Illustreret Videnskabs ‘Historie’ muligvis på vej med onlinearkiv

Som historieinteresseret læser jeg hvert nummer af Illustreret Videnskabs ‘Historie’. Men lige så godt som bladet er, lige så meget savner jeg noget godt indhold på bladets website, historiebladet.dk.

Det lader det imidlertid til, at der bliver rådet bod på i løbet af i år.

I det nye nummer har en læser nemlig spurgt, om de ligger inde med et indeks over indholdet i samtlige numre, hvortil redaktionen har svaret:

Vi er i færd med at relancere vores hjemmeside. Og inden året er omme, håber vi blandt mange andre nyskabelser at kunne præsentere et fuldt søgbart indeks for vores abonnenter.

Især det faktum, at indekset bliver fuldt søgbart glæder mig, da en god indeksering er livsnødvendige for onlineinformationer.

Ved at lægge artiklerne ud får ‘Historie’ også en interessant lang hale af gode artikler om vigtige begivenheder i historiens gang. Det bliver spændende at se, om de også vil bruge disse til at markedsføre sig overfor kommende abonnenter, sælge adgang til dem (via eksempelvis mikrobetaling) eller lade læsere købe et “online only”-abonnement.

Jeg havde overvejet at starte mit eget indeks, så jeg nemt kunne finde den historie, jeg havde lyst til at læse om, men det vil jeg nu indstille og vente og se, hvad folkene bag kommer med.

Gaffa lægger arkiverne på nettet – gratis

Dette overså jeg vist i fredags, da Gaffa annoncerede, at de vil lægge arkiverne for de seneste 25 år på nettet.

Interessant nok, og vel egentlig også logisk, når man tænker over, at der næppe er flere penge at tjene på de gamle numre, og at man nemt kan stille indholdet til rådighed online. Jeg er især vil med, at arkiverne bliver integreret ind i det andet indhold på Gaffas hjemmeside:

De mere end 280 udgivelser plus diverse tillæg og særudgaver blev scannet elektronisk hos Det Kongelige Bibliotek, hvorefter filerne blev sendt hele vejen til Novosibirsk, hvor russiske specialister konverterede dem til rå tekst. Det betyder, at artiklerne integreres i deres fulde længde på GAFFA.dk, hvor de vil være katalogiseret og relateret til det øvrige digitale indhold, som dagligt publiceres på websiden.

Du finder arkivet på gaffa.dk/arkiv.

(Set via Guldborgsund-bibliotekernes blog)