Indlæg tagget ‘brugerinddragelse’

Wikipedia viser sig – igen – som nyhedsformidler

28. november 2008

I april 2007, lige da massakren på Virginia havde fundet sted, viste min gode ven Jeppe Kabell mig Wikipedia-artiklen om massakren, som var intet mindre end en komplet indgang til den tragiske begivenhed og sågar havde en imponerende tidslinje over hele forløbet.

Indholdet var, selvfølgelig, skabt af Wikipedia-brugere og viste Wikipedia fra en helt anden side end det leksikon, som vi kender det. Wikipedia var pludselig blevet til en nyhedstjeneste og et rigtig godt sted for journalister at starte til baggrundsresearchen.

Nu er det så sket igen. Denne gang i forbindelse med angrebene i Mumbai, som Dan Gillmor beretter:

Take a look at today’s Wikipedia entry on today’s Mumbai terrorist attacks — a comprehensive and valuable addition to the breaking news we’re getting from TV and other sources. There are two fundamental elements to note: the rapid updating and the long list of links at the bottom.

Og igen er det imponerende det, der bliver skabt her.

Der er en oversigt over de forskellige angreb — hvor, hvornår og hvilken form for angreb, der var tale om. Også her er der tidslinjer for angrebene, som gør det overskueligt at følge med i, hvad der egentlig er sket.

Ganske rigtigt kan vi, som Gillmor også skriver, ikke tillade os at stole blindt på Wikipedia, da det er muligt for tumpede personligheder at skrive løgne, som ikke er nået at blive fjernet inden vores besøg på Wikipedia, men ikke desto mindre er det her altså imponerende. Ganske enkelt imponerende.

Jeg kan hurtigt få et meget bedre overblik over Mumbai-episoderne ved at besøge Wikipedia, som er 100% brugergenereret, end ved at besøge et mediesite eller åbne en avis. Tænk over det.

Opdatering @ 20:55:

Kim Elmose har også et indlæg hvor han viser, hvordan Mumbai-episoderne kan følges via Twitter — hvor han linker til et indlæg af Amy Gahran, der tidligere har skrevet om, hvordan man kan følge angrebene i Mumbai via de sociale medier.

Opdatering @ 21:03:
Jeg ved ikke, hvordan jeg kunne glemme at nævne det, men det er også muligt at følge Mumbai-artiklen på Wikipedia via RSS ved at bruge denne URL.

Jeg har tidligere beskrevet, hvordan du får RSS ud af MediaWiki, som også Wikipedia kører på.

Online leksikon om Helsingør – ja, hvorfor ikke?

24. november 2008

Stefan Bøgh-Andersen fra den danske blogsøgemaskine Overskrift.dk har skrevet et blogindlæg om Helsingør Leksikon:

Projektet er et samarbejde mellem Helsingør Kommunes Museer, Helsingør Kommunes Biblioteker og altså brugerne selv. Indtil videre er der skrevet 536 artikler om alt fra familer, bygninger, fortidsminder, gade og veje etc.

Helsingør Leksikon er, som titlen afslører, et leksikon om Helsingør. "Hvad er der så spændende ved det?" spørger du måske.

Jo, leksikonet er nemlig en wiki, hvilket vil sige, at det er muligt for andre at redigere artikler og tilføje nye. Som Stefan også skriver, er der sågar lavet et Google Maps-kort over skulpturer.

Spændende, spændende. Som historieinteresseret (jeg har tidligere blandt andet lavet et historisk kort over Nykøbing F, hvor jeg kommer fra — og har også gået med tanker i retning af en wiki for Falster, med alskens informationer, alt lige fra historiske fund til butikkernes åbningstider.

Så det er godt at se, at de har taget springet i Helsingør. Jeg ønsker dem det bedste held og lykke — og siger tak til Stefan fra Overskrift.dk for tippet.

Fungerer brugerblogs ikke for de store mediehuse?

1. november 2008

Min gode ven, og tidligere kollega, Kim Elmose (som er blogredaktør på Politiken), har skrevet et rigtig interessant indlæg om, hvorvidt læserblogs har værdi for de store medier.

Jeg synes, at erfaringen er, at det fungerer bedst på nichemedier – fx. Ingeniøren og Computerworld – samt lokale medier, mens – sorry Nationen og Avisen.dk – at det fungerer knap så godt – hvad angår kvalitet på større landsdækkende medier.

Mange onlineredaktører og -personer hos de store medier er af den opfattelse, at indholdet skal samles hos dem. Kim mener det stik modsatte:

Skulle vi gå i gang nu, ville det være svært at pege på årsagen til at folk skulle rykke en blog over til os. Hvor skulle vi diffentiere os fra de mange tilbud, der er – Blogger, WordPress.com + de ovenfor nævnte ved at åbne op for alle til at oprette en blog?

Det er meget rigtigt. Kim nævner også Politikens trackback-service (som bliver leveret af blogsøgemaskinen Twingly), som betyder, at hvis man fra sin blog linker til en artikel på Politikens netavis, og ens blog er sat op til at pinge Twingly, så linker politiken.dk-artiklen automatisk tilbage.

En genial måde at kommentere på artikler, og hvis et blogindlæg er over stregen, er det bare at slette det trackback-link. Det bliver også lettere at være mediet, da man ikke skal bekymre sig om at moderere blogindlæg, kommentarer, etc.

