Trackback hos Information og Ekstra Bladet

Flere har skrevet om det (blandt andet Shevy.dk, Mads Kristensen, Spiri, Fiskeben.dk, Fra Sofaen, Blognyheder), men den danske blogsøgemaskine Overskrift.dk er gået i luften med deres såkaldte “blogsynergi”, som egentlig er trackback, i samarbejde med Information og nu også ekstrabladet.dk (disclaimer: hvor jeg sidder). Egentlig er selve trackback-boksen på Nationen-siden.

Trackback/blogsynergi-funktionen betyder blot, at når et blogindlæg linker til nyhedsmediets hjemmeside (information.dk/ekstrabladet.dk), så linker mediet automatisk tilbage, således at de to (blog og medie) altså linker til hinanden.

Information offentliggjorde deres i mandags, vores gik live i går onsdag, og Politikens blogredaktør, Kim Elmose, skriver, at de er på vej med noget lignende.

Det er jo spændende nyt og markerer et online mediemarked i forandring, som vi også lægger vægt på i intro-artiklen til funktionen.

I hvert fald er det en kæmpestor anerkendelse af blogosfæren — og sammenholdt med det, der sker indenfor lokalmedierne må vi konkludere, at der sker en hel del lige nu og her! Vi har spændende tider forude, ingen tvivl om det.

Say what? Storytelling uden Flash?

På sin Teaching Online Journalism-blog har Mindy McAdams et godt blogindlæg om storytelling med eller uden Flash:

There are things we can do now with CSS and JavaScript that work reliably across all modern browsers, things that back in the Dark Ages of Web design (about six years ago) could not be done — except with Flash. In spite of the advances, however, you’ll still see a lot of designs today (sites, stories, packages) that are 100 percent Flash — even though it is not necessary.

One simple reason for this — especially in journalism — is that there are very few people who are well-versed in both techniques.

Jeg kunne ikke være mere enig. Der er stadig alt for mange storytelling-sites derude, som bruger Flash, selvom man fint kunne gøre det samme i et mindre proprietært og browser- og brugervenligt format.

Flash har en lang række ulemper, som jeg ikke vil nævne her, som gjorde, at mine multimedieopgaver på Journalisthøjskolen blev lavet i WordPress (DK), fordi jeg ikke ville begrænses af Flash.

Men det store spørgsmål er jo: Hvorfor bliver disse sites stadig lavet i Flash? Og hvorfor er godt seks uger ud af et multimedieforløb på Journalisthøjskolen koncentreret omkring netop Flash, som er et mere eller mindre browserfjendtligt format, hvor produktionssoftwaren koster KASSEN? Det er mere tid, end der bruges på de andre værktøjer, for eksempel er der ingen undervisning i Content Management-systemer.

  • Er det fordi, Flash er det nemmeste?
  • Er det fordi, Flash er mere visuelt?
  • Eller er det fordi Flash er tradition? (vi plejer jo…)

Jeg kunne godt tænke mig at se et initiativ der vil sørge for, at vi får flere JavaScript/AJAX + CSS-drevne historiefortællinger på nettet.

Men måske er det steder som IT Universitetet, der skal føre an?

Tilføjelse:
SIMILE-projektets Timeline og Google Maps (og måske Google Calendar?) er gode eksempler på ikke-Flash-værktøjer til storytelling.

Et bud på 2008: Journalistik under forandring, projektjournalistik

Indrømmet, “journalistik under forandring” lyder lidt som en floskel, der kunne have været brugt de seneste fem år. Når jeg alligevel vælger at bruge den, er det fordi, jeg tror, vi kommer til at se en forandring i journalistikken i 2008. En stor forandring.

Personligt tror jeg, at flere og flere medier vil opdage, at journalistik ikke nødvendigvis behøver være begrænset til artikler, men også kan være services a la mashups, guide til det ene og det andet og så videre.

Derfor tror jeg også, at vi vil se flere “journalistiske projektmedarbejdere”, som får til opgave af udfylde det gabende hul mellem journalistik og teknik, som efterhånden er opstået.

Det der egentlig fik mig lidt til at tænke over det, var et jobopslag fra Metroxpress, der starter med denne sætning:

Brænder du for nyheder på nettet, og kan du spotte den skæve historie, som kommer til at ende øverst på ‘mest læste’-listen?

Sikken skam (og her vil jeg slet ikke gå ind i diskussionen om kvalitet kontra kvantitet).

Nej, for hvis Metroxpress for alvor vil ind på markedet for journalistisk på nettet, undrer det mig, at man vil gå efter nyheder på nettet. Online nyheder er et marked med enormt høje entry-barrierer og store spillere, og derfor kan man hurtigt ende med at sidde og copy-paste Ritzau-telegrammer blot for at følge med.

