David Trads vil kun have læserbreve på sin blog

Slut med anonyme kommentarer på min blog‘ skriver David Trads på sin blog hos Berlingske Tidende.

Årsagen er, at han er træt af at læse, eller slette, uintelligente kommentarer fra folk, der opererer under et dæknavn.

Trads’ løsning er at gå et par årtier tilbage i debathistorien:

Frem over godkender jeg kun kommentarer, der er underskrevet med fuldt navn og adresse på præcist samme måde, som når et læserindlæg optages i en avis.

Det er håbløst. Hvorfor skal jeg oplyse min fysiske adresse for at skrive en kommentar til et indlæg, David Trads har skrevet på nettet? En kommentar til et blogindlæg er ikke nødvendigvis et ‘læserbrev’, men noget, der gerne skulle berige det oprindelige indlæg eller læseren.

Jeg tvivler på, man får gode kommentarer ved at bede folk om deres navn og adresse. Jeg kan forstå, at man vil have folk til at lægge kommentarer i deres rigtige navn, men så gør dog et teknisk tiltag og brug et 3. part-kommentarsystem, såsom Facebooks eller Disqus.

Eller få dog som udgangspunkt et system, hvor folk skal logge ind (og angive deres adresse) før, de kan lægge kommentarer til blogindlæggene. Men den løsning, Trads har valgt, er naturligvis lettere for Trads og Berlingske.

Og så vil David Trads stadig skulle sidde og læse kommentarerne igennem i sin blog-administration, selvom folk så kalder jeg ‘George Washington’ eller et andet dæknavn.

Og som en lille morsomhed kan det nævnes, at Trads ikke selv underskriver korrekt, når han lægger en kommentar:

Præcisering

Alle skal – uanset at I allerede har opgivet navn og adresse i systemet – selv underskrive indlæg med navn og fuld adresse. Som eksempelvis Jan Petersen har gjort ovenfor:

Jan Petersen
Teglgårdsvej 507 st tv
3050 Humlebæk

Kun indlæg, som er underskrevet på denne måde, vil blive offentliggjort.

vh

David Trads

Og herudover har Trads og Berlingske vel ikke en reel mulighed for at verificere folks adresser? Så tiltaget er potentielt ligegyldigt, vil jeg mene.

Berlingske fjerner annonce-blokering

Berlingske har fjernet den blokade, der hindrede brugere af diverse reklameblokerings-software i at besøge deres sites, skriver Ingeniørens it-magasin, Version2.

Lisbeth Knudsen har blandt andet følgende at sige:

»Da vi i sin tid lavede blokeringen, var det knyttet til Aidonline, ikke fordi vi lige fandt på at blokere for adblockere. Og da gjorde vi det af principielle grunde, fordi Aidonline udnyttede vores indhold til at få vist deres egne annoncer,« forklarer hun.

Men, det er måske en lille sandhed med modifikationer. I Peter Nørregaards blogindlæg (på Version2), “Berlingskes desperate krigserklæring” har han kopieret den tekst ind, som Berlingske serverede for de brugere, der blev nægtet adgang:

Kære bruger

Vi kan se, at din computer har en adblocker installeret, som gør at vi ikke kan vise dig vores annoncer på websitet.

Vi kan kun give dig gratis journalistisk kvalitetsindhold, hvis vi har annoncer på vores websites, for de betaler i høj grad de omkostninger, der er forbundet med at drive et website. Hvis annoncerne bliver fjernet, forsvinder vores indtægtsgrundlag, og så vil vi ikke kunne blive ved med at tilbyde dig gratis nyheder på www.berlingske.dk

Hvis du afinstallerer adblockeren, er du naturligvis mere end velkommen tilbage til vores website.

Med venlig hilsen

Berlingske Tidende

Samt, at den første kommentar til artiklen om, at Berlingske opgiver blokaden siger følgende:

Det er ikke korrekt når Lisbeth Knudsen påstår at det alene handlede om AidOnline. Berlingske.dk tilføjede javascript kode som specifikt rettede sig mod AdBlock Plus.

