Politiken har en god kronik af Olav Hergel, men jeg kan ikke læse den!

To kolleger har, uafhængigt af hinanden, spurgt mig, om jeg har læst Olav Hergels kronik i Politiken fra weekenden omkring den nuværende situation som den danske journalistik befinder sig i.

Problemer er bare, at jeg ikke kan læse kronikken, fordi jeg ikke abonnerer på Politikens papiravis, og fordi Politiken vil sælge aviser ved at slanke netavisen – så kronikken er ikke på nettet (det bekræfter en søgning på ‘hergel’ på politiken.dk).

Så kære Politiken-folk: Hvad skal jeg nu gøre? Ja, jeg har Infomedia-adgang, så jeg kan finde den der. Men det er jo ikke alle, der har det.

Jeg kan måske installere jeres iPad-app, men det ved I jo godt selv, at jeg ikke kommer til at gøre. Så meget for en enkel artikel, not gonna happen.

Jeg vil meget gerne læse Hergels kronik – måske endda betale penge for den, fordi to kolleger, har anbefalet den – og fordi den handler om noget, der også optager mig.

Hjælp mig, please :-)

Politiken vil sælge aviser ved at slanke netavisen

Du har måske læst journalisten.dk-artikel om, at ‘Politiken piller papiravisen ud af politiken.dk‘:

Politiken lukker ned for, at store baggrundshistorier, interviews og kronikker bliver givet gratis væk på nettet. »Vi vil gerne gøre avisen mere eksklusiv og styrke bladsalget,« siger chefredaktør Anne Mette Svane til Journalisten.dk.

Der er allerede en god debat om det i gang på Twitter, men nogle gange er 140 tegn bare ikke nok, derfor lægger jeg også lige et indlæg på det her.

Det overrasker næppe læserne af Medieblogger, at jeg synes, Politiken har truffet et forkert valg. Jeg kan godt følge ræsonnementet: Det er indhold, der er dyrt at lave, og som vores avislæsere betaler for. Derfor skal det ikke bare lægge gratis på nettet.

Men løsningen er ikke at fjerne det fra Politiken.dk. Så rykker man blot det gode indhold over i papirets uvedkommenhed og mister et stort potentielt publikum til de gode artikler, der gør Politiken til Politiken.

Hvis man ønsker at tjene penge på direkte at sælge den gode journalistik til læserne, så synes jeg da i det mindste, det bør være muligt at købe en digital udgave af den artikel, jeg så ikke længere kan læse. Det betyder selvfølgelig også, at jeg skal gøres opmærksom på, at indholdet findes. Og her køber jeg ikke, at jeg kan abonnere på avisen på min iPad. Langt fra alle har en iPad, og jeg gider ikke skulle anskaffe indhold svarende til en hel avis bare for at læse én artikel. Ellers tak.

Jeg bliver ikke Politiken-abonnent bare fordi de fjerner noget af deres indhold fra politiken.dk. Der er tusind ting, jeg kan læse i stedet. Jeg er i gang med nogle rigtig gode bøger (og har flere på ’skal læse’-listen), jeg abonnerer på The Economist og Foreign Affairs – og der er masser af fantastiske artikler på nettet, jeg kan læse i stedet. Jeg skal bare søge på #longreads på Twitter, så er jeg et godt stykke ad vejen.

Jeg kommer ikke til at opleve et tab, fordi Politiken fjerner nogle artikler. Men de kommer måske til at opleve et tab i antal brugere fordi de vil sælge papir ved at levere et fattigere online-produkt. Det må tiden vise. Jeg vil selvfølgelig fortsætte med at bruge Politiken.dk – men Politiken-avislæser bliver jeg ikke.

Medierne skal ikke lukke de gratis (mobil)websites, men tænke i blå oceaner

Foto: Aube insanité (Flickr)
Foto: Aube insanité (Flickr)

I en artikel på MediaWatch (“Anmeldelse: Apps mangler merværdi“) kigger Lars Kabel fra Update på de mobile apps fra Berlingske og JP/Politikens Hus (disclaimer: hvor jeg arbejder).

