Dengang skortede det ikke på fascinationshistorier om, hvor fantastisk det var, at et community af helt almindelige mennesker overtog en fodboldklub og sammen skulle styre alt i klubben – sågar også om, hvem der skulle spille.

Men siden de gyldne heydays for lidt over fem år siden, er det kun gået én vej; nedad. Det har Joe Glidewell, der er Ebbsfleet-fan, skrevet om i sit indlæg 'My Football Club – A failed project' fra januar i år:

This week some disturbing news was released by the Club. Due to lack of home games, crowds being low, and probably a whole host of other reasons, the Club needs the fans to dip into their pockets once again to save us. I've lost count how many times the fans are asked to give money because it's needed.

It's evident, from this, that My Football Club cannot fund the Club on their ridiculously low numbers of just over 1,000. In fact, they've not been funding the Club for a while now but it's getting worse – a lot worse. An owner should be able to fund what they own.

If you cannot fund something then why continue dragging it down? My Football Club are producing a ridiculous amount of money a few times a year. Recently over £3,000 was raised for the club. Straight to the point, it is not enough.

Den 23. april, altså for lidt over en uge siden, gav MyFootballClub så op: 'Ebbsfleet United: MyFootballClub votes to offer shareholding', skrev BBC Sport:

MyFootballClub have decided to relinquish their shareholding in Ebbsfleet United.

The website, which has a 75% stake in the club, have voted to hand two-thirds of their shares to the Fleet Trust, the club's supporters' trust.

One of the club's major shareholders, believed to be former chairman Phil Sonsara, is to be offered the final third of their shareholding.

Selvsamme Fleet Trust udtrykte i november måned sidste år bekymring overfor MyFootballClub-ejerskabet.

Eventyret med den community-ejede fodboldklub er dermed slut. Støtten var størst, da nyhedens interesse var der, men efterhånden som det blev hverdag, og fokus skiftede til drift af en fodboldklub som så mange andre, faldt folk fra. Dette må være en vigtig lektie for andre, der vil starte og køre communities – det er med fællesskaber, som med forhold og ægteskab: Det er når hverdagen indtræder, fårene bliver skilt fra bukkene.

Ebbsfleet United bliver i øvrigt også nævnt som eksempel i James Harkins bog 'Cyburbia', som du kan læse min anmeldelse af (fra 2009).

I går, den 25. april, præsenterede Times Company (der blandt andet står bag The New York Times) et skuffende regnskab. Derfor står det klart, at firmaet skal kigge på flere indtjeningsmåder.

En af de ting, de barsler med er billigere abonnementer, som giver adgang til mindre indhold:

The company also disclosed more details about its growth strategy on Thursday. Mr. Thompson [the company’s president and chief executive] said that the company planned to provide varied subscription plans that allow readers to pay only for access to select major news stories or narrow content on politics or arts. Avid readers could buy a premium subscription that would include access to events at The Times. The company also plans to get more involved in brand extensions, like games and e-commerce, and grow its conference business.

Financial Times har også skrevet en artikel om overvejelserne:

The company is developing a series of paid products, available through a multi-tiered price plan. People can pay a lower price to access top stories only. Other lower price products will grant access to content about specific subjects, such as politics and technology. A more expensive tier, for “all digital access” and print subscribers, would provide extra offerings such as live events and family access.

Kort fortalt skal mange bække små gøre en stor å, i hvert fald digitalt.

Så er det nok kun et spørgsmål om tid, før vi ser, at medier herhjemme forsøger sig med lignende modeller. Politiken har jo valgt at lægge sig ind på den model, The New York Times oprindelige bruger (at du først skal betale, når du læser mere end X antal artikler på en måned), som altså ser ud til ikke at være nok for The New York Times.

Seneste eksempel er, at statsradiofonien søger en tech-journalist. Det er tilsyneladende ingen hindring, at der allerede er en del tech-medier i det danske mediebillede.

