Her er, hvad AidOnline skulle have gjort

AidOnline-sagen kører endnu, mens vi venter en afgørelse. I mellemtiden er jeg kommet i tanke om en fremgangsmåde, som AidOnline kunne have valgt uden at støde samtlige annoncører og websites med annoncer.

For nogle år siden var der et program, jeg kan ikke huske navnet, som man kunne installere. Dette program betød, at man kiggede på annoncer i sin browser, altså direkte i browseren ikke på websites, mens man surfede.

Disse annoncer genererede så nogle penge, som man kunne få udbetalt (dengang betalte man minuttakst for at være på nettet), når man havde surfet nok til at have nået et bestemt beløb.

Denne metode påvirkede på ingen måde de websites, man besøgte (som AidOnline gør, da den erstatter eksisterende bannere med dem fra AidOnlines partnere), og alle kunne dermed være glade.

Det kan undre mig, at AidOnline ikke har valgt denne model, i stedet for at gå ind og erstatte bannere og derved pille ved indtjeningen hos de medier, som bestemmer over bannerpladsen og selv sidder og sælger bannere til præcis disse pladser.

Dem, der vil støtte disse organisationer digitalt kunne have en annonce for AidOnlines partnere kørende konstant i deres browser, som genererede penge til organisationen.

Aminos AidOnline-blokering rammer også AdBlock-brugere

Via et tweet fra Jesper Laugesen er jeg blevet opmærksom på, at Amino.dk har implementeret et AidOnline-kontrascript, der nægter brugere af AidOnline adgang til websitet.

Problemet er bare, at andre også bliver berørt. Aktiverer jeg adblocker’en i min Firefox, bliver jeg mødt af denne besked:


Klik for at se billedet på Flickr

Som Jesper Laugesen skriver: “Det er en farlig leg at prøve at blokere brugere”. Jeg tror ikke, at en blokering er det rette svar på AidOnline.

Aid TV gør grin med AidOnline

AidOnline fylder meget herhjemme lige nu (se blot Twitter og Overskrift.dk), og en parodi er der nu også blevet plads til: Aid TV.

Vi regner i øvrigt med, at vi inden længe kan lancere en lang række nye produkter. Det første vil komme til at hedde Aid-Glasses, som er et lille sæt briller, der erstatter alle reklamer i det offentlige rum (på busser, politikens lysavis o.a.) med vores reklamer. Så kan du støtte nødhjælpsorganisationerne bare ved at have et andet sæt briller på!

Et andet produkt, vi meget snart kommer med, kommer til at hedde Aid-Newspaper, som bliver et lille filter (ligner meget Aid-TV), som du skal lægge hen over alle avissider du læser. Det vil så fjerne alle annoncerne, og i stedet indsætte vores annoncer på pladsen!

SOS-Børnebyerne er ikke med i projektet, da de “har meldt ud, at de ikke støtter tyveri. Det forstår vi jo slet ikke!”.

Det er god humor, synes jeg. Jeg opdagede Aid TV via Jens Møller Nielsens tweet.

AidOnlines argumentation er…tvivlsom

Jeg har tidligere her på Medieblogger skrevet om AidOnline.

Under min surfen rundt på AidOnlines website faldt jeg over deres FAQ-sektion:

Er det lovligt?

Ja, det er helt lovligt. Du bestemmer selv hvilke reklamer du ønsker at se på, uanset om du ser fjernsyn, går på gaden eller bruger din computer. Der findes allerede mange utroligt populære værktøjer, der blokerer for reklamebannere på nettet. AidOnline fungerer efter samme princip, de erstatter blot det blokerede reklamebanner med et nyt.

Det er en argumentation, der ikke helt holder i min bog. “Du bestemmer selv, hvilke reklamer du ønsker at se på”? Betyder det så også, at jeg kan skrive til The Economist og fortælle dem, at jeg er ret træt af deres classifieds, og at jeg helst vil være fri for dem? Nej, ikke rigtig.

