Betalingsdiskussionen er en gammel traver, 9 års tidsrejse

2001: A Space Odyssey

I øjeblikket kører der i det danske mediemarked en debat om betaling. Skal man tage betaling for indhold? Hvad vil folk betale for? Hvad med mikrobetalinger?

Men diskussionen er langt fra ny.

Aah, mindes De dengang Internet var gratis og et Bolsche kostede en Öre?

Tilbage i 2001, den 15. oktober, skrev Berlingske Tidendes Jakob Skouboe i artiklen “Netbetaling kan blive en guldgrube for Danmark”:

Kan I huske, dengang Internet var gratis? Det vil nok blive et samtaleemne på linie med vejret og HTs uregelmæssigheder om nogle år. I hvert tilfælde hvis det står til en lang række af de store websteder herhjemme.

For med Ofir.dk som det foreløbigt sidste, så er de toneangivende websteder herhjemme ved at forsøge at tjene penge på nettet. Ofir har strikket en lille betalingsløsning sammen. Den går i al enkelhed ud på, at chattere på Ofirs hjemmeside kan betale mellem 100 og 300 kroner for at få beskyttet deres chatternavn på nettet.

Det lyder hamrende banalt, men Ofir ser det som forretning.

Som du nok ved gik det ikke så godt med Ofirs betalte chat, og Ofir er den dag i dag en jobdatabase.

Men citatet illustrerer glimrende, at det langt fra er første gang vi tager det gratis internet op til debat. Artiklen nævner også et panel, der har sat sig sammen for at finde bud på, hvordan der kan tjenes penge online. Panelet bestod af blandt andet af Jubii, Yahoo, TV2, Metropol (herunder Berlingske Tidende), Politiken, Jyllands-Posten, Ekstra Bladet, IDG (Computerworld), TDC Internet, Krak, Den Blå Avis, Københavns Fondsbørs, Aller, Fyens Stiftstidende og Post Danmark.

I det lidt morsomme hjørne kan følgende citat nævnes:

Panelet af de magtfulde websteder venter at være klar i løbet af dette år med mere konkrete måder til at få penge for deres tit meget dyre bestræbelser på at skabe kvalitet på nettet.

Metoderne kan blive en form for mikrobetaling, hvor man eksempelvis betaler et lille beløb for at læse en avisartikel på nettet. Betaler en krone for at modtage en mail med drømmebilen eller, mod ti kroner, får en SMS-besked på mobiltelefonen om en interessant person fra et dating-site på nettet, som passer til ens krav og er oplagt at ville hive med i biffen. Mulighederne er uendelige.

Allerede dengang spøgte mikrobetalinger altså i kulissen.

Det er ingen hemmelighed, at Berlingske-artiklen ikke fik ret i sin spådom, da det danske internet i allerhøjeste grad stadig er gratis her lige knapt 9 år efter artiklens deadline.

Thorborg: Dansk journalistik og kultur vil forsvinde fra nettet

I dommedagshjørnet finder vi Martin Thorborgs profeti fra 17. juni 2001:

Jeg er overbevist om, at om et år vil det danske Internet se meget anderledes ud end det gør i dag. Indhold som chat, e-mail, erotik og den slags vil der stadig være meget af, da det er meget billigt at producere denne type indhold . Men det seriøse, det journalistisk skrevne og redigerede – altså det stof, man kan stole på og fordybe sig i – vil forsvinde.

[…]

I andre lande vil der måske være mulighed for at drive reklamefinansierede modeller, men det er ganske enkelt udelukket i Danmark. Det er Danmark simpelt hen for småt et sprogområde til. Kun i lande som f.eks. Tyskland, Frankrig, England, Spanien og USA vil det være muligt at producere seriøst indhold, mens dansk journalistik og kultur vil forsvinde fra nettet.

Snyltere skal betale! Dengang som nu…

Dengang foreslog Thorborg faktisk, at teleselskaberne burde betale penge til indholdsleverandørerne ud fra logikken om, at det var deres skyld, at teleselskaberne havde nogen trafik på nettet:

»Antallet af danske hjemmesider falder nu. Vi kan se det blandt de mange tusinde danske sider, vi linker til, at der falder nogle fra hver dag. Grunden er, at det ikke kan betale sig for dem at være på nettet,« siger Martin Thorborg, en af grundlæggerne af det succesrige site, Jubii.dk.

Jubii har startet debatten med det kontroversielle forslag at spærre for adgangen for de teleselskabers kunder, hvis teleselskaberne ikke giver Jubii en del af selskabets overskud.

Lyder det sidste bekendt? Det burde det. For i april i år foreslog Socialdemokraternes medieordfører, han hedder Mogens Jensen, nemlig at omsætningen hos Google og andre søgemaskiner skulle pålægges en afgift. Hvorfor? Denne ComON-artikel har svaret:

Google skal betale for det indhold, som søgemaskinefirmaet tjener penge på.

[…]

Han mener, at Google og andre søgemaskiner bør betale for den information, som de tjener deres penge på og giver som eksempel, at Google har aftalt med forskellige organisationer at kompensere for indhold, som de bruger til nogle af firmaets tjenester, eksempelvis Google Books.

“Det er et forslag om en afgift på Google og andre søgemaskiners omsætning. Når man søger på Google, tjener de penge på indhold, som de ikke betaler for. Vi vil gerne have, at de skal bidrage til finansieringen af det, som de tjener penge på. Men vi vil først tage stilling til, om vi skal indføre afgiften, efter vi har fået en redegørelse,” siger Mogens Jensen.

Det ligger lige for at nynne dette nummer for sig selv:

The 9 year cycle

Ja, det er nemt at finde gamle artikler fra og pege på profetier fra dengang, der ikke holdt stik. Men jeg synes, det er pudsigt at vi her ni år senere har præcis den samme diskussion oppe at vende igen.