"DR vil styrke tech-stoffet," som der står i jobopslaget. Hvilken type tech-journalist er det så, DR efterspørger? Er det en, der kan se 'de store linjer' og perspektiverne i teknologierne. Nej, ikke rigtig – desværre. I opslaget lægges der nemlig blandt andet, at der bliver lagt vægt på, "at du kan spotte de gode historier fra ind- og udland og har lyst til at omsætte dem til skarpt vinklede og præcist skrevne historier".

Ansøgere skal have "et levende nyheds-gen og kunne skrive både den skarpe nyhedshistorie", men dog også "den grundigt gennemarbejdede historie". Så lidt andet end nyheder lyder det da til, der bliver plads og tid til.

Hvad skal et statsfinansieret medie lave?
Som skrevet ovenfor er jeg splittet, for jeg holder meget af for eksempel Danmarks Radios Harddisken, som jeg desværre ikke får tjekket nær så meget, som jeg burde. Harddisken har perspektiv, tanker, baggrund – og tager sig tid til det, med dygtige folk ansat. Men tech-nyheder er altså noget, som vores statsfinansierede medie ikke bør bruge tid eller ressourcer på.

Jeg vil mene, at et medie, der lever af penge fra statskassen, bør beskæftige sig primært med de ting, som enten ikke er en god forretning, ikke giver mening eller af anden grund bliver nedprioriteret af de kommercielle medier i Danmark. Dermed bliver Danmarks Radios rolle at identificere de ting, vi som borgere i et demokratisk land skal læse/høre/se, og som vi ikke ville blive opmærksomme på, hvis ikke vi havde Danmarks Radio. Men det ligner ikke, at DRs tech-venture foregår på denne måde. Skal Computerworld, ComON, Version2 og alle de andre nu til at forholde sig til, at "DR vil styrke tech-stoffet"?

I forhold til den, for mig, ønskelige rolle for et statsfinansieret medie, svigter DR meget af det, som de kommercielle medier af den ene eller anden grund ikke rører ved. og det gælder ikke kun teknologi-stoffet.

Men hvis der er en rolle for DR i teknologistoffet i Danmark må det være at linke til de artikler og nyheder, der allerede bliver skrevet – sådan som Søren Storm Hansen foreslår alle medier gør. Herudover burde DR også overveje at gøre (noget af) deres indhold tilgængeligt for alle, for eksempel under en Creative Commons-licens. Og det gælder ikke kun tech-stoffet.

DR må kunne bruge sine ressourcer bedre. For eksempel var der DR2 Udland, som jeg synes var fantastisk, fordi det gav mig et ekstra perspektiv på udlandsstoffet, som ellers var svært at få i nyhedsbilledet. Men programmet overlevede ikke tabloidiseringen af Danmarks Radio og blev lukket, skønt mediedirektøren havde ladet folk forstå noget andet.

Hvad skal vi vide?
Måske er det på tide, at nogle begynder at tænke over, hvad et statsfinansieret medie som DR bør bruge tid, ressourcer og penge på. Det gælder ikke kun teknologistoffet, men for eksempel også når DR-værter interviewer deres kolleger i stedet for kilder – og DRs sundhedssektion, som Filip Wallberg nævner. Jeg søger ikke nødvendigvis at gøre det op i, hvad DR må og ikke må, men det vil alt andet lige give bedre mening, at DR søger at dække de områder, som er underrepræsenteret i det danske nyheds- og mediebillede.

Nyheder om tech-stoffet er ikke et af de områder. Lad i stedet de frie markedskræfter råde over det – og lad DR give os de (tech-)oplysninger, vi skal have, men som vi i dag ikke får.

Det er det, statspengene bør gå til. Og det er nok en debat, vi efterhånden bør have.

I 1920 udgav den amerikanske forfatter, skribent, journalist og kommentator (man kunne blive ved) Walter Lippmann [Wikipedia] sin 'Liberty and the News' [archive.org], der senere blev efterfulgt af 'Public Opinion' og 'The Phantom Public'.

