Foto: Quinn Dombrowski / https://www.flickr.com/photos/quinnanya/3393266266/

Facebook har pustet videotal kunstigt op, har de et troværdighedsproblem?

Det karakteristiske f.

Det karakteristiske f.

Det var ikke småting, The Wall Street Journal kunne rapportere her til morgen, dansk tid. Facebook har brugt en målemetode, der har presset den gennemsnitlige tid, en bruger bruger på at se en annonce-video, kunstigt op.

For the past two years Facebook only counted video views of more than three seconds when calculating its “Average Duration of Video Viewed” metric. Video views of under three seconds were not factored in, thereby inflating the average.

Læs artiklen →

Vis mig din Facebook-profil, og jeg skal sige dig, hvad du deler

Information har en artikel (Vis mig din Facebook-profil, og jeg skal sige dig, hvem du er) om, at det vi deler/skriver/poster på Facebook siger ret meget om, hvem og hvordan vi er.

I artiklen siger Trine-Maria Kristensen (@trinemaria på Twitter) blandt andet:

Hvis man tager et samlet blik på, hvordan folk fremstår online, og hvordan de ser ud i virkeligheden, så vil online-personligheden, forudsat man har et vist aktivitetsniveau, vise et retvisende billede af, hvem man er. I de digitale netværk, hvor vi ikke er anonyme som for eksempel Facebook og Linkedin, er det svært at pynte på sandheden.

[…]

Det billede, der ligger af os på internettet, skaber vi, uden at vi ved af det. Vi skaber det, når vi trykker ’synes godt om’ på noget af det, vores venner har delt, eller når vi kommenterer en statusopdatering. Det er noget der bare sker, mens livet foregår.

Mjaeh. Det er vel til dels et filosofisk spørgsmål. Nogle vil måske fremføre det synspunkt, at eksempelvis Facebook udelukkende er pynt på sandheden, eller i hvert fald sandheden drejet i en retning, så det fremstår i en kontekst, som afsenderen selv er tilfreds med.

Det er en antagelse, at folk sanseløst klikker ‘Like’ og ‘Recommend’ og poster indhold og links på deres profiler – folk ved jo, at andre folk bruger disse informationer til at danne sig et billede af vedkommende.

Det er kort fortalt ‘iscenesættelse’, som samfundsforsker ved Aalborg Universitet, Johannes Andersen, også påpeger i artiklen:

»Vi adskiller alle meget klart, hvad der er det private, og hvad der er det offentlige. Men vi bruger også meget energi på at udstille noget af det private i det offentlige og laver på den måde en slags mellemscener. Det er det, der for eksempel sker på Facebook,« siger han.

Ifølge Johannes Andersen foregår der det, han kalder et selektivt identitetsarbejde, hvor man ser sig selv udefra og udvælger det, man vil have andre skal lægge mærke til.

»Det er selvfølgelig ens sande personlighed, man viser, men der er også en form for iscenesættelse i det. Det er begge dele samtidig.«

I sin bog ‘The Filter Bubble’ (som jeg formentlig aldrig bliver træt af at snakke om) taler Eli Pariser, at Google og netop Facebook har forskellige måder hvormed de danner sig indtryk af os på baggrund af, hvordan vi bruger deres tjenester.

Facebook kigger på, hvad du deler (og det er det, der kan ses af andre), mens Google ved hvad du klikker på og bruger det i stedet. Facebook ved for eksempel at du har delt artiklen om, hvor episk Mozarts Requiem egentlig er, mens Google ved, at du også har søgt efter eksempelvis ‘nik og jay’ og fundet noget, du kunne bruge – du klikkede i hvert fald på det.

Nu kan jeg af gode grunde ikke vide det, jeg kan kun tale for mig selv, men jeg vil gætte, at der er forskel (gående fra ‘minimal’ i nogle tilfælde til ‘enorm’ i andre) på, hvad vi deler (blandt andet fordi vi gerne vil vise andre, at vi har spændende interesser og ved interessante ting) og hvad vi rent faktisk klikker os ind på.

Bevares, en persons Facebook-profil kan da sige meget om vedkommende, men det er næppe hele sandheden. Det er sandheden, som vedkommende selv kan styre efter sit eget behov for personlig branding. Der er private ting, der forbliver private, og der er ting under overfladen, som også er den, vi er, men som vi ikke deler. Og det er vel også okay. Det er bare ærgerligt, hvis vi glemmer resten af isbjerget.

Suk, er man nu under mistanke for at være psykopat, hvis man ikke er på Facebook?

