Indlæg tagget ‘Borgerjournalistik’

YouTube lancerer kanal for "borgernyheder"

21. maj 2008

Hos J.D. Lasica ser jeg, at YouTube har lanceret en videokanal til nyhederne fra borgerne.

Citizen News hedder den nye kanal, og man har endda hyret en "nyheds manager". Cool.

Du kan se introvideoen til Citizen News her:

Journalisten.dk har skrevet om vores manifest

15. maj 2008

Du har muligvis allerede set det hos Kim, men Journalisten.dk har i dag publiceret en artikel om vores manifest.

I artiklen taler Kim og jeg lidt om, hvorfor vi synes, det var på sin plads med et borgerjournalistisk manifest. Det bedste ved artiklen i mine øjne er nu, at Jens Jørgen Madsen slutter artiklen med Kims citat og en opfordring til debat/dialog:

Målet er nu, at alle andre journalister blander sig i debatten og kommer med indspark til manifestet.

»Når der bliver skabt nye rene borgerjournalistiske medier – hvilket der forhåbentligt vil komme mere af – så bør de også bekende sig til udmærkede dogmer om, at medierne skal være tilstræbt objektive og høre begge parter i en sag. Derfor ser jeg manifestet som en brobygning og et 'Så Vågn Dog Op og Eksperimenter' til mine kolleger i pressen,« siger Kim Elmose.

For mere information kan du læse mit oprindelige indlæg om manifestet.

Det borgerjournalistiske manifest

13. maj 2008

Læs mere om manifestet

Præsenterer: Det borgerjournalistiske manifest

13. maj 2008

Udviklingen går stærkt indenfor de nye medier i øjeblikket, og især indenfor brugergenereret indhold og borgerjournalistik er der sket store ting bare indenfor de seneste seks måneder.

Men hvor der ikke mangler forandringer, mangler der til gengæld en hel central definition af, hvad borgerjournalistik rent faktisk er. Derfor præsenterer vi (mig + Kim Elmose, Kenneth Ley Milling, Mads Kristensen og Lisbeth K. Larsen) nu det borgerjournalistiske manifest.

Manifestet opstod oprindelig som idé efter et møde, Mads indkaldte til, og som blev afholdt den 9. januar 2008.

Her snakkede vi frem og tilbage, og en klar konklusion var efter mødet var, at der netop mangler en præcis definition af, hvad borgerjournalistik er. Er det for eksempel nok at stille borgerne spørgsmål (fx gennem spørgeskemaer) eller skal de aktivt bidrage med indhold?

Du kan læse hele manifestet nedenfor, men inden du gør det, vil jeg lige præsentere dem, der sammen med mig står bag det.

Kim Elmose er i skrivende stund blogredaktør på Politiken, efter at have været netchef på Ingeniøren. Kim blogger fast på Mediehack og er makker med Kenneth og jeg på Online Minds.

Kenneth Ley Milling er webredaktør hos Update (tidligere Center for Journalistik og Efteruddannelse). Han blogger blandt andet på Kenley, Journalist 2.0 og Mobiljournalistik.dk og er også med i Online Minds med Kim og jeg.

Mads Kristensen, som lever på VadNu.com, arbejder som konsulent med nye medier. Mads blogger også på Journalisten.dk og på Mediawatch.dk.

Lisbeth K Larsen er friskuddannet journalist fra RUC, hvor hun skrev speciale i brugergenereret indhold med udgangspunkt i Ekstra Bladets nationen!.

Og så til manifestet:

* * * * * *

Det borgerjournalistiske manifest

Indledning
Et spøgelse går gennem redaktionsgangene – borgerjournalistikkens spøgelse. Mange kræfter i det gamle mediebillede har sluttet sig sammen til en klapjagt på dette spøgelse, mens andre søger at integrere det under andre former.

I det danske mediebillede mangler der en klar definition af begrebet 'borgerjournalistik'.

I den ene lejr ser man borgerjournalistik som en oplagt mulighed for at lade borgerne komme til orde ved at gøre dem til deltagere i produktionen af medieindhold frem for passive forbrugere. I den anden lejr ser man borgerjournalistik som en mulighed for at bedrive undersøgelser og målrettet markedsføring.

Med denne tekst søger vi at bringe klarhed omkring, hvad det præcist indebærer at være et borgerjournalistisk medie med borgere som journalister.