I 'Liberty and the News' argumenterer han – blandt andet – for, at befolkningen altid bør have adgang til en konstant strøm af sande oplysninger:

All that the sharpest critics of democracy have alleged is true, if there is no steady supply of trustworthy and relevant news.

Det kan lyde åbenlyst, og da jeg læste 'Liberty and the News' var der flere steder, hvor jeg tænkte "come on, det er da indlysende!", men sådan er det jo, når man læser tekster, der forandrede verden – for mere end 90 år siden.

Men alligevel er der nu begyndt at være nogle tendenser, der peger i retning af, at vi måske bør genlæse Lippmann alligevel. Senest DR's berigtigelse fra weekenden:

BERIGTIGELSE: Deadline bragte lørdag aften et indslag om udviklingen i meningsmålingerne fra sidste folketingsvalg og frem til i dag.

I den sidste del af indslaget hævder DR's analyseredaktør, at personer tæt på statsminister Helle Thorning Schmidt lækkede beslutningen om en sænkelse af selskabsskatten til medierne med det motiv at stække beskæftigelsesminister Mette Frederiksen i forbindelse med hendes lancering af kontanthjælpsreformen dagen efter.

Den påstand er der ikke dokumentation for.

Efterfølgende videreformidledede DR påstanden i en artikel på Dr.dk uden her at gøre opmærksom på, at der var tale om gisninger.

Sjusk og – værre endnu – usandheder. Og – værre værre endnu – usandheder viderebragt af vores public service nyhedsformidler, der om nogen burde sætte sandheden i højsædet (det bør alle naturligvis gøre).

Nuvel, det er kun et enkelt eksempel. I samme boldgade finder vi BT og TV 2, der bringer pressemeddelelser og et portræt i et dameblad skrevet af en PR-ansat — og det var to eksempler jeg fandt blot ved at åbne journalisten.dk i min browser.

Der er sikkert flere eksempler derude – tag eksempelvis sagen mellem BT-journalist Lars Fogt (hans kronik) og Zenia Stampe (hendes svar). Der er i hvert fald nogen i den sag, der omgår sandheden, som udspiller sig i den fulde offentlighed – hvem ved jeg ikke. Derudover problematiserer den debat forholdet mellem politikere og journalister på Christiansborg – et forhold, der måske snart har brug for et serviceeftersyn.

Eller da DR lagde sendetid til, at journalister gættede på indholdet i nytårstalen, selvom de havde læst den:

Men på daværende tidspunkt behøvede værterne slet ikke at have forventet noget, for de vidste – fuldstændig ordret – hvad der ville blive sagt.

Det erkender Ask Rostrup.

"Det bliver lidt et stykke teater, for vi ved noget, men vi må ikke sige, hvad vi ved," siger han.

Et teater, der er betalt med public service-penge. Så skal det være bedre teater – i hvert fald hvis man spørger mig.

Der er med garanti flere eksempler på, at andet end sandheden bliver fremstillet. Den går ikke. Vi (medierne) skal værne om sandheden og altid viderebringe den. Fordomme, gisninger, et presset marked og/eller travlhed må aldrig komme i vejen for det, for så mister vi vores raison d'être [Wictionary].

Lippmann som han så ud i 1914

Den 13. marts (i onsdags) tog Google online- og tech-verden med en mindre storm hvis vinde stadig blæser her nogle dage efter.

Google annoncerede nemlig, at RSS-læseren/-tjenesten Google Reader bliver lukket ned den 1. juli, som en del af (endnu) en omgang forårsrengøring hos giganten:

We launched Google Reader in 2005 in an effort to make it easy for people to discover and keep tabs on their favorite websites. While the product has a loyal following, over the years usage has declined. So, on July 1, 2013, we will retire Google Reader. Users and developers interested in RSS alternatives can export their data, including their subscriptions, with Google Takeout over the course of the next four months.

Beslutningen bliver mødt af en generel undren, men det må betyde, at Google mener, RSS-formatet er uddateret – og så kan det nok ikke udelukkes, at Google håber at kunne konvertere folk fra Google Reader til Google+. Det kommer dog næppe til at ske.