Artikel er formentlig bag MediaWatch’s egen betalingsvæg, men du behøver ikke ærgre dig, for det jeg vil kommentere i artiklen er følgende formulering:

Der er ingen vej uden om, at medievirksomhederne må stoppe med at forære et af deres fremtidige kerneprodukter – den aktualiserede og stramt redigerede digitale nyhedsformidling – gratis væk.

Denne forretningsmodel vil ikke kunne give ret høje indtægter. Medievirksomhederne må ganske enkelt lukke de gratis mobilsites ned, hvis de i fremtiden vil kunne sælge adgang til nyhedsflowet via apps til smartphones i større mængder og til højere priser.

Argumentet er, at brugeren (ifølge Kabel) ikke får tilstrækkelig “added value” (på dansk: merværdi) ved at betale for en af de omtalte apps, noget jeg ikke er uenig i. Men at løsningen er at lukke af for de gratis mobilsites? Det tror jeg, vil være en meget skidt idé.

»Åh nej altså – hvis vi dog bare havde taget penge fra starten af«
Nogle mediechefer/-personer herhjemme begræder i større eller mindre stilhed, at de tilbage i 1990erne gav sig til at lægge nyheder på nettet – gratis. Problemet med den holdning er bare, at det var det eneste rigtige at gøre. Hvis du ville have betaling for dit indhold – ja så fik du bare ikke nogen besøg. Og desuden var bannere en fin forretning dengang – som den muligvis også er nu, debatten er blevet for mudret til, at det fremgår tydeligt, hvor meget indtjening der i grunden er i bannerannoncerne.

Dette har ikke ændret sig, faktisk er der nu endnu flere gratis tilbud på nettet, som medierne allerede nu kæmper med om folks tid – selvom der er gratis adgang til vores websites. Tænk blot over noget af det, der på nettet er gratis:

  • Facebook
  • Twitter
  • Wikipedia
  • YouTube
  • Blogs
  • Fora
  • …og listen fortsætter og fortsætter

Jeg har altid ment, og mener stadig, at man skal kigge sin forretningsmodel igennem en ekstra gang, hvis den beror på, at man vil tage betaling for adgang til generisk indhold – såsom eksempelvis nyheder. Det gælder også på mobile sites. I sidste ende handler det om, hvorvidt man vil have trofaste betalende brugere til sit website (og det kræver altså unikt indhold), eller om man vil have så mange igennem butikken som muligt og så ellers eksponere dem for annoncer.

Lars Kabels forslag om at lukke af for de mobile websites er for længst passé. Alle de ovenstående ting fungerer fint på en smartphone. Derfor har Kabel også ret, når han tilføjer »[…] hvis de [medievirksomhederne] i fremtiden vil kunne sælge adgang til nyhedsflowet via apps til smartphones i større mængder og til højere priser.«

Men hvad skal medierne så? Jo, de skal noget så alvorligt og gennemgribende som at lede efter nye forretningsområder. Ikke ved at kigge på, hvad de laver nu og så søge at “tweake” det mere eller mindre i retning af noget, man har en antagelse om, at folk derude vil betale for. I sidste ende falder det tilbage på det samme indhold, som man forsøger at give den ene eller anden indpakning – og det gennemskuer brugerne, trust me.

De blå oceaners strategi
I stedet er der hjælp at hente i den nu fem år gamle bog “Blue Ocean Strategy“, der handler om, hvordan virksomheder skal prøve at lade være med hele tiden at måle sig op mod konkurrenterne og i stedet begynde at kigge på, hvad der giver værdi for deres kunder og for virksomheden selv.

Og det er det, der er allermest brug for i det danske mediebillede lige nu. Så kan det godt være, man ender med at tjene penge på noget helt andet, end hvad man havde regnet med. Det er sådan set pointen med Blue Ocean-tankegangen.

Så egentlig er Kabel og jeg nok enige. Nyheds-applikationerne skal (måske) være gratis (sålænge de blot giver adgang til eksisterende webindhold), og så skal vi i mediehusene i stedet ud og finde nye, spændende forretningsområder. Er vi klar til det?

Times vil indføre betaling for nyheder

Times Online logo

Ifølge The Guardian, så vil The Times indføre betaling for nyheder og andet indhold i foråret 2010.

