Er Chris Andersons ‘Free’-bog “too little, too late”?

Stor var min interesse, da jeg tilbage i februar måned 2008 i teknologimagasinet Wired læste artiklen “Free! Why $0.00 Is the Future of Business” skrevet af bladets chefredaktør, Chris Anderson (Wikipedia | blog), der også har skrevet ‘The Long Tail’ (Wikipedia).

Heri kan man læse, hvordan omkostningerne ved at distribuere informationer over internettet er gående mod nul. Derfor titlen ‘Free’.

Nu er bogen ‘Free’ så endelig kommet, og den får en lidt hård medfart af David Stuart, der er “post-doctoral researcher at the University of Wolverhampton investigating web 2.0 technologies, everything from blogs to social networks and wikis”.

I indlægget “Chris Anderson’s ‘Free’: Not worth buying” på Online Journalism Blog skriver han blandt andet følgende:

Whilst I’m sure Anderson expects to make a lot of money from the book, he also has his eye firmly on the increase in his fee for public speaking, and as such the book does a great job of marketing Anderson as the guru of ‘Free’.

Does this book turn “traditional economics upside down” ? Not really.

I en kommentar er Mindy McAdams (hendes Teaching Online Journalism-blog vil jeg anbefale dig at følge) enig, og hun skriver, at Andersons bog er “too little, too late”. Hun kritiserer især, at Anderson tilsyneladende ikke har noget nyt at byde på.

En anderledes modtagelse får bogen hos danske Søren Storm Hansen, der har anmeldt bogen på dSeneste.dk og runder af med ordene:

Free: The future of a Radical Price er velskrevet og underholdende, og der er bestemt øjenåbnere undervejs. Kan varmt anbefales.

Jeg har endnu ikke selv fået læst ‘Free’, men jeg har bestilt den. Selvom bogen kan læses gratis på nettet, foretrækker jeg stadig at kunne have den i hånden og læse den. Også selvom den så ikke er så “free” :-)

The Economist vs. Chris Anderson: Er der en forretningsmodel i at give indhold væk online?

19. marts udgav The Economist lederen “The end of the free lunch—again, hvor man gør status på de mange services på internettet anno 2009.

Argumentet i lederen er, at ligesom ved dotcom-boblen har vi i de seneste år været igennem en periode, hvor folkene bag diverse internettjenester atter har genvundet troen på, at man kan give sine ting væk på nettet for så at tjene penge på de mange brugere senere, fx via annoncer.

Men den holder ikke, argumenteres der i lederen:

Ultimately, though, every business needs revenues—and advertising, it transpires, is not going to provide enough. Free content and services were a beguiling idea. But the lesson of two internet bubbles is that somebody somewhere is going to have to pick up the tab for lunch.

Det er Chris Andersen, der er chefredaktør på teknologimagasinet Wired, uenig i. I løbet af i år udkommer hans bog “Free” (læs forløber-artiklen for bogen), som netop argumenter for, at der er en forretningsmodel i at give sine ting væk.

I et indlæg på sin Long Tail-blog med titlen “My Letter to the Economist” argumenterer han for sin sag:

First, where is your evidence that online advertising is a failing model? To be sure, the crisis has dramatically slowed its growth (like that of every other industry) but unlike most others, it’s still positive. The worst forecasts for the year that I’ve seen predict that it may drop by a few percent from last year’s record figure. That’s a lot better than the offline advertising market and hardly supports your hyperbolic claim that “the demise of a popular but unsustainable business model now seems inevitable.”

Second, there is more to free business models online than advertising. The big shift since the crisis has been the rise of “freemium” (free+premium) models, where products and services are offered in free basic and paid premium versions. Think Flickr and Flicker Pro (more storage), virtually all online games and even your own site (some free and some paid content).

Jeg synes, personligt, at både The Economist og hr. Anderson har gode pointer, og hvad enten man er enig med den ene eller den anden, eller blot interesseret i forretningsmodeller på nettet, bør man læse begge to.

Kan medierne lære noget af onlinespil-økonomien?

Reboot10 (i år med temaet “Free”) er nu ved at være nogle dage på afstand, og nogle tanker står klarere i hukommelsen end andre, og man kan så småt begynde at danne sig et overblik.

En ting, jeg hæftede mig ved var noget, som JP Rangaswami (som er CIO for British Telecom) talte om. Nemlig, at folk gerne vil betale penge, hvis der er nok “added value” – den helt store hurdle er så selvfølgelig at finde ud af, hvad folk derude ser som værdi.

Som eksempel nævnte han onlinespil, hvor det er gratis at deltage i spillet, mens udstyr (rustning, våben etc.) koster penge. Rigtige penge.

Vi har jo allerede hørt historierne om, hvor meget økonomisk og social kapital, der flyder i det nok mest omtalte onlinespil, World of Warcraft.

Det har fået mig til at tænke, om medierne (nok især onlinemedierne) kan lære noget her.

Altså at basispakken/adgangen er gratis, men hvis man vil opgradere og nå langt (og stå bedre overfor de andre), så betaler man. Og man betaler gerne, fordi merværdien svarer til udgiften, eller er måske bedre. Læs mere om modellen hos The Economist.

Tommelfingerreglen: Varen skal være pengene værd
Jeg er ikke nået frem til noget endnu (og jeg er næppe den eneste, der går og tænker i de baner), men det er et interessant tankeeksperiment.

Og så synes jeg også, det er rart at se, at brugerne derude rent faktisk er parate til at betale. Men merværdien skal være i top, og her tror jeg måske, at nogle onlinemedier halter. For hvorfor betale for at læse de samme Ritzau-telegrammer, som mange andre onlinemedier også bringer? Ergo må tiltaget starte hos mediet selv: Mere idéudvikling, mere kreativitet, mere originalitet.

Hvad tror du? Kan medierne lære noget af onlinespillene?