I stedet er der sket det, at 500.000 brugere har taget deres gode Google Reader-tøj og er gået over til Feedly, skriver slashgear.com. Av.

Jeg er selv lige skiftet til Feedly, og det var godt nok nemt. Jeg installerede blot Feedly i min Chrome (Feedly findes til iOS, Android, Chrome, Firefox og Safari) og klikkede på en 'Connect with Google Reader'-knap, så var jeg i gang. Smooth.

Da Feedly opererer via Google Reader (ændringer foretaget i Feedly bliver afspejlet i Google Reader), var jeg lidt i tvivl om, hvorvidt Feedly så holder op med at virke, når Google Reader bliver lukket. Det har Feedly dog tjek på:

Google announced today that they will be shutting down Google Reader. This is something we have been expecting for some time: We have been working on a project called Normandy which is a feedly clone of the Google Reader API – running on Google App Engine. When Google Reader shuts down, feedly will seamlessly transition to the Normandy back end. So if you are a Google Reader user and using feedly, you are covered: the transition will be seamless. (kilde)

Så os Feedly brugere ser ud til at være dækket godt ind. Imens kan vi jo hver især fortsætte med at undre os over, hvad pokker Google egentlig har gang i.

Slashgear.com har også en artikel om fem gode alternativer til Google Reader.

Men udover at det ikke er særlig professionelt er der også et andet problem. Hør her, hvad nyhedschef for TV2, Jacob Nybroe, siger, da han skal forklare, hvordan det kan opstå:

- Vores grafiker går en tur på Google for at lede efter et billede af Damaskus, og der dukker et billede op, som hun simpelthen ikke kan se, ikke er ægte. Det er en udfordring, alle vi medier står med – at for eksempel computergrafik er blevet så fantastisk flot, siger nyhedschefen til ekstrabladet.dk.

Say what?

For det første er det en god idé som grafiker at kunne se forskel på fotografier og computergrafik. Kigger man på det billede, vi har brugt på vores artikel på ekstrabladet.dk, kan man se, at der i nederste venstre hjørne står 'CG Society'. Googler man det, så lander man på cgsociety.org, der beskriver sig selv med disse ord:

The CGSociety is the most respected and accessible global organization for creative digital artists. The CGS supports artists at every level by offering a range of services to connect, inform, educate and promote digital artists worldwide

Nu er billedet sat ind ved siden af TV 2-indslaget (for at kunne se ligheden mellem de to billeder), så jeg ved ikke, om det præcis er dét billede, TV 2 har fundet. Men bemærk at beskæringen af de to er forskellig, TV 2-billedet er lige præcis beskåret, så 'CG Society' ikke er med på billedet. Det kan dog stadig være et billede, uden tekst, TV 2 har fundet – det ved jeg af gode grunde ikke.

Men mere interessant er vendingen "vores grafiker går en tur på Google for at lede efter et billede af Damaskus". Hvis det er måden at finde grafikker på, er det et noget slapt forhold til den ophavsret, mediebranchen ellers holder så meget af. Hvis jeg eksempelvis skulle lave noget som Syrien og 'går en tur på Google for at finde et tv-klip', må jeg så godt tage TV 2's videoklip? Nej, det må jeg nok ikke.

Der er mange fordomme om mediebranchen og medierne – vi behøver ikke leve op til dem allesammen ;-)

I øvrigt tog det mig meget kort tid at finde et billede fra Syrien, man må bruge kommercielt, 'Aleppo skyline'. Jeg brugte denne metode til at finde billedet.

Come on…

Foto: striatic / hobvias sudoneighm / Flickr Creative Commons

Nu er Google gået et skridt videre og har bedt sine brugere skrive til den tyske forbundsdag, der Bundestag. Det skriver The New York Times.

Det er dog så som så, hvor mange e-mails, der er nået frem:

The unusually public salvos from Google caught many German lawmakers by surprise. Chancellor Angela Merkel raised the issue at a working dinner Tuesday with a group of lawmakers from her party, the Christian Democratic Union, including Peter Beyer, a member of the Bundestag from Ratingen, a town near Düsseldorf.

