David Trads vil kun have læserbreve på sin blog

Slut med anonyme kommentarer på min blog‘ skriver David Trads på sin blog hos Berlingske Tidende.

Årsagen er, at han er træt af at læse, eller slette, uintelligente kommentarer fra folk, der opererer under et dæknavn.

Trads’ løsning er at gå et par årtier tilbage i debathistorien:

Frem over godkender jeg kun kommentarer, der er underskrevet med fuldt navn og adresse på præcist samme måde, som når et læserindlæg optages i en avis.

Det er håbløst. Hvorfor skal jeg oplyse min fysiske adresse for at skrive en kommentar til et indlæg, David Trads har skrevet på nettet? En kommentar til et blogindlæg er ikke nødvendigvis et ‘læserbrev’, men noget, der gerne skulle berige det oprindelige indlæg eller læseren.

Jeg tvivler på, man får gode kommentarer ved at bede folk om deres navn og adresse. Jeg kan forstå, at man vil have folk til at lægge kommentarer i deres rigtige navn, men så gør dog et teknisk tiltag og brug et 3. part-kommentarsystem, såsom Facebooks eller Disqus.

Eller få dog som udgangspunkt et system, hvor folk skal logge ind (og angive deres adresse) før, de kan lægge kommentarer til blogindlæggene. Men den løsning, Trads har valgt, er naturligvis lettere for Trads og Berlingske.

Og så vil David Trads stadig skulle sidde og læse kommentarerne igennem i sin blog-administration, selvom folk så kalder jeg ‘George Washington’ eller et andet dæknavn.

Og som en lille morsomhed kan det nævnes, at Trads ikke selv underskriver korrekt, når han lægger en kommentar:

Præcisering

Alle skal – uanset at I allerede har opgivet navn og adresse i systemet – selv underskrive indlæg med navn og fuld adresse. Som eksempelvis Jan Petersen har gjort ovenfor:

Jan Petersen
Teglgårdsvej 507 st tv
3050 Humlebæk

Kun indlæg, som er underskrevet på denne måde, vil blive offentliggjort.

vh

David Trads

Og herudover har Trads og Berlingske vel ikke en reel mulighed for at verificere folks adresser? Så tiltaget er potentielt ligegyldigt, vil jeg mene.

Blogs er – stadigvæk – hot stuff i videnskabs-kredse

I går onsdag havde jeg den fornøjelse at være gæst ved konferencen ‘When Science Meets the Headlines‘, som Experimentarium var vært for.

Der var mange interesante oplæg på konferencen, der kiggede på spændingsfeltet mellem forskning, formidling af denne forskning og journalister. Der var bud på, hvad forskere og journalister kan/bør gøre for at komme hinanden nærmere samt besøg fra det britiske Science Media Centre, der egentlig er sit helt eget indlæg værdigt. Det må blive i den nærmeste fremtid.

En ting, jeg lagde mærke til på konferencen var snakken om blogs. Der er efterhånden langt imellem man hører ordet ‘blog’ efterhånden, i forhold til 2007, hvor alle (og jeg mener alle) skulle have en blog – eller, det var der i hvert fald nogen, der mente.

Siden hen er det gået lidt i sig selv. Alle (okay, ikke alle) er nu på Facebook og statusopdaterings-blogger og udlever behovet for at fortælle om hverdagen dér.

Tilbage til konferencen:

Videnskab er, som medier, en samtale
Anne Knudsen, der er chefredaktør og administrerende direktør for Weekendavisen, sagde, at “videnskab er en samtale”. Dem, der har læst The Cluetrain Manifesto fra 1999 tænker straks på den allerførste tese i manifestet:

Markets are conversations.

På konferencen talte Simon Heilesen, lektor ved Institut for Kommunikation, Virksomhed og Informationsteknologier på Roskilde Universitet, om at udviklingen i mediebilledet skaber “hurtige og fleksible publikationsformer” for forskerner, heriblandt blogs.

En anden fordel ved blogs er, ifølge Heilesen, den åbne debat, der er omkring blogs – altså når læserne og forfatteren til et indlæg debatterer på bloggen om det emne, som indlægget har taget op.