Aidonlines argument kører på, at ingen kan tvinge dig til at kigge på annoncer. Hvis du for eksempel kommer gående langs søerne i København, så er der ingen der med vold og magt må dreje dit hoved i retning af de store outdoor-reklamer og sige “Kig på reklamerne!”

Men der er forskel på at kigge på annoncer og så at blive præsenteret for dem. Du bestemmer ikke selv, hvilke annoncer, du bliver præsenteret for. Og det er det, der gælder i papirmedier og på nettet. I hvert fald sådan, som jeg ser det.

Faktisk er AidOnlines argumentation så letkøbt, at det får mig til at spekulere på, om vi her har at gøre med en dediceret forretning eller et mediestunt.

Skørt AidOnline-annoncekoncept nasser på netmediernes trafik

Med underkæben i gulvhøjde læser jeg om AidOnline-annonceprogrammet hos MediaWatch.

Det går i sin enkelthed ud på, at brugere kan installere et program, som så erstatter bannerannoncerne på de store websites, som for eksempel ekstrabladet.dk hvor jeg arbejder, og erstatter dem med annoncer for “velgørende organisationer”, som for eksempel Røde Kors, som jeg ellers altid har haft høje tanker om.

Altså sidder de og lukrerer på den trafik, som medierne genererer, uden at medierne kan notere et salg og indtjening. Det kan skabe en ond spiral, for det indhold, der trækker læserne til er skabt af mennesker, hvis løn (blandt andet) er betalt af annoncerne. Ikke af Røde Kors.

Min fornemmelse for, at Røde Kors måske har misforstået dette koncept blev manet i jorden med artiklen “Røde Kors: Netmedier må finde nye indtægter“.

Her siger fundraising-chef i Røde Kors, Kenneth Øhrberg, at bannerannoncer som koncept er på vej ned, og selvom de udgør “50 procent af mange internetmediers annonceomsætning”, er det jo ikke sikkert, at det er sådan om to år, er hans logiske slutning.

Jeg er ganske enkelt målløs.

Bannerannoncerne er også med til at betale min løn, og hvis dette tiltag vinder stort indpas, går medierne ned i indtægt og må til at kigge på spareplaner. Hvordan netmedierne skal tjene penge er jo netop nu et stort debatemne, som endnu ikke er besvaret.

Skuffet over Røde Kors
Og jeg står meget uforstående over for Røde Kors’ attitude. For mig svarer det til, at man forhindrer dem i at stemme dørklokker og sige “I må simpelthen bare finde en anden måde at tjene penge på, dørklokker er gammeldags”.

Og samtidig gå hen og rive den nærmeste Røde Kors-plakat ned og i stedet indsætte en reklame for eksempelvis Politiken.dk – eller hyre en række mennesker på trykkerierne til at klippe alle Røde Kors-annoncer ud og erstatte dem med annoncer for webmedier — ikke at det kan lade sig gøre, men princippet er det samme. Og det tror jeg egentlig heller ikke, at Røde Kors vil synes om.

Jeg er meget skuffet over Røde Kors, og jeg er ikke den eneste, eksempler: 1, 2, 3.

Surfing kan betyde liv og død
Besøger man aidonline.com, kan man se en annonce med følgende tekst:

“Din surfing på internettet kan betyde forskellen på liv og død for mennesker i nød”
– Anders Ladekarl, Generalsekretær, Dansk Røde Kors

Jeg betragter mig selv som meget næstekærlig, men det der er rimelig far-fetched.

Nu vil jeg læne mig tilbage, folde hænderne og håbe, at Røde Kors genfinder besindelsen og indser at det koncept, som de og 11 andre har sluttet sig til, er i strid med den sunde fornuft.

Samtidig opdager jeg lige, at der er en kontra-kampagne på vej: stop-aidonline.dk. Der ønskes god vind herfra.