Jeg kan blive så træt. Tina Mellergaard (@tinamellergaard på Twitter) har gjort mig opmærksom på Mashable-artiklen ‘Not on Facebook? Employers, Psychiatrists May Think You’re a Psychopath’, som jeg endnu ikke havde set, skønt den er en uge gammel.

Hun sendte mig artiklen, fordi jeg ikke bruger Facebook (bare rolig, jeg er ikke psykopat – jeg ejer eksempelvis empati og skyldfølelse i rigelige mængder), og jeg kan ikke undgå at blive lidt harm.

Psykopat, siger du?
Lad os starte med at tage fat i begrebet ‘psykopat’. Mashable har taget det fra Daily Mails artikel ‘Is not joining Facebook a sign you’re a psychopath? Some employers and psychologists say staying away from social media is ’suspicious”. Originalkilden til historien er tyske Der Tagesspiegel, ‘Machen sich Facebook-Verweigerer verdächtig?’.

Intet sted i den tyske originalartikel kan jeg se ordet ‘psykopat’, på tysk ‘Psychopath’), til gengæld nævnes der ‘Psycholog’. Det eneste sted, der er omtalt psykopati er i en læserkommentar til artiklen. Og forfatteren til den kommentar er faktisk modstander af det, der fremføres i artiklen. Det er selvfølgelig muligt, at det har stået i artiklen, og så er blevet fjernet, det har jeg ikke umiddelbart kunnet efterprøve.

Men hvad der er sikkert er, at ordet ‘psychopath’, indgår i Daily Mails artikel. Men kun i overskriften. Det ligner altså mest af alt, at ordet skal fungere som blikfang. Det fuldstændig samme mønster følger Mashable. Det irriterer mig.

Breivik var ikke på Facebook, siger du?
I Mashable-artiklen nævnes/citeres, at Anders Behring Breivik ikke var på Facebook:

As the German magazine points out, both suspected Aurora theater gunman James Holmes and the Norwegian massacre shooter Anders Behring Breivik share an absence from Facebook. The publication went as far as to say that Facebook abstainers have reason to be suspected mass murderers.

Men læser man den danske Wikipedia-artikel om Breivik, står der følgende:

På sin Facebook-profil beskriver han sig selv som kristen og konservativ. Han har desuden tidligere gået på jagt og udøvet ekstremsport.

Som kilde til dét udsagn linkes der til Breiviks Facebook-profil, som i sagens natur ikke længere eksisterer – i hvert fald ikke for offentligheden. Der eksisterer billeder, der angiveligt er screenshots af Breiviks Facebook-profil.

Så han var altså på Facebook. Det er muligt, han ikke brugte sin Facebook-profil aktivt, det har jeg ingen anelse om. Breivik havde i øvrigt også en Twitter-profil, hvor der dog kun var skrevet én opdatering (tweet):

Foruden en Facebook-konto har han også en Twitter-konto, hvor han kun har skrevet en enkelt gang. Den 17. juli skrev han på engelsk: “En person med en tro svarer til kraften af 100.000, som kun har interesser.” (Kilde: Wikipedia)

Angående James Holmes skriver CBS den 20. juli:

It appears that the suspect Holmes is not on any social networks – at least not under his legal name. The picture of Holmes that has been painted is not much different than a typical, perhaps disenchanted college student.

Samme dag skriver The Huffington Post:

A spokeswoman with the Aurora Police Department told The Huffington Post she had “no idea” whether the shooting suspect James Holmes’ Facebook page had been dismantled.

Altså må det opsummeres til, at man ikke har kenskab til, at James Holmes skulle have en Facebook-side.

Folk, der ikke er på Facebook er mistænkelige, siger du?
Noget andet er den teori, der fremføres i alle artiklerne; nemlig at det, at man ikke er på Facebook, kan betragtes som værende en afviger. Det er naturligvis bonkers at påstå, at folk på Facebook er mulige massemordere eller psykopater. Det ikke at have en Facebook-profil kan muligvis bruges som indikator af, at en person er ensom eller ønsker at leve for sig selv. Men det behøver, det ikke være. Jeg omgiver mig med masser af mennesker uden at være på Facebook. En af mine venner har overhovedet ikke en profil, og har aldrig haft det, og han er også langt fra ensom.

Det kan virke håbløst, at jeg føler behov for at skrive dette, i og med at påstanden i artiklerne er så håbløs, men det irriterer og skuffer mig, at både Mail Online og Mashable kaster sig frådende over det.