Her havde Peter Hyldgård, udviklingsansvarlig på Videnskab.dk, et konkret eksempel, nemlig en kronik (skrevet som et blogindlæg) af Søren Brier, der er professor ved Copenhagen Business School med titlen ‘Religion, videnskab, følelse og fornuft – kan de virke frugtbart sammen?‘.

Kronikken, fra marts i år, har trukket intet mindre end 413 kommentarer! Så har man altså fat i noget, der gør en forskel.

Peter Hyldgård kunne endvidere fortælle om Søren Briers erfaringer med indlægget. Nemlig, at det ikke var hans kolleger, der kommenterede. I stedet var det folk, han normalt ikke kom i kontakt med.

For de mennesker, der prækede blogs for tre-fire år under solen er der naturligvis meget lidt nyt under solen her – det ovenstående bekræfter blot, hvad der stod i blog-biblen dengang.

Men hvor blogs i det store hele ikke længere er værd at tale om, har kommunikationsformen tilsyneladende bidt sig fast. Så når Experimentarium taler om at lave et ‘Science Research Lab’, så anbefaler Peter Hyldgård dem at få fat i nogle gode bloggere.

Alt dette er naturligvis en kombination af, hvad det er, en blog kan, samt at der har været et behov i videnskabelige kredse for at kunne kommunikere mere direkte uden ‘forstyrrende’ elementer såsom kommunikationsfolk og journalister.

Åh nej – er sådan noget ikke farligt?
Der er dog en anden side, der er mindre begejstret for blogs. Her frygter man, at hvis folk kun læser blogs (hvis vi nu et kort øjeblik antager, at det overhovedet er realistisk), så vil folk kun læse de bloggere, som de er enige med, og så har vi ingen diskussion.

Det er selvfølgelig en pointe, men jeg tror ikke, scenariet er realistisk. Herudover tror jeg, at det allerede er sådan i en vis udstrækning. Altså at folk vælger at læse artikler, som man er enig i – her taler vi selvfølgelig fortrinsvis om opinionsstoffet.

Det lader altså til, at blogs langfra er forsvundet. I stedet har dialogmediet over dem alle brugt tiden til at finde sig et leje, hvor personer med noget på hjertet (og hjernen) kan bruge blogs til at kommunikere mere direkte med slutmodtageren. Og det er en god ting.

Hvor er overblikket, når vi mikroblogger på Twitter?

Der er blevet skrevet mangt og meget om det: Blogs er på vej ud, fordi vi i stedet skriver små beskeder på eksempelvis Twitter.

At blogging går ned ad — det er mit klare indtryk, at det er gør det — er formentlig en kombination af, at nogle er rykket videre til medier som Twitter og Facebook (af flere forskellige årsager) samt, at blogs har fundet et leje. Dem, der ville se, hvad det var for en størrelse, har måske indset, at det ikke var dem eller slet og ret opgivet.

Ikke desto mindre er der dog én ting, jeg savner i og med, at folk blogger mindre og tweeter og mikroblogger mere: Overblikket. Lad os tage sommerens Reboot-konference som eksempel.

Et mindre hav af dem, jeg følger på Twitter var til konferencen. Men det var umuligt for mig, og andre der ikke var på konferencen, at danne sig et overblik. Det skyldtes flere ting:

  • 140 tegn er ofte ikke nok til at opsummere pointer fra et foredrag
  • Beskederne indeholdt abrupte indslag fra oplæg, som var totalt indforståede og gav ingen mening for folk, der ikke var til foredraget. Et eksempel, jeg fandt via en Google-søgning på hashtag’et fra Reboot #reboot11:

    #reboot11 solar oven build kit available.. Who wants to build it??(#)

  • Vi druknede i “På vej til #reboot11. Glæder mig.”-tweets. En bøn: Det er fint, du skal på Reboot, men du støjer, når du skriver noget så intetsigende. Skriv i stedet, hvad du skal høre om i løbet af dagen, så vi ved, om vi skal holde øje med dine tweets.
  • Der blevet tweet’et så meget fra Reboot, at det blev et ‘trending topic’ på Twitter – det betyder kort fortalt, at “#reboot11”-tagget var et af de mest brugte ord/vendinger på Twitter i de timer. Det betød, at en mindre styrke af spam-Twitter-konti og andre irriterende mennesker opdagede dette og så det som en oplagt mulighed til at drive trafik til deres Twitter-profiler eller de reklame-sites, som de linkede til. Med andre ord: Støj på kanalen.
  • Mængden. Der var mere kvantitet end kvalitet. Det virkede næsten som om, mange tweetede mere fordi de kunne, end de følte, at de burde.