Følg sagen:

Opdatering @ 10:58:
Jeg glemte at skrive om forretningsmodellen for AidOnline:

80 procent af Aidolines annonceindtægter ved brug af det nye computerprogrammet doneres til organisationerne, 20 procent går til drift af virksomheden. #

Opdatering @ 11:10:
Michael Keldsen, fra firewerx.dk, har også et indlæg med titlen “Aid Online stjæler penge fra hjemmesider og annoncører“.
Opdatering @ 11:24:
SOS-Børnebyerne har meldt ud, at de ikke deltager i AidOnline-kampagnen (via tweet fra Pierre Vendelboe).

Betaling for nyheder bliver en dyrt købt lektie

Dette er et gæsteindlæg skrevet af Michael Winther-Rasmussen.

*

Betaling for nyheder på internettet er igen blevet fundet frem som den redningskrans, der kan redde de danske mediehuse gennem den økonomiske krise.

Det kan meget vise sig at redningskransen er et møllehjul.

Ideen er hevet frem – igen – som et udtryk for manglende løsninger på de faldende indtægter. Det er i flere tilfælde også et udtryk for manglende indsigt.

Betaling for en generel nyhedsopdatering på internettet kommer ikke til at redde mediehusenes økonomi. Faktisk kommer det til at betyde det stik modsatte.

Rundt om i mediehusene er der en grundlæggende tro på, at produktet er så godt, at brugere gerne betaler for det. “Vores besøgstal stiger og stiger”, lyder argumentet.

Det stigende antal besøg kan ikke anfægtes. Det kan til gengæld troen på, at det vil fortsætte, selvom der kræves penge for produktet. I praksis vil betalingssites opleve en masseflugt. Først vil brugerne forsvinde og derefter følger annoncørerne.

Ved at bygge en betalingsmur om sit produkt, slår man ligeledes dørene op på vid gab for en eller flere konkurrenter.

Rundt omkring i landet sidder lokale og regionale medier med noget, der kunne minde om monopol på nyhedsformidlingen. Heri ligger en del af succesen. Selvsamme monopol ryger, når man indfører betaling for sin nyhedsformidling.

Godt nok vil man stadig have sin trykte avis, men den er der færre og færre, der læser. De brugere, der nu skal betale for at få deres nyheder, bliver således ikke konverteret til avislæsere. De klikker bare over til den konkurrent, der nu har udnyttet en pludselig chance for at etablere sig med gratis nyheder i udgivelsesområdet.

Det kræver en begrænset økonomisk investering at blive nyhedsformidler på internettet. Det er såmænd heller ikke så dyrt at sikre sig et indhold, der rent faktisk gør produktet interessant for annoncørerne og så begynder det for alvor at se sort ud for det eksisterende mediehus.

Opskriften er ganske simpel. Det nye onlinesite tilbyder indholdet gratis, der citeres fra de bedste historier i den gammelkendte, trykte avis og så fyldes der op med en håndfuld egenproducerede artikler, hvorefter man mere eller mindre har et bedre produkt end den trykte avis.

Løsningen er ikke at forbedre sit onlinesite og tage betaling for det. Gratiskonkurrenten køber sig således bare et onlineabonnement og citerer så bare derfra. Hermed kan brugerne stadig få de vigtigste og bedste nyheder gratis.

Løsningen er i stedet at optimere sit nyhedssite og fastholde det i en primært gratis udgave – kombineret med smarte, unikke tjenester og services, som det rent faktisk giver mening at betale for. Har man etableret sig som en stærk nyhedsformidler på internettet og har man allerede fat i brugerne, så har man også annoncørerne med sig. Det betyder, at man er flere skridt foran de eventuelle konkurrenter, der kunne overveje at melde sig ind i slaget om onlinebrugerne.

Det ændrer ikke på, at det er svært at tjene penge online. Men det er kun et spørgsmål om tid. Annoncørerne flytter fortsat penge fra print til online. Det er de nyhedssites med den stærkeste profil, der får gavn af pengene.