Læs denne bog, siger jeg
Og det fører mig videre til den sidste pointe, nemlig den tendens, at folk, der adskiller fra en nærmest vedtaget norm er at betragte som afvigere og i yderste konsekvens bør have en diagnose. Det er en problematik, der bliver behandlet så udemærket i bogen ‘Det diagnosticerede liv’. Fra forlagets omtale af bogen:

Snart sagt alle menneskelige livsproblemer betragtes i dag som behandlingskrævende. Afvigelser fra et stadigt snævrere normalområde bestemmes gennem diagnosticering og kræver medicinsk eller psykoterapeutisk behandling. Spørgsmålet er, om denne udvikling hjælper os, eller om den rent faktisk gør os mere sårbare og dårligere rustet til at klare de opgaver, som et moderne arbejds- og familieliv stiller os. ‘Det diagnosticerede liv’ stiller skarpt på disse tendenser og undersøger gennem kritiske analyser perspektiverne i den aktuelle udvikling.

Det drejer sig blandt andet om, at vi er gået fra den ætiologiske psykiatri (årsagslære, ‘hvorfor har vi det, som vi har det?’) til den diagnosticerende (fokus på symptomer) psykiatri. Påstande som dem, der er i de artikler, jeg har linket til, skal naturligvis tages med et gran salt, men jeg kan dog ikke undgå at tænke, at de er et trist billede på den samme tendens.

Og til de personer, der arbejder med rekruttering af nye medarbejdere og i deres snagen og evige jagt på ‘godbidder’ enten klager over, at folk ligger alt eller (som her) intet ud på nettet, og finder det mistænkeligt, når en person ikke er på Facebook – og til Emily Yoffe fra Slate, der advarer mod at date folk, der ikke har en Facebook profil:

Tag jer sammen.

Knud Romer: Facebook er en kræftsvulst på internettet

Forfatter Knud Romer er godt træt af Facebook og kalder det en kræftsvulst på internettet.

Her er et par uddrag fra artiklen:

»Det [Facebook] er et stort sort hul, der i dag sluger alt det indhold, som kunne være til glæde for resten af kloden. Alle dine links, tanker, opskrifter, musiknumre, projekter og viden er nu lukket inde, præcis som det var, før vi fik internettet, nemlig i din lille, rådne, sociale klub af venner, der alle er enige med dig. For mig er Facebook enden på internettet«.

[…]

»Du befinder dig i et primærnarcissistisk, psykotisk ekkorum af dig selv. Det hele er en fuldstændig selvidentisk reproduktion i en evig gentagelse af det samme. Det, som var hele meningen med internettet, nemlig de andre, de nye ideer og de andre synsvinkler, forsvinder til fordel for en fuldstændig forblændet identifikatorisk tilgang til virkeligheden. Der er ikke længere nogen, der kan vende din verden på hovedet eller ruinere din livsopfattelse, så du udvikler dig«.

[…]

»Facebook er blevet en social psykose. Mennesket er et flokdyr, og hele vores selvoplevelse, vores adfærd og viden om, hvad der er rigtigt og forkert, er socialt kommunikeret. Facebook driver dette ønske om at blive korrigeret af omgivelserne ad absurdum. Du kan hvert fucking sekund i døgnet blive bekræftet i, om du er sindssyg eller normalt«.

Jeg er – for en gang skyld – enig med manden. Omend er jeg mindre bombastisk.

Læs artiklen og bliv bekræftet, provokeret eller noget tredje.

Facebook overvejer at tage penge for fremhævede opdateringer

Facebook-logo

Det er næppe nogen hemmelighed, at Facebooks indtjening ligger et godt stykker under det beløb, som hjemmesiden er blevet vurderet til i forbindelse med den forestående børsnotering. Derfor skal der tjenes penge.

Et af dem kan være at lade Facebook-brugerne betale to amerikanske dollars for at få fremhævet en opdatering. Det skriver The Age.

Ifølge en talskvinde for Facebook er det en feature, som man er ved at teste af:

“We’re constantly testing new features across the site. This particular test is simply to gauge people’s interest in this method of sharing with their friends.

Disse betalte fremhævede opdateringer kendes allerede fra Twitter, hvor virksomheder kan betale for at få et ord eller en sætning blandt Twitters ‘trending topics’.

Spørgsmålet er så, om Facebook-brugerne (hvis det bliver implementeret på hele sitet), vil betale to dollars for at være sikre på, at deres venner og bekendte læser om deres nybagte boller eller irritation over bilkøer samt ser billederne af deres lille børn og alle de spændende steder, de tjekker ind.