Jeg kan ikke selv sige mig helt fri for ovenstående. Jeg var på Reboot #10 i 2008, hvor jeg også skrev en masse tweets — men det er først, når man sidder udenfor konferencen og følger med i, hvad der bliver skrevet, at man opdager, hvor lidt overblik man har.

De bedste indlæg jeg læste fra Reboot, var faktisk Kim Elmoses indlæg på hans Mediehack-blog (Disclaimer: Kim er formand for DONA, hvor jeg sidder i bestyrelsen samt god ven og tidligere kollega). Her var en person, der havde taget sig tid til at skrive mere end 140 tegn og skrive noget sammenhængende og opsummerende omkring nogle af de ting, han havde hørt om på Reboot. Dét gav mening, når man ikke kunne være der.

Jeg fandt hurtigt ud af, at det bedste sted at følge med i Reboot var på den danske blogsøgemaskine Overskrift.dk (Disclaimer: Jeg sidder i bestyrelse med Stefan Bøgh-Andersen fra Overskrift.dk i DONA). Jeg fik færre informationer, men de var langt bedre.

For mig beviste det, at selvom Twitter er et hurtigt og mobilt praktisk medie, så er det ikke uden problemer. Jeg vil ikke være foruden at læse blogindlæg, hvor folk skriver længere og reflekterer dybere over de ting, de oplever eller mener.

Jeg siger ikke, at Twitter ikke kan bruges som reporter-værktøj fra konferencer. Men det kræver, at dem der “tweeter” spørger sig selv: Ville jeg forstå det her, hvis jeg ikke var her, eller er det bare for internt? Så er vi allerede nået et stykke.

Twitter er fint, men det er langt fra en schweizerkniv indenfor nye medier.

Danske virksomheder har fået øjnene op for WordPress

Brug et dedikeret blog-CMS til at administrere blogs. Det er tommelfingerreglen i Computerworld-artiklen “WordPress sikrer dialogen i danske virksomheder“:

Middelfart Sparekasse anvender lige som mange andre virksomheder open source-systemet WordPress til blogs. Det egentlige CMS var ikke egnet til formålet. Og det er det sjældent, siger analytiker.

Dorte Toft får eJour-prisen

Onlinemagasinet eJour, der skriver om nye medier og holder til på Journalisthøjskolen i Århus, har annonceret vinderen af dette års eJour-pris: Det blev Dorte Toft, der fortjent fik prisen.

Prisen får Dorte Toft for sit vedholdende arbejde, og blogging, omkring Stein Bagger og IT Factory.

Udover artiklen om, at Dorte har fået prisen, er der også et interview med hende, hvor hun blandt andet taler om sin programmørbaggrund.

Stort tillykke til Dorte og helt rigtigt set af eJour-holdet!

Pseudochok: Erhversredaktører ser ikke blogs som erstatning for journalistik

Med lidt undren læser jeg Journalisten-artiklen “Erhvervsredaktører maner til blog-ro“:

Redaktørerne på JP Erhverv og Berlingske Business går sammen om at dæmpe den blog-begejstring, der har spredt sig efter Dorte Tofts blog om IT Factory. Det erstatter ikke journalistikken, lyder budskabet.

Hvem har nogensinde påstået, at blogs på noget tidspunkt vil erstatte journalistikken? Hvem har sagt, at journalister vil holde op med at skrive artikler og i stedet begynde at blogge. Ikke nogen, så vidt jeg ved, så d’herrer redaktører ser vist spøgelser på gangene, der ikke er der.

