Er den danske mediebranche i krise? Og er Holger et symptom?

I forgårs blev den 3-årige Holger fundet efter at have været væk i 24 timer. Hele det danske mediebillede lod mere eller mindre resten af verden være resten af verden og hejste Holger-flaget højt. For højt. Også internationalt slog Holger igennem, blandt andet hos CNN.

Historien om Holger er en god historie. Den har det hele: Et barn, der bliver væk. Timer med fortvivlelse og nervøse forældre. Og så bliver barnet fundet igen, og alt ender lykkeligt. Men det kammede over. Pludselig skulle vi også høre om dem, der fandt Holger. Om hvordan det føltes. Og i går, altså dagen efter den gode nyhed, havde TV Avisen endnu et indslag om Holger (man brugte det blandt andet som oplæg til Aftenshowet, der blev vist bagefter) og BT har haft en idolplakat(!) af Holger med i avisen. Det er for meget.

I går aftes havde Natholdet med Anders Breinholt valgt at fokusere på den overdrevne dækning af Holger og hans forsvinden.

Man kan selvfølgelig trække på skuldrene af, at en lille dreng kan få så meget opmærksomhed og så smile af den gode historie. Man kan også forsøge at se det hele lidt på afstand og prøve at forstå, hvad der sker – og hvor filmen knækkede.

Historien om Holger begyndte som en god historie. En rigtig god, tabloid historie. Men mange flere end de tabloide medier tog fat i historien. Men ingen af medierne vidste, hvornår man skulle stoppe – og det er nærliggende at trække paralleller til historien om de chilenske minearbejdere, der var fanget under jorden. Bevares, de to historier kan umiddelbart ikke sammenlignes, men basalt set fungerer de på samme plan: Det er en solstrålehistorie om noget, der kunne være endt så galt, men som endte så godt. Og begge historier blev stærkt overeksponerede. Både af de tabloide medier og medier, der ikke har Holger-historier blandt deres kernekompetencer.

Historien om Holger egner sig glimrende til et afsnit af ‘Rejseholdet’ eller en dokumentar i den bedste sendetid på DR. I stedet blev Holger brugt i større eller mindre grad som et gidsel i jagten på flere seere/læsere/klik, og det, der startede som en god historie endte som en lille dreng, der burde gå i seng. Og medierne bør reflektere og undersøge, hvordan Holger-historien kunne komme så vidt. Fra egentlig blot at være en historie om en dreng, der gik væk, fordi han var utilfreds med en jakke – til at være en landsdækkende historie om liv og død.

I dag blev det så til historien om, at hvis så mange frivillige ikke havde deltaget i jagten på Holger (hvilket ellers var en del af det smukke ved historien), så havde man fundet Holger på en time.

Spørgsmålet er så, om der er mere at udlede af dette end blot, at det tog overhånd. Er det et billede på et mediebillede, der har ændret sig? Havde en historie om Holger fyldt lige så meget for 10 år siden, hvor klik ikke var lige så meget Gud, som de er den dag i dag? Det er selvfølgelig svært, hvis ikke muligt, at sige.

Men det er ingen tvivl om, at historien om Holger er et symptom på det nye mediebillede, hvor personen er vigtigere end historien. Vi ser det blandt andet indenfor den politiske journalistik, hvor det næsten er blevet en sport at gå efter manden (m/k), og ikke bolden – og indenfor underholdningsjournalistikken, hvor folk bliver omtalt, blot de har været deltagere i et program, der sigter efter impulsive folk, der lader de grundige overvejelser være en by i Rusland og får drukket rigelige mængder alkohol eller foretaget andre udskejelser, som basalt set ikke burde interessere andre.

Man taler så meget om ‘amerikanske tilstande’, og at det altid kun er et spørgsmål om tid, før en amerikansk tendens (godt som skidt) krydser Atlanten og med tiden rammer de danske kyster. Hvis vi imiterer (eller, fortsætter med at imitere) det amerikanske mediebillede, så ender det galt.

Public broadcasting gør os klogere
The Daily Beast har skrevet om en undersøgelse foretaget af magasinet Newsweek. Man gav 1.000 amerikanere den amerikanske statsborgertest – 39% dumpede.

Blandt årsagerne nævnes det komplekse politiske system i USA, men også det amerikanske mediemarked nævnes som en årsag:

Another hitch is our reliance on market-driven programming rather than public broadcasting, which, according to the EJC [European Journal of Communication] study, “devotes more attention to public affairs and international news, and fosters greater knowledge in these areas.”

Danmark var også med i den nævnte undersøgelse, hvor vi klarer os bedre end amerikanerne. Det skal vi være glade for. Men vi skal også være bevidste om, at det er en position, som vi skal gøre noget for at bevare. Og det gør vi ikke ved hovedløst at jagte de historier, som giver flest klik og vurderer en succes ud fra, hvor mange klik/læsere/seere, den gav. Der mangler, stadig, en formel for kvalitet på nettet, der tager højde for mere end blot sidevisninger.