Dermed når man den deadline, som chefen Rupert Murdoch (Times hører under Murdochs News Corp) satte, som hedder senest sommeren 2010.

Jeg har tidligere taget spørgsmålet op, om vi virkelig bør se op til Rupert Murdoch, men den mulighed har man (desværre?) ikke, når man er en del af imperiet.

Hos The Times arbejder man med en abonnementsmodel (fast beløb, fri adgang) og en 24 timers adgang. James Harding, der er redaktør på The Times, mener, at dette vil styrke båndet med de loyale læsere:

He said the Times would also enhance its relationship with its most loyal readers through home delivery and a reward programme through the recently launched Times+ membership venture.

“Historically, newspapers have treated their best customers worst and their worst customers best,” he said.

“We give the paper away to people who could not care less and we pay little or no attention to people who love it and read it every day.”

På teknologi-bloggen TechCrunch er der imidlertid meget lidt begejstring at spore for The Times’ idé i indlægget ‘Operation Failure: Times Plans To Charge For One-Day Access To Online News‘, hvor man især går efter 24 timers modellen (som i mine øjne også er håbløs):

[…] everyone realized by now that people tend to cherry pick news content online based on their time and specific interests, and that there was quite some agreement around the fact that people vote with their wallets when given more individual choice (e.g. evolution of music album sales vs. single track sales). If you could choose between paying per single song stream rather than spend your money on 24-hour access to an entire album, which would it be?

Even if you still go out and buy the news as printed on actual paper and subsequently read every single article in it, how many people are like you, you reckon? And if you wanna read everything and everyone a daily newspaper has to offer anyway, why not just, erm, continue to buy the newspaper instead of paying for time-limited access to the digital version of it? Because the advertising alongside articles in the latter case is more interactive?

Og så er banen ligesom kridtet op, inden The Times vil til at have penge for deres indhold. Det skal blive spændende at se, hvordan det kommer til at gå. Jeg kender ikke nok til det britiske mediebillede til at kunne komme med nogle vildt bevingede ord, men jeg kommer ikke umiddelbart til at savne The Times.

Så er spørgsmålet bare, hvor mange andre, der har det på samme måde.

Skal vi virkelig se op til Rupert Murdoch?

Rupert Murdoch (Foto: World Economics Forum)Få mennesker har formentlig spillet en så stor indflydelse på det danske mediemarked uden at være klar over, det som australsk-amerikanske Rupert Murdoch (Wikipedia).

Knapt havde han luftet sine overvejelser om at tage betaling for indhold på andre News Corp-sider (som det gøres på The Wall Street Journal, før danske mediepersonligheder (i særdeleshed Berlingskes Lisbeth Knudsen) greb bolden og sagde, at det skal vi også til at kigge på det det danske hjørne af mediebilledet.

Jeg har tidligere skrevet om, at jeg ikke tror på betaling for dansksproget indhold, så det vil jeg ikke gøre. I stedet vil jeg forsøge at sætte lidt fokus på Mr Murdoch.

Hos Slate.com faldt jeg over artiklen ‘Read Between the Lies‘. Her kigger Jack Schafer (Wikipedia) nærmere på mediemogulen. Kort sagt er hovedpointen i artiklen: Når Murdoch taler, så enten lyver eller forhaler han. Når han ikke taler, så handler han.

Og i øjeblikket taler Murdoch rigtig meget.

Anledningen til artiklen er interviewet med Murdoch på australsk tv, som du kan se hos The Guardian.

Her kritiserer han Google, Microsoft, Ask.com og BBC for at stjæle indhold fra hans forretning. Han overvejer nu at holde Googles søgerobotter ude og i stedet forlange, at brugerne betaler for indholdet – noget, som kritikere af fremgangsmåden mener kun vil gøre ondt værre, da det forhindrer nye i at komme til:

The best pay-wall candidate in the Murdoch portfolio is the Wall Street Journal, which already charges for access while allowing nonpaying visitors to view some of its content. (Wired Editor-in-Chief Chris Anderson calls this model “freemium.”)