Argumentationen lyder blandt andet:

På baggrund af den seneste tids begejstring for Dorte Tofts IT-blog, virker indlægget som et lille træk i håndbremsen.

»Ja, det kan du godt sige. Jeg blogger selv og er begejstret for formen. Det er bare vigtigt at skelne mellem blog og journalistik, og jeg synes måske den seneste debat gør for lidt ud af den skelen,« siger Jens Christian Hansen, blandt andet med henvisning til et debatmøde i Foreningen for undersøgende journalistik.

Nu var jeg til det debatmøde, der henvises til, og der fortalte Jens Christian Hansen, redaktør på Berlingske Business, henviser til, og der forklarede han, at han bruger sin blog til kommentarer. Kommentarer. Så er man, for nu at sige det lige ud, altså også selv ude om, hvis man får et snævert syn på blogmediet.

Læs blot indlægget/lederen “Hvad er der galt i TDC-toppen?“, der slutter af med:

Incitamentsordninger i sig selv er ikke af det onde. Dog bør der være en snæver kobling over til afkastet for selskabets andre interessegrupper; aktionærer, medarbejdere og kunder.

Altså blandt andet om TDC-kunderne er blevet mere tilfredse eller mere utilfredse. Hvad mener du?

For nu at sætte det lidt på spidsen, et klassisk tilfælde af “jeg siger lige en masse, og så kan I fortæller, hvad I mener om dét.” Prøv at fjerne “Hvad mener du?”-sætningen fra indlægget. Så har du en helt almindelig kommentar, som er klar til at blive printet i en af de store morgenaviser.

Men læs lige kommentarerne. Der ligger en del historier og venter. Utilfredse TDC-kunder, der siger tingene, som de mener, de er. Og endda en kommentar fra en tidligere TDC-ansat:

Jeg arbejdede som mellemleder i TDC i perioden hvor Alder overtog forretningen. Det virkede på mange måder som om Alder havde mange ambitioner, men ikke forstod at det er dumt som det første at begynde at skære i budgetter til salgsafdelingen når man ønsker højere salgstal. TDC er STADIG et gammelt monopol og min opfattelse var at der absolut INGEN stemning var for forandring og ny ledelse.

Hvis ikke ledelsen kommer den slags til livs, så bliver TDC den største underskudsforretning fondene nogensinde har gjort sig.

Jeg ser ikke Jens Christian Hansens navn optræde én eneste gang blandt kommentarerne. Ingen samtale mellem den, der skriver bloggen og dem, der læser den. Det er jo en forskel i forhold til Dorte Toft, der var og er aktiv i kommentarerne til og debatten om hendes indlæg. Og det har givet bonus.

Blog = 2 veje
Dorte Toft gjorde netop det, at hun brugte sin blog (på netop Berlingske Business, ironisk nok) til at grave videre i sagen og få kommentarer fra læsere, der gav uvurderlige oplysninger i sagen om IT Factory og Stein Bagger.

Altså hvor Dorte ikke blot skrev indlæg på bloggen men også læste, de kommentarer hun fik, og hun tog dem seriøst. Og så må man jo på Berlingske Business kigge indad og spørge sig selv om, hvorfor kilderne gik til Dorte Toft (som endte med at skrive om historien for Computerworld) og ikke til Business’ egne journalister. Vi havde det oppe at vende til debatmødet, hvor ordet “specialisering” blev nævnt mere end én gang…

Denne sag viser om noget, at blogmediet har andre styrker end blot at være et sted, hvor man lufter sine holdninger og/eller kommentarer, men en direkte kanal for journalistens reserach.

Dorte Toft selv har lagt en kommentar til artiklen på Journalisten.dk, som jeg vil råde dig til at læse. Og så vil jeg egentlig lade Dorte tale for sig selv i stedet for at gentage hende her.

Så nej, blogs erstatter ikke journalistikken. Men den supplerer den. Og den er pokkers god til det, hvis den bliver brugt på den rigtige måde.

Opdatering @ 23:33
Jeg havde slet ikke set, at Kim Elmose også har et indlæg om sagen.