“She asked us how many e-mails we’d received and we told her,” he said Wednesday during an interview, adding that he had received fewer than 10 from Google supporters. "Most of us had only received a few, three or four. She and the rest of the C.D.U. are still behind this law. I have no doubts that it will pass."

Det bliver de dog flere om. Ifølge artiklen hos The New York Times frygter den tyske teknologibrancheforening, BitKom, at loven vil skade internationale investeringer i tysk teknologi. Derudover har en sammenslutning af 'corporate' advokater advaret, at loven vil koste tyske jobs.

Det er dog ikke kun i Google, at udgivere og regeringer kan se potentialet i at fakturere Google. Også i Italien, Schweiz, Østrig, Portugal og Spanien er der snak om lignende tiltag.

Så kampen om 'Google-skatten' fortsætter.

Spørgsmålet er så, om en eventuel lov også vil garantere tyske bloggere og andre netudgivere penge fra Google. Eller om man kun tænker på de store, stakkels medier.

Forfatteren til bogen lægger ikke skjul på sin sympati, og det ødelægger nogle steder læseoplevelsen, når han eksempelvis kalder Michele Bachmann "batshit crazy", uanset om man så må være enig eller ej. Men derudover er bogen en anbefaling værd, især hvis man ynder at læse retorik af værste og laveste skuffe.

Et kapitel jeg især bed mærke i er 'The role of the media'. Her kritiserer Press (måske ikke så overraskende) de hurtige medier, der har mere travlt med at vidererapportere hvad end, en politiker siger, i stedet for at få det faktatjekket først. Det betyder, at historien er stukket af, inden faktaene kan nå at blive tjekket og eventuelt irettesat. Lyder det som noget, du kender?

Men derudover har Press også en – synes jeg – fin beskrivelse af en del af årsagen til, at journalistikken (eller store dele af den) er endt der, hvor den er. På side 242 skriver han således:

In other words, nowadays people expect to get the news immediately, as soon as it happens. And so we have several twentyfour-hour cable news channel, which are ready to run with any story the moment it breaks. Normally, this would be considered a great development for journalism – until you realize that all of these networks now have twenty-four hours of airtime to fill, every hour of every day, whether there's new news or not.

With so much time to fill, cable televisions has adopted politics as its full-time obsession. Only politics can help it fill twenty-four hours a day, seven days a week. Facts don't matter. If there is no political "news" on a given day, there is no end of the political speculation, nor any end of "political strategists" willing to speculate – even though many of them have never walked into a campaign headquarters, let alone worked on a campaign or run for public office.

Den ekstensive dækning af netop politik er et billede, vi også kender fra den danske journalistik.

Seneste eksempel fra mit liv er fra i dag, hvor finansloven var lige ved at være færdig. Så var den lige ved at være klar til at blive præsenteret. Og så blev den præsenteret. Igennem hele forløbet holdt jeg et halvt øje med DRs ikoniske flagskib, 'Update', der i flere omgange klippede over til public service-mediets politiske redaktør, Uffe Tang. Han er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole og har, ifølge hans LinkedIn-profil været i praktik på Jyllands-Posten og derefter journalist hos Berlingske, inden han skiftede til DR. Så han passer tilsyneladende fint på Press' beskrivelse.

Jeg tror nu, at antallet af gentagelser på DR Update får mig til at overvurdere, hvor mange gange, der blev stillet om, men det var i hvert fald en del. Og der skete ingen ting. Men det er blot det seneste eksempel, for dem er der masser af, hvor politik fylder og bliver strukket meget mere, end historien (og nogle gange emnet) kan bære.

For også i de danske medier, har vi vænnet folk til, at der hele tiden er nyt. Et andet eksempel er TV 2 News, der (især inden kanalen ramte sit DR2'ish udtryk) var spild af tid, når der ikke skete noget, men det rigtige sted for danskerne at følge med, når der så rent faktisk skete noget.