Facebooks lille privacy-manøvre da Places blev til Location

I weekenden fik jeg en mail fra Facebook om, at en af mine venner havde ‘checket’ mig ind på et sted, altså angivet at han og jeg var det sted. Det blev jeg lidt overrasket over.

Jeg var til stede, der hvor jeg blev checket ind – det blev jeg ikke overrasket over. Det, der overraskede mig, var, at det ikke burde kunne lade sig gøre. Da Facebook lancerede deres ‘Places’, var jeg hurtigt inde at slå det fra, således at ingen kan checke mig ind rundt omkring.

Så jeg var lidt forundret over, at det lykkedes for min ven. Først kiggede jeg i mine privacy-indstillinger men – surprise, surprise (eller, egentlig ikke den store surprise, når det er Facebook, vi har med at gøre – jeg kunne ikke finde indstillingen igen.

Jeg gravede rundt i Facebooks indstillinger (skønt jeg ikke bruger Facebook, jeg vil bare gerne have indstillet dette bras, som det engang var), ligesom når man leder efter en papkasse på loftet, som man er sikker på, må være her et eller andet sted. Men intet dukkede op.

Jeg har nu fået Googlet frem og tilbage, og jeg tror, jeg har fundet forklaringen. Da Facebook, i august 2011, ændrede ‘Places’ til at hedde ‘Location’ blev de checkins, folk lavede, ændret til at være mere som alle andre statusopdateringer på Facebook.

Det betyder, så vidt jeg kan regne ud, at tagging i checkins nu hører under den almindelige tagging på Facebook. Og det betyder: Det kan ikke slås fra.

Du kan sagtens sætte sine indstillinger således, at du skal kigge opdateringer/posts, man er tagget i, igennem (review) inden, de bliver lagt på din profil. Men de vil stadig eksistere på Facebook.

Så ved denne lille manøvre har Facebook gjort det umuligt at forhindre, at man bliver checket ind på Facebook. Og det er da irriterende. Derudover må det også betyde, at man kan checke alle sine venner ind lige der, hvor man har lyst.

Hvis jeg har overset noget, eller hvis nogen ved, hvordan man kan forhindre folk i at checke en ind (det vil sige, forhindre at tagge en i det hele tage), så læg gerne en kommentar herunder. Ellers vil jeg håbe på, det er en aprilsnar, som Facebook-folkene har glemt at fjerne igen.

Opdatering 30. april 2012 kl. 10:35:
TV 2’s ‘Bleep’ har nu også skrevet om præcis det samme.

Stor forskel i brugen af Google+ og Facebook

The Wall Street Journal har i går (28. februar) skrevet artiklen ‘The Mounting Minuses at Google+‘, der handler om det, som de fleste – interesserede – nok godt vidste; at Google+ i faktisk forbrug er langt bagefter Facebook.

I artiklen står der:

Visitors using personal computers spent an average of about three minutes a month on Google+ between September and January, versus six to seven hours on Facebook each month over the same period, according to comScore, which didn’t have data on mobile usage.

Tallene fra comScore plejer at være ret troværdige, skønt de selvfølgelig hverken kommer fra Facebook eller Google sev. Skønt mobil-tallene ikke er med, er der ingen grund til at tro, at det vil ændre noget som helst til Google+’s fordel.

Sat på grafik ser det således ud (klik på billedet for større version):

Google+  vs Facebook

(Jeg har skrevet ekstrabladet.dk på, fordi jeg har lavet den i min arbejdstid :-)

Facebooks pludselige privacy-ændringer kan snart være fortid

Facebook er næsten blevet kendt for, at når der relanceres eller lanceres et nyt design, så skal man som bruger lige huske at tjekke sine privacy-/privatlivs-indstillinger. Årsagen er, at Facebook har en grim vane med at ændre dem, så ens profil – eller dele af den – bliver offentlige, hvor det før var skjult.

Men det er ved at være slut nu, skriver The Wall Street Journal:

Facebook Inc. is close to a settlement with the U.S. government over charges that it misled users about its use of their personal information, the latest sign of widening public concern over privacy in the digital age.

According to people familiar with the talks, the settlement would require Facebook to obtain users’ consent before making “material retroactive changes” to its privacy policies. That means that Facebook must get consent to share data in a way that is different from how the user originally agreed the data could be used.

Kort fortalt: Facebook skal have din tilladelse, før de gør indhold (såsom opdateringer) tilgængelige for et større publikum. Det er i den grad et skridt i den rigtige retning.