Familien Bagger lægger kodeord på bloggen – et uklogt valg?

En af de få vinderne i hele sagen omkring IT Factory og Stein Bagger har været blogmediet. Dorte Toft har på sin Bizzen-blog fulgt sagen tæt, og Familien Bagger har også brugt bloggen som krisemedie, som blandt andet Stefan Bøgh-Andersen fra Overskrift.dk har skrevet om.

På ekstrabladet.dk læser jeg nu imidlertid, at Familien Bagger har sat kodeordsbeskyttelse på deres blog. Og ganske rigtigt, når man forsøger at besøge familiebloggen, bliver man mødt af denne besked:

Denne blog er kun åben for inviterede læsere

Det synes jeg, er et mærkeligt valg. Bloggen som medie er jo netop kendetegnet ved sin åbenbed, og derfor må det undre, at familien pludselig vælger at lukke bloggen, så kun inviterede mennesker kan læse den.

Det sætter med garanti nogle tanker i gang om, hvorfor familien har valgt at gøre det — om det måske skyldes, at der skal skrives nogle ting på bloggen, som ikke vedrører offentligheden, og det vil så betyde, at der vil være nogle folk, formentlig også journalister, der vil forsøge at få adgang til bloggen.

Og lur mig, om det ikke nok skal lykkes på et eller andet tidspunkt, hvis en af de “inviterede” giver efter.

Dette er ikke ensbetydende med, at der nu skal til at stå hemmelige ting på familiens blog, men det er de tanker, en kodeordsbeskyttelse sætter i gang.

Beskyttelsen betyder også, at det ikke er muligt at komme ind og læse de ældre indlæg, hvilket er synd, da det er et af de få steder, hvor vi faktisk kan høre familien selv snakke om sagen.

Hvis man skal til at skrive mere eller mindre hemmelige ting på bloggen, så havde jeg nok valgt at oprette en ny blog til formålet og så beskytte den med kodeord, i stedet for at spærre hele butikken af for folk, der ikke er venner af familien. Det virker langt mindre suspekt og vil være en fin service overfor alle dem, der følger med i sagen.

Dorte Toft: Bloggeren der væltede IT Factory

Jeg har villet skrive dette indlæg, siden IT Factory kollapsede, men har ikke haft tiden, og nu er Kim Elmose og Trine-Maria Kristensen kommet mig i forkøbet :-)

Det handler, som du måske har gætter ud fra overskriften, om Dorte Toft, der er journalist og blogger, og som har gravet i historien omkring IT Factory over en lang årrække. Læs Dortes eget indlæg om sagen: “IT Factory – with a little help from….

Det er prisværdigt, og samtidig er det inspirerende at se, hvordan Dorte har brugt bloggen som medie. Som Kim skriver:

Dorte Tofts brug af bloggen er det første tindrende klare eksempel på en journalist, som har brugt bloggen til at få – mestendels anonyme – kilder i tale om en historie til at underbygge hendes egen sunde fornuft; nemlig spørgsmålet : “Hvor er pengene?”.

Det er rigtigt, og det har ingen andre journalister rigtig formået. Man kan håbe, der kommer flere.

Men et stort tak til Dorte for det ihærdige stykke arbejde, hun har ydet og stadig yder – og for hendes forstående af medier — især de nye medier. Respekt.

Lisbeth Knudsen lægger avisklummer online og kalder det en blog

Stor respekt til Lisbeth Knudsen, som gør et stort stykke arbejde for nye medier herhjemme — men blogger, det kan man ikke kalde hende.

Tag for eksempel hendes seneste indlæg, “Mumbai – angreb skaber nye medier“. Hvor mange links kan du tælle i teksten?

Der er ellers nok at linke til:

Altsammen ting, som Lisbeth Knudsen nævner i sit indlæg, men uden at linke.

