Som en der bruger mikrotjenesten Twitter, både personligt og professionelt i forbindelse med mit arbejde, vil jeg lige rette lidt opmærksomhed i retning af min ven og bestyrelsesmakker i DONA, Mark Jensens indlæg 'Åbent brev til Ulla Snetoft Ødum' om netop Twitter.

Marks indlæg er en reaktion på en kommentar, som Ulla Snetoft Ødum har lagt på K Forum til artiklen 'Twitter: The second Second Life?'.

Den Twitter-kritiske og…lad os sige "knapt så researchede" kommentar har følgende ordlyd:

Tak for god og tankevækkende artikel om Twitter. Må jeg bare som kynisk, skuffet og gnaven ex-twitter bruger sige, at du har så evigt ret i dine kommentarer om, at twitter fejler totalt på det sociale plan. Det er egen erfaring her, men ikke desto mindre et meget godt indblik i, hvorfor det går galt. Ingen bruger det! Det har overhovedet ikke fanget an i DK. Det er bare en tom skal og et mediehype der oven i købet har verdens dårligste brugerflade og er fyldt med latterligheder og fejl, der kan bringe selv den mest it-glade bruger i knæ. I tried – and it failed vil jeg sige herfra.

Jeg har officielt opgivet twitter i går, farvel twitter, med meget blandede følelser og slet irritation over, at det ingen bruger det. For det er et godt koncept og der er et stort potentiale, men intet netværk, intet forum, er bedre end sine brugere. Og brugerne er der ikke. Danskerne er nogle sløve padder. Klart det ikke fanger an, hvis man går derind glad og fro og forventningsfuld og opdager, at man snakker med sig selv. Alen lange dialoger med ens underjeg. Det bliver jo trættende i længden. Nu taler jeg om den sociale del af twitter, ikke den nyhedsopdaterende del, som jeg i øvrigt er skeptisk overfor – der findes vel andre kanaler til den slags.

Somehow så kan danskeren ikke håndtere mere end 1 medie og når nu Facebook er hver danskers kæreste eje plus minus, så er det for meget at skulle opdatere flere steder. Hvilket det i princippet også er. Der må være grænser for ens egne selvreflektoriske og selviscenesættende evner. Det korte og det lange er, at det duer ikke. Twitter har tabt. Jeg giver det max max 6 mdr, så er den fugl så død som en stægt hanekylling på et spyd. Og jeg kan sige det med god samvittighed, for jeg ser tendensen. Jeg har selv ihærdigt prøvet nu i et godt stykke tid, twittet løs og lokket venner ind på uanstændige måder bare for at få gang i snakken. Intet skete. Man tilmelder sig og følger ikke op og her er vi tilbage til den anden pointe omkring brugerloyalitet, men ikke overraskende vil jeg sige. Se venedig og dø.

Hvis man så oven i det tillægger, at det er en utrolig dårlig platform, som hele tiden går ned og har haft så mange børnesygdomme, at man skulle tro intet var tilbage. Man kan ikke finde sine venner, søgefunktionen på venner via hotmail har ikke fungeret i laaang tid, og kan man ikke finde sine venner – end ikke, når man har fået deres absurde brugernavn på mail! – så er det jo håbløst. Den slags barrierer er alt alt for stor i en verden hvor alt ellers kan klares med et klik.

Så altså en platform der ikke fungerer efter hensigten kombineret med en mentalitet, der er så langsom og så lidt forandringsvillig, at en skildpadde ville gå hurtigere – i slow motion, så ser jeg bare ikke nogen fremtid for twitter. Men det er min mening. Og den er bitter. I tried. I really tried!

No more twitts. The twitt really is dead.

Det er denne kommentar Mark tager fat på og giver en kærlig behandling. Jeg vil egentlig ikke sige så meget om kommentaren, for jeg synes, Mark siger det ret godt.