Drøje hug til Berlingskes dinby.dk

I et blogindlæg hos MediaWatch retter Mads Kristensen en skarp kritik mod Berlingskes lokalsatsning.

Dinby.dk, som stedet hedder, får især kritik forlanceringen:

Udfordringerne er mange: Ganske lidt og meget sporadisk indhold rundt omkring. Indhold der er placeret forkert (forklar mig lige, hvorfor en daginstitutionsproblematik i Struer kvalificerer som en lokalnyhed i Herning?). Et uoverskueligt brugerinterface. Intet tegn på brugeraktivitet. Ingen ekstern synlighed. For bare at nævne nogen.

Jeg vil, uden at have kigget indgående på dinby.dk, erklære mig delvist enig i Mads’ argumenter.

Satsningen handler formentlig om, at Berlingske nu vil konkurrere med lokalmedierne på det brugergenererede indhold (rigtigt set – brugergenereret indhold fungerer som tommelfinger bedst på lokal- eller nichesites), men nu skal der til at ske noget, hvis det ikke skal visne hen.

Men læs Mads’ indlæg og tjek derefter dinby.dk og se, hvad du synes.

Lisbeth Knudsen vil tjene penge på skræddersyet indhold

Berlingske-redaktør Lisbeth Knudsen har tilsyneladende ikke opgivet at tjene penge på indholdet på artikler. Så længe de er skræddersyet til læseren, vil han/hun gerne betale:

“[…] hvis man personaliserer indholdet tror jeg på, at det bliver muligt at tage penge for indholdet.”

Det siger hun til MediaWatch.

Jeg er som sådan enig med Lisbeth Knudsen i, at der kan være penge at tjene, hvis indholdet er tilpas skræddersyet til læseren. Men om de skal tjenes på, at læserne betaler for indholdet og at det kan lade sig gøre for Berlingske er jeg mere usikker på.

Jeg har svært ved at tro på, at Berlingske kan lokke deres læsere til at betale for indholdet, dertil er det ikke unikt nok.

Hun svarer lettere kryptisk på et spørgsmål fra journalisten:

Var det en fejl, at aviserne begyndte at lægge gratis indhold på nettet?

Det var kun i begyndelsen, at indholdet var det samme. I dag fungerer indholdet på nettet på nettets præmisser som appetizer til artiklerne i printavisen og som ekstra dokumentation. Alle muligheder på nettet skal udnyttes som avisen ikke har.”

Den forstår jeg ikke helt, især ikke sætningen »i dag fungerer indholdet på nettet på nettets præmisser som appetizer til artiklerne i printavisen og som ekstra dokumentation.« undrer jeg mig lidt over…

Berlingske hopper på trackback-vognen

Jeg har tidligere skrevet om, hvordan vi og Information har trackback på artikler, ligesom Politiken også har – de har blot valgt svenske Twingly som leverandør, hvor de (vi) andre bruger den danske Overskrift.dk.

Sidenhen har også Ingeniørens it-magasin Version2 fået Overskrift.dk-trackback på artikler, og nu vil Berlingske også lege med, skriver Stefan fra Overskrift.dk på Overskrift.dk-bloggen.

Trackback er ganske enkelt en funktion, der betyder, at hvis en blogger linker til en artikel (og samtidig “pinger” den blogsøgemaskine, som mediet samarbejder med (altså Overskrift.dk eller Twingly) så linker artiklen automatisk tilbage til blogindlægget, så læseren af artiklen kan se, at der er skrevet mere om emnet andre steder.

Trackback-linket er både til gavn for mediet og for bloggerne. Bloggerne få mere trafik, og medier animerer bloggere til at linke til deres artikler, som alt andet lige giver mere trafik, som jo er det, der tæller i sidste ende.

Indrømmet, vores nuværende trackback-løsning (med en boks med links på Nationen-siden er ikke en optimal løsning, men vi arbejder på sagen.

Som jeg ser det, betyder det egentlig ikke så meget, hvilken blogsøgemaskine et medie vælger som leverandør, det vigtigste er, at man anerkender blogmediet og linker til indlæggene derude.

Paneldebat med netchefer

Hvad kommer fremtiden til at bringe? Hvordan kan/skal medier bruge brugergenereret indhold? Og hvad med mashup?

De spørgsmål, og mange flere, har du mulighed for at få svar på, når Update — en sammenlægning af Center For Journalistik og Efteruddannelse og Den Journalistiske Efteruddannelse — sammen med DONA — foreningen for online journalister — afholder arrangementet “Fra pionerer til mediehelte“.

Her består panelet af:

  • Internetredaktør, redaktionschef Jørgen Schultz-Nielsen, Jyllands-Posten
  • Webredaktør, redaktionschef Michael Arreboe, Politiken
  • Redaktionschef Eva Rymann, TV2 Nyhederne
  • Redaktionschef online Troels B. Jørgensen, Berlingske Tidende
  • Internetredaktør Erling Tind Larsen, Ekstra Bladet
  • Webredaktør Henrik Rewes, Nordjyske

Arrangementet afholdes på IT-Universitetet på Amager (se på kort), og det koster 375 kroner — eller 250 kroner, hvis du er medlem af DONA.

Læs mere om arrangementet hos Update og/eller DONA.

Kim Elmose og jeg vil liveblogge fra arrangementet på bloggen netavis.wordpress.com, hvor der allerede er godt i gang i skriblerierne. Her har jeg også selv skrevet et indlæg om noget, jeg gerne så diskuteret til paneldebatten: Brugerinddragelse kontra borgerjournalistik.

Jeg håber, at så mange af jer som muligt vil dukke op til dette spændende arrangement, som kommer i noget af et brydningstid for netmedierne, hvor der er mange veje at gå og flere penge at gøre det for end for ti år siden :-)