Berlingske lavede (eller rettere: kopierede fra andre) et script som checkede om du havde et bestemt ABP filter installeret. Reelt en snagen i private oplysninger. Lisbeth Knudsen har ret i at scriptet ikke er særligt avanceret, men det var rettet specifikt mod ABP, helt præcist Easylist filteret.

Se reaktionen fra Wladimir Palant her.

Hvor er det dog fantastisk, at læsere, der kender til sagen (og ikke mindst teknikken i sagen) er lynhurtige til at komme med de oplysninger, de sidder inde med, så vi andre hele tiden kan blive klogere. Dejligt at se kommentarfunktionen på artikler, når den virkelig virker.

Danske medier slås internt – øger det sårbarheden overfor de store spillere udefra?

Der er udsigt til konkurser og nedskæringer blandt danske dagblade, TV- og radio-stationer. I det lys er det forståeligt – omend beklageligt – at man nu kives internt i den danske mediebranche. I en tid, hvor internationale medier fylder mere og mere, ville kræfterne være brugt langt bedre på at prøve at finde en fælles løsning, der kan sikre et stærkt dansk mediebillede.

Sådan indleder Sofus Midtgaard sin kronik i Berlingske, der bærer titlen “Mediedebat uden musketerånd.

Nu er netop Berlingskes top-kvinde, Lisbeth Knudsen, dog selv godt i gang med at leve op til Midtgaards ord:

Udsigten til en artikel i dagens udgave af Jyllands-Posten fik i går aftes koncernchef i Berlingske Media, Lisbeth Knudsen, til at true den jyske konkurrent med erstatningskrav og andre retsskridt.

Det står i hvert fald at læse i MediaWatch-artiklen “Lisbeth K. truer JP med sagsanlæg“.

Dette illustrerer jo så udemærket, hvad Sofus Midtgaard omtaler, når han skriver, at man “kives internt i den danske mediebranche”.

Spørgsmålet er så bare, om ting som disse på det danske mediebillede fjerner fokus fra at finde ud af, hvordan man kan/skal agere overfor og med de store spillere som eksempelvis Facebook og Google.

Drop avisoverskrifterne på nettet

En af mine kæpheste indenfor onlinejournalistikken, og som jeg har haft, siden jeg for første gang stiftede bekendtskab med onlinejournalistikken er overskrifter. På nettet er det her, historien skal sælges – selvfølgelig kan der også være billeder til, men det er “krydderi” – artiklen bliver repræsenteret masser af steder, hvor billedet ikke vises, og så skal overskriften være i top.

I dag faldt jeg så over Berlingske-rubrikken “Danmark anklages for censur“. Overskriften giver fin mening, når man ser den på forsiden af Berlingske og samtidig kan læse underrubrikken.

Men når denne artikel præsenteres i en liste eller et søgeresultat, så har man ikke en kinamands chance for at vurdere, hvad historien handler om. Og så, er jeg bange for, vælger nogle at undlade at klikke og vælger et andet link, hvor de er mere sikre på, hvad de får. Brugeren har måske klikket på nok “click baits” (altså hvor overskriften/linkteksten er “strammet” for at få folk til at klikke) til at lade sig snyde igen.

Tag et kig på Berlingske.dk’s liste over seneste nyt:

Seneste nyt på berlingske.dk

Hvor mange af de overskrifter forklarer, hvad historien handler om? Og hvor mange af dem kræver, at man kan læse en underrubrik eller se et billede sammen med? Forestil dig så, at du måske ser listen på et andet site, eller i Google-søgeresultater.

Se for eksempel her, hvordan “censur” kan betyde flere ting:

Google-søgning på censur på berlingske.dk

Censur eller…censur?
Censur kan altså betyde flere ting, og derfor er det vigtigt, at man i overskriften forklarer, hvilken form for censur, der er tale om. Overskriften “Danmark anklages for censur” kunne lige så vel være en flere år gammel artikel fra “Muhammed-krisen”. Derfor sælger den sig selv rigtig dårligt.