De 11 teser

  1. Et borgerjournalistisk medie lytter lige så meget, som det spørger.
  2. Et borgerjournalistisk medie sætter den lokale dagsorden, fordi det tager udgangspunkt i borgerne selv.
  3. Et borgerjournalistisk medie definerer væsentlighed ud fra nærhed til borgernes liv og dagligdag.
  4. Et borgerjournalistisk medie er mere end spørgsmål og afstemninger.
  5. Et borgerjournalistisk medie er afhængig af artikler og indhold leveret af borgerne.
  6. Et borgerjournalistisk medie lader borgerne skildre begivenhederne, som de ser dem, men tilstræber sig objektivitet.
  7. Et borgerjournalistisk medie giver tilbage til det samfund, det er udsprunget af.
  8. Et borgerjournalistisk medie kan både være baseret på geografi og/eller emner/kategorier.
  9. Et borgerjournalistisk medie kan ikke forceres til at opstå, det skal opstå med udgangspunkt i deltagerne.
  10. Et borgerjournalistisk medie har plads til niche-journalistik
  11. Et borgerjournalistisk medie bekender sig til de klassiske journalistiske idealer med tilstræbt objektiv dækning af et emne, hvor alle parter søges hørt – og de journalistiske produkter ikke alle er subjektive indlæg i samfundsdebatten.

Underskrivere
Kim Elmose | Kenneth Ley Milling | Mads Kristensen | Lars K Jensen | Lisbeth K Larsen

* * * * * *

Du kan også læse manifestet her. Læs også Mads' indlæg om manifestet på hans blog på Journalisten.dk.

The Economist: Trængte lokalaviser skal blive mere "intenst lokale"

2. maj 2008

I artiklen "On the brink" (som du muligvis har set blandt mine tips, som jeg deler med jer via del.icio.us) tager The Economist fat på det faldende oplag på det amerikanske avismarked.

En af pointerne i artiklen er:

Industry experts such as Lauren Rich Fine of Kent State University do not think that the Times is responding forcefully enough.

"Now is the time to beef up its business section," she says.

Ms Fine also points out that although all newspapers are being buffeted by the internet, their ability to respond will probably depend on whether their audiences are national, metropolitan or local. The first category can afford to invest in distinctive international or business coverage, while the last can prosper by becoming "more intensely local".

But she fears for the big metropolitan newspapers, which may find themselves trapped in the middle.

"More intensely local" kan, mere eller mindre, oversættes til "hyperlokal", som er et begreb, som Rob Curley arbejder meget med. Altså at lokalstoffet bliver endnu mere lokalt og giver borgerne i området et sted, hvor de kan finde en masse informationer om deres lokalområde.

Du kan læse mere om Rob Curley her, hvor jeg linker til Daniel Bergsagels blogindlæg fra hans besøg hos netop Rob Curley.

Borgerne skriver avisen – ja, avisen..en trykt avis!
Rob Curley arbejder hovedsagligt med online- og mobiltjenester. Et andet eksempel er Mary Lou Foulton fra Bakersfield Californian. Her gør man det, at man ugentligt trykker en avis, finansieret af annoncer, med borgernes blogindlæg og artikler. Og det fungerer godt og kører rundt økonomisk.

Noget af det mest interessante ved Bakersfield-projektet er jo netop, at borgerne deltager på et onlineplan, og deres indhold resulterer i en gammeldags trykt avis, som bliver delt rundt — gratis, så vidt jeg husker.

Så ingen tvivl om, at Lauren Rich Fine har fat i det rigtige i The Economist-artiklen. En satsning på at blive "endnu mere lokal" betyder, at borgerne i et samfund føler sig tættere knyttet til deres lokalblad/avis. Det, kombineret med at de selv og deres venner/familie nu er repræsenteret i mediet, giver dem større købelyst, og så kan oplaget gå op.

Det samme kan, som jeg ser det, til en vis grad lade sig gøre med landsdækkende aviser, blot er det sværere at skabe et "fællesskab" omkring et medie, som det kan lade sig gøre med lokalmedier, som kan tage emner fra lokalmiljøet op.

Selvfølgelig kan et landsdækkende medie også tage et emne op, og de gør det næsten hver dag, men det er nu engang sværere at samle hele landet, end det er med et lokalområde.

Samtalen med borgerne kan, som med Bakersfield-eksemplet, sagtens foregå på nettet og give bonus på printsiden.