Det bliver ikke nyhedssites, hvor brugerne skal betale for at kigge med.

Dermed kan brugerbetaling meget vel betyde, at man i virkeligheden tisser i den redningsbåd, som på sigt skal holde mediehusene flydende.

Hvordan blev online-annoncer nogensinde billigere end print-annoncer? Og kan vi gøre noget ved det?

I lederartiklen “An iTunes moment?“, om elektroniske bøger, skriver The Economist, hvad vi egentlig godt ved:

The print media are in an awful state—and not just because advertising revenue always dives in recessions. Thanks to the rise of the internet, much of their business, notably classified ads, is migrating rapidly to the web. Meanwhile, most have failed to find a decent online business model. Giving news away on the internet, as most newspapers do, and selling online advertising alongside it, is not sustainable because the ad rates are so much lower online.

Alligevel har det fået mig til at tænke og undre mig. Især sætningen »Giving news away on the internet, as most newspapers do, and selling online advertising alongside it, is not sustainable because the ad rates are so much lower online«.

For hvordan var det lige, at onlineannoncer blev meget billigere (for annoncørerne) en printannoncer? Lad os opsummere nogle af styrkerne ved onlineannoncer, som printannoncerne ikke ejer.

  1. Dynamik – annoncerne kan hurtigt udskiftes
  2. Målrettede – annoncerne kan indrettes, så de kun vises for potentielle kunder (eller på geografi) i stedet for alle
  3. Ét klik væk – annoncen fører direkte til annoncørens hjemmeside, annoncøren kan endda lave en såkaldt “landing page”, hvor brugeren lander, når han/hun har klikket på annoncen
  4. Statistik – der er gode muligheder for at spore annoncens ydelse

Dette taget i betragtning bør det jo i den grad vække undren, at det er billigere for annoncørerne at få deres annoncer på mediernes websites end på deres papirsider, hvor man ingen, eller megen lille, chance har for at spore eller målrette.

Prisstrukturen har formentlig sit udspring i de dage, hvor medierne ikke tog internettet videre seriøst, og derfor behøvede man ikke forlange de store penge for bannerannoncer på internettet – den nærmere historier kender jeg dog ikke.

Hvad dog står klart for mig er, at den nuværende prisstruktur ikke rigtig giver nogen mening. Spørgsmålet er så bare, om medierne kan/bør, og tør, sige til annoncerne, at de har fået for meget for for lidt i de sidste 10 år, og at det nu er på tide at hæve prisen for at annoncere på internettet. Og så selvfølgelig minde dem om alle de goder, de får ved at annoncere på internettet.

Men måske er det for sent. Måske kan det løses ved at starte et nyt annoncesystem, der er endnu mere dynamisk baseret på viden om den enkelte bruger, fx via cookies (eks. baseret på brugerens færden på sitet) og lignende, der får vist siden.

Hvis The Economist-artiklen har ret, og at 100% annoncedrevne netmedier ikke kan løbe rundt, skal der i hvert fald ske et eller andet.

Børsen dedikerer forsiden til en annonce – er det at gå for langt?

Jeg har tidligere lagt mærke til det, og nu har Mikkel Westerkam gjort mig opmærksom på det. Når man skriver borsen.dk i sin internetbrowser, bliver man til at starte med mødt af en forside, der indeholder en kæmpe annonce og en liste over de seneste nyheder:


Klik på billedet for at se det i original størrelse

Den annonce måler imponerende 1080 x 680 pixels. Det er ret meget for en annonce. Statistikken for ekstrabladet.dk siger, at godt 31 procent af vores besøgende har en opløsning på 1024 x 768 pixels, hvilket er den mest populære. Top tre ser således ud:

  1. 1024 x 768 (30.62%)
  2. 1280 x 1024 (19.91%)
  3. 1280 x 800 (19.01%)

Altså bliver deres skærm optaget i stor stil af bilannoncen, hvilket formentlig også er meningen.