Nu skal jeg jo lige tilføje, at dette ikke kun gælder Berlingske, nu brugte jeg blot dem som eksempel. Jeg vil tro, at alle danske (og formentlig også udenlandske) netmedier falder i. Jeg tror, det skyldes, at dem, der laver overskrifterne muligvis ikke er klar over, at deres overskrifter/artikler repræsenteres på masser af andre steder end lige på forsiden af mediet.

Det kan imidlertid hurtigt løses. Langt de fleste content management systemer, jeg har stiftet bekendtskab med, har mulighed for at man kan have én rubrik inde på selve historien og så bruge en anden på forsiden. Måske handler det blot om at få den funktion i spil?

Vi som medier skal huske, at vi har en lang hale. Og vi skal gøre vores allerbedste for at sælge de varer, vi har liggende i vores lange hale. Og her har vi overskrifterne.

Vi skal selvfølgelig ikke give hele historien væk i overskriften, men vi skal stadig give folk tilpas meget information til, at de klikker på overskriften. Vi skal kort fortalt holde op med at bruge avisoverskrifter på nettet.

Skal vi nu til at betale for nyheder på nettet?

Som ansat i JP/Politikens Hus skal jeg understrege, at indlæg på denne blog er udtryk for min egen personlige holdning

Der er noget med Berlingske og betaling.

De var et af de sidste danske netmedier til at opgive login-krav for at læse artikler, og nu er de nogle af de første til at planlægge mikrobetalinger, sammen med JP/Politikens Hus, der overvejer, skriver Business.dk.

En af grundene til, at betalingssnakken nu vågner (igen) er, udover selvfølgelig den allestedsnærværende finanskrise og faldende oplag, at Rupert Murdoch åbner op for, at tage penge for brugen af News Corp-websites.

En farlig sammenligning

Som jeg ser det, og som Søren Storm Hansen og fremhæver i sit udmærkede indlæg, er der dog ét problem. Og et grundlæggende et af slagsen. Læs blot her, hvad The Guardian skriver:

Encouraged by booming online subscription revenues at the Wall Street Journal, the billionaire media mogul last night said that papers were going through an “epochal” debate over whether to charge. “That it is possible to charge for content on the web is obvious from the Wall Street Journal’s experience,” he said.

Der er altså tale om en kædereaktion:

  1. Wall Street Journal tjener penge på nettet og lykkes med det
  2. Det fortæller Rupert Murdoch og fortæller samtidig, at der er brug for ændringer i forretningsmodellen
  3. Danske medier hører Murdochs tanker og tænker “også os!”

Godt nok vil Berlingske, indtil videre, kun tage betaling for niche-nyheder. Det kan jeg egentlig godt følge, for hvis der skal tjenes penge på, at folk skal betale for at læse artikler, så skal det være niche-stoffet. Men at man drager konklusionen, at det virker, fordi det virker for The Wall Street Journal, kan jeg ganske enkelt ikke følge.

Søren Storm Hansen siger:

Murdoch har kun en succeshistorie at henvise til: WSJ, som er et udpræget nichemedie med en global læserskare. Dem er der ikke mange af – og slet ikke i Danmark.

Og som han også påpeger, så mangler der en forretningsmodel. Netmedierne har prøvet at få folk til at betale for nyheder på nettet. Det gik ikke. Forskelige har forsøgt sig med mikrobetalinger. Det gik ikke.

Nu forsøger man så at implementere forretningsmodellen fra aviser på nettet. Selvom oplagstallene jo netop viser, at folk ikke vil betale for nyheder.

Nu melder en medieøkonom sig ind i snakken og siger, at det er en god idé med betaling for nichestof, og at betaling for nyheder er næste skridt.

Det store spørgsmål: Hvordan?