If Murdoch were to raise the Journal’s pay wall all the way to the heavens to block Google and Google News completely, it could lose 25 percent of its traffic, Bill Tancer of Experian Hitwise writes this week, and the move “could isolate the Journal from potential new online subscribers.”

Det bekymrer dog ikke Murdoch, der hellere vil have få læsere, som så betaler.

MySpace for 580.000.000 dollars
Murdoch er især kendt for at have skabt News Corp-dynastiet (Wikipedia), og han blev også “kendt” blandt brugere af ‘det sociale web’, da han i juli 2005 købte MySpace – læs om købet hos BBC News – et website, hvor brugerne kan lægge musik og billeder op af/med/om dem selv.

I dag spiller MySpace dog en mindre og mindre rolle, og i juni måned i år skar man 30 procent af medarbejderstaben.

MySpaces store konkurrent er, ikke overraskende, Facebook. Allerede i oktober 2007 skrev teknologi-bloggen TechCrunch om, at skiftet fra MySpace til Facebook var begyndt.

Skiftet skete, ifølge Google Trends, en måned senere:

Bedre er det næppe blevet af, at MySpace har forsøgt at kopiere Facebook-features (statusopdateringer, billedtagging etc) i stedet for at konsolidere sig på det marked, man sad så tydeligt på (og stadig sidder rigtig godt på); Musikere, kunstnere og andre kreative.

Udover den relativt korte succes som Murdoch nåede at have med MySpace er der langt i mellem snapsene. Han har ikke nogle store succes-historier fra nettet at fortælle. Hans penge er tjent på tv-signaler og papir.

Og det er denne mands snak om betalingsvægge på websites, som danske medieledere nu kigger til i håb om at få penge i netkassen. Men Murdoch snakker mere end han handler. Som Schafer skriver:

Murdoch is simply jawboning. Three months ago he promised that News Corp. would start charging for its newspapers by June 2010. Now he doubts that the company will hit that mark. In typical Murdochian fashion, he’s sowing confusion and harvesting bewilderment.

If it were in News Corp.’s economic interests to dig an Internet moat around its newspaper properties, Murdoch would have already done it rather than talk about it.

Schafer mener, at Murdoch gør dette af to årsager:

  1. For at signalere overfor konkurrenter hvilken retning, han gerne vil have, at News Corp tager.
  2. Det er hans (desperate, mener Schafer) forsøg på at få konkurrenterne til at følge med, da hans brede (“general interesest”) udgivelser risikerer at blive dømt irrelevante.

Jeg hælder mest til nummer 1, selvom der ikke er tvivl om, at vi ser kramper (ikke nødvendigvis dødskramper) fra “den gamle medieverden”. Vil du for eksempel betale 19 kroner for at få ugens nyheder opsummeret i et ‘elektronisk magasin’?

Jeg er ikke efter ugen.dk, fordi det er et Berlingske-produkt, men fordi jeg synes et ugentligt, elektronisk magasin strider mod alt, hvad internettet har lært os. Men det er muligt, jeg tager fejl. Det vil kun tiden vise.

Et er dog sikkert: Bare fordi Murdoch siger, at medierne skal til at tage betaling, så skal vi ikke stå som nyindkaldte rekrutter og spørge “Hvor meget?”.

Lad mig slutte med Schafers ord:

When Rupert Murdoch speaks, he’s either lying or filibustering. The only sensible time to listen for him is when he’s running silent.

The Economist lægger yderligere indhold bag betalingsmuren

MediaWeek skrev tilbage i starten af september, at The Economist ville begynde at kræve betaling for mere af web-indholdeteconomist.com.

Det ser ud til at ske nu. Jeg har lige fået følgende mail fra The Economist-folkene (mine fremhævelser):

Dear Reader,

I’d like to inform you about important changes at Economist.com.

Beginning October 13th, we will be limiting access to certain sections of our site to subscribers only. Over the past few years, Economist.com has become a hub for intelligent discussion, with news commentary, blogs and an award-winning debate series. We will continue to encourage both subscribers and non-subscribers to participate in those conversations. We will also enhance the experience we offer our most loyal readers by expanding our subscribers-only features.

