Er nyheder overhovedet en vare?

Bemærk: Dette er en kladde, som jeg aldrig fik trykket ‘Udgiv’ på. Det gør jeg nu, da min pointe i indlægget ikke er blevet mindre relevant. Men hvis du synes, indlægget er lidt ‘ude af kontekst’, er det altså derfor.

Tilbage i oktobet skrev Jon Lund blogindlægget “Jeg – en betaler“, som et bidrag til den igangværende debat omkring betalingsapps.

I indlægget fortæller han om et magasin, som han betaler for at læse om på sin iPad. Det magasin hedder Wired og i en kommentar til Jons indlæg, skriver jeg, at jeg ikke synes, Wired kan bruges til sammenligninger, når vi taler om det danske marked for (betalte) apps.

Ikke desto mindre var der noget andet, der slog mig, mens jeg skrev kommentaren, og som jeg gerne vil samle lidt op på, her nogle måneder efter. Nemlig om nyheder overhovedet er en vare længere:

Nyheder er næsten ikke engang en vare længere, det er nærmere en strøm af informationer, som man kan “tappe” ind i hvor/hvornår, man vil – free of charge.

Jeg mener ikke, at nyheder er en vare, som folk (på lang sigt) vil betale penge for. Bevares, vi vil stadig sælge aviser en (formentlig) masse år endnu, men selve nyhederne – altså indholdet som selvstændig enhed – tror jeg, det bliver meget svært at forlange penge for. Når folk køber en avis, betaler de dels for det papir, den er trykt på (og for tryksværten) og for den lethed der er forbundet med at have noget på papir; det er nemt at tage med rundt og kan læses overalt.

I onlineverden er nyheder ikke noget, man vil betale for. Det er indhold/informationer, som bare “er der”, og man kan når som helst, man har tid, hurtigt kigge forbi sit yndlingswebsite for at se, om der er nogle nyheder ude i den store verden. En strøm af informationer, som man kan “tappe” ind i.

Sådan er hele markedet langt hen ad vejen indrettet, og derfor er nyheder på nettet langt de fleste steder gratis – da folk med meget stor sandsynlighed vil erstatte ét website med et andet, hvilket er utrolig nemt, da der er meget lave udgifter forbundet med at læse sine nyheder på website B i stedet for website A.

Derfor tror jeg, at man vil fejle, hvis man prøver at sælge noget til folk, som kun indeholder nyheder. De største/mest relevante af disse nyheder vil alligevel nå forbrugeren, da ingen har råd til at spærre de bedste historier inde bag en betalingsvæg og gå glip af den trafik, som gode artikler medfører for et website.

Hvad skal vi så tjene penge på?
I stedet for kun at fokusere på betaling for indhold (jeg tror godt, det kan lade sig gøre at tage betaling for noget indhold, og landets bedste hjerner er allerede på sagen), så synes jeg, at vi i mediebranchen (nyhedswebsites, aviser, magasiner etc.) bør fokusere på, hvordan vi kan skabe mere værdi for vores brugere.

For noget tid siden læste jeg bogen “Blue Ocean Strategy” (mere om det på Wikipedia), hvor det er en af hovedpointerne: Lad være med at måle dig i forhold til dine konkurrenter og sørg for at skabe mere værdi for dine kunder og din virksomhed i stedet!

Hvis man arbejdede på den måde, ville det for eksempel ikke betyde alverden, at TV 2 lancerede en gratis nyheds-applikation til smartphones, fordi man selv har/laver en app, der tilfører så meget værdi til brugerne, at de selvfølgelig skal have fat i den – også selvom den koster penge. Prissæt ting i forhold til, hvor meget værdi/indhold, der er tale om – i stedet for at gøre det ud fra hvor meget, man mener, man bør tjene lige netop dén del af markedet.

Problemet er, at alle udbyderne tilsyneladende tror, de skal konkurrere på det samme: Nyheder. Og det er samtidig der, hvor det er sværest at differentiere sig i det danske marked.

Oliver Reichenstein fra iA (Information Architects) har en rigtig god pointe omkring netop dette:

I am still highly critical of the idea to make money with content. People pay for service not information (unless it’s practical info). (#)

Det er hovedet på sømmet. Lad os i stedet fokusere på at bygge services, som folk har brug for (også selvom de ikke ved det endnu). Det oplagte er services, der bruger vores eksisterende indhold, men jeg synes ikke vi skal være bange for at lede efter blå oceaner.

The New York Times søger praktikanter med journalistiske multimediekompetencer

New York Times logo

På Mindy McAdams’ blog opdagede jeg indlægget ‘New York Times seeks multimedia journalism interns. Mindy faldt over et opslag, hvor The New York Times efterspørger praktikanter med følgende egenskaber:

  • Front-end Interactive Designer: full skill-set of client-side technologies including HTML, CSS and JavaScript/Prototype. Experience with Ruby on Rails is a plus.
  • Motion Design Storyteller: working knowledge of AfterEffects and Photoshop in producing motiongraphics. Final Cut a plus. We are looking for someone to help grow the motion design side of storytelling. So applicant must have a strong sense of timing and narrative and have the ability to implement a variety of creative styles.
  • Interactive Flash Journalist: Advanced programming knowledge and experience in Flash and ActionScript 3. Experience with Photoshop and Illustrator is a plus.

