The Information

Politiken-afstemning: Hver fjerde siger, de vil betale for journalistik på nettet

Hvis du ikke allerede har læst om Politikens planer om at indføre betaling på politiken.dk i slutningen af 2012, så start her: Politiken.dk indfører digitalt abonnement.

Læs derefter denne afstemning hos Politiken selv: ‘Vil du betale for journalistik på nettet?’

Nu er der selvfølgelig en del fejlkilder ved sådan en afstemning. Den er stillet på Politiken.dk (så ‘journalistik på nettet’ vil sikkert af mange blive opfattet som ‘Politiken.dk’), ‘journalistik på nettet’ er en meget bred definition, man udelukker nogle ved kun at spørge på nettet etc. etc. Læg hertil, at ‘betale’ også kan tolkes på forskellige måder – alt efter hvilken model, man vælger – og selvfølgelig hvor høj prisen bliver.

Men lad os nu sige, at der er en del gyldighed i afstemningen – der er trods alt blevet stemt mere end 2.000 gange, det må da tælle for noget.

Afstemningen viser, efter 2.057 stemmer, at 25 procent gerne vil betale for journalistik på nettet:

Det er jo et meget positivt tal, selvom jeg naturligvis ikke kan sige noget om, hvorvidt Politikens model løber rundt, hvis ‘blot’ hver fjerde betaler. Om ikke andet så tyder det da i hvert fald på, at der er en vis opmærksomhed om, at der findes kvalitetsjournalistik på nettet, som nogle gerne vil betale for. Og det er positivt.

Hvad angår Politikens konkrete eksempel, ved jeg ikke mere, end hvad de selv skriver. Noget, jeg umiddelbart undrer mig over er, at de angiveligt vil inkludere alle artikler i modellen – altså kan man også læse x antal almindelige nyhedsartikler, måske endda Ritzau-telegrammer, som der findes næsten uendelig mange af i det danske mediebillede. Og det er ikke sikkert, at hver fjerde vil betale for almene nyheder.

Forklaringen på denne model er, at Politiken har set, at det er sådan, The New York Times gør. Det er dog, uanset hvad Politiken selv mener, nok kun modellen, de har til fælles. The New York Times er et engelsksproget, globalt medie med et kolossalt brand og mange besøgende. Det danske mediemarked, og i endnu højere grad Politiken, er af en helt anden størrelse.

Politikens opgave er nu at vise, at de har tilstrækkeligt med interessant indhold til, at man går glip af noget, hvis man ikke køber et digitalt abonnement. Det er altså lidt den samme opgave, som Facebook har op til børsnoteringen; det gælder kort fortalt om at gøre sig til.

Prepare to be wooed.

Politiken har en god kronik af Olav Hergel, men jeg kan ikke læse den!

To kolleger har, uafhængigt af hinanden, spurgt mig, om jeg har læst Olav Hergels kronik i Politiken fra weekenden omkring den nuværende situation som den danske journalistik befinder sig i.

Problemer er bare, at jeg ikke kan læse kronikken, fordi jeg ikke abonnerer på Politikens papiravis, og fordi Politiken vil sælge aviser ved at slanke netavisen – så kronikken er ikke på nettet (det bekræfter en søgning på ‘hergel’ på politiken.dk).

Så kære Politiken-folk: Hvad skal jeg nu gøre? Ja, jeg har Infomedia-adgang, så jeg kan finde den der. Men det er jo ikke alle, der har det.

Jeg kan måske installere jeres iPad-app, men det ved I jo godt selv, at jeg ikke kommer til at gøre. Så meget for en enkel artikel, not gonna happen.

Jeg vil meget gerne læse Hergels kronik – måske endda betale penge for den, fordi to kolleger, har anbefalet den – og fordi den handler om noget, der også optager mig.

Hjælp mig, please :-)

Sådan læser du The Wall Street Journals betalings-artikler, gratis

Jeg skrev det godt på nok på Twitter i går, hvor det fik et par retweets, så jeg tænkte, det var værd også at nævne her.

