt Newspaq til at levere nyheder til sitet.

Det skriver MediaWatch:

Avisen.dk kom i gang næsten inden for de lovede 24 timer. Nyhedsbureauet Newspaq leverer nyhedsfeedet.

Det oplyser Morten Wagner, der står bag Avisen.dk, som ejes af Freeway-koncernen.

Aftalen vedrørende et partnerskab om sitet er dog endnu ikke faldet på plads.

Reboot dag 1: Er online medieudviklingen ved at gå i stå?

Så er pulsen ved at være nede igen efter en god førstedag på Reboot med mange gode indslag (stor tak og respekt til Thomas Madsen-Mygdal for at gøre det igen-igen!) og en helt fænomenal fodboldkamp, der sendte det rigtige hold i finalen mod Tyskland ;-)

Dagens sidste indslag var af en af mine helte, Dan Gillmor, der har skrevet bogen “We The Media”, der handler om græsrodsmedier og borgerjournalistik – og som er skrevet, før det blev “smart”.

Efter Gillmors talk ville jeg lige have ham til at signere min udgave af hans bog (lidt fan-boy er man vel :-)), og mens jeg står og venter på, at han bliver ledig, møder jeg Henrik Føhns, som du måske kender fra DR’s Harddisken.

Snakken falder hurtigt på dagen, der er gået, og vi bliver enige om, at selvom det har været en god dag, så har der ikke været så meget nyt under solen.

Gammel vin på….flasker
Howard Rheingold (som jeg havde hørt gode ting om via Kim Elmose) holdt en snak, der også kunne have fundet sted for to år siden. Ja, internettet er en stor ting og ja, kollaborative tiltag er rigtig gode, men vi kom ikke rigtig så meget dybere.

Gillmors snak var god, men pointerne og historierne var de samme som før, som Jesper Laugesen (fra laugesen.org) åbenbart også synes. Det skal dog ikke være et argument for, at du ikke læser Gillmors bog, hvis du ikke allerede har gjort det! :-)

Så spørgsmålet er, som jeg også talte med Føhns om:

Er vi – altså os som personer – nået til “the forefront” af medieudviklingen på internettet (ikke så sandsynligt), eller står udviklingen mere eller mindre stille i øjeblikket (mere sandsynligt)?

Og værre endnu:

Er online medieudviklingen (især hvad angår sociale medier) ved at gå i stå?

Ikke at der nødvendigvis er noget galt i det, enhver udvikling vil jo forløbe med varierende hastigheder, men jeg synes der var påfaldende mange pointer fra “de store”, som man havde hørt før.

Anyway, i morgen venter den anden og sidste dag på Reboot, hvor jeg blandt andet skal høre om “open web“, Jyri Engeström (der har grundlagt mikroblogtjenesten Jaiku) har en snak, og Chris Messinas indslag jeg bare ikke gå glip af!

Så talleyho! I morgen venter endnu en dag :-)

Du kan stadig følge Reboot10, som jeg skrev i mit tidligere indlæg.

8 mio filantrop-dollars skal give aviserne succes på nettet

Ifølge New York Times har filantropen Leonard Tow givet 8 millioner dollars til to journalistikskoler for at finde ud af, hvordan aviserne kan få succes på nettet.

Der er tale om 5 millioner dollars til Columbia University’s Graduate School of Journalism og 3 millioner dollars til The City University of New York’s Graduate School of Journalism.

“I’m really worried about the print-journalism side of the business,” said Mr. Tow, 80. “There’s so much contraction of employment going on; every day you pick up the paper and this chain or that chain has laid off another 10 percent, and we’re watching advertising support slowly disintegrate.”

Læs hele artiklen, hvor du også kan læse, hvordan de to skoler vil bruge pengene.

Good news, everyone: Journalisthøjskolen vil vænne de studerende til online-journalistikken

Der sker ting og sager på Journalisthøjskolen. I hvert fald har man nu indset, at fremtiden er digital for nye journalister:

“Flest studerende er interesseret i de klassiske medier, selvom de selv mest bruger nettet og gratisaviser. Det udvikler sig selvfølgelig gennem uddannelsesforløbet, men den klassiske journalistik er generelt i højsædet”, siger Anne-Marie Dohm, der er rektor på Journalisthøjskolen.

Denne holdning skal ændres, hvis journalisterne skal være rustet til fremtidens medielandskab. Derfor etablerede Journalisthøjskolen sidste sommer en ny strategi for undervisning i online-medier.

“Målet er, at alle nyuddannede skal forlade Journalisthøjskolen med grundlæggende digitale kompetencer. Heraf skal en del have specialviden i online-journalistik på et niveau, der gør at de kan være innovative og udvikle online fortællemåder. Online-medier kan andet end at lave hurtige nyheder, selvom det oftest bliver brugt sådan. Det er for eksempel et fantastisk feature-medie”, siger Anne-Marie Dohm.

Jeg er enig. Især i, at netmediet er meget mere end hurtige nyheder og er oplagt til features.

Jeg har i lang tid ønsket mig, at Journalisthøjskolen ville gøre netop dette (netmediet har jo i den grad etableret sig), så det er kærkomment. Nu kan man fra skolens side tage revanche over, at man ikke indførte obligatorisk omgang med nettet, da man reorganiserede starten af journalistuddannelsen for nylig.

Jeg glæder mig til at læse mere om det nye tiltag på Journalisthøjskolen, god vind!