Det er altså serious stuff at kræve at folk, der skal være med til at præge nyhedsstrømmen:

The program is intended to further develop the skills that would enable the intern to become a producer at NYTimes.com. Training on-site is essential in order to get a sense for what it is like to work in the newsroom. When a news story breaks, the intern will experience first hand how news judgments are made and how the plans for covering a story take shape.

Lad os håbe, at nogle danske newsrooms følger The New York Times’ eksempel.

Major dræber 12 på Fort Hood – Berlingske spiller “Muslim”-kortet

Nidal Malik Hasan (Foto: US Army)Du har formentlig hørt, at majoren Nidal Malik Hasan i går aftes dansk tid gik amok og dræbte 12 mennesker på den amerikanske militærbase Fort Hood. Ellers kan du læse Wikipedia-artiklen ‘Fort Hood shooting‘.

Hasan havde pakistanske forældre og var troende muslim, og det får Berlingske til at publicere artiklen ‘Den gode muslim, som eksploderede‘, som er en art portræt af manden, der nu har taget 12 liv.

Hvad skal vi med sådan en rubrik? Skal den fortælle os, at alle troende muslimer er tikkende bomber, der går rundt og kan eksplodere når som helst?

Hvad hvad jeg har læst, så var Hasan psykisk ustabil (noget, der ikke er begrænset til Islam) og i artiklen ‘Massemorder købte kaffe inden han gik amok skriver DR Nyheder:

En fætter fortæller til avisen New York Times, at han for alt i verden ville undgå at blive sendt til Irak. Nidal Malik Hasan havde for et par år siden hyret en advokat til at hjælpe sig ud af forsvaret, men da militæret havde betalt for hans uddannelse, kunne han ikke bare stoppe.

Samtidig måtte majoren finde sig i mobning fra sine kollegaer. Flere amerikanske medier beretter, at andre soldater mobbede ham på grund af hans palæstinensiske baggrund.
Ifølge ABC blev han kaldt “kamelrytter”.

Især det sidste kan jo være det, der får en psykisk ustabil mand til at “slå klik”. Husk hvad der skete med Gomer Pile i ‘Full Metal Jacket‘.

Er det relevant for historien, at Hasan var muslim? Det synes jeg ikke. Kunne man have brugt overskriften ‘Majoren, der eksploderede’? Det synes jeg.

Hvornår er det okay at rette i online-artikler – og hvornår er det 1984?

Foto: ElbridgeGerryJeg har gjort det til en del af mit arbejde at give lidt feedback på nogle artikler fra ekstrabladet.dk til en journalist og en praktikant.

Den ene dag kommer jeg ind til praktikanten, hvor hun siger, at hun netop lige er i gang med at rette nogle af de ting, som jeg har påpeget under feedback’en. Jeg synes selvfølgelig, det er rart at se en dedikation (og tiltro) af en sådan grad, men det fik mig samtidig også til at tænke:

For hvor går grænsen for, hvor meget man kan tillade sig at redigere i artikler på nettet – især hvad angår artikler, der er en del af ‘den lange hale’, altså artikler der ikke længere er en del af nyhedsflowet, men blogger ligger på hylderne på websitet.

Ministeriet for Sandhed og deres version af sandheden
Et af kerneelementerne i George Orwells klassiske 1984-bog er Ministeriet for Sandheds arbejde med konstant at omskrive historien, så den passer til partiet og dets politik. Det indebærer blandt andet at fjerne gamle aviser og få trykt nye med et indhold, der passer partiet bedre.

Et arbejde, der fører til, at hovedpersonen Winston Smith opdigter ‘Kammerat Ogilvy‘.

Med internettet er det blevet endnu nemmere at rette i artikler, som man også kan læse om i The Economist ‘Intelligent Life’-magasin.

Dette er selvfølgelig en god ting, for det gør det lettere at rette fejl. Da man således sammenlignede Encyclopedia Britannica med Wikipedia, blev de fejl der blev opdaget på Wikipedia rettet næsten med det samme – en luksus som Britannica-folkene ikke havde.

Men jeg kan ikke lade være med at tænke, at det også åbner op for en glidebane, der går i retning af Ministeriet for Sandhed, og der skal vi ikke hen.

Et eksempel: Jeg synes for eksempel det er fint, når en kollega opdaterer en historie om et rådyr i et hegn (efter det blev påpeget på dseneste.dk), så artiklen starter med følgende:

OBS: Nogle informationer i denne artikel er senere blevet tilbagevist. For den mest præcise artikel i sagen, følg dette link: Bøf-Jensen offer for bagvaskelse

Det havde dog ikke været i orden, synes jeg, at omskrive artiklen fuldstændig – eller at gøre ingenting. For eksempel faldt jeg på et tidspunkt over en historie hos et dansk medie (jeg kan ikke huske hvilket) om en gruppevoldtægt, som en pige havde anmeldt. Voldtægten viste sig senere hen at være opdigtet, men det meldte artiklen ikke noget om.

Her synes jeg, man burde have opdateret artiklen efter eksemplet med rådyret.

Men det bliver nemt en glidebane. For eksempel er det farligt at begynde at rette i lederartikler og lignende, som eksempelvis kunne være skrevet før Irak-krigen (altså pre-19. marts 2003) og indeholde nogle ting, der viste sig ikke at passe.

Hvad synes du? Er det okay at rette i artikler på nettet? Og hvordan skal rettelserne i så fald indarbejdes – skal det tydeligt kunne ses, når der er blevet rettet/tilføjet noget? Og skal der være en bagatelgrænse?