Mere interessant kunne det være, hvis Metroxpress i stedet satsede på indholdsdrevne tjenester, som for eksempel netop mashups eller interaktive guides/features.

Hvad angår nyheder på nettet, er der masser af kanaler, som folk kan bruge. Men tjenester, som de kan vende tilbage til og bruge flere gange mangler der. Uden at prale synes jeg vores rygekort er et godt eksempel på en service, hvor folk både bidrager og senere vender tilbage og bruger den igen.

Politiken har altid været et af landets bedste medier indenfor features på nettet, men det er som om, de ikke rigtig har grebet fat om værktøjerne på nettet, som er mere tilgængelige end nogensinde før. For eksempel statistik over antallet af trafikdræbte (2006, 2007), som blev serveret en smule klodset i en Flash-animation med nogle forvirrende mouse-over-effekter. Her kunne en Google Maps-løsning virke oplagt.

Summa summarum: Jeg er overbevist om, at der kommer mere journalistisk projektarbejde (skal vi kalde det projektjournalistik?), og jeg tror Metroxpress i længden vil blive glade for det, hvis de satsede på det allerede nu. Det gælder i øvrigt alle netmedier :-)

Wall Street Journal åbner debatsiderne

Indenfor betaling/gratis adgang til nyhedstjenester på nettet har Wall Street Journal besluttet at give gratis adgang til debat- og kommentarsiderne, skriver Erick Schonfeld ovre på TechCrunch-bloggen.

I blogindlægget er der nogle argumenter for, hvorfor WSJ formentlig forbliver en betalingsside, og en interessant sammenligning: Da New York Times begyndte at åbne op (den er nu helt åben) gjorde man det stikmodsatte og lod nyhederne være gratis og beholde debatsiderne bag betaling.

Selvom jeg som udgangspunkt er forbeholden overfor betalt indhold på internettet, kan jeg dog sagtens se, hvorfor det kan lade sig gøre for medier som Wall Street Journal og The Economist (der har det på nogle artikler), for her har vi med medier at gøre, som gør noget, som ingen andre kan.

Et mainstream medie med betaling: Det virker ikke. Betalt adgang hører nichemedierne til.

Godt møde om borgerjournalistik

Som Kim Elmose også har skrevet, havde Mads Kristensen inviteret til møde om borgerjournalistik i dag.

Til mødet havde Mads forberedt tre spørgsmål:

  1. Definitionen: Hvad er borgerjournalistik? Er det en ny genre, som har sine helt egne præmisser? Eller er det i virkeligheden et andet udtryk for brugergenereret indhold?
  2. Forandring: Hvad betyder det for medierne? Betyder det noget for den måde, medier bør arbejde på?
  3. Nye muligheder: Når vi får en demokratisering af journalistikken, hvilke muligheder giver det for, at nye medier kan opstå?

Mere uddybende om punkterne sagde Mads:

Definition
TV2’s 1234 viser, at der er brug for en definition. Ekstra Bladets nationen! har slået på tromme for, at folk nu kan komme til tale. Er det borgerjournalistisk, eller er det brugergeneret indhold?

Forandring
Michael Kamber har relanceret JydskeVestkysten på baggrund af hyperlokalt indhold. Problem: Man sagde, at journalisterne nu kunne koncentrere sig om ”det rigtige indhold”, og lade borgere om hundeshows og så videre. Tillidsmanden var ude at bakke ham op og sagde, at der skulle være et klart skel mellem brugergeneret indhold og det professionelle indhold.

France24 har lavet noget, der hedder ”Observers” [som Kenneth Ley Milling tidligere har blogget om her], hvor man beder folk fra rundt om på kloden om at sende indhold ind. Herefter er der en journalistisk bedømmelse af, om det er godt nok. Det virker ikke til, at de har så mange endnu, men det ser ud til at være af høj kvalitet.

Nye muligheder
OhMyNews. Kæmpeting og demokratisering af nyhederne i Sydkorea. En fra OhMyNews fortalte, at en stor del af det indhold, der kommer igennem er skrevet af folk, de selv har ansat. Pointen var, at man i Sydkorea kunne skabe et alternativ til de regeringsstyrede medier. Det handlede det mest om.

Aarhusvest.dk: Folk er blevet “uddannede” som borgerjournalister. Aarhusvest.dk er et godt eksempel på et nyt medie. 6753.dk fra et udkantsområde af Varde er et andet godt eksempel. Det er en WordPress-blog med en masse links, og det er blevet til et sted for information om en masse lokalt.

Det store emne: Definitionen
Umiddelbart udpegede Mads det tredje punkt, “nye muligheder”, som det han så som det mest interessante, hvor der muligvis kunne være den bedste diskussion.

