Indlæg tagget ‘mikroblogging’

Mark Jensen fortæller Ulla Snetoft Ødum en ting eller to om Twitter

20. september 2009

Som en der bruger mikrotjenesten Twitter, både personligt og professionelt i forbindelse med mit arbejde, vil jeg lige rette lidt opmærksomhed i retning af min ven og bestyrelsesmakker i DONA, Mark Jensens indlæg 'Åbent brev til Ulla Snetoft Ødum' om netop Twitter.

Marks indlæg er en reaktion på en kommentar, som Ulla Snetoft Ødum har lagt på K Forum til artiklen 'Twitter: The second Second Life?'.

Den Twitter-kritiske og…lad os sige "knapt så researchede" kommentar har følgende ordlyd:

Tak for god og tankevækkende artikel om Twitter. Må jeg bare som kynisk, skuffet og gnaven ex-twitter bruger sige, at du har så evigt ret i dine kommentarer om, at twitter fejler totalt på det sociale plan. Det er egen erfaring her, men ikke desto mindre et meget godt indblik i, hvorfor det går galt. Ingen bruger det! Det har overhovedet ikke fanget an i DK. Det er bare en tom skal og et mediehype der oven i købet har verdens dårligste brugerflade og er fyldt med latterligheder og fejl, der kan bringe selv den mest it-glade bruger i knæ. I tried – and it failed vil jeg sige herfra.

Jeg har officielt opgivet twitter i går, farvel twitter, med meget blandede følelser og slet irritation over, at det ingen bruger det. For det er et godt koncept og der er et stort potentiale, men intet netværk, intet forum, er bedre end sine brugere. Og brugerne er der ikke. Danskerne er nogle sløve padder. Klart det ikke fanger an, hvis man går derind glad og fro og forventningsfuld og opdager, at man snakker med sig selv. Alen lange dialoger med ens underjeg. Det bliver jo trættende i længden. Nu taler jeg om den sociale del af twitter, ikke den nyhedsopdaterende del, som jeg i øvrigt er skeptisk overfor – der findes vel andre kanaler til den slags.

Somehow så kan danskeren ikke håndtere mere end 1 medie og når nu Facebook er hver danskers kæreste eje plus minus, så er det for meget at skulle opdatere flere steder. Hvilket det i princippet også er. Der må være grænser for ens egne selvreflektoriske og selviscenesættende evner. Det korte og det lange er, at det duer ikke. Twitter har tabt. Jeg giver det max max 6 mdr, så er den fugl så død som en stægt hanekylling på et spyd. Og jeg kan sige det med god samvittighed, for jeg ser tendensen. Jeg har selv ihærdigt prøvet nu i et godt stykke tid, twittet løs og lokket venner ind på uanstændige måder bare for at få gang i snakken. Intet skete. Man tilmelder sig og følger ikke op og her er vi tilbage til den anden pointe omkring brugerloyalitet, men ikke overraskende vil jeg sige. Se venedig og dø.

Hvis man så oven i det tillægger, at det er en utrolig dårlig platform, som hele tiden går ned og har haft så mange børnesygdomme, at man skulle tro intet var tilbage. Man kan ikke finde sine venner, søgefunktionen på venner via hotmail har ikke fungeret i laaang tid, og kan man ikke finde sine venner – end ikke, når man har fået deres absurde brugernavn på mail! – så er det jo håbløst. Den slags barrierer er alt alt for stor i en verden hvor alt ellers kan klares med et klik.

Så altså en platform der ikke fungerer efter hensigten kombineret med en mentalitet, der er så langsom og så lidt forandringsvillig, at en skildpadde ville gå hurtigere – i slow motion, så ser jeg bare ikke nogen fremtid for twitter. Men det er min mening. Og den er bitter. I tried. I really tried!

No more twitts. The twitt really is dead.

Det er denne kommentar Mark tager fat på og giver en kærlig behandling. Jeg vil egentlig ikke sige så meget om kommentaren, for jeg synes, Mark siger det ret godt.

COP15 er både på Twitter og Facebook

30. august 2009

COP15-logoTil december lægger København hus til klimatopmødet COP15. Og arrangørerne har, selvfølgelig kan man sige, været opmærksomme med at komme ud og være der, hvor folk er.

Arrangørerne bag har således oprettet både en Twitter-konto (twitter.com/cop15) og Facebook-side (facebook.com/cop15), hvor du kan følge med.

En af de ting, jeg godt kan lide ved Twitter-profilen er, at det ikke kun er indlæg fra hjemmesiden, der trækkes ind via TwitterFeed, men at der også er mere "personlige" indlæg imellem, som eksempelvis dette:

100 days to go until the UN Climate Change Conference 2009 in Copenhagen – thanks for following and RT'ing! #cop15 #climate http://cop15.dk(#)

Bemærk i øvrigt også, at COP15-folkene bruger hashtags, så folk der sidder og følge med, hvad der bliver skrevet om klimaet på #climate-tagget også ser COP15's egne tweets.