Currently, all content published within the last year is free of charge. Soon, only articles and commentary published prior to the last 90 days will be accessible without a subscription. The print edition contents page, which offers a convenient way to browse articles and features from the latest issue of The Economist, will also be limited to subscribers only.

Through these complementary aspects of Economist.com, we will continue to foster intelligent discussion and debate, while enhancing the value we bring to our community of subscribers.

I hope you’ll continue to visit the site and enjoy all it has to offer.

Sincerely,

Ben Edwards, Publisher
Economist.com

På en gang kan jeg både forstå og ikke forstå The Economist. For der skal jo tjenes penge, men jeg hører til en af dem, der tror mere på link-økonomi, som MediaWatch skrev om 23. september.

Economist.com vil formentlig få færre sidevisninger, men muligvis flere penge i kassen. Men vil du for eksempel købe et abonnement på The Economist efter dette? Eller er det nemmere bare at læse en anden lignende publikation? The Economist har noget af verdens bedste indhold indenfor deres felt, så hvis nogen kan lykkes med dette, er det medierne i denne kaliber.

Uanset om man er enig eller ej, må man gå ud fra, at et magasin med dét navn bør vide en ting eller to om økonomi. Jeg er skeptisk overfor, om dette vil give flere penge og/eller kunder i butikken. Men det vil tiden vise.

Google-boss Eric Schmidt tror ikke på betaling for generelle nyheder

Foto: Gisela GiardinoI øjeblikket er der en masse snak omkring betaling af indhold på nettet, som også har sendt et ekko her til landet.

Mediemogulen Rupert Murdoch (Wikipedia), der ejer News Corporation (Wikipedia) og dermed en lang række medier, er en af de helt store fanebærere i betaling-for-indhold-lejren.

Nu bliver han modsagt af Eric Schmidt, der er CEO for intet mindre end Google:

»In general these models have not worked for general public consumption because there are enough free sources that the marginal value of paying is not justified based on the incremental value of quantity.«

[…]

»So my guess is for niche and specialist markets … it will be possible to do it but I think it is unlikely that you will be able to do it for all news.«

Jeg tror, ligesom Schmidt og mange andre, heller ikke på, at man kan tage betaling for generelle “main stream”-nyheder, og det er der da heller ikke tale om herhjemme. Men jeg forholder mig samtidig også kritisk til, om man overhovedet kan få folk til at betale for journalistisk indhold, man sælger jo stort set varen ubeset.

Men interessant at se Google melde sig ind i snakken.

Foto: Gisela Giardino

Australske uSocial sælger Twitter-følge til virksomheder og private

På BBC News er jeg faldet over historien “Twitter followers ‘can be bought’, der handler om, at et australsk firma sælger Twitter-følgere (eller followers) til virksomheder og privatpersoner.

Australian social media marketing company uSocial is offering a paid service that finds followers for users of the micro-blogging service.

Followers are available in blocks starting at $87 (£53) for 1,000. The biggest block uSocial is selling is 100,000 people.

Ud fra hvad jeg kan læse i artiklen, fungerer det på den måde, at man som bruger skriver sig på uSocials liste. Så får man tilbud, når en virksomhed har købt en som “follower” – og så er det så op til en selv, om man rent faktisk vil følge.

Så der er altså en vis usikkerhed i at købe sit Twitter-følge.

Ifølge Leon Hill, der er “chief executive” for uSocial er der tale om en bred kundeskare:

“A woman who runs yoga classes is one of our clients,” he said. “So are some religious organisations including one man that just wants to get the word out about God.”

Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad jeg skal mene om tiltag som disse, som er endnu et bud på, hvordan man kan kapitalisere på Twitter. I det mindste har brugeren selv et reelt valg om, hvorvidt han/hun nu også vil følge den, der har betalt. Men er det også en svaghed i modellen?

Læs hele artiklen hos BBC News.

PricewaterhouseCoopers: Krisen gør os mere digitale

Via en oversigts artikel på journalisten.dk blev jeg opmærksom på PricewaterhouseCoopers’ pressemeddelelse “Despite downturn a more digital Britain to emerge by 2013“. Her i argumenteres for, at den finansielle situation betyder, at der bliver øget fokus på det digitale indhold.