Snakken kom dog hurtigt til at handle om punkt et, nemlig definitionen af borgerjournalistik. For hvad er borgerjournalistik egentligt? Er det, når læserne leverer indhold, som journalister redigerer og lægger på? Eller er det, når indlægget bliver lagt direkte på uden redigering? Eller ligger borgerjournalistik tæt op ad “public journalism”, hvor man som journalist tager samfundsanliggender op og er en del af løsningen i samarbejde med læserne?

Snakken gik livligt frem og tilbage, da alle synspunkter var repræsenterede, og det var faktisk en rigtig god snak, hvor folk argumenterede deres pointer. Personligt mener jeg, at begrebet “borgerjournalistik” dækker over, når borgere leverer indhold, hvad enten det til et af de etablerede medier eller deres eget (lokal)medie, så kunne jeg dog sagtens se det fra de andres synspunkt.

Der var også en debat om, hvorvidt det handler om, at nogle journalister fra de etablerede eller vil følge med, eller har opgivet at følge med i de nye onlinemedier.

Hvorfor er danske medier så konservative? Journalister skal kunne sælge idéen
Jeg stillede spørgsmålet om, hvorfor de danske medier er så konservative. Jeg brugte som eksempel, at der utallige gange har været folk fra det store udland i Danmark og fortælle om, hvordan borgerjournalistik og brugergenereret indhold virker, og alligevel sidder vi her med hænderne i skødet og prøver at redefinere begreberne, så de passer til os, i stedet for at lade dem tilpasse os.

Til det kom Morten Nielsen, konsulent hos Medie & Marked med en interessant pointe: Han mener, at journalister i højere grad bør blive bedre til at sælge gode idéer opad i virksomheden.

Det betyder blandt andet, at de skal blive bedre til at klæde de gode idéer på og indtænke strategi og budget, og det er jeg faktisk enig med ham i. For faktum er, at det er journalisterne, der oftest sidder og lytter, når folk som for eksempel Rob Curley er i landet. Og derefter oplever journalisterne det, at idéen så ikke når længere i virksomheden.

Her kunne det jo være fantastisk med et værktøj eller noget andet, der kan hjælpe journalisterne med at “sælge” idéen til chefen.

Vi snakkede også om priser for at starte et medie, og her pointerede jeg, at det faktisk ikke behøver koste en herregård, at få et netmedie op at stå. Der findes udmærkede publiceringsplatforme, som er open source og måske endda gratis som for eksempel WordPress (dansk), som er “state of the art” blogging software, og den formentlig mest udbredte af sin slags.

Derudover er Googles forskellige værktøjer gratis, blandt andet deres forskellige API’er, som gør det muligt at “leje” sig ind på forskellige Google-applikationer, som eksempelvis Google Maps.

Alle disser værtøjer ligger på nettet og venter, og det er lettere end nogensinde, at få sat dem op. Dog blev der også påpeget, at det der koster er at få en ordentlig drift og at få skræddersyet open source-softwaren [Wikipedia: EN | DA), så den passer til ens behov.

Citater fra mødet
Da mødet og snakken for alvor kom i gang, fravalgte jeg notaterne, i stedet har jeg samlet nogle citater fra mødet, sagt af de andre deltagere, som du kan læse herunder, indtil Mads får lagt en post om mødet ud, det går jeg ud fra han gør på Vadnu.com.

“Det virker som om, medierne har misforstået det, og ser det som “public journalism”, hvor man tager samfundsproblemer op og er en del af løsningen.”

“Journalistik og borgere er utopi. Du vil jo heller ikke overlade din bil til en borgermekaniker.”

“Min nabos anmeldelse af en koncert kan være lige så god som en journalists anmeldelse.”

“Eksempel fra TV2 Øst: En kaptajn fra Nakskov, der skrev en kommentar til en historie om nye love mod pirater. Næste dag var kaptajnens mening om den nye lov med i TV-programmet som en tophistorie.”

“Jeg tror, at de store medier lidt er ligesom Mærsks supertankere, der skal ned i fart, før de kan sadle om.”

“Jeg tror på, det er kommet for at blive. Det tager bare noget tid, inden journalister forstår det her.”

“Journalister skal spørge sig selv: Føler jeg mig som en, der er del af den fjerde statsmagt, eller er jeg en, der er med til at filtrere og skabe overblik.”

  • Drivkraft 1: Affekt, for eksempel at man er gal over noget.
  • Drivkraft 2: Den sociale bekræftelse, jeg vil være blandt ligesindede.
  • Drivkraft 3: For at fremme karrieren.
  • Drivkraft 4: Hvorfor betaler vi dem ikke?

“Der er en underskov af onlinemennesker, der skal overbevise avisen om, at det er noget, der skal satses på. Hvorfor sætter man ikke nettet længere op og giver dem nogle penge? Det er jo langt billigere at lave noget på nettet.”