Angiveligt er Facebook gået med til, at en tredjepart holde øje med privacy-indstillingerne i 20 år. Facebook ville oprindeligt kun have 5 år, men det blev de 20, skriver The Wall Street Journal. Twitter og Google har allerede lignende aftaler, på henholdsvis 10 og 20 år.

Om utroværdigheden af Facebooks Like/anbefal-tal

Jeg har tidligere skrevet om, at de tal, man kan se på Facebook-knapper etc. ikke er de reelle tal. Årsagen er, at det tal, brugeren ser, er en sum af

  1. antal gange, artiklen er delt
  2. antal gange, artiklen er kommenteret på Facebook
  3. antal likes/anbefalinger til artiklen på websitet og på facebook.com

Især punkt nummer tre er relevant, når man læser Filip Wallbergs udmærkede gennemgang af brugernes brug af ‘Like’ på danske websites i artiklen ‘Anbefaling af historier i netmedierne: Hvad liker vi?‘ på Kommunikationsforum.

For der er den fejlkilde, at ‘likes’ foretaget på facebook.com tæller med i tallene. Altså, hvis en person deler en artikel på Facebook og eksempelvis 34 af vedkommendes venner klikker ‘Like’ til den delte artikel på facebook.com, så tæller det med i statistikken.

Eksempel, lad os tage ekstrabladet.dk-artiklen ‘AGK med gigantunderskud‘. Hvis man trækker Facebook-statistikken for den artikel (direkte fra Facebook’s API), ser det således ud:

<like_count>11</like_count>
<total_count>47</total_count>
<comment_count>15</comment_count>
<share_count>21</share_count>

Altså et, beskedent, ‘like’-tal på 11. Problemet er bare, at vi – ikke længere – har Facebooks Like/Recommend/Anbefal-knap på ekstrabladet.dk. Det tal er udelukkende for aktivitet på facebook.com, og siger altså ikke noget om, hvordan folk bruger vores indhold, men hvordan de reagerer på det i en kontekst, som vi ikke er herre over. Og en kontekst som afhænger af en lang række faktorer, blandt andet hvem der har delt artiklen på Facebook, hvilken kommentar, der er knyttet til den delte artikel, hvem der ellers har klikket ‘Like’ etc.

Eksempelvis kan en bruger (det kunne være mig) godt klikke ‘Like’ til en artikel, som vedkommende er direkte uenig i eller utilfreds med, blot fordi, vedkommende der har delt den har knyttet en passende eller sjov (eller begge) kommentar til den delte artikel.

Dette ikke for at tage noget fra Filips arbejde, som jeg synes er imponerende og vigtigt. Det er blot vigtigt at være opmærksom på denne fejlkilde, inden vi kaster os ud i ‘de opadvendte tommelfingre’.

Og hvis man tager Filips konklusion, at brugerne sjældent klikker Like/anbefal, og tager ovenstående fejlkilde med i ligningen, må konklusionen være, at brugerne klikker endnu mindre på ‘Like’/anbefal – så det styrker blot pointen fra Kommunikationsforum-artiklen.

Se de reelle Facebook-tal, nu med knap til din browser

Tilbage i maj måned skrev jeg indlægget ‘Sådan får du de reelle Facebook-tal for dine artikler‘, der gik ud på, hvordan man kan slå en URL op i Facebooks database/API, og se de korrekte tal for deling etc. på Facebook:

[…] det tal, som Facebook viser, er ikke det reelle tal for, hvor mange der har klikket ‘Like’ eller delt artiklen på Facebook. Det er en kombination af flere forskellige tal. Det, som Facebook-plugin’et/-boksen viser, er summen af disse tal.

I det indlæg forklarede jeg, hvordan du kan lave en søgemaskine i Googles Chrome-browser, der giver dig hurtig adgang til tallene. Nu fik jeg taget mig sammen og lavet en browser-knap (‘bookmarklet’), der gør det samme.

Det fungerer ganske enkelt på den måde, at du trækker et link op på din browsers værktøjslinje, og så har du nem adgang (et klik) til Facebook-tallene for den side/artikel, du har åben i browseren.

Som udgangspunkt virker bookmarklet’en kun i Chrome- og Firefox-browserne. Du kan også få den til at virke i Internet Explorer og andre browsere, så skal du blot fjerne ‘view-source’ fra koden til bookmarklet’en, når du har tilføjet den til din browser.

Hent bookmarklet’en »