Phil Stokes, der er og chef for Entertainment & Media og partner i PwC siger i pressemeddelelsen:

Perhaps surprisingly, a slowing economy will accelerate the migration to digital technologies among both providers and consumers of content meaning the industry that went into the recession is very different from the one to emerge the other side.

Segments will have to consolidate, the least loyal customers have already left, higher quality products will be valued by both consumers and advertisers, and digital distribution will have become mainstream – commanding fees more in line with its value. For each of the industry’s diverse segments, the winners will be those who focus on driving and leading change that delivers real value for consumers.

Spændende tanker. Læs pressemeddelelsen fra PricewaterhouseCoopers.

Opdatering 19-06-2009 @ 11:01:
Claus Fonnesbech, der er “Public Relations Coordinator” i PricewaterhouseCoopers har i en kommentar til kopien af dette indlæg på kommunikationsforum.dk oplyst, at der også er en dansk pressemeddelelse fra PwC, hvor man også kan hente 7 siders rapport om EMEA (Europe, Middle East and Africa)-området.

Samtlige partnere forlader AidOnline

Så gik den ikke længere. “Nødhjælps-organisationer dropper Aidonline“, skriver Børsen.

Samtlige 12 nødhjælpsorganisationer, der indgik som partnere for det nystartede annonceprojekt Aidonline, har med øjeblikkelig virkning trukket sig fra samarbejdet. Det sker efter massivt pres fra medier og samarbejdspartnere.

Flere sponsorer har angiveligt truet de involverede nødhjælpsorganisationer med at trække stikket, hvis de ikke forlod Aidonline-projektet, og de trusler har man ikke kunne sidde overhørig.

Fra folkene bag lyder det dog, at AidOnline vil fortsætte og vil donere de penge, der samles til til velgørende formål.

BT blokerer for folk, der blokerer for annoncer

BT.dk vil nu ikke længere finde sig i, at folk besøger deres website (som formentlig som os er afhængig af annoncekroner) med en såkaldt “adblocker” installeret, der forhindrer annoncer på websites i at blive vist.

Besøger man BT’s website med en adblocker lander man på denne side og mødes af teksten:

Kære bruger

Vi kan se, at din computer har en adblocker installeret, som gør at vi
ikke kan vise dig vores annoncer på websitet.

Vi kan kun give dig gratis journalistisk kvalitetsindhold,
hvis vi har annoncer på vores websites, for de betaler i høj grad de
omkostninger, der er forbundet med at drive et website. Hvis
annoncerne bliver fjernet, forsvinder vores indtægtsgrundlag, og så
vil vi ikke kunne blive ved med at tilbyde dig gratis nyheder på
www.bt.dk

Hvis du afinstallerer adblockeren, er du naturligvis mere end
velkommen tilbage til vores website.

Har du spørgsmål eller kommentarer er du meget velkommen til at
kontakte os på btwebmaster@bt.dk

Med venlig hilsen

B.T.

Dette er ret interessant, og udspringer uden tvivl af alt den snak, der har været omkring AidOnline-sagen, der har betydet, at nogle mediechefer nu har fået øjnene op for, at man faktisk kan blokere for de personer, der enten vil blokere for ens annoncer eller vise nogle andre i stedet.

Men også interessant, at BT lukker for adgang for folk, der “snylter” på deres website, mens de sidder i en koncern der raskvæk kopierer andre menneskers arbejde.

Opdatering @ 15:56
Via Lisa Risagers screenshot kan jeg se, at berlingske.dk også har spærret for adgang med annonceblokering.

Her er, hvad AidOnline skulle have gjort

AidOnline-sagen kører endnu, mens vi venter en afgørelse. I mellemtiden er jeg kommet i tanke om en fremgangsmåde, som AidOnline kunne have valgt uden at støde samtlige annoncører og websites med annoncer.

For nogle år siden var der et program, jeg kan ikke huske navnet, som man kunne installere. Dette program betød, at man kiggede på annoncer i sin browser, altså direkte i browseren ikke på websites, mens man surfede.