Det går kort fortalt ud på, at du via Google News kan læse de artikler på The Wall Street Journal, der ellers er lagt bag deres ‘pay wall’.

Og hvordan så det? Jo, du skal finde den artikel, du gerne vil læse. Det kan eksempelvis være artiklen om, at den indiske regering har præsenteret en tablet til 35 dollars. Her når du to afsnit ned i artiklen, inden du bliver mødt af teksten ‘To continue reading, subscribe now’.

Men du behøver ikke blive abonnent for at læse artiklen. Du kan faktisk blot kopiere overskriften (‘India Unveils $35 Tablet for Students’) og søge på den på news.google.com.

Når du så har fundet The Wall Street Journal-artiklen i søgeresultaterne der, så klikker du blot på overskriften og voila. Et styk artikel klar til læsning.

Den danske mediebranche tuder

I hjørnet af skolegården står en dreng og flæber. Han er ked af det, fordi de andre i skolegården ikke længere vil lege med ham. Tidligere var det ham, der bestemte, hvad der skulle leges i gården, men efter skolen fik internet ændrede alt sig, og drengen fik ikke fulgt med udviklingen.

Den dreng hedder ‘den danske mediebranche’.

Bevares, det er tyndt at lave paralleller fra en skolegård til det enorme marked derude, men med den seneste tids udmeldinger fra vores allesammens branche lå det bare lige for.

Skurken er, som det har været så mange gange før, dem der vover at tjene penge på vores indhold ved blot at være i nærheden af det. I øjeblikket hedder den skurk for det meste Apple.

Senest har Politiken skrevet artiklen ‘Apple anklages for ublu takster‘. Her udtaler en række chefer fra forskellige spillere i den danske mediebranche sig. Konklusionen er klar: Apples 30 procent cut er alt for meget. Det betyder, at mediehusene holder tilbage med at kaste penge efter satsninger på Apples iPad.

Lad os vende tilbage til skolegården. Hvad gjorde man, hvis de store drenge ikke ville lege med en? Man fandt andre ligesom en selv og så gav man sig til at lege med dem.

Den flig af iværksættergejst eller evne til at tilpasse sig eksisterer øjensynligt ikke i mediebranchen. Her vil man heller sætte sig over i hjørnet og tude eller sladre til læreren om, hvor tarvelige de andre er.

Det er jo ikke det faktum, at Apple tager 3 ud af 10 kroner, der virkelig bremser udviklingen. Dét der i sandhed bremser udviklingen er, at mediehusene har stirret sig blinde på noget, der næsten minder om den gode, gamle avis; apps. Folk betaler for indhold, man leverer en pakke, som man selv bestemmer over. Ikke mere løsrevethed som det kendes fra World Wide Web. Det lyder næsten for godt til at være sandt. Og det er det også.

Mediehusene er splittede. På den ene side kan de gå i seng med Apple, bruge Apples eksisterende og meget velfungerende app-struktur, hvor der er etablerede betalingsmodeller – eller lave applikationer, der kan køre i de mobile browsere (der understøtter HTML5), som kan virke på alle platforme.

Problemet er, at her er der ikke noget etableret, velfungerende betalingssystem, ligesom hos Apple. Så kunne man sætte sig ned og prøve at lave sit eget. Men nu har branchen forsøgt at finde et fælles betalingssystem siden 2001 – uden succes. Så hvorfor skulle det lykkes nu?

Ikke desto mindre er det det, der er brug for. Jeg har tidligere skrevet om, at medierne skal søge blå oceaner.

Apple er en privat virksomhed, der selv opstiller reglerne for deres ‘App Store’. Kan man ikke lide lugten i bageriet, må man begynde at bage sine egne brød.

Måske er det på tide, at den danske mediebranche tænder ovnen?

Betalingsdiskussionen er en gammel traver, 9 års tidsrejse

2001: A Space Odyssey

I øjeblikket kører der i det danske mediemarked en debat om betaling. Skal man tage betaling for indhold? Hvad vil folk betale for? Hvad med mikrobetalinger?

Men diskussionen er langt fra ny.