Der er også en YouTube-bruger på youtube.com/cop15, men om det også er topmødearrangørerne, der står bag den er nok mere tvivlsomt. Den indeholder i hvert fald ingen videoer og har blot YouTube-standardbilledet som avatar. Det ville ellers være oplagt.

Følg Medieblogger på Twitter

29. august 2009

I disse tider med masser af kommunikationskanaler og værktøjer, kan det være svært at følge med, og det er vigtigt for udbydere af indhold at være så mange steder som muligt.

Derfor kan du nu også følge Medieblogger på Twitter på twitter.com/medieblogger.

Til at starte med bliver der kun postet de seneste indlæg her fra medieblogger.dk, men med tiden er det planen, at der også skal være tweets, som ikke nødvendigvis linker til et indlæg på bloggen.

Hvis du hellere vil følge med fra din e-mail, har vi også et nyhedsbrev.

Pepsi bruger Twitter – det gør Politiken og Forbrugerrådet til et alvorligt problem

29. august 2009

Twitter logoDet er ikke nemt at være virksomhed og agere på og i forhold til de sociale medier.

Gør man intet, så har man kommunikationsfolk og brugere, der er sure over det. Og går man aktivt ud og bruger de sociale medier og integrerer sit website med disse services, så er det også et problem. Det i hvert fald det indtyk, man sidder med efter at have læst Politikens artikel 'Twitter gør dig til en reklamesøjle'.

Her føler man tilsyneladende, at man er kommet på sporet af en god historie: Mikroblogtjenesten Twitter er gratis, men men men, de beskeder ("tweets"), man skriver på Twitter kan bruges af andre på deres websites, for eksempel virksomheder:

Der er fri adgang for firmaer til at bruge hvad du skriver på Twitter til reklameformål, og det kan blive dyrt for brugeren, mener Forbrugerrådet.

[...]

Som så mange andre sociale medier koster det ikke penge at oprette en profil på Twitter. Men gratis er det alligevel ikke, og prisen kan være høj på det personlige plan.

Hallo, hvad sker der? I artiklen er eksemplet Pepsi, der trækker tweets ind, der indeholder "Pepsi". Slikproducenten Skittles har gjort det samme på deres website. Med andre ord så tager virksomheden den snak der er om produkterne og placerer den på selve websitet. Det må beskrives som gennemskuelighed og, synes jeg, god stil.

Men nej. For i Politiken-artiklen er det blevet lavet om til, at dine tweets kan bruges som reklamer. Vrøvl. For skriver du for eksempel "Pepsi sucks – give me a coke!", så bliver det også vist. Klik på billedet i artiklen og læg mærke til det tweet, hvor en bruger faktisk skriver, og jeg citerer: "I love coke".

Jeg kan slet ikke forstå, at Forbrugerrådet har behov for at gå ud og markere sig her, hvor man med alt synlighed ikke føler sig hjemme. Det er en integreret del af Twitter, at tweets kan trækkes ud. Vil man ikke spille med der, kan man under indstillinger sætte hak i "Protect my tweets" – en knap der har beskrivelsen:

Only let people whom I approve follow my tweets. If this is checked, you WILL NOT be on the public timeline. Tweets posted previously may still be publicly visible in some places.

Dette skriver man ikke noget om i artiklen.

Reklamesøjle?
Til gengæld bruger man ordet "reklamesøjle". Er der overhovedet dækning for det? For betyder reklamesøjle ikke, at eksempelvis Pepsi ville skrive på DIN Twitter-profil med reklamer for dem selv? Og det er jo ikke det, der er tale om her.

Pepsi gør derimod folk fortalere for produktet Pepsi – forudsat at det, de har skrevet er positivt. Har de skrevet noget negativt om Pepsi, så har det den modsatte virkning. Det er reglerne i det spil, som Pepsi er trådt ind i.

Om artiklens vinkel skyldes en manglende viden om Twitter eller en modvilje mod tjenesten, skal jeg ikke kunne sige. Jeg vil blot håbe, at interesserede også ser dette indlæg og får hele historien med.

PS: Da jeg postede linket til Politiken-artiklen på Facebook, fik jeg følgende kommentarer:

Klassisk udslag af, at det som bekendt er meget nemmere at kritisere end at forstå? :-)
- Trine-Maria Kristensen

Jeg tror der er en jurist i forbrugerrådet og en journalist på Politiken, der godt kunne bruge en krammer. Mon ikke det kunne få dem til at sige 'EJ, hvor er det fedt at Twitter kan [indsæt hvadsomhelst fra de seneste 5 artikler om Twitter]!'
- Asbjørn Poulsen

Bo Elkjær deler ud af sine Twitter-erfaringer fra Bagger-retssagen

27. august 2009

Bo Elkjær, som jeg har den store fornøjelse af at være kollega med på Ekstra Bladet, dækkede som den første herhjemme en retssag via mikroblogtjenesten Twitter, nemlig retssagen mod Stein Bagger.

Nu har Bo lavet et skriv omkring sine erfaringer fra retssagen, samt nogle af de muligheder han ser med journalistik via Twitter.

Jeg har fået lov af Bo til at dele dette dokument med dem, som det måtte interessere. Så hvis du er intesseret: Hent Bos skriv her (PDF).