Jeg havde i øvrigt et interessant, omend kort samtale, med en boghandler forleden dag om netop dette. Han forklarede, at netop når der ikke sker noget, er det, at vi skal bruge tid på litteraturen i stedet for at glo på det samme loop af "nyheder", som bliver rullet over skærmen igen og igen.

Nuvel, tilbage til Press og 'Broken Media'. Jagten på evige nyheder og det stigende antal udbydere af nyheder betyder, at der er en øget kamp om folks tid. Og alle ved (ellers kan de se det i artikelstatistikken), hvad der virker. Det er ikke de komplicerede historier med folk, der er uenige eller en indviklet problemstilling, der bliver forklaret.

Press skriver:

With so many media outlets to choose from, newspapers and cable TV look for headlines and stories that will grab people's attention. Nuanced discussion of substantive issues tends to go out the window, and dramatic conflict and spectacle are the order of the day, particularly if it looks good – or very, very bad – on television. This hyper-competition has also fuelled a race to the bottom in terms of what issues the media covers, with tabloid sensibilities leading the way. Everyone knows that sex and violence sells, so that's what media outlets deliver, lest their competitors beat them out of the juiciest stories.

Bølgerne mellem Frankrig og Google går højt i øjeblikket. Frankrig vil have, at Google skal betale for at indeksere og linke til franske nyhedsmedier.

Google svarer så, forudsigeligt nok, igen og siger, at hvis de skal betale, så fjerner det bare de franske medier fra deres indeks (A Clash Across Europe Over the Value of a Click, The New York Times). Og så kan franskmændene stå uden de penge, de ville have fra Google, såvel som den andel af trafikken (The New York Times skriver 30-40 procent), som Google sender til de franske nyhedsmedier.

Men Frankrig er ikke alene. Tyskland er med. The New York Times skriver:

A bill working its way through the German Parliament would enable publishers to collect a fee from Google and other search engines and news "aggregators" when they display excerpts from news articles alongside links to newspaper and magazine Web sites.

This week, President François Hollande of France threatened Google with similar legislation unless it came up with a way to compensate news sites by the end of the year. Last week, publishers in Italy said they would also lobby for such a law.

Italien har også udtrykt opbakning.

Det kan godt tolkes lidt som, at europæerne nu vil have amerikanske Google (der har masser af penge at tage af) til at finansiere de europæiske mediers underskud. For mig virker det i hvert fald underligt, at Google (udover at drive trafik til hjemmesiderne) nu også skal til at betale for at få lov til det. Hvis Google og andre "aggregatorer" ikke vil betale, ender medierne med at mure sig selv inden og linke til hinanden mod betaling – hvis de kan blive enige om det.

Det undrer mig også lidt, at man går så hårdt efter Google. Den eneste forklaring må være, at det specifikt er Googles nyhedstjeneste Google News, man går efter. Google News gør nemlig det, at den henter overskrift, underrubrik/manchet og et lille billede fra medierne, som så vises på Google News-siden og linker hen til den oprindelige artikel.

Der er blot ved det, at beskrivelsen "display excerpts from news articles alongside links to newspaper and magazine Web sites" også gælder for Googles søgeresultater. Men det gælder også for andre søgemaskiner, som for eksempel Microsofts Bing. At fokus er så klart rettet mod Google må afføde den konklusion, at det primært er Google News, de europæiske regeringer sigter imod. Men når jeg læser om debatten, så virker det som om, det er større end det.

Logikken bag argumentationen er, at Google tjener kassen på deres søgeannoncer. En af grundene til, at så mange bruger Google er, at der er så meget indhold. Derfor mener flere og flere europæiske politikere nu åbenbart, at Google skal betale for at være 'standing on the shoulders', ser det ud til. At mange også bruger Google fordi, der er en noget nær suveræn søgeteknologi bag, skal vi så ikke snakke om i denne omgang, åbenbart.