Aah, mindes De dengang Internet var gratis og et Bolsche kostede en Öre?

Tilbage i 2001, den 15. oktober, skrev Berlingske Tidendes Jakob Skouboe i artiklen “Netbetaling kan blive en guldgrube for Danmark”:

Kan I huske, dengang Internet var gratis? Det vil nok blive et samtaleemne på linie med vejret og HTs uregelmæssigheder om nogle år. I hvert tilfælde hvis det står til en lang række af de store websteder herhjemme.

For med Ofir.dk som det foreløbigt sidste, så er de toneangivende websteder herhjemme ved at forsøge at tjene penge på nettet. Ofir har strikket en lille betalingsløsning sammen. Den går i al enkelhed ud på, at chattere på Ofirs hjemmeside kan betale mellem 100 og 300 kroner for at få beskyttet deres chatternavn på nettet.

Det lyder hamrende banalt, men Ofir ser det som forretning.

Som du nok ved gik det ikke så godt med Ofirs betalte chat, og Ofir er den dag i dag en jobdatabase.

Men citatet illustrerer glimrende, at det langt fra er første gang vi tager det gratis internet op til debat. Artiklen nævner også et panel, der har sat sig sammen for at finde bud på, hvordan der kan tjenes penge online. Panelet bestod af blandt andet af Jubii, Yahoo, TV2, Metropol (herunder Berlingske Tidende), Politiken, Jyllands-Posten, Ekstra Bladet, IDG (Computerworld), TDC Internet, Krak, Den Blå Avis, Københavns Fondsbørs, Aller, Fyens Stiftstidende og Post Danmark.

I det lidt morsomme hjørne kan følgende citat nævnes:

Panelet af de magtfulde websteder venter at være klar i løbet af dette år med mere konkrete måder til at få penge for deres tit meget dyre bestræbelser på at skabe kvalitet på nettet.

Metoderne kan blive en form for mikrobetaling, hvor man eksempelvis betaler et lille beløb for at læse en avisartikel på nettet. Betaler en krone for at modtage en mail med drømmebilen eller, mod ti kroner, får en SMS-besked på mobiltelefonen om en interessant person fra et dating-site på nettet, som passer til ens krav og er oplagt at ville hive med i biffen. Mulighederne er uendelige.

Allerede dengang spøgte mikrobetalinger altså i kulissen.

Det er ingen hemmelighed, at Berlingske-artiklen ikke fik ret i sin spådom, da det danske internet i allerhøjeste grad stadig er gratis her lige knapt 9 år efter artiklens deadline.

Thorborg: Dansk journalistik og kultur vil forsvinde fra nettet

I dommedagshjørnet finder vi Martin Thorborgs profeti fra 17. juni 2001:

Jeg er overbevist om, at om et år vil det danske Internet se meget anderledes ud end det gør i dag. Indhold som chat, e-mail, erotik og den slags vil der stadig være meget af, da det er meget billigt at producere denne type indhold . Men det seriøse, det journalistisk skrevne og redigerede – altså det stof, man kan stole på og fordybe sig i – vil forsvinde.

[…]

I andre lande vil der måske være mulighed for at drive reklamefinansierede modeller, men det er ganske enkelt udelukket i Danmark. Det er Danmark simpelt hen for småt et sprogområde til. Kun i lande som f.eks. Tyskland, Frankrig, England, Spanien og USA vil det være muligt at producere seriøst indhold, mens dansk journalistik og kultur vil forsvinde fra nettet.

Snyltere skal betale! Dengang som nu…

Dengang foreslog Thorborg faktisk, at teleselskaberne burde betale penge til indholdsleverandørerne ud fra logikken om, at det var deres skyld, at teleselskaberne havde nogen trafik på nettet:

»Antallet af danske hjemmesider falder nu. Vi kan se det blandt de mange tusinde danske sider, vi linker til, at der falder nogle fra hver dag. Grunden er, at det ikke kan betale sig for dem at være på nettet,« siger Martin Thorborg, en af grundlæggerne af det succesrige site, Jubii.dk.

