Er nyheder overhovedet en vare?

Bemærk: Dette er en kladde, som jeg aldrig fik trykket ‘Udgiv’ på. Det gør jeg nu, da min pointe i indlægget ikke er blevet mindre relevant. Men hvis du synes, indlægget er lidt ‘ude af kontekst’, er det altså derfor.

Tilbage i oktobet skrev Jon Lund blogindlægget “Jeg – en betaler“, som et bidrag til den igangværende debat omkring betalingsapps.

I indlægget fortæller han om et magasin, som han betaler for at læse om på sin iPad. Det magasin hedder Wired og i en kommentar til Jons indlæg, skriver jeg, at jeg ikke synes, Wired kan bruges til sammenligninger, når vi taler om det danske marked for (betalte) apps.

Ikke desto mindre var der noget andet, der slog mig, mens jeg skrev kommentaren, og som jeg gerne vil samle lidt op på, her nogle måneder efter. Nemlig om nyheder overhovedet er en vare længere:

Nyheder er næsten ikke engang en vare længere, det er nærmere en strøm af informationer, som man kan “tappe” ind i hvor/hvornår, man vil – free of charge.

Jeg mener ikke, at nyheder er en vare, som folk (på lang sigt) vil betale penge for. Bevares, vi vil stadig sælge aviser en (formentlig) masse år endnu, men selve nyhederne – altså indholdet som selvstændig enhed – tror jeg, det bliver meget svært at forlange penge for. Når folk køber en avis, betaler de dels for det papir, den er trykt på (og for tryksværten) og for den lethed der er forbundet med at have noget på papir; det er nemt at tage med rundt og kan læses overalt.

I onlineverden er nyheder ikke noget, man vil betale for. Det er indhold/informationer, som bare “er der”, og man kan når som helst, man har tid, hurtigt kigge forbi sit yndlingswebsite for at se, om der er nogle nyheder ude i den store verden. En strøm af informationer, som man kan “tappe” ind i.

Sådan er hele markedet langt hen ad vejen indrettet, og derfor er nyheder på nettet langt de fleste steder gratis – da folk med meget stor sandsynlighed vil erstatte ét website med et andet, hvilket er utrolig nemt, da der er meget lave udgifter forbundet med at læse sine nyheder på website B i stedet for website A.

Derfor tror jeg, at man vil fejle, hvis man prøver at sælge noget til folk, som kun indeholder nyheder. De største/mest relevante af disse nyheder vil alligevel nå forbrugeren, da ingen har råd til at spærre de bedste historier inde bag en betalingsvæg og gå glip af den trafik, som gode artikler medfører for et website.

Hvad skal vi så tjene penge på?
I stedet for kun at fokusere på betaling for indhold (jeg tror godt, det kan lade sig gøre at tage betaling for noget indhold, og landets bedste hjerner er allerede på sagen), så synes jeg, at vi i mediebranchen (nyhedswebsites, aviser, magasiner etc.) bør fokusere på, hvordan vi kan skabe mere værdi for vores brugere.

For noget tid siden læste jeg bogen “Blue Ocean Strategy” (mere om det på Wikipedia), hvor det er en af hovedpointerne: Lad være med at måle dig i forhold til dine konkurrenter og sørg for at skabe mere værdi for dine kunder og din virksomhed i stedet!

Hvis man arbejdede på den måde, ville det for eksempel ikke betyde alverden, at TV 2 lancerede en gratis nyheds-applikation til smartphones, fordi man selv har/laver en app, der tilfører så meget værdi til brugerne, at de selvfølgelig skal have fat i den – også selvom den koster penge. Prissæt ting i forhold til, hvor meget værdi/indhold, der er tale om – i stedet for at gøre det ud fra hvor meget, man mener, man bør tjene lige netop dén del af markedet.

Problemet er, at alle udbyderne tilsyneladende tror, de skal konkurrere på det samme: Nyheder. Og det er samtidig der, hvor det er sværest at differentiere sig i det danske marked.

Oliver Reichenstein fra iA (Information Architects) har en rigtig god pointe omkring netop dette:

I am still highly critical of the idea to make money with content. People pay for service not information (unless it’s practical info). (#)

Det er hovedet på sømmet. Lad os i stedet fokusere på at bygge services, som folk har brug for (også selvom de ikke ved det endnu). Det oplagte er services, der bruger vores eksisterende indhold, men jeg synes ikke vi skal være bange for at lede efter blå oceaner.