FDIM: Skal det komme fra medierne?
Direktør for FDIM, Jon Lund, rejste til slut spørgsmålet, om brugerinddragelse/borgerjournalistisk i det hele taget skal komme fra medierne.

Og det er faktisk et godt spørgsmål, synes jeg. Personligt mener jeg, at vi er ved at finde ud af, at medierne ikke kan finde ud af det. Men det er et vigtigt spørgsmål.

Opdatering:
Mads har nu skrevet et referat/blogindlæg om mødet på vadnu.com.

Undervisning i marxistisk journalistik

Det er nytårsaften, og jeg er syg. Derfor et blogindlæg på dette ellers noget aparte tidspunkt ;-)

Jeg sidder og kigger lidt rundt på diverse netmedier, og hos Washington Post finder jeg en artikel (kræver login) omkring et begreb i Kina, der kaldes “marxistisk journalistik”.

Eleverne bliver blandt andet undervist i historie (den kinesiske udgave) og lærer den (tilbageholdende) rolle, som der forventes af journalister i et land som Kina. Læs blot her om undervisningen om Tibets historie:

The mountainous territory [Tibet] has always been an inalienable part of China, they were told, and the Dalai Lama is a sly traitor hiding behind his Buddhist religion to promote secession. The lecture, a rendition of China’s standard government line, put some students to sleep, but most listened patiently.

Baggrunden bag “marxistisk journalism” beskriver Washington Post-journalisten Edward Cody således:

In China, that role traditionally has been to support the government by spreading propaganda and suppressing news that contradicts policy or puts officials in a bad light. But as the country has opened to the world in the last three decades, many journalists — and journalism students and their professors–have acquired new ambitions for their craft, such as investigative reporting on official corruption.

Against that background, the party’s Central Committee in 2001 urged Chinese media and journalism schools to adopt the concept of “Marxist journalism.” The term was broadly interpreted to mean journalism that the government views as improving society and taking account of Chinese realities, including censorship under one-party rule.

Som journalist er jeg selvfølgelig direkte imod denne måde at strømligne journalister. Men hey, hvem er ikke det?

Blot en reminder om, at der er lande, hvor medier og journalister og trange kår. Gad vide hvad begrebet “new media” betyder i Kina?

LiveLeak – hurtigst på nettet?

LiveLeak logo

Blot et kort indlæg her i jule-nytårsdagene ovenpå noget, som jeg har studset lidt over.

I forbindelse med mordet på Benazir Bhutto [Wikipedia] og sagen om, hvorvidt hun blev dræbt af skud, eksplosion eller ved at slå hovedet mod et håndtag(?), besluttede jeg mig for at prøve at kigge på, hvad LiveLeak [Wikipedia] (der tidligere bar det knapt så prængende navn Ogrish.com [Wikipedia]) havde om emnet.

Hvad er LiveLeak?
LiveLeak er et borgermedie, i den forstand, at alle kan oprette sig og uploade et videoklip, sålænge filstørrelsen er under 100 megabyte (akkurat ligesom YouTube). Blot er indholdet på LiveLeak af en helt anden kaliber og viser ofte verden fra sin mest barske side. For eksempel under tsunamien i 2004, hvor der var rigeligt med billeder af døde til at give selv John Rambo kvalme.

Det er måske lidt morbid internet-research. Men i de seneste dage har jeg kunnet konkludere følgende:

  1. LiveLeak var blandt de første med videoklip fra Bhuttos sidste tale
  2. LiveLeak var det første sted, jeg læste noget om en mulig Al Qaeda-forbindelse (LiveLeak havde historien om ‘ubekræftet’ et helt døgn før danske medier nævnte det)
  3. LiveLeak var det første sted, jeg så videoklippet med pistolen, der bliver affyret mod Bhutto (se klippet)

Indrømmet, videoklippene er formentlig taget fra andre steder, men det ændrer ikke på det faktum, at LiveLeak er blandt de allerførste. Det var også her, man første gang kunne se henrettelsen af Saddam Hussein med lyd, hvor man kunne konstatere, at henrettelsen ikke var foregået i ro og mag, som styret i Bagdad ellers havde sagt.

Hurtighed, hurtighed, hurtighed
Måske det er denne retning, de danske net-tv kanaler bør gå: Hurtighed. ‘Hvor skal jeg hen, hvis jeg vil se videoklippet med … (uden at vente på, at TV2 News får kørt deres løkke igennem) skal folk tænke. Og så skal man være det sted for dem. Det er i hvert fald mit bud. Ellers kan man lige så godt lave almindeligt tv.

Og vigtigst af alt: Man skal gøre det muligt for folk at bidrage med deres egne klip. Ellers opnår man aldrig den hurtighed.