Jubii har startet debatten med det kontroversielle forslag at spærre for adgangen for de teleselskabers kunder, hvis teleselskaberne ikke giver Jubii en del af selskabets overskud.

Lyder det sidste bekendt? Det burde det. For i april i år foreslog Socialdemokraternes medieordfører, han hedder Mogens Jensen, nemlig at omsætningen hos Google og andre søgemaskiner skulle pålægges en afgift. Hvorfor? Denne ComON-artikel har svaret:

Google skal betale for det indhold, som søgemaskinefirmaet tjener penge på.

[…]

Han mener, at Google og andre søgemaskiner bør betale for den information, som de tjener deres penge på og giver som eksempel, at Google har aftalt med forskellige organisationer at kompensere for indhold, som de bruger til nogle af firmaets tjenester, eksempelvis Google Books.

“Det er et forslag om en afgift på Google og andre søgemaskiners omsætning. Når man søger på Google, tjener de penge på indhold, som de ikke betaler for. Vi vil gerne have, at de skal bidrage til finansieringen af det, som de tjener penge på. Men vi vil først tage stilling til, om vi skal indføre afgiften, efter vi har fået en redegørelse,” siger Mogens Jensen.

Det ligger lige for at nynne dette nummer for sig selv:

The 9 year cycle

Ja, det er nemt at finde gamle artikler fra og pege på profetier fra dengang, der ikke holdt stik. Men jeg synes, det er pudsigt at vi her ni år senere har præcis den samme diskussion oppe at vende igen.

Indholdsleverandørerne mener, at folk skal betale – de går faktisk under, hvis det ikke sker – og de andre store på markedet er bestemt ikke uden skyld. Google stjæler stadig annoncekroner, og Facebook er heller ikke for gode.

Når vi tager diskussionen igen nu, er det dog fordi noget har ændret sig i løbet af det sidste årti. Oplag. Det er gået stejlt ned ad bakke for papiroplaget, og dagbladene leder med lys og lygte efter den tabte indtægt på andre forretningsområder. Her er internettet oplagt, da man i forvejen har en stor repræsentation her.

Alligevel er jeg spændt på, om det samme sker igen: At ingen viser den reelle vilje og tager betaling for indhold, og at markedet affinder sig med det. Så kan vi sidde i 2019 og tage diskussionen igen. Jeg er parat.

Gad vide hvem der skal betale os penge til den tid? Måske Facebook, fordi det jo trods alt er vores indhold, som folk deler på Facebook og derved holder gang i netværket.

Times’ betalingsvæg halverer trafikken, men hvor bliver den af?

The Times logo

For et stykke tid siden indførte The Times Online (thetimes.co.uk) betalingsvæg på deres website, i håb om, at der er flere penge at tjene på, at folk betaler for at læse indhold end i at køre annonce-modellen.

Det betød blandt andet at The Drudge Report, der er en af de helt store trafikdrivere til engelsksprogede nyhedssites de-linkede The Times.

Ikke overraskende koster det på trafiksiden. Ifølge PaidContent, har Times mistet halvdelen af trafikken.

Hvad der vækker undren er, at der tilsyneladende ikke er nogle af de gratis alternativer, der kan notere sig en stigning. Der er altså en masse websurfere, der er forsvundet ud i ingenting. Eller hvad? Nej, selvfølgelig ikke.

For dette er det samme, som vi så på det danske gratisavismarked, da Nyhedsavisen måtte dreje nøglen om. De resterende gratisaviser kunne ikke notere sig en stigning i læsere til trods for det enorme antal læsere, som Nyhedsavisen efterlod.

Welcome to the internet my friend, how can I help you?
Årsagen er selvfølgelig, at dette er det 21. århundrede, hvor man ikke kun læser én avis – og ikke kun bruger én hjemmeside til at finde nyheder.

Jeg kan bruge mig selv som eksempel. Jeg tjekker nyheder på ekstrabladet.dk, politiken.dk, berlingske.dk, news.bbc.co.uk og så videre – og så har jeg ikke listet de websites, jeg besøger via Twitter, Facebook og Google Reader.