Dog skal det siges til hendes forsvar, at hun har en god pointe til slut:

For medierne giver begivenheden anledning til en anden analyse, som handler om, hvordan vi sikrer troværdighed og kildekritik i vores indhold, når begivenhederne skal rapporteres fra minut til minut, og vi bruger anonyme nyhedsleverandører fra de sociale medier som kilder. Vidste vi det ikke før, så viser Mumbai-aktionen os til gengæld, at de sociale medier nu spiller en ikke ubetydelig rolle i nyhedsformidlingen i en katastrofesituation, og vi kan ikke undvære dem.

Men det betyder stadig ikke, at “Chefredaktørens klumme” kan kalde sig “Chefredaktørens blog”.

Hvorfor tror folk, at bloggen som medie er død?

Det startede med en artikel på Wired.com:

Thinking about launching your own blog? Here’s some friendly advice: Don’t. And if you’ve already got one, pull the plug.

Steder som Twitter, Flickr og Facebook har overtaget bloggens plads.

Siden har masser af medier og blogs over hele verden taget bloggens “død” om som emne. Herhjemme blandt andet Berlingske Nyhedsmagasin, som har skrevet en fornuftig artikel om, at bloggen måske slet ikke er død — i artiklen citeres Christian Bogh og Tine-Maria Kristensen.

Og nu kommer Journalisten så med en pudsig artikel, der konkluderer, at weblogs ligger døde hen:

Blogovervågningstjenesten Technorati har siden 2002 overvåget 133 millioner blogs. Af disse er 94 procent i dag mere eller mindre døde, skriver Berlingske Nyhedsmagasin. Kun 1.5 millioner havde blogget indenfor de seneste syv dage.

At en blog ikke er opdateret indenfor en uge er åbenbart det samme som, at den er død. Havde journalisten fra Journalisten læst mere af artiklen fra Berlingske Nyhedsmagasin, havde han måske set den føromnævnte artikel, hvor to af de danskere, der ved mest om blogs, siger, at bloggen netop ikke er død:

Bloggen er besværlig: Er det så i virkeligheden billedet? At bloggerne kollektivt har forladt tasterne? Svaret er nok nærmere, at der er sket en udrensning, fordi bloggerne har opdaget, at det faktisk er krævende at skrive en blog, og de har derfor fundet vej til andre sociale medier. Det mener blog-ekspert Trine-Maria Kristensen fra SocialSquare.

Det tror jeg er meget rigtigt set. Blogmediet har nu fundet sit leje. Dem der “lige skulle prøve det” er nu væk og rykket videre og tilbage er (for det meste) kun dem, der mener blogmediet seriøst.

Hverken Twitter, Flickr eller Facebook kan på noget som helst tidspunkt overtage den plads, som for eksempel denne blog har i min verden. Her kan jeg fordybe mig i emner, der interesserer mig uden at skulle bekymre mig om begrænsning eller at blive skubbet ud af en liste, fordi så mange andre også bidrager med indhold. Her er det med andre ord mig, der bestemmer :-)

Så er bloggen død? Hvis man ser en blog som et massemedie, alle skal have, så ja. Hvis man ser bloggen som et personligt medie, så i allerhøjeste grad nej. Ganske rigtigt, mange er holdt op med at blogge for i stedet at bruge Twitter, men en Twitter-kanal er ikke en blog, ikke når man kun har 140 tegn at gøre godt med, og Twitter er så elendigt et medie til samtale, som det nu engang er.

Som Christian Bogh også skriver:

Min kommentar var, at selvfølgelig er bloggen ikke død – den er bare ved at blive voksen. Og derfor vil bloggen begynde at blive mere et kommunikationsværktøj (et godt et af slagsen) og mindre et hype eller en craze (for at blive i de amerikanske termer), som bloggen var i begyndelsen og til dels stadig er det her i Danmark.

Christian linker også til en undersøgelse foretaget af Jupiter Research, som han skriver følgende om:

Undersøgelse viser, at blogs er bedre til at skabe forretning end andre former for sociale netværk. Sociale netværk skaber kontakt mellem folk, mens blogs skaber dialog. En dialog som folk stoler enormt meget på. Så meget at mere end 50 procent af dem som jævnligt læser blogs, følger bloggens anbefalinger, når de skal købe noget.

Så skulle myten om, at bloggen er død vist være manet til jorden.