Disse annoncer genererede så nogle penge, som man kunne få udbetalt (dengang betalte man minuttakst for at være på nettet), når man havde surfet nok til at have nået et bestemt beløb.

Denne metode påvirkede på ingen måde de websites, man besøgte (som AidOnline gør, da den erstatter eksisterende bannere med dem fra AidOnlines partnere), og alle kunne dermed være glade.

Det kan undre mig, at AidOnline ikke har valgt denne model, i stedet for at gå ind og erstatte bannere og derved pille ved indtjeningen hos de medier, som bestemmer over bannerpladsen og selv sidder og sælger bannere til præcis disse pladser.

Dem, der vil støtte disse organisationer digitalt kunne have en annonce for AidOnlines partnere kørende konstant i deres browser, som genererede penge til organisationen.

Aminos AidOnline-blokering rammer også AdBlock-brugere

Via et tweet fra Jesper Laugesen er jeg blevet opmærksom på, at Amino.dk har implementeret et AidOnline-kontrascript, der nægter brugere af AidOnline adgang til websitet.

Problemet er bare, at andre også bliver berørt. Aktiverer jeg adblocker’en i min Firefox, bliver jeg mødt af denne besked:


Klik for at se billedet på Flickr

Som Jesper Laugesen skriver: “Det er en farlig leg at prøve at blokere brugere”. Jeg tror ikke, at en blokering er det rette svar på AidOnline.

Aid TV gør grin med AidOnline

AidOnline fylder meget herhjemme lige nu (se blot Twitter og Overskrift.dk), og en parodi er der nu også blevet plads til: Aid TV.

Vi regner i øvrigt med, at vi inden længe kan lancere en lang række nye produkter. Det første vil komme til at hedde Aid-Glasses, som er et lille sæt briller, der erstatter alle reklamer i det offentlige rum (på busser, politikens lysavis o.a.) med vores reklamer. Så kan du støtte nødhjælpsorganisationerne bare ved at have et andet sæt briller på!

Et andet produkt, vi meget snart kommer med, kommer til at hedde Aid-Newspaper, som bliver et lille filter (ligner meget Aid-TV), som du skal lægge hen over alle avissider du læser. Det vil så fjerne alle annoncerne, og i stedet indsætte vores annoncer på pladsen!

SOS-Børnebyerne er ikke med i projektet, da de “har meldt ud, at de ikke støtter tyveri. Det forstår vi jo slet ikke!”.

Det er god humor, synes jeg. Jeg opdagede Aid TV via Jens Møller Nielsens tweet.

AidOnlines argumentation er…tvivlsom

Jeg har tidligere her på Medieblogger skrevet om AidOnline.

Under min surfen rundt på AidOnlines website faldt jeg over deres FAQ-sektion:

Er det lovligt?

Ja, det er helt lovligt. Du bestemmer selv hvilke reklamer du ønsker at se på, uanset om du ser fjernsyn, går på gaden eller bruger din computer. Der findes allerede mange utroligt populære værktøjer, der blokerer for reklamebannere på nettet. AidOnline fungerer efter samme princip, de erstatter blot det blokerede reklamebanner med et nyt.

Det er en argumentation, der ikke helt holder i min bog. “Du bestemmer selv, hvilke reklamer du ønsker at se på”? Betyder det så også, at jeg kan skrive til The Economist og fortælle dem, at jeg er ret træt af deres classifieds, og at jeg helst vil være fri for dem? Nej, ikke rigtig.

Aidonlines argument kører på, at ingen kan tvinge dig til at kigge på annoncer. Hvis du for eksempel kommer gående langs søerne i København, så er der ingen der med vold og magt må dreje dit hoved i retning af de store outdoor-reklamer og sige “Kig på reklamerne!”

Men der er forskel på at kigge på annoncer og så at blive præsenteret for dem. Du bestemmer ikke selv, hvilke annoncer, du bliver præsenteret for. Og det er det, der gælder i papirmedier og på nettet. I hvert fald sådan, som jeg ser det.

Faktisk er AidOnlines argumentation så letkøbt, at det får mig til at spekulere på, om vi her har at gøre med en dediceret forretning eller et mediestunt.