The New York Times søger praktikanter med journalistiske multimediekompetencer

New York Times logo

På Mindy McAdams’ blog opdagede jeg indlægget ‘New York Times seeks multimedia journalism interns. Mindy faldt over et opslag, hvor The New York Times efterspørger praktikanter med følgende egenskaber:

  • Front-end Interactive Designer: full skill-set of client-side technologies including HTML, CSS and JavaScript/Prototype. Experience with Ruby on Rails is a plus.
  • Motion Design Storyteller: working knowledge of AfterEffects and Photoshop in producing motiongraphics. Final Cut a plus. We are looking for someone to help grow the motion design side of storytelling. So applicant must have a strong sense of timing and narrative and have the ability to implement a variety of creative styles.
  • Interactive Flash Journalist: Advanced programming knowledge and experience in Flash and ActionScript 3. Experience with Photoshop and Illustrator is a plus.

Det er altså serious stuff at kræve at folk, der skal være med til at præge nyhedsstrømmen:

The program is intended to further develop the skills that would enable the intern to become a producer at NYTimes.com. Training on-site is essential in order to get a sense for what it is like to work in the newsroom. When a news story breaks, the intern will experience first hand how news judgments are made and how the plans for covering a story take shape.

Lad os håbe, at nogle danske newsrooms følger The New York Times’ eksempel.

Major dræber 12 på Fort Hood – Berlingske spiller “Muslim”-kortet

Nidal Malik Hasan (Foto: US Army)Du har formentlig hørt, at majoren Nidal Malik Hasan i går aftes dansk tid gik amok og dræbte 12 mennesker på den amerikanske militærbase Fort Hood. Ellers kan du læse Wikipedia-artiklen ‘Fort Hood shooting‘.

Hasan havde pakistanske forældre og var troende muslim, og det får Berlingske til at publicere artiklen ‘Den gode muslim, som eksploderede‘, som er en art portræt af manden, der nu har taget 12 liv.

Hvad skal vi med sådan en rubrik? Skal den fortælle os, at alle troende muslimer er tikkende bomber, der går rundt og kan eksplodere når som helst?

Hvad hvad jeg har læst, så var Hasan psykisk ustabil (noget, der ikke er begrænset til Islam) og i artiklen ‘Massemorder købte kaffe inden han gik amok skriver DR Nyheder:

En fætter fortæller til avisen New York Times, at han for alt i verden ville undgå at blive sendt til Irak. Nidal Malik Hasan havde for et par år siden hyret en advokat til at hjælpe sig ud af forsvaret, men da militæret havde betalt for hans uddannelse, kunne han ikke bare stoppe.

Samtidig måtte majoren finde sig i mobning fra sine kollegaer. Flere amerikanske medier beretter, at andre soldater mobbede ham på grund af hans palæstinensiske baggrund.
Ifølge ABC blev han kaldt “kamelrytter”.

Især det sidste kan jo være det, der får en psykisk ustabil mand til at “slå klik”. Husk hvad der skete med Gomer Pile i ‘Full Metal Jacket‘.

Er det relevant for historien, at Hasan var muslim? Det synes jeg ikke. Kunne man have brugt overskriften ‘Majoren, der eksploderede’? Det synes jeg.

Hvornår er det okay at rette i online-artikler – og hvornår er det 1984?

Foto: ElbridgeGerryJeg har gjort det til en del af mit arbejde at give lidt feedback på nogle artikler fra ekstrabladet.dk til en journalist og en praktikant.

Den ene dag kommer jeg ind til praktikanten, hvor hun siger, at hun netop lige er i gang med at rette nogle af de ting, som jeg har påpeget under feedback’en. Jeg synes selvfølgelig, det er rart at se en dedikation (og tiltro) af en sådan grad, men det fik mig samtidig også til at tænke:

For hvor går grænsen for, hvor meget man kan tillade sig at redigere i artikler på nettet – især hvad angår artikler, der er en del af ‘den lange hale’, altså artikler der ikke længere er en del af nyhedsflowet, men blogger ligger på hylderne på websitet.

Ministeriet for Sandhed og deres version af sandheden
Et af kerneelementerne i George Orwells klassiske 1984-bog er Ministeriet for Sandheds arbejde med konstant at omskrive historien, så den passer til partiet og dets politik. Det indebærer blandt andet at fjerne gamle aviser og få trykt nye med et indhold, der passer partiet bedre.

Et arbejde, der fører til, at hovedpersonen Winston Smith opdigter ‘Kammerat Ogilvy‘.

Med internettet er det blevet endnu nemmere at rette i artikler, som man også kan læse om i The Economist ‘Intelligent Life’-magasin.