For der skal ikke herske nogen tvivl om, at der var masser af trafik at hente i Holger-sagen. Se blot denne graf (tak til Filip Wallberg).

Som medier skal vi være vores rolle bevidst. Vores rolle er mere end at fortælle om de semi-kendte mennesker, der skaber sig fjollede på TV og om, hvad Holger skulle have til aftensmad. Vi skal også tage vigtige emner op. Der er ikke nødvendigvis de store seer-/læser-/visningstal forbundet med det – men vi skal gøre det, fordi det er vigtigt.

Worst case scenario er, at vi ender som amerikanerne:

When Newsweek recently asked 1,000 U.S. citizens to take America’s official citizenship test, 29 percent couldn’t name the vice president. Seventy-three percent couldn’t correctly say why we fought the Cold War. Forty-four percent were unable to define the Bill of Rights. And 6 percent couldn’t even circle Independence Day on a calendar.

Vi er godt med, men 32 procent af os kan angiveligt ikke hitte ud af, hvad Taliban egentlig er:

Sixty-eight percent of Danes, 75 percent of Brits, and 76 percent of Finns could, for example, identify the Taliban, but only 58 percent of Americans managed to do the same—even though we’ve led the charge in Afghanistan.

Det kan vi måske leve med, men det er os, medierne, der skal sørge for, at folk ved den slags ting. Hvis vi ryster på hånden, har vi fejlet.

Fungerer brugerblogs ikke for de store mediehuse?

Min gode ven, og tidligere kollega, Kim Elmose (som er blogredaktør på Politiken), har skrevet et rigtig interessant indlæg om, hvorvidt læserblogs har værdi for de store medier.

Jeg synes, at erfaringen er, at det fungerer bedst på nichemedier – fx. Ingeniøren og Computerworld – samt lokale medier, mens – sorry Nationen og Avisen.dk – at det fungerer knap så godt – hvad angår kvalitet på større landsdækkende medier.

Mange onlineredaktører og -personer hos de store medier er af den opfattelse, at indholdet skal samles hos dem. Kim mener det stik modsatte:

Skulle vi gå i gang nu, ville det være svært at pege på årsagen til at folk skulle rykke en blog over til os. Hvor skulle vi diffentiere os fra de mange tilbud, der er – Blogger, WordPress.com + de ovenfor nævnte ved at åbne op for alle til at oprette en blog?

Det er meget rigtigt. Kim nævner også Politikens trackback-service (som bliver leveret af blogsøgemaskinen Twingly), som betyder, at hvis man fra sin blog linker til en artikel på Politikens netavis, og ens blog er sat op til at pinge Twingly, så linker politiken.dk-artiklen automatisk tilbage.

En genial måde at kommentere på artikler, og hvis et blogindlæg er over stregen, er det bare at slette det trackback-link. Det bliver også lettere at være mediet, da man ikke skal bekymre sig om at moderere blogindlæg, kommentarer, etc.

Vi har en lignende service sammen med den danske blogsøgemaskine, Overskrift.dk, som mig bekendt indekserer flere danske blogs end Twingly. Vi har dog endnu ikke fået implementeret featuren ordentligt (hvilket er vores egen fejl), men det er noget, vi stadig kigger på. Lige nu er der andre større ting, der lige skal i luften først ;-)

Det kræver tid og kræfter

Det vil måske overraske nogen (da jeg arbejder på et stort medie, som har et blogunivers), men jeg er faktisk enig med Kim langt hen ad vejen.

For erfaringerne viser nemlig, at det er svært at få blogmediet til at fungere på et medie, der dækker hele landet og en masse emner. Som Kim også skriver, så fungerer det bedre på lokal- og nichemedier.

Det tror jeg skyldes, at folk har et overordnet emne eller område, de holder sig indenfor. På de store medier beder vi indirekte læserne tage stilling til store ting, som de ikke nødvendigvis har forudsætningerne til at kunne kommentere på. Hvad enten det er amerikansk politik, integrationspolitik eller noget helt tredje.

Jeg siger dog ikke, at det ikke kan fungere på store medier. Men der skal afsættes nogle ressourcer, som kan luge ud og sørge for, at der ikke ligger noget indhold, der er mudderkastning, injurierende eller ligefrem ulovligt. Og den slags indhold vil opstå, og derfor er det vigtigt at have kræfterne til at kunne adressere det.

Vi har for nyligt, i torsdags, givet forsiden på vores blogunivers en overhaling – af den simple årsag, at for meget dårligt produceret indhold fra vores bloggere lå og fyldte op i listerne og skræmte andre, og potentielle nye, brugere og bloggere væk.