Og jeg er næppe den eneste, der har det på denne måde. Så lad os sige, at Berlingske eller Politiken indfører betaling på deres website. Så vil jeg da bare blive ved med at tjekke de gratis alternativer.

Det svarer jo til at udregne landets befolkning ved at tage antal besøgende på alle websites og så lægge dem sammen. Sådan fungerer det jo ikke.

I stedet kunne det være interessant at se på hyppigheden, altså om folk så tjekker de gratis websites oftere. Endnu mere spændende bliver det dog at se eksempler på betalingsvillighed, når diverse gratis prøveperioder etc. udløber.

Opdatering 29-06-2010 @ 10:50
Som Ernst Poulsen gør opmærksom på i en kommentar til Facebook-posten til dette indlæg, er det faktisk alene registreringskravet (man kan melde sig til et indtil videre gratis preview) der har kappet halvdelen af trafikken væk.

Times vil indføre betaling for nyheder

Times Online logo

Ifølge The Guardian, så vil The Times indføre betaling for nyheder og andet indhold i foråret 2010.

Dermed når man den deadline, som chefen Rupert Murdoch (Times hører under Murdochs News Corp) satte, som hedder senest sommeren 2010.

Jeg har tidligere taget spørgsmålet op, om vi virkelig bør se op til Rupert Murdoch, men den mulighed har man (desværre?) ikke, når man er en del af imperiet.

Hos The Times arbejder man med en abonnementsmodel (fast beløb, fri adgang) og en 24 timers adgang. James Harding, der er redaktør på The Times, mener, at dette vil styrke båndet med de loyale læsere:

He said the Times would also enhance its relationship with its most loyal readers through home delivery and a reward programme through the recently launched Times+ membership venture.

“Historically, newspapers have treated their best customers worst and their worst customers best,” he said.

“We give the paper away to people who could not care less and we pay little or no attention to people who love it and read it every day.”

På teknologi-bloggen TechCrunch er der imidlertid meget lidt begejstring at spore for The Times’ idé i indlægget ‘Operation Failure: Times Plans To Charge For One-Day Access To Online News‘, hvor man især går efter 24 timers modellen (som i mine øjne også er håbløs):

[…] everyone realized by now that people tend to cherry pick news content online based on their time and specific interests, and that there was quite some agreement around the fact that people vote with their wallets when given more individual choice (e.g. evolution of music album sales vs. single track sales). If you could choose between paying per single song stream rather than spend your money on 24-hour access to an entire album, which would it be?

Even if you still go out and buy the news as printed on actual paper and subsequently read every single article in it, how many people are like you, you reckon? And if you wanna read everything and everyone a daily newspaper has to offer anyway, why not just, erm, continue to buy the newspaper instead of paying for time-limited access to the digital version of it? Because the advertising alongside articles in the latter case is more interactive?

Og så er banen ligesom kridtet op, inden The Times vil til at have penge for deres indhold. Det skal blive spændende at se, hvordan det kommer til at gå. Jeg kender ikke nok til det britiske mediebillede til at kunne komme med nogle vildt bevingede ord, men jeg kommer ikke umiddelbart til at savne The Times.

Så er spørgsmålet bare, hvor mange andre, der har det på samme måde.

Skal vi virkelig se op til Rupert Murdoch?

Rupert Murdoch (Foto: World Economics Forum)Få mennesker har formentlig spillet en så stor indflydelse på det danske mediemarked uden at være klar over, det som australsk-amerikanske Rupert Murdoch (Wikipedia).

Knapt havde han luftet sine overvejelser om at tage betaling for indhold på andre News Corp-sider (som det gøres på The Wall Street Journal, før danske mediepersonligheder (i særdeleshed Berlingskes Lisbeth Knudsen) greb bolden og sagde, at det skal vi også til at kigge på det det danske hjørne af mediebilledet.

Jeg har tidligere skrevet om, at jeg ikke tror på betaling for dansksproget indhold, så det vil jeg ikke gøre. I stedet vil jeg forsøge at sætte lidt fokus på Mr Murdoch.