Internetreklamer er upopulære
Ironisk er det dog, at 3/4 undgår reklamer i TV, radio og på internettet, ifølge en svensk undersøgelse. I stedet fungerer annoncer på print meget bedre.

Derfor er det jo værd at spørge sig selv, hvor mange der klikker sig videre ind på borsen.dk. Nu følger jeg — heldigvis — Børsen via RSS-feeds, så jeg besøger sjældent deres forside. Jeg følger i stedet med fra min Google Reader og kan derfra klikke mig direkte ind på artiklerne.

Som jeg ser det, beviser annoncen, at netmedierne stadig mangler at finde “guldkalven” for at tjene penge online. Betalt indhold har fejlet, i hvert fald for de store medier, der producerer indhold, der minder for meget om de andres, og annoncer som denne, tror jeg altså ikke er vejen frem.

Hvad mener du? Er det okay, at Børsen sælger forsiden til en annoncør?

Opdatering @ 21:54:
Berlingske.dk har tidligere haft ret iøjefaldende annoncer for Vista, som Kim Elmose har skrevet om.

The Guardian leverer hele historien i RSS-feedet

Via en Twitter-post fra Benjamin Wendelboe blev jeg opmærksom på en historie på ReadWriteWeb om, at The Guardien vil begynde at lægge hele artikelteksten med ud i RSS-feedet.

Det er meget ualmindeligt for et medie at gøre, da det nemlig betyder, at dem, der følger nyhedsstrømmen fra mediet, i dette tilfælde The Guardian, ikke længere behøver klikke sig ind på The Guardian-hjemmesiden for at læse en artikel – det kan de gøre direkte i deres feed-læser, for eksempel Google Reader.

The Guardian lader da også til at være de første:

In fact, the Google Reader team is reporting that The Guardian’s decision to move to full feeds makes it the “first major newspaper in the world” to offer its RSS content as full-text.

Jeg glæder mig personligt til at se, om det kan hænge sammen økonomisk. Jeg kan forestille mig, at The Guardian vil til at inkludere annoncer i deres RSS-feeds.

Det sker virkelig – annoncerne flytter på nettet

Der har i lang tid været snak om, at det kun var et spørgsmål om tid, før annoncørerne (eller i hvert fald langt størstedelen af dem) ville flytte deres fokus til nettet og flytte annoncerne med.

Nu lader det til, at det er ved at ske. I hvert fald skriver Business.dk, at avisernes annonceindtjening ikke har det så godt længere.

Modsat artiklens overskrift (“Netavisers indtjening bremser op”) lader det nu til, at netmedierne stadig klarer sig udemærket:

I USA har aviserne, ganske som i Danmark, for længst set skriften på væggen og er begyndt på en digitaliseringsproces, hvor de digitale medier får en større og større rolle i den daglige nyhedsproduktion.

Mens aviserne døjer med skrantende læsertal, får de digitale medier stadigt flere brugere, hvilket ikke kun skyldes, at folk bruger nettet mere – men også, at enheder som eksempelvist mobiltelefoner med store skærme i stigende grad kan bruges til at surfe rundt på nyhedssites.

Det har fået de stagnerende aviser til at håbe på, at annoncer på nettet med tiden vil kompensere for tabet af avislæsere og avisannoncører.

Og ifølge en artikel på MediaWatch, boomer onlineannoncerne i 2008.

Nu bliver det interessant at se, om Bjørn Karsholt, direktør for reklamebureauernes brancheforening, får ret i sin spådom om et forfærdeligt 2009.

Vil ingen betale for noget på nettet? Jo, de vil da!

Hos ComON læser jeg en klumme med titlen "Læs at elske reklamer" af vores IT-direktør (i JP/Politikens Hus), Per Palmkvist Knudsen:

Der er én forretningsmodel, der dominerer internettet: Næsten alt skal finansieres vha annonce-indtægter. Årsag: Ingen vil betale for adgang til noget som helst på internettet. Uanset hvor høj kvaliteten er. Medmindre udbyderen har noget, ingen andre har, eller branchen er enige om at opkræve penge for adgang.