Mylenberg: Ikke sikkert, det er rigtigt, at lægge kortene på bordet

Da jeg for nogle dagen siden skrev om, hvordan Ekstra Bladets metoder var til debat på Journalisthøjskolens blog, skrev jeg blandt andet:

Det, jeg allerbedst kunne lide ved hele sagen er den åbenhed, der har været: Chatsamtaler og al korrespondance mellem de pågældende mandspersoner og den falske 13-årige er lagt ud. Det er forbilledligt og viser en god brug af internettet, som jeg ikke kan forstå, at journalister ikke bruger hver gang de lancerer en stor sag/historie.

Det er Troels Mylenberg (der er leder for Center for journalistik på SDU) åbenbart ikke enig i. I en artikel på MediaWatch.dk er han citeret for at have sagt følgende:

“Vi har ikke nogen kutyme eller fast metode for hvordan man opererer presseetisk på området for web-tv. Ekstra Bladet har lagt alt frem, det kan man have sympati for, men det er ikke sikkert at det er den rigtige måde at gøre det, der vil gå noget tid før vi har oparbejdet et fælles sprog for etiske overvejelser i forhold flermedialitet.”

Så hvad mener Mylenberg? At journalister fortsat skal holde kortene tæt til kroppen og ikke åbne op for processer og research ved hjælp af internettet, før han og andre har fundet »et fælles sprog for etiske overvejelser i forhold flermedialitet«?

Ekstra Bladets metoder til debat på Journalisthøjskolens blog

Det er jo nok de færreste, der ikke har lagt mærke til, at Ekstra Bladet i den forgange uge har hængt nogle pædofile ud.

Det, jeg allerbedst kunne lide ved hele sagen er den åbenhed, der har været: Chatsamtaler og al korrespondance mellem de pågældende mandspersoner og den falske 13-årige er lagt ud. Det er forbilledligt og viser en god brug af internettet, som jeg ikke kan forstå, at journalister ikke bruger hver gang de lancerer en stor sag/historie.

Metoderne bag afsløringerne har ført til et mavesurt blogindlæg på Journalisthøjskolens blog fra Asbjørn Slot Jørgensen, der er lektor og har undersøgende journalistik som et speciale.

Trækker sig som censor på grund af blogindlæg
Men hvor selve blogindlægget er en blandet fornøjelse at læse, så er der gang i snakken i kommentarerne under indlægget. I skrivende stund er der kommet 29 kommentarer, en del fra Ekstra Bladet-ansatte, der støtter journalist Heine Jørgensen i metoderne.

Blogindlægget har fået Heine til at trække sig om ekstern censor på Journalisthøjskolen (et valg jeg personligt ikke er helt enig i), så der sker ting og sager. Deltag i debatten, det er dejligt at se, at blogmediet kommer til sin ret på Journalisthøjskolen – især efter jeg var ude med skarp kritik af bloggen. Asbjørns indlæg er, hvad det er, men det har fostret en god debat.

Financial Times: Unikke brugere er ikke alt

MediaWatch har en superkort artikel om, at Ian Cheng, der er redaktør og ansvarlig udgiver for netudgaven på Financial Times, FT.com, siger, at antallet af unikke brugere ikke er nok til at sige noget om, hvorvidt en artikel har været “populær” blandt læserne.

Det falder helt i tråd med, at jeg tidligere har foreslået en formel for, hvad der er kvalitet på nettet.

Måske er det på tide, at nogen satte sig ned og skabte en formel, som kombinerer de forskellige målinger, vi har til vores rådighed nu?

En formel for kvalitet på nettet?

En af fordelene ved internettet fremfor papiravisen er, at det er muligt at se meget præcis, hvor mange, der har læst en given historie.

Dette har dog, i mine øjne, taget overhånd, og vi er efterhånden derhenne, hvor vi sidestiller en historie, som er blevet læst/klikket på mange gange som en god historie. Men det er den nødvendigvis ikke.

De mange kliks kan jo for eksempel betyde, at overskriften er god (eller indeholder ord som “sex”, “chok” eller lignende) eller at billedet animerer folk til at klikke på historien. Det siger intet om, hvorvidt indholdet af artiklen rent faktisk er godt og falder i læsernes smag.

Ingredienser
Derfor forestiller jeg mig en formel, der gør det muligt at sige noget mere kvalificeret om, hvilke historier, der er gode. Umiddelbart vil jeg foreslå, at man inkluderer følgende i formlen:

  • Antal visninger (som nu)
  • Sessionstid (hvor længe har læserne i gennemsnit haft historien åben?)
  • Hvor mange gange er artiklen blevet videresendt?
  • Deltagelse (antal kommentarer og lignende)
  • Tidspunkt (antallet af potentielle læsere afhænger jo at tidspunktet på døgnet, derfor kan døgnet inddeles i zoner)
  • Artikellængde (sessionstid afhænger blandt andet af artiklens længde)

Nogle af parametrene hænger sammen, for eksempel skal antallet af læsere/visninger og antallet af kommentarer måske divideres med den tidszone, vi er i. Altså skal tidszonen omkring middag have et højere tal, således at det tal, der kommer ud er lavere. Det samme gælder for sessionstiden og længden af artiklen, formentlig målt i antal anslag (inklusiv mellemrum).

Hvordan formlen skal stilles op, og hvor meget de forskellige parametre skal veje i forhold til hinanden, vil jeg lade være op til folk, der har bedre forstand på det end mig.

Men jeg synes altså, at vi mangler et måleredskab for kvalitet (og ikke kvantitet) på nettet! Er jeg den eneste?