Jeg søger Quaero, har nogen set Quaero?
That aside, så er det ikke første gang, at Frankrig og Tyskland har fingrene i Google. Tilbage i april 2006 løftede Frankrigs daværende præsident Chirac sløret for en Google-"rival", der ifølge The Guardian skulle sikre hans "legacy". Navnet var (i meget klassisk fransk stil, kan man sige) det meget lidt mundrette 'Quaero', der er latin for "jeg søger".

Og det gør franskmændene nok stadigt.

Det var ellers ikke fordi, der manglede store tanker omkring søgemaskinen. Dengang skrev The Guardian:

After the biggest street protests in decades forced him to stage a U-turn on employment reform last month, Mr Chirac is keener than ever to be remembered for doing something positive for French pride. Yesterday, he announced that he would provide €2bn (£1.4bn) in funding for a series of innovative grands projets, including a Franco-German search engine to compete with Google and Yahoo!.

Named Quaero – Latin for "I search" – the search engine aims to be the first to efficiently sort through audio, images and video. It would search the growing array of podcasts and videoclips on the web and deliver the information to computers and mobile phones. Quaero has been a pet project of Mr Chirac's for some time. In his new year speech at the Elysée Palace, he spoke of the need to "take up the global challenge posed by Google and Yahoo!".

Som du kan læse i The Guardian-artiklen var der dog også allerede kritikere dengang.

Nå, men det gik ikke værre eller bedre, end at tyskerne forlod samarbejdet allerede i december 2006 for at lave deres egen søgeteknologi.

Man fristes til at sige, at det er så klassisk europæisk. Man lancerer et europæisk samarbejde, der skal konkurrere med en amerikansk (det er nok ikke helt tilfældigt, at det netop er en amerikansk) virksomhed, der er så godt som verdensmester på feltet. Det går galt, man kan ikke blive enige og starter i stedet hvert sit projekt. Og ingen af dem lykkes.

Vi tager lige en kort pause til at få grinet færdig…

Tænk hvis regeringerne brugte de mange penge på at støtte deres medier, for eksempel med at udvikle forretningsmodeller og støttemodeller, der svarer til det 21. århundrede. Herhjemme har der været snak om et skift fra distributionsstøtte til journalistikstøtte. Det lyder som en god idé, synes jeg.

Det er nok også mere holdbart at udvikle sunde forretningsmodeller i stedet for at lade trafikdriverne kompensere for det økonomiske tab.

Hvis du nu skulle være ved at gå til i spænding over, hvordan det mon går Quaero, kan du læse Wikipedia-artiklen.

Foto: fdecomite / Flickr Creative Commons

• The Economist (digitalt + print)
• The New York Times (digitalt)
• The Wall Street Journal (digitalt)
• Foreign Affairs (digitalt + print)

…og i mandags (for otte dage siden) føjede jeg så en ekstra udgivelse til listen, nemlig International Herald Tribune – den globale udgave af The New York Times – både digitalt og (endnu vigtigere) print.

Og hvorfor så et indlæg om det på en blog, der handler om journalistik og nye medier? Jo, fordi den avis lidt har fået mig til at føle mig som en Apple fanboy, der har fået en ny forbrugerelektronisk enhed, som jeg bare må fortælle om. Og fordi det handler om det mest vigtige for journalistik lige nu i denne brydningstid, nemlig kvalitet.

Grunden til, jeg valgte at abonnere på IHT er, at den giver mig noget, jeg savner i det generelle nyhedsbillede, og som The Economist og Foreign Affairs kun leverer henholdsvis en gang om ugen og en gang hver anden måned: Dybde og baggrund.

På nettet kan jeg meget let og rigtig mange steder læse, hvad der sker. Jeg kan også læse mange steder, hvorfor og hvordan, det skete. Men det har jeg ikke tid til. Jeg gider og orker ikke at sidde foran en skærm, der lyser mig i hovedet, mens jeg læser lange artikler. Og jeg gider ikke printe det, jeg skal læse. Her passer avismediet perfekt til mine behov.