Hos Slate.com faldt jeg over artiklen ‘Read Between the Lies‘. Her kigger Jack Schafer (Wikipedia) nærmere på mediemogulen. Kort sagt er hovedpointen i artiklen: Når Murdoch taler, så enten lyver eller forhaler han. Når han ikke taler, så handler han.

Og i øjeblikket taler Murdoch rigtig meget.

Anledningen til artiklen er interviewet med Murdoch på australsk tv, som du kan se hos The Guardian.

Her kritiserer han Google, Microsoft, Ask.com og BBC for at stjæle indhold fra hans forretning. Han overvejer nu at holde Googles søgerobotter ude og i stedet forlange, at brugerne betaler for indholdet – noget, som kritikere af fremgangsmåden mener kun vil gøre ondt værre, da det forhindrer nye i at komme til:

The best pay-wall candidate in the Murdoch portfolio is the Wall Street Journal, which already charges for access while allowing nonpaying visitors to view some of its content. (Wired Editor-in-Chief Chris Anderson calls this model “freemium.”)

If Murdoch were to raise the Journal’s pay wall all the way to the heavens to block Google and Google News completely, it could lose 25 percent of its traffic, Bill Tancer of Experian Hitwise writes this week, and the move “could isolate the Journal from potential new online subscribers.”

Det bekymrer dog ikke Murdoch, der hellere vil have få læsere, som så betaler.

MySpace for 580.000.000 dollars
Murdoch er især kendt for at have skabt News Corp-dynastiet (Wikipedia), og han blev også “kendt” blandt brugere af ‘det sociale web’, da han i juli 2005 købte MySpace – læs om købet hos BBC News – et website, hvor brugerne kan lægge musik og billeder op af/med/om dem selv.

I dag spiller MySpace dog en mindre og mindre rolle, og i juni måned i år skar man 30 procent af medarbejderstaben.

MySpaces store konkurrent er, ikke overraskende, Facebook. Allerede i oktober 2007 skrev teknologi-bloggen TechCrunch om, at skiftet fra MySpace til Facebook var begyndt.

Skiftet skete, ifølge Google Trends, en måned senere:

Bedre er det næppe blevet af, at MySpace har forsøgt at kopiere Facebook-features (statusopdateringer, billedtagging etc) i stedet for at konsolidere sig på det marked, man sad så tydeligt på (og stadig sidder rigtig godt på); Musikere, kunstnere og andre kreative.

Udover den relativt korte succes som Murdoch nåede at have med MySpace er der langt i mellem snapsene. Han har ikke nogle store succes-historier fra nettet at fortælle. Hans penge er tjent på tv-signaler og papir.

Og det er denne mands snak om betalingsvægge på websites, som danske medieledere nu kigger til i håb om at få penge i netkassen. Men Murdoch snakker mere end han handler. Som Schafer skriver:

Murdoch is simply jawboning. Three months ago he promised that News Corp. would start charging for its newspapers by June 2010. Now he doubts that the company will hit that mark. In typical Murdochian fashion, he’s sowing confusion and harvesting bewilderment.

If it were in News Corp.’s economic interests to dig an Internet moat around its newspaper properties, Murdoch would have already done it rather than talk about it.

Schafer mener, at Murdoch gør dette af to årsager:

  1. For at signalere overfor konkurrenter hvilken retning, han gerne vil have, at News Corp tager.
  2. Det er hans (desperate, mener Schafer) forsøg på at få konkurrenterne til at følge med, da hans brede (“general interesest”) udgivelser risikerer at blive dømt irrelevante.

Jeg hælder mest til nummer 1, selvom der ikke er tvivl om, at vi ser kramper (ikke nødvendigvis dødskramper) fra “den gamle medieverden”. Vil du for eksempel betale 19 kroner for at få ugens nyheder opsummeret i et ‘elektronisk magasin’?

Jeg er ikke efter ugen.dk, fordi det er et Berlingske-produkt, men fordi jeg synes et ugentligt, elektronisk magasin strider mod alt, hvad internettet har lært os. Men det er muligt, jeg tager fejl. Det vil kun tiden vise.