Så noget gør vi. Og det er også nødvendigt. Det, vi kan tilbyde vores brugere, i forhold til andre blogcommunities, er en stor potentiel læserskare, og at de kan få deres blogindlæg linket til og/eller repræsenteret på ekstrabladet.dk. Men er der for meget dårligt indhold, som skræmmer de gode bloggere væk, som ikke har lyst til at diskutere personfølsomme emner i offentligheden, så er vi nået ingen steder.

Samtidig skal vi, selvfølgelig, også holde øje med alle de gode blogs derude, som ikke er hos os selv. Det er alle mediers pligt i det nye omstrukturerede marked, som blogs og mikroblogtjenester som Twitter og Jaiku har været med til at skabe.

Er blogmediet taget som gidsel?

For nogle år siden havde jeg kæmpe tiltro til blogmediet, og det har jeg egentlig også stadig, men jeg føler lidt, at det er blevet taget gidsel af nogle mennesker, der føler at de har en ytringspligt, også selvom deres holdninger er komplet ubegrundede og nogle gange direkte forkerte.

Heldigvis er der stadig også en masse gode blogs derude, både på de andre bloguniverser, på folks egne hjemmesider og gudskelov også hos os selv. Og det gælder om at fremhæve de gode bloggere og facilitere dem, så “de andre” bloggere forstår, at det betaler sig at tage det seriøst og gå op i andet end at diskutere i børnehaven.

Og jeg elsker stadig blogmediet, især på grund af dets samtalenatur, som, når det lykkedes, skaber en synergi, som går både bloggere, læsere og kommentatorer klogere og bringer dem tættere sammen – og det er det, det hele handler om i sidste ende.

Men måske er nu et meget godt tidspunkt at gøre status i blogland?

Ærlighed varer længst: Medierne ved ikke nok om de nye medier

I dag da nyhedsbrevet af MediaWatch landede i min inbox, blev jeg nødt til at klikke mig ind på historien “Medier ved ikke nok om nye medier“:

Mange medievirksomheder vil gerne være med på new media – de ved bare ikke, hvordan de skal gribe det an, viser ny undersøgelse. Netværk er vejen frem.

Undersøgelsen, der dog ikke er videnskabelig repræsentativ, har ret, tror jeg.

I undersøgelsen deltager 25 virksomheder og forskere, deriblandt medievirksomehderne DR B&U, TV 2 Østjylland, TV 2 Midtvest, Århus Stifttidende og JP/Politiken. Blandt de medvirkende er der enighed om, at nye medier som for eksempel web-tv og mobiltjenester er vejen frem, men rapporten viser også, at størstedelen af virksomhederne ikke ved, hvordan de skal integrere de nye medier i deres virksomhed.

Jeg er dog ikke helt enig i konklusionen om, at der i højere grad skal bruges forskere. Netværkstanken er jeg til gengæld 100 procent enig i:

Undersøgelsen er første led i et større udviklingsprojekt, som Region Midtjylland har sat i gang. Den lægger op til, at virksomheder opretter et netværk med hinanden og kompetente forskere, hvor de kan diskutere de nye medier og dele erfaringer.

Uden at have et grundlag, der er bare i nærheden af at være videnskabeligt, tror jeg, det handler om for mediehusene at udnytte de unge mennesker, i stedet for nødvendigvis at sætte dem til “bare” at skrive artikler.

Det er de unge, der bruger disse medier og efterhånden er vokset op med dem. Digital natives, med andre ord.

En af mine kolleger, som jeg også gik på årgang med på Journalisthøjskolen, skal holde et oplæg om Google Docs for redaktionsledelsen. Det er rigtigt set af ledelsen, synes jeg.

Jeg siger ikke, at man ikke skal bruge forskere, men at medierne kan nå et langt stykke vej ved at bruge de mennesker, de allerede har siddende i stedet for at skulle lede efter den viden et andet sted.

Samtidig er brugen af de unges viden om de nye medier noget, der starter helt i begyndelsen af journalistuddannelsen. Derfor kan det kun gå for langsomt med at få de nye medier i fokus der.

Unge journalister smutter, hvis udviklingen går for langsomt

Hos JD Lasica ser jeg et blogindlæg om, at de unge journalister overvejer at smutte fra newsrooms, hvor udviklingen er for langsom.

Det er konklusionen af en undersøgelse af 10 newsrooms:

While a certain amount of turnover is expected and normal among the youngest practitioners of any craft — in pursuit of career advancement or reflecting a simple change of heart — these messages seemed different in both volume and intensity. A majority of younger journalists (age 29 and below) in nearly every pilot seemed to us to be saying, “We’re leaving because the changes we see as necessary aren’t happening fast enough.”

Spændende, men næppe vanvittigt overraskende. Undersøgelsen “All Eyes Forward” kan hentes som PDF (164 sider).