Korrekt, det er meget almindeligt at sige, at ingen vil betale for noget på internettet? Nej med et "hvis". Vil de så gerne betale for indhold?? Ja med et "men".

  1. Nej, folk vil ikke betale for indhold, hvis de kan få det andre steder.
  2. Ja, folk vil betale for indhold, hvis det er unikt indhold af høj kvalitet

Eksempler på steder, hvor folk gerne vil betale er for eksempel online spil (som jeg tidligere har skrevet om), og det går tilsyneladende også godt for The Economist.

Men hvad er det så, der gør, at folk ikke vil betale for noget på nogle af de sider, som Per (og jeg) arbejder med? Fordi de ikke er unikke nok. Fordi folk kan få det samme indhold andre steder, gratis. Hvor? På de andre omnibusmedier på nettet.

Jeg har sagt det før, men jeg siger det gerne igen: Jeg er overbevist om, at folk gerne vil betale for indhold på nettet, hvis det er unikt og tilhører sin egen niche, og selvfølgelig har den rette kvalitet. Det samme gælder aviserne. Groft sagt (jeg har ikke tallene lige ved hånden) så rasler omnibus-aviserne ned, mens nichemedierne enten har nogenlunde samme oplag eller kun et svagt fald. Derfor går det så godt for The Economist.

Og jeg kan da sagtens følge folks ræsonnement. »Hvorfor skal jeg betale for adgang til at læse de samme Ritzau-telegrammer, som de andre onlinemedier også bringer?« Det spørgsmål har vores online omnibusmedier stadig til gode at svare på.

MediaWatch: Analyserne koster
Jeg forestiller mig for eksempel, at bestemt artikler kræver betaling. Artikler, som er unikke og tilhører den niche, eller en af de nicher, som mediet opererer i. På MediaWatch kræver man betalt adgang for at læse analyser. Ifølge MediaWatch selv er det en »en positiv forretning«.

Hvad enten man kalder det niche eller »branding«, så er det det samme, der siges:

Find noget, som dit/jeres medie kan, som enten ingen andre gør, eller ingen andre gør bedre. Det kan man tage penge for – selvfølgelig forudsat at prisen står mål med produktet. Alt det andet må fortsat finansieres via annoncer – indtil en bedre forretningsplan (måske!) dukker op.

Foto: Lisa Risager (licens)

Spådom: Mainstream-sites vil miste annoncører til niche-sites

Managementkonsulentvirksomheden Mediaid spår i en artikel på MediaWatch, at sites’ne på FDIM’s top 10-liste ikke kan score alle annonceindtægterne.

Annoncørerne vil nemlig i stigende grad gå mod nichesites for at få den præcise målgruppe, forudser Mediaid – det, ifølge eJour, kun er 5 af 11 nicher hos netaviserne kan vise stigende trafik.

Med til forudsigelsen hører, at det ikke påvirker de absolutte top-sites:

Sites som Eb.dk og tv2.dks er så store på dækning, også på deres undersites, at de flyder ovenpå. Det er laget lige under, der vil skulle aflevere penge til specialsites.

Se hele FDIM’s topliste.

Internettet presser telefonbogens gule sider

De gule sider i telefonbøgerne, hvor man hurtigt kan finde en håndværker eller andet, man lige står og mangler har været en rigtig god forretning hvad angår annoncekroner.

Men det er ved at ændre sig, skriver The Economist.

Omend at det vil komme til at tage et godt stykke tid, står det klart: Internettet lægger solidt pres på de gule sider.