Vi har en lignende service sammen med den danske blogsøgemaskine, Overskrift.dk, som mig bekendt indekserer flere danske blogs end Twingly. Vi har dog endnu ikke fået implementeret featuren ordentligt (hvilket er vores egen fejl), men det er noget, vi stadig kigger på. Lige nu er der andre større ting, der lige skal i luften først ;-)

Det kræver tid og kræfter
Det vil måske overraske nogen (da jeg arbejder på et stort medie, som har et blogunivers), men jeg er faktisk enig med Kim langt hen ad vejen.

For erfaringerne viser nemlig, at det er svært at få blogmediet til at fungere på et medie, der dækker hele landet og en masse emner. Som Kim også skriver, så fungerer det bedre på lokal- og nichemedier.

Det tror jeg skyldes, at folk har et overordnet emne eller område, de holder sig indenfor. På de store medier beder vi indirekte læserne tage stilling til store ting, som de ikke nødvendigvis har forudsætningerne til at kunne kommentere på. Hvad enten det er amerikansk politik, integrationspolitik eller noget helt tredje.

Jeg siger dog ikke, at det ikke kan fungere på store medier. Men der skal afsættes nogle ressourcer, som kan luge ud og sørge for, at der ikke ligger noget indhold, der er mudderkastning, injurierende eller ligefrem ulovligt. Og den slags indhold vil opstå, og derfor er det vigtigt at have kræfterne til at kunne adressere det.

Vi har for nyligt, i torsdags, givet forsiden på vores blogunivers en overhaling – af den simple årsag, at for meget dårligt produceret indhold fra vores bloggere lå og fyldte op i listerne og skræmte andre, og potentielle nye, brugere og bloggere væk.

Så noget gør vi. Og det er også nødvendigt. Det, vi kan tilbyde vores brugere, i forhold til andre blogcommunities, er en stor potentiel læserskare, og at de kan få deres blogindlæg linket til og/eller repræsenteret på ekstrabladet.dk. Men er der for meget dårligt indhold, som skræmmer de gode bloggere væk, som ikke har lyst til at diskutere personfølsomme emner i offentligheden, så er vi nået ingen steder.

Samtidig skal vi, selvfølgelig, også holde øje med alle de gode blogs derude, som ikke er hos os selv. Det er alle mediers pligt i det nye omstrukturerede marked, som blogs og mikroblogtjenester som Twitter og Jaiku har været med til at skabe.

Er blogmediet taget som gidsel?
For nogle år siden havde jeg kæmpe tiltro til blogmediet, og det har jeg egentlig også stadig, men jeg føler lidt, at det er blevet taget gidsel af nogle mennesker, der føler at de har en ytringspligt, også selvom deres holdninger er komplet ubegrundede og nogle gange direkte forkerte.

Heldigvis er der stadig også en masse gode blogs derude, både på de andre bloguniverser, på folks egne hjemmesider og gudskelov også hos os selv. Og det gælder om at fremhæve de gode bloggere og facilitere dem, så "de andre" bloggere forstår, at det betaler sig at tage det seriøst og gå op i andet end at diskutere i børnehaven.

Og jeg elsker stadig blogmediet, især på grund af dets samtalenatur, som, når det lykkedes, skaber en synergi, som går både bloggere, læsere og kommentatorer klogere og bringer dem tættere sammen – og det er det, det hele handler om i sidste ende.

Men måske er nu et meget godt tidspunkt at gøre status i blogland?

Drøje hug til Berlingskes dinby.dk

28. oktober 2008

I et blogindlæg hos MediaWatch retter Mads Kristensen en skarp kritik mod Berlingskes lokalsatsning.

Dinby.dk, som stedet hedder, får især kritik forlanceringen:

Udfordringerne er mange: Ganske lidt og meget sporadisk indhold rundt omkring. Indhold der er placeret forkert (forklar mig lige, hvorfor en daginstitutionsproblematik i Struer kvalificerer som en lokalnyhed i Herning?). Et uoverskueligt brugerinterface. Intet tegn på brugeraktivitet. Ingen ekstern synlighed. For bare at nævne nogen.

Jeg vil, uden at have kigget indgående på dinby.dk, erklære mig delvist enig i Mads' argumenter.

Satsningen handler formentlig om, at Berlingske nu vil konkurrere med lokalmedierne på det brugergenererede indhold (rigtigt set – brugergenereret indhold fungerer som tommelfinger bedst på lokal- eller nichesites), men nu skal der til at ske noget, hvis det ikke skal visne hen.

Men læs Mads' indlæg og tjek derefter dinby.dk og se, hvad du synes.

Systemfejl: Journalisten i offensiv borgerjournalistik-satsning

9. oktober 2008

Ifølge Computerworld har Journalisten.dk problemer med sikkerheden.

Det betyder, at tilfældige, der surfer forbi siden, får administratorrettigheder til at skrive og redigere historier.

I det muntre hjørne finder jeg det ironisk, at det sker for netop Journalisten, hvis redaktør, Jakob Elkjær, tidligere har været ude med riven overfor borgerjournalistik og brugerinddragelse.

For her må da være tale om totalbrugerinddragelse ;-)