Dette er selvfølgelig en god ting, for det gør det lettere at rette fejl. Da man således sammenlignede Encyclopedia Britannica med Wikipedia, blev de fejl der blev opdaget på Wikipedia rettet næsten med det samme – en luksus som Britannica-folkene ikke havde.

Men jeg kan ikke lade være med at tænke, at det også åbner op for en glidebane, der går i retning af Ministeriet for Sandhed, og der skal vi ikke hen.

Et eksempel: Jeg synes for eksempel det er fint, når en kollega opdaterer en historie om et rådyr i et hegn (efter det blev påpeget på dseneste.dk), så artiklen starter med følgende:

OBS: Nogle informationer i denne artikel er senere blevet tilbagevist. For den mest præcise artikel i sagen, følg dette link: Bøf-Jensen offer for bagvaskelse

Det havde dog ikke været i orden, synes jeg, at omskrive artiklen fuldstændig – eller at gøre ingenting. For eksempel faldt jeg på et tidspunkt over en historie hos et dansk medie (jeg kan ikke huske hvilket) om en gruppevoldtægt, som en pige havde anmeldt. Voldtægten viste sig senere hen at være opdigtet, men det meldte artiklen ikke noget om.

Her synes jeg, man burde have opdateret artiklen efter eksemplet med rådyret.

Men det bliver nemt en glidebane. For eksempel er det farligt at begynde at rette i lederartikler og lignende, som eksempelvis kunne være skrevet før Irak-krigen (altså pre-19. marts 2003) og indeholde nogle ting, der viste sig ikke at passe.

Hvad synes du? Er det okay at rette i artikler på nettet? Og hvordan skal rettelserne i så fald indarbejdes – skal det tydeligt kunne ses, når der er blevet rettet/tilføjet noget? Og skal der være en bagatelgrænse?

Journalisthøjskolen slår til med seriøst program for online journalistik

Da jeg gik på Journalisthøjskolen (2003-2007), var mit bedste forløb multimedie på 7. semester, hvor vi blev undervist af Kristian Strøbech, som er den person på skolen, i hvert fald da jeg gik der, der er mest med på de nye medier.

Ved lidt af et tilfælde faldt jeg over programmet for undervisning i online-journalistik, og det ser anderledes ud, end da jeg gik der. På den gode måde.

Her er nogle udpluk fra programmet, som jeg finder interessante, og vigtige, for de journaliststuderende (fremhævningerne er mine og understreger ting, som jeg synes er især vigtige):

Start på workshop. Design og WordPress i uge 41 og 42. Vi gennemgår en række websider ud fra Krug’s trunktest (se side 85 i hans bog), skriv til Google search, er der linket ordentligt til egne/andre sider, samt en generel bedømmelse. Eb.dk, jp.dk, cnn, bbc, farmsubsidy, fishsubsidy, 3f.dk og en række mindre danske. Kom gerne med forslag til sider, vi skal se på. Vi besøger online-redaktion i Århus. Alle studerende anskaffer sig et domæne, vælger et tema og opretter egen hjemmeside med WordPress. Arbejde med portfolio. Diverse oplæg om netmedier.

[…]

Kristian Strøbech: Oplæg om godt webdesign og intro til WordPress.

[…]

Hjælp med WordPress ved Nils Mulvad, Kristian Strøbech og digitale livliner. Alle skal have oprettet deres WordPress-side mandag eftermiddag den 5. oktober. Feedback på analyseopgaven, der indgår i portfolio, der er det research-mæssige grundlag for det tema, som der skal laves hjemmesider om. Analyseopgave og andet indgår senere i en samlet aflevering af portfolio.

[…]

Alle afleverer en WordPress-hjemmeside med arkitektur og historier, hvor de har indtænkt søgemaskine-optimering og links.

[…]

Oplæg om crowdsourcing ved Mads Christensen. Alle er journalister i den nye verden. Og hvad er en professionel journalist så? Hvad er et medie og et massemedie på nettet? Vil denne form for nyhedsdækning udkonkurere traditionelle medier, simpelthen fordi den bygger på så mange flere mennesker og foregår hurtigere? Diskussion. Læs kapitel 3 i Shirky-bogen.