Hovedkonklusionerne i artiklen er:

  • I 2005 sagde 57 procent af europæerne i en undersøgelse, at de ville kigge i de gule sider, når de skulle have “goods and services”. I 2005 var det tal 51 procent, mens 24 procent sagde, at de ville gå på nettet. I 2005 var det tal 20 procent.
  • Et af de få gule sider-firmaer, der klarer sig godt på nettet er franske PagesJaunes. Her har man arbejdet aktivt med en internetstrategi – det har de andre ikke, siger PagesJaunes’ chef.
  • Folk vil have anmeldelser og høre om andres oplevelser. Det kan man ikke på de gule sider på grund af annoncekronerne, men på nettet ligger det derude og venter på at blive fundet.
  • Virksomheder kan til en vis grad slippe for at betale annoncekroner ved selv at have en god hjemmeside, som er nem at finde i søgemaskinerne.
  • De gule sider er dog stadig mere troværdige end det, Google tilbyder, og mange små firmaer vælger stadig at være tilstede i de trykte sider af frygt for at potentielle kunder ikke ser dem.

Det mest interessante her er, skønt konklusionen langt fra er ny, nummer tre og fire – nemlig at folk gerne vil høre om andres oplevelser med for eksempel en tømrer (det kan de gøre ved at snakke med deres venner og bekendte eller søge på nettet) – og at det gælder for virksomhederne om at gøre sig godt i søgeresultaterne.

Robert Scoble og Shel Israel tog dette op tilbage i 2006 i bogen “Naked Conversations (findes også hos Saxo), hvor deres klare anbefaling er, at virksomheder blogger. Argumenterne er simple:

  • Hvis du skriver en blog om dit fag, så vil folk lægge mærke til, at du har kompetence og viden indenfor dit fag
  • På en blog kan dine potentielle kunder komme i samtale med dig
  • Googles søgealgoritme elsker blogs – især fordi de opdateres hyppigt

Selvfølgelig kan man ikke direkte aflive de gule sider, men trenden er tydelig. Det er i hvert fald lang tid siden, jeg har søgt efter “goods and services” på De Gule Sider eller Krak – de har tabt til dem her, i hvert fald i forhold til mine behov.

Har superbloggeren Scoble solgt ud?

Robert Scoble (blogpioner, især indenfor corporate blogging, og tidligere Microsoft-ansat) er en af mine helte, da han har gjort et utroligt stykke arbejde for at få virksomheder til at blogge.

Men nu begynder der at ske underlige ting omkring ham. Hvis du, som jeg, læser TechCrunch-bloggen, så har du formentlig set indlægget om, at Scoble nu har annoncer på sin blog, skønt han tidligere har sagt, at annoncer på blogs går ud over troværdigheden.

For nogle dage siden, kunne TechCrunch så berette, hvordan Scoble nu eksperimenterer med annoncer på Twitter som er en form for statusopdateringsservice, der har vundet stor udbredelse i især USA.

Jeg synes, at der som udgangspunkt ikke er noget galt i, at en blogger har annoncer på sin blogs, så længe det ikke har indflydelse på indholdet. Men anderledes er det, når en fyr som Scoble (der tidligere har banlyst annoncer) nu pludselig har annoncer på sin blog og grisser sin Twitter-kanal til med reklamer – noget som jeg ikke kan forestille mig, at dem der følger ham på Twitter synes er særlig fedt.

Hvad mener du? Har du mindre troværdighed til Scoble nu? Og hvordan har du det med annoncer på blogs?

Netannoncer gik 39 procent frem i 2007

Annoncering på nettet, som indtil videre er det bedste bud på en forretningsmodel der virker for medierne, vokser hastigt. Sidste år gik det 39 procent, svarende til 2,5 milliarder kroner, skriver MediaWatch:

“En samlet omsætning på 2,5 mia. kr. viser, at nettet nu er blevet fast inventar på alle virksomheders mediaplaner – og den meget kraftige vækst viser den stadig større betydning som internettet bliver tillagt.

Det, der før var en lille å, har nu udviklet sig til en kæmpe flod med voldsom strøm i netmediernes sejlretning,” siger Christian Peytz, formand for FDIM, i en pressemeddelelse.