Indholdsleverandørerne mener, at folk skal betale – de går faktisk under, hvis det ikke sker – og de andre store på markedet er bestemt ikke uden skyld. Google stjæler stadig annoncekroner, og Facebook er heller ikke for gode.

Når vi tager diskussionen igen nu, er det dog fordi noget har ændret sig i løbet af det sidste årti. Oplag. Det er gået stejlt ned ad bakke for papiroplaget, og dagbladene leder med lys og lygte efter den tabte indtægt på andre forretningsområder. Her er internettet oplagt, da man i forvejen har en stor repræsentation her.

Alligevel er jeg spændt på, om det samme sker igen: At ingen viser den reelle vilje og tager betaling for indhold, og at markedet affinder sig med det. Så kan vi sidde i 2019 og tage diskussionen igen. Jeg er parat.

Gad vide hvem der skal betale os penge til den tid? Måske Facebook, fordi det jo trods alt er vores indhold, som folk deler på Facebook og derved holder gang i netværket.

API med hvidbog om brugerbetaling på nyhedssites

Dette er et gæsteindlæg skrevet af Michael Winther-Rasmussen.

*

Betaling for nyheder er et brandvarmt tema. Mediehuse i hele den vestlige verden fattes penge, og jagter en indtægt på kerneydelsen. Endnu har ingen fundet en succesfuld opskrift på brugerbetaling. Mange kalder det ligefrem en umulighed at tage sig betalt for nyhedsformidling, hvorfor mediehusene i stedet bør se sig om efter alternative indtægtskilder.

I USA, hvor adskillige traditionsrige mediehuse hænger på kanten af konkurs, diskuteres brugerbetaling på store konferencer, mere eller mindre hemmelige møder og i debatfora med deltagelse af topchefer fra alle hjørne af landet. Nu har API (American Press Institute) lanceret deres indspark til debatten. En hvidbog om man vil. Budskabet er klart, at der er potentiale i brugerbetaling.

Hele sagen er lagt på nettet af Nieman Journalism Lab. Og kan læses her (.pdf)

Betaling for nyheder bliver en dyrt købt lektie

Dette er et gæsteindlæg skrevet af Michael Winther-Rasmussen.

*

Betaling for nyheder på internettet er igen blevet fundet frem som den redningskrans, der kan redde de danske mediehuse gennem den økonomiske krise.

Det kan meget vise sig at redningskransen er et møllehjul.

Ideen er hevet frem – igen – som et udtryk for manglende løsninger på de faldende indtægter. Det er i flere tilfælde også et udtryk for manglende indsigt.

Betaling for en generel nyhedsopdatering på internettet kommer ikke til at redde mediehusenes økonomi. Faktisk kommer det til at betyde det stik modsatte.

Rundt om i mediehusene er der en grundlæggende tro på, at produktet er så godt, at brugere gerne betaler for det. “Vores besøgstal stiger og stiger”, lyder argumentet.

Det stigende antal besøg kan ikke anfægtes. Det kan til gengæld troen på, at det vil fortsætte, selvom der kræves penge for produktet. I praksis vil betalingssites opleve en masseflugt. Først vil brugerne forsvinde og derefter følger annoncørerne.

Ved at bygge en betalingsmur om sit produkt, slår man ligeledes dørene op på vid gab for en eller flere konkurrenter.

Rundt omkring i landet sidder lokale og regionale medier med noget, der kunne minde om monopol på nyhedsformidlingen. Heri ligger en del af succesen. Selvsamme monopol ryger, når man indfører betaling for sin nyhedsformidling.

Godt nok vil man stadig have sin trykte avis, men den er der færre og færre, der læser. De brugere, der nu skal betale for at få deres nyheder, bliver således ikke konverteret til avislæsere. De klikker bare over til den konkurrent, der nu har udnyttet en pludselig chance for at etablere sig med gratis nyheder i udgivelsesområdet.

Det kræver en begrænset økonomisk investering at blive nyhedsformidler på internettet. Det er såmænd heller ikke så dyrt at sikre sig et indhold, der rent faktisk gør produktet interessant for annoncørerne og så begynder det for alvor at se sort ud for det eksisterende mediehus.

Opskriften er ganske simpel. Det nye onlinesite tilbyder indholdet gratis, der citeres fra de bedste historier i den gammelkendte, trykte avis og så fyldes der op med en håndfuld egenproducerede artikler, hvorefter man mere eller mindre har et bedre produkt end den trykte avis.

Løsningen er ikke at forbedre sit onlinesite og tage betaling for det. Gratiskonkurrenten køber sig således bare et onlineabonnement og citerer så bare derfra. Hermed kan brugerne stadig få de vigtigste og bedste nyheder gratis.

Løsningen er i stedet at optimere sit nyhedssite og fastholde det i en primært gratis udgave – kombineret med smarte, unikke tjenester og services, som det rent faktisk giver mening at betale for. Har man etableret sig som en stærk nyhedsformidler på internettet og har man allerede fat i brugerne, så har man også annoncørerne med sig. Det betyder, at man er flere skridt foran de eventuelle konkurrenter, der kunne overveje at melde sig ind i slaget om onlinebrugerne.

Det ændrer ikke på, at det er svært at tjene penge online. Men det er kun et spørgsmål om tid. Annoncørerne flytter fortsat penge fra print til online. Det er de nyhedssites med den stærkeste profil, der får gavn af pengene.

Det bliver ikke nyhedssites, hvor brugerne skal betale for at kigge med.

Dermed kan brugerbetaling meget vel betyde, at man i virkeligheden tisser i den redningsbåd, som på sigt skal holde mediehusene flydende.