[…]

Oplæg ved Mads Christensen og diskussion om muligheder inden for nye medier i online landskabet – i konkurrence med de gamle. Når folk frivilligt og med de nye redskaber selv strukturerer oplysninger, hvad kan professionelle journalister og medier så tilføje. Vil der komme automatiserede tjenester til at skabe den struktur, som journalister/medier typisk har tilbudt tidligere? Vil en community hyre en journalist/redaktør? Hvordan skal nuværende medier ændre sig for at have en brugbar forretningsmodel? Læs kapitel 4 i Shirky-bogen.

[…]

Oplæg ved Mads Christensen og diskussion om nye sociale tjenester (især Twitter og det iranske valg). Er ubalancen i de enkelte brugeres adfærd et generelt fænomen/forudsætning for disse tjenester? Hvor opstår grænserne i den måde at samarbejde på (eller med andre ord, hvor er der brug for regler/redigering)? Hvad betyder de for hastighed og udbredelse af historier? Er der et mønster i, på hvilke sociale tjenester forskellige historier især vokser? Se artikel i Guardian. Læs kapitel 5 og 6 i Shirky-bogen.

[…]

Oplæg om datapræsentation ved Nils Mulvad. Diskussion.

[…]

Video, mapping, data og undersøgende journalistik på nettet i uge 45 og 46. Vi har teknisk hjælp og en række opgaver, der træner den praktiske brug af disse redskaber. Opgaverne skal afleveres som elementer i jeres tema-webside. Vejledere er Heine Jørgensen fra Ekstra-Bladet, Nils Mulvad, Kristian Strøbech og de digitale livliner. Der skal afleveres to videoer, og to kort.

[…]

Oplæg ved Heine Jørgensen om video på nettet. Hvordan indgår det som element på små og store netmedier. Hvad er den tekniske status? Hvor er vi på vej hen?

[…]

Fredag-lørdag den 6-7. november deltager de studerende i konferencen om undersøgende og car-journalistik i København. Hensigten er at se, hvordan undersøgende journalistik og data præsenteres på nettet – få de seneste input herfra.

[…]

Oplæg om mapping ved Nils Mulvad. x-point og Google-Maps.

[…]

Træning i mapping. Oplæg om interaktive grafikker (forsøg på at få amerikansk oplægsholder via skype).

Det er et aldeles seriøst program og det ser ud til, at man har fået samlet et godt hold af mennesker, jeg går ud fra, at der menes Mads Kristensen (og ikke Christensen), da Mads tidligere har undervist på skolen. De studerende, der har været igennem et, eller flere, forløb som dette og er hastigt på vej mod arbejdsmarkedet, bør få nogle journalister derude til at ryste bare en anelse i bukserne – ganske som det skal være.

Det kan kun være bedre (online)journalister, der kommer ud af forløb som disse! Ros til skolen for det!

Og så optræder ordet “Flash” ikke et eneste sted i programmet. Det giver et ekstra plus i min bog :-)

Anbefaling: The New York Times’ ‘Technology’-sektion

Hvis du følger mig på Google Reader (se mine delte ting her) har du måske opdaget, at jeg ofte deler tekster fra The New York Times’ ‘Technology’-sektion. Og det gør jeg, ikke overraskende, fordi jeg synes, de leverer nogle fantastiske artikler.

Jeg begyndte oprindelig at følge med tilbage i 2005-2006, da jeg var i praktik på Ingeniøren og skrev mange it-historier.

Efterhånden som min interesse er skiftet fra det benhårde it-stof til nye medier og noget af den teknologi, der ligger deri, har jeg opdaget, at The New York Times faktisk er lige så godt med. Hvad enten det er om Amazons Kindle, MySpace eller noget helt tredje, har de en god artikel om emnet.

Og som med så mange andre amerikanske netmedier er de ikke bange for at skrive langt, og det fungerer. Selvom jeg læser rigtig mange af historierne på min iPhone (Google Reader findes i en udmærket iPhone-venlig udgave), så kommer jeg næsten altid helt igennem historien.

Teknologisektionerne på de danske aviser når slet ikke samme niveau. Enten er artiklerne overfladiske eller direkte fejlagtige (det sker altså for tit, kære kolleger) eller journalisten formår ikke at holde fast på mig igennem hele artiklen.

Selvfølgelig er der dedikerede medier som for eksempel Computerworld og Version2, men alligevel er jeg mere til The New York Times. Det skyldes uden tvivl også, at jeg ikke hører til i kernemålgruppen for de to.

Men anyway, det blev en længere historie om en kort ting. Jeg synes, du, hvis du ikke allerede gør det, skal følge med i hvad The New York Times skriver om teknologi, for for pokker, de er gode til det :-)

Du kan lettest følge med via sektionens RSS-feed. God læselyst.