Mindre aftenfjernsyn
Avisabonnementet har allerede haft en virkning på min informationsdøgnrytme. Jeg har indtil videre afsat tid hver aften til at bladre dagens avis igennem og læse det, som interesserer mig, og som jeg ikke har nået at læse i løbet af dagen. Det, at jeg har lovet mig selv det, har betydet, at jeg har måttet foretage nogle valg.

For det første ser jeg mindre fjernsyn. Og jeg savner det egentlig ikke. Det hele skal selvfølgelig ikke være seriøst, så jeg ser gerne en eller anden mere eller mindre ubegavet serie (eller et godt program, hvis et sådan er at finde på sendefladen) omkring den tid, hvor jeg spiser aftensmad. Men med mindre der ikke er noget virkelig godt i kassen, så slukker jeg og sætter mig med min avis.

Jeg nyder især at slukke for fjernsynet om mandagen, hvor der næsten er lige så mange reality-programmer i TV-programmet, som der er sokker i mit klædeskab. Jeg sidder i hvert fald og undrer mig over, om det er Linse og Gustav, tv-producenterne eller måske ligefrem en del af seerne, der er på afveje.

Det slukkede fjernsyn og den ro, det giver, skaber den fordybelse i stoffet, som jeg først nu har fundet ud af, at jeg savnede. Her sidder jeg og bliver klogere på situationen ude i verden og får indblik i baggrunden for mange af de ting, der sker rundt omkring, og som har strejfet mig i nyhedstrømmen.

Og så må vi ikke glemme indholdets kvalitet, der er i verdensklasse. Det er virkelig en fornøjelse at læse artikler fra verdens brændpunkter og om de ting, der påvirker eksempelvis økonomien, klimaet og forskellige samfund rundt omkring i verden, når det er så velskrevet og tør være så informationstungt. Ikke noget med at tale ned til læseren her.

Mindre aften-smartphone
Det betyder også, at jeg bruger meget mindre tid på at sidde og glo ned i en anden skærm, smartphonen. Ja, jeg kan læse artiklerne der, men jeg gider ikke læse det på et så lille display, hvor der samtidig ligger en computer bag, som betyder, at en række andre tilbud – her i blandt Twitter og world wide web – kun er få tryk væk.

På det seneste har jeg oplevet, hvad jeg vil kalde en Facebook-ificering af Twitter. Altså at folk i stadig stigende grad poster ting om dem selv; hvad de fik til aftensmad (selvfølgelig med billeder!), hvordan vejret er (igen med billeder) og hvad de laver lige nu (her er der også gerne billeder til). Forleden dag, var der sågar en, der skrev en opdatering om, hvor forkølet vedkommende var, og at snottet var lige ved at stå ud af hovedet. Tak.

Det lyder så bagstræberisk, men jeg savner dengang, det var det gode indhold, de fede tips og gode links, der dominerede min Twitter-strøm. Ja, jeg kan selv styre, hvem jeg følger, men dem der skriver om forkølelser og poster nok billeder til at kunne udfylde flere Bayeux-tapeter deler også gode ting. Måske savner jeg en redigeret udgave af Twitter, hvor en eller flere personer tager en journalistisk nyhedsvinkel på Twitter og sparer mig for alle hveragsopdateringerne.

Anyways, pausen/friheden fra telefonen betyder, at jeg har en dyb og selvforstærkende ro omkring stoffet i avisen, og det betyder også, at jeg bliver naturligt afslappet og træt, efterhånden som viserne på uret nærmer sig det tidspunkt, hvor min vågne tilstand skal glide til side og lade sig erstatte af den vigtige søvn.

En art konklusion
Så kort fortalt er jeg mildest talt meget begejstret for disse papirudgaver af vigtige og prioriterende informationer, der bliver leveret på en af de mest 'old school' måder, og det har virkelig overrasket mig, hvor dejligt det er at få afløb for sit vidensbegær på god, gammeldags manér.

Tænk sig at noget så godt kunne komme ud af at tage tempoet lidt ud af hverdagsaftenerne og lade den nok så smarte telefon være i fred og kun lade det være den påkrævede belysning og nødvendige hvidevarer, der får elmåleren til at snurre.