Jeg kan ikke undgå at sidde med spørgsmålet om, hvordan vi, medierne, vil få folk til at betale for nyheder. Hvordan skal vi få folk til at betale for noget, som de har fået gratis i så mange år? Forestil dig, hvis gratisaviserne begyndte at koste penge. Ville det ramme oplaget? You bet it would!

Og tag et kig på det danske marked for nyheder på nettet. Der er på ingen måde nok diversitet til, at en betalingsmodel som den, der snakkes om, kan gennemføres. Dertil er de forskellige netmedier ganske enkelt for ens. Begynder det ene netmedie at forlange betaling, ja så smutter læserne over til et af de andre, som i stedet kan sælge flere annoncer og øge indtjeningen der.

Der skal tænkes nyt og fremad

Vi i mediebranchen kommer ikke uden om, at vi er nødt til at kigge anderledes på det og undgå at implementere gammeldags forretningsmodeller i de nye medier. Annoncemodellen lever heller ikke evigt, læs flere gode grunde hos TechCrunch.

Lad os i stedet kigge på nogle af de ting, der virker. Spørg dig selv og folkene omkring dig, hvad du og de betaler for på nettet. Lad os for engangs skyld prøve at være online-foregangsland og eksperimentere med, hvordan vi som medier kan tjene penge online.

Jeg tror ikke på, at maj måned vil blive husket som “The Empire Strikes Back”-måneden. For vi mangler “A New Hope”, for nu at blive i Star Wars-analogien.

Drøje hug til Berlingskes dinby.dk

I et blogindlæg hos MediaWatch retter Mads Kristensen en skarp kritik mod Berlingskes lokalsatsning.

Dinby.dk, som stedet hedder, får især kritik forlanceringen:

Udfordringerne er mange: Ganske lidt og meget sporadisk indhold rundt omkring. Indhold der er placeret forkert (forklar mig lige, hvorfor en daginstitutionsproblematik i Struer kvalificerer som en lokalnyhed i Herning?). Et uoverskueligt brugerinterface. Intet tegn på brugeraktivitet. Ingen ekstern synlighed. For bare at nævne nogen.

Jeg vil, uden at have kigget indgående på dinby.dk, erklære mig delvist enig i Mads’ argumenter.

Satsningen handler formentlig om, at Berlingske nu vil konkurrere med lokalmedierne på det brugergenererede indhold (rigtigt set – brugergenereret indhold fungerer som tommelfinger bedst på lokal- eller nichesites), men nu skal der til at ske noget, hvis det ikke skal visne hen.

Men læs Mads’ indlæg og tjek derefter dinby.dk og se, hvad du synes.

Lisbeth Knudsen vil tjene penge på skræddersyet indhold

Berlingske-redaktør Lisbeth Knudsen har tilsyneladende ikke opgivet at tjene penge på indholdet på artikler. Så længe de er skræddersyet til læseren, vil han/hun gerne betale:

“[…] hvis man personaliserer indholdet tror jeg på, at det bliver muligt at tage penge for indholdet.”

Det siger hun til MediaWatch.

Jeg er som sådan enig med Lisbeth Knudsen i, at der kan være penge at tjene, hvis indholdet er tilpas skræddersyet til læseren. Men om de skal tjenes på, at læserne betaler for indholdet og at det kan lade sig gøre for Berlingske er jeg mere usikker på.

Jeg har svært ved at tro på, at Berlingske kan lokke deres læsere til at betale for indholdet, dertil er det ikke unikt nok.

Hun svarer lettere kryptisk på et spørgsmål fra journalisten:

Var det en fejl, at aviserne begyndte at lægge gratis indhold på nettet?

Det var kun i begyndelsen, at indholdet var det samme. I dag fungerer indholdet på nettet på nettets præmisser som appetizer til artiklerne i printavisen og som ekstra dokumentation. Alle muligheder på nettet skal udnyttes som avisen ikke har.”

Den forstår jeg ikke helt, især ikke sætningen »i dag fungerer indholdet på nettet på nettets præmisser som appetizer til artiklerne i printavisen og som ekstra dokumentation.« undrer jeg mig lidt over…