Et er dog sikkert: Bare fordi Murdoch siger, at medierne skal til at tage betaling, så skal vi ikke stå som nyindkaldte rekrutter og spørge “Hvor meget?”.

Lad mig slutte med Schafers ord:

When Rupert Murdoch speaks, he’s either lying or filibustering. The only sensible time to listen for him is when he’s running silent.

The Economist lægger yderligere indhold bag betalingsmuren

MediaWeek skrev tilbage i starten af september, at The Economist ville begynde at kræve betaling for mere af web-indholdeteconomist.com.

Det ser ud til at ske nu. Jeg har lige fået følgende mail fra The Economist-folkene (mine fremhævelser):

Dear Reader,

I’d like to inform you about important changes at Economist.com.

Beginning October 13th, we will be limiting access to certain sections of our site to subscribers only. Over the past few years, Economist.com has become a hub for intelligent discussion, with news commentary, blogs and an award-winning debate series. We will continue to encourage both subscribers and non-subscribers to participate in those conversations. We will also enhance the experience we offer our most loyal readers by expanding our subscribers-only features.

Currently, all content published within the last year is free of charge. Soon, only articles and commentary published prior to the last 90 days will be accessible without a subscription. The print edition contents page, which offers a convenient way to browse articles and features from the latest issue of The Economist, will also be limited to subscribers only.

Through these complementary aspects of Economist.com, we will continue to foster intelligent discussion and debate, while enhancing the value we bring to our community of subscribers.

I hope you’ll continue to visit the site and enjoy all it has to offer.

Sincerely,

Ben Edwards, Publisher
Economist.com

På en gang kan jeg både forstå og ikke forstå The Economist. For der skal jo tjenes penge, men jeg hører til en af dem, der tror mere på link-økonomi, som MediaWatch skrev om 23. september.

Economist.com vil formentlig få færre sidevisninger, men muligvis flere penge i kassen. Men vil du for eksempel købe et abonnement på The Economist efter dette? Eller er det nemmere bare at læse en anden lignende publikation? The Economist har noget af verdens bedste indhold indenfor deres felt, så hvis nogen kan lykkes med dette, er det medierne i denne kaliber.

Uanset om man er enig eller ej, må man gå ud fra, at et magasin med dét navn bør vide en ting eller to om økonomi. Jeg er skeptisk overfor, om dette vil give flere penge og/eller kunder i butikken. Men det vil tiden vise.

Google-boss Eric Schmidt tror ikke på betaling for generelle nyheder

Foto: Gisela GiardinoI øjeblikket er der en masse snak omkring betaling af indhold på nettet, som også har sendt et ekko her til landet.

Mediemogulen Rupert Murdoch (Wikipedia), der ejer News Corporation (Wikipedia) og dermed en lang række medier, er en af de helt store fanebærere i betaling-for-indhold-lejren.

Nu bliver han modsagt af Eric Schmidt, der er CEO for intet mindre end Google:

»In general these models have not worked for general public consumption because there are enough free sources that the marginal value of paying is not justified based on the incremental value of quantity.«

[…]

»So my guess is for niche and specialist markets … it will be possible to do it but I think it is unlikely that you will be able to do it for all news.«

Jeg tror, ligesom Schmidt og mange andre, heller ikke på, at man kan tage betaling for generelle “main stream”-nyheder, og det er der da heller ikke tale om herhjemme. Men jeg forholder mig samtidig også kritisk til, om man overhovedet kan få folk til at betale for journalistisk indhold, man sælger jo stort set varen ubeset.

Men interessant at se Google melde sig ind i snakken.

Foto: Gisela Giardino

The Economist skriver om avisernes/mediernes fremtid

Jeg har endnu ikke haft tid, og får det næppe i dag, derfor skriver jeg et indlæg om det, mens jeg husker at gøre det, at dybdelæse lederen og artiklen som The Economist har skrevet om nogle af de udfordringer og fremtidsmuligheder mediebranchen står overfor.

Lederen: The rebirth of news.

Artiklen: Tossed by a gale.

God fornøjelse og læselyst.