I går onsdag havde jeg den fornøjelse at være gæst ved konferencen 'When Science Meets the Headlines', som Experimentarium var vært for.

Der var mange interesante oplæg på konferencen, der kiggede på spændingsfeltet mellem forskning, formidling af denne forskning og journalister. Der var bud på, hvad forskere og journalister kan/bør gøre for at komme hinanden nærmere samt besøg fra det britiske Science Media Centre, der egentlig er sit helt eget indlæg værdigt. Det må blive i den nærmeste fremtid.

En ting, jeg lagde mærke til på konferencen var snakken om blogs. Der er efterhånden langt imellem man hører ordet 'blog' efterhånden, i forhold til 2007, hvor alle (og jeg mener alle) skulle have en blog – eller, det var der i hvert fald nogen, der mente.

Siden hen er det gået lidt i sig selv. Alle (okay, ikke alle) er nu på Facebook og statusopdaterings-blogger og udlever behovet for at fortælle om hverdagen dér.

Tilbage til konferencen:

Videnskab er, som medier, en samtale
Anne Knudsen, der er chefredaktør og administrerende direktør for Weekendavisen, sagde, at "videnskab er en samtale". Dem, der har læst The Cluetrain Manifesto fra 1999 tænker straks på den allerførste tese i manifestet:

Markets are conversations.

På konferencen talte Simon Heilesen, lektor ved Institut for Kommunikation, Virksomhed og Informationsteknologier på Roskilde Universitet, om at udviklingen i mediebilledet skaber "hurtige og fleksible publikationsformer" for forskerner, heriblandt blogs.

En anden fordel ved blogs er, ifølge Heilesen, den åbne debat, der er omkring blogs – altså når læserne og forfatteren til et indlæg debatterer på bloggen om det emne, som indlægget har taget op.

Her havde Peter Hyldgård, udviklingsansvarlig på Videnskab.dk, et konkret eksempel, nemlig en kronik (skrevet som et blogindlæg) af Søren Brier, der er professor ved Copenhagen Business School med titlen 'Religion, videnskab, følelse og fornuft – kan de virke frugtbart sammen?'.

Kronikken, fra marts i år, har trukket intet mindre end 413 kommentarer! Så har man altså fat i noget, der gør en forskel.

Peter Hyldgård kunne endvidere fortælle om Søren Briers erfaringer med indlægget. Nemlig, at det ikke var hans kolleger, der kommenterede. I stedet var det folk, han normalt ikke kom i kontakt med.

For de mennesker, der prækede blogs for tre-fire år under solen er der naturligvis meget lidt nyt under solen her – det ovenstående bekræfter blot, hvad der stod i blog-biblen dengang.

Men hvor blogs i det store hele ikke længere er værd at tale om, har kommunikationsformen tilsyneladende bidt sig fast. Så når Experimentarium taler om at lave et 'Science Research Lab', så anbefaler Peter Hyldgård dem at få fat i nogle gode bloggere.

Alt dette er naturligvis en kombination af, hvad det er, en blog kan, samt at der har været et behov i videnskabelige kredse for at kunne kommunikere mere direkte uden 'forstyrrende' elementer såsom kommunikationsfolk og journalister.

Åh nej – er sådan noget ikke farligt?
Der er dog en anden side, der er mindre begejstret for blogs. Her frygter man, at hvis folk kun læser blogs (hvis vi nu et kort øjeblik antager, at det overhovedet er realistisk), så vil folk kun læse de bloggere, som de er enige med, og så har vi ingen diskussion.

Det er selvfølgelig en pointe, men jeg tror ikke, scenariet er realistisk. Herudover tror jeg, at det allerede er sådan i en vis udstrækning. Altså at folk vælger at læse artikler, som man er enig i – her taler vi selvfølgelig fortrinsvis om opinionsstoffet.

Det lader altså til, at blogs langfra er forsvundet. I stedet har dialogmediet over dem alle brugt tiden til at finde sig et leje, hvor personer med noget på hjertet (og hjernen) kan bruge blogs til at kommunikere mere direkte med slutmodtageren. Og det er en god ting.